[anmeldelse] Ulvevinter

Ulvevinter – Et rollespil for begyndere” er forfattet af Bjarne Sinkjær, og udgivet på Rollespilsforlaget i 2010. Ulvenvinter er tidligere blevet anmeldt på Thomas Jakobsens blog og på RPGforum samt i Himmelskibet nr. 25.

Det er prisværdigt af Bjarne at holde rollespil ved ilden ved at sikre nye udgivelser på dansk, og med hans rollespil sigter han imod en yngre aldersgruppe i lighed med Politikens bog om rollespil. I modsætning til sidstnævnte klarer han opgaven langt bedre. Ulvevinter har både en bedre verden og et bedre regelsystem end Politikens bog om rollespil. Sidstnævnte er derimod rig på flotte illustrationer, som er fraværende fra Ulvevinter.

Reglerne

Regelsystemet falder ind i den traditionelle task-resolution-orienterede form for bordrollespil. Reglerne er i deres formidling stærkt inspireret af D&D. Det minder meget om at bladre gennem regelbogen til basis D&D (regelsættet i den røde æske) eller AD&D 2nd edition. Reglerne er simple. Hver spiller bygger en karakter op over fire grundevner (værdierne købes for point), dernæst vælges race og evt. en profession. Profession giver forslag til, hvilke færdigheder man skal købe. Færdighedernes værdier er afledt af evne-tallene. Spillet skelner mellem om man handler uden færdighed (evne-2), med en færdighed (evne+0) eller med ekspertise (evne+2). Man anvender færdigheder ved at rulle under værdien med en tisidet terning. Kamp fungerer i forlængelse heraf, og magi fungerer ved en serie simple formularer, som det koster mana-point at anvende. Så er det bare om at erhverve udstyr og så af sted på eventyr.

Verdenen

Verdenen, som Ulvevinter udspiller sig i, hedder Tharos. Mytologien er bygget op over den nordiske i en fri gengivelse, som hentet fra et standard opslagsværk og genfortalt ind i en simpel fantasysk dikotomi, hvor Loke f.eks. er den ‘onde’ guddom, og hvor Odin ikke rummer et eneste tvetydigt træk.

Imidlertid er kosmologien lidt mere tricky end som så, og derfor vil jeg bruge lidt mere tid på. Efter guderne introducerer Bjarne to kvinder, Sommer og Vinter, som cyklisk skiftes til at dominere. Herfra springer vi ind i verdenens historie, for Kejserens søn kom til at fornærme Vinter, og hun tog hævn med en tre år lang ulvevinter (en omskrivning af Fimbulvinteren). Da alt var forligt igen, var kejserriget faldet. I dets sted rejste to generaler sig, og de kæmpede om magten. Den ene general allierede sig med Vinter og stod sejrrigt, indtil den anden fik hjælp af Sommer, og fik besejret den første general. Derefter søgte den anden general bort, og vi nu fremme ved nutiden, hvor arvtagerne er de tre Jernbaroner.

Ulvevintets kosmologi har således to niveauer af guddommelige væsner. Det ene sæt har skabt verden og væsner og skænket tilbederne gaver, mens det andet sæt aktivt griber ind i verdenen, og settingens historie glider derved direkte fra det mytiske over i det historiske. Det er usædvanligt at se, en setting, der kobler den mytiske forhistorie så tæt sammen med settingens nutid. Holder modellen så dukker der snart nye krige op, hvor Jernbaronerne allierer sig med Vinter, og når de atter er fordrevet kommer en ny generation af stormænd – for både tabere og vindere af krigen forsvinder altid. Ulvevinters verdensorden er cyklisk som sommer og vinter er det. Det kunne være interessant, om dette aspekt af settingens kosmologi kunne knyttes tættere til de scenarier, som man spiller i Ulvevinter. Med andre ord vil der altid en ny Ulvevinter på vej.

Settingen består af en masse regioner med enkelte lokaliteter beskrevet, og det med forslag på, hvad man kan finde og møde i disse, altså med andre ord med blik for, hvad man skal bruge settingen til. Der er ligefrem et sæt regioner, som med vilje ikke vil blive uddybet yderligere, så man kan arbejde med disse uden at komme i strid med senere udgivelser – og en udgivelse mere er på vej, hvor en række af verdenens kendte personer udbygges, og hvor der kommer flere formularer til i form af sortekunstner, og der introduceres magiske ting.

En hybrid for et yngre publikum

Resten af Ulvevinter er klassisk fantasy tilsat elementer fra nordisk mytologi og fra dansk folklore. I stedet for at skabe en særlig skandinavisk setting, har Bjarne skabt en hybrid. For et yngre publikum, der er begyndt med computerverdenens D&D-baserede fantasy, og nu rykker videre, er der to former for genkendelighed i form af fantasy og nordisk mytologi, som er smeltet sammen til et. For mere erfarne rollespillere, herunder undertegnede, ville det have været mere rart med en rendyrket setting. På samme måde er scenarierne i bogen, som der er en god håndfuld af, alt for simple, men igen meget velegnede for bogens tiltænkte brugere (og da Ulvevinter har været afprøvet på Viking-Con i 2009 og 2010, er materialet blevet afprøvet på publikum).

Ulvevinter er et godt sted at begynde for nye rollespillere, der gerne vil opleve en klassisk tilgang til rollespil, som mange af os erfarne rollespillere har været igennem.

Jeg vil i en række efterfølgende indlæg begynde at lege med Ulvevinter og præsentere et hack af systemet.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, Danske rollespil, Rollespil, Ulvevinter. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s