Køn og rollespil

Sidste uge sparkede Sanne en debat i gang omkring køn og diskrimination i rollespil og i rollespilsmiljøet, og der har udviklet sig en spændende debat om emnet på hendes blog. Smut over og læs den.

Debatten udvidede sig siden til det norske, da Matthijs gjorde opmærksom på Sannes blogindlæg på det norske rollespilsforum Hyperion. Det bragte Simon til at spekulere over køn, og i forbindelse med Læsegruppens læsning af scenariet Tropical Zombies, hvis karakterer netop er baseret på stereotyper, så vendte han kønnene om på karaktererne. Netop muligheden for at lege med den slags, er noget af charmen ved rollespil, og jeg vil her præsentere et par eksempler på den slags. Imens er der en aktiv debat på Liveforum, som Kåre på sin blog har en kommentar til, hvor han opfordrer til ikke at lade diskussionen forfalde til ordkløveri, og han opfodrer til, at folk handler i stedet for at ordkløve.

Rollespil med ’tomme’ karakterer a la Uniks eller Memoratoriets karakterer vil jeg ikke komme yderligere ind på, da der er tale om så skematiske karakterer, at det ikke rigtigt giver mening at tale om køn for de roller.

I rollespillet Nephilim spiller man en kønsløs (og kropsløs) udødelig elementar-ånd, der bærer et arketypisk mytisk væsen som sin form og personlighed. Nogle mytiske væsner har traditionelt et fast køn (satyren, najaden), andre er kønsløse (den personificerede klippe, englen), men hvorvidt spilleren ønsker at betragte sin karakter som kønnet er valgfrit. Når en Nephilim siden skal have en krop, gør den det ved at inkarnere ind i et menneske, og det medfører, at karaktererne løbende veksler mellem at være kropsligt mænd og kvinder med alle de forviklinger det medfører.

I scenariet På en tømmerflåde leger Troels med kønsroller, da scenariet handler om relationerne mellem tre karakterer, hvor de to af dem er samme biologiske køn, men har hver deres præference, og hvor den tredjes køn biologisk set ikke er konstant, men dens præference for det modsatte køn er.

I ”Kvinden, der var” tog vi udgangspunkt i en artikel af Slavoj Zizek, der handler om, hvorledes den perfekte kvinde ikke kan eksistere, og at hun derfor enten er nødt til at forsvinde, eller er nødt til at blive degraderet til uperfekt. Udgangspunktet i scenariet er, at kvinden er perfekt, og derfor er hun nu væk. Vi oplevede her, at der var spillere, der forsøgte at underkende denne præmis ved at dæmonisere hende, og derved gøre hende uperfekt, hvilket blandt andet inspirerede Troels til at beskæftige sig med Defensivt spil i både spillerkompendiet 2009 og i scenariet Tortur. En anden ting vi gjorde ved scenariet var, at vi skabte otte karakterer, fire af hvert køn, og skrev en tekst til hver karakter, der gjorde, at den både kunne læses med det ene og det andet fortegn. Prisen var, at karaktererne tenderede til at blive tomme, men til gengæld gav det os mulighed for at en masse varianter ved afspilningen af scenariet (der er otte forskellige roller, og kun de fire af dem skal anvendes).

Noget af baggrunden for denne tilgang var dels inspiration fra en Knudepunkts-artikel (Beyond Role and Play), hvor der blev berettet om et scenarie, hvor alle karaktererne fandtes i to forskellige versioner (f.eks. Alexander/Alexandra), som spilleren selv kunne vælge, og dels var det et kritikpunkt fra en række kvindelige rollespillere, som bemærkede, at mandlige karakterer ofte var langt mere interessante at spille, da de af deres (mandlige) forfattere generelt var bedre skrevet, hvorimod de kvindelige roller var langt mere stereotype (og angående stereotype kvinderoller vil jeg gøre opmærksom på Annes glimrende artikel om, hvorledes man spiller disse).

Samme tematik bragte Troels og jeg videre i Legenden om …-scenarierne. Her valgte vi at konstruere karaktererne sådan, at der ikke fremgår noget køn af karaktererne, og det er noget, som spillerne selv skal vælge. Særligt Troels har arbejdet videre med dette i Legenden om …-novellerne, hvor man uafhængigt af spillernes valg fordeler nogle roller på karaktererne, som ’den, der skal giftes’, ’den, der er den jaloux elsker’ osv. Blandt de ting vi har observeret er, at det betyder enormt meget for dynamikken i spillet hvilken konstellation af roller der er – særligt når scenariet handler om, hvad de roller så foretager sig af seksuelle og ægteskabelige handlinger. Vi har i den henseende netop valgt at anvende Howards Hyperborea og Sword & Sorcery-genren for at have rummeligheden til at eksperimentere med kønnene. Disse elementer vil være bære over i Ascalon-dynastiet, og så vil vi arbejde videre med det i Legenden om … III, som henter sin inspiration fra Elric af Melniboné.

Trods at rollespil i sin ’oprindelige’ (D&D)-form appellerer overvejende til mænd, så er det ikke det samme som at scenarierne nødvendigvis er udpræget maskuline. Der skal vi nok snarere i retning af scenarier som Mænd af ære og South Central Dreaming, der omhandler maskuline grupperinger og kulturer. Seneste skud på stammen bliver vist 2010’s hooligan-scenarie af Kristo(ffer rudkjæ) og Kristo(ffer Apollo). Sanne har med sit Hjerte af guld præsteret at præsentere et scenarie med en omvendt struktur, og en række Jeepform-scenarierne er også inde på emnet i et vist omfang – hovedsageligt ved at lade spillerne rykke rundt mellem rollerne, så man både får spillet kvinde og mand i samme scenarie, men også ved at stille et krav om rollernes seksuelle præferencer (scenariet Tvivl), hvilket medførte en del debat på Story Games for Everybody (del 1 og del 2).

Mænd, kvinder og elvere

Sidst vil jeg gøre opmærksom på en ting, jeg er stødt på flere gange, og det er forholdet mellem race og køn i fantasy-rollespil. Jeg har mange gange oplevet, at refererer folk til køn, så underforstår de altid mennesker, og at racerne altid er racer, før de er køn, så man derved kan støde på vendingen ’mænd, kvinder og elvere’, f.eks. at spilgruppen i D&D består af en mandlig kriger og elver troldmand.

Jeg har hovedsageligt vægtet produkter, som jeg selv har haft en finger med i, da jeg ikke er rigtig erindrer at være stødt på andre scenarier, der i samme grad beskæftiger sig med karakterernes køn – jeg har dog en forhåbning om at modtage henvisninger til andre scenarier i kommentarfeltet.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Legenden om .../Ascalon, Rollespil. Bogmærk permalinket.

14 svar til Køn og rollespil

  1. Kristoffer Apollo siger:

    Jeg synes, det er en rigtig sjov diskussion, hvilke scenarier der er maskuline og feminine. Er det i emnet, rollerne eller udtrykket, at det defineres?

    Jeg ville fx kalde næsten alle Ask Aggers scenarier maskuline, fordi de følger actionfilmskabeloner og dermed den klassiske Hollywood-historie, hvor helten defineres af sin evne til at tackle problemerne gennem handling (og oftest er en mand). Shoot first, ask later – det må være dybt maskulint, hvis vi følger kønsklicheerne.

    Omvendt er der mit eget “Mænd af ære”, som foregår i et hårdt, maskulint og udpræget mandschauvinistisk mafiamiljø. Men selve scenariet handler mest om personlige relationer, følelser og magtspil personerne imellem – og det er da lidt feminint, er det ikke?

    Og det er altså ikke, fordi jeg har noget imod at få kaldt mine ting maskuline – en stor del af mine scenarier foregår i stærkt mandsdominerede miljøer, og der kommer nok til at være mere end én mandschauvinist med i hooligan-scenariet.

  2. Anders Frost Bertelsen siger:

    Når jeg starter med at skrive scenarier er det ofte med idéen om at de skal være mere “feminine”, men slutproduktet er det sjældent. I Den Brændende Vinds Ild ville vi gerne have haft mere Sheherezade-Girl-Power, men det gled ud undervejs. I Dyst ville vi meget gerne have nogle meget stærke kvinder, men jeg er bange for at de druknede en lille smule i rustninger og mænd med formel magt. Det mest feminine jeg har været med til at skrive har nok været Et Lystspil, hvis to dele henholdsvis er det rigtige lystspil, med nogle stærke kvinder der styrer mændene og så dekonstruktionen, der var meget føle-føle.

  3. mortengreis siger:

    Det er spændende kommentarer I har. Kristoffer stiller jo et forbistret spørgsmål, når han spørger til, hvori et scenarie er kønnet, om det er feminint eller maskulint.

    Ask Aggers scenarier som maskuline lyder ret, da de følger Hollywoods skabelon, som ikke rummer meget plads til kvinder. En af de få film berørende den kategori, der består Bechdel-prøven er Aliens. http://bechdel.nullium.net/

    Det bringer mig til scenarier som intrige-scenarierne. Hvor vil vi kønsmæssigt anbringe dem? Maskuline magtkampe eller feminine forræderier?

    For noget af det forbistrede er, at historier i maskuline miljøer langt fra er uden følelser og relationer, så det er langt fra let at tildele et scenarie et køn ud fra det miljø, historien udspiller sig i, og det synes ikke lettere af, at ”kvinderollespil” ikke behøver at involvere kvinder blandt rollerne.

    Hvilket bringer mig til Anders’ kommentar. Ligger det feminine i, at der er stærke kvinderoller eller i, at scenariet handler om ’føle-føle’? En kritik mod ”stærke kvinderoller” er, at når mænd forsøger at skrive dem, er at kvinderne i virkeligheden er ’mænd med bryster’ (som nogle analytikere mener, at Ripley fra Aliens er det), og kan det tænkes, at det er derfor, at det feminine element i form af stærke kvinder forsvinder i baggrunden af, at scenarierne handler om noget helt andet end stærke kvinder, og at de nedtones, fordi de mere er darlings, end de er centrale for spillet, da spillet har mere brug for markante eller tematisk relevante roller frem for ’stærke kvinder’? F.eks. forsvandt flere roller ud af Dyst fra spiltesten på Con2 til Fastaval, f.eks. jøden, da disse roller uagtet deres køn ikke var relevante for den historie I ville fortælle? Med andre ord er den feminine vinkel i form af stærke kvinder en darling, som forsvinder ud af scenariet eller nedtones, når I begynder at skære ind til benet i skriveprocessen, og er konsekvensen den, at det feminine element skal ind i scenariet af en anden vej, f.eks. ved et fokus på relationer og følelser?

  4. Kristoffer Apollo siger:

    Forestil jer scenariet Omklædningsrummet, som handler om sociale hierarkier, hakkeorden og intern mobning på et fodboldhold. Mandehørm, svedduft og så videre. Maskulint, ikke?

    Men hvad så, hvis det samme scenarie handlede om et bøsse-fodboldhold?

  5. @Kristoffer: Jeg ved ikke om det feminine/maskuline i din fodboldsituation handler så meget om hvorvidt de er bøsser. For mig ville det handle mere om hvordan scenariet iscenesætter konflikterne og hvordan man behandler dem. Om man handler eller taler. Hvor klare målsætninger man har.

    Så er det store spørgsmål vel også i hvor høj grad ‘kvinderollespil’ har noget at gøre med ‘feminine historier’.

  6. Kristoffer Apollo siger:

    @Nis: Så kvinder er nogle uden mål, der ikke handler?🙂

    Mere seriøst: Det var mest for at illustrere, at det for mig ikke har noget at gøre med rollernes køn, om et scenarie er feminint eller maskulint. Jeg tror, jeg er tilbøjelig til at snævre det ind omkring, hvilke værdier scenariet fremstiller som positive – er det logik eller empati, handling eller holisme?

  7. Nis Baggesen siger:

    @Kristoffer. Nemlig! Det er derfor de bare skal ud i deres køkken og lave deres børn. Eller noget.

    Men for også at være seriøs, så synes jeg egentlig lidt det var det sammen jeg prøvede at sige. At hvorvidt et sscenarie er maskulint eller feminint ikke handler om rolelrnes køn – eller deres seksualitet, men istedet om scenariets opbygning og værdier.

    Jeg vil så yderligere påstå at det ikke (kun) handler om hvilke værdier der bliver fremstillet som positive, men om hvilke værdier der i det hele taget bliver iscenesat og muliggjort. Hvis vold (hvilket relativt typisk betragtes som et maskulint handlingsmøster) er den eneste mulighed, det eneste omdrejningspunkt i scenariet, så kan det fremstilles nok så negativt og meningsløst – scenariet vil stadig være maskulint i sit udtryk.

    Endelig var min pointe at jeg stadig ikke ved hvor meget ‘maskuline historier’ har at gøre med ‘manderollespil’ (for nu at vende problemet til noget jeg har bare en chance for at vide noget om). Dels fordi jeg ikke som mand betragter mig som udelukkende maskulin, og det er min formodning at det samme gør sig gældende for kvinder. Dels fordi jeg ikke ved hvad der er vigtigst for at føle sig hjemme i rollespil – at rollen passer ens køn, eller at scenariets værdier passer med mine egne.

    For at tage et parallelt eksempel, så hvis jeg fandt at jeg blev diskrimineret på grund af race – eksempelvis fordi min race altid var i biroller – så handler det jo ikke nødvendigvis om at jeg vil høre nogle historier der fungerer på en anden måde, men også om at jeg vil se de samme historier med min race i hovedrollen. Jeg ved da i hvert fald fra mig selv at nogle gange når jeg læser bøger med kvindelige protagonister der opfører sig ganske maskulint så kan det virke kunstigt på mig, selvom jeg for opfyldt det handlemønster jeg har lyst til at leve mig ind i. Og omvendt, kan feminin opførsel fra mandlige protagonister virke spændende og give en tiltrængt dybde.

  8. mortengreis siger:

    Køn er en vanskelig størrelse. Jeg oplever ved denne diskussion, at der er flere bolde i luften på en gang. Umiddelbart oplever jeg tre brede kategorier af scenarier og rollespil, der berører rollespil.

    Scenarier, der udspiller sig i miljøer, med personer og om problemstillinger, der på overfladen appellerer til et bestemt køn. Jeg er fristet til at betragte disse scenarier som ’manderollespil’ og ’kvinderollespil’. Det underforstås her, at ’kvinderollespil’ er dækker ting som ’relationer’ og ’manderollespil’ gælder ting som ’action’, og det synes derfor at være betegnelser, der styrker de eksisterende fordomme om kønnene.

    Scenarier, der lader maskuline og/eller feminine værdier (huh, det er ladede udtryk det her) komme til udtryk gennem scenariets tematik eller spillets måde at strukturere historien på, og det er derfor formelt set ikke vigtigt, hvor en sådan historie udspiller sig, og hvilket køn karaktererne har, men valget af miljø og køn kan være centralt for at forstærke tematikken.

    Så er der scenarierne, der beskæftiger sig med kønnet som konstruktion typisk ved at rykke rundt på de gængse opfattelser af køn. Det kan være ved at give stærke kvinderoller en større plads i scenariet, eller ved at miljøet i fiktionen har en helt anden måde at konstruere køn på.

  9. Anders Frost Bertelsen siger:

    Morten skriver længere oppe (omkring Dyst):

    “kan det tænkes, at det er derfor, at det feminine element i form af stærke kvinder forsvinder i baggrunden af, at scenarierne handler om noget helt andet end stærke kvinder, og at de nedtones, fordi de mere er darlings, end de er centrale for spillet, da spillet har mere brug for markante eller tematisk relevante roller frem for ’stærke kvinder’? F.eks. forsvandt flere roller ud af Dyst fra spiltesten på Con2 til Fastaval, f.eks. jøden, da disse roller uagtet deres køn ikke var relevante for den historie I ville fortælle? Med andre ord er den feminine vinkel i form af stærke kvinder en darling, som forsvinder ud af scenariet eller nedtones, når I begynder at skære ind til benet i skriveprocessen, og er konsekvensen den, at det feminine element skal ind i scenariet af en anden vej, f.eks. ved et fokus på relationer og følelser?”

    Det er meget skarpt formuleret. I situationen ender de stærke kvinder med at være en darling, der før eller siden skal dø, hvis kvaliteten skal være i top (ok, det var ikke fordi kvinderne i Dyst endte helt tandløse, men de drev ikke scenariet på samme måde som vi på et tidspunkt ønskede). Hvis man vil være sikker på at lave et (godt) kønspolitisk scenarie er man nok nødt til at lade det kønspolitiske være selve kernen i scenariet. Ellers ender man let i en situation hvor man skal vælge mellem kvalitet og budskab. Det gælder iøvrigt også for alle mulige andre budskaber man kunne have.

    Kvinden Der Var er et godt eksempel på et scenarie der beskæftiger sig med kønnet som konstruktion. Jeg var meget forelsket i grundtanken bag rollerne, fordi det var en elegant måde at lægge alle kønsrollemønstre over i spillernes hænder (og forforståelse). Efter min mening var et af problemerne desværre, at rollerne fungerer ud fra forskellige præmisser. Moderen/faderen, broderen/søsteren og vennen/veninden lægger op til subtilt spil om forskelle på køn i forskellige situationer mens elskeren/elskerinden definerer hvorvidt det hele skal handle om at kvinden er lesbisk. Ikke fordi det er skrevet ind i scenariet, men fordi der er for markant til at springe henover når man skal improvisere en konflikt ud af meget lidt materiale.

    De to andre kategorier du stiller op har jeg lidt svært ved at skelne. Kan du give nogle eksempler på scenarier der passer indenfor?

  10. Nis Baggesen siger:

    Det er vel ikke så underligt at for at lave et godt kønspolitisk scenarie, så skal det kønspolitiske være et kerneelement i scenariet. Hvis man skal lave et godt X scenarie, så skal X vel som regel være centralt for scenariet. Men et scenarie behøver vel ikke være kønspolitisk for at appellere til kvindelige spillere eller behandle feminine værdier?

  11. Anders Frost Bertelsen siger:

    Nej, det er selvfølgelig ikke underligt overhovedet, men jeg tror den lektie der har taget nogle forsøg for mig at lære har været, at man heller ikke lige kan snige en lille smule med ad bagvejen.

  12. Pingback: Om mine hypermaskuline tendenser og bekæmpelsen deraf « Frygt og lede i Odense

  13. Sanne Harder siger:

    Morten, du har ret i, at der er flere bolde i luften her.
    Det er jo faktisk møgsvært at skrive en god rolle, der portrætterer det modsatte køn. Også når man er kvinde… Mine manderoller har en tendens til enten at blive til kvinder uden bryster, eller til karrikerede, nossekløende, brovtende mandschauvinister😀
    Når jeg alligevel gør forsøget, får jeg en mand (*min* mand, som oftest) til at læse rollen igennem. Jeg husker bl.a. at have fået at vide: “En mand ville aldrig ligge krøllet sammen og græde”, og “sådan ville en mand ikke omtale sin pik”! Sådan nogle ting har jeg ingen chance for at vide🙂
    Det er ubetinget en fordel for mig, at de fleste af rollerne er kvinder.

    Jeg er heller ikke særlig vild med “kvinderollespil” og “manderollespil”, selvom jeg introducerede ordene. Et scenarie, der handler om far-sønrelationer, må uvægerligt appellere mere til mænd end til kvinder – det er jo lettere for jer at relatere og leve sig ind i sådan en fortælling.

    Min agenda er nu ikke at definere maskuline og kvindelige elementer i scenarier, men at kvinderne i lige så høj grad som mændene skal have lov at føle, at de er velkomne i rollespil. Det gøres for mig at se bedst ved at sikre, at der er mange forskellige genrer og historietyper repræsenteret. På Fastaval er vi så heldige, at vi får flere og flere kvindelige forfattere (så vidt jeg lige kan overskue er der 14 kvinder ud af 2010s 51 forfattere?), og det tror jeg er en udvikling, der er selvforstærkende. Det at forfatterne er kvinder garanterer selvfølgelig ikke, at de skriver scenarier, der primært appellerer til kvinder, og ligeledes med mændene. Men jeg tror nu alligevel det hjælper.

  14. Kristoffer Apollo siger:

    Jo, Sanne, en mand ville også ligge krøllet sammen og græde. I hvert fald nogle mænd. Under de ‘rigtige’ omstændigheder.

    Men det viser vel bare, at en del af udfordringen er, at vi skriver op mod de gængse kønsklicheer, når vi skriver roller. Det er meget, meget svært at lade være med at læne sig op ad stereotyper, når man skal skrive en rolle på en side eller to, ikke mindst fordi spillerne typisk vil ramme den ind i stereotyperne, når de afkoder teksten. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at man ikke kan gå imod stereotyper; det kræver bare, at man er skarpt bevidst om det og formidler det præcist.

    Så vidt jeg ved, er der fx aldrig nogen, der har opdaget, at én af rollerne i Jisei i mit hoved er skrevet, så han kan tolkes til at være bøsse.😦

    Og i øvrigt gør jeg selv det der med at få en kvindelig testlæser på kvinderoller – netop for at undgå at ramme forkert i sprogtonen. Jeg er også helt enig med dig i, at flere kvindelige forfattere forhåbentlig må give en slags sneboldeffekt.

    Men for lige at springe lidt rundt i emnet, så har jeg efter dit oprindelige blogindlæg tænkt over en ting: Nemlig om rollespil, som vi kender det fra fx Fastaval- og jeepform-sammenhæng, ikke har mange stærkt feminine træk? Selvfølgelig en generaliseret betragtning, men meget af den scenarietradition baserer sig da på ganske nuancerede relationer og ‘indre’ spil mellem rollerne? Som sjovt nok så oftest bevæger sig rundt i miljøer og historier, som man typisk ville karakterisere som maskuline.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s