Garantien for rollespil

Jeg begyndte for nogen tid siden en større diskussion omkring rollespil. Imidlertid kom der lige en stribe anmeldelser ind i mellem, og selvom jeg ikke er færdig med at anmelde, så vil jeg lige følge op på denne serie (som jeg vil fortsætte med i større omfang efter Fastaval).

Det er tid til næste indlæg i min serie om rollespil, live-rollespil, regler og andet godt. I mit forrige indlæg diskuterede jeg sociale kontrakter (og der var lige et bonusindlæg om kontrakter og Villa Salo), og jeg vil denne gang fremhæve et aspekt af den sociale kontrakt, nemlig garantien for at spille.

Garantien i brætspil

Vi begynder i igen med brætspil, og jeg hiver igen fat i et element, som jeg havde fat i i mit indlæg om Morskab i rollespil: Hvornår vinder og taber identificeres, og hvad gør man, når man ved, at man har tabt spillet? (Og her ser vi bort fra den strategi, hvor man prøver at overbevise en vindende spiller om, at han har tabt. Det kan medføre, at spilleren opgiver at forsøge at vinde spillet, og man kan derved vende nederlag til sejr).

Det ligger implicit i brætspil, at man forsøger* at vinde dem**, og det giver f.eks. et problem for et spils balance, hvis en af spillerne ikke stræber efter at vinde, men f.eks. bare vil flytte brikker rundt og genere udvalgte spillere.

*) Også her er der en problemstilling. Hvor meget skal man stræbe efter at vinde spillet? På bekostning af hvad? I værste fald kommer man ikke til at spille igen.

**) Der findes naturligvis en undtagelse til dette, da mængden af bræspil er meget stor. F.eks. kan man vælge at udforske et brætspils fiktion – det sker ikke sjældent i Talisman 2nd ed., hvor spillerne ofte bruger et vist tidsrum på bare at gå rundt på brættet og samle skatte og slås med monstre uden aktivt at forsøge at nå slutspillet. I Betrayal at the House on the Hill forsøger man først at vinde spillet, når vinderkriteriet er introduceret, og indtil da udforsker man alene spillet, hvilket er mit kritikpunkt mod Arkham Horror, hvor der ikke er tid til at udforske spillet og opleve de historier, der er fordelt rundt om i spillet (jeg ville ønske, at skurken først dukker op senere).

Imidlertid kommer der et tidspunkt i brætspil, hvor man ved, at man har tabt, og nogle gange kommer dette i sidste runde, og andre gange kommer det tidligt i spillets forløb. Idet øjeblik man ved, at man har tabt, men de andre har ikke fundet vinderen endnu, så er spørgsmålet, hvad man da skal gøre?

  • Spille aktivt med for de andres skyld
  • Finde et nyt mål (spille efter tredje-pladsen for eksempel)
  • Spille Kingmaker og derved bruge sine ressourcer på at vælge vinderen
  • Få afsluttet spillet hurtigst muligt***
  • Udforske et hjørne af fiktionen eller spillet

Spilleren introducerer altså et nyt ‘vinderkriterie’ for sig selv for at enten at vedblive med at spille eller forsøger at få sat et nyt spil i gang.

***) Supremacy er interessant her, da man skulle vogte sig for tabende spillere, da de ville forsøge at affyre så mange atomvåben, at de kunne introducere en atom-vinter, så alle tabte, ud fra et rationale om, at hvis de ikke kunne vinde, skal ingen vinde.

At vedblive at spille i rollespil

De samme betragtninger gør sig gældende i rollespil. En spiller indgår i et scenarie med en forventning om at komme til at spille en væsentlig del af tiden.

Hvis dette ikke kan lade sig gøre, reagerer spilleren derefter, og følgende mulige reaktioner kan finde sted:

  • Det kan sætte gang i kompetitativt spil, hvor spilleren forsøger at holde sin spilperson i live og forløse plottet (det er altid en fordel, at spille troldmand i denne type scenarier).
  • Hvis spillerne selv skal sørge sikre sig en spiloplevelse, kan de i live-rollespil begynde at larp-hacke. I bord-rollespil kan de nitpicke og kløve regler i det uendelige.
  • Hvis spillerne har investeret meget i deres roller, er der risiko for, at de ikke vil indgå i konflikter med hinanden – dvs. hvis investeringen i rollen er større, end den forventede mængde spil, kan man spille defensivt og undgå konflikter.
  • Hvis spillerne skal gennemløbe et bestemt narrativ, følger det ofte, at skal der regler og plot til, hvilket mange spillere oplever som en kontrast til den gode spiloplevelse, da det hæmmer deres råderum (“Duk dig! Plottet kommer”), og de søger således uden om plottet.

Jeg vil beskæftige mig med tre aspekter: larp-hacking, konflikter og regler/plot. De tre aspekter betyder noget for spillerens spiloplevelse, og de vil blive kommenteret i nært forestående indlæg (men muligvis først efter Fastaval).

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Liverollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

7 svar til Garantien for rollespil

  1. Hej Morten

    Jeg glæder mig til at læse mere. Og tak fordi du lige mindede mig om Supremacy – det spil har jeg haft mange gode timer sammen med. Og det er virkelig et godt speildesign (synes jeg), at der var større chance for at alle tabte end at én vandt, hvis nogle spillere blev kørt for langt agterud.

    -> det betyder i praksis, at når jeg risikere at mindske min chance for at vinde, ved at sparke til en spiller, der ligger ned – så finder jeg oftes en anden at sparke til. Derved adskiller Supremacy sig fx fra et andet spil, jeg holder af at spille – Game of Thrones – hvor det (desværre) giver fin mening, at tvære en spiller helt ud af spillet så tidligt som muligt (hvilket ikke gavner den enkelte spillers oplevelse – og lyst til at spille med igen en anden gang).

    Thomas :o)

  2. Hej, lige lidt opklaring til dit sidste afsnit:

    Hvad mener du er “victory conditions” i rollespil og hvordan bliver de ikke opfyldt til en sådan grad at man som spiller føler sig nødsaget til at re-prioritere sin interaktion?

    Hvordan adskiller dit første punkt sig fra nul-tilstanden hvor man kan “vinde”?
    I det hele taget har jeg svært ved at se hvordan dine punkter nødvendigvis er problematiske når du ikke kommer med den korrekte måde at spille på i de enkelte tilfælde.

  3. Lækkert indlæg – glæder mig til at læse de kommende indlæg de barsler med.

    Jeg forstår dog ikke helt dit tredje punkt omkring investeringen i rollen. Jeg forstår ikke helt hvordan manglen på spil kan føre til defensivt spil – jeg har snarere det indtryk, at når folk har investeret meget i en rolle kan de finde på at søge defensivt spil uanset mængden af spil tilgængeligt – fordi investeringen er så stor, at de ikke har lyst til at risikere rollen.

  4. mortengreis siger:

    Hej Oliver,

    Det handler ikke om den korrekte måde at spille på. Det handler om forventningen om at få spillet. Det handler om, at der er en implicit kontrakt i rollespil om, at man skal have en fuld rollespilsoplevelse, og at det derfor udfordrer spillene med, f.eks. med hvor lang tid, der må gå, inden man eliminerer en spiller fra et givent scenarie, og hvad der kan ske af modreaktioner fra spillerne, idet øjeblik de finder at kontrakten er brudt, og de derfor selv går i gang med at sikre sig den rollespilsoplevese, som de ikke mener, at scenariet længere kan levere.

    Hej Kåre,

    Du har ret i, at punkt 3 er lidt uden for tema, og som du selv bemærker, så kan en for stor investering resultere i at folk holder igen med at risikere rollen – og det ser jeg som en variation af garantien, men mere som en garanti for at få lov at have det investerede objekt længst muligt uskadt i spil.

  5. Jeg tror stadig ikke jeg forstår det du skriver ved punktet. Hvorfor spiller man defensivt fordi der ikke er nok spil? Er det ikke det samme som at opgive på forhånd – for der kommer jo netop intet (interessant) spil, hvis man spiller defensivt?

  6. Hej Kåre
    Som notorisk defensiv spiller kan jeg måske uddybe: For mig stammer mit unødigt passive spil enten fra usikkerhed omkring spillet kausalitet (altså hvad konsekvenserne af mine handlinger fører til) eller manglende input fra resten af spillet, så jeg ikke bliver aktiveret nok til selv at aktivere spillet tilbage igen.
    Måske er det den slags som Hr. Greis henviser til?

  7. Pingback: Hvad handler det om? Fortællingers rolle i intrige-scenarier « planB – this revolution will not be televised

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s