Tanker fra Fastaval 2010

Årets Fastaval var en god, spændende, træls, udmattende og storslået oplevelse, som jeg længe havde set frem til, og jeg ser allerede frem til næste år.

Udenomsaktiviteter

Lad mig begynde med lidt ris – jeg savnede udenomsaktiviteter på årets Fastaval, som man kan spankulere rundt til mellem rollespillene. Der var lidt, men jeg savner en bazar af aktiviteter og en god skiltning til, hvor jeg kan finde dem.

Tidspunkter og aktivitetssammenfald

Enkelte af de aktiviteter, der var under ‘vallen, havde dertil en ikke så god timing – såsom forfattervelkomsten, som snød mig for aftensmad, og Æresotto-uddelingen, som lå oven i spilstart, og jeg havde set alt for meget frem til Magician: Impossible til, at jeg ville snyde mig for den spiloplevelse. Spilstart kl. 9.00 var et interessant koncept, men ikke en anden gang. Måske man kunne lægge nogle aktiviteter fra 9.00/10.00 til 11.00, hvor der så er spilstart – f.eks. Morgensmad-foredrag eller formiddagsfortællinger?

Kø, kø og mere kø

Køerne til aftensmaden var alt for lange, og selvom det er hyggeligt at stå i kø med folk, så snød længden af kø mig for aftensmad en gang, fordi der ikke var nok mad, og det er ærgerligt, når man har stået 20-25 minutter i kø – også selvom folk var godt selskab undervejs. Fællesområdet var generelt godt, men der var klemt for mange ting sammen i området, så det var besværligt at skelne reservekø, toastkø, infokø og aftensmadkø fra hinanden – og brætspillerne manglede et ekstra lokale til at spille i, så de kunne vælge mellem at spille i fællesområdet og uforstyrret.

Den rare cafe

Cafeen havde ikke et nært så lækkert et lokale som sidste år, men til gengæld var der plads. Det er lækkert med fad fra Wintercoat og særligt deres morgensmadsstout er helt fantastisk – den må I ikke lade være med at føre – og lidt ægerligt, men kun lidt, at flaskeøllerne udløb så hurtigt. Baren fik jeg slet ikke set, men den ser jeg generelt meget lidt til, og det mest af alt, fordi jeg nyder de bløde stole i cafeen, den afdæmpede musik og øllerne.

Fra søvn til fest

Sovesalen var som sådan ok. Larmen fra festen den første aften var ingen gene, og dygtige folk fik hurtigt dæmpet den larmende dør til området (kudos for indsatsen), men folks brug af mobiler til vækkeure er vokset i omfang, og selvom du godt kan sove fra din mobil, så kan vi andre ikke, og det er første Fastaval, hvor jeg ikke har kunnet få sovet ordentligt. Jeg begyndte hver morgen temmeligt udaset, og måtte gå glip af Farmer’s Maze, men fik kort efter at vide, at der manglede spilledere på scenariet, så ikke alle kunne være kommet til at spille. Næste år ser jeg gerne et par høflige indskærpelser om ikke at bruge mobiler som vækkeure, eller bede folk om at have dem på lydløs i sovesalen. Måske kunne en generel udluftning arrangeres mellem 16 og 17 hver dag for indeklimaets skyld?

Skoler & Skurvogne: En dungeons

Skolen og hallen var generelt ikke optimale, og jeg forestiller mig, at der ikke er nogen, som har nogen nævneværdig ros til lokalerne. Hallen var kold, antallet af toiletter og badeplads stærkt begrænset etc., og det er problemer, som vil se anderledes ud på en anden skole. Jeg glæder mig til at se vores nye generals tiltag på området – hvor mon vi flytter hen? København, Hobro, Aalborg, i nærheden af en IC-station eller til Malmö?

Skurvognene var et interessant forsøg på at løse lokalemangel-problemet, men de var meget lydte, så man fulgte både nabolokalets støj og folk udenfor. Der var ringe plads, og jeg blev to gange flyttet til vognene, da andre grupper skulle spille semi-live og derfor krævede den ekstra plads, der er at finde i en skurvogn. Den indre akustik var heller ikke god, da den resulterede i, at hvis to spillere var engageret i en entusiastisk snak, så overdøvede dette alle andre. Indeklimaet var heller ikke godt, og fugten drev af vinduerne.

Årets fætter-kusinefest

Og nu noget ros: Det var enormt glædeligt at se jer allesammen igen til den store årlige fætter-kusinefest i påsken. Nogle af jer ser jeg regelmæssigt, andre jævnligt, nogle over nettet, og nogle til denne ene begivenhed, og andre af jer har jeg først lige mødt. Lykkeligt er det et arrangement med en masse smilende mennesker, hvor rigtig mange lægger en stor indsats for at få arrangementet til at glide, alt fra Dirtbusters, Brandvagterne, cafe-personale, kiosk-personale, Infonauter, bar-folk, DGS’ere, forfattere, spilledere, spillere, arrangører, scenarie-ansvarlige, banket-folk, James’er og så videre og så videre.

Gæster langvejs fra

Fastaval har mange gange haft en udenlandsk forfatter til at besøge sig, men antallet er begyndt at vokse, og det er et rigtig godt tiltag. Det er en fornøjelse med ideudveksling over så lange grænser, og jeg kan kun opfordre til at denne praksis udvides. Selv er jeg gået i tænkeboks i forhold til scenarie-skrivning, og jeg vil så vidt muligt forsøge mig med, at de(t) scenarie(r), jeg skriver, kommer til at have engelsksprogede versioner af spilpersonerne og foromtalerne, således at scenarierne stadig kræver en dansk-læsende spilleder, men kan spilles af engelsk-læsende spillere (og en engelsksproget foromtale vil sikre, at foromtalerne ikke lemlæstes af Babelfish og andre elektroniske translatører – Drengen og byen blev smukt surrealistisk af det, mens Mod nulpunktet blev bizart meningsløs).

Banketten

Bortset fra problemet med at rykke folk ud af sovesalen meget tidligt, og derefter klemme dem ind i lokaler, hvor der ikke var adgang til førend senere på dagen, da de fortsat var spilområder, så var hallen god og rummelig, og bordene pænt dækkede op (Susanne og Thais skal have god ros for dette). Hallen fungerede fint som et sted for banketten, og den var slet ikke så lydt, som jeg havde frygtet. Jeg havde en møjt festlig banket, og ganske vist var der ikke det store scene-show, så var det fornøjeligt at hilse på og klappe af de mange aktive folk på Fastaval. Dertil var vi velsignet med en engageret tjener, der havde medbragt et par hjemmebryggede øl, som han syntes, at vi skulle smage på (en stor tak til Anders Würtz for opvartning og øl). De øl supplerede desuden vores egen planB-borddækning, hvor vi havde et bredt sortiment af øl, cider, mjød og bærsnapse til de kræsne ganer (og jeg er rigtig glad for Infoens service med at opbevare drikkevarerne under ‘vallen og endog flytte dem over i festsalen, for det var en tung omgang at slæbe).

Merchandizeeeeee

Fastawear og andet grej er cool. En fastakop, -terning og -keychain er enormt charmerende, og jeg glæder mig til næste års høst af fornøjelser. En termokop til næste år er på min ønskeliste.

Ting på tegnebrættet

Det var et lille udvalg af de enormt mange indtryk og hændelser, jeg havde på dette års hygge-‘val, og jeg er allerede i gang med ideer til næste års scenarier. Her er et par stykker.

Og et par stykker mere …

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Con, Fastaval, Rollespil. Bogmærk permalinket.

10 svar til Tanker fra Fastaval 2010

  1. Troels Rohde siger:

    Well well – jeg har aldrig brugt blogs rigtigt, førend jeg faldt over din!

    In any case: En skole er en skole er en skole

    Opbygningen
    Og der er kun så meget man kan gøre med den. Jeg synes den var meget bedre udnyttet end sidste år, og synes at Cafeen virkede meget bedre end sidste år, det samme gjorde kiosk og fællesområde.

    Point til Jesper for at få skurvogn ideen. En praktisk løsning, til et praktisk problem. Virkelig synd for spillerne, men også synd for Jesper at det ikke virkede. Ideen var god, og handlingen resolut!

    Sovesalen
    Ja, den lugtede ikke godt, men den var psyko kold… jeg ville stemme mod udluftning.

    Men hvis folk ikke må vækkes med mobiler, hvordan pokker skal de kunne komme op til morgenmad klokken 8 og spil klokken 9, med bad på?

    Hvis vi skal vækes af andre, så skal NOGEN stadig have ur på kl. 7-7.30

    Hvilke udenoms aktiviteter søger du?

    …Troels

  2. mortengreis siger:

    Hej Troels,

    Velkommen til🙂

    Det store fællesområde fungerede generelt bedre end sidste år. For kioskens vedkommende skal jeg ikke kunne sige det – jeg synes begge år har fungeret fint der, og cafeen var i år mere rummelig, men jeg synes den var hyggeligere i sin indretning sidste år.

    Helt klart ros for tiltaget med skurvognene.

    Hvis bare der er normal opvarmning, kan der roligt luftes ud. Det har jeg oplevet, har været sket enkelte andre år – så det kan lade sig gøre, uden at vi forgår i kulden. Den kolde sal i år derimod …

    Folk har før kunnet komme op til tiden. Der var også en tid uden mobiler, så problemet kan løses. Som minimum er brandvagterne vågne på dette tidspunkt, så i værste fald kan de agere vækkeur (noget lignende har været gjort før).

    Når det gælder udenomsaktiviteter, så søger jeg alle mulige ting. Fastaval har haft workshops om dette og hint, biograf og netcafe, helcon osv. Forenings- og butiksstande etc. Noget af det havde vi i år, men ligesom sidste år kom de hurtigt til at ligge temmelig afsides, og jeg opdagede f.eks. både i år og sidste butiksområdet meget sent.

  3. Nis Baggesen siger:

    Ja, jeg synes faktisk også både cafe og fællesområde virkde væsenligt bedre i år end sidste år. Jeg kan måske godt se problemet med de sammensmeltende køer, men hvis det er noget man tror kan ske igen, så kan man vel udvide brugen af “træk et nummer”-systemer.

    Det med at brætspillerne ikke havde et lokale for sig selv så jeg på mange måder som en fordel. Det betød at jeg kunne gå rundt og se på hvad folk morede sig med og at det var nemmere at sætte sig ned og deltage. Og når jeg selv spillede synes jeg ikke det virkede specielt forstyrrende. Alle på Fastaval har jo respekt for den lettere autisme der rammer fokuserede brætspillere og omvendt er det jo ikke skakmesterskaber man delatger i, så det er ikke nødvendigt med absolut arbejdsro. Synes jeg.

    Min eneste oplevelse med skurvognene var da jeg kørte Ascalon-dynastiet. Det gik faktisk nogenlunde. Ja, vi kunne høre dem ved siden af, men ikke i så høj grad at det generede (det blev bare til mumlen fra pøblen). Der var indelukket, men siden de var så nemme at varme op kunne vi tillade os at åbne vinduet. Det var faktisk de eneste spillokaler hvor jeg har oplevet at have det for varmt🙂 Og selv om Dynastiet er et episk scenarie så er der et fokus på terningerne og det fungerer ganske fint bare at sidde om bordet, så pladsmangel var heller ikke den store gene. Så lige i vores situation kunne lokalerne godt bruges og give en nogenlunde fornuftig oplevelse.

    Mht. sovesalen så kan jeg klart anbefale sommerhus. Og mht. at komme op så kan jeg klart anbefale at godt indre ur. Men jeg har på fornemmelsen at de råd ikke hjælper så meget🙂

  4. mortengreis siger:

    Joh, dit råd med sommerhus er slet ikke så dårligt endda. Hvad med at Fastaval opstiller en “find nærmeste sommerhus/værelsesudlejningsservice” fra hjemmesiden, og derved gør det lettere for folk at springe udi at finde alternativ overnatning i området?

  5. Nis Baggesen siger:

    Det var mit indtryk fra Joan at alternative overnatningsmuligheder bestemt ville spille ind i valget af lokation næste år. Men det er selvfølgelig kun en faktor blandt mange. At få lavet en hjemmesideservice kræver vel bare at man planter ideen i Kristoffers hoved.

  6. Johs siger:

    @Nis: Dem ved siden af – var så mit hold. Din smukke røst gik så fint igennem at jeg lod dig stå for noget af vores opstart. Du forklarede noget setting virkelig fint og godt – og da du blev lidt mindre skrap i det overtog jeg selv igen.

    Skurvognen var ok for os, da vi spillede vores to scenarier. På trods af lydene og at der ikke rigtig var plads til semilive i de der flashbackscener.

  7. Nis Baggesen siger:

    Ups. Jeg beklager hvis vi – eller bare jeg – larmede for meget i skurvognene. Og jeg er lidt foruroliget over at du kalder min røst smuk, taget i betragtning at jeg havde ekstremt ondt i halsen den dag – og stadig lyder som om jeg har gurglet grus i en uge.

  8. Hov hov hov, jeg er ikke (KUN) et tool!🙂

    Men for søren det er en god ide, jeg forestiller mig noget med pre-booking, samle-grupper og Google-maps ! Evt. forudbetaling, dankort og måske guide til nærmiljøet.

  9. mortengreis siger:

    Yes! Sådan, Kristoffer, det er det, vi vil have🙂

  10. eliashelfer siger:

    Jeg ved (fordi jeg selv sidder der) at alternative overnatningsmuligheder er noget der snakkes meget seriøst om i Alea-kredse. Jeg ved ikke hvad der konkret planlægges til 2010, men vi har før overvejet at finde et vandrehjem nær en skole, så man kan overnatte på vandrehjemmet, og opholde sig på skolen. Problemet er, at det ikke er så lige til at finde et sted der kan huse 500 mand. Sommerhuse er bestemt en mulighed, men det ville jo være fedt, hvis man ikke skulle til at befordre sig til og fra ‘vallen.

    Madkøer var problematiske. Torsdag fik jeg en meget kaotisk spilstart, fordi jeg kun lige knapt nåede at få noget at spise, før jeg skulle i gang med at køre scenarie. Og jeg oplevede en enkelt gang at nå frem til aftensmaden, da der knap var noget tilbage. Jeg vil godt garantere, at det er noget, der bliver taget op på evalueringen 1. maj.

    Og så er jeg meget enig i, at der manglede udenomsaktiviteter. Måske var det fordi jeg var i info, men jeg hørte aldrig rigtigt om, hvad der skete i Cafeen. Der var Warhammer og Magic samt en Munchkinturnering, men det var altsammen placeret langt fra Fællessalen. Det er noget, jeg håber næste års bunker ser nærmere på. Det hører sig ligesom hjemme på et jubilæum.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s