[Delta Green] Fødsel blandt delfiner

Vi bringer her anden del af tredje episode i sæson 2 af Delta Green-kampagnen (første del). I denne del afrundes missionen, som fører vore agenter vidt omkring, og vi får anvendt en række af kampagnens regler undervejs, blandt andet idet Kasper køber et forfaldspoint.

Siden sidst

Vore agenter er på sporet af Alice Ryuben, der har kidnappet sit eget barn og dræbt en læge undervejs. Imidlertid er der ikke nogle klare spor af hende, og agenterne overvejer, om de skal holde øje med Blue Dolphin Care, tage til kollektivet ved Crown Point, Arizona, eller om de skal dele sig op og besøge begge steder. Vi spoler hurtigt hen over Blue Doplhin Care, da der ikke er flere spor at samle op her, og Alice Ryuben har ikke planer om at dukke op her igen.

Næste ledetråd kommer i form af et trafficcam, der har samlet en optagelse af Alice op i en stjålen bil. Sporet fører agenterne mod øst ud af LA og i retning af Crown Point.

Roadmovie

Der er langt at køre, og agenterne tager af sted i to biler. De ankommer efter en lang køretur til Crownpoint, og efter ankomst morer vi os med at fylde detaljer på køreturen. På skift byder folk ind med små bemærkninger om køreturen, og det viser sig, at det har været noget af en køretur, hvor de mange små forskelle på agenterne har trådt frem, og de har haft lejlighed til høfligt at træde hinanden over tæerne.

Kollektivet i Crownpoint

Agenterne indlogerer sig på det lokale motel, og derefter sniger de sig ud for at undersøge kollektivet. De sniger sig ind på området for at spionere på stedet, og de konstaterer, at Alices stjålne bil holder på området.

Når agenterne sniger sig rundt på området, aftvinger jeg dem færdighedsrul for at forblive usete. Da agenterne ikke ved, hvad de er oppe imod, og hvor Alice er, er spillerne ikke interesserede i at fejle. Enten holder de igen med deres lusken rundt, eller også tager de chancen og spenderer deres karaktertræk på flipflops for at forblive usete – men de går ikke så langt, som til at brænde forfaldspoint af på det, da de ikke er i nogen åbenlys fare.

Bedst som agent Trevor sniger sig rundt, dukker en gruppe folk op ude i mørket, og de får øje på ham. Han stikker af, og kollektivets indbyggere alarmeres, og de forsøger at finde og fange agent Trevor, som stikker af fra stedet i gruppens bil, mens de andre forbliver uopdagede.

Den årvågne og luskede agent Tarek er forblevet uopdaget. Han bemærker, at kollektivet består af hippier, stjernekiggere og UFO-jægere. Der er ingen tegn på Alices tilstedeværelse.

Kollektivet om dagen

Vore agenter beslutter sig for at opsøge kollektivet om dagen og indhente nogle oplysninger.

Agent Snyde henvender sig til, og Peter opremser en serie af konsekvenser for kollektivets beboere, hvis de ikke vil samarbejde. Jeg beder derfor om en form for intimideringsrul fra Peters side. Imidlertid var intentionen ikke at true folkene, og Peter foreslår, at han kan bruge sin agents færdighed til at koldlæse folk i stedet for at vurdere, hvad der skal til for at indhente kollektivets samarbejde.

Scenen tages om

Vi klipper tilbage i tid, tager hele scenen om, og agent Snyde er succesfuld i at aflæse kollektivets beboere. Jeg giver Peter en række ledetråde, som han kan bygge sin sag op på, og agent Snyde prøver at charmere sig til samarbejde på dette grundlag. Da Peter har fremlagt sagen, beder jeg om et charme-rul, men giver ham +20% bonus, da handlingen er stablet op på den foregående handling. Agent Snyde er overordentlig succesfuld.

Kollektivets fortælling

Kollektivet ligger med udsigt over ørkenen, hvor de kan holde øje med bagsiden af de bjerge, hvor Los Alamos i New Mexico ligger. I Los Alamos ligger et nukleart forskningscenter fra Koldkrigsperioden kaldet Site Y.

Forskningscentret har vidtstrakte underjordiske anlæg, og centrets bagside – site YY-II – vender ud mod den samme slette som kollektivet vender ud mod. I site YY-II har regeringen skjult UFO’er, og man kan observere UFO’er fra kollektivet (ledetråd).

Hertil kom Alice for et par år siden, ung og bleg og lidt sær, hun følte et kald, og det bragte hende til kollektivet. Hun hed Ruyben til efternavn, men det kunne ingen udtale, så de omdøbte hende Ryuben. Alice yndede at meditere i udkanten af området med udsigt til site YY-II, som hun mærkede kaldte hende.

Hun dukkede op fornyligt, byttede sin bil ud med en fra kollektivet og kørte hjem. Hjem er i New Orleans, Louisiana.

Agenterne rejser til New Orleans

Peters karakter er blevet lettere irriteret på de andre, særligt agent Trevor, og han beslutter sig for at være dem overlegen. Agent Snyde spenderer et agent point for at købe sig forbindelser til komme de andre agenter i forkøbet. Da de ankommer med fly til New Orleans venter agent Snyde på dem.

Eloi Bay

Med adgang til efterretningstjenesters databaser har agenterne fundet en familien Ruyben, som er bosat i en lille landsby kaldet Patermeer ved Eloi Bay. Det er så langt fra alt, at der ikke findes gode satellitkort for området, og byen er så isoleret, at der ikke findes nogle gode data.

Agenterne lejer en bil og køre af sted. Landskabet forvandler sig langsomt til et vildnis af træer og vådområder. De kommer længere og længere bort fra civilisationen og ud i stadigt mere ensomme områder. Mellem træerne ser de ældgamle væsner glide mellem land og vand, rovdyr, som lurer i det fugtige landskab og som uden vanskeligheder hurtigt kan få en uforsigtig agent forsvinde.

Patermeer

Skjult mellem grene vejer et frønnet træskilt. Der står Patermeer. En hullet sidevej fører dybt ind i det sumpede landskab. Ved aftenstide kommer agenterne til en gammel landsby. Frønnede bygninger med afskallende maling står side om side langs bygaden. Bygningerne er mørke, der stinker af fisk overalt og bygaden er mudret. De gamle huse er ved langsomt at synke ned i mudderet.

Der er intet liv på gaden, men blikket fra skjulte øjne kan mærkes. Der er ingen biler i byen og ingen elektricitet. De sidste mange årtier har passeret uset hen over byen.

Først besøger de kolonialen for at komme i kontakt med indbyggerne for at finde familien Ruyben. Købmanden er sær, bleg og trækker vejret på en hvæsende maner. Han er afvisende for enhver henvendelse, og agenterne føler sig noget utrygge i kolonialen. På førstesalen er der noget tungt, som bevæger sig rundt og får støv til at drysse fra loftet. De forlader kolonialen igen.

Agenterne deler sig op. To bevæger sig ned mod havet, hvor der ligger en gammel kirke på en lille høj. Kirken er omgivet af en vildtvoksende kirkegård, hvor de gravstenene bærer franske navne og folk, der er døde en gang i slutningen af 1800-tallet. Fra højen er der udsigt over bugten. Havet er mørkt, og skumringen har sat ind. Bølgernes hvide tænder afslører, hvor kraftig pålandsvinden er. Ude i bugten knejser en serie af klipper sig, og de ligner nærmest gigantiske tænder, som bryder havets overflade. Agent Tarek synes, at han aner skikkelser, som kravler rundt på tinderne og kaster sig i havet.

Inde i kirken møder de to agenter præsten, hvis deforme krop er skjult under hans robe, og svømmehuden mellem hans fingre kan ikke ses, da han holder sine hænder skjult i de vide ærmer. Han forklarer, at familien Ruyben ikke er her længere. Deres datter stak af kort efter den sidste forældres død, og de har ikke set hende siden. Det var i 1911. Præsten viser dem gravstenen, og de to agenter beslutter sig for at gå tilbage til byen. Netop da får de øje på Alice i flagrende hvide gevandter nede på stranden, hvor hun er ved at skænke bølgerne sit spædbarn. Havet kalder på hende, og de to agenter kan ikke undgå at høre kaldet. Agent Sherlock tager ubevidst nogle skridt fremad.

Bølgerne brager ind mod stranden. Lugten af fisk bliver kraftigere, og når bølgerne trækker sig ud i havet igen, står skikkelser, halvt menneske, halvt fisk tilbage i brændingen. En horde af fiskemænd er på vej mod land. De to agenter beslutter sig for at flygte.

Som et led i flugten retter agent Tarek sin pistol imod Alice. Pletskud. Han rammer hende i hovedet (Thomas rullede urimeligt godt), og hun kollapser. Hordens vrede vækkes, og de mange væsner strømmer i land og jagter agenterne. Da agent Tarek kigger sig en gang tilbage, ser han ude i bugten, at der mellem de titaniske klipper, hvorfra han så små væsner springe, bevæger sig en skikkelse på størrelse med tinderne selv.

Imens leder agent Trevor og Snyder efter Alices bil. Byen er lille, og det tager dem ikke lang tid at finde en lille gyde, hvor de kan ane bagenden af hendes bil. De bevæger sig ned af gyden. De er ikke alene. Skygger bevæger sig parallelt med dem skjult bag de gamle frønnede bygninger. Formummede mænd dukker op bag dem, og bilen, som agenterne på vej imod, bliver pludseligt trukket ud af syne. De to agenter beslutter sig for at handle og det hurtigt. De griber til våben og styrter mod mændene ved gydens ende. Begge mænd kollapser under deres skud, og de når ud på gaden og hen til deres køretøj. Imens er agent Sherlock og Tarek i al hast på vej hen mod dem forfulgt af en horde af byens indbyggere. Overalt kommer skikkelser, deforme og umenneskelige, ud af bygninger, og de er en del af horden af forvredne, vanskabte væsner og umennesker, som forfølger agenterne ned af bygaden mod en bil, som ikke vil starte.

Slutscenen veksler mellem, at vi følger Kasper og Peters karakterer på vej ned af en gyde mod Alices bil, hvis bagende de kan se rage frem bag en bygning, og Anne og Thomas’ karakterer, som er nede ved kirken, hvor de har udsigt over bugten. Jeg krydsklipper i handlingen, hvilket er en meget traditionel mekanik.

Jeg bygger scenen i gyden op stille og roligt. Først er der bygningerne og den klemte stemning i den smalle gyde, hvor det er ved at blive mørkere. Så er der skikkelserne, der forfølger vore helte ved at bevæge sig parallelt med dem, og de forbliver usete, og så er der bilen forude, som bliver trukket ud af syne af usete fjender, og derefter er der de to håndlangere i gyden bag vore helte, som afskærer dem fra udgangen. Agenterne trækker deres våben og gør klar til kamp og flugt, og jeg beskriver de abnormale fjender. Selve skyderiet og kampen holdes til et minimum – da både Peter og Kasper ruller hæderligt går begge fjender ned ved første skud. Kamp er ikke rollespil, og at bruge tid på at brætspille kampen vil tage tid fra den dramatiske situation, hvorfor reglerne opløftes til noget, der minder om conflict-resolution: jeg skal vide, om fjenderne går ned ved første angreb eller om det kommer til klæg og ubehagelig nærkamp med slimede fjender.

Agent Tarek kæmper med bilen, mens agent Trevor springer ud og skubber bilen frem ad. Agent Sherlock åbner ild mod horden af væsner, der stormer ned af hovedgaden, og agent Snyde har mistet så mange sanity point, at han ikke kan meget andet end at sidde og skælve på bilens bagsæde.

Pludselig sætter bilen i gang, hjulene fedter ikke længere rundt på den mudrede hovedgade, og de fire agenter ser byen Patermeer og dens forkvaklede indbyggere forsvinde bag sig, da de drøner gennem de sumpede skove tilbage til civilisationen.

Efterspil

Agent Sherlock indrapporterer sagen til DG, som er yderst tilfredse. Et af DGs vigtigste mandater er infektionen af havfolk nede, og de har haft lignende sager siden 1930’erne. Nogle uger efter cirkulerer en historie i nyhederne om, hvorledes en større skovbrand har ryddet et vidtstrakt område.

Både Sherlock og Tarek beslutter sig for at se optagelserne på dr. Watsons fem discs.

Dr. Watsons fem discs

Cthulhu Mythos +3%; Sanity d4

Disc 1

Optagelse, der viser celle O, der ankommer med en mand. Han anbringes på operationsbriksen, hvor han langsomt under store smerter forvandles tilorm, der opløses i en masse mindre orme-agtige amorphe krabber, der vælter ned på gulvet og forsvinder gennem afløbet.

Disc 2

Optagelse, der viser en obduktion af et lig, der er helt uden blod. Der er tusindvis af små nålestik i hovedbunden.

Disc 3

Celle O kommer bærende ind med en gammel skibskiste, som de har fundet på loftet i et dødsbo. I kisten er det indtørrede lig af en person, der er blevet kvast under mystiske omstændigheder.

Disc 4

En ligpose bringes ind. I posen er liget af et barn. Overalt på kroppen er sorte og blå stjerneformede, svampede brandmærker.

Disc 5

Celle O kommer slæbende med en stærkt ophidset person. Galningen fabler løs om en regn af fisk*, og i mylderet af ord råber han op om, at han oplevede fænomenet på land under en blå måne.

*) Kasper bemærker, at hans karakters indledende sag, der gjorde ham til en DG-agent, faktisk involverer en regn af fisk. Uheldigvis er agent Trevor pt. ikke bekendt med indholdet af discen.

Mere efterspil

Kasper havde rullet mange terninger i løbet af spillet, og han var løbet tør for flipflops. Da ressourcerne var få, fandt han det nødvendigt at købe et nyt forfaldspoint. Det inkluderer at en relation brændes, og det betyder, at næste gang vi spiller, kommer Kaspers relationsscene til at handle om tabet af en relation. Vi er meget spændt på at se, hvem det bliver. Bliver det hans ældste datter, hans kæreste eller hans kollega Angie?

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s