[Delta Green] Den sorte Madonnas røde tårer

Femte episode af DG-kampagnen var eminentlig stormfuld og et dramatisk opgør mellem agenterne, der ændrede hele magtbalancen mellemdem. Episoden var formmæssigt anderledes end normalt, da der skulle følges op på begivenhederne fra sidste episode. Desuden var dagens mission etableret på baggrund af Thomas’ spendering af tre agentpoint. Han og jeg havde talt kort om, hvad han gerne ville opleve på missionen, og jeg udformede missionen på den baggrund, og selvom Thomas havde bestilt missionen, kendte han ikke indholdet af den.

Den nye mand: Agent Snyde

Peters agent omkom sidste gang, og han udfærdigede derfor en ny agent, som skulle overtage agent Simons plads. Vi snakkede lidt dæmpet om, hvor agent Snyde skulle komme ind i spillet, og jeg lod Peter forstå, at det skulle jeg nok sørge for – jeg havde planer.

Vi begyndte spillet med, at jeg fortalte spillerne, at vi ikke ville følge den faste model for vores spilgange, da der skulle følges op på sidste gangs begivenheder.

Liget af en fremmed mand

Det hele begynder med, at Angie kontakter sin chef og fortæller ham, at et par jægere (Matt, Boyer og Will) har fundet et lig ude i skoven. Chefen er Greg. Kasper og jeg spiller det næste forløb rimeligt afslappet, og imens kigger de andre på og følger Gregs genvordigheder.

Greg kommer ud til gerningsstedet. De tre jægere har fundet liget ved et tilfælde, da de havde slået lejr lige ved, og da en af dem skulle ud i buskadset og slå en streg, fandt han liget. Der er ingen våben eller ID på afdøde, hans lig har ikke været flyttet, og han tydeligvis blevet skudt i hovedet, execution style, for omtrent en uges tid siden, men Greg genkender agent Simon med det samme. Greg beordrer Angie til at interviewe jægerne og hente lægen Howard til en obduktion. Imens har han stedet for sig selv. Kasper spørger specifikt til, hvad man kan se fra afdødes position, og jeg bekræfter, at dineren er i syne. Det gode ved Kaspers spørgsmål er, at det er nu entydigt etableret i fiktionen i hvilken fare, hans elskede har været (for agent Simon mente ikke, at Greg ville blive en god agent, førend han kendte til tab).

Mens Greg er alene, undersøger han liget. Kasper spørger til patronhylster og patron. Jeg vender opmærksomheden mod Anne og spørger, om hendes karakter har efterladt noget. Peter foreslår, at hylstret må være fjernet, da Agent Sherlock her følger Agent Simons modus. Kuglen er tilbage i hjernen, og den fisker Greg forsigtigt ud. Det er en 9mm, og den matcher agent Sherlocks skydevåben – men Anne gør opmærksom på, at agent Sherlock har skaffet sig af med den specifikke model, så en sammenligning af kugler fra hendes skydevåben vil ikke afsløre noget. Ikke desto mindre er Gregs mistanke vakt, for hvem ellers ville have dræbt agent Simon?

Da Howard og Angie har afhentet liget til obduktion, er Greg alene. Han sætter sig ind i sin bil og bryder hulkende sammen. Siden tager agent Trevor kontakt til agent Sharp, og han oplyser, at agent Simon er blevet fundet dræbt, og agent Sharp bringer oplysningerne videre til agent Sherlock. Derefter informeres DG-netværket om agent Simons fald.

Greg og Angie følger op på sagen, og de opdager en diskrepans. Jægernes lejr var fire-fem dage gammel, da de meddelte fundet af liget, og Greg sætter den ihærdige Angie til at følge op på sagen. Det gør hun, og jægerne ender med at indrømme, at de fandt liget tidligere, men da de ikke ville have spoleret deres jagttur udsatte de henvendelsen til politiet, og de kom desuden til at tage afdødes skydevåben. Angie på Gregs ordrer henter våbnet, og han tager det i forvaring. Det er den kæmpestore snigskytteriffel, som vi så i sidste episode.

Handlingen udspiller sig over flere dage, og vi spiller den løseligt med små nedslag i hverdagen, der berører sagen med den døde mand. Næste nedslag er da Angie ringer til Greg, der netop er ude og patruljere.

En agent dukker op

Angie er vred. En FBI-agent er dukket op, og han kræver at få liget udleveret. Det vil hun ikke, og Greg skynder sig tilbage på stationen. Her beder han Angie tjekke agentens baggrund, mens han taler med ham. Agenten præsenterer sig som FBI-agent Rico, Rico Varskow, og han er her for at overtage sagen, da de lokale myndigheder er for grønne til sagen. Greg stejler, og agent Rico fremhæver, at de er for grønne til at deltage. Greg fanger hentydningen, og han overlader straks sagen til agenten, og han standser Angies undersøgelser af agent Rico. Mens Rico samler bevismaterialet sammen, brokker Angie sig til Greg, og han bliver nødt til at holde hende hen.

Referencerne til DG i Ricos tale blev der smilet en del af i løbet af aftenen.

Jeg bruger forløbet til at rode Kaspers karakter ud på dybt vand. Han bliver nødt til at dække over drabet på John Doe, hæmme efterforskningen, holde sin folk hen med usandheder, og han fjerner bevismateriale i form af kuglen, der dræbte agent Simon, og snigskytteriflen, som han en sen nat på statsgrænsen overdrager til agent Sharp, der får den destrueret (bortset fra at det gør han ikke). Med sagen lukket ned, går vi over til relationsscener.

Fire forløb, fire relationer, et tab

Vi snakker lidt frem og tilbage som altid om hvem, der vil spille en scene, i hvilken rækkefølge vi skal tage dem, og hvad de skal indeholde. Thomas’ er lidt speciel, da han sidste gang fik indskudt en ekstra scene for at få et menneskelighedspoint mere, hvorved han kunne købe et forfaldspoint mere mod at han brændte en relation. Da vi ikke ville spille to scener i træk sidste gang, gemte vi brobrændingen til denne gang og smelter den sammen med dagens relationsscene (dvs. Thomas erhverver sig stadig et menneskelighedspoint).

James’ scene: Mike Storm har tidligere udvist opmærksomhed over for James, når han bliver såret i embeds medfør. Sidst han gjorde det, var det i forbindelse med James’ DG-mission, og James kunne derfor ikke tale med Mike om det. Det svækkede deres forhold. Denne gang mødes på den lokale Country Club, og da Mike Storm kommer ind på emnet igen – grundet James’ seneste skader, er James helt afvisende, og vi ser mange års venskab blive pillet op, da James slet ikke vil lukke Mike ind, og han gør sit bedste for at fornærme deres mange års venskab.

Rent praktisk var det en spændende scene at se spillet. Vi vidste alle, hvor scenen skulle hen, men at se den bevæge sig i den retning var spændende. Langsomt bliver agenterne mindre og mindre menneskelige, hvis de ikke omkommer indenda. Fortabelsen kommer ikke kun fra tabet af Sanity, men af alle de ting, som agenterne gør for den gode sag.

Gregs scene: Greg har Hannah til middag, og hans ældste teenagedatter, Lisa, er der også. De yngste er ude og dyrke sport. Greg er nødt til at meddele, at deres planer om at fejre hans fødselsdag må ændres og erstattes af denne middag, da han skal af sted på en opgave. Greg kan slet ikke tale med sin datter om sit arbejde – og han får på fantastisk kejtet vis talt sin datter ind i et klassisk teenagedrama – og bagefter kan Hannah stikke til ham, da hun ved lidt, men stadig ingen detaljer.

Stakkels Greg.

Chris’ scene: Den udspiller sig hjemme hos hans søster, hvor ungerne løber og leger ude i haven. Hun er en veluddannet, hjemmegående husmor, der venter på, at ungerne er gamle nok til at hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Det er første gang, vi ser Chris, og vi oplever ham som en ubekymret sjæl, der ikke har forankret sig med kone og børn endnu, men lever derimod et ubekymret liv.

Elizabeths scene: (Denne scene er fortalt) Elizabeth er inviteret til en middag og videofilm af sin flinke nabo. Uheldigvis han har valgt filmen Descent, der vækker minder hos Elizabeth og aftenens hygge går fløjten, da hun bliver fjern.

En aften i sydens opera

Så er det tid til dagens mission. Jeg tager ordet, og jeg tager også ordet over Thomas’ karakter noget af tiden. Agent Sherlock og agent Trevor modtager en krypteret mail fra agent Sharp, der meddeler, at DG har inviteret dem til en aften i operaen. Briefingen følger i Los Angeles International Airport, hvor der er en Grøn Boks. De skal en længere tur til Colombia, hvor en friendly venter dem.

De tre agenter mødes i lufthavnen. Greg er officielt på feltarbejde langt inde i Yellow Stone park, og Elizabeth har meddelt ferie. Den grønne boks er et hotelværelse, hvor der er en samling vacciner og andet grej belejligt til en tur til Sydamerika. Den imponerende våbensamling vi så i Manhattan-boksen er ikke her.

Agent Sharp briefer gruppen – dvs. at jeg gør det – og han fortæller at denne DG-mission er af en anderledes natur. Det drejer sig om et drab. Agenterne skal eliminere en mand.

Missionen

Det drejer sig om, at DEA er ved at planlægge en ny mission af i Colombia i nærheden af Orocue. Det er en opfølger til operation DustOff, der i midten af 90’erne var et DEA-projekt til ødelæggelse af kokain-produktion. Da man slog til mod narkobaronerne Familien Fernandez’ marker gik det galt, det kom til et større shootout, og det kostede seks DEA-agenter livet. Da man ryddede op på slagmarken fandt man desuden liget af en CIA-agent, og man har en mistanke om, at Familien Fernandez er en facade for CIA, og at en ny DEA-operation vil koste flere DEA-agenter livet.

DG-agenternes opgave er at eliminere shamanen Vayoz Dias, som var instrumental i drabet på de seks DEA-agenter. En ny DEA-operation vil med Vayoz Dias i live koste yderligere DEA-agenter livet.

Videobåndet (på DvD)

Agent Sharp finder en DVD frem, som rummer en VHS-optagelse. Optagelsen viser DEA-agenterne i et shootout med Fernandez’ mænd. I baggrunden optræder Vayoz Dias, og han gør sære fagter og anskrig. Pludselig kommer junglen til live i form af buskads, der former sig som og bliver til slanger, som opsluger mændene. På optagelserne ses hvorledes Vayoz’ trolddom eliminerer mændene. Det er denne mand, som DG vil have elimineret, inden DEA lancerer sit næste projekt, og agenterne er udvalgt fordi agent Trevor har erfaringer med vildmarksliv, og agent Sharp har forbindelser inden for DEA, som vil lette deres bevægelser i Colombia. (Spillerne laver Sanity Checks i forbindelse med video-båndet, men mister ingen ting).

Agenterne skal med fly til Orocue. Her venter friendlyen agent Jack Olsson, som skal lede dem til shamanen Vayoz Dias. Der er en dags tid til flyafgangen.

Telefonen ringer

Det er agent Reumert. Han ringer til agent Sherlock, og han meddeler, at der er en ny agent til deres celle, nemlig agent Snyder (han udtaler navnet forkert). Han spørger, hvor de er henne, meddeler, at han sender agent Snyder dertil, og at agent Sherlock skal introducere ham til DG, og at hun skal vurdere om den sag, som hun er på, egner sig for agent Snyder.

Herefter springer vi frem til agent Snydes ankomst den følgende dag. Vi etablerer hurtigt, at agenterne har modtaget et billede på deres mobiler af ham, så de kan genkende ham. Peter tager ordet, og han beskriver, hvorledes den sorgløse agent sidder i lufthavnsbaren og flirter med den kvindelige bartender, da hans kollegaer dukker op. Vi får nu præsenteret agenterne for hinanden. De vender tilbage til deres grønne boks, hvor de præsenterer Agent Snyde for sagen, og han beretter, at han ligesom agent Sharp er erfaren med Sydamerika.

Da agenterne ser videobåndet igen, bemærker Sharp, Sherlock og Trevor noget sært. Ud af plantagen kommer en lille pige med langt sort hår bølgende ned over hendes skuldre. Hun er omtrent 10-12 år gammel, og de har ingen erindring om at have set hende på optagelsen tidligere.

Af sted til Sydamerika

Jeg beskriver kort færden til Sydamerika, og Thomas sætter noget medbragt latinamerikansk musik på som stemning.

Da agenterne bevæger sig gennem Orocue, beskriver både Thomas og Peter, hvorledes deres spilpersoner på hver deres måde føler sig hjemme i Latinamerika. Derefter beretter jeg noget mere om byen. Der er en feststemning overalt, og på vej mod hotellet bliver agenterne standset af et optog af mænd og kvinder, der bærer en platform imellem sig, hvorpå der er en sort kvinde-figur med røde tårer med en masse dukker ved sine fødder. Nysgerrigt spørger agenterne deres taxa-chauffør, og han oplyser, at det er Madonna nigras cum rubris lacriminis – Den sorte madonna med de røde tårer – som er Guds moder, der lader sine røde tårer falde over landet, hvor de farver jorden rød og skænker frugtbarhed og velsigner kvinder med børn – de behøver knapt nok en mand for at blive gravide.

Hotellet er fyldt med gæster, som er her i forbindelse med den ugelange Madonna med de røde tårer-festivallen, og med kun to værelser ledige på hotellet, må agenterne dele værelser. Overalt er der støj fra festene og fulde turister, og en flok af dem synes at komme fra Skandinavien.

Friendlyens kontakt

Efter indlogering tager agenterne kontakt til deres friendly. De mødes med hans kontakt på en lokal restaurent, og han fortæller, at Jack Olsson er blevet forhindret i at dukke op. Der er nogle uroligheder med de lokale indianerstammer, som har fohindret ham i at dukke op. Det tager nok to-tre dage førend han er, og agenterne bliver nødt til at vente et par dage i byen.

Da jeg i sin tid talte med Thomas om missionen, kom vi ind på to ting, nemlig stemningen i den latinamerikanske by, dens fremmedthed for vesterlændingene, og så junglen med oprørsbevægelser og hemmelige amerikanske militærlejre. Da en mission strækker sig typisk over to spilgange, er det min tanke inddrage begge aspekter. Første spilaften i byen og anden spilaften i junglen, hvilket passer fint med, at selvom der er tale om en episode, så er handlingen fordelt på to aftner, og der er derved to selvstændige, dramatiske hændelsforløb.

I by-afsnittet ville jeg gerne have en stemning af at være et fremmed sted, hvor de er strandet uden at have et rigtigt mål, og derfor er agenterne strandet i Orocue. Kunsten er at skabe handling over fraværet af handling, at udspille ventetid. I junglen vil det blive anderledes.

Efter at have snakket og drukket med deres kontakt, spenderer agenterne resten af aftenen på restaurenten, hvorefter de vender tilbage til deres hotel.

Et uvelkomment TV-program

Agent Sharp vågner op, da TV’et tænder og frem af det grynede billede vokser et billede. Det er videobåndet. I baggrunden er den lille pige, hendes lange sorte hår vælder ud over hendes skuldre, og hun træder ud af plantagen, og hun bevæger sig hen mod skærmen, indtil hun er helt henne ved skærmen og strækker sin hånd frem …

… hvor Agent Sharp vågner ved, at en masse hvide små orme drypper ned fra loftet over ham, og han springer ud af sin seng. Straks vågner agent Snyde også. Det vrimler med hvide orme, som drypper ned fra loftet, og alle steder, hvor de lander på det hvide sengetøj, efterlader de en rød, rund plet.

De to agenter forlader værelset, krydser gangen og vækker deres kollegaer, og da de i samlet trop vender tilbage til værelset, er ormene borte, men sengetøjet fortsat plettet. Da agent Trevor forlader værelset for at gå til ro, ser han nede af gangen den lille pige, som han sætter efter, og forsøger at indhente, men hun er hele tiden foran ham, da han sætter efter hende ned af trappen. Nede i stuen, ser han hotellets receptionist, der søvndrukkent har et tv kørende, og pigen optræder i tv-programmet. Han beslutter sig for, at jagten på hende ender her

Et mirakel og en lokal guddom

Den følgende morgen mødes agenterne over morgenmaden, og de planlægger dagens aktiviteter. De vil kigge nærmere på de lokale forestillinger om Den sorte Madonna med de røde tårer. De forstyrres af højlydt snakken mellem rengøringsdamerne. En af dem har fundet lagnet med de rustrøde pletter, og den ældre dame kalder det et mirakel. Det er Den sorte Madonnas tårer, og lagnet vil skænke frugtbaghed. Hun tager lagnet med sig hjem til sin datter, så hun vil blive med børn, mindst tvillinger.

Agenterne Snyde og Sherlock opsøger den lokale katolske kirke, Skt. Migel, for at lære områdets lokale historie at kende, mens agenterne Sharp og Trevor søger informationer om shamanen Vayoz Dias.

Den lokale præst fortæller, at Den sorte Madonna med de røde tårer er en sammensmeltning med en lokal frugtbarhedsguddom, der var kendetegnet med sine røde tårer og slanger. Guddommen blev dyrket af de lokale indianerstammer, og hendes navn på de lokale sprog betyder ‘Høst’. Hun kendes fra en missionærers beskrivelser, hvoraf de yngste er fra begyndelsen af 1800-tallet, og således 200 år gamle. Siden er de lokale forestillinger blevet fortrængt af kristendommen, og hun lever nu videre i form af en særlig tolkning af Guds moder.

Imens konstateres det, at Vayoz Dias betragtes af lokale byboere som en farlig mand, man nødigt taler om. Han opildner de lokale stammer til oprør, og han er fortaler for samarbejder med FARC. Han skjuler sig i områdets vidtstrakte naturparker, og han står i ledtog med familien Fernandez.

Et telefonopkald mere

Senere på dagen mødes agenterne på en cafe, hvor de udveksler informationer. Imens ringer agent Trevors telefon. Han undrer sig, for den burde være slukket. Telefonen er uden signal, men den ringer stadig, og da han tager opkaldet, er det hans yngste datter. På klingende spansk kalder hun på sin fader, og hun fortæller, at ‘Hun er på vej’. Hver gang Gregory prøver at få sine kollegaer til høre opkaldet, taler datteren amerikansk, og når han sætter øret til opkaldet, taler hun spansk. ‘Hun er på vej’.

Hun er her

Om natten forstyrres agenterne igen. Det drypper med maddiker fra loftet over agent Sharps seng, og agenterne beslutter sig for at opholde sig i det andet hotelværelse. Her forstyrres de atter af et opkald fra Trevors slukkede telefon, hvor hans datter fortæller ham på spansk, at ‘Hun er her’. Derefter hører de skrig.

Agenterne Trevor, Sherlock og Snyder er straks af sted. Oven på hører de skrigene, og der ser de døren til værelset, som ligger over Sharps og Snyders værelse, stå åben. En pige ligger på gulvet jamrende, og en ung mand støttende sig til væggen, brækker sig. Forsigtigt vover agenterne at kigge ind i værelset. Her ser de et grotesk syn i form af deres agent, der i et festhærget hotelværelse, er spændt ud med reb, og hans hud bulgner, indtil den sprækker og ud vælter en grød af hvide maddiker og slimede orme. Hans mave vokser, som var han gravid, indtil den sprækker, og bag ham er hun. Pigen. Hendes tilstedeværelse er voldsom udstråling i hele området. Hun udstråler en voldsom kraft, der gennemsyrer alt. Hendes person er anslag imod al normalitet.

Morderisk rasen

Det er tid til sanity-checks. Anne fejler sit rul, og hendes agent mister 7 point. Jeg ruller hurtigt på en håndfuld tabeller, og når frem til Homicidal rage. Den slags er altid godt. Jeg fortæller resultatet til spillerne og opsummerer situationen, hvor jeg blandt andet gør opmærksom på, at der er to biroller tilstede – mest af alt så Anne kan vælge mellem at skyde på biroller eller på hovedpersoner. Hun synes det sidste, er det mest interessante, hvilket resten af os også syntes. Agent Sherlock grebet af morderisk vrede griber sit skydevåben, og hun vender den mod agent Trevor og åbner ild.

Rent praktisk er jeg i scenen ikke bekymret for Kaspers karakter. Chancen for at han bliver dræbt ved første skud er praktisk taget ikke-eksisterende, og de er to mand til at standse agent Sherlock, så hun vil sandsynligvis ikke få dræbt nogen.

Kugler hvisler forbi hendes kollegaer, og agent Trevor forsøger at holde hende nede og afvæbne hende. I første omgang er han succesfuld, men hun snor sig fri af ham og går til angreb igen. Peter beslutter sig for, at hans agent åbner ild for at standse truslen, og Thomas spørger til, om hans agent ikke også snart ankommer. Jeg meddeler hans ankomst og beslutter mig for, at det er på tide at gøre et anslag mod agent Sharp.

Da Sharp har nul forfaldspoint, kan jeg sætte scener, når jeg lyster til at forsøge at eliminere hans karakter. Jeg havde flere gange overvejet at lade ham blive udsat for en løbsk bil eller noget tilsvarende, men det passede ikke lige ind. Det gjorde det nu. Agent Sherlock vender sin gøb imod agent Sharp, og da agent Snyder skal til at skyde, mærker han en lille piges hånd føre hans arm, så hans våben pludselig peger imod agent Sharp. Imidlertid falder terningerne ikke ret, og sharp overlever. Thomas beslutter sig for at bruge sin autoritetsfærdighed, og flipflopper en succes til en crit-succes, og han får råbt sine kollegaer til ro. Scenen ender.

De to sidste opkald

Næste morgen mødes agenterne igen. Jack Olsson ringer til agent Sharp, og han oplyser, at han har fået løst sin lille sag, og at han er på vej til Orocue. Han vil være der om en time. Dernæst ringer agent Sherlocks telefon. Det er agent Reumert igen. Han spørger til, hvor i aller hede hule helvede agenterne er, og hvad de laver der? Agent Sherlock forsøger at forklare, og agent Reumert gør opmærksom på, at hun er Celle S’ nye kontaktperson, at DG aldrig har sendt på dem en mission til Colombia, og at DG ikke bakker op om missionen!

Derefter kigger Peter, Anne og Kasper forbavset på Thomas. De små diskrepanser omkring missionsbriefingen giver pludselig mening, men ikke på en ønsket måde. Agent Sherlock beslutter sig for at opgive missionen og tage hjem og for at tage agent Snyder med sig, da hun har ansvaret for ham. Agent Trevor er noget mere i tvivl, og en større debat mellem agenterne udvikler sig. Agent Sharp argumenterer for, at denne sag er lig med enhver anden sag, som DG udstikker, da det handler om at beskytter amerikanske borgere mod overnaturlige trusler, og denne mission vil beskytte DEA-agenter mod en trussel, som allerede har kostet mindst seks agenter livet. Agent Trevor argumenterer for, at missionen ikke er acceptabel, da den ikke er sanktioneret af DG, hvortil agent Sharp bemærker, at DG’s eget mandat er temmeligt tvivlsomt.

Ikke desto mindre ender det med, at agenterne tager hjem. Da agent Trevor har sat sig ind i taxaen til de to andre, tænker agent Sharp sig om et godt stykke tid. Bliver han og gennemfører missionen (og de andre spillere er biroller), eller tager han med dem hjem? Han ender med sætter sig ind i taxaen, og sammen tager de fire agenter til lufthavnen og rejser hjem.

Bemærkninger til slutspillet

Den sidste del af spillet var meget spændende. Egentlig havde vi planlagt at stoppe lige efter hændelsen på hotellet, og jeg ville lige runde aftenens spil af med et par cliffhangers til næse episode i form af de to opkald. I stedet spillede vi videre i tre kvarter, for agenterne (og spillerne) var stærkt i tvivl om, hvorvidt de skulle forblive på deres mission eller ej. Det blev ret intenst. Lige inden samtalen havde de haft en voldsom oplevelse med pigen, og de var stadig meget i tvivl om, hvad det var for et fænomen, de var oppe imod, og hvorledes de overhovedet kunne agere imod det. Nu var hele missionen en løgn, der ganske vist havde samme mål som andre DG-missioner og var lige så ulovlig som en DG-mission, men ikke havde DG’s velsignelse.

Denne gang valgte de at tage hjem, og det var også meget tilfredsstillende. Spillet havde været spændende, dramatisk og stemningsfyldt. Detil var det sidste drama mellem agenterne rigtig fedt, og det greb ganske godt fat i de konflikter, vi havde i begyndelsen af spilgangen. Det bliver spændende at se, hvorledes de interne relationer tager form ved næste mission. Det lå desuden i kortene, at var agent Sharp taget alene af sted på missionen (med et par biroller), så var ingen kommet levende hjem fra junglehelvedet, da James har 0 forfaldspoint tilbage. Det har han stadig, og jeg vil næste gang igen forsøge at eliminere agent Sharp.

At sætte missioner

Da Thomas ikke havde fået en fuld mission for sine tre agentpoint, returnerede jeg et til ham som kompensation. Derefter deltes XP ud (5 point for en enkelt aften i modsætning til 8 for to). Vi snakkede derfor lidt om missioner, om der var andre, der ønskede en.

Anne havde to ideer – den ene er Elizabeths familie, og den anden er Riley Wenzel, forskeren, vi stødte på i episode 1 og 3. Men begge er projekter, det blev besluttet at gemme til lidt senere. Vi vil gerne have lidt større kendskab til Elizabeths familie, inden de får en hel mission. Kasper havde heller ikke trang til en mission, og Peter havde ikke point nok, og hans karakter er endnu så frisk, at der ikke er et behov for en mission.

Når der sættes en mission, kan den introduceres på forskellig vis. Det kan være agenten, der fremlægger sin sag for DG, der giver grønt lys, det kan være DG, der udstikker netop den mission, eller det kan være agenten, der narrer sine kollegaer eller overtaler sine kollegaer til en hemmelig mission. Thomas valgte med denne mission at udspille en mission, hvor han narrer sine kollegaer med, og planen var, at hans karakter udnytter det tomrum, der opstod efter agent Simons død til at etablere missionen. Det lykkedes ganske fint, indtil agent Reumert ringede.

Jeg fik desuden introduceret en hel ny type trussel, der var langt mere vag og udefinerbar i forhold til Manhattan-ghouls og muterede piloter.

Næste gang: Episode 6: Et lille stik

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

5 svar til [Delta Green] Den sorte Madonnas røde tårer

  1. Nis Baggesen siger:

    Som altid spændende læsning. Jeg kunne efterhånden godt bruge en oversigt over persongalleriet, så det er nemmere at følge med i hvem der er hvem. Specielt da de jo allesammen hedder ting med S.

  2. mortengreis siger:

    Det har du en god pointe med.

    Foreløbigt er det følgende:

    Celle S
    NN – Agent Simone – død
    NN – Agent Slavic – død
    NN – AGent Seamus – død

    (Thomas) James – Agent Sharp
    (Anne) Elizabeth – Agent Sherlock
    (Peter) Carl Harris – Agent Simon – død
    (Peter) Chris – Agent Snyde

    Celle T
    (Kasper) Greg/Gregory – Agent Trevor
    (birolle – Peter) NN – Agent Tully
    (birolle – Anne) NN – Agent Tremor – død
    (birolle – Thomas) NN – Agent Taymora – død

    Celle R
    (birolle) – NN – Agent Reumert
    (birolle) – NN – Agent Rico Varskow
    NN – Agent ? (alle celler rummer tre agenter, men vi har ikke set/hørt det tredje medlem af Celle R endnu)

    Friendlies og andre
    (birolle – Kasper) – Friendly Michael Tudyuk – død
    (birolle – Kasper) – Friendly Stephen Anderson
    (birolle) – Friendly Emmerich Sinclair – ?
    (birolle) – “Friendly” Jack Olsson
    (birolle) – Detective Rebecca Green

    Jeg prøver at huske at inkludere listen i næste episode.

  3. Peter F siger:

    Morten, du har glemt Special Agent in Charge Et-eller-andet fra NY episoden. Vi endte med at blive enige om at han var en potentiel friendly efter som hændelserne på taget efterlod en del spørgsmål.

  4. mortengreis siger:

    Det er rigtigt. Ham havde jeg svedt ud.

    (birolle) – FBI-agent Jack Mullen

  5. Nis Baggesen siger:

    Muligvis det bare ville være praktisk med en underside der kune opdateres løbende. Så kunne der også stå lidt mere en bare navn og spiller🙂

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s