Wesselians

En hemmelighedsfuld orden med hovedsæde på Bornholm, der har sat sig for at manifestere den magiske kongekraft, som de ser indlejret i København i visse historiske bygninger opført af konger.

Ordenen bærer sit navn efter Christian Carl Wessel (1946-2038), arkitekt og royalist, der allerede tidligt så mulighederne i nyt nordisk design og magi. CCW var blandt de danske designere, der allerede tidligt bemærkede, at der synes at være en sammenhæng mellem magi og bygningsdesign, og flere arkitekter har forsøgt gennem Danish Design at skabe trolddom.

Imidlertid har en af de største hæmskoer for udviklingen været at alle moderne bygninger er “smart buildings”, og i deres natur modvirke arkitektural magi, og endnu har ingen ville finansiere konstruktionen af en kæmpe, moderne bygning uden “smart ware” for at teste arkitektural magis muligheder.

Christian Carl Wessel dykkede derfor ned i historien for at lede efter historiske bygninger, som allerede var indrettet efter arkitektural magi, og efter mange års søgen, var han succesfuld. Han fandt at principperne for arkitektural magi havde guidet Christian IVs mange bygningsværker i København, og hvis man kunne genskabe den sammenhæng, som bygningerne indgik, ville man kunne re-etablere netværket af bygninger og kanalisere den magi, som eksisterer mellem bygningerne. Den magiske tradition blev døbt Kongekraft efter bygherrerne.

Christian Carl Wessels orden af arkitekter, kongetro og sakralister (folk, der studerer sakral geometri) er en fragmenteret sammensværgelse, hvor alle delene er knyttet sammen om CCW’s teser, men de har taget dem i forskellige retninger, og ordenen er svækket af intern rivalisering, men de enkelte fragmenter kan også skjule sig i mængden af andre teser og sammenslutninger.

Et af ordenens mål er at re-etablere de gamle mønstre af sakral geometri i København for at kanalisere den magiske kongekraft. Sammensværgelsen arbejder for vedligeholdelsen af de historiske bygninger,

En gren af ordenen mener, at kongekraften er til at kontrollere for enhver, der besidder de kongelige regalier, og de har en plan om at stjæle kronjuvelerne.

En anden gren mener, at kongekraften er nedarvet i kongeslægten, og de vil rekruttere kongen til at tjene ordenen mod at skænke monarken kongekraften. En udbrydergruppe mener, at enhver efterkommer af kongehuset har kapaciteten til at bruge kongekraften, og de er ude på at kortlægge det fulde slægtstræ – men der er delte meninger om hvilken kongeslægt, da nogen mener, at den nuværende kongefamilie ikke besidder kongekraften (enten fordi det Glückborgsske hus fra 1863 eller det Oldenborgske hus fra 1448 ikke har videreført det nødvendige arvemateriale eller hvad der nu skal til), og målet er at identificere hvor skellet sker, og derefter identificere efterkommere af den rette slægt. Nogen gør det, fordi de håber på selv at have arvet kapaciteten for hornkraften, andre fordi de håber på at finde en “arving”, som de kan føre frem som en mere ægte konge, og atter andre håber på at kunne udvikle en genterapi, så de kan arve kapaciteten for at anvende hornkraft. Nogle wesselianere snakker ligefrem om muligheden af at lave et royalt corp argumenterende for, at en konge ikke behøver være konger af fysiske riger, men at de også kan være det af det Mage-corporatet i stedet.

Selskabet for Royal Arkitektur

Den officielle side af ordenen er SRA, som er et privat selskab, som varetager CCW’s ideer, passer på arkivet og gennem deres foreningsskrift udgiver artikler om kongelig arkitektur, CCW’s ideer, Københavns indretning, samspillet mellem moderne nordisk design og historiske bygninger, samt tilsvarende royale bygningsværker i resten af Europa ud fra en tankegang om, at de ideer, der har guidet det danske kongehus kan genfindes i resten af Europa.

Ordenens officielle afdeling har sit tilhørsforhold på Bornholm, men opretholder et kontor i København. Hjemstedet på Bornholm var et krav fra Christian Carl Wessel i sit testamente, hvor han skænkede sine midler til en fond, der skal videregive hans ideer. Fonden varetages i dag af SRA. Hvorfor Christian Carl Wessel valgte Bornholm ved ingen, men en populært tese lyder, at Bornholm en gang før eller i tidlig Vikingetid var et selvstændigt kongerige, og at øen var indrettet efter samme sakrale geometri som Christian IVs København. Beviset på dette skulle være rundkirkerne, som kirken fik anbragt på hellige steder på øen i forbindelsen med kristningen af øen, og det kan betragtes som en slags forsøg på at highjacke øens sakrale geometri.

Rundetårn

Det astrologiske under, Rundetårn, og den tilhørende Trinitatis kirke er centrum for Wesselianernes ideer, og tårnets placering, dets mål og former har været genstand for mange analyser, såsom at Rundetårn er præcis en fjerdedel af Kheops pyramidens højde, og at kirkeskibet volumen matcher hulrummene i pyramiden. Tårnets placering er heller ikke en tilfældighed, og Wesselianerne forsøger at ‘høste’ de magiske strømme, der emmer fra tårnet, og som følger særlige ruter gennem byen, men de færreste ruter endnu intakte.

En af de radikale Wesselian grupper – rygtes det – har planer om at demolere flere bygninger på en bestemt astrologisk dato, hvor de magiske strømme er ekstra kraftige, og de derved kan høste voldsomme mængder af kongekraft og ligefrem tage magten i landet. 

Hvor meget og hvor mange står bag Selskabet for Royal Arkitektur, hvor vidt er de i gang med at forfølge deres planer, og hvor langt vil de gå for at opnå dem? Hvis ideer har gang på jord, og hvis ideer vil slå fejl?

Tidligere Dalen-indlæg:

• Kampagnen
• XP-systemet

Dalen har et regel-tillæg, som gælder for Dalen-karaktererne, og giver dem nogle ekstra evner. Baggrunden for dette er at tilpasse karaktererne yderligere til Dalens koncept, men samtidig med undgå at ændre for meget på karaktererne i forholdet til kernen i grundreglerne, og i forhold til hvor kompatibelt det skal være med Hinterlandet, Kejserstaden og de andre spin-offs på spillet. Dalen-karakterer har derfor et sæt ekstra-evner, som kun tæller, når der spilles Dalen, og som pt. ellers ikke tæller.

Intrige-evnerne er rent mekanisk generelt en variation af de sociale evner i Hinterlandet, men kategoriseret for sig, da de kommer som en ekstra pakker i Dalen. Evnerne er stadig under udvikling – og kommentarer og forslag er velkomne.

• Bestikkelse – evnen til vurdere hvor meget, der skal til at bestikke en person, og evnen til at gøre forsøget. Bestikkelse giver +2 bonus på forsøg på at bestikke, og i tvivlstilfælde kan karakteren forsøge et visdomstjek 6 for at vurdere, hvad der skal til for at bestikke et væsen.
• Forhandle – Evnen til at indgå handel og få udvekslet noget til begge parters tilfredsstillelse. Du får +4 bonus til at indlede forhandlinger med et væsen. Med et visdomstjek 6 kan du identificere, hvad en rimelig handel er, og med et karisma-tjek mod væsenet kan du få det til at indgå den rimelige handel.
• Heraldik – kundskab om en gruppes (adelshus, slægt, etnisk gruppe) historiske og nuværende alliancer. +4 bonus til at identificere alliancer. Kan identificere segl, skjolde og andre symboler for huse, grupper, gilder osv.
• Læse status – Evnen til at identificere en persons sociale status, både hvilken samfundsgruppe de tilhører, men også identificere personens lokale status. Denne evne kan også gennemskue hvis en person af en gruppe udgiver sig for at være en person af en anden gruppe, f.eks. en adelsfrue forklædt som tjenestepige vil afsløres som værende ikke en tjenestepige.
• Innuendo – Evnen til at kommunikere skjult i det åbne. Med denne evne kan personen sende beskeder i det skjulte til sine allierede, selvom kommunikationen sker i det åbne. I vanskelige situationer eller ved komplekse beskeder, skal afsender lave et visdomstjek+4 mod dem, som beskeden skal skjules for, og modtager skal lave et visdomstjek 6 for at modtage beskeden. Har modtager også evnen, får denne +2 på sit tjek til at modtage beskeden.
• Kancellistil – Kejserrigets embedsfolk har haft århundreder til at udvikle et komplekst embedsapparat, og de har brugt tiden godt. Love og officielle skrivelser kan være vanskelige for den almindelige borger at afkode, og embedsfolk kan ofte flette ekstra krav eller fordele ind i en bureaukratisk skrivelse uden at det opdages af den uerfarne. Evnen giver +4 bonus til at afkode embedsskrivelser. Embedsskrivelser kan forfattes, og med et intelligenstjek mod læseren kan forfatteren skjule en sætning i teksten – der er -4 straf for hver linjes længde sætningen har.
• Forføre – denne evne er egentlig en Hinterlandet-social evne, men jeg har ikke fået designet en endelig version til Hinterlandet, så nu får den et nyt forsøg. Evnen til at besnære et andet væsen og stille sig selv i et positivt lys hos væsenet. Lav et karismatjek mod væsenet, og med +4 bonus, hvis der følger en passende ydelse. Hvis det er en succes, har man fordel på sociale handlinger med væsenet, så længe intet bryder den positive opfattelse.
• Lus i skindpelsen – evnen til at hviske stridbare ord mellem folk og skabe splid mellem grupper. Evnen kan give to parter ulempe på at indgå aftaler, forhandlinger, alliancer og lignende. Det kræver, at man kan kommunikere med begge parter og klarer et karisma-tjek imod dem. Hvis man har position som forhandler, ordstyrer eller lignende for de to parter, får man +4 bonus til sit tjek. Evnen kan kombineres med både Forhandle og Innuendo.
• Undgå opmærksomhed – evnen til at blive overset, da man ubetydelig, harmløs, uværdig, upassende, uinteressant eller på anden vis ser ud, som noget, der ikke er værd at spendere tid på. Lav et karisma-tjek, og med +4 bonus, hvis man synes en social stand under beskueren. Hvis man ikke stikker ud, vil man ikke blive forstyrret yderligere. Man er ikke uset, og det er ikke en overnaturlig evne, så f.eks. en vagtpost vil stadig standse personen, men vagten kan betragte personen, som så ubetydelig, at denne ikke gider undersøge personen grundigt.

Andre særlige evner

I forbindelse med intrige-evnerne dukkede denne evne også op, som nok kommer til at blive en standard evne i regelsystemet.

• Smugle – Evnen til at gemme en mindre ting på en selv, eller forklæde eller gemme større mængder af smuglervarer f.eks. på en vogn eller en båd. +4 bonus til at smugle ting.

Bemærkninger? Kommentarer? Mangler der nogle evner? Er der nogle evner, som skal justeres?

I Dalen tæller udforsknings-systemet også, men pointene er langt færre, så der vil være point for udforskning af huler, men hovedindtægten kommer fra alliancer og hemmeligheder.

Alliancer

Løbende kan man høste XP for sine alliancer med personer, folk og grupper. Når man indgår i en alliance, som de socialt anerkendes i Kejserriget, kan man høste XP for alliancen, og vedligeholder man alliancen, giver alliancen nye XP udbetalinger.

Qua det tomme rum i Hinterlandet, som en kilde til XP, kan indledningen af forhandlinger til en alliance også være en kilde til XP.

Hemmeligheder

Besiddelse, erhvervelse og deling af hemmeligheder bliver kilde til XP.

• Når man erhverver sig en hemmelighed, får man XP. Det kan være gennem gamle, glemt værker, gennem afpresninger og bestikkelse eller på anden vis samle dem op.
• At besidde en hemmelighed (som man tidligere har erhvervet) giver løbende en udbetaling af XP, men kun hvis man afslører, at man besidder en hemmelighed, hvis indhold man ikke afslører.
• Offentliggørelse af en hemmelighed giver XP, men derefter er hemmeligheden ikke en hemmelighed, og der er ikke flere XP fremover for den.
• Muligvis kan XP erhverves på bare at gøre forsøget med at tilsnuse sig hemmeligheder. Forslag er velkomne.

Nu skal der så bare regnes på, hvor hurtigt man skal stige level, og hvor mange point hemmeligheder og alliancer på det grundlag skal give.

Dalen er en mini-kampagne, der har vægt på intriger, hemmeligheder og politiske magtkampe. Systemet bygger på en variant af reglerne til Hinterlandet, men med en betoning på de elementer, som er omdrejningspunktet i Dalen.

Dalen kan passes ind i både Mystara og i Hinterlandets fiktionsuniverser.

Rammen

En stor bjergkæder adskiller Kejserriget fra et af dens naboer, og trods bjergkæden har der gennem århundreder været en livlig handel og krigstogter mellem de to riger. Bjergkæden skaber nogle flaskehalse for forbindelsen mellem landene, og den, der sidder på flaskehalsen, sidder på en lukrativ toldpost.

De faste handelsruter er forlængst forankret til magtfulde adelsfamilier, men i en fjern provins er der en handelsrute, som er gået i glemmebogen. Provinsen var i generationer besiddet af en gammel adelsfamilie, der ikke yndede handel og som førte et stadig mere isoleret liv, indtil familien forsvandt, og ingen helt bemærkede, at livet i lenet gik uforstyrret videre. Eksistensen af ruten gennem bjergene var glemt i årtier, indtil en drigtig, ung adelsmand gravede i gamle regnskaber og opdagede lenet og dens oversete bjergrute.

Inden de magtfulde adelsfamilier opdager eksistensen af det glemte len, vil den unge mand forsøge at erhverve sig lenet, og til det skal han bruge sine loyale venner, der skal på hans vegne tage lenet i besiddelse. Det er ikke nok at få overtalt de rette kejserlige embedsfolk og hoffolk i Kejserfamilien, men også at få etableret sin position i lenet.

Lenet er en stor dal, som udgør centret for ruten gennem bjergene, og den, der kontrollerer dalen, kontrollerer handelsruten, og lade handelsfolk rejse gennem området. Lenet har imidlertid været uafhængigt længe, og indbyggerne er ikke nødvendigvis villige til at betale skatter til en ny lensherre – og så vogter dalboerne over en ældgammel hemmelighed …

Spillerne får fornøjelsen af at være den unge adelsmands venner, og mens han intrigerer ved kejserhoffet, skal de tage lenet i besiddelse og få anerkendt den nye lensherre.

Dalen – Mystara

Dalen ligger mellem Thyatis og Ylaruam et godt stykke vest for hovedstaden, og den er således en noget alternativ rute ind i Ylaruam, hvor der normalt rejses øst for hovedstaden til Ylaruam, og derved mere eller mindre parallelt med havet.

Dalen er befolket af to etniske grupper, der har besat hver deres økologiske niche. I dalbunden bor de kerendiske bønder af thyatisk ophav, og på skråningerne lever Alasiyan-hyrderne af Ylari ophav, og de to befolkningsgrupper lever i en skrøbelig balance med hinanden, hvor deres eksistens er betinget af hinanden, men det udelukker ikke fejder i at blusse op.

Rundt om dalene eksisterer ruiner af en tidligere civilisation, og den er hjemsøgt af orker, gobliner og det, der er værre.

Dalen – Hinterlandet

Dalen ligger solidt plantet i en bjergkæde, der adskiller Kejserriget fra et af sine nabolande. Der er handelsforbindelser mellem de to lande, og de har også en fortid med krige. Området ligger langt fra Fæstningen på grænsen til Hinterlandet, som ligger mange uger mod vest.

Dalen er befolket af to etniske grupper, der har besat hver deres økologiske niche. I dalbunden bor Illyri-bønderne af Kejserligt ophav, og på skråningerne lever Thrakia-hyrderne af thrako-dakisk ophav, og de to befolkningsgrupper lever i en skrøbelig balance med hinanden, hvor deres eksistens er betinget af hinanden, men det udelukker ikke fejder i at blusse op.

Rundt om dalene eksisterer ruiner af en tidligere civilisation, og den er hjemsøgt af orker, gobliner og det, der er værre.

Karaktererne

Venner af den unge adelsmand, og venner, bekendte eller rivaler til hinanden. De er thyatiske eller kejserlige folk i deres ophav, og de har en baggrund, der placerer dem i eliten, men i elitens nedre rækker – siden de er interesserede i at støtte op om projektet.

Karakterernes opgaver at cementere deres og deres vens position i området, og det former deres egen karriere. De skal indgå alliancer med de lokale folk, udforske den gamle adelsfamilies forladte gods, gøre noget ved stammerne af orker og gobliner, og etablere handelsruten gennem området og invitere købmænd til at bruge den og sørge for deres beskyttelse. Hemmeligheder er vigtige, da de er en del af Dalens og Kejserhoffets sociale økonomi, og det vil blive afspejlet i regelsystemet. Mere om det senere.

Kort

Normalt gør jeg det ikke meget i kort som aktive bilag i spillet, men med Dalen vil jeg følge nogle af de ideer, som f.eks. har været foreslået i The Bookhounds of London, hvor man har kort over området og løbende føjer flere ting til kortet. Det havde været spændende at gøre med Troldmandskampagnen, men der kom ideen alt for sent til at få tegnet alle de steder ind på kortet, som havde spillet en rolle. Jeg overvejer i den forbindelse at hver lokation på kortet har en slags ‘tags’, som har en spilmekanisk funktion.

Mikro-supplementer

Der kommer til at være mikro-supplementer i Dalen, og en række af dem kommer til at være “mini-spil” i stil med “Gøremål ved fæstningen” fra Hinterlandet, hvor spillerne kan sende deres karakterer ud på små opgaver eller ærinder, som giver spilmekaniske effekter  til senere brug. Et sådant supplement kan være at tage på visit i en nærliggende minelandsby.

Scenariet er et lille hulesystem rigt på fæle gengangere og ånder, og der lurer mange farer, som ikke kan overvindes med et sværd. Mange eventyrere kommer forandrede derfra, andre rige på fortryllede skatte.

Her kommer scenariet i sin endelige form, og det er lige til at anvende for folk, der gerne vil prøve Hinterlandet eller fortsætte deres spil fra Con2, Vintersol og Fastaval. Regler og supplerende dokumenter til Hinterlandet kan findes her.

• Hent scenariet her: nD&D – Dødningenes gravkammer + kort

Scenariet kan også bruges til inspiration, hvis du gerne vil se, hvorledes et hulesystem opbygges i Hinterlandet.

Tidligere har jeg offentliggjort Alkymistens grav.

Lady Blackbird kan downloades kvit og frit her, og det er et indie-rollespil/-scenarie baseret på mekanikker fra The Shadow of Yesterday, Mouse Guard og des lige, og udspiller sig i luftskibssteampunk-univers, hvor man har en enkel ramme for historien, og en håndfuld karakterer, og så stormer man derudaf. Rent praktisk var vi fire spillere til aftenens spil, og livvagten blev udeladt.

I The Hand of Sorrows’ greb

Indespærret bag tremmer i den kejserlige cruiser, The Hand of Sorrow, sidder vore helte fanget – for det er oplægget, som scenariet begynder med – og herfra udsprang en dramatisk flugt, som dækkede aftenens spil. Vore helte fik overmandet vagterne og stukket af fra deres celler, og med to forklædt som vagter og to forklædt som vagternes fanger går det galt, da selskabet passerer en rad tjenere iført det stiveste puds bærende smukke sølvfade – for jeg har set, at Key of Greed figurerer på et af karakterarkene – og følgen er at mekanikeren gør et forfejlet forsøg på at liste et sølvfad ud af hænderne på en tjener, og kaoset får en vred officer til at dukke op, som arrigt beordrer en forklædte mekaniker til at melde sig til sin overordnede for en passende straf for at have væltet en af tjenernes sølvfade. Således blev gruppen splittet op, da mekanikeren må holde masken og pile af sted i en retning, mens resten af selskabet fastholder deres forklædning, og marcherer ned mod hangaren, hvor deres luftskib, Uglen, venter.

Handlingen skifter mellem mekanikeren, der er faret vild (Condition: Lost) på The Hand of Sorrow, da den kommer på sporet af, at der er en mystisk fange, som holdes indespærret under meget fornemme forhold, men det mekanikeren fejler i sit dumdristige forsøg på at trænge ind i de aflåste gemakker med den mystiske – og endnu ukendte – fange.

Imens har de andre konstateret, at der er vagter og mekanikere ved Uglen, som skal lokkes bort fra flyet, og mekanikerne har installeret et sporingsapparat på Uglen, som muligvis er noget helt ny teknologi, som The Hand of Sorrow eksperimenterer med. Heldigvis har besætningen heldet med sig til at få lokket personalet bort, da gruppens vildfarne medlem dukker op, men på en svalegang mange etager over dem. Han forsøger at springe ned til dem, men fejler sit magi-tjek (Jump Spell), og styrter mod afgrunden, da gruppens kvindelige passagerer afslører sin stormtrolddom, og fremmaner en stormvind til at gribe den faldende mand. Det tjek fejler også, og selvom stormvinden opstår og griber sit mål, afstedkommer den voldsomme mængder af elektriske udladninger, som jumpstarter al mekanik og alle maskiner i hangaren. Uglen starter op, men det gør et par jægerfly også, samt en enorm robotarm, der bruges til at flytte flyene rundt, og selve slusen ud af hangaren. Enorme trækvinde truer med at flå alt og alle ud af hangaren, og vore helte styrter ind i Uglen, når næste uskadt ud – bortset fra et voldsomt slag fra robotarmen, og en torpedering fra et lille jægerfly, som kiler sig ind i skibet. Om bord på uglen men i rask tempo mod afgrunden dvs. skydækket, som er giftigt og ætser sig gennem skibsskrog, lykkes det kun lige at få kontrol med Uglen og stabiliseret den, og besætningen gemmer sig nu nede i skydækket, mens de haste-reparerer Uglen, forsegler lækager, skændes og er vrede på hinanden, og får fjernet sporingsaggragatet på Uglen. Endelig kan vi ånde lettet op, og besætningen bruger skydækket til at stikke af fra The Hand of Sorrow.

Kampagnespil

En ting, som jeg tillod mig, fordi det er kampagnespil, det var at introducere mysterier i historien. The Hand of Sorrows mystiske mission, den mystiske passagerer og sporingsaggragatet. Jeg har nogle ideer om, hvad der foregår, men de blev alle udviklet under spillet (ligesom alt andet, der finder sted), og mysteriet er en slags karakter for mig i spillet, men en underordnet karakter i forhold til spillernes karakterer. Balancen ligger i at Lady Blackbird handler om karaktererne og deres gerninger, men der må gerne være noget som pirrer dem og forundrer dem, mens de forsøger at få løst deres egne mål. Mysterierne tillader mig desuden at have materiale til at reinkorporere hændelser fra en spilgang til en anden, og reinkorporation er godt til at drive historier og bygge verdener med.

Observationer fra spilleders vinkel

Det er sjovt at forlænge spillet til at dække flere spilgange. Det giver tid til dels at udforske og udvikle The Wild Blue Yonder, men også at fordybe sig i action-sekvenserne.

Konflikter drev jeg generelt fremad ved bare at smide ting i hovedet på spillerne, og lade dem finde måder at løse problemerne på, som de byggede terningpuljerne op over. Var handlingen succesfuld, kunne spillerne rykke videre i forløbet og give sig i kast med det næste trin i det, de gerne ville opnå. Fejlede handlingen, lod jeg typisk også problemet blive løst ved at det erstattedes af et nyt problem eller jeg tildelte en condition og byggede evt en ny konflikt op over den tildelte condition. F.eks. Lady Blackbird bruger sin stormmagi til at få en fejende vind til at gribe mekanikeren, som netop er ved at styrte ned fra svalegang i hangaren. Terningkastet fejler, men stormvinden griber stadig mekanikeren og lader denne lande uskadt. Til gengæld fejer en elektrisk storm gennem hangaren og starter alle maskiner, og nye problemer opstår for gruppen. Med andre ord: Dit mål opnås, men din handling afstedkommer nye problemer.

Med det forlængede spil blev der plads til at udvikle mysterier i spillet. Mens vi spillede voksede et mysterium frem, for tilsyneladende er der en særlig fange ombord på The Hand of Sorrow, som blev holdt indespærret under luksuriøse forhold, og tilsyneladende var The Hand of Sorrow ude for at teste noget i stedet for at være i gang med at fragte slaver/fanger. Jeg har ikke på forhånd udviklet mysteriet, men ladet det vokse frem som respons på spillernes spekulationer og på deres karakterers handlinger.

En ting, jeg dog savnede var krydsklip-scener, og jeg undlod at indføre dem, fordi de ikke i forvejen er etableret i Lady Blackbird – og med krydsklip mener jeg ikke, når handlingen hoppede fra en spiller til en anden, fordi gruppen havde brudt op, men til de scener, hvor man klipper over til skurkene/NPC’erne, så de kan få lov at forvarsle deres fæle planer. Nis har foreslået også at indføre krydsklip-scener sat af spillerne, når de har succes med deres forehavende, hvor der klippes til skurken, der ærgrer sig over, at heltene endnu en gang er sluppet af sted.

Flugten fra The Hand of Sorrow havde meget en fornemmelse af Star Wars, var historien begyndt med flugten fra Dødsstjerne efter befrielsen af Leia fra hendes celle, og på samme måde som historien her klipper over til Grand Moff Tarkin og Darth Vader undervejs, savnede jeg her at kunne klippe op til broen, hvor Kaptajn Hollas kunne reflektere over sine planer, og hvorledes Uglen og hendes besætning spillede en rolle i disse. Måske næste gang vi spiller …

Download dit eget eksemplar her, og læs evt. om min tidligere oplevelse med rollespilsscenariet/-systemet Lady Blackbird.

I stedet for at spille lady Blackbird hen over en enkelt spilgang, spiller vi den over flere aftener. Første episode handler om besætningens flugt fra den kejserlige cruiser The Hand of Sorrow, men mere om handlingen i et kommende indlæg.

Her er et sortiment af observationer omkring Hinterlandet, D&D, exploration og old school-rollespil.

Dødeligheden

Hvor Hinterlandet særligt bliver dødeligt, er når gifte og fælder, missilvåben eller store flokke af væsner overrender heltene. Missilvåben kan afstedkomme koncentrerede mængder af skade i lighed med store flokke af væsner, hvor den samlede mængde af angreb kan slide en helts livspoint i bund.

Gifte, fælder og magi er en af de ting, der kan eliminere en gruppe, da et succesfuldt angreb kan fjerne en karakter fra kampen, og det kan hurtigt være op til 20-25% af gruppens samlede ressourcer. Hvis effekten rammer alle i gruppen, er der en god chance for at mindst en spiller fejler sit resistenstjek, og sikkert mere end en, og næsten lige så farligt er angreb, der hver gang, det er succesfuldt, tvinger helten til at lave et resistenstjek, da de gentagne tjek drastisk øger chancen for at fejlet tjek (hvis chancen for at klare et tjek er 8+ på 1d20, så er der 65% chance for succes, men skal der laves to tjeks, er chancen for at klare dem begge kun 42,25% – eller hvis fire karakterer skal hver klare et tjek på 8+, vil de kun 17,85% af tiden alle fire klare tjekket, så over 80% chance for at mindst en fejler, og mindst er en nok).

Relativ høj dødelighed og fraværet af genoplivelsesmagi har været faste elementer hele vejen gennem Hinterlandet, og det bliver det ved med at være. Det har her været interessant at opleve, hvordan både spillere og spilledere har været uvante med karakterdødsfald, og hvordan det ikke har kunnet omgøres (dog har det været muligt at købe sig til helbredelse af alvorlige lemlæstelser, som ville have gjort karaktererne til krøblinge, men de karakterer var stadig i stand til at tage rejsen hele vejen frem fra hulesystemet til fæstningen).

Mange forskellige niveauer

Grupper med stor niveau-forskel fungerer generelt godt.

På området omkring troldfolk og helligfolk er systemet ikke blevet testet så grundigt endnu, da de fleste spillere har vægtet de ikke-magibrugende karakterer, men den relevant flade udvikling i karakterernes evner, og netop ved at udvide “sidelæns” end “opad” gør det lettere for karakterer på tværs af niveau at gå på eventyr sammen. Med “opad” menes at karakterernes evner bliver stadigt stærkere (f.eks. har en lv 10 fighter i D&D +10 på sine angrebsrul mod level 1 fighteren, og dertil kommer diverse feats, ability scores increases og magisk grej, som yderligere booster lv 10-krigeren til +17 (feat, str 18, weapon+2) vs +6 fra den nystartede fighter, mens en lykkeridder i Hinterlandet bevæger sig fra +0 til +5 hen over de 10 niveauer, og han samler ingen evner, magiske skatte eller evnetalsforbedringer op undervejs. Der er en udvikling henover niveauerne, men den er fladere end i D&D og lignende spil.

I Hinterlandet udvikles der hovedsageligt “sidelæns”, da f.eks. lykkeriddere til at begynde med har evnen “bælle”, som tillader dem at udfordre folk til drikkekonkurrencer, og siden tilegner de sig evnen “true”, som tillader dem at true folk mere effektivt. En højniveau lykkeridder besidder således flere forskellige evner til at snakke med væsner på.

Sidste ekspedition rummede således både en frisklavet niveau 1-karakter og en erfaren niveau 7-karakter, samt to karakterer midt i mellem.

Mikro-supplementerne

Tilstedeværelsen af mikro-supplementer er sjov. Det giver dels noget underholdende snak ved bordet, når spillerne hiver deres supplementer frem og sammenligner samlinger og afslører, hvad de eller hele gruppen kan gøre i spillet.

Nogle mikro-supplementer former spillet i en mindre grad, da f.eks. Penguin Brainfood-supplementet opfordrer til, at heltene leder efter køkkener i hulesystemet, så de kan jagte mad- og drikkerelaterede magiske skatte.

Andre mikro-supplementer påvirker spillet ved spilstart, f.eks. Gøremål ved Fæstningen (hovedsageligt udviklet af Nis H. Baggesen), da gøremålene basalt set er små mikro-spil, som spillerne kan spille uden GMs deltagelse, og mens GM for eksempel vejleder en spiller i at lave sin karakter, sidder de andre spillere og foretager sig “Gøremål ved fæstningen”, som f.eks. er at gå på kro, komme i slagsmål og samle sladder.

Netop muligheden for at spille inden spillet går i gang, giver plads til at nogle spillere sidder og laver karakterer eller køber grej, uden at de andre spillere behøver vente spilleren, og de behøver ikke GM til at sætte gang i noget spil. Alene det faktum kan få mig til at gøre “Gøremål ved fæstningen” til et mere fast element i Hinterlandet.

Udstyr

Rustninger er meget dyre, og det betyder, at spillerne gerne sparer sammen over flere eventyr til at købe dyre rustninger, så deres forsvarsværdi stiger langsomt i takt med at de stiger niveau, og det undgå købmandsbutikken med magisk udstyr.

At rejse

Rejsereglerne har undergået flere forskellige iterationer, og lige nu eksisterer samtlige fire modeller i rejseregelbogen. Nogle gange anvendes den rent deskriptive form, hvorefter spillet hopper frem til selve hulesystemet, og andre gange bruges mini-spillet til at skabe ekstra forviklinger. I et tilfælde gjorde det rejsen til en ren lidelse for heltene, som for vild, og havnede i alt muligt besvær, inden de nåede frem til hulerne, der skulle udforskes, mens en anden færd gav lidt stemningsfuldt besvær, som spillerne kunne udtrykke deres karakterer over, og derefter ankom de til hulerne.

Rejsen går spiltidsmæssigt generelt hurtigt (undtagen den legendariske ekspedition til Barstardkongens bule, som gik så galt så galt), men giver stadig en klar afgrænsning af, at hulesystemet er langt hjemmefra, og når man først er kommet af sted, er der ingen hjælp at hente lige om hjørnet.

Parlay

Snak med monstre og væsner fylder en del i Hinterlandet, og det fordi spillet understøtter tilstedeværelsen af snak i løbet af kampen via iniativsystemet, og fordi reglerne (via karakterernes evner og via initiativsystemet) fortæller, at snak har en effekt på væsnerne. Konsekvensen er at heltene ikke myrder alt, men lige så gerne snakker og forhandler sig forbi væsnerne. Dette forstærkes af XP-systemet.

Eventyrpoint

XP-systemet fortæller spillerne, at deres karakterer bliver sejere af at opsøge ubesøgte steder i hulesystemerne og udforske dem, og enhver kamp med monstre tager tid og ressourcer fra udforskningen, så kan man snakke sig forbi monstrene, så gøres det gerne. XP er en kraftfuld motivator, og det er sjovt at akkumulere XP trin for trin, men akkumuleringen fordrer, at der er sammenhæng mellem XP-kilden og det antal point, der skal samles (når man skal have 10000 for at stige level, er der ikke meget ved at få 50 point for at dræbe en ork. Den slags grinding fungerer (muligvis) fint i computerspil, men bliver en træls opgave i D&D, hvorfor jeg generelt ikke tildeler XP løbende i D&D, men sammenlægger det til sidst eller regelmæssigt tildeler XP eller levels, men det efterlader XP-systemet i D&D som et broken system).

Ar

Foruden at der er en angivelse på karakterarket over de ekspeditioner, som karakteren har været af sted på, så skal der ud for hver linje med ekspeditionerne være en linje med plads til ar. Det er sket mere end en gang, at en eventyrer har samlet markante ar og skamferinger op, som er værd at sætte på karakterarket og er en kilde til underholdende historier. Ekspeditioner i Hinterlandet sætter deres mærker på heltene, og det er sjovt at lade spillerne bogføre de mindeværdige ar.

Konklusion

• Skræddersyede regler er vejen frem
• Mekaniker med standardiserede effekter (fordel/ulempe-systemet) sparer spillerne for mange mentale regnestykker og gør det lettere at jonglere med systemet, mens der spilles.
• Målrettede XP-systemer
• Regelsystemer som giver spilmekaniske effekter af ‘bløde’ handlinger som snak og giver plads til dem i strukturen, styrker spillernes interesse i at snakke med monstre.
• Et level-baseret system, hvor udviklingen er mere sidelæns eller opad, gør det muligt at at blande karakterer fra forskellige niveauer.
• Minispil og andre små-aktiviteter, som spillerne selv kan administrere, er en fin måde at starte en spilaften op på, hvor spillerne kommer i gear i hver deres tempo.
• Udstyrspakker og udstyrsevnen gør det hurtigt at lave karakterer og være klar til spil på meget kort tid.

• Thais: Krigsførsel i fantasy-settings
• Johs: Hvordan spiller man en krig?
• Undertegnede: Krig i rollespil
• Kristian: Mere krig! Nu i Greyhawk

Mit indlæg om krig tog forskellige emner op omkring hvorledes krig kunne bruges i rollespil, men denne gang vil jeg hente erfaringer ind fra historien. Med Sakserkrøniken (ca. 967/973) af Widukind af Korvei vil jeg give nogle billeder på, hvorledes krig og slag – jf. middelalderkrøniker – kan have taget form i præ-industrielle, præ-krudtvåbenssamfund.

Krøniker er som regel tricky kildemateriale at arbejde med, da materialet er langt mindre ligetil end det giver udtryk af at være. Sakserkrøniken har sine egne udfordringer på dette område. De tre citater jeg her bringer er hentet fra I.P. Jacobsens oversættelse fra 1910. Oversættelsen er beholdt i sit oprindelige sprog, der sikkert for 100 år siden har været meget moderne, men nu er noget bedaget, og det kan give et misvisende indtryk af sproget i selve krøniken.

Widukinds Sakserkrønike består af tre bøger, og de tre citater er hentet henholdsvis fra bog 1 og bog 2. Fra et rollespilssynspunkt er der nogle ret seje scener i de tre tekster.

Første uddrag

I.36 Da Kong henrik havde gjort nabofolkene skatskyldige: Apodriterne, Wilzerne, Hevellerne, Dalamantierne, Bøhmerne og Redarierne, brød, midt under Freden, Redarierne deres Troskab. De samlede en stor Hob Mennesker, angreb Borgen Walsleben, fangede og dræbte alle Indbyggerne, og det var særdeles mange. Dette gav alle Barbarfolkene Mod til atter at rejse sig til ny Kamp. For at slaa deres Vildskab til Jorden overdroges der Bernhard, der netop havde faaet Styrelsen over Redariernes Land overdraget, en Hær og en Ridderskare, og som Medanfører fik han Thiatmar, og de fik Ordre til at belejre Borgen Lunkini [Lenzen]. Paa Belejringens 5te Dag kom Spejdere og meldte, at Barbarernes Hær ikke var langt borte, og at de havde besluttet næste Nat at angribe Lejren. Da flere sagde det samme, skænkede Folket de ensartede Udsagn Tiltro, og da Folket samledes til Møde om Markgrevens [scilicet Bernhards] Telt, bød denne efter sin Medanførers Raad, at de skulde holde sig rede Natten igennem, for at Fjenden ikke skulde overrumple Lejren. Men da Mængden var gaaet bort, herskede der i Lejren baade Ængstelse og Glæde, idet nogle frygtede Kampen, andre længtes efter den, og Krigerne var, hver efter sit Anlæg, delte mellem Frygt og Haab. Imidlertid gik Dagen til Ende og Natten kom, mørkere end sædvanlig og efter Guds Vilje, meget regnfuld, saaledes at Barbarernes onde Forsæt gjordes til Skamme. Efter Ordre var Sachserne under Vaaben hele Natten, og ved Daggry gaves Signal; alle modtog Sakramentet og svor, først Førerne og derefter hver især hinanden at ville gøre deres bedste i den forestaaende Kamp. Og da Solen var staaet op – thi efter Regnen klarede det op igen – drog de med Løftede Felttegn ud af Lejren. I første Linie red Markgreven, der straks angreb Barbarerne, men da hans lille Styrke ikke kunde faa Bugt med de talrige Fjender, vendte han tilbage til Hæren og meddelte, at Barbarerne ikke havde noget overlegent Rytteri, men derimod en umaadelig Mængde Fodfolk, der dog var saa medtaget af Nattens Regn, at Rytteriet havde Møje med at faa dem til at gaa frem til Kamp. Da Solen nu skinnede paa deres fugtige Klæder, opsteg der en Damp derfra, hvorved Guds Folk fattede Haab og Mod, thi hans Aasyns Lys og Glans omstraalede dem. Da der saa var givet Signal, og Markgreven opmuntrede sine Skarer, stormede de under høje Kampraab ind paa Fjenderne. Og da det paa Grund af Fjendemængdens Tæthed ligefrem var umuligt at bane sig Vej igennem dem, huggede vore Folk ind paa dem baade fra højre og venstre Side, og naar det lykkedes at afsondre nogle fra deres Fæller, blev de alle huggede ned. Da nu Kampen blev hed og mange faldt paa begge Sider, men Barbarerne dog stadig holdt Stand, forlangte Markgreven, at Thiatmar skulde komme de kæmpende Skarer til Hjælp. denne sendte ogsaa en Fører med 50 brynjeklædte Mænd i Flanken paa Fjenden og bragte Uorden i Rækkerne, og fra da af var Fjenderne Dagen igennem prisgivne Død eller Flugt. Og medens nu Myrderiet rasede henover Markerne, søgte Fjenderne at flygte ind i den nærliggende Fæstning. Dette hindrede imidlertid Thiatmar, og de flygtede saa ud paa en Mose i Nærheden, saaledes at hvem af denne uhyre Mængde, der ikke var bleven hugget ned, sank til Bunds i Mosen. Af fodfolket var ikke en eneste tilbage og af Rytteriet kun meget faa, og Krigen endte med alle Fjendernes Fald. Imidlertid opstod der uhyre Jubel over den nylig vundne Sejr; alle priste Førerne, og Krigerne priste hinanden indbyrdes – ogsaa de fejge, saaledes det plejer at gaa slige Sejre. Næste Morgen brød de op mod den omtalte Fæstning; Folkene dér overgav sig; de forlangte og fik Lov til at beholde Livet: de maatte vaabenlæse forlade Fæstningen, men alt hvad der var af Trælle og alt Gods samt Hustruer og Børn og Barbarkongens hele Løsøre kom i Sachsernes Magt. I denne Kamp faldt ogsaa nogle af vore: to Liutharer og en Del andre Mænd af ædel Byrd. – Da nu Markgreven, hans Medanfører og de andre Høvdinger som Sejrherrer vendte tilbage til Sachsen, fik de en ærefuld Modtagelse af Kongen og megen Ros, fordi de med faa Tropper ved Guds naadige Hjælp havde vundet en saa herlig Sejr. – Thi nogle paastod, at der var faldet 200.000 Barbarer. Fangerne blev, som det var lovet dem, næste Dag halshuggede.

 Andet uddrag

II.3 Imidlertid rørte Barbarerne paa sig. Boleslav dræbte sin Broder, der var kristen og skal have været en meget gudfrygtig Mand, og da han var bange for en Nabofyrste, fordi denne var Sachsernes Lydfyrste, erklærede han ham Krig. Denne krævede nu Hjælp af Sachserne, og disse sendte ham da ogsaa Asik med en Skare Merseburgere og en stor Hob Hassegauerer, og dertil føjedes en thüringsk Ledingshær. Merseburgerskaren var sammensat af Røvere, thi medens Kong Henrik var meget stræng overfor fremmede, var han i alle Ting meget mild mod sine Landsmænd, saa at han altid, naar han saa, at en Tyv eller Røver var tapper og skikket til Kriger, eftergav ham den fortjente Straf og bosatte ham i Merseburgs Forstad, gav ham Jordlod og Vaaben og bød ham røve saa meget han turde i Barbarernes Land, men lade hans Landsmænd i Fred. Af den Slags Folk var der paa den Maade samlet saa mange, at de kunde stille en hel Skare i Marken. Da nu Boleslav hørte om Sachsernes Hær, og at Sachserne for sig og Thüringerne for sig drog imod ham, delte han ogsaa, snaraadig som han var, sine Folk og besluttede at møde hver Hær for sig. Men da Thüringerne uformodet saa Fjenderne storme imod dem, blev de bange og flygtede. Asik derimod og hans Sachsere samt de øvrige Hjælpetropper styrtede straks løs paa Fjenden, huggede de fleste ned og drev Resten paa Flugt og vendte saa tilbage til Lejren. Men da han ikke vidste noget om den Hær, der havde forfulgt Thüringerne, var han uforsigtig efter den vundne Sejr, hvorimod Boleslav, da han saa vor Hær var oprevet, og at nogle var optagne af at drage Rustningen af de faldne, andre af at pleje deres Saar, atter andre af at sanke Foder til Hestene, samlede begge sine Hærafdelinger, den slagne og den, der var vendt tilbage som Sejrherre, faldt over vore Folk, der var vendt uforberedte og trygge efter Sejren, og fældede Feltherren og hele Hæren. Derfra drog han imod den omtalte Fyrstes Fæstning, tog den med Storm og udryddede dens Befolkning, saa den har ligget øde lige til nu. Denne Krig varede til ind i Kongens 14. Regeringsaar; fra da af var og blev han [scilicet Boleslav] Kongen tro og huld.

Tredje uddrag

II.23 Saa hørte han [kongen] imidlertid Tale om en af Isilberhts Grever ved Navn Immo, en træsk og snedig Mand, og fattede den Tanke , at hans Rænker kunde udrette mere i Kampen end vaabenmagt. Og træsk som Immo var, gav han sig ogsaa under Kongen, der var større og mægtigere end Hertugen, og greb til Vaaben mod denne. Det var det haardeste Slag, der kunde ramme Hertugen, at han skulde have den Mand til Fjende, hvis Kløgt og Troskab han hidtil mest havde forladt sig paa, og hans Harme voksede yderligere, da Immo ved List fangede en Drift Svin der tilhørte ham. Hertugens Svinehyrder skulde lige forbi Portene til Immos Borg, og Immo lod da en Gris drive frem og tilbage udenfor og fik saaledes hele Svinehjorden til ad de aabne Porte at gaa ind i Borgen. Det var mere end Hertugen kunde taale; han samlede en Hær og gav sig til at belejre Immo. Nu fortælles der, at Immo havde en hel del Bistader, som han lod rive løs og kaste mod Hertugens Ryttere, og Bierne stak Hestene, saa de blev vilde og begyndte at løbe løbsk med Rytterne, og da Immo saa dette oppe fra Muren, truede han med et Udfald med sine Folk. Da Hertugen flere gange var blevet haanet af Immo ved den slags Paafund, hævede han Belejringen, men da han drog bort skal han have sagt: Da Immo og jeg holdt samme, kunde jeg uden Møje holde Styr paa alle Lothringerne, men nu kan jeg og alle Lothringerne ikke faa bugt med ham alene.

Hvordan vil du bruge teksterne i dit rollespil? Er der nogle gode oplæg til scener, konflikter, hændelser?

Hvorfor D&D?

Fordi Old School Renaissance er bygget op over retro-kloner af D&D. Fordi D&D er et af de mest kendte systemer og dets basis fantasy-univers er let genkendeligt, så mange elementer af reglerne vil være kendt på forhånd enten fra D&D, Pathfinder eller talrige computerspil. Fordi D&D ikke er særligt udbredt på Fastaval.

Mødet, ikke kampen

I de gamle D&D basis-regler er der retningslinjer for væsners opførsel, når de møder karaktererne, og der er fine tabeller, man kan rulle på, som udstak retningslinjer for deres opførsel. Der er også ‘morale’-værdier, som angiver, hvorvidt væsnerne vil stikke af eller forhandle, hvis kampen går dem imod, og diverse andre småting, som gjorde at ikke alle møder, behøvede blive til en kamp, og som gav kart signalerede, at ikke alle kampe behøvede at være til døden. Problemet var mest af alt, at kampsystemet, som typisk regulerer forløbet omkring mødet mellem karakterer og væsner, giver meget lidt plads til andet end kamp til døden.

Med Hinterlandet vil jeg væk fra nyere versioner af D&Ds encounterdesign, hvor fokuserer på at designe spændende kampe, og jeg vil væk fra nyere tids adventure games’ design, hvor man skelner mellem “roleplaying encounters” og”combat encounter”. I stedet vil jeg have noget, som lægger fokus på mødet mellem helte og væsner, og hvis først møder, fører til kamp, skal det gerne være overstået så hurtigt som muligt, så vi kan komme videre til næste møder, og i mødet skal der være plads til at rollespille. Alle karakterer opnår derfor evner, som giver dem særlige muligheder for at opnå resultater via kommunikation med væsnerne.

Gåder og efterforskning

Et element, som jeg har nedtonet i scenariedesignet, til Hinterlandet er gåder (eller indirekte gåder i form af investigation). Gåder er ting, som spillerne – ikke karaktererne – skal løse, og gåder er typisk enten/eller i deres udfald; nej-spil om man vil.

I stedet for at gætte sig frem til en kode, der åbner en dør, eller løse en gåde for at få skatten, så er fokus på mødet med tingene. Vægten er lagt på, hvorledes karakterer (og spillere) vil reagere i mødet med tingene frem for om spillerne kan gennemskue det og træffe det rette valg.

Det betyder ikke, at der ikke vil være ting at deducere sig frem til, men de er knyttet til forståelse af hulesystemet, der udforskes. Et hulesystem kan være et nedstyrtet rumskib, og spillerne kan deducere sig frem til, hvad det er, de udforsker, og hvordan det hænger sammen, helt uden at det er nødvendigt for karaktererne at gøre det, og karaktererne kan nå hele hulesystemet igennem og konfrontere alskens sære ting uanset hvor meget spillerne deducerer.

Narrativ

En anden udfordring er “narrativet”. Hvilken fortælling er der i hulesystemet, og hvordan skal det tage form? Idealet er, at spillerne skal kunne vælge flere forskellige ruter gennem hulesystemet, og det stiller et krav til forløbet i hulesystemet, da det skal være åbent for forskellige gennemløb.

Fra udgivne moduler og fra computerspil har formlen typisk enten været et linært forløb, hvor man bevæger sig gennem en bestemt serie af rum, eller også aktiverer man GM-monologer, hvor handlingen går i stå, mens en monolog udspiller sig (og i nogle tilfælde overtager spillet karaktererne for at de kan indgå i en dialog med birollerne og sige de helt rigtige ting). Linære forløb fjerner spillernes valgmuligheder og GM-monologerne er kedelige, og ofte noget, man som spiller ønsker sig hurtigt overstået (computerspil forsøger så at lave diverse variationer over dette, såsom at man kan bevæge sig rundt, mens NPCen snakker eller at der vrimler monstre frem, som man kan skyde på imens, men essensen er den samme, scenen er låst indtil monologen er overstået).

Imidlertid gælder en ret simpel retningslinje her: Hvis spillerne skal have et valg, må de også kunne vælge skurkens monolog fra, og hvis skurken vil høres, er det en konflikt, der skal udspilles. For Hinterlandets hulesystemer er det et centralt designkriterium, at hulesystemerne kan gennemføres uden at det er nødvendigt at lære historien at kende, og at der ikke er et programmeret hændelsesforløb i hulesystemet. I stedet opdeles hulesystemets historie i en masse klodser, som fordeles rundt om i hulerne, og det er op til spillerne at samle disse op og sammenstykke dem til en historie.

Den anden tilgang kommer ind via rollespillets fleksibilitet. Netop fordi vi har med et rollespil at gøre, og det administreres via en spilleder og ikke en computer, kan man faktisk tilpasse hulesystemets beboeres reaktion til spillernes valg. Der er basalt set ikke brug for programmerede scener, da spilleder kan rollespille monstrene og deres intriger, og ved netop at tænke monstrene som sine egne karakterer, kan spilleder sætte goblinerne i et hulesystem til at indgå i en alliance med heltene mod orkerne i samme hulesystem.

Med andre ord der kan ikke være et bestemt dramatisk forløb, men i stedet en fiktion, der reagerer på spillernes valg – og det skal være en valgmulighed at vælge fra.

Korttegning

Når jeg kritiserer spillene for deres fokus på efterforskning, gådegætning og tankelæsning, så kan jeg dog ikke sige mig fri for at have beholdt noget af det i form af korttegning. Korttegning er hvor jeg bryder mine egne regler, og det gør jeg, fordi 1) korttegning er rendyrket old school, 2) korttegning er tematisk knyttet til udforskning (og risikoen for at fare vild), og 3) korttegning tvinger deltagerne til at bruge og kigge på kort, som er anderledes end dem, spillerne er vant til at flytte figurer rundt på. En enklere korttegningsmodel vil være at foretrække til den nuværende klassiske model, men pt. ligger jeg ikke inde med nogen.