[Delta Green] Mon det spøger?

Velkommen til første episode i tredje sæson.

Baggrund

Denne episode er købt af Anne, som valgte at have en episode, som beskæftiger sig med det, som agent Sherlock kom til at slippe løs, da hun studerede de gamle bøger og deres trolddom – i praksis rullede Anne en fumble, da agent Sherlock skulle lære en formular i et Efterspil, og vi introducerede derfor et væsen, som dukkede op og tog agent Sherlocks overbo, og som fra tid til anden har rumsteret i hendes opgang. Jeg fastsatte ved introduktionen af væsnet, at det kun kunne konfronteres, hvis missionen blev købt af en spiller. Det gjorde Anne efter sidste spilgang, og vi udvekslede efterfølgende nogle emails, hvor Anne nævnte nogle ting, som hun gerne ville se i episoden, og det byggede jeg så videre på.

Hvor bor agenterne?

Sandt at sige så ved vi det ikke. Jeg har med inspiration i Buffy The Vampire Slayer, hvor hovedpersonernes forældre generelt ikke præsenteres eller næsten aldrig ses (tænkt på, hvor sjældent og hvor lang tid, der går, før vi ser Willows eller Xanders forældre). Da agenterne i DG har et skarpt adskilt privatliv – så adskilt, at jeg hverken sætter scenerne eller deltager i dem – så de i praksis også adskilt fra den fysiske verden, som missionerne foregår i. Alle missionerne er karakteriseret ved, at agenterne begynder missionen med deres ankomst til en lufthavn, hvor de mødes, og missionerne er altid anbragt i en by, en stat, et konkret landskab, og privatlivet er omvendt karakteriseret ved ikke at være forankret geografisk. Undtagelserne kommer, når trusler og missioner bevæger sig ind i agenternes private sfære. Da forankres agenterne geografisk – og vi fandt således ud af, at agent Sherlock eller Elizabeth bor i New York.

To celler, to missioner

I lighed med foregående episode valgte jeg, at splitte agenterne op i to missioner, som kører sideløbende. En konsekvens er, at det følger op sidste episode, hvor de to celler blev fuldtallige, og i takt med at de er fuldtallige, agerer de uafhængigt af hinanden. Celle S og celle T kører igen hver for sig. I lighed med sidste gang går spillerne ikke på tværs ved at spille biroller eller tilsvarende – og det er et svært valg at træffe, da det hele tiden holder et par spillere passive, og det er derfor vigtigt at krydsklippe jævnligt. Igen er der ingen eksperimenteren med reglerne for at krydsklippe (S02E01).

Grunden til, at spillerne ikke har biroller er meget bevidst, og det er for at holde antallet af aktive spilpersoner nede, da de to missioner er meget sære, og det er ofte lettere at holde det fokuseret ved at operere med små grupper.

Sære missioner, parallelle missioner

Kampagnens episodiske struktur giver en masse muligheder for at lege med formerne. Fra de faste elementer (indkaldelse til mission, relationsscener, agenternes første møde etc.) til at opstille temaer og paralleller, som spejler sig i hinanden eller i tidligere missioner – f.eks. sidste episode arbejdede med en “by – byggeplads – ældgammel natur”-struktur, men den ene mission var egentlig også et alternativ til en foregående episode (Huset på heden; S02E04, S02E06), men også agenternes konfrontation med Project Blue Book-agenterne og ældgamle eneboere.

På samme måde lagde jeg paralleller ind i denne episode. Begge missioner skulle fokusere på en karakters vrangforestillinger (Agent Sherlock og agent Tarek), og hvordan disse forestillinger manifesterer sig på en måde, som deres medagent (agent Snyde og agent Trelawney) ikke kan benægte. Målet blev to sære episode, som begge udspiller sig i en bestemt bygning.

Hvad med agent Trevor?

Inden spilstart snakkede vi sammen om Kaspers karakter. Jeg havde designet scenariet ud fra, at Kasper kunne vælge forskellige muligheder, hvad angår agent Trevor. I sidste episode blev han slået ned og endte i coma på et ukendt hospital. Den ene spilgang sluttede han med at ryge i coma, og den næste spilgang var han hele tiden i coma, og episoden endte med, at hans tilstand ikke var afklaret.

Kasper valgte, at hans karakter stadig er i coma, men han udspillede stadig en relationsscene med Greg, en barsk og smuk scene, og så overtog han agent Trelawney.

For celle S blev det besluttede jeg, at agent Sheridan ikke var mentalt fit til at deltage, og vi havde således to tomandsceller.

Hvornår agent Trevor og Sheridan vender tilbage, vides ikke.

Relationsscener

Alle karaktererne har det lavt med Sanity, så inden vi gik til relationsscenerne, gik karaktererne i terapi for at genvinde Sanity point, og de spenderede desuden nogle menneskelighedspoint for at købe lidt flere sanity point.

Thomas: Agent Tarek/”Michael” Mandur – der sættes en scene, hvor “Michaels” kæreste, Karen, gerne vil præsenteres for hans venner, men sådanne har han ikke rigtig. Der er dog undtagelsen i form af Mehmet, som er hans diametrale modsætning, da han er charmerende og udadvendt. Kasper spiller Karen, og Peter spiller Mehmet, som vi har mødt i en tidligere relationsscene. Det bliver en fin lille scene grænsende til et par kulturelle fordommes opblomstring, men trods sin manglende forståelse for ikke-amerikansk kultur træder Karen varsomt rundt i spinaten. Vi lærer desuden, at Mehmet og Mandur kender hinanden fra Istanbul, og at de begge har været nødt til at forlade deres hjemlande og jagte karrierer i USA.

Peter: agent Snyde/Christopher Hope – Peter sætter en scene, hvor Christopher er hjemme til søndagsfrokost hos sin storesøster Karen (en anden Karen end ovennævnte) (spillet af Anne), og hun stiller kritiske spørgsmål til hans stressede karriere og livsførsel, og langsomt lurer hun, at der muligvis er en kvinde i hans liv, selvom han holder sin Andie hemmelig.

Kasper: agent Trevor/Greg O’Malley – Kasper vælger en scene, og vi har snakket om, at han gerne må sætte scenen før sidste mission. Vi får en fin lille scene, hvor Greg er i gang med at pakke til mission, da yngste datter, Judy på otte, kommer farende ind, netop som han pakker sit skydevåben. Det bliver til en omsorgsfuld scene, hvor han forsikrer sin datter (spillet af Anne), at han er nødt til at drage ud for “at slås med de slemme fyre”, men han forsikrer hende “det er ikke farligt”, og “han er snart hjemme igen, og han skal nok passe på”, hvorefter han sender sin datter ned i køkkenet, hvor Hannah laver med, og han skifter ansigtsudtryk fra glad og faderlig til traurig, da ser sig selv i spejlet. Kameraet – fortæller Kasper – zoomer ind på ansigtet, og da det zoomer ud igen, ser vi agent Trevor ligge med slanger og tuber monteret. Han ligger ensomt i en sygeseng, og der er det langsomme bib fra et apparat ved hans seng.

(En meget smuk og barsk scene, og ganske interessant eneste gang, hvor jeg har oplevet, at en comatos og hospitalsindlagt spilperson formår at fylde så meget i spillet)

Anne: agent Sherlock/Elizabeth Dvoretzki – Anne sætter en scene, hvor hendes karakter er gået i kirke for at skrifte. Det er første gang i årevis, at hun skrifter, og vi har ikke tidligere set denne side af Elizabeth før. Socialt kejtet som altid har hun vanskeligt ved at gennemføre sit skrifte efter de sociale konventioner. Præsten spilles af Thomas, og vedkommende forsøger at hjælpe Dvoretzki gennem skriftet, men hun ender med at udvandre. Hun er desuden noget usikker på, hvorunder det at hidkalde ting hører, og hun overvejer, om hun har praktiseret afgudsdyrkelse.

Celle T – Mon det spøger?

Det hele begynder med, at agent Tarek bemærker, at Laura Abigail Wright er meldt savnet, og at FBI er involveret i sagen. Laura har fået et bogskab af Alyson Cuipert, der købte af Agatha Jones’ dødsbo, og samme dødsbo var kilden til julestykket om kongen i gult. og hun er derfor i besiddelse af et eksemplar af Kongen i gult, og det har Tareks interesse, da han i sin frafaldne tilstand er begyndt at ære denne sære kosmologi.

Agent Tarek har DGs godkendelse til at undersøge sagen om Lauras forsvinden, da hun er i besiddelse af et sælsomt værk. Han indkalder agent Trelawney, og de to agenter mødes i New York, hvor Abigail bor.

Om aftenen besøger de den bygning, hvor Abigail bor. Hendes lejlighed er spærret af, men de får let adgang til den, og her venter dem et sært syn. Alskens ting og sager og affald er limet op på væggene. Et tykt lag af ting og sager hænger på væggene, og de kan se, at FBI er gået i gang med langsomt at pille tingene ned fra væggene og registrere dem i jagten på et spor efter den forsvundne Abigail. Et sted imellem al junket venter der muligvis et eksemplar af Kongen i gult.

De besøger naboen, som de kan hører fører en samtale med en eller anden, men der synes ikke at være andre i lejligheden, og han er ikke videre behjælpelig – bortset fra, at han fortæller, at Abigail er flyttet op på sjette. Kasper spørger en gang mere – er der ikke kun fire etager? Jo.

Oppe på sjette

Til trods for at der kun er fire etager i bygningen fører trappen opad til en uendelig mængde af etager, og agenterne finder det eller møder det ene sære fænomen efter det andet, f.eks. hører de lyden af en teatersal fyldt med publikum, der sidder og klapper, men da de åbner døren, finder de et lille legetøjsteater, hvor figurerne bevæger sig omkring af egen kraft og genopfører historien om Kongen i gult. De møder andre beboere, som strejfer omkring, og de finder ind i en sær lejlighed, der strækker sig i det uendelige, og der er altid et selskab, som netop er gået ind i næste lokale, og de finder en masse bøger udgivet i 1895, der genfortæller deres egne drømme i et gammeldags sprog.

Efter en serie sære og meningsløse hændelser, som de har vanskeligt ved at have forståelse for, beslutter agenterne sig for at vende tilbage til de mere normale etager. De har ikke fundet Abigail eller bogen … endsige nogle spor bortset fra, at alt er sært, og med agent Tareks indsigt (et succesfuldt Cthulhu Mythos-check) har de regnet ud, at de øverste etager er et grænseland til Carcosa ved Halis breder.

Nede i bygningen hilser de igen på Abigails genbo, og de trænger ind i hans lejlighed, der er fyldt med affald, og et stort smukt spejl i hvis reflektion, der sidder en skikkelse og snakker med genboen. Skikkelsen forsvinder, og genboen vender sig mod de to agenter og kaster sig over dem. Han springer frem med en kniv, de forsøger med en taser, men han er bersærk og fortsætter. De skyder ham, og efter at have undersøgt lejligheden, stikker de af. De beslutter sig for, at deres næste ledetråd må være Maryland, hvor Abigails kontokort blev anvendt.

Færden rundt i Abigails bolig var en sær tur, som ikke rigtig forklarede noget, men efterlod agenterne mystificerede og langt fra deres mål. Hvad vil næste spilgang mon bringe?

(Hvis du synes, at scenariet lyder bekendt, så er det fordi, du kan din Delta Green: Countdown-bog godt)

Celle S – Mon det spøger?

Mens celle T er på vej til deres mission krydsklipper jeg til agent Sherlocks hverdag, og hvordan der begynder at ske sære ting omkring hendes hjem. Der er lyde, døre, der smækker op og i, sort regn falder, og en spøgelsesbleg pige stirrer på hende fra dybe skygger i det fjerne. Da agent Sherlock ser ud af sit vindue, ser hun at et tv-hold er dukket op nede på gaden, og at de er ved at aflaste deres varevogn. Det er produktionsselskabet Phenomenon X, og det er holdet bag tv-showet Ghost Watchers, som er aktive. Og så forsvinder Det Pnakotiske Manuskript. Summen af de sære hændelser får agent Sherlock til at agere. Hun indkalder det som en mission hos DG, som sanktionerer den, og hun samler sin celle. Kun agent Snyde kan deltage.

Ghost Watchers

De to agenter forhører sig hos kameraholdet, og de får en del info fra agent Sherlocks nabo, der i sin nysgerrighed, har snakket med holdet. De er ude og jagte et spøgelse af en lille pige, der døde samme år, som agent Sherlock blev født. Pigen er Reese Witherspoon, der blev hængt af sin gale barnepige, Ariana Middler, da hun mistænkte pigen for at kalde Tsathogguahs amorphe tjener, det natskinnendekviksølvs bæst fra slangegudens tempel, hvor den hviler i sit trefodede kobberbasin – hvilket er et citat fra Det Pnakotiske Manuskript! Ariana Middler er forsvundet, og oprindeligt troede man, at hun var en teenage barnepige, der var stukket af fra hendes misbrugende satanist-familie, og søgt tilflugt blandt gode katolikker, men hendes historie viste sig at rumme et utal af uoverensstemmelser, blandt andet at hun var i slutningen af 20’erne (og dette er langt mindre fri fantasi, end man skulle regne med).

Agent Sherlock bemærker desuden, at holdets assistent virker bekendt, og at hun bliver ved med at holde øje med agent Sherlock og tager billeder af hende.

Hvorfor mon det?

Elizabeth, Pigen i skabet, agent Sherlock, og den yngste

Handlingen herfra er en serie af scener, hvor agenterne prøver at lure, hvad pokker det er, som der foregår.

Agent Sherlocks hjem, overboens hjem og loftet samt det hotelværelse, som agenterne beslutter sig for at overnatte i, er alle steder hjemsøgte.

Der er kønne, sexede Elizabeth, som er tilstede, når agent Snyde er alene, og hun lægger an på ham. Hun er desuden kilden til, at der er te og makeup i agent Sherlocks hjem – og hun har muligvis spenderet noget tid sammen med agent Sherlocks genbo, efter at agent Sherlock, da hun var i selskab med agent Snyde, aflyste en middagsaftale med genboen.

Der er pigen i skabet. Hun prøver at presse døren op, men den er holdt fast af en kæde. Hun stirrer med sine blodskudte, gule øjen, en hvæsen høres over hendes skæve, gule tænder. Hendes hår er langt og fedtet, og hun er iført en beskidt natkjole. Hun efterlader beskidte fodspor overalt, hvor hun er, og en nærmest fysisk vrede vælder ud af hende, som et mentalt kraftfelt. Heldigvis holder den spinkle kæde endnu døren på plads – og uanset hvilken dør hun dukker op bagved, er der en kæde, som holder døren lukket.

Agenterne kommer frem til, at Det Pnakotiske manuskript er kilden til problemets løsning, og at de skal se at finde det. Til dels havde jeg tænkt mig, at den traditionelle løsning – ritualet fra bogen – skulle være løsningen, og at fundet af bogen skulle være udfordringen (sekundært er der gennemførslen af ritualet, men det er det klimaktiske showdown), og ganske interessant improviserer Anne sig frem til tilsvarende løsning -find bogen, gennemfør ritualet – og jeg bekræfter over for Anne, at det er rette løsning, som agenterne skal finde. Ifølge Elizabeth er manuskriptet hos den yngste, og agent Sherlock ved, hvor hun er.

Imens er kameraholdets medium kommet frem til, at Reese blev hængt af sin psykotiske barnepige oppe på loftet, og mediet beskriver hende på en måde, som minder meget om pigen i skabet.

Sidst men ikke mindst er der nogle sære fotos, som agent Sherlock ikke bemærker, men som agent Snyde ser, nemlig gamle fotos af to kvinder, søstre tilsyneladende, der hver står med fire spædbørn. Hvem er de to søstre, og hvad er det for børn, de står med, og hvordan hænger det sammen med familien Dvoretzki? Agent Sherlock kan ikke genkende de gengivelser af familien, for hendes sammensætning af brødre og søstre er anderledes.

Hvad er det, der foregår?

Hvem er pigerne, hvem er personerne på fotosne, og hvor er manuskriptet?

Hvad er historien med spøgelset, kameraholdet, og den nysgerrige pige?

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s