[anmeldelse] Politikens bog om rollespil

Suk. Det var ikke hvad, jeg havde håbet. Men der er illustrationer af Palle Schmidt, det er så nostalgisk, så sejt.

Suk, det var slet ikke, hvad jeg havde håbet. Fik jeg nævnt det med illustrationerne af Palle Schmidt? Det er enormt sejt, hans streg er ofte så meget bedre til at vise, hvad bord-rollespil er, end hvad mange kan forklare med ord. En anden god ting ved bogen er, at den dækker både bord-rollespil og live-rollespil, og den setting samt det system, der er i bogen, gælder for begge typer rollespil. Det er ret finurligt, men nu til anmelderiet.

Lidt baggrund

Bogen indgår i Politikens serie af børnebøger, den bærer titlen Politikens bog om rollespil, den er smult illustraret med farve-illustrationer af Palle Schmidt, og den er udgivet i 2007. Den kom altså samme år, som Bjørn Porup Thomasen blev Secret Grand Master of Rollespil (se min anmeldelse her), og to år før det ringe værk Rollespil i folkeskolen (anmeldt her) kom til verden.

Bogen har været oppe og vende på RPGforum, hvor den fik omtrent samme omtale, som jeg indledte indlægget med. På det gamle laivforum har bogen også været vendt. Andre har lavet en klassisk pæn omtale af bogen her – men det har jeg ikke tænkt mig at gøre.

Bogen er skrevet af Anders og Martin Rauff-Nielsen, der i Alexandria-sammenhænge er ukendte folk. Martin har været involveret i Barda og jf. bogens bagside har de to herrer 35 års erfaringer tilsammen (i 2007). Jeg vil tro, at de og jeg har spillet rollespil lige længe.

Bogen er inddelt i seks hovedafsnit, hvor jeg vil hovedsageligt beskæftige mig med de to første afsnit, “Rollespil” og “Forskellige slags rollespil”. De næste tre afsnit er “Nu skal vi spille”, som er en introduktion til et fiktionsunivers, “Systemer til rollespil”, som en præsentation af systemet 1166, der findes i både en bord-rollespilsvariant, og en live-rollespilsvariant, og “Reglerne er på plads – og hvad så?”, som er to scenarier, et til live og et til bord. Bogens sidste afsnit er “Links og referencer”, hvor der blandt andet henvises til RPGforum, liveforum, rollespil.dk, samt kort præsenteres de mest klassiske rollespilssystemer (D&D, GURPS, Vampire m.fl.).

Første afsnit: Rollespil

Der er fire illustrationer i dette afsnit: To mænd i en robåd på en tåget nat (Call of Cthulhu), et par trendy vampyrer (Vampire: The Masquerade), en krostue (D&D/generisk fantasy) og en gruppe bord-rollespillere, hvor spilleder beskriver et monsters angreb.

Bredden af illustrationerne er vigtig, da de meget hurtig slår an, at rollespil er mere end fantasy. Teksten er ikke videre tung, eller rig på indhold. Den synes at sigte imod at kunne blive læst af børn, der har set Barda i TV, og som nu vil prøve rollespil, og til dels til deres forældre. Der er således ingen reflektion, men derimod et par beskedne råd rundt om i teksten:

“Det vigtigste for rollespil er at spille rolle og fortælle en historie sammen med andre. Man kan sige, at det er fælles historiefortælling eller improvisation.” (p.6)

“Nogle spiller i en skov, andre ved et bord og atter andre ved en computer. ” (p.6)

“Det er vigtigt, at spilmesteren tjekker med sine spillere, hvad de har lyst at spille.” (p.6)

– hvorfor de har valgt betegnelsen spilmester og ikke spilleder, som ellers er den gængse betegnelse i miljøet, undrer mig.

Rollespil udspiller sig i ‘fortælleuniverser’, som er hvad jeg her på bloggen typisk betegner en setting. Om fortælleuniverser skriver de “Jo mere detaljeret fortælleuniverset er, jo nemmere er det for spillere og spilmester at føle sig som en del af historien.” (p.7). Det mener jeg ikke er korrekt. Jeg har i dette indlæg beskrevet, hvor vanskeligt det er at kommunikere en rigt beskrevet verden til spillerne, og mine mange oplevelser særligt med indie-spil, men også med en hel del con-scenarier (f.eks. Dragens dom), har demonstreret, at en større detalje-grad ikke er nødvendigt. I den sammenhæng vil jeg nævne, at Lars Konzack derimod argumenterer for, at det fiktionsunivers, man arbejder med, skal være konsistent, at der skal være en intern logik – og det er virkeligheden nok langt mere vigtigt, end mængden af detaljer.

Sådan arbejder spilleder

Herefter kommer noget meget interessant. Bogen kommer med et konkret eksempel på, hvorledes spilleder arbejder i bord-rollespil. Forfatterne kommer med et eksempel på, hvorledes spilleder kan beskrive en given situation (og eksemplet handler om et tidsrejsehold, ingen fantasy-stereotyper her, men næste eksempel derimod …). og derefter diskuterer teksten, hvorledes spilleren kan spørge ind til fiktionen, og hvordan spilleder improviserer. Det er banalt, men det berører et hjørne af praksis, som der sjældent sættes ord på.

Drama og action

Det næste bogen beskæftiger sig med er karakterspil versus action. Eksemplet, som afsnittet bygger på, handler denne gang om manden, der kommer ind på kroen, og hyrer eventyrerne, og eksemplet viser, hvorledes spillerne enten kan tage imod tilbudet og drage ud og banke monstre, eller hvorledes karakterne snakker internt i gruppen om opgaven, og hvordan de beriger fiktionen med baggrundshistorier. Forfatternes pointe er denne gang, at man skal huske at balancere rollespil mellem karakterspil og action, og mellem folks præferencer. Eksemplet spejles også over i live-rollespil til trods for, at dets rod er i bord-rollespil.

Jeg er meget positiv over for disse eksempler, omend der er et par uklare detaljer i eksemplet – da den ene spillers spilperson ser en tegning af den medaljon, de skal finde, genkender han den, og den spiller en rolle i hans baggrundshistorie. Teksten afslører imidlertid ikke, om spilleder fysisk viser en tegning eller ej, eller hvorledes spillernes spilperson genkender tegningen – står det aktivt i rollebeskrivelsen eller er det noget, som spilleder instruerer? – Og såfremt det står i baggrundshistorien, er det så fordi spilleder har designet baggrundshistorien til at matche scenariet, eller matcher scenariet baggrundshistorien – eller improviserer spillerne i et væk? Det er vanskeligt at beskrive praksis i rollespil, og jeg er ikke helt tilfreds med resultatet.

Præsentationen af rollespilstyper

Den næste del er “Forskellige slags rollespil”. Her præsenteres først bord-rollespil, og det gøres på en ganske hæderlig måde, men også så traditionelt, som det kan gøres: Der er en spilmester, der har forberedt et scenarie, han spiller diverse roller, og spillerne styrer deres egne karakterer. Der er flere forskellige systemer, og der er et konkret eksempel, men det er en meget kort tekst, og det rummer et endnu kortere afsnit kaldet “Scenarier og kampagner”.

Afsnittet om live-rollespil følger lige efter, og det er yderst kort, men består til gengæld af et kæmpe underafsnit kaldet “Hvordan du vælger en rolle?”. Der er en underlig skæv fordeling i beskrivelserne – forfatterne tager deres udgangspunkt i bord-rollespil, når de skal komme med eksempler, og de bruger tid på at beskrive bord-rollespil, men live skænker de ikke mange ord. Der handler det i stedet om at vælge sig en rolle. Teksten er imidlertid så vag, så det er uklart, om afsnittet sigter mod live-rollespillere eller rollespillere som helhed.

Præsentationen af rolletyper

De forskellige rolletyper er Helten, Den nysgerrige, Den dystre, Outsideren og Hjælperen. Rolletyperne er uklare, nogle gange synes de at sigte imod spillertyper (a la Robin Laws’ typer), andre gange mod funktioner i spilgruppen. Til hver rolletype er et stykke fiktion, men vi er nu borte fra selve eksempel-teksterne, og henne i det rene fiktion, hvilket gør tekststykkerne ubrugelige, da de ikke giver spillerne et indblik i, hvordan disse roller anvendes i praksis. Sammenholdt med mine to seneste anmeldelser, ser vi nu et interessant billede:

  • Rauff-Nielsen: Roller er spillertyper/funktioner
  • Mortensen & Lykke: Roller er udklædningen
  • Thomasen: Roller er noget, man indlever sig i – grænsende til det religiøse

Spilmesteren på banen

Efter på denne måde at have dækket roller, bevæger forfatterne sig til “Spilmesteren”. Igen er der to underafsnit, et for bord-rollespil, og et for live-rollespil.

“Spilmesteren” i live-rollespil beskrives primært, som en arrangør, der sætter ting i gang, og forfatterne kommer med et konkret eksempel. Derimod er “spilmesteren” i bord-rollespil væsentlig anderledes, da han tildeles en række opgaver:

  • “forklarer og beskriver spillets virkelighed” (p.25)
  • “Spilmesteren bestemmer selv, hvordan alt det, som ikke er beskrevet i reglerne, håndteres. Spilmesteren må tilsidesætte regler, hvis han mener, det er godt for spillet” (forfatternes kursivering) (p.25) – og hertil er vist kun at tilføje, at det sidste ord i den debat ikke er sagt endnu.
  • “Regelsystemet bruges, når du skal se, om et angrebrammer i kamp, eller om du falder af, når en forskrækket hest stejler. Det er spilmesteren, som beslutter, om hesten stejler, men terningerne bestemmer, om spilleren [sic] falder af eller ej.” (p.26) – det er som med det foregående punkt en meget klassisk måde at betragte bord-rollespil på, og det sidste ord i den debat er langt fra sagt endnu. Det bemærkelsesværdige er, at der ikke er et eneste ord omkring “spilmesterens” funktion i forhold til regler i live-rollespil.

Sidste del af første afsnit er en række gode råd:

  • “Regelrytteri” – da “spilmester” er undtaget reglerne undlad at diskuter regler. Husk regler er et værktøj, ikke et våben, og spilledere kan tage fejl. Tag diskussionen efter spillet.
  • “Urealistisk!” – uerfarne spillere kan begå fejl. Overvej om det ikke kan gemmes til efter spillet
  • “Offgamesnak” – undlad det, og skal du snakke offgame, så forstyr ikke ingame-spillere – tjae det er ikke urimeligt, og i det mindste er offgame-snak ikke ophøjet til det meningsløse, som det skete i Rollespil i folkeskolen.
  • “Ideer og initiativer” – bidrag med gode ideer, men hvis du er smartere end din karakter, så har du et problem, og forfatterne har ikke nogen løsning på problemet. Her støder forfatterne ind i et klassisk problem, da problemløsningi rollespil ikke er designet efter rollernes intelligens, men efter spillernes, og det er spillerne som skal opklare mysterienre, ikke rollerne. Det betyder, at der skal være en teknik til, at spillerne kan byde ind med ideer, de som spillere besidder, men deres roller ikke gør*. Dette råd får forfatterne ikke håndteret særligt godt – og her udkrystalliseres, hvor traditionelt forfatterne tænker, og hvor lidt det gavner. Der er ingen grund til at nye spillere begår alle de samme fodfejl, som os andre.
  • “At spille sammen” – skeln mellem spilleres og karakterers uenigheder, husk at I spiller sammen. Der er desværre ingen bedre råd om at spille sammen end dette. Det kunne der være sagt mere fornuftige ting om.

*) for eksempel i min Delta Green-kampagne er det ikke usædvanligt, at spillerne “låner” hinandens roller, hvis f.eks. rollen skal forhøre en skurk, og en anden spiller har et spørgsmål, så “låner” han rollen, stiller spørgsmålet og så spiller videre. I andre kampagner er det ikke usædvanligt, at spillerne forærer hinanden gode ideer, så hvis en spiller ikke mener, at noget klogt kan formuleres af spillerens egen rolle, gives ideen fra spilleren til en anden spiller, der så anvender ideen. En tredje tilgang er, at spilleren formulerer den gode ide på en sådan måde, at den dumme karakter siger noget, der er klogere, end karakteren selv aner.

Efter de gode råd følger en ekstra tjekliste for livere. Der er af uransagelige grunde nogle ekstra råd, som gælder for live-rollespil, men ikke bord-rollespil. Jeg gengiver i helhed:

“Når du spiller liverollespil

  • Vær positiv over for fortællingen og de andres ideer og initiativer.
  • Kom med dine ideer – og argumentér for dem med din karakters evner og holdninger.
  • Accepter at dine ideer ikke altid kommer igennem.
  • Glem at få ret hele tiden. I et spil, hvor du ikke kan vinde, kan du heller ikke tabe.*
  • Kend reglerne godt, og brug dem som rettesnor, men accepter spilmesterens beslutninger under spillet.
  • Lav en karakter, der passer til fortællingen og gruppen
  • Respekter og pas på hinanden.” (p.29)
  • *) Man kan altid vinde et rollespil. Det er kun et spørgsmål om, hvor mange venner man vil have bagefter.

    Der er aldeles ingen grund til, at de råd gælder særligt for liverollespil. De burde være noget af det første, der står i afsnittet om roller. Teksten er underligt rodet med den slags indskud.

    Så skal der spilles – og så alligevel ikke

    Nu kommer vi til bogens hoveddel, som handler om at spille rollespil, “Nu skal vi spille”, kalder forfatterne det, og det er en grov løgn, for i stedet skal vi læse os gennem 30 siders ligegyldig gennemgang af en fantasy-verden. Forfatterne har brugt 25 sider på at beskrive, hvad bord- og live-rollespil er, men de bruger 30 sider på en verdensbeskrivelse. Det er samtidig med en ligegyldig, generisk verdensbeskrivelse. På side 60, hvor reglerne begynder, havde jeg i det Røde basissæt til D&D allerede spillet to solo-eventyr, lært reglerne at kende, og lavet min spilperson. Kun Palle Schmidts tegninger er interesse, fik jeg for resten nævnt det? Der er masser af lækre tegninger i bogen af Palle Schmidt.

    System 1166

    Efter verdensbeskrivelsen går vi til afsnittet “Systemer til rollespil”, hvor forfatterne præsenterer deres system, 1166, og det gør de først til liverne. Det bruges der ca. 10 sider på. Også her er der gode illustrationer af Palle Schmidt.

    1166 – simpelt for livere

    Systemet 1166-live er “et enkelt og nemt system” (p.62), og hvornår har nogen nogensinden lavet et “komplekst og svært” system? Men sådan er retorikken desværre omkring regler, siden anti-regelbølgen i 90’erne – man skal sige at regler er simple, gode for rollespillet, og styrker fordøjelsen.

    1166-live er hovedsageligt et KMSKM-system, der har en håndfuld regler til dække kamp og magi (som alle andre traditionelle systemer, er det de to ting, som reglerne handler om). Systemet bygger på, at hvert våben gør 1 point i skade, og hver kropsdel af 2 point + 1-3 point for rustning – pånær hovedet, som er off-limit og derfor ikke har nogen kropspoint (et fint eksempel på, hvorledes reglerne i spillet understøtter andre sidder af spillet). Derefter gennemgås magi-reglerne, specielle evner og til sidst skabelsen af karakterer. Her spenderer man point til at købe formularer, brug af rustninger og af specielle evner. Der er således ingen racer, klasser eller erfaringspoint i spillet.

    1166 – komplekst for rollespillere

    Nu til 1166 for bordrollespillere. Spillet anvender den sjældne d66-skala, som jeg ikke erindrer at have set anvendt i årevis. Det var mest i første halvdel af 90’erne den var udbredt. Med to terninger ruller man henholdsvis ti’ere og en’ere, så en 2’er og en 6’er er 26.

    I modsætning til live-reglerne, så begynder vi med karakterskabelsen, og der er et spilpersonsark, som får mit gamle basis D&D-ark til at se simpelt og beskedent ud (der er desuden ikke noget link til, hvor jeg kan downloade en pdf af rollearket. Det er enormt meget retro, men ellers er der ikke noget positivt at sige om det). Som det første skal man vælge race (menneske, elver, dværg, halving), men der ingen spilmekaniske grunde hertil, og derefter skal man fastsætte sine fire (GURPS-)egenskaber (Styrke, Behændighed, Visdom, Helbred). Dernæst følger livspoint, og i lighed med 1166-live, så har hver kropslokation livspoint (inkl. hovedet denne gang) osv. osv.

    Systemet er et mash-up af GURPS, hvor der er klistret en level-tabel på fra D&D. Til gengæld har man gjort spillet mere komliceret end GURPS’ grundmekanik ved at erstatte GURPS’ 3d6 med d66. Systemet er så traditionelt 90’er-system, som overhovedet kan forestille sig. Da 90’erne rindede ud, satte forfatterne sig hen i hjørne med hænderne før ørerne og skreg lalalala, og gjorde de indtil denne bogs udgivelse. Ethvert teoretisk, praktisk, teknisk eller mekanisk tiltag inden for rollespil i Danmark, Sverige, Norge, på Forge forum eller hos Wizards of the Coast gennem de sidste 10 år har de lukket øjnene for.

    De har således formået at lave et unødigt kompleks, ligegyldigt og forældet regelsystem. Jeg er imponeret over grundigheden, og jeg ville have skrevet, at der er formildene omstændigheder ved den måde, de kommer med konkrete eksempler på rollespil rundt om i teksten, men dertil er deres system og spillestil alt for forældet til at få sådan ros. Drop regler, gå på de lokale bibliotek og lån Dungeon & Dragon basis-reglerne eller Drager & Dæmoner. De er gamle, måske ikke særligt godt oversat, men du kommer hurtigere igang med at spille rollespil, og du kan hurtigere få en fornemmelse for, hvad rollespil er (alternativt besøger på RPGforum og spørger de flinke mennesker der, og så besøger du projekt Rylle eller Alexandria.dk og downloader velproducerede danske rollespil). Helt alvorligt, jeg troede, folk var holdt op med at skrive denne type regelsystemer. Der er for resten nogle ret fede tegninger i dette afsnit også. De er tegnet af Palle Schmidt, jo, det har jeg vist fået nævnt.

    Tid til at spille – to scenarier

    “Reglerne er på plads – og had så?”

    Gu’ er reglerne ej på plads. Ganske vist kalder forfatterne det næstesidste kapitel bogen sådan, men for bordrollespillerne er reglerne ikke på plads.

    Det første scenarie er for livere, otte spillere og en spilleder, og det er formidlingsmæssigt smart med et lille scenarie, som man kan hurtigt arrangere for en flok unger – der er bare lige det, at der følger præskrevne roller, og der er stadig ikke en pdf-fil, som jeg kan downloade med rollebeskrivelser, og teksten er dårligt opstiller, så rollerne er spredt ud over flere sider. Det er simpelthen dumt, usædvanligt dumt (Mit umiddelbare gæt er, at Politikens forlag fandt emnet så eksotisk, at de knap turde layoute eller redigere teksten, hvilket forklarer de mange rodede afsnit rundt om i bogen). Live-scenariet er det første af den type, jeg har set. Det er primitivt, meget gm-styret, og muligvis bedst for uerfarne familiefædre at spille med en flok 10-årige.

    Bordscenariet indeholder fire præ-skrevne karakterer, og denne gang er det lykkedes at layoute ordenligt, så man kan kopiere fra bogen uden at skulle klippeklistre for at samle teksten. Scenariet er meget banalt – tag ud til hulesystemet og dræb orkerne.

    Så lad mig opsummere

    Bogen giver et tilforladeligt blik på, hvad rollespil er, og det sidestiller bord-, computer- og liverollespil, hvilket er en positiv ting. Bogen har nogle gode eksempler på, hvorledes bord-rollespil fungerer, og der er en række fornuftige råd om rollespil, som jeg ikke havde, da jeg gik i gang med det røde basissæt i 80erne. Palles erfaringer som rollespiller gør også, at tegningerne kan mere end afbillede fiktionen, de kan afbillede bord-rollespil, og de illustrationer er omtrent de vigtigste i bogen.

    Afsnittet om hvordan man gør, hvad spilleders opgaver er, og afsnittet med de gode råd, er rodet opstillet, og de kunne godt trænge til en gennemskrivning mere. I den forbindelse kunne rollerne i live-scenariet opstilles bedre, og som minimum burde skemaerne være tilgængelige som pdf’er.

    Reglerne til live-rollespillet er sikkert fine nok. Jeg har ikke styr på, hvorledes reglerne ser ud inden for fantasy-lives ser ud for tiden, men der er simplere regler end dem i bogen. Reglerne til bordrollespillet er derimod en skuffelse. De er unødigt komplekse. Dertil har vi så den ligegyldige fantasy-verden, som fylder urimeligt meget i bogen, de 30 sider overgås kun af de 60+ sider, der anvendes på bord-rollespillet.

    De største mangler ved bogen er, at forfatterne giver et så forældet billede af, hvad rollespil er, og hvad rollespil kan. Ganske vist er bogen for 10-årige og deres forældre, men det kan gøres mere elegant. Den største ægrelse er, at det ikke er en rigtig “Politikens bog om …”. Jeg har flere af deres andre bøger om f.eks. madlavning, og der bliver det som regel til nogle ganske pålidelige opslagsværker, der giver en god bred indføring. Det gør denne bog ikke, for det er i virkeligheden bare et nyt (og dårligt) rollespil forklædt som en Politikens bog.

    Om Morten Greis

    Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
    Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Danske rollespil, Liverollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

    18 svar til [anmeldelse] Politikens bog om rollespil

    1. Lena siger:

      Tak for anmeldelse.

      Jeg synes da du skal tage Palle Schmidt i hånden og (løbe ud over stepperne) lave en alternativ gennemgang af rollespillets mange facetter og sælge den til Gyldendal. Med kompetente folk som medforfattere af de afsnit der er deres specifikke ekspertise. En antologi om man vil.

      Så er idéen sparket videre!

    2. hmm… jeg er sikker på at TJABUM gerne vil være medsponsor af en sådan bog. Der tegner jo sig et mønster her om hvor ringe udvalget er af bøger på dansk.

      Jeg er selv ret glad for Merlins bog (anmeldt på rpgforum), men ville gerne have en nyere bog. Har virkelig savnet en sådan bog til mit hold på ungdomsskolen.

    3. Jeg vil også istemme koret der kalder på en ordentlig bog om rollespil anno 2010. Min egen kæphest er at få anerkendt hvor bred en hobby vi har og hvor meget potentiale vi mister af al den kategorisering og manifestskrivning.
      En bog der hverken taler ned til børn eller er overintellektuel.

      Og jeg vil gerne hjælpe med at skrive den hvis nogen går i gang, va!

    4. Lena siger:

      Jeg vil gerne læse korrektur og luge ud i gentagelserne. :o)

    5. mortengreis siger:

      Hmm, konturerne af et nyt projekt begynder at tegne sig: Den store bog om rollespil – en præsentation af rollespil, dets bredde og alle de nifty tricks til gode oplevelser.

      Jeg kunne godt tænke mig en bog i tre dele:
      1) Historie og miljø
      2) Rollespils bredde
      3) Praksis

      Det første, fordi jeg godt kan lide kontekst. Det andet, fordi der er så mange variationer, at det kan være spændende at præsentere (og dokumentere alsidigheden – men formen er endnu lidt diffus) og det tredje, fordi der så meget, fordi jeg savner at se det på skrift. Vi har fået noget via kompendierne de to foregående år, men der kan gøres mere ud af det.

      Lige nu er det løse tanker, og feedback modtages gerne.

    6. Jeg kunne godt tænke mig at se om man kan skrive en historie over rollespillet uden at gentage Gygax-evangeliet. Der må være noget nyt at sige.

      Alt for mange bøger lider af svigtende produktionskvalitet, der skal sættes et godt eksempel med ordentlig korrekturlæsning og editering, sgu.

      Specielt i forhold til bredden af rollespil er det vigtigt at balancere mængden af tekst til hver given typologi så man får et ærligt billede af vægtningen inden for hobbyerne, det betyder også at jeg hellere vil se grænsetilfælde inkluderet i kort form, end sætte uprovokerede grænser.

      Tanken om at tage fat på rollespils-praksis fra bunden er meget tillokkende. Kompendierne er gode, men de er trods alt et forsøg på at hæve niveauet. Der er et niveau af basis-praksis underneden der vil være interessant at se formuleret inden.

    7. mortengreis siger:

      @Lena: Hurra! Det lyder godt, og forhåbentlig også standardisere sproget, så artiklerne ikke bruger fem forskellige udtryk for rolle og syv for fiktionsverden osv.

      @ Oliver: Ja, der er en helt anden historie at skrive. Egentlig vil jeg bare have skrevet rollespillets historie i DK. At skrive den sædvanlige historie om Tolkien, Gygax og D&D er egentlig ikke videre interessant, ikke igen.

      Praksis er desuden spændende at tage helt fra bunden. Jeg tror egentlig det er sværere at formulere den slags, end det lige synes, og derfor en spændende udfordring.

    8. Lena siger:

      Så vil jeg også ha’ en honorable mention!

    9. Lena siger:

      Og så synes jeg i øvrigt cirka det samme som Oliver N.:

      “Specielt i forhold til bredden af rollespil er det vigtigt at balancere mængden af tekst til hver given typologi så man får et ærligt billede af vægtningen inden for hobbyerne, det betyder også at jeg hellere vil se grænsetilfælde inkluderet i kort form, end sætte uprovokerede grænser.”

    10. Lena siger:

      Nu er jeg jo skolelærer, så en gennemgang af rollespil i skolen, evt. af en af de efterskolefolk der har noget erfaring at trække på kunne være cool, da jeg synes rollespil harmonerer godt med nogle af de nye læringsteorier omkring cooperative learning.
      Hvis ingen anden melder sig vil jeg godt stå for indsamling af data til et sådant kapitel.

    11. For at uddybe min kommentar om historien: Jeg tror det vil være sundt at kigge efter andre oprindelser end importen af dungeons og dragons til dunkle kælderlokaler i Danmark.
      Når jeg læser om de gode gamle dage i hobbyen, så virker den meget afskåret fra den almene samtidshistorie. Jeg vil gerne se parallelerne til mainstream samfundet tydeligere. Jeg vil gerne undgå at vi ender med igen at skrive om os, de unikke visionære nørder.
      Rollespil er endnu en tråd i den tid vi husker, uanset hvad/om vi spillede undervejs. Det virker meget fremmedgørende for udefrakommende at der ikke er noget genkendeligt i vores skabelsesberetninger, at de er så selvtilstrækkelige.

    12. Fedt at du har gang i en masse anmeldelser. Du skriver jo så meget at selv om jeg ikke er supergrundig i min læsning får jeg jo aldrig tid til at skrive noget selv i tiden🙂.

      Først en kommentar til anmeldelsen;

      Jeg synes ikke du giver forfatterne ret meget point for at skrive til deres publikum – i al fald omkring første afsnit. Som jeg allerede har rantet over så er rollespil en utroligt svært definerbar størrelse og når ens målgruppe så (antageligvis) er 10-årige knægte med ADHD (eller sådan noget) så nytter det ikke noget at have hele det akademiske spektrum med hver gang man skriver et afsnit.

      Givet; der er nogle kommentarer og udtalelser der er mindre gennemtænkte. Man kunne helt sikkert godt gentænke en masse af retorikken så den ikke behøver at være den samme som for 20 år siden. Men bare fordi det er 20 år gammelt betyder det altså ikke det er forkert – det er mange af de samme problematikker nystartede rollespillere i 10-15-års alderen står med nu, som for 20 år siden.

      Jeg siger ikke der ikke er rum for forbedring i det afsnit – men jeg synes ikke du yder dem retfærdighed for at skrive til deres publikum. Jeg føler mig fristet til at spørge hvornår du sidst har spillet rollespil med en flok 10-årige?

      Fra afsnit 2 og fremefter kan jeg vist ikke rigtig være uenig med dig længere…

      Lige en afsluttende kommentar; termen “spilmester” kommer fra Barda – jeg gætter på det er derfor de holder fast i den. Hvorfor de valgte den der aner jeg ikke – jeg kunne føle mig fristet til at gætte på at en eller anden ved DR synes det lød bedre da Barda kom på programmet, og så er det bare bedre at blive ved det.

      Dernæst en kommentar til det fremvoksende bogprojekt;

      Yay – det l yder som en god ide! Hvis jeg kan bidrage på nogen måde kunne jeg bestemt godt være interesseret.

    13. mortengreis siger:

      Hej Kåre,

      Jeg var heller ikke helt sikker på, hvorledes jeg i første omgang skulle vinkle den første del, men jeg fravalgte hensynet til de 10-årige af den grund, at der er kun tre måder man kan lure målgruppens alder:
      1) Forfatternes relation til Barda
      2) At der inde i bogen står logoet Politikens Børnebøger
      3) At på forlagets hjemmeside står 10-årige

      Som nysgerrig læser skal man være ret grundig for at finde målgruppen – den er f.eks. ikke til at tyde ud af illustrationerne.

      Ang. bogprojektet skal du være meget velkommen. I første omgang vil jeg tage ideen med mig på Fastaval, og derefter så vil begynde at slå på tromme. Da projektet sigter efter bredde, skal både live og bord optræde i bogen, og der har du ud fra din blog at dømme en hel del indsigt.

    14. Jeg forstår godt din disposition med bogen så. Men ser man bort fra at de ikke er særligt gode til at gøre opmærksom på hvem deres målgruppe er, så er det vel som sådan ikke så ringe.

      Angående bogprojektet så lyder det godt. Jeg ser frem til at høre mere når du har sparret med lidt flere folk på fastaval.

    15. mortengreis siger:

      Det kan du have ret i. Ser vi afsnittet i bogens begyndelse, som sigtende imod tiårige knægte, så er det dårligt igen. De får kommunikeret nogle meget basale ting om rollespil.

    16. Pingback: Babylonstårnet…

    17. Mikkel Rasmussen siger:

      Og den bog I så snakker om – blev I færdige med den?🙂

    18. Morten Greis siger:

      Nej, desværre ikke. Den blev opslugt af alle mulige andre projekter, og den ligger lige nu i dyngen af projekter til en anden dag.

    Skriv, skriv, skriv

    Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

    WordPress.com Logo

    Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

    Twitter picture

    Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

    Facebook photo

    Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

    Google+ photo

    Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

    Connecting to %s