[Min D&D-kampagne] Dødenatten

Denne episode har været i støbeskeen siden forrige sommer. I kampagnen er der gået tre måneder og for teenagerne langt, langt mere tid. Den runder et handlingsforløb af, som begyndte her, og som nu kulminerer. Herefter begynder en ny æra, og den falder godt sammen, at et nyt år begynder – en ny kursusplan er offentliggjort – og ny periode i teenagernes følelsesliv – emotiden, eller klynkeperioden, som understøttes af sine helt egne regler og restriktioner.

Denne spilgang var uden Louise, da hun i sidste øjeblik var blevet forhindret, og det gav en ganske særegen balance i spillet denne gang. Rent praktisk forklarede vi Dofindinurfars fravær med, at han fortsat var meget opslugt af sit nye job som gesandt, og det var meget tidskrævende.

Et par uger senere

Handlingsmæssigt flyttede vi handlingen et par uger frem. De sidste prøver skulle bestås inden semesterskiftet, og vi indledte med at kigge på kursusplaner for foråret og med at kigge på de sidste par uger. Christinas karakter havde et hul i skemaet, og det blev udfyldt med produktion af trylledrikke og jagten på trylleformler. Christina gjorde god brug af find en trylleformel-reglen, og vi fik nogle forunderlige beskrivelser af sære bøger på biblioteket. Mellemspillet blev også brugt på at klynke en smule.

Snerig semesterstart

Det sner over Glantri by, og sådan fortsætter det de næste mange dage. Snefnug falder fint ved semestrets begyndelse, og det fortsætter i vekslende omfang de næste mange dage. Der er mange nye elever dette semester, da de mange darokinere, som er i eksil efter, at deres nation blev invaderet af rytterfolket fra vest, har bestemt sig for at sende deres børn i skole – en ren opportunistisk tilgang: de fleste af darokinerne er velhavende købmænd, og nu hvor de er strandet i Glantri, kan de lige så vel samle op på Glantris største ressource: Den store troldmandsskole.

Den valgte undervisning

Kursusmæssigt lægger Nadya ud med Afgrundsdyb magi, Aevilja med Tænder og tentakler, Henri med to dages forsinkelse tager Væseldræberkurset, og Cornelis er i den særlige situation, at hans kursus går en uge ind i det nye semester. Det er kurset Em, damp og fugt, der undervises af Lord Urbaal, som gruppen har beviser for stjæler sine studerendes forskningsresultater, og Troels spenderer et plotpoint for at placere små bagdøre i forskningen. Derefter er det kurset Stjernernes position på vore helligdage – og både Troels og Kenneth forsøgte at få deres karakterer ind på det superteoretiske kursus om de ydre planer, som har været fast på kursusplanen hvert semester, og som er så godt som umuligt at komme ind på. Ingen af dem rullede godt nok til at kunne følge kurset.

Henri vender tilbage

To dage inde i semestret dukker Henri op, og alle er nu hjemvendt til Glantri. Hjemkomsten resulterede i en runde klynkeri, hvor folk på skift overgik hinanden, og vi fik en lang gennemgang af, hvor stygt de enkelte havde haft det. Kenneth sigter efter at få tre sort skæbne plotpoint, som han kan bruge på at få forbindelser til at købe Den sorte rose fri. Troels ville gerne erhverve en gift, som han kunne eliminere baronen af Oksehøj. Jeg var ikke vild med ideen, og Troels valgte derfor at bruge sine point på andre ting. Aevilja bruger point på at få en affære i spil med Palajrus. Ved siden af klynkeriet kunne de også fortælle Henri, hvad der var sket siden sidst: Cornelis er blevet gift med Suzette, som er meget langt henne, og Aevilja er blevet gift med Dof, der har (gen)vundet sin gesandttitel.

Nadyas drøm

I forbindelse med sit kursus skal Nadya klare et saving throw eller blive dedikeret fan af underviseren. Det inkluderer et stilskifte, dedikation til lærerens digte og skrækkelige forsøg på at efterligne dem. Christina ruller for lavt – og hun vil aldeles ikke, at Nadya skal blive fan. Hun kaster sig derefter over at finde regler frem, der kan ændre udfaldet. Med brug af blandt andet (regulære) plotpoint indhentes de manglende point, og det forklares ved, at Nadya har en drøm, hvor hendes gamle mester og flamme, troldmanden Lucien (hvis grav vi besøgte her), dukker op og de to har derefter en rar middag sammen. Da Christina også har spenderet et Sort Skæbne plotpoint for at få en profetisk drøm, bygger jeg videre på drømmen, og efter middagen rejser Lucien sig og trækker gardinet fra et stort glasparti. Udenfor brænder himlen. En stor ild fylder himlen, og Lucien advarer Nadya om, at det sker snart. Vil hun indgå det, skal hun søge mod nord (Nadya har før haft en lignende profetisk drøm). Så vågner hun.

En lille forespørgsel

Kort efter at Henri er vendt hjem, bliver han opsøgt af Trevor (Christinas sekundær-rolle, som jeg lige låner), der har fået en ny ledetråd i sagen om den forsvundne Andrewuthram. En ung dame (Annabell – Andrewuthrams højgravide forlovede) har ladet Trevor forstå, at Den sorte rose kender Andrewuthrams skæbne [Et plotelement jeg planlagde for længe siden, og derfor er det sjovt, at Kenneth uafhængigt af dette har besluttet sig for at købe Den sorte rose fri med Sort Skæbne plotpoint – nu skal det bare flettes ind i handlingen].

Henris forespørgsler

Henri beslutter sig for i første omgang at tage kontakt til sine nærmeste allierede – Nadya, Aevilja og Cornelis – der allerede kender Andrewuthrams skæbne, og de beslutter sig for at holde Henri hen og ikke at lade ham kende Andrewuthrams skæbne. Aevilja får desuden mulighed for at nyde sin position som fru gesandt, da Henri spørger til muligheden af, at Dof går udleveret Den sorte rose. Denne forespørgsel lader hun blive begravet i rødt tape.

Necromantia

I to af fyrstedømmernes len, Klantyre og Boldavia, ærer man Dødenatten, og denne tradition er kommet til hovedstaden, hvis indbyggere også ærer den. Traditionen hedder sig, at man tager ud og passer og plejer sine slægtninges grave, og svigter man dette, risikerer man et besøg fra vrede gengangere. De familier er blevet skræmt til døde.

Necromantia finder sted i den første uge af det nye semester, og Henri er kun lige ankommet til Glantri, da han bliver bedt om at finde Andrewuthram. Omtrent samtidig med dette, gør Cornelis en foruroligende opdagelse – uden for hans værelsesdør (til den lille lejlighed, som Cornelis og Suzette bebor uden for skolen). Han finder muldjord, træstumper og blystykker.

Dette bekymrer Cornelis en del. Hvem er det en advarsel fra? Hvad har det med den nært forestående Dødenat at gøre? Han får Nadya til at hjælpe sig med at se på sagen.

Andrewuthrams anonyme grav

Nadya vover sig uden for bymuren til kirkegården. Her er den anonyme grav, hvor Andrewuthram hviler. Kirkegården er dækket af sne. Hun møder her to gravere – dødemænd fra gravernes gilde – og de lader Nadya forstå (mens de af uransagelige årsager taler med fynsk dialekt), at graven er en ureglementeret grav, da gildet ikke har stået for den, og det vil være trist, om nogen skulle finde på at åbne graven igen og pille indholdet ud. For en hel masse dukater lader de sagen med graven løse sig, og de indvilliger i at grave ned og åbne graven, da Nadya gerne vil være sikker på, at alt er, som det skal være. Efter mange timers arbejde når de ned til kisten, og de finder den tom. De erindrer, at de godt har bemærket, at der har været en adelsfrue i en anonym karet her på kirkegården.

Der er stor undring i gruppen. Er det dødemændene, som har anbragt varslet ved Cornelis’ dør? De er tilpas vage i deres utalelser til, at det ikke er sikkert. Hvem har gravet Andrewuthram op og fjernet hans lig? Hvem er kvinden?

Vågenat

Nadya beslutter sig for at blive og vogte den åbne grav. Måske dukker dens beboer op? Hun tænder et lille bål og sætter sig til at vente ved graven. Natten kommer og sneen falder tæt. Midt i sneforet får hun øje på en ung pige, som nærmer sig bålet. Nadya inviterer hende hen til sig, og hun opdager, at pigen er ganske gennemsigtig som et spøgelse. Snart fryser bålet over, som pigen rækker hænderne ud for at varme sig. Da bålet er udslukket, rækker hun ud efter Nadya. Nadya mærker en voldsom kulde emme fra pigen.

Vi skifter nu over til at rulle terninger. Hvem rammer hvem? De to kombatanter stikker til hinanden, men bortset fra et slemt kulde-ar på underarmen slipper Nadya billigt. I stedet får hun midlertidigt fordrevet pigen, hvorefter Nadya stikker af fra kirkegården. Det første værtshus, hun finder, smider hende ud igen, da kunder og betjening ser, at Nadya er mærket af frostpigen. Derefter finder hun et andet sted at søge ly, mens snestormen fyger gennem gaderne og en død pige strejfer om i mørket efter en smule varme.

Den følgende morgen er Cornelis bekymret for Nadya. Han sendte hende ud for at se til graven, og hun er ikke vendt tilbage. Det sker heldigvis nu. Hun kommer omtrent intakt tilbage.

Det sorte, darokinske marked

Christina beslutter sig for at spendere et Sort Skæbe plotpoint på at erhverve kontrabande – hun vil nemlig have et helligt symbol – og det lader sig let gøre. Efter at de mange darokinere er strandet eller har søgt eksil i Glantri, er der opstået et nyt sort marked, og da mangt en darokiner er tilbeder af De Udødelige, er der også dukket en masse hellige symboler op på markedet.

Anden vågenat

Dagen før Necromantia beslutter Cornelis og Nadya sig for at tage ud på kirkegården igen. De slår lejr sammen denne gang, og Cornelis trækker en magisk cirkel i jorden omkring dem. Det bliver mørkt, de tænder bål, og sneen falder tæt omkring dem. Ud på natten mærker de jorden gungre, og pludselig brager porten til kirkegården op. En rytter kom bragende ind, og flammer rejser sig på begge sider af ham, så han kan ses. Hans sorte, hovedløse hest stejler, og på dens ryg sidder en hovedløs rytter bevæbnet med et høstsegl.

To flammespor løber på hver side af rytteren. Sporene løber hen mod Cornelis og Nadya, og de bryder gennem den magiske cirkel! Ildsporene former konturerne af en vej – og med indsigt i legendariske væsner kommer Nadya og Cornelis i tanke om, at der er legenden om den hovedløse rytter Robert d’Averoigne, og når man først er fanget på hans vej, er ingen flugt mulig. Rytteren kommer galloperende imod de to troldmænd. Terninger kommer på bordet.

Kampen mod den hovedløse rytter

Vi udspiller nu en særdeles dramatisk kamp, hvor “Ting, min mester lærte mig” og “Det skal være endnu sejere” konstant er i brug. De to regler gør, at der bruges tid på at beskrive den enkelte spell, der anvendes i kamp. En Scorching Ray bliver nu pludselig en dramatisk handling, hvor Cornelis jager sin flammende klinge i jorden, flammer vælter op og ildtunger jager ud mod den hovedløse kriger. Samtidig med inddrages Kenneth og Marie-Luise på skift i kampen, da de udvælges til at gøre tingene endnu vildere, og det er først da de er løbet tør for ideer til mere flammemagi, at Christina springer ind og kommer med beskrivelser, og de næste to Scorching Rays er eksplosive flammer, der løber hen over jorden, og bålet, der pludselig rejser sig til et sandt flammehelvede. Kampen raser frem og tilbage, og Cornelis bliver såret flere gange – heldigvis har han mange hit points grundet en høj con-score. Netop som jeg har beskrevet, hvorledes den hovedløse rytter – der er stået af hesten – rejser sit høstsegl mod himlen, og hvorledes høstseglet for et øjeblik falder sammen med månen, som om det er selve månen, der er hans våben, ruller jeg højt nok til at gøre rytterens våbens vorpal-effect gældende – og Troels er noget nervøs, da det er mekanikken, hvormed en modstanders hoved bliver kappet af. Jeg tillader brugen af plotpoints, og skæbnen griber ind – rytterens mange ofre har rejst sig som en vældig skare og deres mange arme griber ud mod rytterens arm og sænker hugget. Han trækker et spor henover Cornelis’ hals, og han har nu et ar til minde derom.

Kampens finale

Herefter spørger Troels, om kampen kan rundes af med brugen af yderligere et plotpoint. Modstanderen er godt forslået, han har demonstreret sine særlige evner, og med yderligere heldige rul kan hoveder stadig blive kappet af. Jeg indvilliger, og Troels beretter, hvorledes at kirkegården hører til Glantri bys fortid, helt tilbage til den tid, hvor byen hed Braejr, og var hovedstad i flaem-folkets rige. En legendarisk, flaemsk kriger rejser sig, og han besætter Cornelis for en kort stund, længe nok til at kløve den hovedløse rytter i to. Jeg tager derefter ordet, og en voldsom snestorm fejer som svar ind over kirkegården forårsagende et whiteout. Da stormen lægger sig, rejser solen sig over en snedækket kirkegård, og ikke et spor af den hovedløse rytter er at se. Dækket af sne står Cornelis og Nadya tilbage ved en tom grav. Porten går op, og morgentidlige folk dukker op for at passe deres slægtninges grave.

Tredje vågnenat

Dødenatten er oprundet. Cornelis får udstationeret Suzette i et værelse på skolen, og om aftenen samler de tre gamle venner sig i Cornelis’ lejlighed. Uden for vinduet fyger vinden rig på sne, og de tre skutter sig om kaminen. Ved midnatstide runger det gennem bygningen, da nogen ankommer. Lyden af nøgne fødders forsigtige skridt kan høres gennem huset, og en voldsom banken lyder uden for døren. Da Cornelis åbner, ser han våde fodspor uden for døren. Der er ingen. Han ser sig omkring, og pludselig bemærker han en skikkelse. Det er Andrewuthram! Han er tilbage.

Venner forenes

Det er et rørende øjeblik. Andrewuthram er selv forvirret. Han husker ikke så meget, og han husker slet ikke sit sidste øjeblik. De fire venner begynder at udveksle minder og nyheder – Cornelis er blevet gift, og hans kæreste er gravid, Aevilja er blevet gift med en gesandt, og … Nadya er varulv (og denne taktiske afsløring indtjener Christina et plotpoint for at afsløre en hemmelighed om sig selv, idet Andrewuthram ikke vidste dette). Jeg forsikrer desuden spillerne om, at Andrewuthram ikke forsvinder ved solopgang – han er her ikke for et kort visit (selvom det også ville havde været smukt), og derfor er det så passende, at Dofindinurfar (og Henri) ikke er til stede. Det er det gamle firkløvers aften.

Cornelis afslører sin rolle i Andrewuthrams død, og selv husker han intet. Diverse arvestykker – et par fortryllede ringe – leveres tilbage til Andrewuthram (i eventyrverdener fungerer arv helt klart anderledes, når det gælder magiske ting). De finder også ud af, at han har et foruroligende behov for en smule frisk blod, og i første omgang leverer Nadya blod. Så vidt de kan konstatere, så har nogen valgt denne særlige nat, hvor barrieren mellem de levende og de døde er tynd, til at vække Andrewuthram, og han er nu fanget et sted mellem levende og død – han er ikke helt levende, og han er ikke udød. Med tiden vil han glide over i den ene eller den anden tilstand, enten vil han ende som levende, eller også vil han ende som udød (vampyr) (Og Marie-Luise sætter som mål, at Aevilja vil finde en kur, så han ender som levende).

Efterfølgende mystiske hændelser

Et vidne dukker op. En mand har set den mystiske dame, der besøgte Andrewuthrams grav. Nadya besøger de to gravere, der fremviser hende vidnet, en hjemløs fyr. Han beskriver en sort karet, hvis adelstegn forsvandt på magisk vis fra vognens side, og kvinden i vognen var en aldrende, alphatisk kvinde. Ud fra Nadyas spørgsmål identificeres kvinden som Arbana Jerbat.

Samtidig med på skolens bibliotek render Aevilja ind i Palajrus, der netop er ved at sætte en bog på plads. En bog om legendariske gengangere, som blandt andet beretter om den hovedløse rytter og om den frosne pige – om hvem det berettes, at hun omkom i et sneskred, og nu søger hun varme, og hun suger varmen ud af sine ofre efterladende dem som istapper. Ganske interessant har hver en egn sin version af historien om pigen, og hver egn kan udpege det bjerg, hvor hun omkom i et sneskred. Hvorfor har Palajrus fat i netop denne bog? Da de skilles på biblioteket, sender Palajrus hende et blik, “Vi ses snart”.

Du genkender naturligvis de to gengangere fra henholdsvis Darklords (The Headless Horseman) og Ravenloft Monstrous Compendium II (Jezra Wagner, The Ice Queen). Ravenloft er en fin kilde til markante og skumle skikkelser i Glantri. Mon ikke vi kommer til at se flere ting herfra?

De sidste ting

Efter spillet snakker vi lidt om Andrewuthrams opdukken. Det var sjovt at se tiøren falde en efter en hos folk, da det gik op for dem, hvad der var på vej. Kenneth og jeg har haft dette i tankerne siden sensommeren 2008, hvor Kenneth spurgte til, om det var muligt. Vi har lavet nye stats for Kenneths karakter, og jeg lod Kenneth vide, at det ville ske ved denne lejlighed. Han vidste ikke hvordan, og Andrewuthrams tilbagevenden er også et mysterium for ham.

Andrewuthrams familie og skolegang skal håndteres. I første omgang har han meldt sig ind på skolen for dukater lånt af Nadya, og han skal have meldt sig levende over for sine forældre.

Andrewuthrams forlovede mangler vi også at opleve et gensyn mellen hende og Andrewuthram. Hendes situation er interessant. Hun er i ottende måned, og inden Andrewuthram døde planlagde han hendes død for at slippe ud af forlovelsen med hende. Vil han stadig prøve at slippe af med hende?

Andrewuthram vil desuden forsøge at genskabe sin position i dragergildet. Og så er der mødet mellem Andrewuthram og Dof. Det skal nok blive muntert.

Imens overtager jeg Henri, som er i gang med at planlægge undsættelsen af Den sorte rose, og da Kenneth har betalt for, at dette lykkes, vil det selvfølgelig ske på en eller anden måde.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, Rollespil, Troldmandskampagnen. Bogmærk permalinket.

5 svar til [Min D&D-kampagne] Dødenatten

  1. Troels siger:

    Det med emotiden/klynkeperioden burde klart slås sammen, til “klynketid”. Personligt føler jeg en trang til at indføre birollen Ygo, den landflygtige darokinske møbelpolstrer med den ganske lille talefejl, der forsøger sig at klare sig i det fremmede land Glantri ved at overbevise den lokale overklasse om, at deres møbler ville blive meget mere moderne, hvis de fik påført klynker…

  2. Aevilja siger:

    *Tisser i bukserne af grin*

    Tak for at få genopfrisket sidste spilgang, og ja Andrews tilbagekomst blev meget rørstrømsk.

    I sin tid var jeg villig til at mønstre hele mit opsparede lager af plotpoint for at kunne beholde Andrew, da jeg næsten ikke kunne bære, at det skulle være min sidste tid med så kompleks en karakter, som Kenneth gennem tiden havde fået skabt.

    Personligt kanaliserede jeg igen den indre teenager, og Marie-Luise og Aevilja græd af glæde og blev ved med at kramme Andrew og Kenneth.

  3. Kenneth siger:

    Det er dejligt at have Andrew tilbage, for Henri blev aldrig det jeg gerne ville have ham til at blive. En enspænder som ham, er nok bedre tjent med en birolle. Han har ellers et enormt klynkepotentialle, både som necromancer og teenager, med fransk accent! Fromage!

    Jeg er spændt på hvad der ligger forude for Andrew, der var et værre rod han efterlod sig da han døde og nu har han sparket til hvepseboet igen. De næste par gange vi spiller, skal jeg have fundet ud af hvilken retning jeg vil prøve at skubbe ham i, men det kommer meget an på hvordan baglandet kommer til at se ud.

  4. Aevilja siger:

    Fra en del baglandet skal det lyde: Vi støtter fuldt ud, den retning Andrew bliver skubbet i😉

  5. Pingback: [Dalen] Monstre, kreative kampe og sære møder | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s