[Delta Green] Groversville-rapporten – del 4

Vi fortsætter denne gang direkte fra tredje del, hvor vi efterlod agenterne ved deres første visit på St. Claire-hospitalet, hvor der sker sære ting. På missionen er agent Trevor, Tarek og Trelawney samt agent Sherlock og Sinclair, mens agent Snyde ikke er til stede. Imidlertid var Peter til stede, men ikke Kasper så vi skulle lige tilpasse spillet til det forhold: Skulle vi introducere agent Snyde eller lade Peter spille Trelawney og Sinclair, og hvad med Kaspers karakter, når Kasper ikke var til stede?

Sidste gang efterlod vi agenterne ved St. Claire hospital, og jeg truede desuden spillerne med, at havde en mission i vente, når en lejlighed bød sig – så spørgsmålet er, hvornår den mission kommer i spil? De mange episoder i kampagnen er begyndt at smelte sammen til en ny og større helhed, og nogle af spillerne, særligt Thomas og Anne er begyndt at studere mysteriet nærmere. Blandt de ting, som er blevet bidt mærke i, er Tiger Transit og Chicago, og den sammenhæng det har til Riley Wenzel og Stephen Hauser. Det kommer sandsynligvis til at få en episode snart, og det gør agent Sherlocks familie også. Men nu mysteriet på St. Claire hospital.

Hospitalet og dets veteraner

En flok agenter …

Peter var blevet briefet på forhånd af Thomas og Anne, og han havde derfor en generel ide om, hvad der foregik. Vi snakkede derfor frem og tilbage om, hvordan og hvorledes vi skulle håndtere de mange karakterer i spillet. Løsningen blev, at Peter ville spille agent Sheridan og agent Trelawney til at begynde med, og at han kunne introducere agent Snyde, når han havde lyst. Kaspers karakter tog jeg mig af, og jeg spillede ham en smule, og derefter sendte jeg ham af sted på et ærinde (han besluttede sig for at følge op på en historie om faldende fisk fra himlen, men det var en blindgyde, og da han senere meddelte, at han ville komme tilbage til resten af gruppen, fik han at vide, at missionen var afsluttet. Kort efter kunne han i nyhederne læse den første twitterstrofe i Amerika, hvor nogen havde sprunget et hospital i luften …).

… uden mål

Præcis hvad skulle agenterne efterforske på hospitalet, og hvordan skulle de gøre det? Det spørgsmål plagede os nogen tid, da der ikke var nogen tvivl om, at noget var galt derinde, og noget var mystisk, men døre var låste, agent Trevor var ikke til rådighed, og agenterne ville højst få et forsøg på at udforske hospitalet. Hvilke broer skulle brændes for at komme ind, og hvilke oplysninger skulle efterforskes? De mange muligheder sænker spillet, da foreløbigt har agenterne kunne agere usete og uden at brænde nogle broer bag sig, men det er ved at ændres.

Mere efterforskning

Agenterne dykker ned i deres tekster, biblioteker og så videre. Der rulles efterforskningsrul, og jeg begynder at dele informationer ud. Agenterne forsøger at finde ud af mere om Montauk-indianerne, siden “deres” byggefirma har konstrueret hospitalet, og siden illustrationer på hospitalet gengiver Montauk-indianernes Mi-go-legender. Imidlertid løber de hurtigt tør for informationer, da det meste om Montauk-indianerne blev indsamlet i 1920-30’erne af lokale folklorister i Vermont, og deres materiale er udgivet i lokale tidsskrifter, hvorfor deres materiale på ingen måde er genudgivet end sige digitaliseret. Yderligere forskning skal gøres i Vermont og hos antikvariater. [Mine spillere bemærkede, at problemstillingen mindede meget om undertegnedes besvær med at skaffe folkloristisk materiale af dansk ophav].

Anden efterforskning dykker ned i Riley Wenzels udgivelser, mens han arbejdede på St. Claire. Han udgav en række artikler omkring stedets cancerforskning. En del af studierne går på cancer og metastaser. Imidlertid kan agenterne læse forskningen med andre briller på, da de har indsigt i mysteriet om bio-massen og Shoggoths. Med den vinkel indser, at de forskningen går ud på, at bruge cancer til at hybridisere celler og fungere som bro mellem bio-masse og menneskeceller, således at hybrider kan skabes. Det går op for agenterne, at det kan forklare, hvorfor de har set to reaktioner på bio-massen – den som skaber ‘supersoldater’, der kan forme og samle deres kroppe (S0303a), og den, som skaber blåsorte infektioner og dræber bæreren (S03E02a).

Spørgsmålet er, hvem det er, som hjalp dem inde på hospitalet. Det er stadig ikke afklaret, og målet bliver at komme i kontakt med den person.

En plan udklækkes

Målet bliver at komme ind, hvor Kaspers agent Trevor tidligere fik adgang, og det gøres ved at skilte med tilhørsforholdet agent Trevor. Agenterne vil hver for sig liste ind på hospitalet, mens agent Sheridan sidder i en flugtbil i parkeringskælderen og agent Trelawney sidder i en uden for hospitalet. De tre andre, Snyde, Sherlock og Tarek lister ind på hospitalet.

Jeg beder om et skill check for at se, hvorledes det går dem. Mit mål er at slide deres ressourcer op ved at smide komplikationer ind via fejlede skill checks. Spillerne kan undgå komplikationer ved at bruge ekstra ressourcer på at vende fejlede skill checks om til succeser. Thomas ruller elendigt, og jeg minder om, at sidst vi spillede, fik agent Tarek lov til at besøge hospitalet under forudsætning om, at han ikke modtog nogle klager. Det gør han nu fra en række af krigsveteranerne, der genkender det kludehoved, som de havde været oppe og toppes med nogle dage forinden. Agent Tarek bliver udvist, og han bliver ført uden for hospitalets matrikel. Derefter bytter agent Tarek plads med agent Trelawney, som prøver at komme ind på hospitalet, men da han netop har fået placeret sig i foyeren, lyder der skud, og en person kommer stormende ud fra et baglokale. Alt er i kaos, folk skriger, og overalt er der folk, hvis PTSD springer i flor. Det er agent Sherlock, som kommer stormende ud med pistol i hånd og vagter efter sig.

Agent Sherlock på sporet

Imens agent Snyde lister rundt på hospitalet og generelt er ubemærket ved sit afslappede, charmerende væsen (Peter valgte at rulle for sin karakters charme, hvor Thomas var gået efter at rulle for sin karakters lusk), går det anderledes for agent Sherlock. Hun når op til stue 327, som agent Trevor besøgte.

På højtaleren dukker stemmen op igen, hilser på agent Sherlock, og spillerne begynder at have en mistanke om, hvem det er, der hjælper dem. Agent Sherlock lukkes ind, hun genkender operationsstuen fra videoerne af agent Trevor og agent Sharp. Hun lukkes længere ind, kommer til kontoret, hvor det krystallinske skelet af Jay Atkinson står, og hun finder ind til kammeret, der synes at være en rekonstruktion af landskabet på Yuggoth. Herfra kommer hun ind i et nyt lokale.

Langs væggen står tre store kryosenge med metallåg. I den anden ende af lokalet finder en stor opstilling af computere, servere og runde metalcylindere. Det er tilsyneladende hospitalets vagtcentral, men der er ingen mennesker herinde.

En metallisk stemme henvender sig til agent Sherlock. Hun er nu sikker i sin sag – det er agent Sharp – og han forklarer, at han holder “de andre” tilbage, men det er vanskeligt. Agent Sherlock går i gang med at udfri de mange “fanger”, der er i vagtcentralen. Hver af cylinderne rummer en sær, mælkehvid væske, og op til overfladen flyder en hjerne med nervesystem hængende ved, når hun åbner cylinderen. Hjerne efter hjerne elimineres – men pludselig får hun travlt, da de tre kryosenge åbnes, og ud træder tre “grå”, og hver af dem holder en l-formet, metalfarvet organisklignende aggragat, som hun snart konstaterer er i stande til at skyde elektriske stråler efter hende. Hun når at tage livet af agent Sharp og derved ud fra ham for hans kropsløse fangenskab. Så flygter hun ud gennem Yuggoth-lokalet, og som hun træder derind kollapser de tre Grå, og i stedet begynder en stor svampetbyld med en lang, fugtig-klistret lyd at flækkes op, og en Mi-go kommer kravlende ud. Hun skyder efter den, flygter gennem endnu en dør, finder en elevator, men han pludselig vagter i hælene på sig. Hun flygter ud af elevatoren i kælderen, finder døren til parkeringskælderen låst, og hun har to vagter i hælene, som forfølger hende. Det bliver en lang jagtscene, hvor hun opdager, at vagterne opfører sig som soldaterne, hun tidligere har mødt. De kan omforme deres kroppe, og kugler bremser kun dem kortvarigt. Hun ender i forkammeret til laboratorium, hvor hun ser læger forme lemmer af hvid, klæg bio-masse, som de gør klar til at placere på krigsveteraner. Forfulgt af vagterne, når hun ud i receptionen, og hun stormer ud af hospitalet.

Agenterne afblæser missionen, og de tilbageværende siver langsomt bort og efter omveje, når de tilbage til deres motelværelse. Her begynder agent Trelawney, Snyde, Sherlock og Tarek at udveksle informationer og lave nye planer. Efter nogle timer vender også agent Sheridan tilbage.

En ny plan, en helt ny plan

Agenterne snakker længe frem og tilbage. Det her er en vanskelig sag. Hospitalet er uden tvivl i fjendens greb, de har en masse forskere og forskningsmateriale (selvom resultaterne må være backed up et andet sted), og der er en masse patienter, som er inficeret eller i fare derfor. Dertil er der stadig en række metalcylindere tilbage med andre folks hjerner.

Slutresultatet bliver, at hospitalet må sprænges i luften. Hvordan de undgår flest mulige civile tab er udfordringen, og håbet bliver at kunne ramme stedet en solskinsrig dag, hvor flest af forskerne er på arbejde, og flest af patienterne er udendørs.

Agent Reumert dukker op

Det er en drastisk plan, og agent Sherlock ringer planen op gennem systemet for at høre DGs attitude til handlingen. Der meldes tilbage, at de sender agent Reumert til at inspicere sagen, og at agenterne skal oprette en Green Box i byen, da der ikke er en i forvejen.

Agent Sheridan melder sig til at købe ind til bomben. Han er ganske vist lidt naiv omkring indkøb af gødning, men han adviceres af agent Snyde, og derefter sikrer han sig råmaterialerne til bomben, mens de andre lejer en garage og indretter den til en green box.

Agent Reumert dukker op, han hilser på agenterne, som han ikke har set siden sagen med satellitten (S02E04), men vi ser ham generelt ret sjældent. Agenterne præsenterer sagen for agent Reumert, og han tager bestik. De synes at være ved deres fulde fem osv. Han beordrer agenterne til at sprænge hospitalet i luften og at tage lægerne med sig, så der kan ikke ringes advarsler ind og lignende. Agenterne vil gerne sende agent Sheridan hjem, da han er lang mindre hærdet eller kynisk end de andre, og de vil gerne dække over ham, desuden vil han risikere at kunne blive sporet efterfølgende, da han har købt ind til bomben.

Imens fastholder agent Sheridan, at han stadig er en del af holdet, og at han ikke vil sendes væk, mens resten af gruppen tager sig af hospitalet. Agent Trevor er ikke til stede, men da agenterne sætter deres plan i gang, modtager de en besked fra ham, om at hans ledetråd var et blindspor, og at han nu er på vej tilbage. Han får at vide, at missionen er afsluttet, og at han bare skal vende hjemad.

Sprængningen af St. Claires

Agenterne placerer bomben bag i en røde kors-blodbanksvarevogn, og de kører ned under hospitalet. Imens venter agent Sherlock og agent Sheridan i hver deres flugtbil.

Ved parkeringskælderen standes vognen af en portner, som kort vil inspicere den. Da han åbner bagdøren, bliver han skudt af agent Tarek, der hurtigt griber liget og trækker det ind i varevognen. Agenterne kører ind i kælderen, de sætter varevognen og så gør de klar til at forlade hospitalet gennem hoveddøren. De sprayer overvågningskameraet i elevatoren og skifter tøj, men netop som kameraet sættes ud af spil, låses elevatoren på stedet. Agenterne tvinger døren op, og konstaterer, at de er fanget mellem to etager. De kryber ned i parkeringskælderen igen.

Her kommer en lang og kompleks actionscene, hvor agenterne kommer i kamp med to par sikkerhedsvagter. Der bliver anvendt fosforgranater, lightertændvæske og trolddom i kampen mod fjenden, som er ekstremt vanskelig at eliminere. For at distahere fjenden fra at sende flere vagter ned i kælderen, hiver agent Sherlock agent Snydes granatkaster frem og hun beskyder hospitalet og stikker af fra stedet.

Imens kæmper og flygter agenterne fra vagterne, og de kalder agent Sheridan ind for at undsætte dem. Da agent Snyde kaster sig ind i bilen, går alt galt, da agent Sheridan pludselig angriber ham. Agent Sheridan er en af dem! Han er blevet inficeret, og de står nu over for endnu en modstander. Kampen raser mellem agenterne og de inficerede vagter, men det lykkedes at få dem elimineret nok til, at agent Tarek og Snyde kan undslippe i bilen med agent Sherlock. Agent Trelawney blev opslugt af fjenden, og agent Tarek gjorde det af med ham af medlidenhed.

Agenterne flygter fra hospitalet, og deres bombe eksploderer, og hele centret i den 12 etager høje bygning kollapser, mens kæmpe støvskyer, murbrokker og glassplinter fylder luften. Bygningen er ødelagt, syge og sårede, dørende og ofre med PTSD er overalt i området. Agenterne tager den lange vej hjem, og selvom de har dræbt mange uskyldige, har de også udfriet mange ofre for fjendens infektioner, og de har gjort et anslag mod fjenden. Det er en sejr, omend en dyrekøbt sejr.

Hvad nu?

  • Hvor forsætter kampen mod fjenden nu?
  • Hvad er det for en mystisk sammenhæng, der er mellem Mi-go og Grå?
  • Skal agenterne en tur til Vermont for at efterforske Montauk-indianerne?
  • – eller skal de tage til Chicago og undersøge TigerTransit?
  • Agent Sharp er nu endeligt død, udfriet af sine egne, men hvor er hans krop? Er den i gang med at infiltrere hans familie (og hvad vil det betyde for den Green Box, som agenterne har under hans families landssted)?
  • Agent Tarek er begyndt at bruge trolddom. Mon det er sundt for ham?
  • Hvad er det med fisk faldende fra himlen og agent Trevor?
  • Nu er celle S og T igen reduceret til i alt fire agenter. Hvad betyder det for kommende operationer?
  • Hvordan har agenternes samvittighed det efter hospitalssprængningen, og vil de være i stand til at agere fremover?

Næste gang: Mission HardCore – I en god sags tjeneste

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, indie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s