Jeg slår på tæven (i den mørke skov)

contenders319x448.jpg

for jeg spiller Contenders med Julie, Peter og Mikkel (også kendt som følelsesporno-gruppen).

Et lille indie-spil, der i sin struktur giver påmindelser om My Life with Master. Man skiftes til at spille en scene, men der er ingen spilleder og man vælger selv sin scene: Connection, work, training, promotion (og efterfølgende fight), threat (enten brawl eller threaten connection) eller free play. Og spiller man løs indtil man når konflikten i scenen, hvor man trækker et antal kort og tæller sine successer.

Boksekampene er lidt anderledes, da de går et antal runder, hvor man hver runde vælger strategi, ruller om ‘initiativet’, selvom det hedder noget andet og efterfølgende ruller skade versus parader. Nu er du klar til at spille Contenders.

Charmen er stilen og at reglerne støtter godt op om fortællingen. Selvom My Life with Master er min store favorit, så har det her virkeligt potentiale. I MLwM er der kun to typer af scener og jeg flere gange hamret hovedet mod en mur i spillet, når man ikke lige fik sat scenen til at passe konfliktsystemet. Det sker ikke her.

Eye of the Tiger kørte på anlægget i baggrunden

Jeg har en træningsscene. “Havneanlægget ligger øde hen. Det er tidlig morgen og der er helt stille. Lastkranerne står som grå tårne, der vogter over det mørke hav. En ensom skikkelse løber langs molen.” Hertil og ikke meget længere nåede jeg før de andre var flade af grin. Der er så meget pathos og følelsesporno i det her, at man må grine. Det er sjovt og jeg er glad for, at vi ikke nåede flere scener af den art i denne omgang.

Sidder på spring efter den næste scene

For man følger de andres udvikling og tænker, jeg må tjene penge, jeg skal træne, jeg skal være sammen med min forlovede, jeg skal kvase gamle Stålkæbe i ringen (for han har nyrer af glas) osv. Der springer den ene spændende scenmulighed frem i Contenders fordi der er så mange strategier i spillet. Det er en god ting. Fordelen er, at hvis man er lidt blank for en scene, så kan man tage en overspringshandling med en træningsscene eller med en arbejdsscene osv.

De mange veje til sejr og drama

Spillet er rummeligt. Jeg havde lyst til at spille denunge idealistiske og naive bokser, der egentlig var i lommen på min grådige forlovede, der forventede at han sled sig til at hun kunne leve et bedre liv. Peter spillede den gamle bokser, der nærmede sig pensionsalderen, men som måtte kæmpe for at skaffe sin søn gennem skolen – men sønnen er en ungdomskriminel og drikke fars sølle midler op. Der var plads til at jeg sigtede efter en fortælling om det unge håb, som kæmper sig gennem kamp efter kamp, mens Peter var knudemanden, der på sidelinjen fulgte sin søns vej i afgrunden, mens Julies bokser var på vej ind i narkomiljøet bare for at skaffe medicin til sin dødsyge mor, og Mikkels bokser var opkomlingen, der stræbte efter at vippe min bokser af pinden, mens han stræbte efter at skaffe penge til at holde sin dancer-kæreste ude af natklubberne.

Spillerne har hver deres fortælling, som krydser ind over hinanden, enten fordi man trækker en joker, hvorved man skal trække et element ind, eller fordi man ender med at bruge af den fælles pulje af NPCere, som opstår undervejs. Desuden mødes man på promoters kontor førend man går i ringen.

Kunsten at spille sine kort og at provokere de andre
Og husk, når man spiller kortene må man godt gøre det med stil. Man kan trække spændingen den anelse, der gør forskellen. Og husk at provokere de andre i promotion-scenerne. Boksekampene bliver så meget mere indædte og det er sjovt at se de tre andre ivre for, at ens bokser skal gå ned i den næste kam, og de følelsesudbrud, der følger, når han løfter armene i sejr for Mickey O’Malley er ubesejrlig (næsten for der kom alligevel et nederlag, pokkers også).

Jeg spiller spillet og jeg spiller dramaet

Man kan sidde og tælle sine point i kampene – det valgt jeg at gøre i aftenens spil. Jeg måtte prøve kampsystemet af og fandt ud af, at men en høj teknik kan man komme langt, men et skodtræk er stadig et nederlag.

Men der er flere strategier – hvor meget trækker du på din smerte for at sejre og for at tjene penge ved siden af? Det giver godt. Satser på håbet gennem sejre i bokseringen eller gennem din connection? Hvis du skal i kamp, er kampens længde af stor vigtihed – længden giver flere penge, men betyder også, at den der har satset på sin kondition, er den vil vinde det lange løb. Kampens længde forhandler man med promoter om, men promoter styres af en tredje spiller – hvad er det i hans interesse at forhandle sig frem til? Det interessante ved denne forhandling er, at der ikke er nogen spilmekanik til at afgøre den. Man spiller scenen indtil konsensus opnås!

Vi nåede ikke alt, men vi fulgte Julies bokser ind i den kriminelle underverden, Peters boksers problemer med sønnen, Mikkels boksers problemer med dennes kæreste og min boksers stræben efter sejr og omdømme.

Næste gang:

Og det er godt nok spøjst. Næste gang vil jeg bruge regelsystemet til at spille Tour de France eller Strictly Ballroom – man skal bare erstatte ordet Fight med Dance og justere nogle andre småting og så er den der.

Jeg er frisk på en match på Fastaval. Vi ses i ringen.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Contenders, Efterspilsrapport, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

6 svar til Jeg slår på tæven (i den mørke skov)

  1. Peter Dyring-Olsen siger:

    Det var en virkelig god aften! Tak! Der var ikke så meget fokus på de tragiske skæbner, som jeg havde forestillet mig, men underholdningsværdien var i top hele vejen. Jeg mener, det var Mikkel, der sagde noget om, at Contenders lidt var som en blanding af et rollespil og et bræt/kortspil. Forløbet pegede i hvert hen på en slags hybridform – ret beset var det mere Story Game end rollespil, mere socials hyggeligt med plads til sjov, ballade og baggrundsmusik end intenst indlevende rollespil. Lige noget for mig!

  2. MLwM har en umiddelbart appel som laver billeder: “Igor – the RPG? FUCK, det er sørgeligt!” Contender lader til at have lidt samme hook (no pun intended) — men fedt det også er mere fleksibelt og kan bruges til andre sportsgrene. (Johs, læser du med?)

  3. Peter Dyring-Olsen siger:

    Hæ, Contenders er også spillet med mange mulige puns! Hook, ring, runde etc.

  4. mortengreis siger:

    Hej Peter,

    Det er rigtigt, vi kom ikke så meget ind på de tragiske skæbner. Jeg tror, at vi fik lagt for meget fokus på kampene mod slutningen af aftenen. Men måske en hvis man spillede det lidt mere. Du fik ellers gjort en ihærdig indsats.

    Og mange “sportsgrene” er muligt med dette spil. Jeg sidder og overvejer Strictly Ballroom, Tour de France og unge hiphoppere, der battler på ord (8 mile f.eks., he!).

    Ligesom MLwM er der mange sjove varianter, fordi spillet rummer en grundfortælling. F.eks. kan man spille MLwM i form af Mit liv med mor, Mit liv med klassens populære pige og Mit liv med moden.

  5. Peter Dyring-Olsen siger:

    Hæ, 8 Mile røg også ind på lystavlen i går under spillet! Det var vist noget med Mikkels boksers mor og alle de unge lømler rundt omkring…

  6. johs siger:

    Jep, Thomas jeg er med.

    Og efter Mortens fine beskrivelse er jeg blevet forelsket, denne gang ikke i en veganer (som jeg har for vane), men i et kort spil. Ligheden er jo også slående.
    Jeg skal havde det spil!

    Tak endnu en gang for en god spilbeskrivelse Morten. Hvis du fortsætter samme stil så ender jeg som en fattig mand.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s