[ToC – BoL] De røde bøger fra Ellis

Så fik vi søsat første episode af Bookhounds of London-minikampagnen. Der er et intro-scenarie i grundbogen, men nærmest af ren vane valgte jeg ikke at spille det – men er dog blevet lidt fristet til at prøve at køre det senere (men jeg skal lige have tjekket om mine spillere har læst det), da det rummer en lidt anden spilstil, end plejer at spille.

Kosmisk cancer

I lighed med intro-scenariet i ToC sker der en gradvis transformation af verden i løbet af scenariet. Truslen kommer ikke i form af kulten, hvis dæmonhidkaldende rite skal standses i sidste øjeblik, men i form af en ‘mythos-stråling’, der gradvist muterer verden omkring heltene, og det er denne påvirkning, som det er vigtigst for dem at standse. I løbet af scenariet er der en gradvis voksende weirdness som udspringer fra denne mutering. Hites scenarier bryder på dette område med mange af Chaosiums (90’er-)scenarier og Pagan Publishings Delta Green-scenarier. Studiet af tolkninger af Lovecrafts mythos udtrykt gennem scenarie-forfatternes tolkninger, tror jeg kan lede til nogle interessante tolkninger.

Skjult historie

Et andet element i Hites scenarier kan genkendes fra Suppressed Transmission, og det har sin rod i Fraziersk historieskrivning og som lever videre i genren af pseudo-historie og konspirationshistore, hvor helheder og store narrativer skrives sammen af associationer bygget på myter og legender. Her er et eksempel fra Bookhounds of London-grundbogen:

Brutus named the island, which an oracle of Diana had told him to seek out, after himself (“Bruttium” becoming “Britain”) and founded its capital city, Troynovaunt or “New Troy” on the future site of London.

Among Brutus’ descendants and successors as king of Britain were Leir (immortalised as Shakespeare’s King Lear), Belinus (after whom Billingsgate Fish Market is named, himself named after the Celtic “henbane god”), and Lud. King Lud vastly expanded Troynovaunt and renamed it after himself, Lud Dun (“the town of Lud”), which became “London.” (A rival derivation comes from twin brothers, the Londinos, or “fierce ones.”) During the subsequent reign of Lud’s brother Cassibelaunus Julius Caesar invaded Britain, captured London, and built the White Tower on Tower Hill. Lud’s grandson, King Cunobelinus (the “hound of Belinus,” and Shakespeare’s Cymbeline) welcomed (and paid an annual tribute to) the Romans as “allies,” based on their common Trojan descent.

(p.45-46)

Den belæste læser vil naturligvis genkende flere af disse brokker, da teksten er et sammensurium af diverse myter, og Hite er her helt uforlignelig i sin egne til at sammenskrive disse brudstykker til et besnærende hele. Det er samme stil, der præger både værker inden for konspirationshistorien og for konspirationsromaner a la Da Vinci-mysteriet, Femte sol brænder eller Cirklens ende. Formidlingsmæssigt er den type spekulationer sære – i de pseudo-historiske værker, som Tempelherrenes indsigt eller Helligt blod, hellig gral er det forfatterens spekulationer formidlet til læseren, mens det i romanerne er en lærd person (på vegne af forfatteren), der øser af sin viden for hovedpersonen (på vegne af læseren). Når man finder disse informationer i et rollespilsprodukt, er det forfatteren, der taler til spilleder, men hvorledes flyttes disse informationer videre til fiktionen – og hvilken rolle spiller de? Ovenstående eksempel er ikke associeret med et specifikt scenarie, men i BoL’s intro-scenarie er lignende informationer. De er ikke nødvendige for at gennemføre scenariet (ligesom de i romanerne heller ikke er vigtige for heltens løsning af bøgernes krimi-mysterie, som typisk er rammen for fortællingen). Oplysningerne spiller derfor en helt anden form for rolle. De er en afkodning af de myter, som skjuler verdens sande sammenhæng for os, og målet med konspirationsværkerne er at komme bag om myterne og afsløre magten bag ved.

Konspirationsværkerne har en indbygget svaghed i dem, som ingen af dem formår at afklare, og som forfatterne satser på ikke opdages af læseren ved at man distraherer folk med gåder og mysterier (det andet element forfatteren satser på er, at læseren ikke udsætter forfatterens eksperter for samme kritik, som forfatteren udsætter ‘etablissementet’ i form af historikere, arkæologer, ægyptologer med flere for. Den indbyggede svaghed er mest af alt, hvorledes en ældgammel sammensværgelse kan væltes i løbet af et par dage af en tilfældig person. Sammensværgelsen ender med at demonstrere sit fravær af magt, men undervejs er læseren distraheret af alle de hemmeligheder, der afsløres til at man bemærker, at der ikke er megen mening i sammensværgelsen (f.eks. er Hellig blod, hellig gral nødt til adskillelige gange at fortælle læseren, at der er tale om ‘sprængfarlig viden’, selvom det aldrig klart redegøres hvorfor det er så sprængfarligt, og vi som læsere skal gætte, hvilket fritager forfatterne for at skulle forklare deres tese).

Efter denne lille ekskurs (som vist sker hver gang, jeg skal rundt om konspirationsgenren) er det tid at vende sig mod De røde bøger fra Ellis.

Boghandlen kommer til live

Vi begyndte med en masse udenomssnak, da vi vist er en ret sludrende gruppe. Vi gennemgik karaktererne, og jeg bad spillerne beskrive boghandlens facade, og herfra sprang en beskrivelse af resten af boghandlen (jeg behøver ikke at føre spillerne gennem de forskellige dele, det klarede folk selv), og på Nis’ opfordring gik vi også i gang med at beskrive spilpersonernes hverdags rutiner. Vi havde på denne måde et godt blik for boghandlens hverdag.

Derefter var det min tur til at sætte ting i gang. Efter kort at have beskrevet de tågede gader, busser og sporvognes larmen, cyklers raslen, gadedrenges råber og de unge anarkisters støjen gælder det boghandlen (og beskrivelsen var bl.a. for at komme væk fra den instinktive Gaslight-stemning, da jeg er vant til, at Call er 1920’ernes Amerika, 1870’ernes London eller 1990’ernes efterretningstjenester – nu er det 2010s agenter og 1930’ernes London).

En kunde kommer ind

En køn, ung dame i begyndelsen af 30’erne, kruset rødt hår og vandede blå øjne går direkte op til desken, hvor William Sheridan spørger hende, hvad hun søger, og hun forklarer, at hun er på udkig efter Hughton-krøniken, version B.

Monica, der spiller William Sheridan, konstaterer, at hun ikke besidde rette investigative skill til at vide noget om bogen som sådan (det gør Nis’ karakter, Robert Felgate, derimod, men han er ude og kigge efter bøger), og hun nøjes med at forsikre kunden om, at de naturligvis har bogen, og at den ligger på deres andet lager, og at den vil være til rådighed senere på dagen (når jeg tester antikvariater, så plejer jeg at spørge efter Palle Laurings Håb og horn, og hvis sælgeren siger, at den har de nede på lageret, og at han lige vil finde den frem, så har han fejlet. Hvis han derimod forklarer, hvor vanskelig den er at skaffe … Kaabers antikvariat har formået at opføre sig langt mere idiotisk: da jeg skulle have fingrene i en krønike, hvis seneste danske oversættelse er fra 1870’erne, og jeg fra pålidelig kilde havde fået at vide at Kaabers lå inde med et eksemplar, gik jeg der ned og spurgte efter den, hvor tre ekspedienter med arrogant høflighed forklarede, at sådan en tekst ikke var lige til at skaffe, og at de ikke havde den. Jeg gik derfra, ærgerlig, kiggede på deres vitrinskabe ude på gaden, fik øje på bogen, de havde fortalt mig de ikke havde, og jeg gik derefter ned og bad om den. Jeg fik den naturligvis, men under hele handlen fastholdt ekspedienten hårdnakket, at det var det forkerte eksemplar jeg købte. Af et “forkert eksemplar” at være er den forbløffende lig med den bog, jeg spurgte efter).

Krogen går sin vej

Kunden har dog ikke lyst til at blive hængende og vente, hun er i det hele taget ganske afvisende over for Willams opmærksomhed, og hun meddeler, at hun vil forhøre sig hos konkurrenten. Jeg driller Monica med, at dagens scenarie nu ikke bliver til noget, da gruppen ikke har fået deres krog. Derefter springer vi frem til lidt senere på dagen, da en ny kunde dukker op. En midalderende herre, rødmosset og udstyret med snurbard og bowlerhat dukker op, han spørger efter samme bog, og igen lover William, at den skal nok være der. De andre spillere ryster på hovedet.

Monicas karakter får sat gang i gruppen. Thomas meddeler hans karakter, Jane Hester, ankommer netop som den midaldrende herre forlader butikken, og William forklarer, at de nu skal skaffe to eksemplarer til i eftermiddag af Hughton krøniken, version B. Peters karakter, Jack Worthington, går i gang med at planlægge forfalskninger af værket, og der bliver sendt bud efter Nis’ bogjagende karakter, da han må have rette viden.

Bibliografiske data om De røde bøger fra Ellis

Nis præsenteres for problemstillingen, og jeg oplyser, at ved Bibliography (0 spend) ved han, at Hughton-krøniken er en britisk slægtskrønike fra Sydengland fra begyndelsen af 1700-tallet, og at yderligere informationer er til rådighed med brugen af et eller to bibliography-point. ToC’s system med at man automatisk klarer sine efterforskningstjeks, og at informationerne kan udvides med spenderingen af point er ret interessant. Lige nu gælder det om at finde en balance med brugen af point. At det er Nis’ karakter, der har den nødvendige færdighed hænger sammen med, at i ToC er der en endelig mængde af efterforskningspoint blandt spillerne, og des flere spillere des færre point har den enkelte spiller. Hvilke færdigheder, spillerne har, afhænger af hvilket erhverv de vælger, og det anbefales derfor, at der er diversitet mellem spilpersonerne, så spillerne bygger al efterforskning op over samme ene færdighed (i modsætning til CoC, hvor alle bør have stor mængder af point i Library Use, og her stiger antallet af efterforskningsfærdigheder med antallet af spillere).

Nis spenderer de to point i Bibliography, og jeg opsummerer:

Hughton-krøniken er også kendt som De røde bøger fra Ellis, da de er trykt med et smukt, rødt læderbind. I 1712 udgav grev Hugton af Ellis fra Sydengland en slægtskrønike, hvor han redegører for sin slægts historie hele vejen tilbage til tusindtaller, hvor han kobler sin slægtshistorie til The Anglo-Saxon Chronicle, hvorved han kan føre sit slægtsskab tilbage til de ældste saksiske kongehuse, og deres legendariske forfædre, Hengist og Horsa, der er sønner af Woden (dvs. Odin), og disse nedstammer fra en gren af Noahs sønner, og slægtstræet føres således tilbage til Adam og Eva. Greven lod kun et lille oplag trykke, og han skænkede sine nærmeste slægtninge et eksemplar, hvor han lod sider være blanke, så de hver især kunne videreføre krøniken. En del af krøniken beskriver også lokal folketro, der har rødder i angelsaksiske magiske forestillinger. Samtlige eksemplarer af dette oplag af krøniken menes at være gået tabt.

Imidlertid blev der i 1733 udgivet et optryk af en arvings krønike. Arvingen har videreført krøniken, men også lavet visse omskrivelser af krøniken, da han var logemedlem (gæt selv logen), der viser, hvorledes greveslægten tilbage i tid er associeret med (proto-)logen. De fleste eksemplarer af dette tryk, menes at være gået tabt. I daglig tale kaldes dette eksemplar for version A.

Da version A var ret succesfuld, blev der fra trykkers side udgivet en version mere af krøniken i 1736. Denne version er baseret på et tidligt manuskript af 1712-udgaven, og den er derfor heller ikke identisk med den oprindelige version, og den kaldes derfor version B. Sammenholder man imidlertid de to versioner, kan man komme meget tæt på det oprindelige indhold af 1712-udgaven. Version B blev blandt andet skænket til den lokale præst, pastor Heyns, der blev så oprørt over beskrivelserne af den angelsaksiske hedenskab, at han beordrede krønikerne brændt, hvilket er årsagen til, at der kun findes så få eksemplarer af version A og version B.

Hertil spørger Nis, om han skal tage noter, og jeg lader forstå, at det er ikke nødvendigt. Relevante informationer skal nok blive opsummeret undervejs, som der er behov for det.

Jagten går ind

Med disse oplysninger sætter vore bogjægere jagten ind. Deres mål er at finde ud af, hvor der er et eksemplar til salg, om de kan få skabt en kopi af bogen, og om de kan få sikret sig en fast aftale med deres to potentielle kunder. Ved samme lejlighed vil de forsøge at få pumpet deres to kunder for fleste mulige informationer.

Da hver spilperson er specialiseret ud i de forskellige investigative færdigheder, som er de afgørende færdigheder, er der en del udvekslen af planer og ideer mellem spillerne. Hvem gør hvad og så videre, og hvordan fungerer det, når deres rollers personligheder bliver involveret i planerne? Da karaktererne samtidig med har hver deres foretrukne arena – og da de er uden mobiler (1930’erne trods alt) – betyder det, at der er en del koordination, som skal fastsættes, som det tager lidt tid at få etableret – i modsætning til f.eks. Mouse Guard, hvor man ofte også har sine specialer, så rejser man ikke omkring som en samlet patrulje – men arbejder i stedet med en butik som en samlet base. Med andre ord så tog det os lidt tid at få etableret den rette spilstil. Vi enedes blandt andet om, at gruppen ofte ikke havde mere travlt end at efterforskning kunne strækkes over et par dage, så der ikke var brug for konstant udveksling af informationer eller at man ligefrem lukkede butikken ned for at sætte hele holdet i marken for at efterforske sagen.

At støve rundt efter bøger

Bookhounds of London tåler et mere dvælende tempo, hvor man spenderer eftermiddage med at støve rundt i butikker og på markeder, hvor man bruger tid på at pleje sine kunder og sin butik osv. Til at understøtte dette sikrer jeg spillerne, at der ikke er en lørdagsdæmon ™, der skal standses i sidste øjeblik og lignende plots, som spilpersonerne kan risikere at komme for sent til. På sin vis tror jeg, at vi på nogle områder kommer tættere på Lovecrafts historier med denne stil end med plots, hvor fjenden skal standses i sidste øjeblik.

Efterforskningen fører spilpersonerne forskellige steder rundt. Peters karakter, falskneren, bruger sine forbindelser i underverdenen (specialevne for falsknere) til at komme på sporet af krøniken. En af hans kontakter har overhørt en mand, der har overhørt en kunde få vurderet en stak bøger, som krøniken var iblandt. Monicas karakter, boghandleren, får talt med de to kunder, og han finder ud af, at kvinden ønsker bogen, fordi hendes gode ven, Mr. Gardner, har anbefalet den til hende (men hun skjuler et og andet i den forbindelse) (Mr. Gardner er desuden ‘ven’ af boghandlen eller fast kunde, så yderligere efterforskning skulle ikke være så vanskeligt). Manden ønsker bogen, fordi han gennem sit medlemskab af British Society of Folklore beskæftiger sig med folklore, og han specialiserer sig i angelsaksiske trylleformler, og han er derfor nødt til at have adgang til version B, da han ved at sammenligne den med version A, som forefindes på Theosofisk selskabs bibliotek, kan komme så tæt på den oprindelige krønike som muligt og derved identificere de angelsaksiske hedenske skikke, som greven beskriver i sin krønike.

En kvik tur til en auktion

Som et led i efterforskningen – og efter at have læst på occupation-beskrivelsen – beslutter Monica og Thomas sig for, at deres karakterer skal tage til en lokal bogauktion, da det vil være miljøet for dem at indsamle informationer. Jeg havde planlagt dette, men auktioner er gode steder at hænge ud, så jeg planter deres konkurrent, katalog-agenten Mr. Drummel fra Hathaway & Co. Fine Books, ved auktionen, da jeg havde nævnt, at deres konkurrent var blevet involveret i jagten på De røde bøger fra Ellis. Ved auktionen spenderer Thomas point fra sin investigate skill Flattery for at hente oplysninger fra Mr. Drummel, som taler over sig, og afslører, at han er hyret af en fornem kunde, og at han skal deltage i den private auktion for at få fat i bogen.

Manden, der ejer en version B

På baggrund af Peters informationer kan Nis’ karakter, bogspejderen, opstøve boghandlen og spionere på stedet, indtil han får identificeret kunden, som han følger tilbage til dennes hjem. Imens har Thomas’ karakter, agenten, brugt sin status til at tale med boghandleren, der afslører, at hans kunde har arvet en stabel bøger, som inkluderer flere sjældenheder, og det er blevet planlagt, at boghandleren skal afholde en privat auktion over værkerne. Denne auktion sikrer katalogagenten en invitation til. Her har vi et eksempel på vores lidt rodede koordinering af efterforskningen, da Thomas og Monica går en vej for at skaffe adgang til auktionen, mens Peter og efterfølgende Nis går en anden vej for at finde bogen og auktionen.

Nis’ bogspejder følger kunden til hans private hjem. Undervejs bemærker han, at den unge mand efterlader røde fingeraftryk, som hurtigt forsvinder igen. Han konfronterer den unge mand, der er meget uhøflig, og som på ingen måde vil finde sig i gæster eller høflige samtaler. Robert Felgate forsøger at overbevise ham om, at han kun vil den unge mand det bedste ved at advare ham imod auktionarius, som ikke formår at værdsætte sine kunders sjældne bøger. Herefter advicerer Robert resten af holdet via telefon, og de tager ud for at konfrontere den unge mand. Det kommer de imidlertid ikke langt med. De prøver at bøsigt at få lov at købe bogen af ham, men han er ikke til at hugge eller stikker i, og han truer med politi og smækker døren i.

Imens har Robert Felgate på det lokale bibliotek gennemrodet de lokale nekrologer – det er hans praksis til hverdag for at finde dødsboer, der måtte have bøger til salg – og han genkender godt den relevante nekrolog. En dame er gået bort, og hun har efterladet sit bo til den unge mand og hans bror. Ved en smule slægtsforskning kan Felgate konstatere, at hun er niece til et medlem af Ellis-slægten, som hun arvede fra i sidste halvdel af 1800-tallet – og hun må derved være kommet i besiddelse af Version B, som den unge mand nu har arvet og er i gang med at afhænde.

Afsluttende bemærkninger

Her sluttede aftenens spil. Vores lille selskab har planlagt at bryde ind hos den unge mand og befri ham for hans Hughton-krønike, som de så kan lave en kopi af, og derefter sælge i alt to eksemplarer. Slår det fejl, så er der næste plan at troppe op ved auktionen og vinde bogen der.

En af de lækre ting ved BoL er, at man kan lave disse meget nørdede former for investigation, at de kan dreje sig om meget andet end at finde mythos-kulten og standse dem, og at settingen giver både en god forklaring på party-strukturen, og på hvorfor de er involveret i mysteriet. Det er desuden en ret charmerende setting med rige muligheder for at have et helt miljø af folk at interagere med, noget som også ofte er sjældent i Call of Cthulhu, hvor det er vanskeligt at have bare den mindste kontinuitet i persongalleriet. Jeg ser frem til næste episode, hvor vi også kommer til at bruge færdighederne noget mere i forbindelse med indbruddet, og derved får prøvet de almindelige regler i spillet.

Vi fik brugt de investigative færdigheder, som bygger på den antagelse, at færdighedsrullet altid lykkes, og det alene handler om, hvor mange ressourcer, man vil spendere på at skaffe informationer (0-2 point typisk). Pointbrug sker enten ved, at jeg spørger spilleren, hvor mange point, der ønskes anvendt (som da Nis spenderer fra sin Bibliography), eller at spilleren erklærer, at denne gerne vil bruge point (som da Thomas spenderer Flattery i samtalen med Mr. Drummel). Det kræver en smule tilvænning at finde ud af, hvad det koster at skaffe viden, men jeg synes det fungerer fint, da jeg har en fornemmelse af, at vi ikke kommer til at gå i stå i efterforskningen på grund af oversete spor (eller fejlede Spot Hiddens).

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Bookhounds of London, Call of Cthulhu, Gumshoe, Investigation, Rollespil, Trail of Cthulhu. Bogmærk permalinket.

3 svar til [ToC – BoL] De røde bøger fra Ellis

  1. Hej Morten
    Jeg er normalt ikke så interesseret i at læse andres spil, men jeg er nysgerrig nok om ToC til at følge med her.

    Det er så fedt at Kenneth Hite har fået Lovecraft ud af lørdagsdæmonens skygge, der er så meget mere at hente end bare store monstre. Dog forstår jeg ikke helt hvordan mythossen er i Bookhounds, men det gør det bare mere spændende at læse jeres spil.

    (Det er måske fordi jeg på ingen måde fatter det der conspiracy halløj, hvor man remixer historien efter behov. Det er bare mærkeligt synes jeg.)

    Jeg vil gerne høre dine overvejelser omkring økonomien i investigation spends i forhold til spillederi og scenariedesign, da jeg skal til at bruge det samme værktøj og er uerfaren ud i investigative spil.

  2. mortengreis siger:

    Hej Oliver,

    Jeg har endnu ikke så mange erfaringer med investigation-økonomien, da det var min første spilgang med ToC-reglerne.

    Umiddelbart er mine tommelfingerregler, at de spor, der skal findes, koster 0 point (men det er også i overensstemmelse med regelbogen), og at hvis det er et spor, som jeg synes er vigtigt for oplevelsen, så koster det også 0.

    Derefter bliver det mere vanskeligt. De spor, der beriger detaljerne, begynder at koste point, og de spor, der tillader spillerne at skyde genvej gennem efterforskningen koster point.

    Hvis spillerne ønsker at øve indflydelse på fiktionen og trække spor ud af den, koster det point (hvilket f.eks. er, hvad Thomas gjorde, da han spenderede et point på Flattery).

    Jeg skal gerne prøve at redegøre mere detaljeret for vores pointbrug efter næste spilgang, som er om en uge.

  3. Nis Baggesen siger:

    Ligesom i ToC så er mythossen i Bookhounds op til spilleder og spilleres egen fortolkning. Hvis den bliver konspiratorisk, så er det nok bare fordi vi er nogen der synes det er sjovt.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s