[Fimbulfrost] Ekskurs – vampyrer og genfærd i dansk folketro

I to foregående indlæg har jeg vendt og drejet vampyren. Udgangspunktet har været, at vampyren ikke findes i dansk folketro, og at den først og fremmest kommer til live i Danmark i anden halvdel af det 20. århundrede, og det særligt fra 1970’erne af. I første indlæg var det en generel påstand om, at vampyren er et moderne væsen, og i andet indlæg var det om vampyren i 1970ernes Danmark.

Som et led i alt dette var der en generel påstand om at vampyrer ikke findes i dansk folketro. Så lad os derfor kigge lidt på folketroen. Jeg begynder ved mit favorit opslagsværk – uanset hvor bedaget det så ellers må være – nemlig Holbek & Piøs Fabeldyr og sagnfolk. Efter det værk dykker jeg ned i Danmarks folkeminder igennem 25 Aar,  Danmarks folkeminder nr. 55 og Landsdommer Bircherod: Folketro og Festskik.

Først og fremmest er der tale om lange tekstuddrag og citater fra de enkelte værker for at give et billede af den kontekst, som historierne er bevaret i. I mit forrige indlæg blev det tydeligt, hvorledes forfatterne komprimerede fortællingerne til en slags fakta, således at konens erkendelse og erklæring over for ægtefællen, at denne var varulv destilleres til “du er jo varulv” som om, at det er den specifikke sætning, der er kuren mod varulve-tilstanden. Samme destillering ses også i nedenstående materiale, hvor Holbek & Piø fortsætter denne stil i deres beskrivelse af vampyren, og ligeledes sker der noget lignende i Danmarks folkeminder igennem 25 Aar, hvor en af forfatterens kategorier er historier, hvor folk har forvekslet et naturligt fænomen med spøgerier. Problemet er, at det forfatterens læsning af disse historier, og han fravælger derved at læse dem som historier om genfærd.

Efter hver tekstgengivelse er der bemærkninger fra min side til det citerede.

Folketroen om vampyren: Opslagsværket

Vi begynder med Fabeldyr og sagnfolk. Her følger et længere uddrag fra bogens afsnit om vampyrer, p.119-202:

Vampyren

Vampyren er en genganger, der om natten stiger op af graven for at suge blod af sovende mennesker. Gennem dette blod kan den opretholde et slags skinliv, og når man åbner graven, finder man den døde krop urørt af forgængelsen.

Troen på vampyren er først og fremmest kendt inden for det slaviske kulturområde, hvorfra også ordet stammer: i russisk, polsk, tjekkisk, serbisk og bulgarsk optræder i formen vampir eller vàmpir samt i former som f.eks. vapir (bulgarsk), upir (russisk) og upuir (sydrussisk). Muligt er det, at det går tilbage til tyrkiske ord for heks, nemlig uber.

Den slaviske vampyrtro, der skal ses i sammenhæng med den asiatiske dødstro, er ukendt i den ældste germanske tradition. Det er den også i græsk og romersk tradition i antikken. Den kendes derimod i nygræsk, hvor vampyren gerne kaldes vrykolakas, et ord, der menes at være en græsk udgave af slavisk vukodlak. I de fleste slavisk sprog betyder dette ord: varulv (se. s.165). I serbisk betyder det derimod vampyr (se herom nedenfor).

Til Vesteuropa er vampyrtroen nået med kelterne. Fra de britiske øer kendes helt op i vor tid beretninger om vampyrer. I engelsk kaldes vampyren vampire ligesom i fransk. I tysk kaldes den for Gier, Gierhals, Gierrach (Gier = begærlighed, grådighed), sjældnere Blutsauger (blodsuger).

Men vampyrforestillingens hovedområde ligger i Østeuropa. Endnu i vort århundrede er der i Rumænien og i Ungarn ført retssager mod folk, der har ødelagt vampyrgrave.

Vampyrforestillingen.

Det centrale i forestillingen er, at vampyren er ude efter levende menneskers blod. Blodet indeholder livskraften (jf. s. 288), og den har vampyren brug for for at kunne opretholde en slags liv. Det mest almindelige er, at man forestiller sig, at den lever et skinliv i graven, og at det er kun om natten, den vender tilbage for at suge blod af sovende mennesker eller af ensomme vandrere, som den overfalder. Undertiden forestiller man sig imidlertid, at den døde går omkring blandt de levende, som vampyr, og gennem det blod, den suger til sig fra andre, forlænger sit fysiske liv her på jorden. Denne forestilling møder man kun sjældent i folketraditionen, men det er den, man hyppigst møder i den overordentlig rige kunstdigtning om vampyren.

[…]

Hvem bliver vampyrer?

Der kan være mange grunde til at et menneske bliver vampyr. Kun nogle få kan nævnes her.

Ofte fortælles det, at den, der bliver udsuget af en vampyr, efter sin død bliver selv bliver vampyr. Ikke sjældent er et menneske imidlertid efter fødslen dømt til at være det. Nogle fortæller, at det er arveligt, andre at det er en skæbne, som overgår børn født uden for ægteskabet. Undertiden siges det, at hvis barnet fødes i sejrsskjorte, må det optræde som vampyr. Det samme gælder, hvis barnet et eller andet sted på kroppen har en stor rød plet.

Særligt i serbisk tradition er det almindeligt at mennesker, der i levende live med eller mod deres vilje optrådte som varulve, bliver vampyrer efter døden.

Det opfattes gerne som en straf: gudløse mennesker, mennesker, der har arbejdet på helligdage, kvinder, der har myrdet deres børn og mange andre bliver vampyrer. Men det gælder også uskyldige mennesker, som f.eks. folk, der er blevet forheksede eller myrdede.

Selv efter døden kan man uden egen skyld risikere at blive vampyr; hvis f.eks. et dyr kryber ind under liget eller et menneske eller dyr går hen over graven.

Vampyren i funktion.

Når en vampyr er blevet begravet, så bliver han – efter almindelig udbredt tro i Bulgarien – liggende stille i kisten i 9 dage. Så forlader han den, for som harmløse ildskygger i de næste 40 dage at forskrække menneskerne. Så først stiger han op af graven som vampyr, gifter sig igen og driver sin grusomme virksomhed om natten: han æder døde bøfler og suger blod af mennesker og dyr.

På samme måde begynder den serbiske vukodlak 40 dage efter begravelsen sit forfærdelige skinliv, og ligeså længe hviler den albanske vampyr (bourkolak), før den begynder at forskrække sine venner og bekendte.

Det fortælles i mangfoldige sagn, at vampyren bor hos sin kone. Undertiden fortælles det ligefrem, at kvinder er blevet gravide med deres døde mænd. Børnene, de fødte, var uden knogler.

Der fortælles også om kvindelige vampyrers omgang med mænd. Således opsøger den rumænske upierzyca i fuldmånenætter unge mænd på deres leje og fortærer dem langsomt under kys og favntag.

I nygræske sagn fortælles det, at blodsugeren kan flyve, at den kan skifte skikkelse, og at den undertiden optræder som et eller andet dyr. I valakiske sagn optræder døde rødhårede mænd i skikkelse af frøer, fluer, væggelus eller lignende, og de suger blodet af uberørte kvinder. I bulgarske sagn længes døde, gamle kvinder i skikkelse af røde sommerfugle begærligt efter børns blod.

Ofte er det en bestemt gruppe mennesker, vampyren er ude efter: unge mænd, unge kvinder, børn. I de fleste tilfælde er det dog sådan at vampyren på må og få jagter alle på sin hjemegn, fremfor alt sin egen familie.

Der kendes en lang række måder, hvorpå man kan sikre sig mod vampyren. Langt det almindeligste er, at man skærer hovedet af kroppen med spaden. Det har været praktiseret helt op i vort århundrede. Almindeligt er det også at man rammer en pæl igennem liget eller man sømmer det fast i kisten. Slår dette fejl, brænder man liget.

[…]

I vinteren 1731-32 udbrød der en episdemi i Medwegya i Serbien, og vampyrtroen florerede som ingensinde før. Adskillelige grave blev gravet op. Lig blev halshugget og brændt i stort tal.

Det var med beretningen om denne epidemi, man første gang i Vesteuropa hørte ordet vampyr.

Bemærkninger

Teksten trækker ifølge litteraturoversigten på Montague Summers’ The Vampire, His Kith and Kin (NY 1960) og Stefan Hock Die Vampyrsagen und ihre Verwertung in der Deutschen Literatur (Berlin 1900), og Summers’ værk er egentlig fra 1928, og kan nu findes frit på nettet, da copyright er ikke er fornyet. Summers havde en frimodig tilgang til kilderne, og hans værker var ret populære, hvorfor de desværre har haft en stor indflydelse på vampyrforskningen i eftertiden. Selvom værket er frit tilgængeligt, kan det ikke anbefales, hvis jagten går på det historiske materiale, medmindre man er i gang med at kortlægge konstruktionen af vampyrmyten.

Men nu et par bemærkninger til Fabeldyr og sagnfolks billede af vampyren:

Det interessante er de forskellige elementer i vampyrforestillingen. At vampyren ligger 40 dage i graven, inden den vender tilbage, minder om Jesu fyrre dage i ørkenen – dvs. perioden på 40 er det signifikante i dette tilfælde.

At valakiske vampyrer er rødhårede mænd kan trække på forestillingen om røde jøder:

Not surprisingly Judas was often portrayed in medieval religious art as having red hair. The Grimm brothers report that in medieval Germany, red hair and a red beard were signs of false and duplicitous nature; a ‘red man’ (ein roter) was a man with red hair and a red beard. Verse 1842 of the poem Wigalois reports that it is said of men with red hair and beard that their heart is wicked.

In middle High German , rot (red) had an important secondary meaning: duplicitous, wicked, faithless, cunning. The name given to the languageof beggars and thieves, Rotwelsch, reflects the notion of falseness. According to Friedrich Kluge, the element of welsch in Rotwelsch refers to a Latinic, therefore incomprehensible, language, and rot to falseness, wickedness, faithlessness; the term rotwalsch appears as early as 1250 in the figurative sense of words with a secret or sinister meaning. Therefore, the word Rotwelsch dates from about the same time as the first use of the term Red Jews: this is one possible, even probable, model for its construction. The history of German usage leads us to the conclusion that the ‘Red Jews’ were in physical terms Jews who bore the mark of red hair and red beards. (Andrew Colin Gow: The Red Jews – Antisemitism in an Apocalyptic Age 1200 – 1600. Brill 1995. p.66-67).

– bemærk, at rotwelsch er beslægtet med kaudervælsk, eller det tyske Kauderwelsch via welsch/vælsk.

De tyske navne, blodsuger og slughals (i fri oversættelse), er ikke de eneste, der er knyttet til gengangerforestillinger. Der er også natskærer (Nachtzehrer), og dem skal vi i et senere indlæg vende tilbage til. Det interessante ved dem er, at forskellige gengangerforestillinger, der ikke umiddelbart dukker op i det danske materiale, og i forbindelse med vampyrer er det relevant at spørge, om natskærere og slughalse overhovedet har med vampyrer at gøre, eller om det er gengangerforestillinger, der er blevet omtolket til vampyrforestillinger? Fraværet af dansk materiale i vampyrforestillingen er sigende, og det bliver bekræftet af de følgende nedslag i folkeminderne.

Folkeminder

Foreningen Danmarks folkeminder igennem 25 Aar ved Hans Ellekilde, Det Schønbergske Forlag 1933, p. 155-164

Ulykkelige mennesker

(Skiftinger, varulve, marer)

I hvert enkelt dansk sogn findes der mennesker, der ikke vokser paa normal Vis, men bliver forvoksede eller ogsaa vanskabte fra Fødslen. Disse Mennesker, tror man, er Byttinger, som Troldfolket har forbyttet (sml. S. 91).

Gaardmand N.N. i Staarup havde en Datter, der mentes at være en Bytting. Hun kunde ikke gaa, var mere end fjollet og helt utrivelig. Hun døde, da hun var en Snes Aar gammel. Man mente, at Troldtøjet havde forbyttet hende som nyfødt Barn, fordi hun ikke havde været beskyttet med Staal.

Det er den almindelige gængse sjællandske Tro. I Odden Sogn tænkte man, at Havfolkene (S.77) forbyttede Børnene. Yderst mod Vest i Højby Sogn tænker man sig, at onde Mennesker kan have forbyttet Barnet (sml. S. 153 “Tjørnehætten”).

Ved Tjørnholm var der kommet et Fartøj i Land, og en Kone var gaaet op i et Hus eller Bolssted og havde taget Barnet i Vuggen og lagt en Vanskabning med et Hoved saa stort som en lille Skæppe i Stedet. Da Moderen kom ind fra Malkningen og saa Skiftingen, gik hun fra Forstanden. Maaske er det samme Skifting, Mejeriarbejder Niels Jensen (s.77) fortæller om: “Hos den kloge Mands Eftermand i Tjørnholm (s.145 f.) var der en, som de troede var en Bytting, Hovedet var saa stort.”

Om andre ulykkelige Mennesker mente man, at de var nødte til paa visse Tidspunkter at forvandle sig til Ulve, de saakaldte Varulve. I Højby Sogn er der dog kun een navngiven Mand, der udpeges som Varulv.

Om Per Burre, der kom til Højby Sogn som Soldat, fortælles det, at han var varulv, men det er alligevel ikke troeligt, at han var det, for en Varulv kendes paa, at den har en lodden Dot på Brystet, og det vides Per Burre ikke at have haft.

Varulven kunde blive til Menneske igen, enten ved at han tog og fortærede Blodet af et ufødt Barnehjerte, eller ved at en sagde til ham: “Du er jo en Varulv.”

En Kone sad i Sengekammeret ved Billæggerovnen. Hun saa, at tre Fingre havde skrabet et Hul under Døren, og hun gik hen, tog Øksen og hug de tre Fingre af. Det var en Varulv, der vilde have revet Konen ihjel for at faa hendes Fosters Blod og blvie frelst. I Lumbsaas gik for 100 Aar siden aldrig en frugtsommelig Kvinde ud alene om Aftenen af Frygt for Varulve.

Det almindelige danske Sagn om Manden, der beder sin frugtsommelige Hustru nøjes med at bruge forklædet, hvis der under hans Fravær skulde komme noget til hende, kendes almindeligt i Højby Sogn i gængs dansk Form eller saaledes, at det er en Karl eller Pige, der skal hente Hø sammen. I begge Tilfælde hævder Kvinden bestemt, at Manden er Varulv, da hun ser Trevlerne af sit Forklæde imellem hans Tænder, og han er frelst.

Fra Højby Sogns Overlevering kender vi endnu ikke nogen bestemt navngiven Kvinde udpeget som Mare. Men vi kender Sagn om, hvorledes Marerne snart rider unge Karle, snart Heste. Ligesom Varulven er en Mand, der skabes om til Ulv paa visse Tider, er Maren en Kvinde, der er skabt om til Mare paa visse Tider.

I Sonnerup fortælles, at Maren kommer ind ad et Nøglehul eller Sprække og sætter sig paa Munden af den, hun rider. En Mand, som blev redet af Maren, greb sig op til Munden og fik fat paa hende. “Du er en Mare,” sagde han tre Gange. Saa fløj hun paa ham og pissede saa forskrækkeligt. Hun kunde ikke blive af med sit Vand, før hun havde redet. Vandet skulde Manden have haft i Munden. Rimeligvis er Meningen oprindelig den, at den unge Pige, som var gjort til Mare, blev fri for at være Mare, ved at den mareredne højtidelig tre Gange skyldte hende for det. I al Fald hed det i Ebbeløkke, at det bedste Raad, naar maren kom, var at nævne hende ved Navn, saa var hun fri med det samme.

Den almindelige sjællandske Tro, at sønnen bliver Varulv, Datteren Mare, naar Moderen, for at faa en let Fødsel, kryber gennem en Horseham (Følles Forsterhinde), kendes ogsaa fra Højby Sogn, men det kendes ogsaa imod almindelig folketro, at der er Moderen selv, der bliver Mare. Eller det sker for ikke at faa Børn. Der fortælles ogsaa, at denne Kryben gennem hestehammen ikke sker dulgt, som det ellers er Tilfældet, men offentligt i Nærværelse af andre Piger og karle.

Ved Vedhammers Teglværk (oprettet o. 1850) stillede man en Hesteham op en Søndag, og der kom Karle og Piger sammen, for at Pigerne skulde krybe gennem Hammen. En karl, der var Kæreste med en af Pigerne, holdt hende tilbage og sagde: “Nej, der skal du ikke igennem.” Om de krøb nøgne igennem Hammen, vidste Stine Nielsen ikke, det fortalte Mads Nielsen ikke, “men jeg tjente der kun som Lillepige, saa jeg vilde ikke fritte en gammel Mand som Mads Nielsen ud om den Slags Ting”.

Lars Sørensen i Sonnerup fortæller, at nogle Piger krøb tre Gange gennem Horsehammen. En af dem havde en Kæreste, som ikke vilde have, at hans Kone skulde være mare. Han kom ridende paa en vrinsk hest og vilde fordrive dem. Da havde de allerede været gennem Hammen to Gange. De var næsten lige som Djævle og vilde ikke lade sig fordrive. Den onde havde faaet Magt over dem. Men han smurte paa dem med sin Pisk og jog dem bort. De gik ikke igennem i den godes Navn, de gik igennem i den ondes Navn.

Dette sidste Sagn kendes ret almindeligt paa Sjælland, men mig bekendt endnu ikke udenfor Sjælland og nærmestliggende Øer.

Gengangersagn fra Højby Sogn.

Naar et Menneske er Død, kan det af egen fri Villie gaa igen, hvis det har et Regnskab at gøre op med de efterlevende, hvis det har uret, øvet imod ham eller hende i levende Live, at hævne. Den Slags Gengangere synes, der ikke at have været saa faa af i gamle Dage i Højby Sogn. Den gamle Mejeriarbejder Niels Jensen i Lumbsaas (s.77) siger filosofisk: “Der laa en hævnsk Aand i Folket at gøre ondt imod hinanden. Naar de er blevet fornærmet, kunde de ønske Hævn og sige: Saa skal jeg hævne det, naar jeg er død.”

Ejeren af den vestligste Gaard i Ebbeløkke (Matr. 4) havde før Udskiftningen Tid efter anden tilvendt sig lige saa megen Jord som de tre andre Gaarde i Byen tilsammen. Da der kom unge Mænd i de to af de andre Gaarde, gennemtvang de, at Jorden blev delt ligeligt mellem alle fire Gaarde. Derover blev den gamle saa vred, at han svor at hævne sig paa de andre to, enten i levende Live eller efter sin Død. Efter hans Død møder Niels Mikkelsen noget ved Kirkeleddet (s.97), han i Mørket ikke kunde se, hvad var. Hesten vil ikke gaa frem, men rejser sig på Bagbenene. Han har paa Fornemmelsen, at der bliver kastet eller blæst noget imod ham; men idet Hesten stejler, tager den af for ham, saa han selv gaar fri. Hesten mister Synet paa det ene Øje. Han red hjem, men blev i Stalden om Natten – efter en saadan Oplevelse maatte man ikke komme i Lyset. – I Folketælllingslisten 1787 nævnes den 70aarige Niels Mikkelsen, den 50aarige Mads Olsen, den 38aarige Lars Jørgensen og den 40aarige Niels Olsen som gaardmænd i Ebbeløkke. I 1801 er Niels Mikkelsen død og erstattet af Stedsønnen Daniel Pedersen, Mads Olsens Enke og hendes 29aarige Søn Ole Madsen lever, ligesaa Niels Olsen; Lars Jørgensen er erstattet af 32aarige Perder Mikkelsen (f.o. 1769, d. 12/8 1852, gift med hans Enke). Jeg antager, at Sagnet drejer sig om den gamle Niels Mikkelsen (død 1792), og den unge Peder Mikkelsen; men Laur. Jensen mener, at Sagnet handler om Lars Jørgense (begravet 8/6 1800).

En gammel Mand i Sonnerup, Kristen Hansen, kom ikke godt overens med sin Svigersøn, og han truede derfor med at faa igen efter sin Død. han døde 29/8 1833, 74 Aar gammel. Svigersønnen bandt hans store Tæer sammen og satte Staal i Kisten. Da han blev ført til Kirken, strøede man Hørfrø ved Indkørselen til Hjemmet, for at han ikke skulde kunne komme ind. Men hver Aften lige til Juleaften hørte man ligesom en Kiste hoppe udenfor nedad Vejen, og Naboens Hund var meget urolig. den nærmeste Nabo, P.L., havde paa Vejen derved i nogle Maaneder ved Midnatstid indtil Jul hørt noget tungt, der lød for deres Øren som Bum! Bum! og deres Hund gøede og var meget urolig (Hm. Lars P. larsen i T., f. 26/11 1866, efter sine Bedsteforældre, HS 131 og 304).

Jens Pedersen i T., f. 28/6 1865 fortæller, at det var med sin Kone, den gamle mand ikke kunde komme godt ud af det med, og som han vil besøge efter sin Død. Trods Staal og Hørfrø viser han sig som død i sin egen Stue, de kunde se Spor af det bagefter. Sagntrækket om den hoppende Kiste henlægges her til Tiden lige før hans Død (GN. 1915). Sml. LA. 386: Genfærd i Højby plager Hustru, nedmanes i Engen paa Kristian Pedersens Lod (Matr. 12).

Vi har ogsaa fra Højbys Sagnoverlevering Vidnesbyrd om, at døde Mennesker gaar igen, ikke som i disse Tilfælde af Hævngerrighed overfor de efterlevende, men fordi de er nødt til det. Den døde har i levende Live begaaet en hemmelig Brøde, der skal aabenbares og sones, før han kan ligge med Fred i sin Grav.

I Klint spøgede det efter en Mands Død. De unge fra Byen skiftedes til at være hos Enken om Natten. Omkring Kl. 12 slukkedes Lysene i Huset, og der var ikke til at være for Spøgeriet. Saa hentede de Præsten. Konen maatte bekende, at de havde begravet et Barn under Bordfoden. Barnet blev nu gravet op og begravet rigtigt paa Kirkegaarden. Saa hørte Spøgeriet op (Gm. Peder Nielsen i T., f. i Ny. 1812, d. 24/4 1878, til Marie Larsen i S., f. 31/8 1838, GN 1911).

Det er maaske samme Mand, der fortælles om i HS.306 efter ukendt Meddeler: Bodil, Niels Hansens Kone i Nyled, f.o. 1794, d. 27/4 1868, vaagede hos Lars Husmands Enke efter hans Død. Følgende Ord skal være sagt til Gengangeren: “Stands som du staar og sig mig, hvorfor du gaar, saa skal jeg skaffe dig Fred.” Præsten maatte mane ham, og saa holdt Gengangeriet op. Der siges, at der om hans Grav blev sat fire Pæle omvundet med Staaltraad, for at han ikke skulde komme eller gaa igen.

Om Barnefødsel i Dølgsmaal og Gengangeri som Straf derfor, se LA. 388: Barn begravet i Mose paa Mogens larsens Lod i Holmstrup, og LA 385: Pige Lumbsaas nedmanes i Højby Kirke, beder om hun maa sidde i Bastes Kær (Matr. 7) og tysse paa sit Barn. Sml. ogsaa HS. 50, 100 og GN. 1915, Stk 10, 11; Mejeriarbejder Niels Jensen, f. i So. 14/10 1840, tilføjer: “Der var noget, som ikke skulde være, der færdedes paa et Havreloft i en Gaard. Set var en Pige, som havde født i Dølgsmaal. Saaledes var der Advarsler for grusomme Gerninger, for at de skulde komme for Dagens Lys.”

En Genganger ved Nygaard, der om Natten gik med en gloende Stang og raabte: “Her er Ret, og her er Skel!” skal i levende Live have pløjet over Skellet (LA. 391, sml. 464: Landmaaler paa Torsjordene). Skelflytteren skal egentlig raabe: “Her er ret Skel!”

Det er ikke altid, man nøjagtigt ved, hvilke “grusomme Gerninger” den afdøde har begaaet.

I en Gaard i Nyrup, Meddelerindens Fødegaard (Matr. 1), var der i vestre Længe, i Gavlen ind mod Stuelængen, et Hul, som ikke kunde holdes lukket. De sagde altid, der var noget der i Gaarden. Da de byggede den norde Længe om og grov ned til Grundstenen, saa fandt de Menneskeben (Gk. Line Peder Nielsens i Ny., f. 19/11 1846, d. 11/2 1919. T.Gr. 1913, sml. LA 385).

Paa Møllen i Nygaard spøgede det. Nogle fortæller, at den forrige Møllers Kone havde vejet for knapt, naar de kom med Korn for Gryn og Mel, andre sagde, at der havde været Herberg i Møllen, hvor det ikke altid var gaaet ærligt til.

Kirsten Larsdatter (1784-1874) sover en gang alene i Stuen i Husbondfolkets Fraværelse. Hun oplever bl.a., at det lød, som kom der nogen paa bare Ben igennem Stuen op i Øverstestuen. Hun kunde se gennem den aabne Dør, at Maanen skinnede ind gennem Vinduerne deroppe. En Tid efter hørte hun nogen gaa ud igen, og om Morgenen var Døren op til Øverstestuen lukket, som den havde været det om Aftenen. Datteren Rikke fortalte hende siden, at saadan hørte de det saa tit, men de maatte ikke tale om det (Manna J. 27).

Det var ikke blot hævngerrige Mennesker og Mennesker, der havde en lønlig Brøde paa Samvittigheden, der maatte gaa igen, ogsaa Mennesker, der paa det Tidspunkt, de døde, ikke var fuldstændig færdige med Livet og dets Krav.

Om Gaardejer Mads Kristjansen i Stenstrup (Matr. 6, f. 1766, begr. 21/8 1799) fortaltes, at han en Dag vilde ud at fiske. Man søgte forgæves at holde ham tilbage, han gik og kom aldrig hjem. Næste morgen viste der sig Blodpletter paa Dagligestuebordet. Man vaskede dem af, men de kom igen. man ledte efter ham hele Dagen uden at kunne finde ham. Den følgende nat drømte en Slægtning af ham, at der blev sagt, at han laa paa det bestemte Sted ude ved Stranden. Der fandt man ham næste Dag. Saa forsvandt Blodpletterne. Det hed sig, at Lynet havde dræbt ham, men den almindelige Mening var, at der var noget muggent ved Sagen. Han var noget brutal og kan have haft Fjender, der har slaaet ham ihjel. Derimod var der ingen Tanke om, at han har dræbt sig selv. Fra den tid stammer Spøgeriet i den Gaard. F.Eks. var der et Par runder Huller i Vesterlængens nordre Trægavl, der ikke maatte tilstoppes. Naar Karlene o. 1855 talte om, at man skulde stppe Hullerne til, for at der ikke skulde fyge Sne ind, sagde Husbonden, Søren Larsen (S. 146) tørt: “Der ryger ingen Sne ind der.” Spøgeriet tumlede opppe paa Loftet med Tønder og Redskaber, sagde man, men Meddeleren har aldrig mærket noget. Forkarlen, Niels Hansen, sagde tit: “Kunde jeg bare faa fat i Spøgeriet, skulde jeg,” saa bandte han, “efterse, hvad det er for noget.” En Aften, han kom sulten hjem, gik han ind og satte sig for Bordenden i Dagligstuen og tog nogen Mad. Da var der noget, der tog ham under Armen, løftede ham op og satte ham ned igen, saa at han nær var ved at gaa i Stykker. “Saa du det, Sofie?”, sagde han til Pigen, der laa i Sengen overfor Indgangsdøren. Hun sov og hørte intet, men om Morgenen fortalte Karlen hende det. Siden pralede Karlen ikke. De ovennævnte to Huller i Trægavlen fandtes til 1914, da den daværende Ejer ikke turde tilstoppe dem (Hm. Peder Kristensen, f. 1842 i EL., 1918 til FR. Gribsvad, HS 172).

Paa Kirkegaarden (der siges ikke udtrykkeligt, at det var Højbys) var der blevet en uforløst Kone begravet. En Pige, der om Aftenen gaar over Kirkegaarden, hører det raabe fra Graven: ”Her er lidt et, men ikke (nok) til to.” Næste morgen blev Graven aabnet, og det viste sig, at Konen havde været i Live. Ligtøjet var revet af hende, og hun havde født Barnet i Kisten (Smedeenken Stine Nielsen i Nyrup efter sin Mand, Niels (f. 1839, d. 2/8 1912, HS 204). Meddelerinden har aabenbart misforstaaet Sagnet (Vandresagnet?), man har naturligvis efter Sagnets Mening kun givet den uforløste Kone Børnetøj med til et Barn i Kisten og glemt, at hun dog muligvis kunde faa to.

Man skulde efter almindelig Folketro ogsaa gaa igen, hvis man havde gemt Penge til Side, og deres Gemmested ikke var blevet aabenbaret før ens Død. Denne Forestilling ligger til Grund for Mandens besynderlige Adfærd i følgende Fortælling.

Da en Husmandskone i Sonnerup laa Lig, opdagede Manden, at hun havde gemt nogle Penge, som hun havde solgt Smør for, uden at han vidste noget derom. ”Saa skal da ogsaa Fanden runge i din Mær!” udbrød han, og det gav i det samme et Sæt i Kisten (HS. 131, Hm. L.P. Larsen i T., f. 26/11 1866).

Et smukkere Forhold mellem Ægtefolk vidner følgende lille Fortælling af samme Meddeler om:

Gamle Jeppe i en Gaard i Sonnerup (Matr. 5) laa og kunde ikke dø. Da blev det pludseligt mørkt i Stuen, og saa døde han. Man sagde, at det var hans afdøde Kone, der kom og hentede ham (HS. 132) – Jeppe, f.o. 1770, var Søn af Gm. Rasmus Ibsen, hans Hustru, Inger Christensdatter, var født o. 1773. Dødsaar vides ikke.

L.P. Larsen, T., fortæller ogsaa, at to Venner havde aftalt med hinanden, at de skulde mødes engang, og enten de saa var levende eller døde. Den ene døde saa, og da den anden engang kom ridende paa en Hingst ved Kirkeaas, mødte han der noget mærkeligt, og Haarene blev da svedet af Hingsten (HS. 134). Der skete ellers ikke noget videre, tilføjer Jens Pedersen i T., der fortæller samme Sagn (GN. 1911, sml S. 158).

I nogle Tilfælde ved man, at det spøger paa den eller den bestemte Maade, men Aarsagen til, at der noget saadant Spøgeri, kendes ikke længere.

Lige op til de senere Aar kunde man i en Gaard i Stenstrup om Aftenen høre ganske nøjagtigt, som kom der kørende nogle Vogne i rask fart ind over Brostenene. I samme Gaard kunde alle Dørene lige med et lukke sig op, uden at nogen kunde opdage den mindste Anledning (HE. Andreas Andreasen, S., 1930/5 b: 333). Lignende Sagn knyttet til Annebjerggaard og Jakob Larsens Gaard i Højby, se LA 389-90).

Formentlig Gengangeri kan ikke sjælden faa en naturlig Forklaring, saa det gaar op for vedkommende, der oplevede Spøgeriet, at det ikke havde andet paa sig end hans eller hendes opskræmte Fantasi.

Kirsten Larsdatter (1784-1874) havde tjent et Sted i Gudmindrup, hvor hun havde lovet Konen før hendes Død at blive der som Husholderske, hvis Manden, som han havde lovet, ikke giftede sig igen. Det kunde han ikke blive ved med at holde, og Kirsten sagde op. Da hun kom hjem om Natten efter et Fastelavnsgilde, saa hun den afdøde Kone staa ved Bageovnen, hun skulde forbi. Hun mærkede, at der var nogen, der tog hende i Nakken og løftede hende forbi, og hun blev sat ned henne ved Havedøren. Hun tog mod til sig og saa sig tilbage. Saa var det ikke andet end Maanen, som skinnede paa Bageovnen, den var jo bygget ud i Haven (Manna J.28).

En Mand i Bakkehuset, Højby, led meget af Gigt og Værk. Han havde hørt, at hvis han kunde komme til at sove paa en nyopkastet Grav paa Kirkegaarden, kunde han blive helbredet. Hans voksne Sønner satte Faderen i en Hjulbør og kørte ham op paa Kirkegaarden, men aldrig saa snart var Manden komme til at ligge paa Graven, saa kom der et Spøgelse med et Lagen over sig. Sønnerne fik i en Fart læsset deres Fader paa Børen og kørt ham hjem. Da de havde faaet ham ind i Stuen, blev Hjulbøren trillet frem og tilbage af Spøgelset, og de sagde i Munden paa hverandre: ”Hør, hør, nu er han herude,” og de turde knapt være i Huset. Det var i virkeligheden en bestemt navngiven Mand i Højby o. 1840, der agerede Spøgelse (Peter Rasmussen, f. i H. 1/1 1856, HS 141 f.)

I mange Tilfælde har Spøgeriet den ganske naturlige Forklaring, at tilfældige Dyr har skræmt de Mennesker, som mener at have oplevet Spøgeriet.

Et Par unge Karle gaar en lys Sommernat ude forbi Solaas og hører nær et Gærde ved Skoven noget springe op med et forfærdeligt Skrig. Da de stod oppe paa Gærdet, stod Dyret nede i Gærdegrøften og vilde ikke ud af Stedet, men gav sig til at skrige og skraale. De mente begge, at det var noget særegent, som havde mødt dem. Der skulde i gamle Dage være begravet en Kniplingskræmmer i Solaas, efter at han var blevet myrdet og plyndret (Hm. Niels Eriksen, T. Lyng, f. 19/9 1857, egen Oplevelse sammen med Karlen Niels Mortensen fra Overby Lyng, HS. 145). Hans Madmoder, Skomagerkonen Marie Larsen i E.’s Broder blev skræmt under Jagt paa Solaas efter noget, der lignede et Dyr, først en Hare, saa en Ræv og derefter vistnok en Grævling. Han prøver at skyde, men Bøssen klikker. Da han kom udenfor Skoven, var Bøssen god nok. Da han kom hjem i Lyset, blev han syg og dør kort efter (HS. 144).

Ved Kirkeleddet mellem Ebbeløkke og Lumbsaas skulde der spøge en graa So. Der er ogsaa dem, der mener, at de har set en So med Lænke der (HS. 151). Der fortælles ogsaa om en Pige med Øgenavnet Jomfru Futlaar, at hun skulde gaa igen i SKikkelse af en So, og der var noget om, at hun stod i forbindelse med den graa So ved Kirkeleddet (Hm. Jens Pedersen i T., 1865-1929, GN. 1915).

Da N.N. og hans Kone tog fra Gaarden i Stenstrup, saa Meddeleren en vældig stor Hund, saa stor som en Kalv, staa paa Møddingen. Der var gjort falsk Ed engang i Gaarden (GN. 1911. Stine Hansen, f. 19/5 1831, efter sin Mand, Parcellist Niels Hansen i Underød, (f. 26/10 1823, d. 28/12 1903).

Ligesom den gode Kejser i Æventyret “Kejserens nye Klæder” kan indbilde sig selv, at han ser Tøj, som ikke er der, af Frygt for, at Folk skulde mene, at han ikke skulde due til sit Embede, saaledes lykkedes det en ung Tjenestepige at se en Engel i en Kostald i Højby, fordi hun gerne vil være og regnes for at være en uskyldig Pige.

“Paa en gammel Gaard i Højby”, fortæller en Højskolepige, “skal der hver Aften paa en bestemt Tid gaa en Engel gennem Kostalden. Engelen har gaaet der altid og gaar der endnu, men det er kun uskyldige Mennesker, der kan se den. Deraf kan Husbonden vide, om det er uskyldige eller syndige Mennesker, han har til at tjene sig. En gammel Kone tjente i sin Ungdom i denne Gaard. Den første Aften, hun var der, kunde hun ikke se Engelen, men da hun fik at vide, at det kun var de uskyldige Mennesker, der kunde se Engelen, kunde hun godt næste Aften se Engelen og hver Aften, mens hun tjente i Gaarden (Petra Sørensen 1913).

Bemærkninger

I første del med varulve og marer, er det interessant at se, hvordan de to væsner sidestilles. Mandlige varulve og kvindelige marer.

Der er et væld af sjove spøgelseshistorier her. En ting er, at mange historierne åbenlyst fortælles som små moralske historier om at få bragt tingene i orden inden man kommer af dage. De historier har en så åbenlys morale, at vi må antage, at det ikke er os, der afkoder en skjult intention med historien, men derimod at de åbenlyst fortælles med en moralsk pointe.

Sagnet om den hoppende kiste er interessant, fordi det findes i flere varianter. Kirken ved Stevns klint, som er ved at falde ud over klinten, skal efter sigende en nat hvert år hoppe et hanefjed væk fra afgrunden. Motivet med ting, der gradvist bevæger sig et lille hop tættere på findes flere steder. Historierne med stål i kisten minder om måden, man også holder de underjordiske borte, f.eks. forhindres et forsøg på at forbytte et barn ved at have stål i vuggen. Der er god grund til at antage med hoppende kister og kirker, og stålets virkemiddel, at historier om det overnaturlige trækker på et bestemt katalog af motiver, og at disse motiver ikke er afgrænset til en kategori, men at nogle bevæger sig mellem de underjordiske, gengangere og lignende. Datidens informanters kategorier er ikke nutidens kategorier.

Historierne med de sammensurrede tæer optræder også i tyske gengangerforestillinger (som et kommende indlæg vil vise), ligeså ideen om, hvorledes man maner et spøgelse, og at første forsøg ofte slår fejl.

To af spøgerierne er interessante, idet i den ene historie bliver en karl løftet fra sin bænk, og i den anden bliver en pige løftet hen til havelågen. Det er mærkeligt. Hvorfor bliver personerne løftet af spøgeriet?

Forfatterens tendens til at forklare spøgelseshistorierne som værende baseret i bøndernes åbenbart lettere naive verdensbillede er forstyrrende, da den ikke forklarer indholdet af historier, jf. historien om pigen, der bliver løftet, og særligt i forbindelse med spøgelsesdyrerne, hvor forfatteren ignorerer den bagvedliggende spøgelsesforestilling, nemlig at spøgelser kan komme i skikkelse af (formskiftende) dyr, og at mødet med spøgelser kan dødsmærke folk. Spøgelser i dyreform hænger godt sammen med forestillingen om kirkevaren, som er forskellige dyr (lam, hest, so m.fl.), der ses omkring kirker, og som varsler ilde, hvis det ikke ligefrem er ilde at møde dem.

Men ingen vampyrer, hvilket betyder, at hvis der har været vampyrforestillinger eller andre forestillinger om gengangere, så er de ikke nogen, der genfortælles længere.

Folkeminder: En gengangerberetning

Folkeminder 4. hefte, 1958 – Red. H. P. Hansen og L. Bødker, p.188-189

Beretningen om en genganger

Undertegnede landsretssagfører P.B. Kiær, Herning, er født på proprietærgården Edelsminde i Tved sogn ved Svendborg.

Gårdens bygninger bestod af stuehuset, der havde høj kælder, der anvendtes til mejeri m.m., og en stentrappe på godt en halv snes trin førte op til stueetagen, som indeholdt beboelseslejligheden. På stuehusets vestre side var en tilbygning til smedie og på den østre side var en tilbygning til bryggers m.v.. mod syd lå gårdspladsen, der var flankeret mod vest af en 70 alen lang lade og mod øst lå staldlængen. Der var indkørsler såvel mod vest som mod øst mellem udbygningerne og stuehuset. Derhos var der i abggården mod øst svine-, hønsehus m.v., og der var i baggårdsbygningen en åben slippe ud til haven, der laa [sic] nord og øst for stuehuset.

Jeg kan vel have været 7-8 år, da jeg sammen med min bedstemoder, min et år ældre broder og min søster en augustaften kom fra aleen gennem lågerne til gårdspladsen, hvor jeg og de andre så en lille hvidklædt dreng komme fra baggården og gå op ad trappen på stuehuset. Vi råbte op med det samme med det resultat, at drengen løb ned ad trappen og ud til baggården. Min ældste broder løb efter drengen, medens vi skyndte os op til moder og bestormede hende med spørgsmål, om hvem drengen var. Min moder svarede chokeret, at der ikke havde været nogen dreng, og hun så sigende på bedstemoder, der også forekom os underlig. I mellemtiden var min broder kommet tilbage og sagde forpustet, at han havde forfulgt drengen, men han var forsvundet ved jordbæræbletræet. Der var en dyster stemning, og vi børn snakkede længe om den hvide dreng.

Mange år efter fortalte fader os, at en tidligere ejer af gården, der havde anlagt den dejlige æblegård, der hørte til gården, havde fået et specielt æbletræ, jordbæræbletræet, og da det et år bar et æble, forbød han sin lille søn at tage det æble, da han selv ville smage det. Drengen gjorde naturligvis faderen imod, og man siger, at faderen slog drengen så voldsomt, at han døde senere.

Det er mange år siden, men endnu kan jeg se den lille hvide skikkelse med det kønne ansigt for mig, således som jeg så det den aftenskumring. Vi havde været en spadseretur til en nabo og kom, som skik var dengang, hjem, inden det blev mørkt.

Det kan ikke undre, at vi i vor familie hyppigt drøfter den mærkelige begivenhed.

P.P. Kiær, 24. 9. 1957.

Bemærkninger

En kedelig spøgelseshistorie, men det er den eneste i heftet, og det tætteste vi kommer på gengangerforestillinger, vampyrer og spøgelser. Det nok mest interessante ved historien er dens syndefaldslignende motiv (det forbudte æble) eller Blåskægslignende motiv (du må ikke åbne døren til …), og hvordan det er roden til historien, for det er egentlig en mærkelig historie med en far, der myrder sin søn fordi denne tager et æble. Til gengæld ingen vampyrer og alene et eksempel på, hvorledes spøgelseshistorier i midten af det 20. århundrede så ud.

Nord for Horsens fjord

Danmarks folkeminder nr. 55: Nord for Horsens fjord – Folkemindeoptegnelser fra Vor Herred ved A.I. Gejlager. KBH 1946, p.148-150:

Det var ikke blot de levende – Røvere og andet Skarnsfolk -, man skulde tage sig i Agt for. Ved Nattetid kunde man møde saa meget, som ikke hørte den naturlige Verden til, og som det var sikrest at gaa længst muligt udenom.

Paa Nebel Kirkegaard gik der et Kirkelam, og ved Lysmose i Haldrup gik et Liglam. Det er ikke mere end fyrretyve Aar siden, at en Mand i Haldrup paastod, at han havde set det mange Gange, naar han ved Aftenstid gik forbi Stedet. Det lignede en hvid Kat, men det var ingen Kat. I Tuesdal ved Vær gik en hovedløs So; i “Fisselpues” paa Bakken mellem Stensball og Haldrup gik to hvide Hunde i Lænke. En Broder til Henrik Rasmussen i Blirup saa dem en Aften; han blev syg og døde kort efter. – Per Møllers Storebroder Svend i Blirup Mølle mødte engang en Ligskare, da han kom kørende, og kunde næsten ikke slippe forbi. En anden Mand fra Blirup havde været i Haldrup efter Jordemoder. Ved Rødbækgaard saa det ud, som om en Mand sprang op i Vognen. Det var et ondt Varsel; for det nyfødte Barn døde. Erik Jørgensen (Jerrik i Blirup), der var Graver ved Vær Kirke først i dette Aarhundrede, kendte et andet Varsel om Døden. – Naar Spader og Skovle i Materialerummet begynder at ringle, vil der Sneden den [ed] snart der spørges Lig, sagde han.

Mellem Fernsten og Gersdorfslund har der i gammel Tid ligget et Par Byer Limmestrup og Højby. – Vi kunde endnu i min Barndom se den gamle Gade gennem Byerne, Lergulvene, hvor Husene havde ligget, og Møddinghullerne, siger Niels Peder Pedersen. Der spøgte det naturligvis og brændte Lys; men jeg har nu aldrig set noget. –

Fhv. Grdjr. Hans Christian Hansen, Haldrup, der er født i Hylke Sogn o. 1870, husker fra sin Drengetid en ældre Karl, en Gaardmandssøn, som havde set mange mærkelige Ting, Varsler og den Slags. Engang da han sammen med sin Far var ude at køre ved Aftenstid, stod Hestene pludselig stille og var ikke til at drive frem. Saa sprang Sønnen af Vognen, tog sit Fyrtøj frem, – for han havde endnu Fyrtøj, – og slog Ild for Hestene. Det kunde Fanden ikke staa for; – for det var naturligvis ham, der var paa Spil, – og saa gik Hestene videre; der var ikke noget i Vejen.

Over for Genfærd var der ikke andet at gøre end at mane dem ned; men naturligvis var det ikke Hvermands Sag at give sig af med den slags. Man skulde vistnok have gaaet i den sorte Skole og være i Besiddelse af særlige Evner for at kunne faa Held med sig. Degnen Niels Krarup i Søvind var som tidligere nævnt en hel Karl i den Retning, og hvis en præst fra ældre Tid ellers var sit Embede voksen, skulde han vel ogsaa kunne magte de døde og tvinge dem til at holde sig i Ro i Graven.

Amtsprovst Schmidt i Vær gav sig ogsaa af med Kunsten; men engang var det nær glippet for ham, og det var Avlskarlen Jens Rasmussens Skyld. En Aften, da han stod i Gaardsporten, hørte han to bruge vældig Mund nede i Forten [Indkørselsvejen]. Lidt efter kom de forbi, og Jens genkendte den ene som Amtsprovsten og talte til ham. Amtsprovsten svarede ikke. Men næste Dag sagde han: “Du maa aldrig tale til mig, hvis du ser mig under saadanne Forhold; for saa har jeg ingen Magt over Genfærdet, og jeg havde nær ikke faaet Bugt med det her.”

Bemærkninger

Stadig ingen vampyrer, men igen en sammenkobling mellem kirkevarer og spøgelser, at der huserer dyr, hvor spøgerier ville finde sted, og vi kommer også ind på en anden forestilling, som kan findes flere steder, nemlig at præster og lignende lærde kan mere end deres fadervor og mestrer en slags trolddom, muligvis via sjette og syvende mosebog, som betragtedes som hemmeligholdte, okkulte værker, der i lighed med trolddomsbogen Cyprianus rummede farlig lærdom og magi (om 6. mosebog og 7. mosebog, se også dette indlæg).

Landsdommer Bircherod

Landsdommer Bircherod: Folketro og festskik – Særlig fra Fyn (1734). Udgivet af Inger M. Boberg. KBH – Det Schønbergske Forlag 1936, p.51-52:

Meget siiges om Maren, som rider folk, og mange vil siige, at dersom mennisked, som dend har reden paa, kand bag effter siige til Maren førend dend gaaer bort: kom igien i morgen, og laan 3 laan af mig foruden trug, saald og kniv! derefter kommer hun om morgenen og viiser hvem hun var, og da skal mennisket siige 3. gange; du er een mare, hvortil dend anden svarer, er Jeg det, da gid jeg aldrig blive det meere, og bliver saa borte.

Meget fortælles om varulv, som siiges at rive frugtsommelige qvinder ihjel.

Barbererne for deris Jnteresses skyld vil, at folk skal troe, at dend kniv, som bruges til døde, duer til intet meere.

Naar een frugtsommelig kone døer førend at hun giør barsel, saa legges vand, naal, traae, fingerbølle, sax, list, svøb og aldt det som bruges til eet nyefød barn i kisten med, for at hun ikke skal gaae igien dereffter, og meget siiges i Odense om een død kone, der saaledes af mangel paa een blee laante eet tørreklæde af een pige.

Der er vel og een Superstition i det at mangen en præste lader sine predichener legge under sit hovet i kiisten: dend store Catholske biskop Lago Urne loed een penge legge under sit hoved i kisten, dend Jeg eyer, men haver laant til Kiøbenhavn.

Det er en Superstition, som siiges i Odense, om dend kloke, sin for mange 100 aars siden skal miraculeusement faren ud af dend gamle Albani kirke, og falden i aaen, paa det stæd, so kaldes endnu Klokedybet, og at der siden effter blev derved aldtiid hørt een lyd paa vers, hvorved kloken klagede over mesterens falskhed, og det gemeene folk endnu veed meget at siige om.

Det er en Superstition det som siiges i S. Knuds sogn i Odense, at der paa kirkegaarden skal gaae om natten een hælhest, nemlig een hest paa 3 been, som eet spøgelse. Dette passerer for een troens article; og i eet andet sogn skal gaae et faar eller eet lam.

Dersom nogen vil tælle kaalormene som sankes af kaalen, saa bliver de aldtiid dobbelt.

Naar et liig bæres ud af ud af huuset, saa skal der kastes vand effter det ud af dørren, for at det ikke skal gaae igien, saaledes skeede effter een borgmester i Odense.

Alt det, som siiges om at gaae igien, er og Superstition.

[…]

p.53:

[…]

Det er og Superstition, at døde folk skal legge deris hænder sammen i kiisten, som de læszde.

[…]

Naar døde folkes negle bliver klippet, saa skal saxen i kiisten med, for at dend døde ikke skal gaae igien.

[…]

Naar een seer eet liig, og dend tiid laver til barsel, saa bliver barnet aldtiid blegt som eet liig.

[…]

Bemærkninger

Bemærk, at passagerne fra side 53 er taget ud fra en lang liste om forskellige forestillinger, nærmest mundheld eller dagligdags forestillinger, og jeg har udvalgt dem, der siger noget om døde. Læseren skal derfor være opmærksom på, at de nævnte sætninger optræder i en stor samling, og de er derfor ikke ordnede efter, om de har med døde eller ej.

De foregående afsnit fra side 51-52 er citeret i deres helhed frem til første angivelse af […]. Her ser vi, at marer, varulve og kirkevarer optræder let side om side, men der er ingen vampyrer – og at beskrivelserne af udøde handler meget om, at de lever videre i deres kister, og bekymringen er mest af alt, at de ikke ligger stille i deres grave, men generer de levende. Varulve overfalder kvinder, og marer generer mænd. Det billede matcher det billede, som også er i Danmarks folkeminder og akkumuleres igen i Fabeldyr og sagnfolk. Holder vi os alene til materiale fra samlinger af danske folkeminder og folketro, findes vampyren ikke i dansk folketro. På den baggrund vil jeg fastholde, at kendskabet til vampyren først kommer til Danmark i nyere tid, og muligvis først rigtigt efter anden verdenskrig med hollywoods mange Dracula-film. Omkring 1970’erne skelnes mellem vampyren og Dracula-skikkelsen.

Herfra kan vi nu bevæge os i retning af de vampyrforestillinger, som dukker op i Vesteuropa i løbet af 16-1700-tallet, og siden se på ældre europæiske gengangerforestillinger; Vampyren før de litterære fremstillinger opstår, og udøde i europæisk og nordisk middelalder.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Fimbulfrost, Folketro, historie, horror, Rollespil, Rollespilshistorie, Vampyr. Bogmærk permalinket.

Et svar til [Fimbulfrost] Ekskurs – vampyrer og genfærd i dansk folketro

  1. Pingback: [E&E] Danske folkeminder om rollespil | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s