Kampagnedesign: Følelsesudtryk i rollespil

Jeg fortsætter her min serie om at lave en ny kampagne. Jeg har taget udgangspunkt i Fading Suns-rollespillet (struktur, karaktererne).

Der er en række elementer, jeg gerne vil inddrage i Fading Suns-kampagnen, og det er den fremmedhed, der potentielt er i middelalderen. Der er andet end korstog, pest og jødeforfølgelser, og middelalderen er ikke kun en verden fyldt med mudder, regn og beskidte bønder med grimme tænder, ej heller er det en verden med korrupte præster, der støtter dekadente konger og deres indavlede adel i at underkue en overtroisk befolkning. Mange stereotype middelaldertræk har snarere deres rod i eftertiden, der havde brug for en primitiv tidsalder, som den kunne vise sig langt mere moderne end. Denne praksis har gjort sig gældende frem til maj 2011 – og vil nok fortsætte.

Lad os derfor kigge på tårers rolle, og hvordan det kan inspirere til noget anderledes rollespil.

Tårer i middelalderfrankrig

De følgende tekstuddrag og citater stammer fra følgende:

Kim Esmark: “Vold og tårer – om affektkontrol og konflikthåndtering i den statsløse middelalder”, p.13-47 IN Tove E. Kruse (red.): Historiske kulturstudier. Tradition – modernitet – antimodernitet. Roskilde Universitetsforlag 2003.

Lad os nu drage til Frankrig, hvor munke har haft problemer, og den lokale greve har svigtet sin opgave med at hjælpe dem.

“[Munkene] turde ikke håbe på nogen menneskelig hjælp, nu hvor han der skulle sikre dem retfærdighed selv samtykkede med røverne. Fyldt med hjertets anger og fortvivlelse vendte munkene sig i stedet med både bøn og klage til Gud. De tog tillige afbildningen af Herrens korsfæstelse [krucifikset], årsagen til deres frelse eller forløsning, ned fra dets plads og lagde det på torne på kirkens gulv. Ikke for at bringe vanære eller skam over Herrens billede, men for at ugerningsmændene skulle blive skræmt fra deres uretmæssige invasion af kirken og afstå de ting de havde røvet. Dagligt kastede brødrene sig til jorden i bøn ved krucifiksets fødder, mens de reciterede salmer, litanier og messer og med ydmyghedens store hengivenhed tilbad billedet på Herrens menneskelighed.” (p.27)

Teksten stammer fra diplom, der blev udfærdiget i forbindelse med stridens forløselse. Sagen handler om en konflikt mellem munke ved klostret La Trinité de Vendôme og borgherren Eude af Blaison i året 1074.

Grev Fulk involveres i sagen, og han følger nu op sin forpligtelser:

“Under påhør af mange af sine riddere svor han og lovede offentligt, at hvis Gud ville skænke ham sejr over fjenderne, så ville han til gengæld med sikkerhed give Gud og Vendômes munke alt det tilbage, som han uretfærdigt havde tilladt at blive røvet.” (p.28)

Efter sejr i slaget vender grev Fulk hjem og opfylder sit løfte, og han får rettet op på borgherre Eudes uretfærdigheder, og der forhandles en ny orden. Efter at de har forhandlet fred og det er erklæret offentligt, så afsluttes det hele med

“… vendte de sig mod krucifikset [eg. “Herrens korsbanner”], det enestående symbol for menneskenes forløsning, som endnu, med henblik på dem begge [Fulk og Eude], lå kastet til jorden. Med hjertet gennemboret af anger og ydmyg satisfaktion i bod greb de med hænderne om det og rejste det med største hengivenhed op fra jorden, imens en vældig folkemængde, der var strømmet sammen for at betragte dette, med stor glæde og bifald så på, hvordan de videre fik anbragt krucifikset på dets rette plads, ivrigt og grædende hjulpet af mange andre. Så mange vidner af begge køn og forskellig alder var der til begivenheden, at kirkens mure næsten ikke kunne rumme mængden.” (p.28)

Kim Esmark fortsætter sin diskussion af affekt i middelalderen, og en del af hans pointe er, at folk ikke var mere i deres følelsers vold den gang, endsige var uden institutioner og metoder til at løse konflikter, men at de derimod kunne anvende følelsesudtryk aktivt i konflikter. Materialet anvendt i artiklen fokuserer på Frankrig 1000-1300.

“En beretning om en ydmygelsesceremoni i Liège i 1212 nævner meget betegnende, at biskoppen, der beordrede ritualet iværksat i alle sit stifts kirker, udtrykkeligt pålagde sine klerke at græde. Ikke af hykleri, men af omsorg for ritualets rette symbolske udtryk. Tårerne i ydmygelsesritualet var og skulle være liturgiske tårer. Når næsten alle teksterne om brug af ceremonien så udtalt dvæler ved suk, jammer og gråd, så var det i forlængelse heraf også en retorisk strategi, der sigtede på at repræsentere de rituelle handlinger som veludførte og gyldige.

Udgydelsen af tårer og fysisk demonstration af ydmyghed som rituelle og retoriske tegn på intention og gyldighed går i øverigt igen i mange andre kontekster. En lægmands almissegave til Saint-Aubin klostret i Angers kunne fx overdrages “med allerstørste gavmildhed og mange tårer”, mens grev Fulk Réchins søn og efterfølger Fulk d. Yngre “kastede sig ydmygt på jorden”, da han tilsvarende skænkede en from gave, og eksplicit gjorde det “for nemlig yderligere at skabe en evig erindring om dette, og for at denne gaves fasthed skulle være urokkelig.” (p.34)

Det etnografiske …

I artiklen finder vi to elementer, jeg gerne vil have fat i. Den ene er måden, der kan bygges et sjovt lille scenarie op – eller “krise”, som er formen i denne kampagne – der kommer til udtryk ved, at vores spilpersoner involveres i fejden, og det gør de gennem dens visuelle udtryk: Munke, der har lagt hellige symboler til skændsel på kirkegulvet, hvor de kaster sig i ydmyghed grædende flere gange om dagen. Det er en uorden, som en god adelsmand ikke kan sidde overhørig, i hvert fald ikke hvis han vil bevare sine ligeværdiges respekt. Her kommer handlingen i middelalderen til at være et etnografisk komponent, som jeg bruger til at give kampagnen kulør. Det er opførsel, som er interessant (for mig i hvert fald), fordi den ikke er rent fiktiv, men er baseret på egentlige hændelser.

… og det spilmekaniske

Det andet element er følelsesudgydelserne. Det er tårerne, det er at kaste sig på jorden, det er angeren, og det er gavegivningen. Det er ting, som netop i rollespil kan være spændende at arbejde med. Et er af have et konfliktsystem i live-rollespil, hvor spillerne kan vinde på tårer og på at kaste sig på jorden, og et andet er at have det med i et spilmekanisk system til bordrollespil. Det er ikke nok, at tårerne er en kulør til spillet, eller at det er deskriptiv overbygning til konfliktsystemet. Det skal have en funktion i reglerne – f.eks. være en manøvre, der kan vælges i Mouse Guard eller Burning Empires’ konfliktsystem, en pulje af terninger eller en Secret i The Shadow of Yesterday, eller en manøvre i Conspiracy of Shadows‘ konfliktsystem.

jeg vil prøve at finde nogle lignende eksempler på handlinger og strategier, som jeg gerne vil have med ind i rollespillet, da det vil kunne hjælpe til med at udpege hvilket regelsystem, der skal anvendes.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Fading Suns, Genrer, historie, Kampagnedesign, Rollespil, Rollespilartikler, Science fiction. Bogmærk permalinket.

4 svar til Kampagnedesign: Følelsesudtryk i rollespil

  1. Thomas siger:

    Lækkert at se Kims glimrende artikel benyttet på denne måde! Jeg har ofte tænkt på hvordan jeg kan “oversætte” mine middelalderkilder til RPG. Du kunne måske have glæde af at checke Daniel Lord Smails bøger og artikler om “nabo”-fejder i middelalderens Marseille ud. Trevor Dean har også nogle fede artikler om fejder i middelalderens Italien, og så endelig Edward Muirs “Mad Blood Stirring”, hvor bl.a. min elskede hunde symbolik udsættes for en heftig undersøgelse🙂

  2. Morten Greis siger:

    Jeg bliver altid inspireret, når jeg læser artikler a la Kims, så det måtte bare blive brugt i rollespil på en eller anden måde🙂
    Tak for henvisningerne, dem må jeg have bestilt hjem … og så er der bestilt en stribe værker hjem fra bibliotek.dk. Jeg er ret spændt på at Muirs tekst. De hunde er jeg også ret nysgerrig med.

  3. Nis Baggesen siger:

    Jeg kan sagtens forstå det tillokkende ved den etnografiske komponent, men risikerer man ikke at man på den måde netop distancerer spillerne yderligerer fra den verden som deres karakterer burde være en integreret del af?

  4. Morten Greis siger:

    Forhåbentlig ikke. Jeg har en vis erfaring fra mine D&D-kampagner med at anvende de etnografiske elementer. Balancen ligger i at få kombineret fiktionsverdenen og de historiske elementer. På sin vis er det ikke anderledes end at få formidlet en fremmed verden a la Forgotten Realms. FS har den genvej, at der allerede anvendes historiske stereotyper, og planen er egentlig at indsætte det etnografiske element i stedet for et fiktivt element. I stedet for Order of the Red Mages – hvis vi er i D&D-land – kan anvendes Order of the Teutonic Knights. Begge er fremmede, men kun en er rent fiktiv. En ekstra måde at få det fremmede element er at lade dem også være fremmede for karaktererne, en lokal skik, som karaktererne ikke forventes at kende videre til, så formidleren til karakterer og spillere sker samtidig. Det kan gå an med visse elementer, og FS-universet er heldigvis så enormt, at der er et utal af lokale skikke (et tilbagevendende problem i FS-universet er, hvor mange sprog og kulturer er der egentlig, og hvordan afspejles dette i skillsne?)

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s