[Delta Green] Hvor deres fod sættes sjældent (2. del)

Sidste del om sidste spilgang af sidste episode af anden sæson (første spilgang del 0, del 1, del 2 og anden spilgang del 1).

Celle S og vennetjenesten

Handlingen i celle S-tråden veksler mellem, at vi følger agent Snyde, der i sin civile identitet konfronteres med en revisionsagent, mens DG-agenterne undersøger den tragiske mordsag i håbet om at finde noget, der kan pege i retning af, hvad det er for en sag, som agenterne står med.

Efterforskningen

Agent Sheridan og agent Sherlock aftaler med deres fotograf-friendly, Carl Scheck, at han skal fotografere alskens steder, mens de tager på biblioteket og opsøger fortidens begivenheder. Om aftenen tager de ud og fotograferer gerningsstedet.

Her er, hvad de lærer i løbet af dagen.

I 2011 omkom barnet Tim Wells, og kort tid efter erklæres det som et selvmord af sherif Anthony Bottigheimer, og kort tid efter kritiseres det af psykiater Diane McGovern.

I 1979 blev drengen Andrew Tosh fundet kvalt i udkanten af byen, og det blev kort efter erklæret for et ulykkeligt selvmord af betjent Robert Bass. Denne afgørelse blev i sin tid kritiseret af skolelærer og terapeut Mary Benette.

Dette undrer agenterne for Robert Bass er den samme, som har sat dem på 2011-sagen. Hvorfor har han ingen erindring om denne sag?

I 1947 blev knægten Daniel Rush fundet kvalt nær bækken ved byens udkant, og sherif Dennis Milhaven udtalte kort efter, at det var et selvmord, og han skrinlagde sagen. Dette kritiseredes af pastor Giglich, der var bekymret for sine sognebørn.

Yup, der er et mønster i dette, og årstallene er begyndt at hænge sammen. Det tog ikke spillerne mange sekunder at se mønstret.

I 1914 var der en ulykkelig sag, om en dreng, Bruce Smith, der blev fundet kvalt ned i bækken, og det samme gælder for 1883, hvor den unge Jack Worthington blev fundet dræbt. 1880’erne var en periode, hvor Rawbury voksede voldsomt under tilvæksten af hollandske emigranter (og den slags har vi hørt om før, S01E04b)

Agent Snydes samtaler

Christopher Hope er indkaldt til samtale med en revisionsagent, og denne kredser langsomt om en eller anden sag, mens han gennemgår nærmest ligegyldige kvitteringer og småsager.

Peter anvender sin færdighed ‘læse folk’ for at få et bedre indblik i situationen, og jeg afslører, at revisionsagenten er i gang med at bygge en sag op trin for trin, og at han dækker over et og andet.

Lidt senere modtager revisionsagenten et opkald, og han undskylder sig. Det giver Christopher Hope en chance for at rode hans opponents dokumenter igennem, og her finder han sagsmateriale og fotos, der kæder ham sammen med de uvederhæftige personer, som han har ulovlige transaktioner med. Christopher er med andre ord i alvorlige problemer.

Efterfølgende dukker manden op igen, og han meddeler, at de er nødt til at udskyde samtalen et par dage, men med et smil på læberne og udstrålende overlegenhed forventer han naturligvis, at Christopher Hope er til rådighed, og at han ingen steder går.

Peters karakter er for enden af sin karriere, og uden en karriere i en efterretningstjeneste, er der ingen karriere som medlem af DG. Truslen er bygget op over et af de ‘flag’, som Peter har angivet på sin karakter, som trusler mod hans karakters fortsatte karriere.

Retur til Rawbury

Celle S samles den følgende dag. Agent Snyde har en dag til rådighed, inden han skal til samtaler igen. Agent Sheridan og agent Sherlock har undersøgt Rawburys historie, og de har bemærket en sær ting. Knyttet til de mange tragiske tilfælde af såkaldte “selvmord” blandt børn, som finder sted med nærmest rituel rytme, er et gammelt hus, som står inde i det bakkede landskab, der udfolder sig på den anden side af bækken. Lighed med landskabet er huset ældgammelt, og det rejser som et svajende tårn af grå planker og slidte teglsten.

Huset på heden

Agenterne tager hen til det gamle hus, som synes langt ældre end resten af Rawbury. En fornemmelse af, at det stammer fra en anden tidsalder gennemsyrer hele området. Agenterne passerer forbi en gammel jernlåge, og de følger en sti ned gennem haven til huset. Halvvejs nede krydses bækken, og agenterne går over en gammel, vakkelvorn bro, og fortsætter op til huset. Her bliver de budt velkommen af husets ældgamle, ranke beboer, der er klædt i bedaget jakkesæt, og hans ansigt er omkranset af en manke af viltert, hvidt hår. Han har et spidst ansigt og et endnu spidsere fipskæg. På næsen hviler et lille par briller.

Han hilser på agent Sherlock ved navn – hvorfra han så end kender det – og han inviterer agenterne ind på en kop te. Agenterne er noget foruroligede, de takker nej til theen, og de beslutter sig for at gå igen.

Krydsklip, krydsklip, krydsklip

Imens celle S befinder sig i haven, og de ønsker at forlade den, er celle T på vej op på Owlshead Mountain for anden gang, hvor de konfronteres med bjergets eneboer og project Bluebook-agenter. Jeg krydsklipper meget aktivt her, som et virkemiddel.

Først spørger jeg celle S, hvad de nu gør. De forklarer, at de forlader ejendommen, og jeg klipper over til celle T. Senere klipper jeg tilbage til celle S, og jeg forklarer, at det er begyndt at blive koldt, og at kulden er begyndt at sive gennem deres vinterklæder. De står ved broen i haven, og jeg spørger spillerne, hvad de gør. De forlader haven, svarer de, og jeg klipper tilbage til celle T. Senere klipper jeg tilbage til celle S, forklarer hvordan de ryster af kulde, og hvordan de kan mærke, at vinteren er sevet gennem vinterklæderne. Spillerne siger, at de vil vende tilbage til byen, og jeg klipper tilbage til celle T. Senere klipper jeg tilbage til celle S. Det er sent ud på aftenen, der er mørkt og koldt, og de skælver af kulde etc. Sådan bliver jeg ved med at krydse frem og tilbage for at illustrere, at agenterne er fanget i haven, og at de ikke kan forlade stedet, men at de ikke kan erkende det direkte (der er ikke et usynligt kraftfelt eller noget tilsvarende, men agenterne bliver ved med at finde sig selv i haven senere og senere ud på natten. Spillernes forvirring er agenternes forvirring, og at de ikke kan forlade haven afspejles ved at klippe væk fra agenterne og spille den anden handlingstråd. Efter et par hop går det op for spillerne, hvad der sker, og de beslutter sig for at opgive at forlade haven, og de vender om og går tilbage til det gamle hus.

Husets beboer byder på te

Celle S giver op, og de vender tilbage huset, og de lader sig byde indenfor til the. Deres vært er en hemmelighedsfuld og magtfuld skikkelse, som synes at nyde sin snak med gæsterne, og han demonstrerer undervejs, at han både kan læse deres sind og tage kontrol over deres kroppe. Tilsyneladende forlader han aldrig sit hjem. Agent Snyde bemærker, at der særligt er et digert, gammelt værk, som har hans opmærksomhed, og pludselig slår agenterne til.

De trækker blank, kaster en olielampe på bogen, og det kommer til en kort, men hektisk kamp, mens flammer breder sig i huset, og alt er kaos. Deres vært efterlader de i det brændende hus, men de selv skynder sig af sted, og bag dem kollapser det brændende hus. Op af hullet vælter et gigantisk tentaklet væsen, Shudde M’ells Cthoniske repræsentant har sat sig for at fortære agenterne, men de formår at flygte.

Skriget

Agent Sheridan fejlede sit sanity check, og han mistede en pæn potion point. Jeg finder sanity-tabellerne frem, og jeg finder resultat med et par hurtige terningkast. Tabeller kan være særdeles underholdende, da de kan skubbe spillet i nye retninger. Agent Sheridon får et Screaming Fit – og ifølge mit terningkast varer det i timevis. Jeg oplyser ikke spillerne, hvor længe effekten af en gang vanvid er, da usikkerheden om varigheden i sig selv er interessant. I stedet fastholder jeg, at agent Sheridan skriger og skriger og skriger og skriger … og Simon spiller med på dette, og han følger godt op på, hvorledes agent Sheridan er grebet af sit vanvid, og hvorledes det ikke giver slip.

Agent Sherlock og agent Snyde er i besvær med, hvad de skal gøre ved ham. Agent Snyde har ganske få timer, førend han skal til næste møde med revisionsagenten, og han må derfor lade agent Sherlock alene med agent Sheridan. De næste mange timer har hun vanskeligt ved at tage sig af agent Sheridan. Agent Sherlock er et socialt kejtet væsen, og med et vanvittigt væsen i sin varetægt, og en masse hotelpersonale, der kommer og meddeler, at de andre hotelgæster klager over larmen, har hun rigeligt at se til. Situationen bliver ved og ved, og agent Sheridan bliver ved med at skrige, og det vil ingen ende tage, og han skriger stadig. Han bliver ved med det.

Langt om længe, får agent Sherlock arrangeret det således, at der kommer nogen og kører agent Sheridan bort.

Et meget langt klip

Simon bliver ved med at spille agent Sheridan og beskrive, hvorledes han opfører sig. Hvordan skriget bliver ved og ved, og eneste pause kommer, når han har skreget sig tom for ord. Simon bygger videre på agent Sheridans vanvid, og larmen fra agenten får omgivelserne til at reagere – dvs. jeg lader NPCere dukke op og forlange at Annes karakter får gjort noget ved det. Anne og hendes karakter er presset på den ene side af den gale mand, der opfører sig sært og fremmed – og lidt farligt – og på den anden side af omgivelserne, der forlanger handling fra hendes side. For at holde Anne i ilden, undlader jeg at klippe, og lader scenen vare ved og ved, indtil der er fundet en løsning (primært at en blå vogn dukker op og kører ham bort). Ligesom jeg krydsklippede aktivt og hurtigt tidligere som virkemiddel, så undlader jeg at krydsklippe her. Ofte krydsklipper jeg ved en god udgangsreplik, når der er en naturlig pause eller ophør, eller hvis der er brug for en tænkepause for en af spillerne. Ikke at klippe er også et virkemiddel.

En samtale mere

Imens Anne har sine genvordigheder med Simon, har Peter sine genvordigheder med min NPC. Der venter endnu samtale med revisoren, og Christopher beder sin opponent skære ind til benet, og han fremdrager sit materiale, der indikerer hans korruption. Christopher bliver sat af sine sager, frataget sin position, og han er under anklage. Går skæbnen ham imod, er hans karriere ved vejs ende, og karakteren er ude af kampagnen …

En mission mere

Agenterne i celle K er kommet i vanskeligheder. Vi hørte om agent Kerry tidligere, nemlig under briefingen af celle T, hvor agent Reuben forklarede, at dennes celle arbejdede i Washington med datane fra spionsatellitten, men nu ringes der op igen. Cellens grønne boks er blevet kompromitteret, og celle K er på flugt. Satellitten er faldet i de andres hænder, og celle S er de eneste, der er nogenlunde i nærheden, og som kan indkaldes med et minimalt varsel.

Agent Snyde og agent Sherlock dukker op ved den Grønne boks, hvor de møder to NSA-agenter, som de hurtigt pacificerer, og derefter trænger de ind i lejligheden, hvor der er en gruppe agenter mere, som er ved at analysere satellitten. Det kommer til ildkamp, DG-agenterne er sejrrige, og de stikker af med satellittens datalager, mens lejligheden sprænges i luften. Undervejs har en af deres modstandere bemærket, at Snyde og Sherlock er noget “grønne” – og det lader til, at vi har med nogen, som kender til Delta Green!

Min sindrige plan

En plan var at placere Peter i en situation, hvor han skulle træffe et bestemt valg, hvorvidt han ville inddrage Cthulhu Mythossen til at løse et problem i sin non-mythos hverdag. Han skulle så at sige træffe et valg mod slutningen af scenariet (og om Djævelen for enden af scenariet har jeg diskuteret tidligere), men et valg, hvis konsekvenser vi kommer til at følge i de efterfølgende missioner – og på den måde sidestille det med det hverdagsproblem, som Annes karakter har samlet op i form af væsnet i hendes boligkompleks. Mere konkret skulle han fristes af den gamle mands tryllebog, der indeholder formularer, der tillader manipulationen af andres sind og tanker, som deres vært demonstrerede, og som lå som underliggende træk i mordgådens forhistorie. I stedet endte agent Snyde som bogbrænder (bog nummer to faktisk).

Herfra ville vi så kunne begynde på tredje sæson. Cellerne er igen fuldtallige, men nu har Cthulhu Mythossen spredt sig ind i deres hverdagsliv, samtidig med at konspirationen, de er oppe imod, er vokset i omfang.

Imidlertid gik det ikke helt som planlagt, da Peter læste scenen anderledes end jeg, og fordi jeg havde ladet det stå åbent om begivenheder ville gå netop den vej. Da de ikke gjorde det, måtte Peters karakter løse sine problemer ad anden vej, hvad han da også gjorde. Mere om det til sidst.

Min anden sindrige plan

Der er en grund til, at den samlede historie om celle S med huset og den ekstra opgave ligner episode S02E04. Det er fordi, celle S’ mission er en genskabelse af missionen, men med den forskel at Huset på heden-episoden kom de fjendtlige agenter først til huset, og denne gang kom DG-agenterne først. I begge tilfælde besejrer agenterne den ældgamle troldmand, og de erobrer satellitten fra deres modstandere.

Et tredje punkt kunne ikke nås pga. tiden, mens havde vi haft mere tid, var agenterne draget af sted til en ny lokation identificeret via data fra satellitten, hvorved deres handlinger ville spejle den mission, som celle T netop er kommet af sted på. Da episoden ikke skulle strækkes over tre spilgange, afstod jeg fra denne sidste del, som vi vender tilbage til i en senere episode.

Relationsscener

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig, at vi skulle køre en runde relationsscener mere, men Peter ville gerne, og jeg lod mig overtale. Denne gang inviteredes Simon Steen til også at komme med relationsscener for hans to karakterer.

Det viste sig, at vi fik en serie stærke relationsscener ud af det, der pænt rundede nogle tråde af og satte nye ting i spil. Meget tilfredsstillende.

Peter – Christopher Hope/Agent Snyde: Scenen er fortalt, og da Peter har købt et forfaldspoint, er det en brænd en relation-scene. 1½ dag senere en sen aften hjemme hos Christophers kæreste, Andy, en sen nat sidder han ved en computer. Hun ligger inde ved siden af og sover, og han sender imens en mail med en masse vedhæftede dokumenter – og således sælger Christopher sin korrupte kontakt, Harold, og køber sig tilbage til sit arbejde.

(Og Peters karakters karriere er på plads igen … for en tid)

Thomas – Mandur/Michael/Agent Tarek: Scenen er først fortalt, men rundes af med semi-live. Thomas beskriver, hvorledes Mandur er opslugt af sine studier og arbejder manisk i tre dage uden hvile. En sms tikker ind fra hans kæreste, og Mandur farer ud af døren og tager direkte ud til hende – og her spiller Peter Karen, og Thomas rejser sig, og stiller sig over for Peter, og de udspiller mødet, hvor Mandur kollapser i Karens arme.

Anne – Elizabeth/Agent Sherlock: Anne sætter en scene, hvor Elizabeth studerer agent Tarek rodede noter, og egentlig skulle tante Irene dukke op, men Kasper er her ikke, så scenen ændres til, at Elizabeth sidder med katten Irene, og mens hun studerer papirerne og snakker med sin usynlige ven, skælver hun og samler katten op, nusser den og finder ro.

Simon – Hugh Sfor/agent Trelawney: Fortalt scene. Vi ser en rodet lejlighed, der oplyses af det blå skær af en monitor. Foran skærmen sidder agent Trelawney, og han arbejder intenst. Han studerer myter. Ved hans side ligger en ladt revolver.

Simon – Andrew Lang/Agent Sheridan: Fortalt scene. Vi er i en ryddet og renlig lejlighed. Vægge er hvide, møbler er hvide, og hjemmet er rent og nydeligt. På en sofa sidder agent Sheridan, han stirrer ud gennem et kæmpe vindue over storbyen i nattens ly. I hans hånd er en pilleæske.

Thomas – Agent Tarek: Ekstra scene, da Thomas køber sig et forfaldspoint, og han skal derfor bruge en brænd en relation-scene. Vi vender tilbage til relationsscenen, som åbnede episoden, nemlig Mandurs opkald til onkel Figaro, som nægtede at tale med ham. Simon og Thomas udspiller scenen, men denne gang viser Mandur sig fra sin frafaldne side. Han har afsværget sin gud og sværger nu til Fantomvarsleren – der er budringer for kongen i laser og pjalter – og netop som Mandur smækker røret på sin tavse samtalepartner lyder der netop det lille gisp, som om at Figaro skulle til at bryde sin tavshed, da Mandur lagde røret på.

Mandur har ladet sig influere af Kongen i gult, og han er nu frafalden. Vi snakker om, at det gør en af hans trusler langt mere interessant, nemlig hans tidligere fæller er en af Mandurs trusler mod hans fortsatte eksistens som DG-agent.

Efterfølgende fordelte vi XP og des lige. Anne købte næste episode.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s