[anmeldelse] Reality Cops

Jeg har lånt en række indie-spil af Tobias Wrigstad, som jeg har kort anmelder. Det første er Reality Cops. Denne version af Reality Cops er ‘Gencon 2009: Almost an Ashcan Edition’.

Reality Cops

Et science fiction-rollespil. Et indie-rollespil, hvor man er en gruppe spillere og en spilleder. Systemet er bygget op over en conflict-resolution model, hvor man med en pulje af terninger skal opnå X succeser. I praksis går det på, at man har en pulje terninger, der udledes af forskellige aspekter af ens karakters personlighed og valg, og de terninger rulles, når der er en handling, hvis udfald skal afgøres. Man spiller ofte en form for systemløst spil med denne type mekanik, hvor man først ruller, når man er nået til et vist kritisk øjeblik i handlingen.

Kort fortalt går det ud på, at der er parallelverdener, faser, som man kan træde ind i, og i disse faser kan man se, hvilken genre og hvilke aksiomer styrer vores verden, og herfra kan man manipulere dem. Med andre ord kan man ændre alles virkelighed inde i fra en fase. Reality Cops har til opgave at hindre ændringer af virkeligheden.

Udgangspunkter er, at der er to grundlæggende aksiomer – Verden kan forandres og Ingen gør det alene – og ved spillets begyndelse vælger man yderligere tre i fællesskab (f.eks. Mennesket er godt). Ligeledes fastsætter man hvilken science fiction-ramme, som spillet foregår i.

Hver spiller skaber en betjent, der har to sæt af tre stats. Dem, der tæller i den virkelige verden, og dem, der tæller i fase-verdnen. Det er henholdsvis 1) Smertetærskel, Stabilitet og Forbindelser og 2) Smerte, Lidelse og Traume. De to sæt spiller ind på hinanden og danner en pulje af terninger, som man ruller, når man forsøger ting. Sværhedsgraden er fastsat af, hvorvidt man handler i overensstemmelse med verdens aksiomer og genre og om der er modstand fra skurken, og om man forsøger at ændre den virkelige verden.

Når man er på en mission – hindre en skurk i at ændre Virkeligheden – gælder det om at finde vedkommende og trænge ind i Fasen og standse vedkommende. Problemet er, at man har travlt. En fase kan kollapse, hvorved alle inde i fasen omkommer.

Det interessante ved spillet er, at man kommer ind i en fase på baggrund af smerte, og man ændrer virkeligheden ved at være flere om det. En skurk har derfor altid nogen, som sympatiserer med ham, for ellers kan han ikke ændre virkeligeheden. Det andet problem er, at ændringen ikke nødvendigvis er af nogen ondskabsfuld karakter – f.eks. fred i verden – men det er en virkelighedsændring, der a priori ikke kan accepteres. Der er således rig mulighed for en masse svære valg. Genremæssigt er spillet ovre i tidsrejse-genren, hvor man også kan ændre på virkeligheden. Forskellen er, at man ikke ændrer på det hændte men på nuet, og at man ændrer det ikke ved at manipulere med fortidige hændelser, men ved at manipulere med virkelighedens aksiomer.

Et andet interessant element er, at for rigtigt at kunne gøre en forskel i en Fase, er man nødt til at krydse smertefyldt over. Krydser man smertefyldt over, har man langt flere terninger til rådighed, men langsomt bygger man en Smertetærskel op, Traume og Lidelse op.

Svagheden ved spillet er dets rå form. Der er alt for lidt om, hvorledes man spiller spillet konkret, og alt for lidt om, hvordan en fase agerer.

Formmæssigt og miljø-mæssigt er spillet meget lig Lacuna, Whispering Vault og Don’t Rest your Head. I dets nuværende form vil jeg anbefale folk at spille de tre spil i stedet. Reality Cops’ store force er konceptet med aksiomer og genre, men pt. er spillet alt for råt i sin form til, at jeg vil tilråde folk uerfarne denne spilmekanik at begynde her.

Mere end to dusin gode ideer: Fastaval 2010

De godkendte synopser til Fastaval 2010 er blevet offentliggjort på RPGforum. Det er en imponerende liste. Jeg gengiver den her, så forventningens glæde kan nå ud til flere læsere, der måske ikke får stukket hovedet forbi inden på RPGforum:

1. “Salvation” af Simon Steen Hansen: En barsk og voldelig westerngyser om fem lovløse, der opdager en forladt minebys grusomme hemmelighed og må gøre op med deres egen mørke fortid.
2. “De syv dødssynder” af Sanne Harder, Tina Arbjørn, Cecilie Balling, Eva Fog, Regitze Illum, Helene Willer og Maja Krone: En novelleantologi om de syv dødssynder, hvor novellerne flettes sammen ved at foregå i den samme by.
3. “Dungeon” af Lars Andresen: En gruppe rollespillere finder en ægte dungeon under Assistensens kirkegård og går på eventyr. En kærlig satire over 80′ernes dungeon-crawls.
4. “Slavehandleren fra Ascalon” af Johannes Busted Larsen: En hæsblæsende action-fortælling til systemet Red Box Hack, hvor rollerne både skal kæmpe mod slangedæmoner og deres egen fortid. Det bliver rock ‘n’ roll!
5. “Fucking Mental!” af Kristoffer Rudkjær og Kristoffer Apollo: Kitchen sink realisme, hooligans og machokultur i 90′ernes England. Der skal drikkes cider, kneppes nemme birds og smadres nogle West Ham-fans.
6. “Stjernetegn” af Simon James Pettitt: 12 guder skal dømme over de dødelige. Verden bliver skabt, når dommene bliver nedskrevet i en krønike og guderne bliver langsomt mere og mere menneskelige.
7. “Imperiet 40K” af Peter Fallesen, René Toft, Kristian Bach Petersen, Elias Helfer, Morten Greis Pedersen (red.), Mads Brynnum, Kristoffer Rudkjær (red.) og Martin Svendsen: En novelleantologi sat i Warhammer 40Ks univers. Novellerne udforsker det dystopiske univers og menneskehedens skæbne i en fremtid, hvor kun krigen er tilbage.
8. “Som sendt fra himmelen” af Andreas Liberoth Wadum og Rasmus Boldt: Fem engle hjælper en mand med kærligheden på en rejse fra København til Langeland. En komedie om tro, håb og kærlighed. Og Bodega Himmelhunden.
9. “Når kineserne kommer” af Marie Oscilowski: De kinesiske tropper holder Tibet i et jerngreb og prøver brutalt at knække folkets modstandskraft i dette intense persondrama.
10. “Villa Clichélla” af Milton Felice Brambati Lund og Anders Bo Skov: En gyserpastiche, der stadigvæk formår at skræmme folk. Forvent nørd-tævende quarterbacks og dumme cheerleaders, hvis død hænger nøje sammen med, hvor store klicheer de er.
11. “Magician: Impossible” af Kristian Bach Petersen: En fantasykomedie, der gør op med magi som kedelige regler og gør den magisk og spændende igen. Det har aldrig været federe at kaste en fireball.
12. “Previous Occupants” af Tobias Wrigstad og Frederik Berg Østergaard: To historier med tredve år mellem sig, bliver fortalt parallelt og skaber en gyser, der blandet jeep-form med et brutalt drab på et hotelværelse.
13. “Quis custodiet ipsos custodes?” af Peter Fallesen: Et samfundskritisk drama sat på en vulkanø, hvor fem livsstilsguruer mister mere og mere af sig selv i deres møde med en ægte guru.
14. “Passion Fruit” af Nathan Hook: Indie møder mere klassisk scenarieskrivning i dette lille drama om kærlighed, hvor spillerne har stor indflydelse på fortællingen.
15. “Tandhjulets krav” af Carsten Andreasen og Martin Horn Pedersen: Et møde mellem videnskabsmænd og arbejdere i et steampunkdrama med en politisk agenda.
16. “Kat” af Lars Blichfeldt Hansen: To parallelle fortællinger om kærlighed og død, viser konsekvenser af både valg og tilfældigheder i dette jeep-form drama, hvor en almindelig kat betyder forskellen på liv og død.
17. “Magicide” af Louise Floor Frellsen: Et scenarie, hvor spillerne tvinges til at se fortiden gennem hinandens øjen, sat i en fantasyverden, hvor magi er forbudt og magiske væsner bliver forfulgt.
18. “Ascalondynastiet” afTroels Ken Pedersen og Morten Greis Pedersen: En episk krønike om landet Ascalon fra en ung konge sætter sig på tronen til han, gammel og grå, skuer ud over sit land. Forvent storpolitik og potent epik i dette scenarie i dobbelt længde.
19. “Epifani” af Michael Sonne: En science fiction scenarie sat på et isoleret rumskib, hvor spillerne må søge erkendelse om deres situation, samtidig med at de mister mere og mere af magten over deres egne handlinger.
20. “Farmers Maze” af Regitze Illum og Malik Hyltoft: Et investigation scenarie sat i science fiction verdenen fra “Intet hjem. Tusind stjerner”, hvor man både spiller de mistænkte og dem, der skal opklare forbrydelsen.
21. “Vasen” af Mikkel Bækgaard: Socialrealisme og overnaturlig gyser møder hinanden i dette scenarie, hvor en pensioneret socialrådgiver efterforsker en ung piges mystiske død.
22. “De uskyldige” af Mikael Erik Næsby: David Riis vender tilbage i denne spillederløse gyser, hvor spillerne selv skal skabe uhyggen, godt hjulpet på vej af scenariets virkemidler.
23. “Drengen og byen” af Anne Vinkel og Niels Ladefoged Rasmussen: Et magisk realistisk fortællescenarie om dreng, hvis liv former en hel bys skæbne.
24. “Tre nyrestød til romantisk kærlighed” af Frikard Elleman: Tre små indie-inspirerede noveller om kærlighedens natur og den pris den kræver.
25. “Sense and Sensibility” af Anna Westerling: En adaptation, hvor Jane Austens kendte fortælling bliver blandet op med jeep-form og spillere, der trækker historien i forskellige retninger.
26. “Resan/The Journey” af Fredrik Axelson: En roadmovie sat i en dyster post apokalyptisk verden. Scenariet blandet jeep-form, teaterelementer og tungt jysk rollespil, hvor det vigtigste er alt det, der ikke bliver sagt.
27. “Hva’ du værd?” af Charles Bo Nielsen og Lasse E. Oszadlik: Et klassisk lukket rum/mindfuck livescenarie om tabere. Tænk “Bødlerne” med en undertone af social kritik.
28. “Genfærd” af Troels Barkholdt: Et livescenarie, der leger med fiktionen og spillerens roller. Et mord skal begås, men hvem morderen er, bestemmer spillerne selv.
29. “Lev vel” af Max Møller: Et knugende persondrama om sorg, sat ved en elskets begravelse, hvor fortiden langsomt kommer op til overfladen.
30. “Et rotteræs” af Klaus Meier Olsen: En svindlerkomedie sat i Warhammers verden, hvor fem skavens egentlig skulle forberede invasion af Imperiet, men har for travlt med at dolke hinanden i ryggen.
31. “What to do about Tam Lin” af Emily Care Boss og Julia Ellingboe: Et lille livescenarie om, hvad der skal ske med et barn med både alfe- og menneskeblod. Scenariet trækker på keltiske myter og blander dem med jeep-form.

Det bliver et godt år.

Mashup, remakes og re-imagining, spin-offs

Til Viking-Con 26 præsenterede Johs et re-make af Thais Munks De navnløse. På Fastaval 01 blev præsenteret et remake af Nationens sønner, der skiftede fra at være et VP-scenarie til at være et systemløst Dogme-scenarie. Hvor mange andre remakes, der findes er jeg ikke sikker på. Tropical Zombies er f.eks. forskellig fra den version, der findes trykt i Saga, til den version, der blev trykt i Føniks, og som er den, der huserer på nettet. Forskellen mellem de to er lidt som forskellen mellem Evil Dead 1 og 2 – bedre ressourcer, pænere produkt.. Ved udgivelsen af New York Coppers: Gaden uden nåde blev scenariet ændret fra at være udstyret med Basic-reglerne til at være et systemløst scenarie. Relanceringen af Glædelig jul, onkel Hubert fra Viking-Con 12 (min anden VC. Jeg spillede faktisk scenariet og havde navnkundige Palle Schmidt som spilleder. Yay!) i 2003 skete også i en luksus-udgave, hvor scenariet også skiftede regler undervejs, denne gang fra Basic til Fusion. Thomas Munkholt har ligeledes foretaget et remake af et hans egne scenarier: Welshbury Book.

Seneste remake er sker i forbindelse med læsegruppen, hvor har Jonas lavet et remake af Unik.

Tidsskriftet Saga fik ved udgivelsen af CoC-bogen Blood Brothers lov at bringe en oversættelse af scenariet Et enkelt klausul. Ved nærlæsning vil man imidlertid konstatere, at de to scenarier ikke er ens. Blood Brothers-bøgerne består af novelle-scenarier, der emulerer forskellige gyserfilmsgenrer, og det gør bøgerne ganske underholdende. Scenarierne udspiller sig derfor ikke i Cthulhu Mythossen, men ikke desto mindre er monstrene i den danske udgave af Et enkelt klausul omformet fra dæmoniske væsner til cthulhu-monstre.

Hvor mange flere remakes, genudgivelser og omskrivninger, der har fundet sted ved jeg ikke. Teknisk set en del, da Føniks og X3M gengav con-scenarier i en reduceret form, tv-versioner af spillefilm om man vil. Hvor mange scenarier, der er lavet som remakes til conner er vanskeligere, og det er noget afhængigt af, hvordan man betragter spiltests. Der er for eksempel væsentlige forskelle mellem Dyst på Con2 og Dyst på Fastaval. Forskellen er lidt i stil med en pilot til en serie, hvor man mellem piloten og resten af serien skifter kulisser, skuespillere mm., tag f.eks. serien Babylon 5, hvor den næstkommanderende, lægen, uniformer, rumvæsen-designs og andet laves om, eller Josh Whedons præsentationsversion af Buffy the Vampire Slayer, hvor præsentationen er på 12 minutter kortere end den endelige version, og en helt anden skuespiller spiller Willow.

I tegneserien Aliens: Colonial Marines nr. 6 er der en birolle, Mondo, som optræder på 8 billeder fordelt på 4 sider. Han blev så populær, at han fik to one-shot numre, hvor han spiller hovedrollen, Mondo Pest og Mondo Heat. I Viking-Con-scenariet Rovdyr i Rakaels have af Sven Münther (som er en reimagining af romanen The Legacy of Heorot, som er en usædvanligt ringe sci-fi roman, som der er kommet et usædvanligt underholdende scenarie ud af) er der en paranoide og psykisk ustabile våbengalning Frank, der var så populær en spilperson, at han dukkede op som spilperson igen i scenariet Farvel Alcatraz.

Ikke desto mindre er der for få remakes, mashups, spinoffs og re-imaginings.

Hvilke scenarier har været udsat for et remake, en reimagining, et spinoff eller et mashup?

Hvilke scenarier skal udsættes for det?

[Læsegruppen] Unik

NB. Jeg skrev denne tekst før jeg så Jonas‘ version 3,5 af Unik, men efter at han havde ladet mig vide, at der var en omskrivning på vej. Da jeg skrev teksten, viste jeg ikke, hvad Jonas havde i sinde.

Inden jeg kaster mig over selve anmeldelsen, så vil jeg kort gøre opmærksom på, at jeg ikke tidligere har læst eller spillet scenariet, men da Monica og jeg skrev Memoratoriet: det rare sted, refererede Monica til bl.a. til Unik i forbindelse med rollerne til vores scenarie, da vi var på jagt efter arketypiske roller.

Unik

Unik er en forholdsvis enkel tekst, den har en meget present forfatter, der taler aktivt til læseren, og layoutet er simplistisk på en måde, der afspejler fortællingens arketypiske, næsten banale fortælling, som værende noget, der eksisterer uden at være bundet til tid og rum, og som derfor heller ikke bindes i layoutet til tid og rum.

Et interessant og meget positivt element ved scenariet er, at det er meget afklaret omkring spilleders opgave i scenariet, og usædvanligt, men ganske positivt, opstiller det to forskellige måder at spillede scenariet på, og til hver form hører en spilledningsmekanik. Trods dette må jeg indrømme, at jeg synes spilleders opgave i scenariet er for lille til, at det hører til den type scenarier, som jeg ynder at spillede. Rent praktisk ville jeg mene, at scenariet burde være uden spilleder. Omvendt varer det ikke længere tid, end det er nødvendigt til at fortælle historien gennem tretten scener, og forfatteren selv foreslår, at det ikke køres på mere end to timer, hvis der ikke er mere at få ud af de enkelte scener. Tekstmæssigt er der også tale om et kort scenarie.

Scenariet udspiller en arketypisk kærlighedsscene, der er struktureret over tretten scener, der frit kan anbringes på tværs af tid og rum for at afspejle, at trods fortællingen er arketypisk, så er hver genfortælling af den unik. På samme vis er sammenstillingen af de fire spilleres rolle også variabel, da hver spiller gives en af de fire arketyper, og de fire spillere placeres vilkårligt over for hinanden, og de fire spillere gives en vilkårlig position, blandt scenariets fire positioner, og disse positioner roterer for hver scene. Der er således en stor variation i de fire aktørers gennemspilning af de tretten scener, som bidrager til scenariets unikke element.

Systemmæssigt er scenariet systemløst. Scener klippes af spilleder, og denne kan derved gribe ind og håndtere ellers uløselige scener. Spillerne har forskelligrettede interesser i de enkelte scener, nogle gange vil de samme vej, andre gange hver deres vej, men uden intrige-genrens vinderkriterium vil der være en større tendens til samspil mellem spillerne, hvilket løser noget af problematikken om modsatrettede interesser mellem spillerne.

Afsluttende kommentarer

Sidst vil jeg nævne, at læsningen af scenariet var interessant set ud fra mit arbejde med Kvinden, der var, der på sin egen vis også beskæftiger sig med en arketypisk fortælling, og hvor konstellationen af de otte roller veksler fra spilgruppe til spilgruppe, som fordelingen af rollerne gør det i Unik, og at i begge scenarier er der tale om ”tomme” roller i kraft af, at de ikke rummer en specifik forhistorie. Skulle jeg omskrive Unik, ville jeg fjerne spilleder og i stedet anvende en formidlende spiller, som vi gjorde det I modsætning til Uniks tretten scener, valgte Peter og jeg at anvende en variation over scenemodellen fra Auto de fe. En anden ting, jeg bed mærke i, er forholdet mellem positionerne, som forvarsler Klaus’ brug af medspillederne Kold og Varm i Guernica.

Læsegruppen

• Thais: Kompromiløst unikt
• Johs: Unik fanboi
• Simon: Det unikke
• Elias: Et unikum
• Frikard: Unikt hack

Læsegruppens wiki: Find alle vores anmeldelser her

Rollespilsconner

Et indlæg, hvor jeg gør status over conner, og mine scenariebidrag.

Viking-Con er nyligt overstået. Jeg bidrog med to scenarier, Aliens: Morgenglorie og Legenden om … II, hvor sidstnævnte er skrevet sammen med Troels. Vi fik 5 grupper op at køre aliens, og 4 til at køre Legenden om … II, så det er ikke helt ringe antalsmæssigt. En stor tak til alle spillederne, som gjorde dette muligt.

Hyggecon er netop overstået. Der var et rerun af Kvinden, der var, som Peter og jeg skrev for et par år siden, som var et af de tre scenarier på connen. Det er mig godt nok et beskedent antal, men måske de fik lusket noget indie-rollespil undervejs på connen? Hvordan det gik med Kvinden, der var, aner jeg ikke, men jeg håber, at spillerne havde en god oplevelse.

Fastavals synopse-deadline udløber i dag. Jeg har heldigvis fremsendt mine bidrag. Nu bliver det spændende at se, hvor mange jeg slipper afsted med. Fastaval har en masse spændende tiltag, og jeg er spændt på at se, hvordan det udfolder sig. VC har forhåbentlig også en masse i støbeskeen. Deres primus motor på rollespilssiden, Kristoffer Mads, har i alle fald en masse gode ideer.

Con2 eller LeperCon (med reference til Leperchaun og ikke leprecon) venter forude. Der forventer jeg at spilteste Aliens: Det frisiske korps, som er midt næste alien-scenarie til VC, som gerne skal lanceres samtidig med Legenden om … III. Legenden om … III bliver spiltestet til Sommerspil. Mod nulpunktet kommer også på Con2 som en spiltest, og der skulle meget gerne komme flere spiltest-scenarier til Fastaval på programmet.

Februar har sin Vintersol, men den har jeg endnu ikke prøvet at besøge. Den skulle efter sigende være ganske hyggelig.

I påsken er det så tid til Fastaval. Det bliver som altid spændende at se, hvad de kreative krafter har fået spundet til den tid.

Så er der BaCon, som er en ny spændende con, der har placeret sig i maj måned. Praktisk med en forårscon, men deres synopse-deadline er for den foreløbige synopsis den 23. oktober, og for den endelige den 17. november. Det er prisværdigt at være tidligt ude, så man som spilleder kan få scenariet to måneder forinden. Det er bare ikke kompatibelt med deadlines til de andre conner, særligt Fastaval. Så det bliver allerhøjest som spilleder, at jeg deltager på denne con.

For mig byder sommeren på Sommerspil og sensommeren forhåbentlig på Fredenscon (hvor det gælder om at have en stak indie-spil under armen, så det kræver ikke den store forberedelse). Tredje gang må det kunne lade sig gøre, og derefter står næste Viking-Con klar.

Der mangler bare lige den hedengangne ConDome til at sikre rollespil året rundt, men forhåbentlig er her en opblusning af en masse små og mellemstore conner igen til at fylde året ud med aktiviteter. F.eks. har jeg hørt, at KrikkitCon har planer om at genopstå. Held og lykke med det.