Addendum: Et eksempel på kontraktproblemer i rollespil

I forlængelse af min indlæg om sociale kontrakter i brætspil er jeg stødt på følgende.

Et eksempel på en forfejlet kontrakt – Villa Salo

Signa har sat et nyt interaktivt stykke op, Villa Salo, og interaktive teatre opfører sig altid sært i mødet med rollespillere.

Jonas Trier har på sin blog givet en beskrivelse af hans oplevelser i Villa Salo, og han henviser her til et interview (link her) med Signa, der forundrer sig over, at publikum ikke griber ind over for det, som de ser.

Artiklen med Signa:

Men det er ikke nok for Signa Sørensen, der gerne så, at gæsterne engagerede sig mere i villaens virkelighed: Greb ind eller diskuterede begivenhederne.

[…]

Hun forklarer, at man skal være villig til ikke kun at se det, der sker, når overgrebene finder sted, men også opleve tiden imellem dem. Blive en del af universet, reflektere og tage stilling.

»Man skal først og fremmest tvinge sig selv til at blive længe nok i Villa Salò til at kvalmen – eller medfølelsen – eller vreden indtræder, og man selv glider ud af den beskyttede beskuerrolle«, siger hun.

Jonas skriver:

For jeg er helt sikker på, at det er en del af den æstetiske strategi, som Signa har lagt for dagen. I et interview til Politiken siger hun sågar, at hun er chokeret over, at publikum ikke griber ind overfor de overgreb, der bliver begået imod “The Children”.

Ahem. Hvis jeg bliver præsenteret med en teaterbillet, og ladt ind i et univers, hvor jeg ikke må tage del i den centrale aktivitet (at knalde … det er sgu det det handler om), og desuden ikke bliver givet et værktøj eller noget som helst andet til at engagere mig med, er det ikke noget under, at jeg eller nogen anden ikke gør en skid.

Kontraktlige problemer

Det er jo næsten for let at påpege, at mange ikke griber ind, fordi de ved, at det er en oplevelse, som de har købt og betalt for, og at trods hvor meget den væmmer dem, så er det stadig fiktion – på samme vis som vi heller ikke griber ind over for filmen Salo, tegneserien Filth eller andre væmmelige, fiktionelle ting. Når man træder ind i fiktionen, er man der ikke for at gribe ind over for det man ser, og endnu mere væsentligt, så er man hverken givet værktøjer eller rammer for indgriben, for skulle jeg gribe ind på anden måde end at ringe til politiet og de sociale myndigheder og gøre opmærksom på, at der finder overgreb mod mennesker sted? Uden at udstikke rammer for, hvorledes man kan, må og skal gribe ind, kan Signa ikke med rimelighed beklage sig over, at folk ikke griber ind. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om det er hendes intention, at støde folk nok til, at de føler sig nødsagede til at gribe ind, og det er i virkeligheden det, der ægrer hende – hun kan ikke støde folk nok til at reagere på trods af, at de er i en fiktion, hendes illusion virker ikke.

Næste indlæg i serien: Garanti for spil

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Liverollespil, Reenactment, Rollespil. Bogmærk permalinket.

5 svar til Addendum: Et eksempel på kontraktproblemer i rollespil

  1. Sjovt at se hvordan folk er helt umulige at få til at reagere på noget som helst uden at få udleveret regler for hvordan.

    Vi har samme problematikker i forhold til borgerinddragelse, folk tør og gider ikke blande sig uden for deres sfærer uden at få explicit tilladelse og instruktion i at gøre det, samt hvilke konsekvenser der er lagt op til. På trods af at det rent faktisk ender med at være dem der bliver udsat for det konkrete resultat af den process de melder sig ud af, ulig Villa Salò der slutter ved hoveddøren.

    Det er et helt håndværk at få folk til at træde ud af deres passivitet og få dem til at komme med nogen form for tilbagemelding, det er det som frk. Signa tilsyneladende ikke forstår. Hun er fanget i sit eget synspunkt som kunstner og dermed empat.

  2. Kristoffer Mads Sørensen siger:

    Jeg kan godt se rimeligheden i, at publikum ikke griber ind – at publikum ikke bliver en del af teaterstykket. Det første spørgsmål for den ukendte i genren må være: Hvad er et interaktivt teaterstykke? Hvad må man? Hvornår vil jeg, som tilskuer gå for vidt, og blive andet end tilskuer – eller værre, ødelægge andre skuespilleres og tilskuers oplevelse af stykket?

    Jeg har ikke set stykket, jeg har kun læst blog-indlægget og artiklen i politiken. Men uden at vide, om man får en reel instruktionsbog i tilladte handlinger, vil jeg vove den påstand, at i et “teater-stykke”, interaktivt eller ej, så er det centrale ord stadig “teater”: Én scene, Ét publikum, Én pose holdkæft-boljser.

    Ja, teater har været meget andet end det var da jeg voksede op. Åbenbart har jeg fået den kedelige version af teater, den hvor man skal holde sin mund og se fjernsyn på scenen. Lidt som en biograf – men med mulighed for at få sin film ødelagt af sygdom og statist-fejl. Åbenbart har teater været noget livligt filli-gøjs, noget med at artisterne faktisk henvender sig til publikum – at publikum rent faktisk anerkendes som værende til stede. Jeg har prøvet sådan et teater to gange, begge var Crazy Christmas Cabaret – og ja, det siger både noget om hvor lidt jeg går i teateret, og hvor meget værre det teater jeg oplevede som barn, var.

    Kom jeg ind til Vila Salo, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre. Kan man røre ved statisterne? Hvad hvis jeg begynder at befamle en statist? Eller hvis jeg ville have fuldbyrdet samleje? Hvor går grænsen? Hvor stopper denne verden? Problemet ved at forvente mennesker selv finder grænsen er, at så længe konsekvenserne af at gøre forkert enten ikke er forklaret, eller er tilpas fremmede/uklare – så er det som at bede (sociale bevidste mennesker) om at gå på line med lukkede øjne, for første gang. Vil det næste skridt kaste mig mod afgrunden af skam og forundring over, at jeg bryder reglerne på en sådan grotesk måde?

    Jeg vil faktisk gå så vidt at sige: hvilket menneske stopper handlingen i et teaterstykke – på baggrund af at mennesket føler det overskrider menneskets EGNE grænser? Og hvis det ikke er personens egne grænser, men den personer teatergæsten “træder i karakter som”, kan man så overhovedet snakke om at det er underligt ingen siger fra?

    Men det ender alt sammen med en sjov konflikt i Signa Köstlers forundren: Hvem er det der skal gribe ind? Er det publikum som dem selv, eller er det de karakterer publikum ender med at være i forestillingen?

    Og kan man overhovedet bebrejde kunder til et horehus for små drenge i, ikke at gribe ind overfor overgreb – eller anfægte publikums bevidsthed om, at det er et teaterstykke ?

  3. Hopper i det store hele med på Kristoffer og Mortens vogn her.
    Signa er, ifølge interviewet i Politiken, skræmt over deltagernes ligegyldighed.

    Men som Morten er inde på, så ville vi, hvis vi oplevede dette i “virkeligheden” ikke nøjes med at råbe eller sige stop og gå. Vi ville ringe til myndighederne og få dem til at gribe ind. Hvis det Signa vil have tilskueren til er at udtrykke sine følelser omkring ægte misbrug og tortur, så bliver tilskueren bare en del af forestillingen, da forestillingen IKKE er ægte misbrug og tortur.
    Hvis det er meningen at tilskueren skal gøre sig nogle tanker om hvor forfærdeligt de her ting er, når de sker IRL, så kan man vel sagtens gøre sig de tanker uden at give udtryk for dem overfor et sæt skuespillere.

    I Politikens interview står der:

    »Jeg mener ikke, at vi kan vise smerte uden at være villige til at føle et vist mål af den på os selv«, siger Signa Sørensen og forklarer, at hvis ikke de selv levede helt og fastholdt i ubehaget, ville konstruktionen blive tom (citat slut)

    Jeg synes det er en fejl at se skuespillerne som helt og fastholdt i ubehaget. De ved at det (ihvertfald til en hvis grad) er en illusion, og hvis de synes det bliver for ubehageligt er jeg sikker på at de sagtens kan komme ud af det. Den smerte de føler er måske en fysisk smerte der er lig den man ville føle i “virkeligheden”. Men hvis jeg bliver fysisk skubbet af en fyr i et rollespil, så er det måske lig den fysiske følelse jeg ville få hvis jeg blev skubbet af en slagsbror på strøget, men jeg er absolut ikke i tvivl om at det villeføles mange gange værre på strøget (også selvom jeg måske vidste at karakteren i rollespillet var superpsykopat med 80 voldsdomme på samvittigheden). Hvorfor?

    Fordi konstruktionen, uanset hvor ægte man forsøger at lave den, stadig vil være en konstruktion, fordi alle VED at det er en konstruktion. Den fysiske smerte er ægte, men rollespilleren eller skuespilleren ved inderst inde, at den udføres med en ikke-ægte intention. (Der er også forskel på at få pisk i en sexleg og i en tortur kælder, selvom smerten er den samme)

    Jeg har heller ikke set stykket, og ved ikke hvordan jeg ville reagere hvis jeg så det. Jeg tror ikke at jeg ville råbe og bryde ind, men hvis jeg gjorde det så ville jeg nok være bevidst om at jeg gjorde det overfor en skuespiller der spiller en rolle.

  4. mortengreis siger:

    Hej Oliver, Kristoffer og Kasper,

    Jeg kan se, at jeg generelt er enige med jer. Der er helt klart et problem mellem Signas intentioner og gæsternes interaktion med hendes fiktion.

    Det jeg i stedet vil bemærke, er Kristoffers kommentar, for det kan desværre kun alt for godt genkende. Jeg kommer heller ikke meget i teatret, og jeg har svært ved at finde en interesse i det.

    Kristoffer, jeg kan godt lide dit billede, at se fjernsyn på scenen, for det giver mig et godt billede af noget af det, jeg savner ved teater.
    Film og tv styrer det levende, visuelle medie helt vildt, og de teaterstykker, der forsøger at udfordre tv her, taber altid, fordi tv gør det bedre. Jeg kan praktisk aldrig indleve mig i de teater-stykker, og jeg ender altid med at betragte, hvad skuespillerne gør end selve stykket. Det sker væsentligt sjældnere på film.
    Så er der de teater-stykker, hvor jeg som gæst er tvivl om, det er teater for mig eller for skuespillerne. Jeg kan tydeligt se, at skuespillerne morer sig med at skeje ud og råbe af hinanden, men jeg er ikke sikker på, at det overhovedet er meningen, at jeg skal være der og kigge på. Jeg morer mig ikke, og ofte ender jeg med at konkludere, at det kunne vi som rollespillere gøre langt, langt bedre og væsentligt mere interessant.
    Til sidst er der de få stykker, hvor man er blevet enige om, at teater kan noget helt unikt som tv ikke kan, og det vil man bruge til sit stykke, og det er de få tilfælde, at jeg har haft en god oplevelse i teatret.

    Netop fordi grænsen mellem skuespillere og publikum er så kort, kan jeg godt lide teater, der forsøger at udnytte dette, men de gange jeg har været inde og opleve Crazy Christmas Cabaret synes jeg ikke det virker, fordi de ikke er spontant, de er ikke crazy, men derimod er det høfligt og tæmmet. CCC er desuden et af de teatre, jeg synes er lige på grænsen, at skuespillerne mere gør det for deres egen morskabs skyld end for publikums. Som publikum har sært nok mine bedste oplevelser været DIKU-revyen, hvor man som publikum helst skal synge, støje, trampe og råbe med. Der er et helt særegent samspil mellem publikum og skuespillere.

  5. mortengreis siger:

    Og så er Villa Salo blevet genstand for forskning i interaktionen mellem publikum og stykke. Det er interessant at se: http://www.videnskab.dk/content/dk/kultur/salos_publikum_er_hardcore

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s