[Anmeldelse] Nørwegian Style

Det er impro, det er surrealistisk, det er syret. Det er den norske stil!

Nørwegian Style

224 sider. 17 rollespil (heraf seks story games, to rollespilsdigte, et con-live, et supplement og syv rollespil/scenarier). Bogen er på engelsk. En antologi redigeret af Matthijs Holter og Even Tømte.

Nørwegian Style kan købes på Lulu. Bilag kan downloades (pdf). Nørwegian Styles blog.

En tyk bog i blød indbinding med papir, der ikke er af allerhøjeste kvalitet. Trykket er sort-hvidt, og layouter har udnyttet begræsningerne. Der er sytten forskellige rollespil i bogen, og hvert afsnit er adskilt af stilfulde sort-hvide nærfotos af stenskulpturer. Den visuelle side af bogen fortæller os, at dette her er kunst, ikke ligegyldig eskapisme til en verden, hvor mænd har store sværd, og hvor kvinder iklædt ringbrynjebikinier skal undsættes.

Jeg har begået en kortfattet anmeldelse på RPGforum, som kan læses her.

Samspil på norsk

Et gennemgående karakteristika for spillene er samspillet. Improvisation er centralt, og det er intentionen, at man bygger videre på de andres bidrag. Hvis jeg kommer med en påstand om din spilperson, er det langt mere intentionen, at du bygger videre på min påstand, end at du fornægter den. De færreste af spillene har nogen spilleder, og i mange tilfælde guides spillet ved at man trækker kort. Terninger er ikke noget man anvender, og konflikt håndteres mange gange ved, at man siger ja og bygger videre på improvisationen. Fortælleelementet i spillene er centralt, og med en undtagelse begrænser rolleoplæggene sig til at være 5-6 stikord, og ellers spiller man bare noget over sig selv.

Ikke helt som amerikanerne

De norske storygames adskiller sig markant fra de amerikanske storygames ved, at med undtagelse af Zombie Porn handle som at fortælle sammen og at improvisere sammen. I de amerikanske story games følger man typisk en stribe parallelle fortællinger, der fletter sig ind og ud af hinanden, og dette gøres gennem en serie af scener, og i disse scener er det antagonist-spillerens rolle at presse hovedrollen hen i en konflikt, hvor man som regel bruger terninger til at afgøre konflikten. En anden forskel er. at de fleste norske spil er korte, alt fra tre kvarter til 3 timer, og i modsætning til flere af de amerikanske storygames, kan man ikke bruge dem til kampagnespil. Ligheden mellem de to typer story games ligger i, at man vægter den fælles skabelse af en historie i spillet, frem for at spilleder har et scenarie på forhånd, og der er derfor meget lidt forberedelse til disse spil (bortset fra at flere af dem kræver, at man printer og klipper nogle kort ud – da jeg i hvert fald ikke har intention om at klippe i min bog). En central forskel er, at man i de amerikanske storygames stadig har et kompetitativt element, typisk i kraft at at man spiller om (eller lader terningerne råde), hvem der får lov at udforme fortællingen. Der er her en central forskel – i de amerikanske spil dyster man om udsagn og fortælleret, i de norske bygger man videre på hinandens udsagn. Kristoffer Apollo har et par gange (bl.a. her på bloggen) været inde på, at en grundliggende forskel i rollespil mellem DK og USA kan ses i vores politiske sindelag, og det forekommer mig, at denne tolkning i vidt omfang gør sig gældende for Nørwegian Style.

(se desuden min diskussion af de forskellige typer af indie-rollespil)

Sammenlignet med danske con-scenarier, så er der et markant fravær af indlevelse i roller (og nu ved jeg godt, at Matthijs, der er den ene af bogens forfattere, argumenterer imod udtrykket Immersion (se KP07: denne artikel (pdf)) samt en velplanlagte fortælling, som mange scenarie-tekster udgør (tag en håndfuld af årets Fastaval-scenarier som eksempel: Reservoir Elves, Tortur, Dyst, Aftenstjerner).

Flere af scenarierne forklarer kort hvad rollespil er, men her ville det have klædt bogen bedre, havde der været en generel tekst om det, end korte afsnit her og der, hvor forfatteren kort forsøger at forklare hvad rollespil er, og man bliver noget i tivvl – er det til et publikum, som slet ikke ved hvard rollespil er? – for så er der alt for lidt og for indforstået skrevet om det, da teksterne ikke gør nogen større dyd ud at løbe byrden med at forklare rollespil, men snarere synes at være det obligatoriske afsnit fra klassiske rollespil, hvor erfarne læsere bedes gå videre, og hvor nye rollespillere kan få forklaret, hvad det går ud på. Hvis det derimod sigter til erfarne rollespillere, der er skolet i andre traditioner, så er der alt for lidt om, hvad det er man skal være opmærksom på i disse tekster, og instruktionerne er derfor ikke meget bevendt.

Og nu til de 17 spil.

De sytten bidrag

1) Fuck Youth

Formidlingen af noget af det mest interessante ved dette fortællescenarie, hvor man spiller teenagere, og på skift gennemspiller en række scener, hvor man går på genopdagelse i teenage-årenes glæder og sorger. Der er et element af nostalgi over barndommen i spillet. Selve formidlingen er interessant, da teksten er bygget op, som en tekst man læser højt for hele spillegruppen, og på denne måde guides alle igennem reglerne. Der er ingen spilleder i scenariet, og man skiftes til at sætte scener for og med hinanden.

2) It wasn’t Me!

Et krimi-rolleepil, hvor man spiller fem runder, og i hver runde afklarer man et element omkring mordet. I første runde skal man have fastsat gerningsstedet, i anden runde mordvåbnet og så fremdeles indtil morderen udpeges i femte runde. I de første fire runder sidder man og diskuterer situationen, og hver spiller har mulighed for at erklære et udsagn for “løgn”, og præsentere et modargument. Ved hjælp af løgn-selderne får man opbygget en pulje af navne, og i sidste runde skal hver spiller præsentere en tese, hvorefter man udvælger morderen ved lodtrækning blandt navnene i navnepuljen. I sin form ligner spillet enormt meget en krimi-version af rollespillet Munchausen. Spillet har en spilletid på 45 minutter, og det ser meget lovende ud. Helt klart et af de interessante spil, hvor der er meget in-character snak, men man har som i de fleste Nørwegian Style-spil et meget lille rolleoplæg. Impro-stilen, hvor man næsten altid accepterer en anden spillers udsagn og bygger videre på det, er central for It wasn’t me!, og det er en stil, der genfindes i Until we sink …. og i Itras by.

3) Untill we sink …

Vi er på en ferie-ø, og øen er ved at synke. I morges blev sportsfiskeren fundet død. Hver aften mødes vi på hotellets veranda og snakker om dagens begivenheder. På den sidste dag er vi ombord på hotelejerens båd, hvorfra vi venter på at blive undsat, da øen nu er sunket. Imens forløser vi vores fortællinger, og finder frem til årsagen for sportsfiskerens død. Charmen ved dette scenarie er, at det kan spilles som et semi-live-scenarie, hvor alle scener udspiller sig på verandaen, og hvor man konstant bygger videre på hinandens udsagn. Man siger ikke “nej” til en anden spillers oplæg, men accepterer det og bygger videre på det. Der er ingen spilleder i scenariet, i stedet trækker man sin kortfattede rolleoplæg fra en lille stak kort, som gør, at der er plads til et variabelt antal spillere. Dagens hændelse finder man ved at trække et kort fra en stak med sceneoplæg, og hver scene på verandaen slutter automatisk, når to roller har forladt verandaen.

(efterspilsrapport)

4) Stroke Birmingham 0-0

Dette er et rollespilsdigt. Det er meningen, at det spilles på 15 minutter, og det handler om en flok gutter, der lever et kedeligt og intetsigende liv, der nu sidder på pubben efter, at deres store lidenskab her i livet har spillet en ualmindeligt kedelig kamp, der endte 0-0. Udfordringen i scenariet går på at udspille det ligegyldige liv – at afholde sig fra at gøre spændende ting, lave showspil og des lige. Pinlig tavshed og lange pauser, hvor alle stirrer tomt ned i deres ølglas med doven øl er optimalt for spillet. I modsætning til Lady og Otto er der ikke noget værktøj udover scenarietekstens diktat til at opretholde denne stemning. Ideen er sjov, og der er en vis udfordring i at spille noget, der er uinteressant, men det gør også, at det er fristende at se scenariet mere som en rollespilsøvelse, end som et egentlig rollespil. Jeg savner en egentlig historie, fremfor at gøre formen eller oplevelsen til en pointe.

5) Zombie Porn

Dette her er et story game, og det er det spil blandt bogens seks story games, der kommer den amerikanske story game-tradition tættest. Hver spiller er en zombie porno-skuespiller, og spillerne dyster om at opnå mest image i scenerne, inden spillet slutter, og vi finder ud af hvem, der går ned på at have mest angst i forhold til love. Spillet er bygget op over spørgsmålet, hvor langt er du villig til at gå for at overleve i den udøde entertainmentbranche? Spillet er dejligt grotesk, og det spilles ved, at man på skift vælger en scene at spille (meget lig formen i Contenders): Movie Shoot, Hunt (hvor man røver kropsdele fra hinanden), Love, Navel Gazing og The End Game (som af gode grunde ikke vælges, men aktiveres). Historien opstår i kraft af, at spillerne prøver at manipulere hinandens karakterer for at vinde spillet, og det er i sin form grotesk, og nedenunder al groteskheden ligger langt værrer ting og lurer, for et er, at man røver kropsdele fra hinanden, men et andet er, hvorledes kropsrøveriet dækker over prostitution. En genial ting ved spillet er, at hver scene er bygget op som et flowchart, og man guides derfor let og overskueligt gennem de forskellige typer af scener. Det er en meget fascinerende form for formidling.

6) Wanderer

Denne her var en skuffelse. Den første del af teksten er et oplæg til en post-apokalyptisk fantasyverden, hvor der er en orden af vandrere, der bevarer verdens minder og forhistorie. Dertil kommer et minimalistisk regelsystem, der prmært bygger på, at man fordeler 20 point på tre færdigheder, og at man rull 2d6, og ruller lig med eller mindre end færdigheden, når forsøger en handling. I kamp skiftes man til at rulle den for kamp relevante færdighed, og hver gang man har succes, mister modstanderen 1d3 (ubevæbnet) eller 1d6 (bevæbnet) livspoint. Magisystemet består i, at man erklærer hvad man vil, og ruller den relevante færdighed. Hele systemet er meget afhængigt af spilleders tolkning af sværhedsgrader, færdigheders råderum osv. Der er ikke meget materiale for hverken spilleder eller spillere at bygge deres spil op over. Til sidst er der et scenarie-oplæg, der med noget arbejde kan blive til et gennemsnitligt fantasy-scenarie på en con. Dette bidrag er det, der kommer nærmest de traditionelle rollespil.

7) The Father

Spillederløst semi-live for tre spillere, der spiller kone, søn og datter. Man vælger en til at være morderen in spe, og de to andre skal enten tale for eller imod drabet på faderen. Ved hjælp af nogle scenekort, kører scenariet over tre runder, hvor efter morderen forlader bordet og scenariet slutter. Det er ekstremt meget et snakkescenarie, hvor man ikke har noget ud over det mest spinkle rolleoplæg. Havde det været et dansk con-scenarie, havde vi set en spilleder, der stillede æggende spørgsmål til spillerne, der havde lange karakteroplæg, og spilleder havde af og til indskudt flashback-scener eller andre hændelser for at kaste diskussionerne mellem karaktererne i et nyt lys. The Father er et af de rollespil, der er bedst til at illustrere forskellen mellem Nørwegian Style og danske con-scenarier. The Father giver rammen for en historie, men spillerne skal selv føje roller, forhistorie og alt andet til. I con-scenariet ville forfatter have sørget for dette på forhånd, og han ville have en spilleder til at sikre formidlingen af scenariet. I The Father er formen ikke interessant nok til, at jeg vil spille det. Her vil jeg gerne have en forfatter indover og udfordre mig med sit scenarieoplæg.

8) Retrospect

Dette er det andet af digtrollespillene. Det omhandler en debriefing af et live-scenarie, og det er derfor ikke meget anderledes, end panel-legen, hvor et antal deltagere lader som om, at de har arrangeret et live, og de besvarer nu spørgsmål fra publikum omkring afholdelsen af scenariet eller Jimbo the Orc-artiklen i KP-bogen fra 07.

9) Itra’s by

Dette bidrag er et ‘supplement’ Kort og godt er det selve regelsystemet til Itras by. Har man lyst til at have selve regelmekanikken til rollespillet Itras by, så forefindes det her i sin mest rå form. Praktisk. Surrealistisk. Godt. Jeg har anmeldt Itras by her og på RPGforum.

10) Pervo

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er forfatteren vil med scenariet, også selvom der er et efterord, hvor han forklarer intentionen. Som udgangspunkt ligner det et scenarie, der arbejder med de dysfunktionelle relationer, der kan være i en spilgruppe, hvor spillerne higer efter at behage spilleder for at blive længst muligt i scenariet, og hvor spilleder arbitrært udrydder deres spilpersoner og mobber dem bort fra bordet. Man skal nok være opmærksom på, at rollespillet er fra 1992, hvorimod de andre bidrag i bogen er fra 2006-2008, og at scenariet adresserer nogle fænomener inden for rollespil, som hører en anden tid til. Det er kuriøs læsning, men hverken noget jeg vil spille eller udsættes for. I det omfang det handler om at udfordre rollespillet og den måde, som dynamikken i spillet er på, så synes jeg, at det er gjort langt mere elegant i scenariet Lige ud af landevejen.

11) Storyboard

Et fascinerende spil, hvor man sammen fortæller en historie. Ideen er, at man dyster om at score flest point i fortællingen, men hvis en spiller mister alle sine point, så har alle tabt, og man får ikke lov at forløse historien!

Ideen er, at man brainstormer sammen rammen for historien (f.eks. en luftskipper på flugt fra sine tre ekskoner), og hver spiller skriver en konflikt på en seddel. Sedlerne blandes, og man trækker en af dem. Skaberen af konflikten er nu aktens ordstyrer, og han fordeler rollerne mellem de andre spillere: hovedrolle, birolle, lokationer og rekvisitter. Meddeltagerne skal nu på bedst mulig vis realisere ordstyrerens konflikt gennem en række scener, og des bedre de gør det, des flere point sikrer de sig. Det er en meget spændende måde at have en fælles fortælling på, og det er et listigt system, der siger en del om samspillet mellem deltagerne.

12) New Voices in Art

Et con-live, der er relativt let at opstille, som kan køres af andre end forfatterne, og det alene gør scenariet anbefalelsesværdigt. Problemet er, at scenariet i sig selv ikke videre fængende. Spillerne spiller sig selv, der er upandcoming kunstnere på kanten af et gennembrud, og vi er ved den afgørende udstilling, hvor alle kunstnerne mingler med hinanden, mens de prøver at promovere hver deres private mål, som handler om at bringe deres kunst i spil. Der er valgfrihed omkring at udpege en ‘vinder’ af kunstudstillingen (dvs. en konkurrence inden for scenariets fiktion), og der er mulighed for en lang stribe biroller i form af publikum – som synes at have langt sjovere missioner end kunstnerne. Selve oplægget fænger mig ikke, det lyder alt for navlebeskuende, men det skal siges, at jeg tror sagtens, at man kan få en fin oplevelse ud af det, men scenariet Fyraften er en langt mere interessant tilgang til navlebeskuelse i rollespil. Der er dog to ting, der skal fremhæves ved scenariet, og det “indre monologer” og det rolleskabelsen. Man er i spil fra det øjeblik, man tager sit vinglas, og man må ikke sætte det fra sig under spillet, og undervejs kan en anden spiller banke let på glasset, hvilket er et tegn til, at man skal komme med en indre monolog, hvor man taler bramfrit om et stykke kunst. Ideen er interessant, men jeg er lidt i tvivl om, hvorledes man koordinerer det med store mængder af spillere (spiller de andre videre, eller standser alle og lytter til monologen – den del er ikke helt klar i scenarieteksten). Det andet interessante element er rolleskabelsen, hvor man udfylder et spørgeskema, hvor man vurderer en række generelle udsagn i forhold til sig selv. Derefter får man udstukket sin rolles ‘mission’ eller motivation, og derefter udfylder man samme spørgeskema en gang mere, men denne gang kan man relatere sine svar til ens tidligere svar, og derved finde nogle punkter, hvor man vil fremhæve ligheder og forskelle mellem en selv og ens rolle. Det er ret smart tænkt.

13) In the Belly of the Whale

Med Kappe og Kårde som en af de mange kilder til inspiration, så er scenariet ikke meget mere end et regulært fortællescenarie, hvor kortene i spillet til dels erstatter spilleder, og til dels giver noget afveksling fra hver afspilning. Historien udspiller sig i 1600-tallet, og hver spiller vælger et rolleoplæg. I hver runde trækker man et stikord, som man skal inddrage i den fortælling, som man fortæller de andre publikummer, og man skal også inddrage sine tidligere stikord, så der opstår en tilbagevendende tematik i spillet. Til sidst fortæller man epilogen for sin sidemand, der finder sted efter at hvalen har spyttet sine fanger op på en strand. Igen er det meningen, at man improviserer ved at bygge oven på de andres udsagn, således at hvis jeg fortæller, at man sidemands karakter døde ulykket tre år senere i favnen på en tredje spilperson, så skal de to andre spillere fortællere videre derfra. Det kuriøse i scenariet er, at man fortæller sin sidemands epilog, og spilleren har ganske usædvanligt ikke kontrol over sin karakters skæbne.

14) The Trouble with Demons

Her har vi noget, der ligner et klassisk con-scenarie, som det blev gengivet i sin kortform i Saga og Fønix. Ideen er god, ligheden til Paladins Lampe er tydelig, og der er ligefrem samme flyve-vittighed. Systemet i scenariet afgør hvorledes smådjævlene adlyder deres troldmand, og der er tydeligvis en stor kilde til underholdning her. Udover denne mekanik er scenariet ellers et klassisk systemløst scenarie. Oplægget lyder meget lovende, og det er helt klart en af bogens perler.

15) Gun Smoke

Et fortællerollespil, der ligesom It wasn’t me! har en række ligheder med Munchausen-rollespillet. Denne gang foregår den mytiske Dodge City. Hvor man i Munchausen udfordrer hinandens røverhistorier, og hvor man enten accepterer eller bestrider den anden spillers udfordring, og hvor man i It wasn’t me! erklærer hinanden for løgnere, der håndterer man her kampen om fortælleretten ved poker og shootouts. Ideen er, at en spiller er spillets eneste fortæller, indtil en anden spiller udfordrer ham. Først gør man det ved ‘poker’, hvor man overbyder hinanden med den stak mønter, man har foran sig, og når man er færdig med at overbyde hinanden, så indgår de tilbageværende spillere i et shootout, hvor man samtidig trækker sin gøb mod hinanden, og så ser man hvem, der stadig står efter skyderiet. En særdeles morsom måde at gøre det. Herefter har man nu en ny fortæller, og man fletter shootoutet ind i fortællingen ud fra en vejledende tabel, der angiver hvor alvorlig konflikten i fiktionen var.

16) The New Middle Ages

Det her er et fortællespil for middelaldernørder og Umberto Eco-fans. Historien udspiller i ved Paris’ universitet i middelalderen (meget lig romanen Baudolino), men det særegne er, at hver spiller repræsenterer et blik på middelalderen, og spilleren må fortælle og påvirke spillet ud fra dette blik eller konstruktion af middelalderen. Det er en virkelig betagende måde at formidle hvorledes man kan formidle den samme historie på forskellige måder – en spiller kan f.eks. have en romantisk tilgang til middelalderen, mens en anden ser middelalderen som et tusindårigt langt barbari, mens den tredje spiller anskuer det hele som roden til de moderne nationalstater, og den fjerde fokuserer på tempelriddere og sammensværgelser. Spillet kører over ni ruinder, hvor man følger optøjerne omkring Paris’ universitet i 1200-tallet. Scener og målene i scenerne håndteres ved hjælp af stage-cards og cuecards. Spillet koordineres af en spilleder, og man skiftes til at fortælle eller spille scener. Konflikter håndteres ved, at de konfliktende spillere beskriver deres mål. Dernæst beskriver først den ene, hvilken pris, han er villig til at betale for sit mål, dernæst skal den anden overgå ham, og sådan bliver man ved, indtil en af spillerne giver sig, og den anden opnår sit mål, men må tage den konsekvens, som han beskrev som prisen.

17) Forgotten Memories

Som bogen begyndte, således ender den med et fortællerollespil, der balancerer på kanten af det nostalgiske, om barndomsminder. Man laver en række sceneoplæg, og så skiftes man til at fortælle. Ideen er, at den person, der kom med sceneoplægget, skal stille ledende spørgsmål til fortælleren. Fortælleren kan stille publkium spørgsmål, men ellers blandet publikum sig ikke i fortællingen. Fortælleren aflsutter sin fortælling med et spørgsmål, som kommer til at indgå i puljen af sceneoplæg. Vi er noget på kanten af, hvad rollespil er, med dette spil, for hvor meget rollespil spiller man, når spillet egentlig bare er at fortælle historier på skift. Rollespillet ligger mest i, at man skal forestille at være den person, som fortæller en ægte historie fra sin barndom.


Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Itras by, Nørwegian Style, Nordisk rollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

11 svar til [Anmeldelse] Nørwegian Style

  1. Uffe siger:

    Jeg har kun læst omkring 5 scenarier endnu i min udgave (og en hel del af dem på norsk i forvejen). Men indtil videre er jeg godt tilfreds. Norge har helt klart noget at byde på. Hvem står for Dænish Style?

    Jeg synes du glemmer at nævne indledningen, der gennemgår Norges rollespilshistorie kort. Jeg var ret glad for at få lidt styr på hvem der var hvem i Norge. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig en mere udddybende tekst, og meget gerne suppleret med en vejledende tekst i spillespil (men sådan nogen er vist ret svære at skrive).

    Folk der er nærige kan med fordel afpudse deres norske og læse på Nørweigan Style bloggen i stedet.

    PS: Al ros til layout og illustration.

  2. Morten Greis siger:

    Hej Uffe,

    Det er rigtigt. Jeg fik ikke indledningen med, selvom den var i mine noter. Der er et kort grundrids over norsk rollespilshistorie, men jeg savner noget kød på den. Praktisk men lidt for sparsom.

    Sjovt du nævner det med en vejledning i spillestilen. Der er helt klart en særlig norsk improstil, og en vejledning er den, der er i Fastavals spillerkompendie 2008, hvor Matthijs bidrager med artikel (kompendiet kan findes her på bloggen).

  3. Uffe siger:

    Ah, havde glemt det dejlige norske “Vondt er gøy” og dytte-afsnittet. Den artikel er et genlæs værd om ikke andet så for sproget.

    Mit 2008 spillerkompendie lå sammen med Play Unsafe, og det faldt mig ind at de teknikker Matthijs anfører ligger meget tæt op af dem der er i nogle afnsit i Play Unsafe. Måske traditionerne ikke er så forskellige alligevel.

    Eller… Norsk subtradition er lig Amerikansk subtradition er lig…

  4. Morten Greis siger:

    Det har jeg også spekuleret en del over. Der er nogle markante ligheder, og jeg har haft spekuleret i, om ikke de trækker på samme impro-kilde? Ikke at jeg er sikker på, hvad den kilde er, men jeg har haft overvejet, om der er sevet nogle ideer ind fra teater og historiefortælling, måske fra sådan noget som “Impro for Storytellers”?

  5. Morten Greis siger:

    Og så er der lige spørgsmålet om Dænish Style. Der er helt klart noget. Gnavpotveksler vil her være et oplagt sted at lave arbejdet fra.

  6. Uffe siger:

    Jeg jokede forleden om at lave en Dænish Style, og samle 17 representative danske scenarier i en bog, og vi blev enige om at den ville blive ½ meter tyk.

    Jeg synes faktisk det er vigtig, hvis vi skulle lave en dansk stil-bog, at vi også fik nogle af de lange scenarier med, da de for mig er meget representative for dansk tradition.

  7. Morten Greis siger:

    Så absolut. 17 scenarier bliver en spændende nok øvelse, men det bliver også til tyk, tyk bog, og meget arbejde med at oversætte.

  8. Matthijs siger:

    Impro-teknikkene som er beskrevet i Graham Walmsleys “Play Unsafe” og min artikkel i spillederkompendiet, er basert på Keith Johnstones teknikker. Jeg anbefaler alle å lese hans bøker. (Og det har jeg gjort siden… 1993? Da skrev jeg en anmeldelse av “Impro” i Imagonem). Itras By-resolusjonskortene er også basert på impro-tanker.

    Når det gjelder en veiledning i “norsk spillestil”, må man selvsagt si alle de ting man sier i en slik situasjon: Alle spiller forskjellig, vi som skriver i boken er bare et sub-miljø av det norske rollespillmiljøet, osv osv osv. Men Itras By er en god og mer detaljert veiledning, og Archipelago er det også.

    På bloggen finnes det flere spill og artikler enn i boken. De er dog ikke redigerte og har ikke alltid noe layout. Men de er fullt lesbare og spillbare for det.

    Dænish Style: Kan man foreslå en bok-serie? Hvis hvert scenarie får en felles “label” og forsidedesign, kan det jo legges ut på Lulu?

  9. Pingback: Reviews of the book « Nørwegian Style

  10. Håken Lid siger:

    Takk for en grundig anmeldelse. Jeg kan si meg enig med mye av dine tanker rundt de ulike spillene. Håper du prøvespiller noen av dem også og skriver litt om hvordan det gikk.

  11. Pingback: Om morskab i rollespil | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s