Anekdoter fra Hinterlandet: At fortælle eventyr om lejrbålet

Iført turban og skæg flettet i tynde reb op til ørerne introducerer dværgen resten af sit selskab for den store ogre, Karm Skallesmækker, som gruppen har hørt historier om, og frem træder en elver med ansigtet farvet blåt og iklædt en masse vissent løv (takket være hendes trolddom), en lykkeridder iført et tæppe som en kæmpe hagesmæk og et par fakler bundet på hænderne, og en lykkeridder iklædt en ‘kjole’ af stenfarvet klæde og med et par stearinlys i næsen. “Vi er bare en drøm”, forklarer dværgen, mens den ene lykkeridder træder op til ogrens bord, og tømmer et festmåltid til ti personer ud af sin fortryllede vadsæk. Imens Karm Skallesmækker kaster sig fornøjet over maden, lister selskabet sig videre op af en sidegang.

Porten IIIVi spiller fra tid til anden enkeltstående missioner ud i Hinterlandet, som typisk afprøver materiale til kommende scenarier og nye regler og mekanikker i form af mikro-supplementer. Denne gang gik turen til “Porten til efterlivet”, og vi testede “Ærinder på rejsen”, hvor spillerne kan sætte forskellige oplæg til assorterede hændelser i spil under rejsen ud til selve hulesystemet. Men nu tilbage til hændelserne fra seneste mission, hvor gruppen bestod af en dværg (niveau 6), en elver (niveau 5), en lykkeridder (niveau 2) og en lykkeridder (niveau 1), så det er en slagfast gruppe – og en del af spillet blev live-tweeted under #rollespil og #hinterlandet:

Da heltene træder op af gangen, bliver de anråbt af et par vagtposter. Det er kobolder, og inden den ene når at trutte i sit vagthorn, finder dværgen sin fortryllede mønt frem, en begærets mønt, som besnærer kobolden med hornet, og det lille væsen indvilliger i at bytte sit vagthorn for mønten. De to vagter stikker derefter fra deres post med deres nye skat, og selskabet kan uden at sætte alarmen i gang snige sig ind i hobgoblinernes huler. De finder snart ud af, at der næsten ingen hobgobliner er hjemme (de er ude og jage, som selskabet opdagede den anden nat, da Skovens ånd slukkede deres bål og skjulte deres lejrplads for hobgoblinernes jagtselskab).

På vejen ud til hulerne havde selskabet succes på deres første rejsedag, og spillerne kom frem til, at de ville aktivere det supplement, som hedder Ærinde på rejsen: Fortællinger ved lejrbålet. Med dette supplement skiftes spillerne til at fortælle røverhistorier fra forskellige dele af Hinterlandets univers. Vi hørte fæle historier om kejsere og kloakker, om hvorledes Den udødelige Ceres barslede et bjerglandskab (fornærm ikke en svanger Udødelig), og om den visionære øglefolkskonge, der ledte sit folk ud af ørkenen og ind i skovene, hvor de skabte en lille ørkenverden for sig selv. Hver historie aktiverer forskellige bonusser – blandt andet evnen til at genkende navngivne NPC’ere på den indeværende mission (hvorfor heltene lidt senere genkendte hobgoblinkongen Rustuk Spydslynger og ogren Karm Skallekløver), men også opnåede et under, som kom i form Skovens ånd, der havde skikkelse som et gigantisk vildsvin).

På rejsens fjerde og sidste dag fejlede selskabet deres rejsetjek, rendte ind i tæt tåge, og en af dem styrtede ned af en stejl skrænt, fordi de holdt ved at rejse i tågen. Nogenlunde uskadt kunne rejsen dog fortsættes, og selskabet nåede frem til hulerne, der skulle udforskes. Jagten gik på en forsvunden statuette fra Ceres-templet i Como, som kiliske røvere havde nolet (stednavne er stadig forvanskninger eller rene lån af stednavne fra antikken). Uheldigvis fandt selskabet ikke skatten – fordi vi spiller på “tid”, dvs. spillet stopper inden klokken bliver for mange, og selskabet nåede kun to tredjedele af hulerne, og ramte lige præcis forbi statuettens skjul. Til gengæld kom de hjem med lækkert loot, da de fandt liget af en eventyrer, som havde en forunderlig skat (via et mikro-supplement, som introducerer en skat, for liget var ikke i scenariet), fandt vej ind i en besynderlig grav, hvor statuer meget bogstaveligt sugede livet og lidt til ud af folk, og her fandt de både en fortryllet rustning i træ, og en magisk krystal, der oplyste rummet (med edderkoppeolie kunne de kravle op under loftet og pille den ned).

Selskabet undgik kampe og listede sig rundt om fjender. De sneg sig uden om hobgoblinerne, narrede sig forbi ogren, rendte ikke ind i øglefolket (som også valgte at snige sig rundt), gnoldene blev ignoreret, og vi nåede ikke til goblinerne, og de fik bestukket kobolderne via trolddom, så det var kun på vejen ud, at det kom til et øjebliks kamp med en koboldportvagt, og heltene fik således udforsket en god sjat.

Bemærkninger: Magiske skatte og skæve løsninger

Spillerne fik anvendt tre magiske skatte til at løse problemer på kreative måder. Begærets mønt fortryllede portvagten, så denne solgte sit alarmhorn i stedet for at anvende det, edderkoppeolie gjorde det muligt at klatre op til en ellers utilgængelig krystal anbragt over en styg dødsfælde, og Vorianus’ vadsæk bidrog til at narre sig forbi ogren. I sig selv giver de magiske ting ikke løsningerne til spillerne, men fordi spillerne bruger de magiske ressourcer kreativt, opstår uforudsete løsninger. Netop derfor har jeg tilstræbt at en stor del af Hinterlandets magiske skatte ikke giver bonusser til angreb og skade, eller er magiske varianter af moderne håndvåben (wand of fireballs f.eks.). I stedet giver de besynderlige evner, som åbner for kreative løsninger (således giver den magiske trærustning, som gruppen fandt, bæreren en bonus forhandle med træer, hvis de spærrer for stier).

Bemærkninger: At fortælle eventyr i rollespillet

Der er over 70 forskellige mikro-supplementer til Hinterlandet. Nogle er ret almindelige og lige til at hente ned her fra bloggen eller Hinterlandets facebookgruppe. Andre er meget sjældne og kun udleveret i meget få eksemplarer på conner og lignende situationer. Mikro-supplementerne er mange forskellige ting, blandt andet en måde at flette husregler og regelvariationer ind i spillet og spillets fiktion, men også til at forvandle aspekter af spillet til elementer, der skaber fiktion og introducerer nye ting, som er uden for spilleders og spillernes kontrol. Mikro-supplementer er også en måde at introducere et ekstra lag af kaos, som også udfordrer spilleder og tvinger denne til at improvisere i uforudsete retninger, når nye ting indtræder i spillet dikteret af mikro-supplementerne.

At fortælle anekdoter og røverhistorier er et af mikro-supplementernes formål. Eller rettere at få spillerne til at gøre det. Jeg har tidligere leget en del med mekanikker, der opfordrer spillere til at beskrive og sætte kulør på fiktionen. At få spillerne til at bidrage med beskrivelser og kulør er med til at investere spillernes interesse i spillet, og det er med til at bygge verdenen op, som spillet udspiller sig i. Det kræver, at spilleder er villig til at dele skabelsesprocessen med spillerne, at de ikke gæster spilleders fiktion gennem deres karakterer, men at de også skaber universet.

At fortælle anekdoter og røverhistorier, at berette legender og myter er noget, vi ser i film, i tegneserier og i bøger. Nogle gange er det myter, som er styrende for hele fortællingens handling, andre gange er det en ensom fortællestemme, der ridser forhistorien eller myten op for os, inden historien går i gang. Andre gange er det hovedpersonerne, som sidder om et bord, på broen i et rumskib eller ved lejrbålet og fortæller historier, som er med til at skabe det univers, som historien udspiller sig i – og netop den historiefortælling vil jeg gerne have i spil.

Hinterlandet har to nu to muligheder for dette. Den ene er “Det gode liv”, hvor spillerne efter endt mission må aktivere en “Det gode liv”, og de kommer i forskellige kategorier, men en vigtig kategori er dem, der lader spillerne fortælle historier over det netop spillede. De kan få lov at genfortælle og gentolke, hvad der netop er hændt – det giver både nye perspektiver og mulighed for at sætte finger på nogle af de vigtige eller sjove oplevelser tidligere i spillet (rent mekanisk giver røverhistorierne, muligheden for at score ekstra eventyrpoint, og det har mere end en gang været de få point, der skubbede en karakter et niveau op).

Ved siden af disse er Fortællinger ved lejrbålet (kopi kan downloades forneden), som er en aktivitet, som spillerne kan aktivere, mens deres karakterer rejser fra A til B (dvs. typisk ud til den lokale hule for at udforske den), og her kan spillerne vælge mellem forskellige kategorier af fortællinger – jeg har som spilleder sat nogle emner, som jeg ønsker, spillerne skal arbejde inden for, en slags kreative benspænd, der matcher fiktionsuniverset. På skift fortælles der historier, og hver kategori udløser en særlig bonus, som har relevans på den kommende mission (f.eks. evnen til at genkende navngivne væsener på missionen, hvilket forstærker spiloplevelsen, når heltene træder ind i rummet, hvor der er en ogre, og det nu ikke er en tilfældig ogre, men ogren Karm Skallesmækker, berygtet for sine kampevner og den titaniske smedejernskølle, ogren render rundt med). Det gav ved seneste spilgang historier om, hvorfor en given bjergkæde lå, hvor den lå, en legende om, hvorfor der var øglefolk i det område, som karaktererne skulle udforske, og en vittig historie om rigets kejsere.

Udgivet i Adventure Game, Efterspilsrapport, Hinterlandet, Hjemmebrygget D&D basic 5th, Hjemmelavede spil, Husregler, Kampagnedesign, Rollespil, Rollespilartikler, Spildesign | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

[anmeldelse] Thuleselskabet – bonusrunde: Ariernes borg på den russiske slette

Hvor fører Mads Peders tredje bog os hen? Hvor ender trilogien om Glasbarnet? Kommer arierne fra den russiske slette? Ligger svaret i den russiske borg Arkaim?

I de to foregående indlæg har jeg gennemgået Mads Peder Nordbos roman Thuleselskabet. Først var det en kort anmeldelse, og derefter var det en gennemgang af Mads Peders tese om Odin og arierne, hvor jeg viste, at han i lighed med sin forrige bog ikke læser de kilder, han henviser til eller omtaler, og at han denne gang (sandsynligvis uvidende) baserede en god del af sin tese om arierne fra Aldebaran på nynazistisk skønlitteratur. De to første bøger er en del af en trilogi, og Mads Peder Nordbo arbejder nu på en tredje del, og til den bog har han formuleret en artikel på sin hjemmeside. Den vil jeg kommentere i det følgende.

Mads Peders videnskab

Videnskaben bag mine to første romaner og den afsluttende tredje

Odins labyrint bygger videnskabeligt set på et speciale, jeg i sin tid skrev på SDU. Heri præsenterer jeg en række nye teser og ideer om runerne, Odin og det nordgermanske folks kulturelle ophav. Dette har jeg taget op igen i Odins labyrint – sammen med et par teser om forholdet mellem Odin og Jesus samt en række teser om futharken (runealfabetet) i sig selv.
“I det hele taget er mine bøger fulde af nytænkning inden for historie og arkæologi, og jeg mener selv, at jeg har fat i den lange ende.”

Mads Peder Nordbo forklarer, at han har forsket i det her, og at det er en viderebygning af materiale fra hans speciale og senere tilkomne ideer. Foran os fremlægger han et essay uden evidens men fyldt med højtragende påstande. Sporene til alt dette skal vist findes i hans kommende bog, men allerede inden den er skrevet, kan vi se samme ringe niveau af forskning som altid. Faktisk kan vi se noget mere end det, nemlig at Mads Peder bruger som retoriske kneb som andre pseudo-historikere med anklager om tarvelige akademikere osv. På det punkt bekender han endelig kulør, og han er berettiget til at indlevere sit eksamensbevis. Han synes alligevel ikke brugt det siden han forlod SDU.

Dude, du skriver på en hjemmeside

“Det er tæt ved umuligt at opsummere dette på den plads, jeg har til rådighed her, men sagens kerne er, at det ariske folk har levet.”

På tryk kan du have begrænsninger. Det her er din hjemmeside. Ren tekst eller tekst med enkelte billeder fylder ingenting nu om stunder (tag for eksempel min egen blog med 1000+ indlæg – der er plads nok).

Thule kontra Atlantis

“Et andet sammenfald i mytologier finder vi i Atlantis og det mytologiske Thule. De to sagnlande er nemlig én og samme ting. Atlantiderne og thulefolket beskrives ens, fordi fortællingen om dem bunder i samme kilde, og begge sagnfolk udspringer af det ariske folk på stepperne syd for Uralbjergene – eller dette folks forfædre. I det hele taget er der så mange paralleller mellem græsk og nordisk mytologi, at et fælles udspring næsten virker som den eneste logiske forklaring, og dette udspring skal vi finde i området mellem Kaukasus, Sortehavet og Uralbjergene. Det er derfor, at jeg vil rejse ind i dette område.”

Punkt 1: Jeg ved ikke, hvad Mads Peder har røget, når han sammenligner Atlantis og Thule på den måde, men han er velkommen til at finde kilderne frem, så vi kan få det at se. Først og fremmest er Thule ikke en del af nordisk mytologi, men en del af antikkens verdensbillede lige som Atlantis er det, men hvor Atlantis primært kendes fra Platons beretning, hvor den bruges som billede på Platons tanker, er Pytheas’ Thule et levn fra en tabt rejseskildring af en ø, der for folk ved middelhavet lyder helt fantastisk.

Det kræver en særlig grad af uvidenhed at komme med den erklæring. Thule er ikke en del af den nordiske mytologi, men et næsten mytisk sted for oldtidens grækere og romere, der har refereret til den mystiske ø lige siden Pytheas af Massalia berettede om den i sin rejseskildring.

Beskrivelsen af de to øer og deres beboere beskrives ingenlunde ens, og det er en erklæring, man kun kan komme med, hvis man ikke har læst teksterne. Særligt er det besynderligt, fordi det er meget let at finde de fleste antikke og middelalderlige henvisninger og beskrivelser af Thule på wikipedias side for Thule. Som sagt kræves en særlig grad af uvidenhed at formulere sig sådant. Mads Peder brillierer.

Punkt 2: Jeg fremhævede i mit foregående indlæg, at Mads Peder Nordbo ikke inddrager de paralleller, der er mellem de indo-europæiske kulturer, men på samme tid laver han en søgt en, hvor han sammenligner græsk og nordisk mytologi med elementer fra den vediske. Han laver således en selektiv læsning, hvor han ignorerer de allerede etablerede teser for at kunne læse sin egen version ned over den. I stedet for at indo-europæisk talende folk udbreder sig i forskellige retninger og medbringer noget fælles kulturelt arvegods, har han et magisk folkefærd af høje, hvide folk til at civilisere de brune mellemøstlige folk. Som jeg ligeledes fremhævede i gårsdagens indlæg, er det svært vanskeligt at bruge racisters racistiske teser uden at slæbe arvegodset med sig, også selvom man mener, man har gjort det, eller som Mads Peder formulerer det: “I Thuleselskabet skriver jeg mig forsigtigt gennem Himmlers arbejde med den ariske arv og kommer ud på den anden side med en ren tavle.”

Kontra indo-europæistik

Det var et kulturfolk på et i samtiden ekstremt højt niveau. Det er dette ariske folk, der ligger til grund for den nordiske mytologi, den græske mytologi samt den vediske religion – den tidlige hinduisme.

I foregående indlæg påpegede jeg, at Mads Peder gerne ignorerer forskningen omkring indo-europæere, fordi tankerne bag dette kommer på tværs af hans forsimplede forbindelser mellem nordisk, græsk og hinduistisk religion. Det er synd, når der nu er så meget materiale at hente, og tydeligvis har han låst sig fast på sin tese om arierne, som får æren for de tre religioner.

At anvende racisters materiale

Som jeg skrev i foregående indlæg er der en kedelig problemstilling omkring noget af det pseudo-historiske materiale, fordi det er spekulationer foretaget af racister for racister. Når man forsøger at anvende sådant materiale, er det vanskeligt ikke at slæbe arvegods med sig. Kedeligt arvegods uanset hvor gode ens intentioner er, og det resulterer i f.eks. påstande som sådanne:

“De øverste blandt levende. Guderne blandt de levende. Et træk, vi finder igen i stort set alle tidlige kulture i hele området, hvor svastikategnet havde sin udbredelse. Kejseren som solens søn. Vi ser også dette tydligt ved Odinfolkets ankomst til Norden. Til trods for at de var langt færre end den oprindelige befolkning, så fik de hurtigt overtaget, da de med deres lyse udseende, længere kroppe og store kulturelle viden og kunnen simpelthen var i en anden liga. De var et gudefolk.”

Husk på, at Mads Peder ikke fremsætter nogen evidens for denne påstand – det er hvide menneskers gerninger, og Mads Peder Nordbo er ikke racist, men hans materiale er det.

Ganske vist fremsætter Mads Peder Nordbo ingen henvisninger i dette essay, men han havde en henvisning i sit foregående indlæg, hvor han citerede en bog, han ikke havde læst, men i stedet saksede et forvansket citat, der havde til formål at fremhæve hvide folk i Mellemøsten. Ligeledes er der dette fra Kent Laursens artikel Den trojanske Odin (Arkæologisk forum 30/2014, p.14):

Nordbo lader i Odins labyrint sin hovedperson foretage en Google-søgning på “Guti+people+Odin” og “kom ind på en debatside” (Nordbo 2012: 215-16). Man får fornemmelsen af, at forfatteren opfordrer læseren til at prøve søgningen selv. Hvis man gør det, fører søgningsresultatet ganske rigtigt til en debattråd, nærmere bestemt forummet på den nynazistiske hjemmeside Stormfront.org. Her diskuteres en teori af Laurence Waddell fra 1930 omhandlende en hypotetisk ur-civilisation i Mellemøsten. I romanen resumeres dele af indholdet i tråden efterfølgende dog uden at nævne hjemmesiden ved navn eller karakterisere den nærmere og uden at nævne den oprindelige kilde.

Nordbo brugte også andre hjemmesiders teser uden nogen form for henvisning både i Odins labyrint og i artiklen hørende til denne, og han gentager det i Thuleselskabet, hvor han bruger andet nynazistisk materiale uden henvisninger og forklaringer (og som jeg helt bevist ikke linker til). Det er tilsyneladende sådan Mads Peder arbejder.

Forfatteren taler via hovedpersonen

“Hvis vi kigger på ordet aryan, så kommer det af det indoeuropæiske sanskritord arya, der betød nobel. Ordet findes også i oldarmensk, hvor ordet ari ligeledes betød nobel, mens ayr slet og ret betød menneske. Vi skal med andre ord tolke ordet, som vi ville læse det latinske nobilis.”

Og i Thuleselskabet udtaler hovedpersonen:

“Men selve ordet aryan bunder i det indoeuropæiske ord arya, der betød nobel. Ordet findes også i oldarmensk, hvor ordet ari ligeledes betød nobel, mens ayr slet og ret betød menneske.”

“Noble mennesker? Det er ikke lige det første, der falder én ind, når man tænker på nazisterne.”

“Nej, men vi skal nok også forstå ordet, som vi ville læse det latinske nobilis, [...]” (p.228)

Hovedpersonen taler med samme stemme som Mads Peder Nordbo, og der er ingen tvivl om, at hovedpersonens tanker og teser er Mads Peders. Samme sammenfald var der i bind et og dens tilhørende essay.

Øvelser i etymologi

“Det, der er blevet fundet ude på stepperne, er i min verden ganske enestående. Der er tale om over tyve ringformede anlæg, hvor der fra omkring år 1800 til 1600 f.Kr. har boet et folk, der for mig at se er arierne. Hver borg har været bygget helt præcist efter sol, måne og stjerner, og hovedborgens navn Arkaim betyder i sig selv ’arka’ himmel og ’im’ jord, hvilket vil sige stedet, hvor himlen når jorden.”

Et hurtigt opslag på google afslører, at Arkaim er stærkt knyttet til en masse new age og pseudo-historiske forestillinger. Påstande om præcise indretninger om astronomiske tilhørsforhold, skal derfor tages med et gran salt.

Det næste er Mads Peders lemfældige omgang med sprog. Han kan begynde at fortælle os, hvilket sprog han oversætter Arkaim fra, så kan vi tage det næste problem med navnet Arkaim bagefter: En af de sjove ting ved filmen Highlander er skurkens navn. Han hedder The Kurgan, fordi filmfolkene har navngivet ham efter et russisk slettefolk fra oldtiden, der har efterladt sig nogle forunderlige gravhøje. De kaldes Kurgan, og som med Ærtebøllekulturen, La Tene og Hallstat er der tale om arkæologiske kulturer navngivet efter fundstedets navn i nyere tid, frem for fundkulturernes egne navne. The Kurgan kan derfor ikke hedde The Kurgan, for det er moderne tids navngivning af en navnløs kulturs gravhøje.

Når en mere end 3000 år gammel ruinborg bliver fundet ude på en slette, har den ikke et navneskilt. Arkaim lader til (med et par hurtige opslag på nettet) til at være et stednavn tildelt en fundkultur. Der er således ikke megen mening i at oversætte navnet og antage, det er den specifikke borgs navn.

Onde akademika

“Lige så længe som vores lærebøger strækker sig, har vi hævdet, at romerne var de første til at leve på så højt et civiliseret niveau.”

- Eksempler! Det er store ord, og det er stråmandsargumentation. Romerne tilskrives ganske vist mange ting, og der er skolebøger og populærværker (eller tåbelige tidsskrifter som Illustreret videnskab), der har en lemfældig omgang med historieskrivningen, men det er fagfolk de første til at ægre sig over.

“Dels er der tale om data, der ændrer lige så meget på historien, som da det blev hævdet, at det ikke var Columbus, der opdagede Amerika, men derimod Leif Eriksson.”

- Æh. Mads Peder har det med at få ting galt i halsen, når han gengiver andres påstande, og her gør han det igen. Det er almindeligt inden for den pseudo-historiske genre at erklære, at historiefaget og anden akademika er monolitisk størrelse, der sidder tungt på den officielle historieskrivning og ikke tolererer andre tolkninger. Når pseudo-historikere gerne vil bevise tempelriddernes, walisernes, romernes, jødernes, ægypternes, kinesernes opdagelse af Amerika før Columbus, henviser de gerne til, at man “omvæltede” forestillingen af Amerikas opdagelse af Columbus ved at henvise til vikingernes opdagelse. Imidlertid rummer den antagelse fejl. Opdagelsen af Amerika var i 1800-tallet og første del af 1900-tallet betvivlet, fordi alt man havde af bevismateriale var de islandske sagaer. I 1970’erne fandt arkæologerne Ingstad l’Anse aux Meadows i Nova Scotia, Canada, og hermed sikrede det endelige stykke bevis på nordboernes tilstedeværelse i Amerika. Der kom nemlig den arkæologiske evidens, som ingen af de andre teser om folks opdagelse af Amerika har været i stand til at levere. Det var fagfolk, der fandt stedet, det var fagfolk, der skrev historien, og skrev den om, i det omfang den skulle skrives om. Tricket er, at nordboernes landgang i Canada ikke ændrer på begivenhedernes gang. Amerika blev stadig koloniseret som en følge af Columbus’ ekspedition og ikke som en følge af nordboernes (pace påstande om Columbus’ rejse til Island). Præcis hvad Mads Peder henviser til er uklart, men overordnet lirer han klassiske pseudo-historiske defensive påstande af til at legitimere deres spekulationer, og det er påstande, som ikke har nogen substans.

“Sådan noget går der ofte politik i. Se bare til Thor Heyerdahl, der måtte sætte livet på spil for at få folk til at tro på tidligere tiders søfart med flåder og sivbåde.”

- De satte en pistol for panden af ham, gjorde de. Nårh, nej. Heyerdahl bedrev interessant eksperimental arkæologi, men hans sivbådseventyrs opdagelser kom aldrig ud over den problemstilling, at fordi det er teoretisk muligt for en sivbåd at krydse Atlanterhavet, at det faktisk også skete, og at det skete regelmæssigt.

Den vestlige civilisations vugge

En rejse ret ind i hjertet af arkæologiske udgravninger, der burde have hele verdens opmærksomhed, men til min forundring ikke har det. Men det kommer. Det er så ganske stort, hvad de finder og har fundet derinde på de kolde stepper. Så der må jeg ind. Mødes med fortiden og den vestlige civilisations vugge.

God tur. Mads Peder tager til de russiske sletter for at besøge ruinborgen og finde inspiration til sit sidste bind, men også på en gralsfærd efter indsigt, men hvor meget han kan udlede af en arkæologisk udgravning, skal blive spændende at se, når han det er stærkt begrænset, hvad han kan udlede af sine skriftlige udgravninger.

Konklusion

Hvis Mads Peder ikke havde meldt sig under de pseudohistoriske faner i forvejen, bliver det helt tydeligt her. Ganske vist har han en akademisk baggrund og et speciale om runer at trække på, men der er ingen tegn på, at han læser sine kilder eller tænker kritisk over dem. I stedet har han vilde ideer og drømme, som han jager dels gennem sine bøger, og dels gennem den rejse, som han ifølge artiklen er ved at forberede. Det skal blive interessant at se, hvad han finder på den russiske slette, og hvad det inspirerer ham til i tredje bind i sin trilogi.

Des mere Mads Peder arbejder med sin tese, des mere skrøbeligt bliver grundlaget, og der synes at være stadig mindre materiale til faktisk at bakke hans ideer op. Artiklen her fokuserer på de store tanker, men det ville have været rart, om han ville bruge mere tid på at pege på, hvorfra han henter sine ideer og tanker. Mest af alt ville jeg foretrække, at han lod det racistiske materiale være og i stedet dykkede ned i faglitterære værker om emnet. Det er tungere læsning, men det er ordentligt underbygget, og det kan give ham et bedre grundlag for hans videre arbejde med hans ideer.

Udgivet i Anmeldelse, Hemmelig historie, historie | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

[anmeldelse] Thuleselskabet – Har Mads Peder Nordbo fundet sandheden om Odin?

thuleselskabetHvor ligger Thule? Hvad er Thuleselskabet? Er der hold i Mads Peder Nordbos tese om Odin og arierne?

Bloggen er på sommerekskursion, og det handler om krimier med pseudohistorisk indhold. Sidste sommer gjaldt det Odins labyrint, og i år gælder Thuleselskabet (samt Manden på tapetet), og det er særligt forsøget på at skrive historie flettet ind i krimien, som har min interesse. Efter at have kigget på selve historien i Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo, kommer nu turen til selve de pseudohistoriske elementer. De bygger videre på Mads Peders ideer fra bind et. (Bonusrunde: Mads Peder arbejder videre med sine ideer i en endnu en artikel på sin hjemmeside, som jeg dækker i næste blogindlæg).

Thuleselskabet

Der er ganske givet en god portion research og historiske facts i bogen, men forfatteren har også taget visse kunstneriske friheder. Bogen er skrevet i jeg-person i et fint, let og indlevende sprog.

Skriver en anmelder fra vildmedkrimi.dk – men det er der ikke. Anmelderen er blevet snydt god research og historiske facts.

På foranledning af artiklen Den trojanske Odin af Kent O. Laursen (Arkæologisk Forum nr. 30, 2014, p.12-18), som jeg fik tilsendt for kort tid siden om Mads Peder Nordbo og Thor Heyedahls fantasifulde spekulationer, hvor Kent var så flink at henvise til mit blogindlæg om Mads Peder Nordbos bog Odins labyrint og den særegne tese, som ligger bag værket, har jeg nu kastet mig over næste bog af Mads Peder, Thuleselskabet, som udkom i år, og som arbejder videre med hans tese om Odin-kulten. Som jeg nævnte i gårsdagens indlæg, hvor jeg skrev om selve bogen, kaster jeg mig nu over selve den underliggende tese. I modsætning til første bog, Odins labyrint, hvor der både var et essay bag i bogen, der fremlagde tesen, er der ikke noget tilsvarende denne gang. I stedet må jeg dykke ned i bogens tekst og fremdrage argumenterne. Det er lidt mere vanskeligt, for hvornår er det MPN, som argumenterer for sin tese, hvornår er det hovedpersonens spekulationer, og hvornår er det skurkenes misinformation? Heldigvis er det rimeligt klart.

I det følgende udvælger jeg argumenter fra bogen og kommenterer på dem.

Virgil, Thule og arierne

MPN skriver:

“Navnet skulle komme af græsk og blev brugt som betegnelse for noget land længst mod nord. Navnet Ultima Thule bruges også på latin af blandt andre Virgil. Det ser dog ud til, at Virgil dengang brugte navnet om Ultima Thule om Skandinavien, der af romerne blev betragtet som yderkanten af verden. Andre kilder hævder, at Thule er en ø, endnu længere mod nord, et sted mellem Skotland, Island og Grønland. På den ø skulle dette lyse, høje, stærke og højtudviklede herrefolk, som Himmler og hans venner så som den ariske races ophav, have boet i mytisk tid.”

“Står der det?”

Hun nikkede bekræftende. “Mere eller mindre ordret.”

“De noter vil jeg godt have med. Tanken om, at der på Virgils tid i Skandinavien skulle findes et højt, lyst herrefolk, der ovenikøbet blev opfattet som højerestående på grund af sine evner, falder jo sammen med, at Odin og hans folk skulle være kommet til Norden. Ja, rent faktisk underbygger Virgil jo nærmest Snorre med de tanker.”

“Måske,” sagde hun. “Men her står også, at den første, der skrev om Thule, var den græske videnskabsmand Pytheas, der omkring år 325 f.Kr. rejste rundt og besøgte ishavet og de nordgermanske stammer. Det er jo noget før Odin.”

“Det kommer an på så meget. Jeg kan godt lidt tanken om, at Platons Atlantis i virkeligheden er Pytheas’ Thule, men det må jo vente. Står der ellers noget?” (p.99-100)

Denne passage er et ret godt eksempel på, hvorledes Mads Peder arbejder, og den bekræfter noget, jeg allerede påviste med Odins labyrint, nemlig at han ikke læser de kilder, som han omtaler. Jeg vil derfor begynde med at citere Virgil. Der er tale om et længere digt til ære for den romerske kejser, og vi hopper derfor ind midt i teksten:

Great Caesar, and to take the earth in charge,

That so the mighty world may welcome thee

Lord of her increase, master of her times,

Binding thy mother’s myrtle round thy brow,

Or as the boundless ocean’s God thou come,

Sole dread of seamen, till far Thule bow

Before thee, and Tethys win thee to her son

With all her waves for dower; or as a star

Lend thy fresh beams our lagging months to cheer,

Where ‘twixt the Maid and those pursuing Claws

A space is opening; see! red Scorpio’s self

His arms draws in, yea, and hath left thee more

Than thy full meed of heaven: be what thou wilt- (kilde; min fremhævelse)

Det er i den passage at udtrykket Ultima Thule opstår, dvs. det yderste eller det fjerne Thule. Thule er et af antikkens mytiske lande i lighed med Hyperborea og Lykkeøerne, som formår at overleve hele vejen op gennem middelalderen (Hyperborea bliver med tiden forvansket til Hybreasil og ender som Brasilien). Fælles for disse egne er, at de ligger på randen til den kendte verden.

Virgils tekst

Virgils tekst er fra ca. midten af første århundrede f.v.t., og der er ingen referencer til høje, lyse herrefolk med avancerede civilisationer i teksten. Digtet siger heller ikke noget om, hvorvidt romerne sidestiller Thule med Skandinavien. Faktisk forholder det sig anderledes. Ifølge Plinius den ældre godt og vel 40 år senere, så er Thule nord for Brittianien, og Strabon nogle årtier før Virgils digt forklarer også at Thule ligger nord for Britannien. Det kan ganske vist læses som værende så langt mod nord, at det er Island eller Grønland.

Der er således noget besynderligt i Mads Peders argumentation om Thule, som først og fremmest hænger sammen med, at han ikke har læst de kilder, han omtaler. Det næste besynderlige element i hans tekst er referencen til Pytheas. Denne er ganske korrekt den første person til at  omtale Thule, og faktisk den eneste, der synes at besidde nogen viden om Thule. De efterfølgende autorer – Strabon, Plinius den ældre – baserer sig på hans beretning, og der er ingen grund til at antage, at Virgil har andre kilder Pytheas eller beretninger afledt af Pytheas (således kan Virgil f.eks. bero sig på Strabons tekst). Ikke desto mindre er det Pytheas, som Mads Peder Nordbo forholder sig kritisk til med sit “Det kommer an på så meget”, og det vil han, fordi han gerne vil koble Platons Atlantis sammen med Pytheas. Atlantis har i pseudo-videnskabelige kredse en placering mange steder i verden, blandt andet i Norden, og fra omkring 1900 følger også en forestilling om, at Atlantis er en højt avanceret civilisation. Længere nede på side 100 finder vi desuden en reference til Ignatius L. Donnelly, som skriver et af de for pseudo-historikere afgørende værk om Atlantis, so inkluderer arierer (det lå i tiden for Ignatius at gøre den slags).

Så når Mads Peder sammenkobler Thule med Atlantis eller befolker landet med ariere, er det ikke fordi han har læst kilderne. I stedet har han læst theosofiske værker, Ignatius Donnellys værk om Atlantis (en klassiker, der nærmest har formet emnet lige siden), eller også har han lavet et par opslag på wikipedia, og smeltet indholdet sammen. Mon det er denne passus på Wikipedia, som er hans kilde?

“These ideas derived from earlier speculation by Ignatius L. Donnelly that a lost landmass had once existed in the Atlantic, and that it was the home of the Aryan race, a theory he supported by reference to the distribution of swastika motifs. He identified this with Plato’s Atlantis, [...] (kilde)

Noget kunne tyde på det, da Mads Peder Nordbos hovedperson andetsteds gengiver denne passus: “Undertegnede forsikrer ud fra sin bedste viden, at der i hans og hans hustrus årer ikke flyder jødisk eller farvet blod, samt at de intet tilhørsforhold har til farvede racer” (p.99), som står citeret 6-7 linjer højere oppe i samme wiki-artikel: “The signer hereby swears to the best of his knowledge and belief that no Jewish or coloured blood flows in either his or in his wife’s veins, and that among their ancestors are no members of the coloured races.” (kilde).

Nordboerne og Thule

Jeg trak vejret dybt. “De her nordboer, der rejste mod nord og gennemsøgte hver en stump land, de kom til, må have ledt efter sagnlandet Thule. [...]”

“Det stod jo i Andreas’ manuskript,” tilføjede Helen, “at Pytheas skrev om sagnlandet Thule allerede omkring år 325 f.Kr. Det betyder, at det ikke var ukendt stof for nordboerne, at Thule engang skulle have eksisteret i de nordlige have.” (p.342)

En ting, der er uafklaret her, er, hvorfor Thule er et sagnland for nordboerne. Thule er et græsk navn for et stykke land, som en græsk opdagelsesrejsende fandt nord for Britanien. På forunderlig vis bliver det ikke videre sagnagtige stykke land til et sagnland for de nordiske folk, og det et sagnland, som kun kendes fra antikke og kristne tekster, ikke fra nordiske tekster. Ydermere er der heller ikke noget tegn på i den smule tekster, vi har med reference til Pytheas, at Thule er et sagnland eller noget, som han har fået beretninger om fra nordboerne.

Først i løbet af middelalderen identificeres Thule entydigt med forskellige dele af Skandinavien og Norden, f.eks. Island hos Dicuil og Skandinavien hos Prokop, som skriver 800-1000 år efter Pytheas, og med de middelalderlige identifikationer er der ingen konsensus før efter 1000-tallet med at identificere Island og Grønland med Thule, og på det tidspunkt er det ikke Pytheas’ Thule men forestillingen om Thule, som knyttes til Island og Grønland. Mads Peder Nordbos sammenkobling beror generelt på, at han ikke har læst kilderne, men nogle helt andre tekster, og dem vender vi tilbage til om lidt.

Shakespeares Macbeth

“[den historiske] Macbeth lader altså danskerne begrave deres døde på øen, så spørgsmålet må være, om de også begravede noget andet på stedet? Der refereres til store guldskatte i skuespillet Macbeth. [...] (p.328)

Forbløffende nok er det ikke kun Ib Lucas, som får trukket Shakespeare ind i sin pseudo-historie og sammensværgelse. Hvorfor referencer til skatte i Macbeth er indikation på egentlig historiske hændelser er uklart. Shakespeare er ganske vist tættere på i tid, men han har ikke nødvendigvis bedre historisk materiale at arbejde med end sige nogen egentlig interesse i faktiske historiske hændelser. Mængden af spøgelser, hekse og trolddom i hans stykker både et klart tegn herpå. Omvendt giver det et fint tegn på, hvorledes Mads Peder læser kildeteksterne.

Menneskeofringer i Norden

Jeg pustede tung ud. “Ofret? Ja … Der er faktisk en del kilder, der beskriver menneskeofringer i Norden helt frem til det 11. århundrede, så det har helt sikkert været en del af kulturen både før og efter at Odin-folket kom til.” (p.55)

To minutter senere sad jeg i min kahyt og kiggede på Tacitus’ ord om germanernes menneskeofringer på et fast tidspunkt hvert år. Hvis Tacitus havde gengivet det korrekt, så var menneskeofringer også en del af livet i Norden omkring år 100 e.Kr., og det er svært at sige, hvornår det stoppede helt. Odin ofrede jo også sig selv i et træ, og Ahmad Ibn Fadlan fortalte omkring år 922 e.Kr. om en nordisk vikingebegravelse i Rusland, hvor en kvinde blev ofret for at følge en død til dødsriget.

Jeg tog min telefon frem for at søge på menneskeofringer i Norden. Adam af Bremen skrev i det 11. århundrede om menneskeofringer i Uppsala, mens den danske kong Svend Estridsen, der døde i 1074, beskrev menneskeofringer i Lejre.” (p.435-436)

I første del af bogen refererer Mads Peder kun til menneskeofringerne, men langt senere får vi en opsummering af, hvad han har læst. Det er basalt set alle klassikerne, han har hevet frem, og Fans af tv-serien Vikings vil genkende to af dem, da en episode tager hovedpersonerne på en færd til Uppsala, og i en anden episode er der en stormandsbegravelse, som er løftet direkte fra Ibn Fadlans tekst (men flyttet fra Volga til Skandinavien).

Så vidt jeg kan se, splitter han endog Adam af Bremens krønike om i to separate, idet af beskrivelsen af templet i Uppsala og oplysningerne fra Svend Estridsen er fra samme kilde, men mest af alt gætter jeg på, at han citerer dansk wikipedia:

Adam af Bremen rapporterede i 11. årh. om menneskeofringer i Uppsala i Sverige, og den danske konge Svend Estridsen kunne ligeledes berette om de ofringer der engang havde fundet sted ved Lejre på Sjælland (kilde).

Han kunne dog have tilføjet moseligene, hvis han savnede eksempler på menneskeofringer (og nazisterne havde deres helt egne holdninger til moseligene, som de så som passende myrdede undermennesker, som han kunne have flettet ind i sin bog). I stedet er et sammensurium af forskellige ofringer i forskellige sammenhænge. Jeg gengiver her uddrag af kilderne, så nysgerrige læsere har en fornemmelse af, hvordan ofringerne er beskrevet:

Tacitus: Germania

Further on lie a number of tribes, Reudigni and Aviones, Angles and Warings, Eudoses, Suardones, and Nuithones, all with their ramparts of forest or of river. There is nothing that calls for notice among these tribes individually, except the worship of Nerthus or Mother Earth, which is common to them all, the goddess, according to their belief, mingling in the affairs of men, and visiting her various peoples in her chariot. On an island out in the ocean there is an inviolate grove, where, covered by a robe, is a sacred car dedicated to her. One priest, and only one, may touch it. It is he who becomes aware when the goddess is present in her holy seat ; he harnesses a yoke of heifers to the car, and follows in attendance with reverent mien. Then are the days of festival, and all places which she honours with her presence keep holiday. Men lay aside their arms and go not forth to war ; all iron is locked away ; then only are peace and quietness known, then only are they welcomed, until the priest restores her to her temple, when she has had enough of her converse with mortals. Then the car and the robes and (if we choose to believe them) the goddess herself are washed in a mystic pool. Slaves are the ministers of this office, and are forthwith drowned in the pool. Dark terror springs from this, and a sacred mystery enshrouds those rites which no man is permitted to look upon and live. (kilde)

Adam af Bremen: Den hamburgske kirkes bispers gerninger IV.27

Offerhandlingen foregår på følgende vis: De ofrer ni hoveder af alle de levende hankønsvæsener, ved hvis blod det er skik at forsone [sådanne] guder. Kroppene derimod hænges op i en hellig lund, som ligger lige i nærheden af templet. Denne lund er så hellig for hedningene, at hvert eneste træ i den menes at være guddommeligt som følge af ofrenes død og forrådnelse. I lunden hænger også ofrede hunde og heste samt mennesker. Og en kristen har fortalt mig, at han hat ser ligene af 72 sådanne hængt op mellem hverandre.

Skolion: I 9 dage fejres festmåltider og lignende offerhandlinger. Hver dag ofrer de et menneske sammen med de andre levende væsener, således at det i løbet af 9 dage bliver til i alt 72 levende væsener, der bringes som ofre. Denne ofring finder sted ved forårsjævndøgn.

ibn Fadlan’s rejse til Rusland

When that man whom I mentioned earlier died, they said to his slave-girls, “Who will die with him?” and one of them said, “I shall.” So they placed two slave-girls in charge of her to take care of her and accompany her wherever she went, even to the point of occasionally washing her feet with their own hands. They set about attending to the dead man, preparing his clothes for him and setting right all he needed. Every day the slave-girl would drink <alcohol> and would sing merrily and cheerfully.

On the day when he and the slave-girl were to be burned I arrived at the river where his ship was. To my surprise I discovered that it had been beached and that four planks of birch (khadank) and other types of wood had been erected for it. Around them wood had been placed in such a way as to resemble scaffolding (anābīr). Then the ship was hauled and placed on top of this wood. They advanced, going to and fro <around the boat> uttering words which I did not understand, while he was still in his grave and had not been exhumed.

Then they produced a couch and placed it on the ship, covering it with quilts <made of> Byzantine silk brocade and cushions <made of> Byzantine silk brocade. Then a crone arrived whom they called the “Angel of Death” and she spread on the couch the coverings we have mentioned. She is responsible for having his <garments> sewn up and putting him in order and it is she who kills the slave-girls. I myself saw her: a gloomy, corpulent woman, neither young nor old.

[...]

Meanwhile, the slave-girl who wished to be killed was coming and going, entering one pavilion after another. The owner of the pavilion would have intercourse with her and say to her, “Tell your master that I have done this purely out of love for you.”

At the time of the evening prayer on Friday they brought the slave-girl to a thing that they had constructed, like a door-frame. She placed her feet on the hands of the men and was raised above that door-frame. She said something and they brought her down. Then they lifted her up a second time and she did what she had done the first time. They brought her down and then lifted her up a third time and she did what she had done on the first two occasions. They next handed her a hen. She cut off its head and threw it away. They took the hen and threw it on board the ship.

I quizzed the interpreter about her actions and he said, “The first time they lifted her, she said, ‘Behold, I see my father and my mother.’ The second time she said, ‘Behold, I see all of my dead kindred, seated.’ The third time she said, ‘Behold, I see my master, seated in Paradise. Paradise is beautiful and verdant. He is accompanied by his men and his male-slaves. He summons me, so bring me to him.’” So they brought her to the ship and she removed two bracelets that she was wearing, handing them to the woman called the “Angel of Death,” the one who was to kill her. She also removed two anklets that she was wearing, handing them to the two slave-girls who had waited upon her: they were the daughters of the crone known as the “Angel of Death.” Then they lifted her onto the ship but did not bring her into the pavilion. The men came with their shields and sticks and handed her a cup of alcohol over which she chanted and then drank. The interpreter said to me, “Thereby she bids her female companions farewell.” She was handed another cup, which she took and chanted for a long time, while the crone urged her to drink it and to enter the pavilion in which her master lay. I saw that she was befuddled and wanted to enter the pavilion but she had <only> put her head into the pavilion <while her body remained outside it>. The crone grabbed hold of her head and dragged her into the pavilion, entering it at the same time. The men began to bang their shields with the sticks so that her screams could not be heard and so terrify the other slave-girls, who would not, then, seek to die with their masters.

Six men entered the pavilion and all had intercourse with the slave-girl. They laid her down beside her master and two of them took hold of her feet, two her hands. The crone called the “Angel of Death” placed a rope around her neck in such a way that the ends crossed one another (mukhālafan) and handed it to two <of the men> to pull on it. She advanced with a broad-bladed dagger and began to thrust it in and out between her ribs, now here, now there, while the two men throttled her with the rope until she died.

En god opsummering af menneskeofringer fra oldtidens og middelalderens Europa kan findes i Ken Dowden: European Paganism.

Netbaseret forskning

“Nå, hvad har du derovre?” spurgte jeg, mens jeg googlede Thuleselskabet og begyndte at skimme de søgeresultater, der kom frem på skærmen. (p.184)

Jeg satte mig tilbage i sofaen, hev computeren til mig og opsummerede for mig selv. (p.226)

Jeg klikkede ind på en længere engelsk afhandling om det ariske folk og svastikategnet og begyndte at læse. (p.227)

Jeg scrollede et par sider ned til et bestemt afsnit, jeg havde noteret mig. (p.229)

Jeg åbnede et nyt browservindue og søgte på hinduisme.

“Hvad ved vi om den tidlige hinduisme?” brummede jeg og skimmede en side. (p.229)

Meget af hovedpersonernes studier foregår også ved læsning på nettet, og deres brug af netopslag og wikipedia synes at afspejle Mads Peders egen forskningsindsats. Wikipedia fejler som sådan ikke noget, når det gælder opslag, men i samme omfang, som vi heller ikke bruger trykte leksika til meget mere end opslag, så bør samme gælde for Wikipedia – desuden er en god del af kilderne tilgængeligt gratis på nettet (om end typisk i bedagede oversættelser), og de kan ofte findes via opslag på Wikipedia, men det ene skridt tager Mads Peder ikke. I stedet drages han af mere obskure steder på nettet: I sin artikel Den trojanske Odin fremhæver Kent Laursen desuden, at hvis man foretager den søgning, som Mads Peder Nordbo lader sin hovedperson foretage i bind et, Odins labyrint, som er “Guti+people+Odin”, så havner man ikke kun på en “debatside”, som Mader Peder Nordbo beskedent kalder det, men på det nynazistiske forum stormfront.

Der er god grund til at tro, at Mads Peder Nordbo har været inde på flere lignende sider i forbindelse med sin forberedelse til bogen Thuleselskabet, og det er ikke just holdningsløse sider, hvor lærde debatører docerer.

Vril, UFOer og Aldebaran

Et af de mest forbløffende afsnit i Thuleselskabet er afsnittet om Vril og Aldebaran, hvor Mads Peder har fundet noget særegent materiale, og på en interessant men også en besynderlig vis får det flettet ind i sin bog. Imidlertid bliver ting langt mere problematiske her, end Mads Peder aner. Lad os begynde med et par citater:

“Hvad er Vril?”

“Det var et af tyskernes navne for de her ufo-lignende jagerfly [...]” (p.184)

Og

“Så i 1918 og 1919 mødtes en række mennesker fra Thuleselskabet”, brummede jeg, mens jeg stadig læste, “og folk fra Vrilselskabet og ordenen Mænd af den sorte sten. Med sig havde de to spirituelle medier, Maria Orsic og Sigrun. Maria påstod, at hun havde modtaget tekniske data til at bygge en flyvende tallerken. Oplysningerne skulle være nået frem til hende via telepati fra en planet tæt ved Aldebaran, der er den største stjerne i stjernebilledet Tyren.” (p.185)

Jeg så ud i luften. Det var nyt for mig, at tyskerne rent faktisk havde arbejdet seriøst og effektivt på en form for ufo under 2. verdenskrig. Uanset hvor langt ude ophavet til ideen så måtte være, havde tilsyneladende været tæt på at få succes med projektet. (p.186)

Det er ganske vist Mads Peders hovedperson, der er forundret, men denne er langt hen af vejen et talerør for Mads Peder selv, så mon ikke han har været lige så forundret. Med “ufo” gætter jeg på, at der menes en diskformet flyvende maskine, da at bygge et “Uidentificeret Flyvende Objekt”, dvs en UFO, nok vil være en tand sært. Hvad der sker her er, at Mads Peder Nordbo er sin internetforskning er stødt på nogle mærkelige historiske beretninger om nazisternes og Thuleselskabets forskningsprojekter fra Anden verdenskrig. Inden sløret løftes fra disse, tager vi et par citater mere:

Jeg rystede på hovedet og fulgte hendes finger. “Okay … Så den nye Messias, eller arvtager, var af racen aryan og stammede fra planeten ved Aldebaran, hvor denne høje, hvide race af overmennesker oprindeligt skulle være kommet fra. Hvad står der? Aryanfolket sendte for tusinder af år siden en ekspedition til Jorden, og det var dem, der skabte dette mythologiske Thule [...]

Jeg bladrede videre og læste stille op for mig selv. “I november 1924 mødtes blandt andet Rudolf Hess, Rudolt von Sebottendorf, der var en af grundlæggende af Thuleselskabet, og astrologen Ernst Schulte-Strathaus igen med mediet Maria Orsic. Under mødet trængte en af disse aryans gennemn Maria, mens hun var i dyb trance. Han fortalte, at han hed Sumien og kom fra en fjern planet, der kredsede om Aldebaran i stjernebilledet Tyren. Ifølge Sumien var sumifolket en menneskelignende race, der tidligere havde beboet Jorden, og det var dem, der havde skabt de civilisationer, som vi i dag kender via ruinerne af det sumeriske Larsa samt Shuruppak og Nippur i Irak. [...]

Mens Maria var i trance, skrev hun flere linjer med beskeder på et gammelt sumerisk sprog. Gennem de kommende 15-20 år modtog de så mange meldinger fra sumifolket, at de til sidst var klar til at bygge Vriljageren – altså en flyvende tallerken – og planlægge en tur til de beboelige planeter omkring Aldebaran. (p.186-187)

Mads Peder er stødt på nogle meget besynderlige forestillinger, og medmindre hans historie skal fare ud af tangenter med rumvæsener, er han nødt til at finde en måde at afvise ideerne om UFO’er og rumvæsener og bringe det hele tilbage til forestillinger om “odin”-folkefærd, der er indvandret fra Tyrkiet til Norden. Det gør Mads Peder Nordbo først ved at afvise nazisternes ideer, som værende en vranglære, en vildfarelse, over ariernes egentlige lære, og i opsummeringen af spekulationerne sidst i bogen drages blandt andet følgende konklusioner:

[...] Det var et blindspor med Vriljagerne, når jeg ikke havde nogen ide om, hvad der var sket efter krigen. (p.388)

Det kaukasiske, mellemøstlige odinfolk, der vandrede til Norden og havde det, som vi nu kender som den nordiske kultur, runerne og asatroen med sig, måtte have været en del af dette ariske folk. Arierne var dog – når jeg skulle se på det med et rationelt blik – nok nærmere en rest af den ældste kultur, som nutidsmennesket direkte deler historie og kultur med. Ikke rumvæsener fra en planet nær Aldebaran. (p.389)

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan tyskerne allerede for 60 år siden var kommet på sporet af dette, når videnskaben i dag knap var nået til emnets yderkant. Forklaringen på det ville jeg nok aldrig få, når den ikke var dukket op endnu. Samtidig spøgte tanken om Maria Orsics trance. (p.390)

Her kommer Mads Peder Nordbo frem til at skrinlægge ideerne om UFO’er og rumvæsener fra Aldebaran. De er en del af nazisternes vrangforestillinger. Men hvordan havde nazisterne konstateret forbindelsen mellem Aldebaran og de avancerede aryan-folk, når nutidens arkæologer og historikere ikke har det? – for det har kun Mads Peder. I den sidste sætning peger han selv mod den magiske realisme, der er et underliggende element i hans bøger. Vores hovedperson har selv været i trance i bind et, og i slutningen af bind to, kommer han igen i en trance, og møder nogle lysvæsener, som er disse aldebaranere, hvis natur får lov at stå hen i det uvisse. Tilbage står den konklusion, at i aryan-folkets urreligion forestiller de sig, at deres guddommelighed har ophav i gudernes verden, som er knyttet til de stjernebilleder, der involverer Aldebaran:

“Ja,” sagde jeg oprevet. “Tyr er både gud, fikspunkt og tegn for den ariske arvtager, mens mennesket – altså det guddommelige, ariske menneske – stammer fra Aldebaran. I den anden ende af konstellationerne ser vi runerne for Odin, solen og arven, hvilket får mig til at tænke noget i stil med, at det ariske menneske stammer fra Aldebaran, og at Odin bærer dette folk arv til Jorden.” [...]

“[...] de to verdener, gudernes Asgård og menneskes Midgård. Eller skulle vi kalde dem Aldebaran og Jorden?” (p.189-190)

Og

Med teserne om menneskets guddommelige ophav fra Aldebaran, der passede sammen den ældste futhark, de gamle stjernetegn og nu også en helleristning fra 1355 f.Kr., følte jeg mig endnu tættere på urtroens grundlag. (p.392)

Guderne og det ariske menneske kom fra Aldebaran. Måske ikke rent fysisk – det var alligevel for sært – men i hvert fald ifølge en legende i den urreligion, der tilhørte arierne. Svastikafolket. (p.393)

Mange, mange generationer senere var der sket et skred i denne opfattelse, så Aldebaran i Norden var blevet til Asgård, mens guden med spyddet var blevet til Odin. Da asatroen veg for kristendommen, blev Odin omdøbt Orion. (p.393)

Mads Peder Nordbos tese

Ud fra de citerede afsnit, burde det fremgå, at Mads Peder ikke køber nazisternes ideer om rumvæsener og Vriljægere, men at de i stedet har fået den arianske urreligion galt i halsen. I Mads Peders tese lyder det, at blandt urreligionens tanker er, at de avancerede og overlegne ariere har deres guddommelighed gennem deres forbindelser til guderne, der har deres hjem i Aldebaran, som udgør et vigtigt punkt i urreligionens stjernebilleder, som rummer en symbolsk forbindelse mellem gudernes hjem og menneskenes verden. Dette arianfolk har udbredt deres tanker fra deres hjemsted et sted på den kaukasiske slette, hvor de har bragt ideen til Indien og formet hinduismen, og langt videre om med blandt andet deres påvirkning af Buddhismen set gennem udbredelsen af svastika-symbolet, og en gren af dette folk er langt senere indvandret til Norden som odinfolket, og odinfolkets forestillinger har også skabt kristendommen og islam. Arianfolket er et avanceret, højt og lyst folk. Mads Peder leger desuden med tanken om, at arianfolket og/eller odinfolket gennem trancer og shamanistisk praksis er kommet i kontakt med lysvæsener, som identificeres som aldebaranere eller guder.

Bag om Mads Peders urreligion: Vril og Aldebaran

Ideen om Vril-energi stammer fra Edward Bulwer-Lyttons bog The Coming Race (1871), en science fiction, som inddrager okkulte elementer, og som i årene efter bevægede sig fra at være en science fiction til at være inspiration for nazistiske mysticisme.

Sammenkoblet med Helena Blavatskys theosofi var det med til at levere en række grundelementer i nazistisk mysticisme, og det tillod nazistiske okkultister at skabe en indo-germansk eller arisk mod-religion, ariosofien, til den i deres øjne jødiske kristendom. Det er værd at bemærke, at der inden for nazismen eksisterede flere forskellige forestillinger side om side, så andre fandt at kristendom var en oprindeligt arisk eller germansk religion, der var blevet shanghajet af jøder, og atter andre fandt måder at forlige deres kristne verdensbillede med den nazistiske ideologi.

Efter Anden verdenskrig levede nazisternes ideer videre. Fra film og andre populærmedier kender man til både Operation Paperclip, som bragte nazi-forskere til USA og nazistiske bosættelser i Argentina og lignende. De tyske nazister var blevet besejret af de allierede, men deres ideer ikke glemt eller knust. Netværk af nazister levede videre i periferien, hvor de var i kontakt med nynazistiske og lignende ekstreme bevægelser i efterkrigstidens Europa, Mellemøsten, USA og Sydamerika. I denne efterkrigstid opstod i de nynazistiske kredse revanchistisk litteratur, om hvorledes nazisterne fra skjulte baser i Arktis og Antarktis eller i Den hule jord ville vende tilbage og fortsætte krigen med De allierede. I 1950’erne, da UFO-bølgen gik sin gang hen over vesten, dukkede der blandt nynazisterne historier op om fremskredne våbenteknologier, og om hvorledes nazisterne under krigen var nået langt i udviklingen af UFO-lignende fly, og det man nu så på nattehimlen var ikke så meget rumskibe fra det ydre rum, som det var skjulte nazi-togter (og her finder vi også inspirationen til filmen Iron Sky).

I 1970’erne forfattere nynazistiske forfattere historier om hemmelige baser på Antarktis, hvor nazisterne havde deres flåder af avancerede UFO’er, og i 1990’erne fik det nøk mere:
In the early 1990s, the Austrians Norbert Jürgen-Ratthofer and Rafl Ettl developed new Nazi UFO myths involving ancient Babylon, Vril energy and extraterrestrial civilization in the solar system of Aldebaran. (Nicholas Goodrick-Clarke: Black Sun. Aryan Cults, Esoteric Nazism and the Politics of Identity. 2002; ebog, så ikke noget sidetal. Kapitel 8).

In the mid-1990s this quasi-ariosophical lore of Aldebaran-German linkage penetrated the international UFO scene. The best-selling books of the leading German conspiracy theorist, Jan van Helsing [pseudonym for Jan Udo Holey, der bruger navnet for at signalere, at han jager vampyrer, dvs. blodsugere dvs. jøder], recapitulated the imaginary history of Vril flying saucers, the settlement of Aldebaran colonists in Sumeria, and the German mission to Aldebaran. (Nicholas Goodrick-Clarke: Black Sun. Aryan Cults, Esoteric Nazism and the Politics of Identity. 2002; ebog, så ikke noget sidetal. Kapitel 8).

Jan van Helsing har forvandlet Jürgen-Ratthofer og Ettls neonazi-litteratur til neonazi-UFO-lore og hemmelig historie. Jürgen-Ratthofer og Ettls historier handler om, hvorledes Thuleselskabet via mediet Maria Orsic kommer i kontakt med aldebaranerne, der giver dem viden om brugen af Vril-energi, og hvorledes de skal bygge de UFO-lignende Vriljagere. Maria Orsic bliver besat af Sumien fra sumifolket og hun nedfælder noter på sumerisk. Alle de mærkelige ting om nazisternes forbindelser til Aldebaran, Maria Orsic og Vriljagerne, som Mads Peder Nordbo har googlet sig til på nettet er med andre ord neonazi-litteratur, som Mads Peder ikke kan skelne som værende fiktivt, men i stedet hvidvasker ved at forsøge at fjerne de overlagte nazistiske elementer. Fundamentet for hans tese om odinfolkets ariske rødder og deres urreligions brug af Aldebaran er opfundet i 1990’erne … af nynazister.

Jeg har tidligere vist, at Mads Peder Nordbo bruger tekster fra hjemmesider uden nogen form for henvisning, og at han hverken har læst eller forstået de kilder, som han henviser til og diskuterer. Kent Laursen i sin artikel minder os om, at Mads Peder gerne henter sine informationer fra nynazistiske hjemmesider, og her i bind to har Mads Peder taget skridtet fuldt ud og vist, at han ikke kan skelne nynazistiske fiktioner fra virkelighed, men i stedet forsøger at afnazificere dem til at skrive sin egen historie med.

En ekskurs: Nazistisk materiale

En udfordring ved at arbejde med det nazistiske materiale er, at det er materiale lavet af racister for racister for at bekræfte deres afskyelige verdensbillede. Det betyder, at når f.eks. folk vil fremføre pseudo-historiske teser følger der mere bagage med i deres materiale, end de regner med, for selvom de hverken er racister eller ønsker at fremføre racistiske tanker, sniger underliggende budskaber sig meget let med ind i materialet. F.eks. hvor en part bare ønsker at vise, hvorledes at europæiske oldtidskulturer har befolket Amerika i oldtiden, ønsker en anden part at vise, hvor overlegne europæere er, og at de har retten til at underlægge sig verden nu som dengang, men når førstnævnte part bruger andennævnte parts materiale til at “bevise” koloniseringen flyder forestillinger om racemæssig overlegenhed meget let med ind i forestillingerne. Problemet er med andre ord, at en del af det pseudo-historiske materiale udspringer af racisters forestillinger, og det er derfor problematisk, når det anvendes af senere tiders skribenter ud i det pseudo-historiske.

Arierne og indo-europæerne

“Så den ariske tro omkring år 1500 f.Kr., hvor det kaukasiske aryanfolk bragte den til Indien, skulle have været en form for tidlig hinduisme?”

Jeg trak på skuldrene. “Asatroen er jo ikke hinduisme, men der går så også 1500 år mellem begyndelsestidspunktet for de to indvandringer.” Jeg åbnede et nyt browservindue og søgte på hinduisme.

“Hvad ved vi om den tidlige hinduisme?” brummede jeg og skimmede en side. “Hmm … I den ældste kultur, der kaldes den vediske, var der fokus på det at ofre til guderne. Ofringerne kunne være symbolske eller bestå af dyr. Det kender vi også fra asatroen – og hvad guder angår, har hinduerne både en kærlighedsgudinde, en dødsgudinde, en krigsgud og en øverste gud, præcis som med Freja, Hel, Tyr og Odin i asernes tro.”

“Så det folk, der omkring 1500 f.Kr. førte en tidlig form for hinduisme til Indien, og det folk, der havde asatroen med sig til Norden, var begge kaukasiske og måske i bund og grund det samme folk?”

Jeg nikkede. “Hvis vi vil lede efter en urreligion, der hænger sammen med vores nuværende trosretninger, så kunne noget tyde på, at vi skal følge en lige linje hen over asatro, buddhisme og hinduisme for så at ramme ned i en arisk svastikatro, som vi i dag har tabt sporet af. [...]” (p.229-230)

Det kaukasiske, mellemøstlige odinfolk, der vandrede til Norden og havde det, vi nu kender som den nordiske kultur, runerne og asatroen med sig, måtte have været en del af dette ariske folk. Arierne var dog – når jeg skulle se på det med et rationelt blik nok nærmere en rest af den ældste kultur, som nutidsmennesket direkte deler historie og kultur med. (p.389)

Et sidste element i Mads Peders tese er arierne, som han gerne vil have til at strømme ud fra sletterne nord for Kaukasus og først befolke Indien bringende en tidlig form for hinduisme med sig, og siden udvandre i form af odinfolket til Norden bringende asatroen samt forgængerne til kristendom med sig.

Forestillingen om arierne opstår i begyndelsen af 1800-tallet, eller som Nicholas Goodrick-Clarke formulerer det i Black Sun. Aryan Cults, Esoteric Nazism and the Politics of Identity, kapitel 5:

The new anthropogeny of the gifted white european races was complete by 1819, when Friedrich Schlegel applied the term “Aryan” to this as yet anonymous Indic-Nordic master race.

The word had been derived from Herodotus’s Arioi (an early name for the Medes and Persians) and was recently used by French and German authors to designate these ancient Peoples.

Gennem de næste årtier udvikles betegnelsen yderligere:

The outlines of the Aryan-Semitic dualism first became apparent in 1845, when Christian Lassen (1800-1876), the pupil and protégé of the Schlegel brothers, contrasted the Semites unfavorably with the Indo-Germans, depiciting them as unharmonius, egotistical and exclusive.

Filologien havde påvist et stort sprogligt slægtskab mellem størstedelen af de europæiske sprog samt persisk og indisk. Det er et blevet til den indo-europæiske sprogstamme, men denne forklaring gav også et alternativ til den bibelske opdeling af folk i Ham, Sem og Jafets sønner (som havde haft svært ved at hænge sammen i takt med at europæerne opdagede folkeslag rundt om på jordkloden). En følge var opdagelsen af et avanceret folkefærd, der var udvandret et sted fra Kaukasus og var ophavet til alle højkulturelle folkefærd. Det skabte et slægtsskab mellem inderne og germanerne. Det blev også en forestilling som senere tiders nationalisme highjackede og i hælene på dem fulgte nazisterne, som brugte samme tanker til deres ideologi.

Senere tiders forskning er gået bort fra termen indo-germansk og bruger i stedet termen indo-europæisk. En gren inden for religionsvidenskab bygger desuden videre på filologernes observationer og antager, at i lighed med, at der var en fælles kulturkreds af proto-indo-europæisk-talende folk, der havde hjemme et sted på den eurasiske slette, og siden udbredte sig (i en bevægelse, der langtfra er kortlagt eller konsensus om, og præcis hvordan folk og hvordan sprog er vandret er endnu uklart), må disse proto-indo-europæisk-talende folk også have haft andre fælles træk, f.eks. en fælles religion, og konturerne af den – lyder tesen – må kunne spores i de indo-europæisk-talende folks religioner, da de ligesom de indo-europæiske sprog må udspringe af en fælles rod. Man sammenligner derfor keltisk, nordisk, slavisk, græsk, hittittisk, romersk, indisk, persisk m.fl.’s guder, mytologier og så videre. Alt dette sker på baggrund af George Dumezils grundlæggende forskning, som antager, at en særlig tredeling (som man finder den i det indiske kastesystem) gennemsyrer den indo-europæiske mytologi, og denne strukturalistiske tolkningsmodel bruges blandt andet til at forstå f.eks. nordisk mytologi ved at finde forklaringer eller fylde huller ud via kildematerialet fra andre mytologier. Der er imidlertid en række grundlæggende tolkningsmæssige problemer ved denne tilgang, som i visse tilfælde forværres af at nogle dumezilianske forskere ikke er videre stringente, når de drager deres paralleller, og tilgangen er derfor ikke fuldt ud anerkendt blandt religionshistorikere.

Grunden til at jeg nævner dette er, at Mads Peders tese både er for simpel, når han kun vil sammenligne indiske og nordiske guder i stedet for at sammenligne med alle de indo-europæiske guder, og dels griber tilbage til nogle meget gamle forskningsmæssige forestillinger, som til dels er forældede og til dels har været brugt i udpræget racistisk retning. Faktisk er han nærmest nødt til at undgå at nævne indo-europæerne, og de optræder derfor ret perifært, for at kunne drage sine paralleller. Dertil skriver han desuden nogle besynderlige ting som f.eks. dette:

“Ja. Menneskeofringer var et gennemgående træk i den indoeuropæisk kultur, og når de indoeuropæiske folk ofrede mennesker, var det for at hylde det, der var sket ved verdens begyndelse. [...]” (p.435)

Ofringer er generelt noget, som findes i de blandt mennesker og deres religiøse udøvelser, og at sætte en specifik forklaring på betydningen er at strække materialet meget langt i forhold til, hvad vi ved fra kilderne (f.eks. jævnfør de citater, jeg bragte foroven).

Til selve termen arier eller Mads Peders aryanfolk vil jeg kort citere J.P. Mallory fra kapitlet om proto-indo-europæisk kultur:

We must take a brief glance at that most loaded of Indo-European words – Aryan. As an ethnic designation, the word is most properly limited to the Indo-Iranians, and most justly to the latter where it still gives its name to the country Iran (from the Avestan genitive plural airyanam through later Iranian eran to iran). The great Persian king Darius described himself as Aryan. The term was also widely used in India where it referred to a member of the community (though the details of who was included in the community have been the topic of wide and unsettled debate). Whether this ethnic designation was limited to Indo-Iranians or not is difficult to say. A possible cognate occurs in Hittite, for example, where it indicates ‘kinsman, friend’, and there also appears here the negative expression natta ara ‘not proper to the community’, that is ‘not done’. Although some claim that this root can be found in the names of many other Indo-European peoples, for example, Irish Eriu and aire, this would require more argument than is worth the effort and we are safer to remain with the general consensus that it does not rather than to pursue this matter further. (J.P. Mallory: In Search the Indo-Europeans. Language, Archaeology and Myth. 1989, p.126).

Arier er et ladet ord med en lang forhistorie og en kompleks diskussion. Med det niveau af flid og grundighed, som Mads Peder Nordbo har lagt for dagen, har han slet ikke været i nærheden af at forstå emnet eller løfte opgaven, og jeg vil derfor ikke bruge yderligere tid på emnet.

Konklusion

Niveauet i Mads Peder Nordbos forskning begrænser sig til wikipedia-opslag og tilfældige søgninger på nettet, hvoraf nogle synes at gøre foruroligende brug af materiale, der har et nynazistisk ophav, og som er pure fiktion. I lighed med tidligere arbejde har Mads Peder igen demonstreret, at han ikke læser kilderne – og mange af dem er til at finde (med bedagede oversættelser) frit på nettet, nogle gange med link fra Wikipedia – og jeg er tilsvarende i tvivl om, hvorvidt han overhovedet læser noget, som ikke er hentet fra hjemmesider af tvivlsom proveniens.

Imidlertid er Mads Peders arbejde nærmest værre i Thuleselskabet end i Odins labyrint, da det hvidvasker nazi-litteratur ud fra en naiv antagelse af, at hvis man fjerner de mest åbenlyse nazistiske træk, så dukker der nok harmløst, brugbart materiale op. Sådan hænger det ikke sammen, for racistisk materiale af racister for racister er gennemsyret af forestillinger, som stikker dybere end at file serienumrene af.

Bonusrunde!

Jeg har ved afslutningen af indlægget konstateret, at Mads Peder Nordbo i forbindelse med sin tredje bog i Odin-sagaen har skrevet en artikel på sin hjemmeside om emnet, og den artikel vil jeg dække i næste indlæg.

Udgivet i absindth, Anmeldelse, Hemmelig historie, historie | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

[anmeldelse] Thuleselskabet

Bloggen tager på sommerekskursion ud i de pseudo-historiske emner om tempelriddere, den hellige gral, Shakespeare, Odin, Bornholm og andre særheder, som de optræder i udvalgte danske krimier. Til min ekskursion hører to tekster, som gennemgår elementer fra genren (del 1, del 2).

thuleselskabetSidste år anmeldte jeg Mads Peder Nordbos Odins labyrint. Særligt var jeg interesseret i hans bagvedliggende historiske tese om Odin, om hvilken Mads Peder på sin egen hjemmeside erklærede “Nu har jeg så taget kampen op, og selvom jeg godt kan mærke, at der er lang vej endnu, så ser jeg det som lidt af et livsprojekt, at få ’vores’ [Heyerdahl og MPN] teser om blandt andet Odins, Nordboernes og runernes ophav antaget som faktuel viden.” – og det er store ord.

Fra Odins labyrint til Thuleselskabet

Odins labyrint akkompagneredes af et essay, hvor han fremførte sin tese. Der viste jeg, hvorledes Mads Peder havde baseret en god del af sin tekst på afskrifter af en hjemmeside (uden henvisning dertil vel at mærke), og at han ikke havde forstået teksterne han afskrev. Ligeledes viste jeg, at andre af de tekster, han citerede eller henviste til, var tekster han ikke havde læst, men bevidstløst kopieret fra nettet. Ydermere kunne jeg påvise, at han var selektiv og inkonsekvent i sin egen tese. Alt i alt ikke noget godt ståsted for lanceringen af en tese, man gerne vil have gjort til en del af den gældende forståelse af vores fortid. At skrive eller omskrive historien kræver mere end en fiks ide.

Nu er Mads Peder Nordbo tilbage med efterfølgeren, Thuleselskabet, hvor han bygger videre på både sin tese og sin historie. Det sidste er klart den mest interessante del, og første del suppleres denne gang ikke af et essay bag i bogen. Denne gang må man ind og grave i selve bogen for at gå i dybden med, hvad der vil vise sig at være en overfladisk læsning af historiske tekster.

Jeg deler derfor min anmeldelse op i to dele. Først tager vi selve romanen (i det nedenstående), og dernæst Mads Peder Nordbos tese om Odin-kulten i næste blogindlæg.

Krimier med hemmelig historie

Jeg er generelt ikke til krimier. Jeg finder dem kedelige, men jeg har lidt større tålmodighed med den pseudo-historiske genre, som foruden Mads Peders to bøger også rummer titler som Femte sol brænder, Belladonna dokumentet, Mordet på ordet, Da Vinci mysteriet og andet af Dan Brown, men også et par af mine favoritter som Dumas klubben og Foucaults pendul. Så når kapitel et er beskrivelsen af mordet set fra ofrets vinkel, der indleder bogens handling, så kommer jeg i tanke om, hvorfor jeg finder krimier kedelige. Til gengæld flyder sproget lindt i Thuleselskabet, og bogen er let læst. Et element, som også prægede Odins labyrint, er Mads Peder Nordbos forkærlighed for gyset, og bogen bruger tid på at bygge hverdagen under sagen op for at kunne opnå en stadigt voksende stemning af uhygge. Det vanskelige i denne tilgang er, at der ikke er et overnaturligt element til at forløse uhyggen, og opbygningen i flere scener får ikke kulmineret og forløst sig, som det ville kunne gøres i en (overnaturlig) gyser. Det giver stemning, men uden helt at rykke sig ud af stedet. Ganske vist rummer bogen en let udefineret element af overnaturlige kræfter, men det kommer først i spil hen imod bogens slutning, som det også gjorde i bind et, da hovedpersonen involveres nu i sin anden sjælevandring.

Thuleselskabet

Selve historien begynder kort efter begivenhederne i første bog, og kapitel to bruges til at påminde læseren om, hvad der skete i bind et, og som altid er plot exposition en svær at skrive, og der er afsnit i kapitlet som bliver noget kluntede som følge. Men ellers er vi godt i gang med historien hurtigt. Det indledes med det obligatoriske mord, hvor vores hovedpersoner indkaldes som ekspertvidner, fordi der er ristet runer i ofret. Snart viser det sig, at vores hovedpersons navn også er ristet med runer i ofret, og hvad der begyndte som en bizar mordsag, trækker nu tråde ind i vores hovedpersons liv og slægt, da hans bedstefar er involveret, og denne og bedstefaderens ærkefjende er begge børn ud af et SS-eksperiment, der begyndte under nazi-regimet og fortsatte ind i DDR-tiden med forsøg på at udvikle overmennesker. Alt dette knytter sig nazisternes forestillinger om den ariske race, som ifølge bogen er en forkvaklet forestilling, der forvansker den egentlige sandhed, som knytter sig til bind ets tese om Odin-kulten, hvor “odin” er en særlig stamme, der binder an til en arisk urreligion, som blandt andet er roden til kristendom og islam, men dette faktum er blevet fortrængt.

Det skal måske understreges her, at selvom bogen involverer nazister og nazi-ideologi, er det ikke en forherligelse af dette (men snarere en belejlig brug af nazisterne som skurke), og det er en tilgang til oldnordisk materiale i et forsøg på at forstå (og legitimere) vores fortid, som også nazisterne var fascinerede af, og som de også forsøgte at gøre brug af (og noget som blandt andet resulterede i, at der på den forskningsmæssige side skete meget lidt inden for studierne af nordisk mytologi indtil 1990’erne, og at der nu er forsøg sted på at tilbageerobre svastika-symbolet som andet end et hagekors). Det er desværre også en bog, der dykker dybere ned i nazismens forestillinger, end selv bogens forfatter er klar over, men det ser vi først nærmere på i morgen.

Vores hovedperson og hans kæreste kommer vidt omkring fra Fyn til Tyskland til Skotland til Grønland i jagten på skurken, der til at begynde med bare er en morder, men snart viser sig at bære på et særligt hævnmotiv mod vores hovedperson, hvorfor dennes kæreste bliver kidnappet. Undervejs i sin søgen får hovedpersonen afdækket skurkenes ophav som nazi-eksperimenter, men fra da kæresten kidnappes skifter handlingen til at standse den ene skurk i at gennemføre et ritual, som skal involvere et menneskeoffer. Imidlertid er ikke alt, hvad det synes, og vores hovedperson presses stadig længere ud og har derfor en række hallucinerende oplevelser. Til sidst konfronteres den ene skurk på den grønlandske is under et ritual, men denne får gennemført ritualet og opnår sin begærede forvandling (eller hvad det nu var, der fandt sted), og den anden skurk slipper af sted, så hun kan gennemføre resten af sit forehavende. Imens bliver kæresten dog reddet fra sin kidnappede tilstand.

Slutningen spejler bogens begyndelse, og efterlod mig med en flad fornemmelse, hvor den ene af bogens to skurke har fået gennemført sit magiske ritual takket være vores hovedpersons tilstedeværelse, og hvor den anden får dræbt vores hovedpersons uskyldige mor, og dermed opnår den hævn, som morderen var blevet sendt ud i verden for at eksekvere. Tilbage står vores hovedperson med en gravid kæreste, og det er vistnok bogens semi-lykkelige slutning. Det er muligt at dette skal lægge op til en tredje bog og derved holde os læsere i åndløs spænding, men det her er ikke Star Wars, hvor Imperiet slår rebellerne, og hvor rebellerne gør sig klar til næste anslag, men derimod er det en krimi, hvor skurkene opnår deres mål og slipper af sted med det, og ikke efterlader os med et oplæg til en spændende efterfølger. En flad slutning.

Ved læsningen af bogen bemærkede jeg også, at Mads Peder Nordbo er desuden fulgt med teknologisk. Sidste sommer beklagede jeg mig over, at hans hovedperson ikke brugte bærbarer computere eller kunne finde ud af at anvende lygten i en mobiltelefon, men begge dele har han fået styr på denne gang. Det er en klar forbedring. Omvendt brugte han et fortærsket plot-element med den sympatiske kriminalbetjent, der viser sig at have egne interesser i sagen (blev også slemt misbrugt i f.eks. Femte sol brænder), og som hovedpersonen må flygte fra under sagen.

Stående på egne ben er Thuleselskabet en nogenlunde underholdende, letfordøjelig bog med en underliggende pseudo-historisk tese med et dybere nazistisk indhold, end man lige regner med, og det er en bog, som bruger en del tid på at bygge stemning op og på det snirklede slægtsdrama-krimi-plot. Uden det pseudo-historiske element i historien, var det ikke en bog, jeg havde gidet læse (fordi jeg generelt ikke læser krimier), men omvendt var jeg rimeligt underholdt af bogen, mens jeg læste den.

Så er det den historiske tese, der er flettet ind i bogen. Der har jeg en helt anden holdning, men det får vente til næste indlæg.

Udgivet i absindth, Anmeldelse, Hemmelig historie, historie | Tagget , , , , , , , , | En kommentar

[Hinterlandet] Temple of Elemental Evil

Temple of Elemental Evil - Level 1Vi spiller Temple of Elemental Evil (udg. 1985) med reglerne fra Hinterlandet. Dette er selskabets sidste ekspedition ud til templet for at udforske det og standse den gryende ondskab. Vores spil kan følges på twitter via #templeofelementalevil #rollespil og #hinterlandet.

Fremdriften i missionen har de sidste par spilgange ikke været så imponerende. Hinterlandets system er bygget op over, at man finder stadig nye steder at udforske. At vende tilbage til samme hulesystem rummer den udfordring, at det bluff man brugte til at passere portneren første gang skal potentielt anvendes igen og igen, og her er hæmskoen. Det er begrænset, hvor mange man kan snakke med i kældrene under templet, og det er ikke helt let at infiltrere de fire kulte, som er opslugt af en intern magtkamp. Det betyder at selskabet flere gange må kæmpe sig vej gennem fjenderne, og det dræner ressourcer uden at give belønninger.

Vi begynder i Nulb

Selskabet køber forsyninger, hvorefter de hver render deres ærinder. Nis aktiverer Agenten fra Turicum, og sender sin nekromantiker til biavleren for at gå til hånde og få biavleren til at lægge godt ord ind for sig hos agenten. Kamilla sender også sin magiker til biavleren, mens Peters Hinterlænding tager en tur på markedspladsen og Cecilies orkdræber-dværg (en sjælden eliteklasse) besøger Heksens Hule for at købe sig et par fortryllede vandrestøvler.

Vejen til templet

På vejen ud klarer rejseselskabet sit rejsetjek (kendt terræn, lav sværhedsgrad), og grundet sit succesfulde tjek vælger Peter at aktivere Ærinde på rejsen: Blodspor i skoven. Selskabet følger et mystisk blodspor ind i skoven, hvor de finder en ussel rønne med tre gengangere, som overfalder dem. Efter en kort og hektisk kamp elimineres dødningene (nekromantikeren snitter i hinterlændingen for at trække frisk blod, som han kan strække til tynde strenge og binde dødningene med), rønnen undersøges og et par skatte findes.

Den næste dag fortsætter selskabet rejsen, men det bliver til fejlet rejsetjek. Dværgen kan heldigvis påberåbe sig sine fortryllede vandrestøvler, som protesterer over den retning, selskabet bevæger sig, og der forsøges et fornyet rejsetjek – som desværre også fejler, og selskabet ender dagen ved den usle rønne. De er gået i ring.

På tredjedagen ankommer selskabet succesfuldt til templet, og de sniger sig ind via den østlige fløj frem for den vestlige fløj, som de ellers har brugt som indgang. Det giver dem adgang til et område, de havde deduceret sig til via deres tidligere udforskninger, men som de ikke havde været i. De får således udforsket nogle nye kamre, og der høstes eventyrpoint uden at det koster blod og tårer.

Banditter i templet

På vej rundt i gangene render selskabet ind i en gruppe banditter (wandering monster), som er på vej tilbage for at afrapportere til jordkulten, men selskabets primære talsmand har iført sig en kappe fra ildkulten, så det kommer til skænderi, og som følger deraf kamp. Straks hylder dragemagikeren området i en tæt tåge fyldt med illusioner af flammende drager, og nekromantikeren hidkalder døde ånder til hjemsøge samme område. Imens beskyder hinterlændingen og dværgen det tågede område, og da tågen lidt senere forsvinder, er den ene halvdel af røverne døde, og den anden halvdel stukket af.

Gnoldenes baghold

I den videre færd finder selskabet en sidegang, der er ender med to døre. Selskabet beslutter sig for at udforske gangen, og et stykke nede bliver de beskudt af den gnold, som skjuler sig bag væggen med en ekstrastor firdobbelt armbrøst (Gygax slår til igen). Øjeblikket efter stormer gnolde ud, og det kommer til en voldsom kamp. Midt under kampen overraskes gruppen desuden af en bugbear, som har sneget sig ind på dem (for bugbears er overraskende stille væsener, som er meget ferme til at bevæge sig listigt). Efter en langstrakt kamp er gnoldene besejret på nær en, som blev tilbage i vagtstuen for at tilkalde forstærkninger. Gruppen er i vildrede – skal de trække sig tilbage, eller fortsætte fremad? Nogle løber frem, andre trækker sig tilbage, og gruppen ender derfor i kamp med den næste flok gnolde, som dværgen gør kort proces på. Hovedet kappes af de to første, og da dværgen får forstærkninger flygter de to andre dybere ind i deres kammer og gennem en dør til den lokale ogre-leder (som der er 90% chance for ikke gider komme gnoldene til undsætning, men når gnoldene kommer til ham, er det en anden snak). Nekromantikeren er faret efter de to gnolde, og han når netop at rive livskraften ud af den ene af dem, da han ser den store ogre, og øjeblikket efter opdager dværgen ogren. Denne gang bliver der kaldt seriøst til retræte, og hele gruppen flygter ud af gnoldene kvarterer. I stedet for at flygte af de gange, som gruppen er kommet af, river hinterlændingen i stedet den anden dør op og stormer ind i en anden vagtstue med en flok kultkrigere fra jordkulten. Gruppen opdager straks at kammeret må være forbundet med en anden vagtstue, som de opdagede sidste gang, og de ved derfor, at der venter dem en masse fjender. Mere retræte foretages. Selskabet flygter denne gang gennem gangene, de er kommet af, og ved den sidste trappe, knuses flasker med olie, og dragemagikeren spyr ild og antænder olien, så deres fjender må opgive forfølgelsen.

Udmattede og sårede efter den lange kamp mod de mange gnolde, beslutter selskabet sig for at forlader templet og vende tilbage til Nulb. Selve hjemrejsen sker uden besværligheder (succesfuldt rejsetjek).

Hjemme i Nulb mødes nekromantikeren med Agenten fra Turicum for at købe magiske skriftruller, mens hinterlændingen går på kroen for at fortælle røverhistorier (og denne har nu mulighed for at anvende Dagen derpå-supplementet ved næste mission).

Afsluttende bemærkninger

De sidste par gange har det været så som så med udforskningen af templet. Flere områder er sammenhængende kvarterer eller vagtstuer, hvor vagterne kalder på hinanden for forstærkninger, hvilket løbende kalder flere vagter til, og det forlænger kampene og gør det farligt for heltene. Vilde flugte og retræter har domineret spillet, og det er kun blevet til udforskningen af meget få rum. Mængden af eventyrpoint pr spilgang er derfor faldet markant, og karaktererne stiger niveau væsentligt langsommere end normalt.

Glæden ved at udforske er svær at ramme, når først en gruppe vagter er aktiveret, og selskabet derfor er nødt til at spæne af sted for ikke at blive rendt over ende. Det er heller ikke let at komme i snak med kultisterne, og derfor heller ikke let at infiltrere dem.

Vi har derfor besluttet os for at lægge Temple of Elemental Evil på hylden og grave andre gamle D&D-scenarier frem og give dem en chance i stedet for. Måske bliver det N5 Under Illefarn (1987) næste gang? Under Illefarn er det eneste D&D, jeg har købt i en BR-butik, da den BR, der ligger inde over for Magasin havde i slutningen af 1980’erne kortvarigt en lille afdeling med rollespil.

At spille Temple of Elemental Evil og andre Hinterlandet-scenarier giver mig desuden mulighed for at afprøve forskellige sider af systemet, og jeg kan se, at en genskrivning af en række formularer til Hinterlandet snart er på sin plads. Jeg har desuden også en række andre elementer, som skal indføres, f.eks. skal vi have flere Ærinde i vildmarken i spil, så jeg kan få testet den mekanik af i større omfang.

Følg Hinterlandet og dets udvikling i dets facebook-gruppe og følg Stemmen fra ådalen via dens facebook-side.

Udgivet i Adventure Game, Hinterlandet, Hjemmebrygget D&D basic 5th, Hjemmelavede spil, OldSkool, Rollespil, Temple of Elemental Evil | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar