[anmeldelse] Rollespil i kirken

Denne bog er interessant, fordi den i lighed med Rollespil i folkeskolen handler om folk, der synes, at det kunne være spændende at udnytte modefænomenet rollespil, som alle børnene render og dyrker, til mere end bare børnenes egen morskab. Bøgerne har det tilfælles, at de hovedsageligt er skrevet af folk uden for rollespilsmiljøet, og at de har baseret bøgerne på deres erfaringer. Hvor Rollespil i folkeskolen var en fæl skuffelse takket være sit ekstravagante amatørisme, så overrasker Rollespil i kirken positivt ved at være langt bedre funderet og langt bedre reflekteret over rollespilsprocesserne. Skal jeg anbefale en af disse to bøger til en lærer, bliver det absolut Rollespil i kirken (men det er også en lidt fusket modstilling, for jeg vil i virkeligheden aldrig anbefale Rollespil i folkeskolen).

En anden ting, der er interessant ved Rollespil i kirken er, at den har et pædagogisk mål, lighed med andre rollespil, der anvendes i læringsmæssige sammenhænge, som når Østerskov efterskole anvender rollespil til undervisningen. Den væsentligste forskel er her, at hvor eleverne tilegner sig færdigheder og viden, når de spiller rollespil på Østerskov efterskole (f.eks. tysk og matematik, når de som britiske efterretningsagenter skal afkode nazisternes krypterede beskeder), så indøver og reformulerer konfirmanderne allerede tilegnet viden i Rollespil i kirken – dvs. at de gennem rollespillet anvender viden, som de har tilegnet sig, men at de ved anvendelsen får styrket deres forståelse af denne viden.

En sidste ting, der skal nævnes er, at til trods for, at bogen har et pædagogisk mål, så har den også et religiøst mål, da det målet er at forbedre konfirmandernes kristendomsforståelse i de to første rollespil, og i bogens sidste rollespil er målgruppen kirkefremmede unge. I lighed med Bjørn Porup Thomasens Rollespil+2 – Introduktion til magi ønsker forfatteren, at rollespillerne også tilegner sig et specifikt religiøst verdensbillede.

Det praktiske

Rollespil i kirken er udgivet på Religionspædagogisk forlag i 2008, bogen er skrevet af Ea Hvitnov, Annette Molin Schmidt og Pernille Østrem. Bogen er på 160-70 sider, og bibliotekets version har en spiralryg, men det ser ikke ud til at gøre sig gældende for bogen normalt. Bogens forord er ved Jesper Stange.

Bogen består af fire hovedafsnit. Det første er Idé og teori, hvor forfatterne diskuterer de pædagogiske og teologiske pointer ved anvendelsen af rollespil, samt et afsnit, hvor de addresserer spørgsmålet “Er rollespil okkultisme for børn?”. De to næste dele er “Ta’ rollen på dig!” og “Konfirmandnat i kirken”, hvor henholdsvis fem små rollespil og et stort gennemgås med vejledninger til, hvorledes det skal gøres (og spørgsmålet fra læserens side, om hvorvidt det er rollespil, rejser sig undervejs). Til sidst beretter gade- og ungdomspræst Ea Hvitnov, om rollespillet “Slaget om København!”, der blev udvirket i samarbejde med GERF. Denne rapport er faktisk meget interessant for rollespillere, da det er en udenforståendes beskrivelser af rollespil, men en udenforstående som har samarbejdet med arrangørerne, og derfor har tilegnet sig et godt blik for, hvad rollespil er for en størrelse. Sammenlignet med f.eks. bogen “Rollespil – i æstetisk, pædagogisk og kulturel sammenhæng” (anmeldelse er på vej), så har Ea gjort sig væsentligt bedre observationer, end adskillelige af forfatterne i sidstnævnte bog har.

Jeg vil i dette følgende gennemgå de forskellige afsnit i bogen.

Første afsnit: “Idé og teori”

I dette afsnit præsenterer forfatterne sig, og de præsenterer kort de forskellige rollespil, som bogen vil beskæftige sig med. Jeg vil i dette afsnit primært fokusere på de billeder af rollespil, som forfatterne præsenterer læseren for:

“Overraskelse, inddragelse, opdagelse, genkendelse og tilstedeværelse er pædagogiske nøgleord indenfor rollespillets univers. Spillets forløb, liv og ofte også udfald afhænger af deltagernes fysiske og mentale tilstedeværelse i spillet på grænsen mellem oplevelsen af leg og virkelighed.” (p.14)

Det er i hvert fald pæne ord. Så lad mig fortsætte med at citere fra afsnittet, da vi får det første billede af forholdet mellem fantasy, rollespil og kirken:

“Rollespil og hele fantasygenren, ikke mindst i form af film- og bogsuccesserne som fx Harry Potter og Ringenes Herre, har været på kraftig fremmarch blandt børn og unge i de sidste par årtier, det har de færreste kunnet undgå at opdage. Her flettes mytiske kampe mellem orker og elvere, troldmænd og drager, sammen med basale temaer i menneskelivet: Kærlighed, venskab, angst og kampen for at være den, man er. Næsten uden undtagelse ligger kampen mellem de(t) gode og de(t) onde til grund for bøgerne, spillene og filmenes plot og udvikling. Og skræller man de øverste lag væk, ja tit behøver man end ikke det, er rollespilsverdenen et virvar af kristologiske plot, frelser-figurer, scenarier samt rituelle og transcendente forestillinger, der har rod i eller trækker på kristendommens skat.” (p.14-15)

Der er særligt to ting, der springer i øjnene, og det ene er både den implicitte antagelse af rollespils forankring i fantasy-genren, og fraværet af et standardværk inden for rollespil, som forfatterne kan referere til, på samme måde som de refererer til Ringenes Herre og Harry Potter. Rollespil har ikke det brede, ikoniske værk, som forfatterne kan referere til – og det har vi som rollespillere knap nok selv, hvorfor man meget let forfalder til at referere til systemer til som Dungeons & Dragons. Den anden ting er måden, hvormed forfatterne foregriber kritiske spørgsmål omkring fantasy og kristendom, og man kan på sin vis sige, at de følge C.S. Levis’ tilgang, hvor fantasy legitimeres i kraft af at rumme kristne temaer i anden klædedragt.

Hvorfor et slag om København?

Herefter præsenterer forfatterne de konfirmationsrollespil, vi skal se nærmere på senere. Dem springer jeg pænt over, og går til præsentationen af “Slaget om København”, som er det første af rollespillene lavet i samarbejde med kirken, da vi igen render ind i temaet om forholdet mellem kirken og rollespil – denne gang med udgangspunkt i rollespilleres blik på kirken (som set gennem kirkens øjne):

“Vi ønsker at lave natkirke for og med unge, og gerne unge, der ikke ellers oplever, at folkekirken har relevans i deres liv – de unge, som vi i kirkeverdenen ofte omtaler som de kirkefremmede. Og dem må der siges at være en del af inden for rollespilsmiljøet! En del unge rollespillere har en meget lille viden om kirken, men til gengæld store fordomme om samme. Fordommene har i høj grad grobund i den kritik, som visse kristne kredse både inden og uden for folkekirken har rettet mod rollespilsmiljøet for at være et okkult antikristent foretagende. Denne kritik har fået mange rollespillere til at opfatte kirken som en samling forstokkede, forskræmte og fantasiforladte folk, der ikke kan kende forskel på leg og virkelighed […].” (p.17)

Det er den slags observationer som er interessante. Er vi rollespillere mere kritiske overfor kristendommen på grund af visse kristnes opførsel over for rollespillere end andre jævnaldrende unge? Foreløbigt er materialet mere eller mindre anekdotisk. Men betyder denne modstand, at kirken faktisk bør gøre en større indsats for at nå rollespillere for at frelse deres udødelige sjæle? Det vil jeg overlade til de kirkelige at spekulere over.

Rollespil, som altid farligt

Det bringer os frem til den sidste vinkel på rollespil, okkultisme og kristendom – nu hvor der er argumenteret for, at fantasy ikke i sig selv er en trussel mod kristendom, og at rollespillere kan være blevet mere kirkefremmede pga. af kristnes kritik af rollespil, så er der spørgsmålet:

“Er rollespil okkultisme for børn?

Man foranlediges til at stille spørgsmålet, fordi magi og okkultisme er afgørende bestanddele i den generelle rollespilsgenre. Som udenforstående kunne man være bekymret for, om børn, og unge, der spiller rollespil, får listet okkult tankegang ind af bagvejen, når de spiller roller som magikere og dæmoner.” (p.18)

Herefter opsummeres kort Dialogcentrets holdning til rollespil i 1993, og hvordan i de 2007 ændrede standpunkt og ikke længere betragter det som en “art “sjælevandringslære”, der forkastede krop og sjæl […]”, da “rollespilleren lever sig så meget ind i sin rolle, at rollespilleren bliver ét med den, glemmer sig selv og at der blot er tale om en leg.” (p.18) – Bjørn ville være blevet stolt. Heldigvis er dette ikke længere Dialogcentrets holdning til rollespil, og jeg tvivler på, at det nogensinde har været en udbredt holdning inden for folkekirken:

“Med andre ord er rollespil ikke okkultisme for børn, men fysisk iscenesættelse, der river dem med ind i et særligt univers for en stund, hvor de spiller teater, inden de zapper videre til næste levende billede i hverdagen.” (p.19)

Lad os i stedet kigge på citatet foroven. Det første, vi bemærker her, er, forfatterens/-nes ændrede vinkel – vi er nu “man” og “udenforstående”, og sammen med præsterne kigger vi med let bekymret mine på rollespillerne. Hvad forfatterne ikke springer frem og siger med det samme er, ‘Når vi med kristen optik kigger på rollespil, så er vi bekymrede for den religiøse indvirkning af okkultismen, da vi ikke tåler konkurrenter’. Forfatterne konkluderer herefter, at med det forbedrede indblik i rollespil, kan det ses, at rollespil ikke er okkultisme, og det ligger implicit tilbage, at okkultisme stadig er en trussel, det har bare ikke noget med rollespil at gøre, ligesom børns leg heller ikke er okkult.

Krop og indlevelse

Anden sektion af første kapitel er en redegørelse for vigtigheden af at inddrage kroppen i undervisningen, og dette kobles til rollespils fysiske aspekt, og vi har derved en god grund til at anvende rollespil som et pædagogisk værktøj. Jf. litteraturlisten tager forfatterne f.eks. udgangspunkt i værkerne “Kroppens sprog, spil, ritualer og gestik” og “Kroppens fænomenologi”, mens litteratur om rollespil glimrer ved sit fravær. Vi mangler ikke kun tekster om rollespil, men også en måde, hvorpå de eksisterende bliver lettere tilgængelige for folk, så de kan inddrage mange af de erfaringer, som rollespillere allerede har truffet omkring rollespil.

Lad os tage et citat mere om rollespil:

“Rollespillet kræver indlevelse og mere end det. Rollespillet kræver, at den enkelte udover at leve sig ind i spillet også “gør” spillet. Det, der gør rollespil til noget særligt i undervisningssammenhæng, er netop, at vi ikke bare taler om om et emne, som man kan leve sig ind i ved tankens kraft. Der er tale om en form for handlen, der får de involverede parter til at sige og gøre ting på stedet, som de måske ikke havde tænkt, før de sagde eller gjorde det. (p.20-21)

De restende afsnit diskuterer vigtigheden af leg, og hvorledes leg skaber et frirum fra hverdagen, og ydermere tillader børnene at bevæge sig frem og tilbage mellem det profrane og det hellige, så de gradvist kan forholde sig til det religiøse.

Andet afsnit: Ta’ rollen på dig!

Dette afsnit består af tre kapitler. Det første består af fem små rollespilslege, det andet er en slags natløb i kirken, og det tredje er en rapport fra Slaget om København.

De fem små rollespil

Disse minder meget om virksomhedsspil, hvor man øver tænkte situationer med kollegaerne for at øve salgsteknikker eller fordi konsulenten fortæller jer, at I bygger hold gennem den slagske desto mindre finder jeg spillene charmerende.

Det første spil er Engle og dæmoner. Det handler om dilemmaer og etik. Her fordeles eleverne på to hold, engle og dæmoner, og en elev udpeges til at være en dødelig, der står i en letgenkendelig situation med et dilemma, og de hold skal nu præsentere argumenter for det ene eller det andet valg, og til sidst skal den udvalgte træffe et valg baseret på de to holds argumenter.

Det andet spil er Katedral TV, hvor konfirmanderne rollespiller en familie, hvis barn skal døbes, og at dåben er med i et talkshow. Børnene opdigter selv rollerne før spilstart, og mens de gennemgår dåbshandlingerne, bliver de interviewet og skal redegøre for tanker, holdninger og så videre. Resten af børnene er publikum, og de kan deltage gennem publikums hujen.

Det tredje spil er Plejer er død!, hvor børnene skal agere forfulgte kristne i år 100 på et tidspunkt, hvor liturgien og riterne endnu ikke er etablerede, og hvor de gennem deres handlinger er med til at skabe riterne. Børnene skal konstruere rollerne, der disse tidlige kristne, og deres forsøg på at udvirke en kirke.

Fjerde spil er Vis mig din Gud!, hvor børnene opdeles i seks hold. Tre hold repræsenterer forskellige tolkninger af kristendommmen, og tre andre hold er folk og familier, der har været udsat for eksistentiel krise, og de tre kristne hold skal nu forsøge at redegøre for, hvorfor der er ulykker og ondskab i verden.

Femte spil er Sorrig og glæde, hvor et bryllup og en begravelse rollespilles for at give børnene et indblik i de opgaver, som kirken håndterer, og hvordan vigtige øjeblikke i livet kan bearbejdes gennem ritualer.

Fælles for de fem spil er, at forfatterne har gjort en dyd ud af at komme med eksempler, erfaringer og instrukser, så folk helt fremmede over for denne slags øvelser ikke strander nogen steder. Det bliver vanskeligt at undskylde sig med, at det virker uoverskueligt.

Fra en rollespillers synspunkt er disse rollespil meget ‘minimale’. Plottet er begrænset til konfrontationen mellem to grupper eller genskabelsen af hændelser. Der er ingen egentlig fortælling, men i det mindste er der roller, og det er intentionen, at en del af oplevelsen skal komme gennem det at spille rollen – i modsætning til virksomhedsrollespil, hvor man typisk er sig selv anbragt i en tænkt situation.

Konfirmandnat i kirken

I dette scenarie overnatter konfirmanderne i kirken, og undervejs præsenteres de for en profeti om, at det onde denne nat vil forsøge at gribe magten, og børnene skal derfor rundt i kirken for at gennemføre en række modtræk mod dette anslag. Undervejs skal en gåde løses, ikoner males (under vejledning af en nonne) og lovsang lyde for at knægte de mørke magters anslag.

Som læser undres man over tilstedeværelsen af nonnen og ikonerne, og der går et stykke tid, inden at forfatterne får gjort opmærksom på, at kampen mod det onde i dette scenarie har økumeni som tema, at trods forskelligheder står de kristne kirker samlet.

Ved ankomsten til “spillet” er børnene kun klar over, at de skal spendere natten i kirken. At de skal opleve et rollespil er en hemmelighed, som først afsløres under middagen for dem. Imidlertid er det ikke et rollespil – og skulle man være i tvivl, så kommer det også i en bibemærkning fra forfatterne selv: “(deraf også ordet “ekspedition” og ikke-skattejagt eller natløb, som det jo reelt er)” (p.88) (min fremhævning).

Det er ikke et rollespil, fordi børnene narres ind i spillet, og i kraft af de narres ind i spillet, har de ingen roller, og de er ikke aktivt medvirkende til at skabe rollespillet. De er kun aktive brugere, som når folk er på skattejagt, temabuildinglege og natløb.

Baggrunden for at narre børnene ind i spillet kan, der opstilles flere forklaringer til. Det giver arrangørerne en øget kontrol om arrangementet (sålænge deltagerne accepterer arrangørernes myndighed – derefter kan det gå grueligt galt), det kan styrke den dramatiske effekt (og skabe forventningsfuld gysen hos publikum, hvis de stoler på arrangørerne), og i den konkrete situation skaber det en ekstra effekt:

“Den vigtigste årsag er naturligvis, at historien, som udspiller sig inden for rollespilsrammen, rummer mange overraskelser” (p.84)

“Fortælles historien om profetien med overbevisning, er der altid en, der bævende spørger: “Det er ikke rigtigt, vel?” Og til det er der naturligvis kun et svar: “Jo, selvfølgelig er det rigtigt!”.” (p.88)

Det er fristende at overveje, om forfatterne ikke også gerne vil opnå denne effekt af andre årsager – nemlig at sløre grænsen mellem virkelighed og leg, og på den måde gøre de religiøse handlinger gældende både i spillet og i virkeligheden – og det på en lignende vis, hvor Bjørn Porup Thomasen gerne ser, at den magi der udøves i rollespil er så autentisk, at den også gælder i virkeligheden. I mødet mellem rollespil og religion eksisterer de magiske handlinger både i fiktionen og i virkeligheden – de er i begge verdner på en gang. Det er den samme tankegang, der kommer fra de religiøse modstandere af rollespil, der også mener, at magiske handlinger i rollespil eksisterer i begge verdner på en gang, både rollerspillernes fiktionsverden og i virkelighedens verden:

“The players are supposed to “visualize” the action of the game in their minds. The better they become at “seeing” the action and therefore anticipating the moves of the various “monsters” and the other players, the more advanced they become in the game. What people don’t realize at first, is that these monsters are actually real demons. The deities they serve are also demons. What they think they are visualizing in their minds, they are in actuality beginning to see in the spirit world.

The better they become at “seeing” the game, the more in­tune they are with the spirit world. Imagination is a key stepping stone to contact with the spirit world. That is why scripture tells us to “cast down vain imaginations.” (2 Corinthians 10:3­5)” (Rebecca Brown: Game Doorways, p.1-2 – en bog fra en kristen fundamentalist, der har fordrevet adskillelige dæmoner, om bl.a. rollespil. Se denne artikel The Escapist)

Dette rollespil er et natløb med lege og gåder, som skal løses for at gennemføre det narrativ, der er knyttet til løbet. Børnene spiller sig selv involveret i en kamp mod det onde, men de er alene brugere af fiktionen. På den positive side er grundigheden. Der følger en beskrivelse af forløbet, erfaringerne derfra, samt en detaljeret vejledning med indkøbslister, tidsplaner, taler osv. Den uerfarne præst eller natløbsarrangør får en masse god hjælp her – og igen er det vanskeligt at smyge sig udenom med henvisninger til, at det er uoverskueligt etc.

Slaget om København!

Bogens sidste del, Det helt store spil, handler om rollespillet Slaget om København, og er en rapport af Ea Hvitnov, gade og ungdomspræst.

Scenariet blev udvirket i samarbejde med GERF, og dets målgruppe var kirkefremmede unge i alderen 15-25, men det var ikke scenariets formål at forkynde kristendommen for de unge, men at skabe et rum for kirken at mødes med dem. Scenariet kørte to gange om måneden over en periode på cirka et år, og der var to spilledere til stede ved siden af natkirkepræsten. Deltagerne konstruerede selv deres roller, og de valgte selv, hvilken side de gerne ville spille – de gode eller de onde. Scenariet blev drevet af frivillige krafter.

Der var kun beskedne krav fra natkirkens side – at scenariet udspiller sig i en kristen mytologisk ramme, at der skulle være en respekt for kirken til stede, og at kirkerummet forblev at være et kirkerum.

Scenariet udpspillede sig in-crowd omkring Trinitatis kirke og en række lokaler i nærheden, som var stillet til rådighed. Karaktererne optræder ‘fordækt’, så de ikke bemærkes af almindelige dødelige, men hver spiller bærer Natkirkens logo, så uvedkommende ikke involveres i spillet. Ved våbenhuset blev der desuden i turistsæsonen opstillet et skilt, der advarede besøgende om, at der fandt rollespil sted, blandt andet fordi våbenhuset rent faktisk blev anvendt som våbenhus af rollespillerne til turisters forbløffelse. Hver spilgang afsluttedes med en valgfri gudstjeneste, der blandt andet tog udgangspunkt i aftenens hændelser i spillet.

Erfaringer fra Københavnerslaget

Ea har gjort sig en række erfaringer, som jeg her vil dele med jer:

“Der er ingen tvivl om, at en rollespilskampagne som Slaget om København er resursekrævende og – medmindre man er inkarneret rollespiller – helt afhængig af, at man få nogle erfarne rollespillere med på ideen.” (p.160)

“Hvis spillet skulle udspille sig snævert inden for rammerne af folkekirkens bekendelsesskrifter, så tror jeg ganske enkelt ikke, at det var de samme unge, der havde deltaget.” (p.161

“En mindre positiv konsekvens af det tætte samarbejde [med GERF] var, at Natkirken ufrivilligt blev del af interne stridigheder og magtkampe i rollespilsmiljøet. Nogle rollespilsfolk syntes, at ideen om et rollespil i Natkirken var virkelig god, men ønskede ikke at deltage, fordi den pågældende rollespilsforening stod for arrangementet” (p.161)

Ups!

Men så skulle I bare se fejderne mellem Københavns to science fiction-foreninger …

Heldigvis har Ea også mange positive ting at sige om rollespillere, som jeg ikke vil opsummere her, men straks springe videre til nogle af hendes betragtninger omkring afviklingen af rollespillet, da hun rammer ind i nogle klassiske problemstillinger omkring live-rollespil. Gevinsten er, at vi her finder dem beskrevet af en ikke-rollespiller.

Indledningsvis er der nogle bekymringer ved, at Hold Ond er langt mere interessant for spillerne end Hold God, men også at scenariet udspiller sig i et råt og voldeligt univers for vil det “komme til at overskride grænsen for, hvornår noget er sjovt for alle involverede, og om kristendommens næstekærlighedsbudskab risikerede at drukne i vold”? (p.163).

“Hvad angår den sidstnævnte bekymring blev den ret hurtigt manet i jorden ved en en snak med spillerne ved debriefingen efter en spilaften. Der herskede nemlig en høj grad af selvjustits i forhold til at tage hensyn til hinanden.” (p.163)

Det Ea her konstaterer er, at rollespillerne allerede på forhånd er oplært i at spille pænt sammen. Den slags er altid rart at læse. Den anden bekymring gælder Hold Ond, og her forsøger spillederne gennem frynsegoder at opveje, at Hold Ond er så meget mere interessant at spille end Hold God, og her følger en kuriøs observation:

“Lidt efter lidt hold jeg dog op med at være bekymret over lysten til at være på Hold Ond, for det viste sig, at spillerne på Hold Ond var de flittigste deltagere til gudstjenesten. Lidt forsimplet sat op så virkede det som om, at jo mere rå rolle en spiller havde, jo større blev lysten til at komme til gudstjeneste efter spillet. Rollespil er sjov og ballade, og stort set ingen rollespillere tror på dæmoner som konkrete væsner, der opererer iblandt os, men det at lege ond – hvad enten der er mafiaboss eller dæmon – sætter alligevel tanker i gang og værdier på spil, så der kan opstå et behov for at “lande”, få sat legen i perspektiv og værdierne på plads, før man går videre i sit eget liv. På den måde resulterede de unges fascination af Hold Ond i en større lydhørhed over for forkyndelsen af det gode: Guds kærlighed til og frelse af mennesket.” (p.163-164)

Men er rollespil nu også kun “sjov og ballade”? Konklusionen modsiger dette i kraft af, spillerne i Eas beskrivelse vitterligt bliver påvirkede af oplevelserne, og de har et behov for derollment, som kommer til udtryk ved kirkegang. Her kunne et par interviews med spillerne have været interessant, men det er uden for bogens mål.

Efterfølgende diskuterer Ea de overvejelser hun havde omkring gudstjenestens form. som blandt udspringer af ovenstående observationer. En ting, der konstateres er, at da gudstjenesten følger oven på rollespillet, behøver der ikke spilles ung musik for at interessere de unge. Langt mere interessant er denne observation:

“Selv de af spillerne, der nok deltog i gudstjenesten, men ikke gik til nadver, ville beholde det lange ritual. Måske var flertallet af spillerne ikke kirkevante og kendte derfor ikke ritualets ord og indhold, men de var til gengæld utrolig gode til symboler og symbolsprog. Som rollespillere var de vant til, at ikke alt er, hvad det umiddelbart ved første øjekast giver sig ud for at være, at tingene godt kan have dybere betydningslag, som det kræver indsigt og indlevelse at opdage.” (p.164) (min fremhævelse)

Afsluttende bemærkninger

Som rollespiller finder jeg bogen kun en anelse brugbar, hvad angår forslag til spil og lege, men i forhold til andre bøger om, hvad rollespil er, og sådan kommer man igang etc., er bogen meget brugbar for den nysgerrige person, der gerne vil anvende rollespil til en pædagogisk pointe.

For rollespillere er det mere observationerne omkring, hvad rollespil er, og hvordan rollespil ser ud i andres øjne, der er interessant. Her er forfatterne meget bevidste om, at rollespil er et værktøj til komme i kontakt med unge, få deres parader ned og kropsliggøre tilegnet viden. Rollespil får derimod ikke lov til at have en fuldt ud selvstændig eksistens, og selvom forfatterne kan konstruere rollespil, der beskæftiger sig med vægtige temaer, så finder vi ingen fortællinger med handlingsforløb. Det nærmeste vi her kommer det, er i Slaget om København, og der er fortællingerne helt overladt til rollespillerne selv at konstruere, og det kommer derved til at ligge uden for bogens rækkevidde.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Liverollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

4 svar til [anmeldelse] Rollespil i kirken

  1. FrikardEllemand siger:

    Hej Morten

    Sjov anmeldelse. Et hurtigt spoergsmaal. I spillet/oevelsen “Engle og daemoner” er det da tydeligt for den doedelige hvem der er paa hvilket hold?

    Jonas

  2. mortengreis siger:

    Hej Jonas,

    Ja, spilleren er ikke i tvivl om tilhørsforholdet. Man indretter blandt andet spilområdet til at afspejle dette.

  3. Jonas siger:

    Det gør det hele øvelsen lidt fesen. Det får mere karakter af fremvisen end udforskning. Den dødelige har jo svaret serveret utvetydigt foran sig.

    Jonas

  4. mortengreis siger:

    Det er rigtigt. På det område er spillet ikke videre udfordrende, men jeg tænker, at med en aldersgruppe omkring 13 år, og arrangører, der ikke er erfarne med rollespil, så er det nok en passende kompleksitet.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s