[Efterspilsrapport] 3P – Valbys nye detektivbureau

Oven over Paradis ligger 3P. Et paranormalt detektivbureau oprettet af Peter Johansen, Peter Frandsen og Peter med det fancy efternavn, der alle tre er droppet ud af universitetet og har oprettet firmaet på basis af den nye ghosthunter-selvforsvarsakt.

Vi spiller InSpectres. Det er et lille indie-rollespil af Jared Sorensen, og det blev udgivet for flere år siden, men da Jared kiggede forbi på årets Fastaval udnyttede jeg chancen til at erhverve mig spillet. Jeg har tidligere erhvervet og spillet Lacuna, og nu blev det til InSpectres. Oliver har gennemgået rollespillet grundigt på sin blog, så jeg vil ikke gå i dybden med spillet. Til Sommerspils spildag fik jeg prøvet denne lille perle.

Den første sag

Ind træder en vred husmor. Hun har en sag! Der er mystiske lyde på Borgerservice nede på Valby bibliotek (hvor de netop i disse dage er ved at bygge indgangen om i forbindelse med, at bibliotek og borgerservice slås sammen). Oplægget udspringer fra fire terningeslag på inspirationstabellerne. Inden da havde Anne, Karen og Troels lavet deres karakterer, der var specialister på hver deres område (Contact, Tech, Athletics) ud af de fire færdigheder, man kan fordele point på (sidste er Academics). Vi blev enige om, at det var et nyt firma (5 franchise terninger), der skal på deres første mission (10 franchise terninger).

Det er let at spille systemløst

AKT spillede fint og hjemmevant deres karakterer, og det havde vi meget skæg med. Jeg gav den som vred husmor, der var fortørnet over de upassende lyde nede på borgerservice.

Af og til bad jeg om skill checks, og spillerne beskrev løs og skabte detaljer netop, som det skulle være: “Hvad viser ektoplasma-scanneren?”, “Rul tech og find ud af det”, “Succes! Peters scanner viser …”

Plottet hopper og springer over hele området, da spillerne selv beslutter sig for, hvad karaktererne opdager, bemærker og oplever, når de har succes.

Men hvor mange terninger skal rulles?

Mens det viste sig, at spørgeriet på biblioteket havde sin rod i Udlængeservice, og at Distortion og Disturb begge i virkeligheden var horder af zombier, lykkedes det vore tre P’er at standse problemerne og stede de uterlige lyde til ro, og de tjente en masse penge på det.

To typer terningkast

Der er to typer terningkast i InSpectres:

  • Færdighedsrul, hvor spilleren ruller 1-5 terninger (1-4 i evne +1 for talent minus evt. stress), og den højeste terning vælges. 4, 5 og 6 er succes, og 5 og 6 fører mod spillets afslutning, da de genererer 1 og 2 franchise-terninger, og når spilleren har nået missionsmålet, kan de erklærer missionen løst.
  • Stressrul, hvor spilleder dikterer, at spilleren skal rulle en eller flere terninger alt efter hvor stressende situationen er (1 for at sidde fast i trafikken, 2 for et lig etc.), og den laveste terning vælges. Udfaldne genererer stress, som er minusser til færdighederne, og det gør, at spillerne har stadig færre terninger at rulle, og de bliver derfor nødt til at bruge deres bonusterninger fra deres franchise.

Rul for slutte, rul for at gå ned

Men hvor ofte skal man rulle? Hvor mange kast skal man bede om? Der skal anvendes terningkast for at afslutte missionen, da man gennem succeser optjener de point, der skal til. Stress forsinker denne proces.

Da mine spillere var erfarne spillere, havde de let ved at sætte situationer op, hvor de kunne rulle deres bedste evne med bonus for talent. Chancen for at rulle mindst en 5’er eller 6’er med 4-5 terninger er ret stor, hvilket hurtigt fører til, at 5-10 terningkast vil afslutte scenariet. For ikke at afslutte scenariet under den indledende efterforskning, begyndte jeg at spænde bed ved at prøve at få spillerne til at rulle mod deres dårlige evner (“Aha, du cykler! Lad os lige få et tech-rul på det, så vi kan se, hvor sej din cykel er.”). Og så gjaldt det om at få spillerne til at rulle stress-rul (“stress-rul for at cykle gennem Distortion-festivallen”). Men hvor mange stress-rul kan/skal man forlange af spillerne i løbet af en mission? Well, det er ikke noget, som regelbogen fortæller. Skal man kombinere de to typer terningkast (“da du forsøger at passere forbi distortiongæsterne og hipsterzombierne skal du først lave et stress-rul og derefter lave et athletics-rul”) – men vi anvendte dog ikke denne type kombinationer.

Sådan spiller du

Det er omtrent det korteste afsnit i en allerede spinkel regelbog, og i det afsnit snakkes der meget lidt om, hvor mange rul man skal bruge. Basalt set noget med, hvad der lige passer ind i situationen, og så skal man som spilleder prøve bygge et spændende forløb op over.

For mig render vi her ind i et klassisk problem, som flere indie-spil lider under (Mortal Coil og Agon f.eks.), og det er spillets økonomi. Antallet af terningkast betyder meget for spillets forløb og dets balance, og antallet er dårligt understøttet af spillets mekanik og hviler i stedet på spilleders afgørelser, og det er betinget af en uudtalt måde at spille på, og det resulterer i, at man bliver nødt til at prøve sig frem, hvilket jeg finder utilfredsstillende. Ressource-økonomien er problematisk. (Det er den også i alle mulige traditionelle spil, hvor spilleder skal balancere, hvor mange orker, der kan anvendes i scenariet, uden automatisk at eliminere spilpersonerne, men af samme grund følger en masse vejledninger til, hvordan man gør – dertil er to forskellige typer af ressourceøkonomier, vi har med at gøre).

Undtagelser i reglerne

Til trods for at reglerne er enkle og få, er det lykkedes Jared at få en række små undtagelser ind her og der, f.eks. foreslås det i regelbogen, at man beder om tech-rul, når spillerne beskriver grej i deres franchise (p.15), og andetsteds er der en lille bemærkning om, at præcis den type terningkast ikke kan skabe franchise-terninger (p.24). Uden franchise-terninger er disse terningslag ren kulør, da de ikke har nogen spilmekanisk effekt.

Alt i alt

Hurtigt, humoristisk, Ghostbusters. InSpectres har et fint og sjovt system for at skabe rammerne for en tosset historie. De to vanskeligste ting ved spillet er at finde et fælles fodslag omkring fiktionen (Ghostbusters, Scooby Doo eller Buffy The Vampire Slayer?) og finde en passende balance i terningkastne, og spillet hjælper ikke på netop disse to områder. Det betyder, at til trods for at det er et hurtigt pickup spil, at jeg ikke er sikker på, at spillet bliver helt velfungerende uden en lettere tyrannisk spilleder, der på f.eks. en con på forhånd udstikker spillerne de rammer, der skal spilles under. Der er således en masse usagt i InSpectres om, hvorledes spillet tænkes spillet. Kører man en lille kampagne med InSpectres, vil jeg tro, at problemet løser sig selv i løbet af et par spilgange.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Efterspilsrapport, indie, InSpectres, Investigation, Rollespil. Bogmærk permalinket.

2 svar til [Efterspilsrapport] 3P – Valbys nye detektivbureau

  1. Tore Vange siger:

    Hmmm, det lyder som om grundkonceptet kunne passe fint ind i min Supers kampagne…

  2. Morten Greis siger:

    Ah, en supers-kampagne i KBH, charmerende. Det er i hvert fald et fint grundkoncept, som mine spillere kom frem til🙂

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s