[anmeldelse] Rollespil i folkeskolen – praksis i teori – teori i praksis

Aalborg universitetsforlag udgav i 2009 bogen Rollespil i folkeskolen – Praksis i teori – teori i praksis. Bogen veksler mellem at dsikutere teori og praksis, så titlen er ikke helt forkert, men derimod er indholdet ikke helt godt.

Betragtninger over bogen

Det følgende er mere en række betragtninger over to aspekter i bogen, anvendelsen af historie og forståelsen af rollespil. Det første, fordi jeg finder folks brug – og misbrug – af historie umådeligt interessant, og det andet, fordi folks opfattelse og anvendelse af rollespil er en anden af mine interesser.

En bog i fire dele

Rent praktisk kan bogen beskrives som bestående af tre dele: forord/indledning/efterskrift, et eksempel på praksis samt gode ideer, og en artikel om teori. Inden jeg gennemgår de afsnit, vil jeg kort bemærke, hvem der har skrevet bogen. På omslaget er angivet Morten Lykke, Felecia Beck Mortensen og Lars Konzack. Imidlertid er bogen baseret på en projektgruppes arbejde, der bestod af yderligere fem personer. De har ønsket at anvende unges rollespil som en læringsform, og på den baggrund har de haft arrangeret en sommerskole af uges varighed i 2007 for 60 børn. Målgruppen er pædagoger m.fl., der arbejder med børn i alderen 12-16 år.

Uden kontakt til omverdenen

Taget i betragtning af, hvor stor en industri af foreninger og andet, der er om/for rollespil, så er bogen skrevet i et sælsomt tomrum. Det lader ikke til, at man har haft nogen væsentlig kontakt til rollespilsmiljøet, forfatterne er generelt historieløse, og bogen rummer ingen form for litteraturliste, der er ikke engang anbefalinger til videre læsning – hvilket er en skam, da der er udgivet en række ganske udmærkede bøger om at designe grej og kostumer og om sminkning i liverollespil, i stedet må læserne nøjes med forfatternes entusiastiske amatørisme. Når man kigger på de otte projektmagere, så fremgår det, at to af dem, Morten og Felicia, har “deltaget i rollespil”, så i det mindste råder de over empirisk erfaring, hvilket anbringer dem milevidt foran bogen Rollespil – i æstetisk, pædagogisk og kulturel sammenhæng (som jeg vil præsentere en anmeldese af senere, næste gang jeg orker at kigge i den, for den er i sandhed sølle), men jeg er ikke imponeret.

Den første del af bogen: Præsentation

I forordet forklarer Jens Jensen (en af projektets seks konsulenter og professor ved AAU) kort, hvordan rollespil kan betragtes:

1. “[…] en levende interaktiv fortælleproces, hvor vi selv er centrale aktører for fortællingen” (p.7)
2. en simulation, der i modsætning til andre simulationer kan håndtere meget komplekse sammenhænge.

Den anden del af bogen: Praksis

Den anden del af bogen handler om praksis. Det skal bemærkes, at vi her har med en bog skrevet af glade amatører, der gerne vil anvende det dersens live-rollespil, som børnene går og laver, til læring. Vi har i forordet fået forklaret to måder, hvorpå rollespil kan betragtes, men ved vi hvad rollespil er? Ikke endnu, og i det praktiske afsnit, begynder vi et helt andet sted. Bogen åbner op med “Konkrete forslag til udarbejdelse af et plot”, så jeg håber ikke, at du har nogen spørgsmål til, hvad rollespil er.

Konceptet er, at man begynder med at fastsætte den pædagogiske pointe, man gerne vil præsentere børnene for, og derefter opstiller man et plot, som addresserer dette. Dette er ikke noget skidt afsnit, men herefter sker der ting. De tre næste afsnit er “Nøglepersoner”, “Rollen” og “Spillet starter”. Af disse bliver jeg nødt til at gengive afsnittet “Rollen” i sin helhed:

“Det understreges, at det er vigtigt, at man “bliver i rolle” og spiller sin rolle hele tiden.

Når man spiller rollespil, laver man med sin person en kulisse for de andre spillere. De spiller på ens rolle, og spiller man godt, får man meget spil, spiller man skidt, gider de andre spillere ikke spille på ens rolle.

Er der nogle roller, der vil kriges hele tiden, akn en løsning være at lade hæren tage dem og afstraffe dem offentligt. Det kan gøres med pisk eller med stok på torvet. Pøbelen indkaldes og lines op omkring torvet. Bøddelen markerer slagene ved brug af hele kroppen, og den straffede råber og skriger i smerte og kvie. Det hele kan gøres lidt mere letfordøjeligt ved, at bøddelen pludselig glemmer, hvor mange slag han har tildelt og må starte forfra. I disse situationer skal man være meget opmærksom på, at denne offfentlige “afstraffelse” kan være meget grænseoverskridende.

Vil man undgå at give nye roller til dræbte, kan man sige, at man bliver hårdt såret i stedet for at dø. En følge kan være, at man skal tælle til 100, eller man skal slæbe sig hen til den kloge kone for at blive helbredt. (Det koster selvfølgelig).” (p.12)

Det er indforstået, rodet, dårlig håndtering af problemstillinger og alt i alt meget mærkeligt, at størstedelen af afsnittet handler om, hvorledes man straffer spillerne i fiktionen, hvis spilleren ikke vil anerkende pædagogernes implicitte kontrakt. Som de selv skriver “kan [det] være meget grænseoverskridende” – det er simpelthen amatøristisk idioti, og pædagoger, som jeg ikke ville lade børn komme i nærheden af.

På det her tidspunkt har man ikke formået at forklare, hvad en rolle er, og det bliver ikke bedre senere. En rolle er i bogen hovedsageligt forstået gennem sit kostume og sit grej alene, Det er desuden meget uklart, hvad de forventer, at folk ved om rollespil i forvejen, og med undtagelse af Konzacks afsnit, som vi tager til sidst, så er det eneste gavnlige i denne bog en pæn måde at opstille et undervisningsforløb på (og det vil jeg overlade til læreruddannede at vurdere kvaliteten af), samt et afsnit om, hvordan man konverterer genbrugstøj til kostumer – og her synes inspirationen ikke at komme fra live-rollespilsmiljøets erfaringer og konkrete produkter, men fra folkeskolens bøger om teaterkostumer, som de blev udgivet tilbage i 1980’erne – charmerende, hensigtsmæssigt for forældre, der ikke vil bruge store midler på kostumer, og enormt retro (og nok derfor bogens liste over forhandlere ikke inkluderer en eneste rollespilsforretning, men et par hobbyforretninger i stedet).

Et rolleark – men intet rollespil

Efter gennemgangen af læringsforløbet og af kostumerne, kommer fire interessante afsnit. Det første hedder “Skab din rolle”. Det er et character sheet, hvor der mellem titlen og skemaet er skrevet “Du skal tegne rollen”. Om det betyder, at jeg skal tegne rollen på rolle-arket eller på et stykke papir ved siden af, forklares ikke, pointen med at tegne heller ikke, og hvordan rolle-arket skal udfyldes, og hvad der menes med de forskellige sektioner, omtales kun meget kortfattet i læringsforløbet (på side 16), hvor man instrueres i, at spillerne skal udfylde arket. Arket rummer følgende afsnit:

“Rollespillerens navn”, “Rollens navn”, “Rollens arbejde”, “Rollens rekvisitter”, “Rollens familie og forbindelser”, “Rollens evner” og “Rollens historie”.

Jeg finder det kritisk, at der er inkluderet et rolle-ark uden at der er en eneste forklaring på pointen med arket, og at der er afsnit, som i alle andre rollespil vil eksplicit referere til spilmekanik (“Rollens evner”) – men her lades lærere og pædagoger på herrens mark.

Kaosmagi

Herefter kommer afsnittene “Kort gennemgang af fægteregler”, “Magi” og “Magisk sværd”. Det første afsnit er tilforladeligt, folk udstyres med et par kropspoint (rustninger er der ikke regler for), og et par gode råd om at slås fornuftigt og om at lære børnene at lege pænt sammen. Ganske interessant lægger spillet stor vægt på, at man skal dø dramatisk. Afsnittet om Magi viser med al tydelighed, at forfatterne endnu er så uerfarne i designet af rollespil, at de knap nok ved, hvordan man skal håndtere magi, og det håndteres ved ad hoc-tilgange, der forudsætter, at lærerne holder stramt på, hvad der sker. Afsnittet demonstrerer desuden, at forfatterne ikke er øvede i at formidle og strukterere teksten, og at en evt. redaktør er kommet sovende til sin løn, så lad mig citere i helhed et afsnit midt inde teksten om magi:

“Man kan bruge penge som magtmiddel. Brug spændeskiver, perler eller lignende i 3 forskellige størrelser for at opbygge en økonomi. Før spilstart uddelegeres en passende mængde valuta til forskellige nøglespillere” (p.60)

Herefter fortsætter bogen med at diskutere magi i spillet, og muligvis er penge-afsnittet et afsnit, som man har glemt at sakse helt, da man skar et afsnit om økonomi ud? Der er i hvert fald ikke flere referencer til handel, økonomi, skatte og penge.

Knuder på tungen

Derefter kommer afsnittet “Magisk sværd”, og dets indledning bliver jeg også nødt til at gengive: “Jeg deltog en gang i et spil, hvor der pludselig kom en trold ind i byen” (p.61). Hvem “jeg” er, fremgår ikke, og det er eneste sted i bogen, hvor der anvendes en anekdote, og hvor der tales i jeg-form. Pointen med anekdoten er at forsøge at vise, hvorledes man kan laves en slags scripted handling, hvor en spiller pludselig gives en helte-rolle til dennes overraskelse. Dette er omtrent det mest komplekse narrative trick forfatterne behersker, og selv her er de nødt til at forlade sig på anekdoter for overhovedet at kommunikere virkemidlet.

Dette er rollespil

Efter dette kommer Konzacks afsnit, og jeg gætter på, at alt det foregående er blevet skrevet af Morten Lykke og Felicia Beck Mortensen. Inden vi tager Konzacks afsnit, springer vi lige frem til bogens sidste afsnit, “Hvad gør man hvis?”.

Dette afsnit dækker nogle praktiske problemstillinger, som forfatterne besvarer med et eller flere forslag ved hvert punkt:

• Hvad gør man, hvis et barn bliver bange?
• Hvad gør man, hvis et barn farer vild?
• Hvad gør man, hvis et barn bliver mobbet i rollen?
• Hvad gør man, når der er nogle elever, der ikke gider spille med?
• Hvis store piger synes, det er fjollet?
• Hvad gør man, når nogle snakker “Off character” (OC) [sic] i spillet?

Her kommer vi meget tydeligt ind på, hvordan Morten Lykke og Felicia Beck Mortensen opfatter rollespil:

• Hvis et barn bliver bange: “Kan problemerne løses i spil, er det bedst” (p.81)
• Hvis nogen snakker off character: De snakker volapyk.
• Hvis barnet bliver mobbet: “Det er bedst, at problemerne løses i spil, og kan den mobbede selv løse problemet, er det optimalt. Gamemasteren (GM) går ind i spillet og prøver at påvirke tingene” (p.81)

Alternativt foreslår forfatterne at mobningen håndteres ved, at den mobbede i spillet hyrer lejemordere eller selv begår snigmordet, at den mobbede kommer med trusler, at GM giver den mobbede valuta til at bestikke mobberne med, at GM tildeler den mobbede en særstatus i spillet [til alles misundelse?], at den mobbede gives magiske evner [til at chikanere mobberen?], eller “[m]an kan vurdere muligheden for at tage de involverede parter med uden for spil (off game) for at tale tingene igennem. Denne mulighed er den sidste, der bør anvendes” (p.82). Nu er jeg ikke pædagog, men jeg må indrømme, at jeg stiller mig stærkt tvivlende over for fornuften af, at man som lærer går ind og stikker barnet “noget valuta” til at bestikke sine mobbere med, eller at barnet i fiktionen “snigmyrder” mobberen. At dialog mellem mobberen og den mobbede betragtes som yderste nødløsning er tragisk.

Ud fra ovenstående og fra afsnittet “Rollen” kan der læres en ting omkring forfatternes opfattelse af rollespil – nemlig at der et ideal om, at man skal være mest muligt i rollen, og det er bedre at lade et barn blive mobbet end at bryde simulationen. At være i rollen opløftes til et meningsløst ideal, i særdeleshed ved at forfatterne ikke mestrer at forklare hvad en rolle er, og hvordan man laver en – udover at man iklæder barnet et kostume. “Klæder skaber folk” opløftet til en absolut sandhed.

Meget mere er der ikke at sige om deres opfattelse af rollespil, for der er ikke meget mere materiale. Til gengæld så vil jeg kommentere på historien.

Historie, middelalder og ingen verdens ting

Det meste populær-fantasy er anbragt et eller andet udefinerbart sted i middelalderen. Middelalderen er i sig selv en besværlig periode, da den løseligt dækker 1000 år, afhængigt af hvor på kloden vi er, og inddelingen er lavet eftertiden for eftertidens egen skyld, og ikke fordi der er noget objektivt ved periode-inddielingen. Af samme grund er det heller ikke helt til at sige, hvornår perioden slutter eller begynder. Forvirringen bliver ikke bedre af, at middelalderen ofte forstås som værende det kristne Europa i tiden efter Roms fald frem til renaissancen. Stiller man det over for vikinge-tiden i Norden, bliver det rodet, for mens der er jernalder og vikinge-tid i Danmark, så er der middelalder lige syd for grænsen. Vikinge-tiden er ikke kun afgrænset i tid, men på sin egen sære måde også i rum. Middelalderen underopdeles i mindre perioder, såsom høj- og senmiddelalder, men udover at det er praktisk med en underopdeling af en 1000-årig periode, så er inddelingerne lige så skæve og meningsløse, som hele periode-inddelingen er det. Middelalderen associeres ofte med alt, hvad der er barbarisk, mudret, beskidt og primitivt, f.eks. heksebrændinger, mens flertallet af alle heksebrændinger i Danmark fandt sted efter middelalderen, og mange af de ting, vi i moderne tid ynder at kalde middelalderlige hos andre, er typisk fænomener, der stammer alene fra moderne tid. Vi kan godt lide, at middelalderen er ‘den anden’, og vi tilskriver derfor perioden kyskhedsbælter, prima nocte og forestillingen om den flade jord, men de hører ikke middelalderen til. Forestillingen om den flade jord har sin største udbredelse og flest tilhængere i 19. – 21. århundrede.

“Man forbinder ofte rollespil med genren “fantasy”, som man kender fra Tolkiens Ringenes herre. I bogen har vi dog taget udgangspunkt i et rollespil med afsæt i middelalderen”. (p.5-6)

Det er så ret fascinerende herefter at kigge på dette “afsæt i middelalderen” for det er omtrent så historieløst, at børnene havde haft mere ud af, at arbejde med rent fantasy, end denne meningsløse historificerede bastard. Lad os nu kigge på afsættet.

I afsnittet om “plot” optræder et lille eksempel på en rammehistorie. I Lundeskoven er to folk, de indføte under kong Brage, og de tilrejsende under kong Lodvig. Da børn forsvandt, kom det til ufred mellem de to folk, og de bor nu i hver deres del. Tjae, ganske vist er det noget jernalderromantik, hvor et par saga-navne anvendes, men det har intet med middelalder at gøre. I afsnittet om nøglepersoner figurerer “troldmanden” side om side med ridderen og den kloge kone, og bortset fra, at persongalleriet kunne stamme fra middelalderens Kong Arthur-fortællinger, så har vi allerede forladt det historiske igen.

I Undervisningsforløbet får vi at vide, at “Blå og rød var eksempelvis farver med høj status i middelalderen, da de var svære at fremstille” (p. 16). Så afsættet i middelalderen er i virkeligheden ikke andet end tilfældige nedslag i en tusindåriog periode for at legitimere tilfædlige designvalg (og ganske interessant er bogens tre fodnoter på denne side, og de to af dem er litteraturhenvisninger, og her ser vi den slumrende redaktør igen, da de to noter er end ikke standardiserede).

Andre steder anvender forfatterne “realisme”, som argument for designvalg i kostumerne, og i afsnittet om kostumer er der også referencer til orker – men som afsnittet også indledes med, så er kostumetafsnittet mere eller mindre bare fri fantasi. Der er i virkeligheden ingen historie i bogen, og kun en overfladisk brug af henvisninger, når et designvalg skal legitimeres. Afsættet i middelalderen kom aldrig ud over rampen.

Den tredje del af bogen: Teori

Langt om længe vil jeg nu beskæftige mig med Lars Konzacks afsnit i bogen. Dette afsnit er væsentligt anderledes. Lars har i mange år beskæftiget sig med rollespil, og har også spillet det. Hvorvidt han stadig spiller, har jeg ingen anelse om.

Den første del af kapitlet beskæftiger sig med læringsrollespil, og hvorledes læringsrollespil indgår i forskellige læringsmål (praksislæring, social læring, medielæring, emnelæring). Afsnittet er noget overordnet i forhold til praksis, men noget kortfattet til at være mere end en opsummering af teori. Herefter gennemgår Konzack genrer i rollespil, og han kommer ind på eventyr, science fiction, realisme og historisk. I realisme-delen minder Lars om, at realisme stadig kun er fiktion, i science fiction-delen, at H.C. Andersen skrev science fiction-historier, og i rollespilsdelen sker der noget sært:

“Dårlige eventyr er lavet ud fra devisen, at man skal suspendere sin mistro og tro på hvad som helst, mens veludførte eventyr er designet ud fra en hensigt om at skabe en intern konsistent virkelighed. De dårlige eventyr fører til eskapistisk adfærd, hvor man flygter fra sin ansvar i forhold til den virkelige verden. Der er mange, der tror, at alle eventyr er på den måde. Men de eventyr, der arbejder seriøst med en intern konsistent virkelighed, handler ikke om at flygte fra virkeligheden, men om at sætte virkeligheden i perspektiv og arbejde konstruktivt med myter og fortællinger” p.66).

Netgeneration og nørdkultur

Sammenholdt med Konzacks bidrag til Knudepunktsbøgerne fra 2006 og fremover, kan man ud af dette læse hele optakten til Dalls og Konzacks bog Netgeneration og nørdkultur. I Netgeneration og nørdkultur har Dall og Konzack besluttet sig for, at visse fiktionsuniverser ikke lever op til Dall og Konzacks standarder, og brugerne af disse fiktionsuniverser betragtes som vildledte folk, der er fortabt i denne kommende verdensorden af nørder. Optakten til denne tankegang kan ses i ovenstående, da Konzack her tydeligt skelner mellem rigtige og forkerte fantasier. Imidlertid er det alt for meget en tangent i forhold til resten af Konzacks kapitel, og det er et blandt flere tegn på, at redaktøren også har sovet, da han sad med Konzacks bidrag i hånden.

Læringsspil, rollespilsregler og system does matter

Efter genrer følger gennemgang af, hvorledes læringsrollespil og fag kan kombineres. I modsætning til det meste af resten af bogen,  synes dette konkret og brugbart. Der er desuden et par afsnit om læreren i rolle og eleven i rolle, hvor Konzack har nogle gode pointer, som at læreren skal huske på, at når denne er i en rolle, så kan denne ikke samtidig agere som lærer.

Herefter kommer et afsnit om rollespilsregler, hvor Konzack skriver: “Her skal ikke være en gennemgang af rollespilsregler. Der findes allerede udmærkede bøger om emnet på dansk, som lærergruppen kan konsultere” (p.73). Desværre følger der ingen litteraturliste, og lærergruppen har derfor ikke en ærlig chance for at vide, hvilke udmærkede værker, Konzack har i tankerne, og det er ikke bare en skam men sjusk. Selve afsnittet om regler er ikke dårligt. Lars’ pointe er, at ‘system does matter’, og at lærerne skal vælge et regelsæt ud fra, hvad de gerne vil opnå med spillet. Mere hjælp til dette, er der desværre ikke.

Plotstrukturer

Nu følger et afsnit om interaktiv dramaturgi, hvor Konzack gennemgår tre måder at strukturere live-rollespil (og var man til Knudepunkt i 2006, kan man genkende dette afsnit, da det matcher Lars’ oplæg).

Konzacks tre modeller:

1. Det eksterne plot: Der er en overordnet fortææling i hele scenariet, som fasciliteres af spillederroller, og spillerne degraderes til publikummer i fortællingen. Denne model frarådes, og jeg er ganske enig med Lars her.
2. Sandkasse/WoW: Spillerne bevæger sig rundt i området motiveret af quests. I min optik en noget primitiv model, da den tillader spillerne at udforske fiktionen, men de er langt hen ad vejen fortsat publikummer.
3. Flaskehalsscener: Spillerne bevæger sig frit rundt i området, og fra tid til anden finder fastsatte hændelser sted. Modellen er en hybrid af de foregående, og hvordan den rent praktisk håndteres logistisk, kommer Lars ikke ind på.

Konzack opfordrer lærerne til at vælge den model, der vil passe bedst med det projekt, de ønsker at gennemføre, og igen er her en rekomendabel bevisthed om, hvordan ‘system does matter’, og Konzack får formidlet vigtigheden af dette. Til gengæld synes hans måde at strukturere live-rollespil at være noget begrænset og hentende stor inspiration fra computerspillenes verden. Her savner man, at Konzack følger op på de sidste 5-10 års udvikling inden for bord- og live-rollespil.

Jung, Tolkien og alle de andre unger fra Bulderby

Så kommer Konzack frem til karaktertyper, og her kommer bogens absolut særeste afsnit. Konzack skriver

“Rollespil benytter sig gerne af karaktertyper. Det gælder i eventyrgenren, men også andre genrer. Hvis vi kigger specifikt på eventyrgenren, så kan vi begribe karaktertyperne i Dungeons & Dragons-lignende spil som arketyper. Det skal tilføjes, at det ikke nødvendigvis var således Tolkien ønskede, at disse karaktertyper skulle fortolkes. Ikke desto mindre kan det give en indsigt i, hvordan de bliver forstået ud fra en jungiansk tolkning” (p.74-75)

Efter således at have sagt undskyld over sin herre og mentor, Tolkien, kaster Konzack sig ud i at læse de syv karakterroller fra basis i D&D i et eller andet sært arketypisk billede. Først og fremmest er afsnittet så kort, at beskrivelserne er ligegyldige, de er overfladiske, og med overfladiskheden bliver de også forkerte eller misvisende og generelt bare sære, og hvad pointen med denne gennengang er, aner jeg ikke. Vi lærer ganske vist elvere er feminine og urmødre, og dværge er maskuline og urmænd. Her burde redaktøren være vågnet op, og overvejet, om det ikke er darling, der burde være blevet klippet fra bogen,

Fiktionsverden – nørdkultur igen

Mere nede på jorden er afsnittet Fiktionsverden, som på sin vis er en tilbagevenden til Konzacks koncept med den kvalitativt gode fiktionsverden. Denne gang argumenterer Konzack for, at der skal laves en internt konsistent og velfungerende fiktionsverden, og at rollespillet blvier godt som følge deraf. Afsnittet forbliver desværre på et alt for generelt niveau, og da konstruktionen af en sådan fiktionsverden ikke uddybes andre steder i bogen, forbliver det et lidet anvendeligt afsnit – og man kan argumentere for, at resten bogen af Morten Lykke og Felicia Bech Mortensen i virkeligheden ikke lever op til Konzacks kriterier om, at der skal anvendes en veludbygget fiktionsverden. Sandt at sige hænger kapitlerne om teori og praksis ikke sammen.

Dernæst diskuterer Konzack, hvordan spillerne organiseres i sociale fællesskaber i fiktionsuniverset, og her name-droppes Niklas Luhman, hvorefter Konzack diskuterer brugen af rollespil på tværs af klassetrin, og hele afsnittet afrundes med en snak om briefing, perspektivering og debriefing. Det er ved de praktiske diskussioner omkring elever og lærere meget vanskeligt at afgøre, om Lars baserer sine udsagn på praktisk erfaring. Det meste synes præget af lommefilosofiske betragtninger langt fra klasseværelsets praksis.

På falderebet

Sidst skal det bemærkes, at bogen er inkonsistent i sin terminologi omkring biroller, nøglepersoner og NPC’ere, samt brugen af danske og engelske udtryk. At det ikke kan koordineres i en bog på par og 80 sider med stor skrift og mange billeder, understøtter ganske godt den ringe redigering af bogen. I det mindste er der kun få slåfejl. Fotosne er pæne, selvom en af modellerne virker noget uengagerede, og billederne når generelt ikke op på det niveau, som rollespillere i deres fritid præsterer, hvis vi f.eks. kigger på det nyligt udgivne Rolle|spil.

Værket er urimeligt ringe, og ønsker skolelærere og pædagoger at beskæftige sig med rollespil, vil jeg fraråde denne bog og langt hellere anbefale en studietur til Østerskov efterskole, eller at de tager kontakt til professionelle rollespillere.