Indie-live – flere tanker

Dette indlæg er en del af serien om morskab, forventning, sociale kontrakter og indie-liverollespil.

I indlægget om indie-live-rollespil opstillede jeg tre emner, som jeg kort strejfede. Dem vil jeg diskutere yderligere her.

  • Det non-panoptiske element vs improvisation
  • Spillerens forventning om en hel oplevelse kontra eliminering af roller
  • Det eksterne plot som værende uden betydning

Elementerne i denne diskussion er ikke nødvendigvis nye eller uafprøvede, men det kan ofte være svært at finde de forskellige diskussioner i et skriftligt format. Kåres blog er en kilde til værktøjer.

Det panoptiske

Hvis det er nødvendigt, at alle arbejder ud fra samme fiktion, så er det et problem, når store dele af fiktionen etableres løbende gennem improvisation, hvis ikke alle har del i processen. Bord-rollespil har den force, at spilleder kan holde øje med spillerne, og at spilleder derved kan matche spillernes interesser, og generelt er der den fordel, at alle har part i processen. Ikke desto mindre er der øjeblikke i bordrollespil, hvor dette element ophører.

I diskussionen om semi-lives (bemærk også Kristoffers model) blev det fremført, at et særkende ved spillet var det decentrale element – at handlingen kunne udspille sig flere steder samtidigt, og at man ikke kunne være vidende om alle dele. I scenarier med spil-uden-for-døren er det ligefrem en del af spillets intention, at noget af spiloplevelsen er forbeholdt enkelte spillere.

I bordrollespil er det non-panoptiske en spilstil og/eller et designvalg. I live-rollespil er det lige omvendt. Med undtagelse af meget små lives, er det ikke muligt at samle opmærksomheden om alle hændelser, og at skabe panoptiske elementer bliver et designvalg. Så vidt jeg er orienteret, blev et sådan element anvendt i scenariet En stille middag, hvor det var muligt at spille ’kontra-faktiske’ scener og anvende indre monologer ved at placere sig på et bestemt sted i spillokalet.

Fælles tematik, ikke fælles plot

Netop fraværet af det centrale element i live-scenariet gør, at den centrale fortælling baseret på centrale hændelser bliver meningsløs. På samme vis som adskillelige story games anvender parallelle handlingsforløb, hvor karaktererne måske/måske ikke krydser ind over hinandens hændelsesforløb, og hvor de bindes sammen af en fælles genre, tematik og miljø, kan det anvendes i live-scenarier. I Memoratoriet: det rare sted og Gestaltoratet: det sikre sted (ufærdigt) er det et design-element. Der er ikke et udefrakommende generelt plot, men et individuelt handlingsforløb for spillerne, hvor hver spiller er centrum i sin egen historie, og hvor alle spillerne er bundet sammen af en fælles tematik, en fælles genre og et fælles miljø.

Friktionsløse regler

Et ideal, jeg er stødt på flere steder, er det ’usynlige’ regelsæt – at spillernes spiloplevelse har et glat forløb, og at det ikke afbrydes af spilmekaniske elementer. I bordrollespil håndteres det ved det regelløse system, hvor spilleder varetager de spilmekaniske afgørelser. I live-rollespil håndteres det f.eks. ved KmSKm, hvor den spilmekaniske afgørelse udtrykkes gennem spillerens egne kompetencer. Det forståeligt, at man i live-scenarier gerne vil undgå spilmekaniske elementer, der kræver særlige komponenter (f.eks. terninger), der kan forstyrre den illusion, der er opbygget i fiktionsrummet (blandt andet fordi at hvis to andre spillere er i gang med at afgøre en konflikt med terninger, så er det ikke kun dem, som træder ud af spiloplevelsen, men også de spillere, der observerer dem løse konflikten).

Her bliver det interessant med regler, der enten smelter sammen med fiktionen, er skjult inde i fiktionen eller som kan internaliseres af spillerne. For de første vil jeg hente eksempler fra Memoratoriet: det rare sted igen – i fiktionen er lægerne autoriteten, i spillet er spillederne autoriteten, og rent praktisk spilles lægerne af spillederne, og spillerne kan derfor henvende sig in-game til spillederne, der kan agere in-game med spillerne. Netop fordi spillederne ikke skal stjæle oplevelsen fra spillerne, er det specificeret i scenariet, at lægerne ikke har nogen agenda eller nogen rolle, men at de alene er der for at assistere spillerne – her adskiller læge-karakteren sig fra de biroller i live-scenarier, hvor birollen både varetager spilledernes plot (som jeg netop har opponeret imod), og har en agenda, som birollespilleren efterstræber. Det andet eksempel er ’stopkortene’ eller ’de bærbare ord’, som eksisterer i fiktionen og som har en funktion i fiktionen, men blandt disse kort er der også nogle kort, hvor spilleder kan direkte spørge spilleren, hvordan det går spilleren – men denne dialog vil ikke af de andre spillere blive betragtet som en off-game-dialog, men som en privat læge-patient-samtale. Herefter gælder det mit tredje punkt, og her vil jeg hive fat i Jeepform.

Når Laiv er live …

For nogen tid siden nævnte jeg en episode, hvor jeg havde mødt en udenlandsk liver, for hvem Jeepform kun kunne betragtes som live-rollespil og ikke som bordrollespil. Der er heller ingen tvivl om, at spilformen går på tværs af en stringent opdeling af live-rollespil og bordrollespil (men en del bordrollespil vil være at betragte som ’semi-lives’, ’con-lives’, parlor-games – og mange af de udenlandske “lives” på sidste års Fastaval var egentlig hvad vi ville betragte, som con-scenarier), med sine måder at strukturere spillet på. I scenariet Drunk, som absolut er en lille perle, er der tre spillere, ingen spilleder, og der er tre roller, men rollerne roterer mellem spillerne. Skiftet sker intuitivt for spillerne, og man stopper kun kort op for at skifte roller, eller for at udspille den næste monolog i scenariet. Det forekommer mig, at den måde at strukturere spil på, er meget værdifuldt – og som jeg forstod anvendelsen af mekanikker i scenariet En stille middag – så kan mekanikkerne bruges meget glidende, og på en måde, som ikke bremser spiloplevelsen hårdt op. Derfor mener jeg, at det er her, at man skal gå på jagt efter spilmekanikker til lives, mekanikker som kan internaliseres i spillerne, og som ikke kræver en voldsom opbremsning af handlingen, og som ikke kræver særlige rekvisitter at håndtere (En anden løsning er, at mekanikken er, at man forløser alle konflikter før spilstart, som det skete i Agerlundse min kommentar her, og se Simon Steens kommentar til Simon).

361 grader

Ovenfor nævnte jeg, at det usynlige regelsæt er et ideal, og i det omfang, at det ideal er ubrydeligt, vil mine tanker ikke gøre nogen nytte. Dog vil jeg knytte den kommentar til det, at idet omfang at idealet knytter sig til ideen om at skabe den perfekte illusion for spillerne, så vil jeg henholde mig til den generelle kritik af forestillingen om den perfekte indlevelse, hvor ens personlighed sublimeres af den fiktive, og bemærke, at alle spillere praktiserer dobbelttænkning i et eller andet omfang, og at med regler a la Jeepforms, så handler det alene om at vænne sig til at anvende en anden form for spilpraksis end tidligere indøvet.

Blandt de ting, som jeg gerne vil med lives, er at opbygge scenarier, hvor hver spiller netop har hovedrollen i en fortælling, og hvor brugen af regler, der strukturerer handlingerne mellem spillerne er almindelig praksis – og med et lån fra indie-spillene at konstruere metoder, hvormed spilleren får lov at træffe svære valg for sin karakter (blandt andre idealer nedskrivning af scenarier, så de kan spilles igen, og at de skal kunne spilles af andre end scenarieudviklerne, og at et live-scenarie sagtens kan være intenst og dybfølt, uden at det skal køre 48 timer i træk).

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Liverollespil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s