[min D&D-kampagne] Logerne og soldaterliv

Langt om længe fik vi spillet igen.

Denne her spilgang har haft voldt mig en del vanskeligheder at forberede. Dels var der nogle yderst åbne faktorer, som gjorde det særdeles vanskeligt at planlægge de mange mulige forløb i kampagnen. Dels repræsenterer denne del af kampagnen en overgang fra “de unge år” til “de(t) mellemste år”, hvor en stribe plots er blevet afrundet og kulminerer med spilpersonernes indlemmelser i de hemmelige loger. Hertil kommer, at den baggrundstråd, der hele tiden har kørt i kampagnen (Krigen) endelig begynder at vokse frem, og jeg ønskede at introducere en stribe nye baggrundselementer til kampagnen. Der vil derfor være en masse historiske noter i dagens spilgang. De er på ingen måde tilfældige, og de betyder meget for dagens politik i Glantri, hvilket dagens begivenheder vil vise. Så lad os begynde på et meget, meget langt referat.

Kronologi og handlingsforløb

Når jeg i det følgende beskriver handlingen, skal det nævnes, at der krydsklippes aktivt mellem de forskellige to tråde i handlingen, og at for dramaets skyld var der en større flashbackscene i den ene handlingstråd. Den ene tråd følger Aevilja, Cornelis og Dr. Achard, der udstationeres ved Fort Monteleone i det sydlige Glantri i grænselandet mellem de to elverfyrstedømmer (Belcadiz og Erewan), ikke langt fra grænsen til De ødelagte lande, som er en region overrendt med alskens troldtøj. Christina spillede i denne tråd dels sin Sekundærkarakter Trevor og dels officerstroldmanden Hugo Volgay, der er en birolle fra sidst, vi spillede sommerferien (hvilket er fra før denne blogs tid). I den anden tråd følger vi Nadya, der skal på sommerferie med hendes Oldemoder og med hendes granfætter Mikac – denne spilles af Kenneth, da han spillede Mikac under sidste sommerferie (igen fra før bloggens tid). De andre spillere havde ingen aktive roller i denne tråd. Det skal lige nævnes, at den første sommerferie, vi udspillede, bestod af fem forskellige parallelle handlingsforløb, det tog adskillelige biroller og spilgange at komme gennem hele sommerferien (Cornelis udstationeret i hæren, Andrewuthram på en mislykket dannelsesrejse, Aevilja levede det fornemme adelsdameliv, mens Gula måtte tjene sit skoleophold hjem, og Nadya brugte ferien med sin småborgerlige familie og hendes strenge oldemoder).

De to tråde udspillede sig begge i sommeren, men handlingen udspilledes ikke samtidigt, men det var underordnet.

Før sommerferiens begyndelse

Men først et levn fra sidste spilgang

Vi retconner en smule af handlingen fra sidste spilgang (hvilket jeg omtalte i referatet, at vi ville), og Cornelis springer ud af sengen, hvor han ligger sammen med Suzette. Han har han en ide til, hvorledes han kommer op på Balfours tårn. Troels involverer Suzette, og lader hende blive præsenteret for de andre spilpersoner (giver ham et plotpoint), og han spenderer plotpointet til at ændre på sammensætningen af spells. Herefter kan Cornelis forvandle sin familiar, Dæmring, fra sin hane-skikkelse til en ugle, der kan flyve op på tårnet og indhente de fornødne oplysninger.

Dæmring konstaterer at stjernekonstellationen hænger over Byens teater, og det går i huj hej vilde dyr dertil, hvor troldmandseleverne bryder ind i teatret – ved at Suzette meget belejligt finder et åbent vindue (var det ikke låst for et øjeblik siden?). De sniger sig gennem teatret, men kommer til at aktivere et miniature golem marchband (dvs. magiske 30cm høje “robotter”, der spiller højlydt marchmusik), som plager dem hele vejen gennem teatret, indtil de finder en magisk portal. Nadya er vovemodig, hun stikker hovedet gennem, og ser en øde ørkenby, hvor en hed vind er ved at blæse de hvide kalkstenhuse i stykker. I horisonten er en kæmpepyramide, og ved foden af portalen er støvlespor (fra de kejserlige alphatiske spioner, der er kommet i forkøbet). Miniature marchbandet skubbes igennem, og derefter lader troldmandseleverne portal være portal.

(dels er de løbet tør for ressourcer, dels ved de ikke hvor magtfulde deres fjender er, og dels så var vores forrige kampagne en meget lang planescape-kampagne, der baserede sig på den slags uheld der sker, hvis man vader gennem tilfældige portalet. Lige siden har mine spillere aldrig gjort den slags. Planescape-kampagnen var baseret på en collage af postkort, hvoraf adskillelige var fotos af Yann Arthus Bertrand)

Beastlands: Carceri:

Herefter lukkede vi denne tråd. Det er almindeligt, at ikke alle plots bliver fulgt til ende. Er de interessente, så genopliver jeg dem senere.

Indvielser til de hemmelige loger

I Glantri er der syv hemmelige troldmandsloger (Dracologerne, Alkymisterne, Heksene, Illusionisterne/Drømmemestrene, Runemestrene, Nekromantikerne og Elementarikerne – underopdelt i Ild, Jord, Vand og Luft), som enhver troldmand gerne vil være medlem af, da det giver ekstra fordele og særlige evner (en ting fra det oprindelige Glantri-supplement: Principalities of Glantri). Ganske vist er de fleste hemmelige selskaber domineret af en etnisk gruppe eller et specifikt adelshus, men det er ikke konskvent, og det betyder, at mange troldmænd har alliancer, der går på tværs af deres etniske grupper og deres adelshuse. Hvilken betydning, det får for vores spilpersoners loyalitet, kommer vi til at se nærmere på.

De hemmelige loger er lidt som Odd Fellow og frimurerne. Vi ved, at de er der, og vi kender nogle medlemmer, men er langt fra sikre på deres fulde omfang, og vi meget lidt om noget, hvad de foretager sig. Indvielser er en vigtig ting, og det skal også inddrages i kampagnen. (Indvielser er noget, jeg har spillet meget med i mine kampagner. I min nephilim-kampagner er indvielser til de større grader af hemmeligheder et fast element).

Aevilja havde endnu ikke endeligt besluttet sig for sin indvielse. Som alphater vil det passe ind i traditionerne, at hun lader sig indvie til Elementarikerne (luft), og hun har i Andrewuthrams efterladenskaber fundet det nødvendige materiale til at afpresse Lord Urbaal til at lade hende indvie.

Dr. Henri Achard er allerede indviet i alkymisternes loge. Hans mentor er den maskerede Romero fra Averoigne. Cornelis har sin patron, Baron Pieter Vandemaar, så hans indvielse er sikret, og Nadya har kæmpet hårdt for at heksenes loge anerkender hende som værende tidligere discipel under Lucien Detonato, hvorfor hun er kvalificeret til at være giftblanderske hos dem.

Cornelis’ indvielse

Under Den store troldmandsskole (bygget i 845-875) ligger Kongegravene, der stammer helt tilbage fra den tid, da Flaamlændingene i 395 grundlagde deres rige, og da de i 450 grundlagde hovedstaden Braejr, der siden blev omdøbt til Glantri efter Lord Alexander Glantri, der i 828 besejrede alphateren Halzunthram, og derved afsluttede 40 års borgerkrig, og i 829 grundlægger Republikken Glantri. Braejr omdøbes til Glantri by.

Cornelis sættes stævne i Kongegravene, hvor medlemmer af Ild Broderskab – en sammenslutning af patriotiske flamlændinge, der også er troldmænd, og som også er medlemmer af Ild-Elementarikernes Loge – er samlet for at indvie Cornelis. De er iført de traditionelle gyldne rober, og som dertil også bærer Gyldne Masker til Cornelis’ store fortrydelse. De byder den unge aspirant velkommen, og der aktiveres en magisk cirkel, som sender Cornelis til en anden verden. Han ankommer i et særdeles varmt stenkammer, hvor han konfronteres med fire forskellige vogtere (den store og stærke, den lille og vævre, den selvsikre og den nervøse) skabt af levende flammer, iført sorte smedejernsrustninger og kæmpemæssige klinger, hvorfra dråber af smeltet jern flyder. Cornelis vælger den udgang, hvorfra den store og stærke af vogterne kom fra. Han kommer ud på en plads i en forladt by, hvor en enorm varme farver fliser rødglødende, hvor bygningerne er formet af obsidian og hvor horisonten synes at være et massivt bål. Han er i ruinerne af en ældgammel flamsk by på Ild-elementplanet.

Han fortsætter henover pladsen til fire piedestaler, hvor de fire vogtere står anbragt. Den udvalgte vogter træder ned og udfordrer Cornelis til kamp. Sværdene brager imod hinanden, men vogteren er absolut den stærkeste, men ved hjælp af pyroteknik (maximized og enlarged på elementplanet) sniger den sårede Cornelis sig rundt om vogteren og overtager dennes piedestal. Herefter åbner sig et vista, hvor Cornelis kan se den oprindelige verden, som alphaterne og flamlændingene stammer fra.

Vistaet:

En verden, hvor en kunstig atmosfære udspænder sig mellem adskillelige af solsystemets planeter. En verden underlagt den alphatiske kultur, men hvor en fejde om hvilket element, der er bedst, luft eller ild, i det dekadente og magtfulde alphatiske samfund bliver til en krig, da kong Alphaks afgør, at luftens element er bedst. De to fraktioner kaster sig ud i en ødelæggende krig, hvor til sidst slipper Luftens fraktion så voldsomme kræfter fri, at hjemplaneten flås i småstykker. Ild fraktionen flygter ind på Ild-element planet, hvor de er forbandet til at strejfe om i århundreder, indtil de i året 395 endeligt slipper ud og ankommer til Mystara-verdenen, hvor de slår sig ned i det nuværende Glantri. Luft fraktionen er i mellemtiden rejst med en flåde af luftskibe gennem universet, indtil de ankommer Mystara-verdenen, hvor de slår sig ned og grundlægger deres Alphatiske Imperium (hvilket skete i året 1000 før kroningen af den første kejser i det Thyatiske Imperium – og vi er i året 1005 efter).

Herefter vender Cornelis opmærksom tilbage til pladsen, nu beriget med en indsigt i sit folks ophav, og han vender tilbage til portalen, hvor der pludseligt venter ham en Kejserlig Alphatiske soldat med et fortryllet spyd – men Cornelis er den hurtigste, og med sine Flammende Hænder eliminerer han soldaten, hvorefter dennes illusion krakelerer, og indenunder er en alphatisk skoleelev, bundet og bastet, og nu død for Cornelis’ hånd. Herefter vender han tilbage gennem portalen til Kongegravene, hvor han indvies i Ild-elementarikernes første hemmeligheder.

Nadyas indvielse

Nadya dukker op i haven på Skolen, hvor hun før har haft stødt ind i Heksenes loge. Her dukker fire formummede skikkelser op, og nægter hende adgang, indtil hun kan bevise sin ret. Det kan hun heldigvis, da hun har udvirket en potent giftdrik takket være Apotekerens Bog (magisk væk med bl.a. kætterske opskrifter). De manifesterer en magisk portal, som de træder igennem, og sidst følger Nadya, og hun træder ind i en lun sommernat i en lysning omgivet af nåletræer og stenstøtter – faktisk en art stonehenge, hvor der i midten står et granitalter. På himlen hænger månen, fuld og rund.

Derefter vågner hun op igen i Skolens have, hvor en belcadiz-elver præsenterer sig som Johanna, og at hun er Nadyas mentor, og hun fortæller, at hun ikke er bange for Nadya trods dennes noget uortodokse indvielse. Hvad der er sket ved kun de ældre medlemmer af logen …

(men der blev gættet på at det måtte have med Nadyas lykantropi at gøre)

Sommerferien begynder

Begivenhedstråd 1: Cornelis, Achard og Aevilja

Soldaterkammerater

Aevilja har besluttet sig for, at hæren er den bedste vej uden om problemer, så hun går til Cornelis, der straks tager hende til sin mester fra første skoleår, den militante Jerger Wütten, der netop er ved at forklare glæderne ved hæren for en gruppe elever, og da Cornelis ankommer, fremhæver ham som et lysende eksempel, og derefter beder Cornelis tage eleverne med ned til Dr. Achards rekrutteringstelt på Alexander Plads. Herefter forhører Jerger sig ud i Aeviljas evner – hun kan hverken ride eller svinge et sværd, men hun har en pæn håndskrift – hvorefter han udfærdiger en skrivelse til hende, som han forsegler, og beder hende overrække Dr. Achard.

Aevilja er vældigt nervøs for indholdet af skrivelsen, og jeg spørger Marie-Luise om Aevilja vover at bryde seglet og kigge i brevet. Men Aevilja er standhaftig, hun bringer brevet ulæst til Dr. Achard, der læser brevet og konstaterer, at Jerger finder Aevilja bedst egnet til Embedsværket i Glantri By, og at hun derfor skal udstationeres i hovedstaden som sekretær. Det vil Aevilja aldeles ikke, og Dr. Achard kommer til at tabe brevet i en spand vand, så blækket løber, og derefter udstationerer han hende ved Fort Monteleone, hvor han selv og Cornelis skal hen (og Aevilja hørte ikke mere den sommer om, at hun skulle være udstationeret et andet sted).

Arcanium

Trevor (Christinas sekundærperson) er i Glantry By til det årlige Arcanium, som er en fire dages troldmandsfestival, som vismændene ikke kan fordrage for i disse dage udveksler troldmændene hemmeligheder i et væk, hvormed de trænger ind på vismændenes områder. Undervejs render Trevor ind i Familien Baelic fra Bramyra, dvs. Andrewuthrams forældre, der er i byen for at finde deres forsvundne søn. Trevor indvilliger i at organisere en større eftersøgning af deres forsvundne søn.

Jeg åbner scenen med at fortælle om Arcanium og om Trevors deltagelse ved Arcanium.

Netop som han er på vej gennem folkemængden nede ved torvet, hvor fattige troldmænd faldbyder billige skriftruller med nyeste og bedste version af klassiske trolddomsformularer, render han ind i Cornelis, Achard og Aevilja, mens Hugo Volgay pt. er andetsteds. Nysgerrigt inviterer Trevor dem på et glas øl på nærmeste værtshus, og han spørger dem, hvad der har bragt dem til byen?

Kenneth og Troels kigger nysgerrigt på mig, da de først nu får at vide, at deres spilpersoner er i Glantri, og de har derfor ingen anelse om hvorfor. Jeg lader dem vide, at det afsløres nu via en flashback-scene:

Marsken

En deling soldater er forsvundet i Øvre Goblinia i De ødelagte lande, og hæren har sendt små grupper af spejdere og officerstroldmænd ind for at lokalisere dem. Vore spilpersoner har fulgt spejdernes spor til en diset svovlmarsk, og da de er på vej fra tue til tue i det knædybe vand, hører de brøl fra ogres dybere inde i marsken. De følger lyden, og ankommer til en lille høj, hvor der ruinerne af en ældgammel bygning. Inde i ruinerne er tre ogres, og rundt på højen er stager med de forsvundne glantriske soldaters hoveder.

Vi skifter til “battlemode”, og tegner et kort over området. Der rulles initiativ og så videre. I den første del af kampen trænger Cornelis frem gennem marsken til ruinen, mens de tre ogres har haft kastet spyd efter de fremtrængende soldater. Nogle af spejderne er gået ned (de er behørigt navnløse), og Dr. Achard, Hugo Volgay tager sig af spejderne og har haft anvendt langdistance trolddom til at angribe de tre ogres. Imens har Aevilja dækket bagtroppen.

Efter kampen konstaterer Cornelis, at de tre ogres var fastlænkede i ruinen, hvorfor de aldrig kom stormende ham i møde, og at der har været en del udgravninger i ruinen. Lænkerne får Cornelis til at lugte baghold, men for sent! Op ad vandet kommer de svovlgule, bredmundede og bredøjede marskgoblins, der har ligget på lur overalt i det sumpede vand. Hele gruppen er omringet, og de må flygte ind på land, mens Cornelis med sin flammende klinge provokerer gobliner til at give ham opmærksomhed. Efter en lang og hård kamp fordrives de sidste goblinere, og ruinen er endelig i de glantriske soldaters besiddelse.

Under ruinen har der været foretaget udgravninger, og det ikke af humanoiderne, men af glantriere. Der har en gang ligget en hel by, hvor der nu er marsk, men De ødelagte lande er en meget ustabil zone, og på et tidspunkt er det gået galt. Nu er stedet ubeboeligt, og fungerer som jagtmark for marskgoblinere. I kælderen under ruinen er der gravet ned til nogle dybereliggende dypstenshuler, og der er forspod efter en glantriske officersstøvler. Meget modvilligt vover Hugo, Henrik og Cornelis sig derned, men de kan høre et vagt råb om hjælp. Støvlesporene fører endnu dybere ned, og undervejs finder de en magisk cirkel, der er tegnet rundt om en skakt for at holde noget nede i skakten – og med Hugos glimrende indsigt i mørk trolddom konstaterer de, at Cirklen er designet mod Entropiske krafter.

I Mystaras kosmologi er alt konstrueret efter de fem sfærer: Tid, Tanke, Energi, Materie og Entropi, og De Udødelige er organiseret efter disse fem sfærer. Fra entropiens sfære kommer dæmonerne.

Officererne krydser cirklen og vover sig dybere ned, og da Hugo, som den sidste, passerer Cirklen konstaterer han, at den er brudt – men om det er sket, da de krydsede den, eller om det er sket for længe siden, kan han ikke se.

Længere nede kommer de til en drypstensgrotte, hvor væggene er vældige relieffer af skove og blomster, alt sammen i elverdesign, og der er en døråbning i grotten, omkring hvilken er en tekst på elvisk, men den er flere steder dækket af de fremvoksede drypsten. Cornelis forsøger at afdække teksten med sin indsigt i den Erewanske Alfheim-dialekt, og forsøger at sammenholde det med hans indsigt i Skyggeelver-kultur.

I Forgotten Realms er de underjordiske elvere onde, sorte, er anført af kvinder og har en edderkoppefetisch. I Mystara lever der også elvere under jorden, men de er meget blege pga. manglen på sollys, de har ikke en edderkoppefetisch, de er ikke et matriarkat, og de er ikke onde – men de ligger dog i kold krig med overflade-elverne, da de – Skyggeelverne – mener, at de har en fødselsret til at bebo Alfheim, hvilket Alfheim elverne benægter.

Det lykkes for Cornelis at afkode teksten, da det går op for ham, at den skal læses som en Belcadiz-elvisk dialekt. Dele af teksten er til at læse: “I katastrofens år …”, “fire [elver]klaner … Gelbalf, Truedyl, …, …”.

Så tager vi en historie-lektion mere:

Katastrofeåret antages af de lærde at være året 1700 før kroningen af den første thyatiske kejser, dvs. 2095 år før flaamlændingenes ankomst, og 2705 år før nu. Følgen bliver, at Belcadiz-elverne var de første i Glantri sammen med tre andre elver-klaner, hvoraf to hedder Truedyl og Gelbalf. Omkring året 730 ankom Belcadiz-elverne sammen med Erewan-elverne, men deres sammenhold varede kun få årtier, så splittedes de op i de to klaner igen. Belcadiz-elverne har alle dage erklæret, at de er de oprindelige indbyggere, og de udtaler sig aldrig om, hvor de har været i de mellemliggende år.

Mystaraverdenen har en usædvanlig og meget kringlet historie, som fansne af settingen har brugt mange krafter på at få styr på. Det er en af de mest detaljerede historier, som strækker sig over adskillelige årtusinder, og jo længere tilbage i tid, man kommer des flere nye nationer og fremmede folk springer frem – alle sammen ting, der er forsvundet i kampagne-verdenens nutid, men som har efterladt sine spor i ruiner, legender og guddomme – dvs. De Udødelige, for i Mystara-verdenen er der ikke guder, men derimod De Udødelige.

Herefter vover troldmændene sig gennem åbningen, og de begiver sig ned af en tunnel, som de bemærker lyse grønt af egen kraft. De dæmper lyset for at studere lyskilden nærmere, og netop da bevæger en mystisk kraft sig forbi dem. De når lige at fange et glimt af det – det ligner nærmest en sky af flydende sølvpartikler, der har taget form efter officerstroldmand. Så er det væk.

Kort efter finder de den døende officerstroldmand. Han har et par sorte aftryk efter en hånd på sig, som om en levende ild har haft rørt ved ham, og hans kød på kroppen er bleghvidt, det hænger dødt på hans knogler, og hans hår er ved at falde af ham. Han er døende, og han hvisker, at Broderskabet sendte ham, da de ikke modtog flere beskeder fra udgravningen i “klostret”, og de sendte ham derfor for at finde “Kilden”. Tingen, der overfaldt ham, strålede som solen.

Jeps, der er ingen tvivl om, at der lægges i kakkelovnen til et større mysterium, selvom enhver der har haft smuglæst Glantri-materialet vil have en rigtig god ide om, hvad der foregår. Dette mysterium vender vi tilbage til om et levels tid eller to i kampagnen. Så dele kommer til at være uforløst lige nu.

De tager den døende officer med tilbage, men han udånder inden han når ud af grotterne. Ikke desto mindre tager de ham med hjem, ikke så meget for at sikre en anstændig begravelse, som for at nekromantikerne kan afhøre ham nærmere. Hjemme i Fort Monteleone sker der ikke værre eller bedre end at liget og forhørstroldmanden kort efter forsvinder sporløst. Det eneste man fandt ud af, var at afdøde ikke var udstationeret ved Fort Monteleone, men at nogen måtte have sendt ham på den hemmelige mission. Kort tid efter cirkulerer der rygter på nærliggende landevejskroer om mystiske dødsfald, hvor ofrene har mystiske brændmærker, deres kød er dødt og deres hår falder af.

Cornelis, Hugo, Aevilja og Henrik sendes derfor på en hemmelig mission for at standse monstret.

Glantri by – til ære for Frederik Barth

Og det spor førte dem til Glantri By, og vi er tilbage ved spillets nu.

Hugo, Henrik og Cornelis har indviet Trevor i baggrunden for deres mission, da han forhåbentlig kender noget til de elverruiner, de fandt i marsken, og Trevor opsummerer kort indholdet af foregående historielektion – for rent stringent er det kun selve missionen, der er hemmelig, og ikke årsagen. Så mens der bliver efterforsket i mordene på glantriske borgere, så lister folk af sted i andre ærinder:

  • Cornelis tager kontakt til sin loge, og lader et par flaamske medlemmer forstå, hvad der er fundet. For flaamlændingene er det et angreb på deres fødselsret til Glantri, som landet oprindelige indbyggere.
  • Aevilja skriver til sin “tante” Arbana Jerbat, og fortæller hende om fundet af ruinerne. De glantriske alphatere er rivaler til flaamlændingene, og deres forhold er anstrengt under den krigen mellem det kejserlige Alphatia og de glantriske fyrstedømmer, og et angreb på flaamsnes førstefødselsret har sin interesse.
  • Nadya lader sin loge kende til fundet, og hendes mentor er Belcadiz-elveren Johanna, der straks lader sine fæller kende til fundet (foruden logen naturligvis), da Belcadiz-elverne er meget interesserede i beviser for deres påstand om at være de første i Glantri.
  • Dr. Achard lader alkymisternes loge kende til fundet, og han overlader nogle af de prøver, han tog fra den grønt lysende væg, til sin mentor, Romero fra Averoigne, men ikke længe efter bliver Romero fundet dræbt, som om han var eksploderet indefra, og hans bogsamling og prøver stjålet. Alkymisternes loge er på stedet for at identificere morderen, anført af en højtrangerende alkymist, der forbliver anonym, som Dr. Achard må udlevere sine resterende prøver af den grønt lysende væg (og dog beholder han en enkelt lille rest). Efterfølgende får han tildelt en ny mentor, den krondahariske Tengli, der er temmeligt sær.
  • Trevor meddeler straks sine informationer videre til Erewan-elverne, som straks reagerer på informationerne, da fundne kan ændre på magtbalancen mellem de to elverklaner. Det konstateres også, at efterkommerne af de to alphatiske element-faktioner er i krig igen med hinanden. Sidst ødelagde de hele deres hjemverden – hvad vil det ikke afstedkomme denne gang?
  • Hugo lader sin loge kende til missionen, nu hvor alle andre har gjort det samme. Nekromantikerne og averoigneserne får således også kendskab til fundet i marsken, selvom ingen af dem har nogen direkte interesse i fundet.

Rent praktisk skete tingene ikke i denne rækkefølge, men derimod ind i mellem den almindelige efterforskning i Glantri By (se næste afsnit), men introduktionen af logerne har givet et ekstra lag af tilhørsforhold: Indbygger i Glantri, Etnisk gruppe i Glantri, Adelshus, Slægt og nu Loge. En række af tilhørsforholdene overlapper – eller rettere kan overlappe, men det er langt fra garanteret, så selvom de fleste i hekselogen er Belcadiz-elvere, så kan andre, som f.eks. Nadya, der er boldaver, være medlem, og ligeledes er adelsfamilien Baelic, der er af alphatisk ophav, sidende i lenet Bramyra, der har en overvejende krondaharisk/ethengarisk befolkning osv.

Følgen af rygtet, der spredes som en løbeild gennem Arcanium-festivallen, er, at pludselig søger en masse troldmænd at komme syd på. Overalt hviskes der i krogene, og mange kan se, hvordan magtbalancen i landet er kommet i vanskeligheder. Vore hovedpersoner beslutter sig for at hente flere oplysninger i Skolens bibliotek, og vi har en særdeles munter episode, hvor de finder bibliotektet fyldt med ligesindede troldmænd, der alle spionerer på hinanden, og det bliver noget af en øvelse at finde de rette værker uden at vække alle andres mistanke.

Undervejs opdager Cornelis, at på de relieffer, han fandt i grotterne, vokser en lidt usædvanlig rose. Der findes kun en rose, der minder om den, nemlig Belcadiz-elvernes sorte roser, som de bragte med sig, da de ankom til Glantri, og ligesom deres bortrejse holdes hemmelig, lige så holder de teknikken bag deres sorte roser hemmelig.

Det mystiske væsen – en x-files episode

På et tidspunkt dukker der et rygte op om, at vismanden Ringdak fra Krondahar er død på mystisk vis. Han har mærkelige brændmærker, hans hår er faldet ud og kødet er underligt dødt, nærmest faldet af knoglerne. Straks kaster vore troldmænd sig over sagen. Afdøde varetog Den fornemme og meget alsidige samling af sten, klipper, og de sedimenter, som klippen afsætter i landskabet.

Imidlertid er det ikke lige til at komme ind. Vismændene bryder sig ikke særligt meget om troldmænd, og slet ikke under festivallen Arcanium, hvor troldmændene i et væk udveksler hemmeligheder, og de er slet ikke interesserede i nysgerrige, retsskafne troldmænds efterforskning i nyligt og på mystisk vis afdøde vismænd – og da Cornelis møder sin storebror, vismanden Jan van der Haarse, går det helt galt, og denne tilgang må opgives. I stedet forsøger Achard at indynde sig, men det komplekse registrerings og indekseringssystem, som vismændene anvender sender ham i den gale retning, og alt hvad ender med at konkludere er, at der fornyligt blev modtaget en stor samling af sten og klipper fra det sydlige Glantri, og da Samlingen er 3-5 bagud i sin katalogisering (men sten går ingen vegne), så vil det tage noget tid førend man når frem til den rette kasse. Til sidst forsøger Hugo sig med sin trolddom at snige sig ind i stensamlingen. Maskeret som en vismand får han sneget sig forbi de vogtende vismænd, og han kommer ind i den forladte stensamling, som har været lukket for gæster siden dødsfaldet, og han finder frem til de ikke-katalogiserede sten, og særligt til den kasse, der ankom fra det sydlige Glantri. Han tvinger kassen op, og da han kigger ned, rejser der sig et væsen af flydende sølvstøv, der for en kort stund brænder som solen …

Den årvågne Cornelis har bemærket det kraftige lysglimt oppe fra stensamlingen, der er anbragt i troldmændenes tårn, og da han haster derhen, høres voldsomme eksplosioner fra tårnet. Alt er kaos, og i vismændenes gård vrimler det med folk, men ingen er kommet til skade. Nogen har fået hele etagen med stensamlingen til at eksplodere, men inden da blev de vismænd, der var i området teleporteret ud.

Nu står vismændenes tårn og svajer, men Glantris fornemmeste haster tårnet til undsætning, og stabiliserer det med trolddomsmurværk. (Rygter ville at en kejserlig alphatisk spion havde kapret en flyvende kost og torpoderet vismændenes tårn …). Da Cornelis har sikret sig, at hans bror ikke er kommet til skade – hvad han ikke er – forlader han stedet.

Achard, Cornelis og Aevilja bliver nogle dage mere i Glantri By, men da der ikke er flere tilbageværende spor at følge op på, og da der ikke sker flere mystiske dødsfald (af den art), betragter de missionen som afsluttet og vender tilbage til deres poster ved Fort Monteleone.

Belcadiz-elverne rykker ud

Da de langt om længe når frem til Fort Monteleone konstaterer de, at fortet er så godt som ryddet for soldater. Enhver Blecadiz-soldat i fortet (og de udgør størstedelen) er blevet flyttet ud af fortet, og de er på ordre fra Belcadiz-elvernes fyrstinde blevet marcheret ind i De ødelagte lande for at erobre ruinen, der satte det hele i gang.

Mens vi venter på krigen

Den næste tid i lejren går fredeligt, men så begynder det at vrimle med flygtninge fra de nærliggende landsbyer. Alle fortæller de, at deres landsbyer hærges af mystiske monstre. Krigen er endelig nået frem til Glantri. Kejserlige alphatiske troldmænd er ankommet de det skjulte, og de hidkalder alskens troldtøj til at hærge landsbyer og ødelægge marker. De tilbageværende tropper i Fort Monteleone bruger resten af deres sommer på at være et konstant togt fra landsby til landsby for at udradere monstre og beskytte landsbybeboere. Samme finder sted i resten af Glantri.

Begivenhedstråd 2: Nadya

Den sorte karet

Sommerferien er begyndt, og Nadya skal på ferierejse med Oldemoder og granfætter Mikac. Oldemoder har fremskaffet en særlig karet. En smuk, sortlakeret karet, der trækkes af fire fyrige, sorte hingste. Kusken er en ranglet, bleg stodder med et uhyggeligt bredt tandsmil fyldt med skarpfilede tænder. Kareten rejser mod bulder og torden af sted, gnister fyger fra de stålsatte hove og fra vognhjulenes meder. Adskillelige dagrejser klares på en enkelt dag, og med sin lange pisk jager kusken alle vejfarende i grøften, hvis de ikke springer hurtigt nok selv.

På dage er færden gået gennem fyrstedømmet Averoigne og det nyligt oprettede fyrstedømme Morlay-Malimbois, og færden fortsætter mod det vestligste af Glantri.

Ingenmandsland

Færden fører Nadya, Mikac og oldemoder ud af Glantri. De bevæger sig gennem et ingenmandsland, der strækker sig som et bælte mellem bjergkæden Kush Massivet, der ligger syd for, og det gigantiske plateau, Adri Varna, som ligger nord for. Plateauet betegnes almindeligvis Den nordlige ødemark, og det er befolket af barbarisk nomader, vilde menneskestammer og røveriske trolde. Færden gennem ingenmandsland vil føre dem til den nordlige Sindh-provins Peshmir [Jeps, Sindh er Mystara-versionen af Indien].

Undervejs overnatter de en befæstet gård, hvor der bor tre storfamilier under samme tag. De får to små kamre at overnatte i. Nadya bedøver sin granfætter Mikac med belladonna-vin, hvor efter hun iført kyse og natkjole lister ind i oldemoders kammer, hvor hun takket være sin særlige sølvhalskæde fra sidste spilgang – “lånt på ubestemt tid” i Nadyas terminologi – forvandler sig til varulv og æder oldemoder i en mundfuld … eller deromkring. Derefter lister hun tilbage i sin egen seng.

Næste morgen vækkes hun ved en kvindes jammerklagen, og derefter ved vrede mandsstemmer. Men den jamrende klagen skyldes ikke oldemoders død, men at kvinden har mistet et barn. De vrede mænd prøver at trænge ind i Nadya og Mikacs kammer, og da Nadya kigger ud gennem kammerets lille vindue, ser hun kusken forlade stedet med sin karet i fuld fart. Hun får vækket Mikac, og de flygter ud gennem vinduet, hvor de konfronteres af to karle. Nadya forbander den enes våben, mens Mikac stikker den andne ihjel med sin kårde. Herefter bruger Nadya sin trolddom til at standse bondefamilierne, men uden at dræbe dem. Herefter stjæler de to krikker og stikker af.

I Monster Manual står der alt muligt om at blive Chaotic Evil også videre, når man er varulv. Christina har da også haft spurgt mig angående alignments og des lige, da vi ikke spiller med den slags. Rent praktisk er dette ikke en horror-kampagne, og den udspiller sig ej heller i Ravenloft, selvom både vampyrer og varulve er meget udbredte i Glantri. Det betyder, at jeg ikke har tænkt mig at presse dette aspekt af varulven ned over Christinas karakter. Det skal ikke genere mig at friste Christina til at lade Nadya løse sine problemer med sine varulve-krafter (f.eks. dens øgede styrke, dens skarpe sanser), men om der er et syndefald, en venden sig mod det onde på grund af lykantropien, vil jeg være op til Christina selv at spille, og vi ignorerer derfor alignment-elementet. En anden grund vil vise sig i det følgende:

Morlay-Malimbois

Fornyligt giftede baronen Sire Malachie du Morlay sig med grevinden af Malimbois, og deres to len sammensmeltedes, og de blev oprettet som det tiende fyrstedømme, og det tredje på tre år – de to forrige var Bramyra lenet på grænsen til Ethengar, og Sabelstens-lenet yderst mod øst. Sammensmeltningen af de to len kunne lade sig gøre, da Fyrst Innocenti diMalapietra trak sit krav på at opretholde sin viceroy-titel på Forteresse d’Ylourgne. Herefter holdt varulve-angrebene i Glantri by mod caurenzerne op.

En sen aften, da Nadya og Mikac kommer ridende af en smal skovsti oppe i bjergene, træder pludselig en masse røvere ud mellem nåletræerne både foran dem og bagved dem. På vejen oppe foran Nadya og Mikac dukker en smuk, fyrig, sort hingst op. Den stejler en gang og lader sin manke blafre i vinden. Derefter angriber røverne. Nadya er kvik, hun trækker sin Wand of Fireballs, og eliminerer en god del af flokken.

Den sorte hest forvandler sig til en kentaur, der bevæbnet med et gigantisk forsølvet slagssværd. Han brøler død over varulvene-rakket, og stormer ned mod Mikac og Nadya. Mikac kaster sig i vejen, jeg ruller en crit, og ender med at dele 28 point i skade ud. Mikac går ned og ender på -3 hp. Herefter bruger kentauren (Ichik hedder han) sit greb om heste til at få de to krikker til at komme til sig, og Nadya fejler sit riding-check, så hun ikke kan holde på sin hest. Herefter galloperer Ichik forbi Nadya; han svingende sit sværd, hun anvendende sin “nærkampstrolddom” i form af bla. Vampiric Touch. Ikke desto mindre går kampen imod hende, og hun flygter op i et træ med sin Spiderclimb-trolddom. Ichiks håndlangere forsøger at brænde hende ud af nåletræet, men hun bruger sin istrolddom til at fordrive dem fra træet. Da hun langt senere kommer ned, opdager hun, at de er gået deres vej, og at de har taget hendes granfætter med sig. Blandt de døde røvere, dem der faldt for ildkuglen, finder hun Gulas bror.

Under sidste sommerferie rendte Gula ind i en flok hestetyve og bondeoprørere. En af dem viste sig at være hendes broder. Årsagen hertil skyldes den måde, som Glantri er organiseret: Glantri regeres af et fyrsteråd, og hver fyrste har sit fyrste-len. Inde i fyrste-lenet er der nogle mindre len, der er allieret fyrsten. Uden for fyrste-lenene befinder der sig en række mindre adelslen. Sammenslutningen af disse len udgør et adelshus, og de ældste adelshuse har næsten alle samme etniske baggrund. Nyere adelshuse er ofte langt mere blandet. De bønder, der lever i et len, er lens-bønder, og de er underlagt deres lokale adelsmand, som en art fæstebønder. De bønder, der lever uden for et len, er fribønder. Når der oprettes et nyt len, så fratages de lokale bønder deres status af fribonde, og de opnår i stedet lensbonde-stauts, hvilket naturligvis er for deres eget bedste.

Gulas familie var oprindeligt fribønder, men ved oprettelsen af Bramyra-lenet, blev de lensbønder, og hendes familie fik adelsfamilien Baelic som herrer (dvs. at Andrewuthrams forældre blev herremænd over Gulas forældre). Følgen blev, at hendes bror stak af, da familien Baelic regerede med hård hånd, og han sluttede sig til andre oprørske bønder, som heller ikke vil acceptere at at få frataget deres fribonde-status. Det voldte Gula en del vanskeligheder, da hendes karriere som troldmand finansieredes af en velhavende hestepranger, der ikke selv var troldmand, men som gerne ville sponsorere en. Så Gula var fanget mellem to verdner, og hendes bror havde valgt en helt anden løbebane. Men Gulas spiller har ikke haft mulighed for at spille med os i meget lang tid, og Gula er funktionelt ude af kampagnen.

Så kom Ichik og hans røverbande atter i spil. De er et plotelement fra sidste sommerferie, hvor Gula havde vanskeligheder med Ichik og hans bandes røveri af sølv fra Sortbakkelenet. Undervejs blev Gulas broder optaget i banden, og den forsvandt fra Sortbakke-lenet. Vi har ikke haft hørt noget til dem siden, hvilket primært har skyldtes, at denne plottråd har ligget stille det sidste 1½-2 år.

Ulvenes pagt

(og ellers ingen reference til en eventyrlig film med en beslægtet titel)

Nadya følger sporene efter Ichiks bande for at finde hendes granfætter, og de fører dybt ind i bjergene. Efter langs tids søgen må hun opgive, og i stedet kommer hun til en lille mineby, der ligger langs en flod i en af dalene. De lokale taler kun et gebrokkent Glantrisk, og det med en tyk averoignesisk dialekt, men de byder Nadya indenfor, selvom hun ingen penge har (hun mistede alle sine dukater, da hun flygtede fra gården, hvor Oldemoder døde). Hun får et kammer i fælleshuset, og hun spiser med, når mændene kommer ud fra minen, og alle i landsbyen samles for spise sammen.

Om natten vågner hun, og da hun kigger ud, ser hun en stor flok menneskelignende skikkelser, der sniger sig ud af landsbyen, og ind i skovene. Varulve! Overalt står døre åbent i landsbyen, men de er ikke brudt op, og der ingen dræbte i byen. Nadya vover sig til at ligge sig til at sove igen.

Den næste morgen hænger der frisk kød på stativerne uden for fælleshuset, kvinderne er i gang med at pelse dyrene, og mændene er draget i minen igen. Det går op for Nadya, at livet i byen er anderledes, og hun vover at spørge til det. Kvinderne fortæller, at de ved, at Nadya er en af dem, og at så længe hun overholder Ulvenes Pagt, så er hun velkommen i landsbyen. Pagten gælder for hele fyrstelenet. De tilbyder desuden, at Nadya bor i minebyen, indtil de om en måned skal indtil storbyen for at betale skat til magistraten, så kan hun rejse med dem – det er alt for farligt at rejse alene, da der både er trolde, kæmper og Ichiks bande i skovene.

Således går det til, at Nadya lever et fredeligt liv den følgende måned i minebyen. Om natten drager varulvene ud, og jagter bytte til minebyen, og rovet fortæres i fællesskab. Om dagen går mændene i minen, hvor de graver obsidian, og kvinderne varetager livet i minebyen imens. Nadya bruger sine heksekunstner til at reparere ting, fabrikere trylledrikke og des lige, indtil månede er gået, og hun rejser ind med landsbybeboerne til storbyen, hvor de skal betale skat til magistraten. Beriget med smukke pelse tager hun afsked med dem, og efterfølgende drager selv videre til Glantri by – og undervejs hører hun for første gang om Mesterens invasion af Sindh, og om de hærgende monstre.

Ulvenes pagt

  • Aldrig svigte ulve-pakket
  • Aldrig jage i landsbyerne
  • Aldrig give le cadeau du Loop videre til andre end nærmeste familie
  • Altid opretholde kontrollen

De afsluttende bemærkninger

Denne gang har været præget af mange eksterne plotelementer, langt mere end tidligere, og det har formet handlingen. Det har fjernet fokus væk fra spilpersonerne, og mindsket mængden af plotpoint og des lige. Til gengæld er der blevet etableret et helt nyt grundlag af interesser og alliancer, som kommer til at forme det kommende skoleår. Sommerferien har bevidst været en overgangsperiode, og jeg er spændt på at se, hvordan de kommende begivenheder vil udfolde sig.

Tredje skoleår venter forude.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, Rollespil, Troldmandskampagnen. Bogmærk permalinket.

3 svar til [min D&D-kampagne] Logerne og soldaterliv

  1. Troels siger:

    Meget sigende for kampagnens natur var afrundingen af soldater-tråden:

    “Nåh ja, forresten render i rundt resten af sommeren og dræber monstre, men det går vi let henover så vi kan komme tilbage til det interessante…”

    Hæhæ! Den var jeg ikke sluppet afsted med i min folkeskole-D&D-kampagne!

    I øvrigt oplæg til ballade: Erewan-elveren Aswaludiels henkastede bemærkning til Aevilja om, hvordan Cornelis dog kunne tilgive baron Vandemaar for det med Cornelis’ forældre? (Udtalt under investigation-spillet i Glantri By.) Der bliver søreme lagt i kakkelovnen for det lille ild-selskab.

    Like

  2. mortengreis siger:

    Det er helt rigtigt, Aswaludiel lagde godt i kakkelovnen, det glemte jeg at nævne. Det er igen en af de ting, der har ligget og simret siden en gang i første skoleår. Den skal op igen.

    Like

  3. Dr. Achard siger:

    Nu var det jo strengt taget Elena Mazzanti, min flinke og uskyldige narkoselæge der kom til at lække oplysninger til de “forkerte”. Nadya var på det tidspunkt ved at spise oldemor og danse med ulve

    Like

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s