Addendum: Vampyrer og Satan-døtre

Dagens indlæg handler om bogen Fanden er løs i forbindelse med mit tidligere indlæg om vampyrens opdukken i Danmark i midten af det tyvende århundrede, og indlæg om hvorledes vampyren ikke er til at finde i dansk folklore fra 19. tallet eller første halvdel af 20. århundrede.

Böye, Niels: Fanden er løs – heksejagt i velfærdsstaten. Kbh 1974

Denne bog er fascinerende. Dels demonstrerer den, at titlen journalist ikke er garant for at kunne skrive en velstruktureret tekst med klare referencer, dels giver den et billede af 1970’ernes forestillinger om samtidens hekse og satanister, og dels giver den et lille vindue ind i periodens vampyrforestillinger. Hvad angår sidstnævnte aspekt har jeg i min Fimbulfrost-ekskus om vampyrer og gengangere argumenteret for, at vampyren er relativt ny i dansk folketro, og at den først rigtig slår igennem i 1970’erne. Det understøttes fint i denne bog.

Hvad pokker er det?

Jeg har tidligere diskuteret Frede Melhedegårds bog, Tut-Ankh-Amon er vågnet, som i sin tid besnærede en journalist fra Aktuelt. Den bog er fra 1971, og er en del af lang serie af små mærkelige bøger (som oftest udgivet på Bogans forlag) med pseudo-historiske elementer. Det synes at begynde med Palle Laurings Håb og horn for at kulminere i Erling Haagensens fantasifulde spekulationer om rundkirkerne på Bornholm. Dagens bog er som sådan i samme kategori.

Denne gang er det tv- og radiojounalisten Niels Böye, der har en passion for et tilsyneladende nyt fænomen – nemlig hekse- og satankirker. Bogen handler om fænomenet herhjemme, andre steder i Europa og i Amerika, og det er et syndigt kaos af oplysninger, påstande og meningsløse udsagn, der blander sig med hans egne efterforskninger, som inkluderer mere eller mindre officielle visitter hos satan- og heksedyrkere. Flere steder citerer Niels Böye tekster, men der er ikke en eneste kildeangivelse eller nogen litteraturliste, hvorfor det ikke er lige til at identificere hans kilder, end sige se i hvilken kontekst de citeres og så videre, omend der er flere henvisninger til, at der er tale om avisartikler. Nogle af disse synes citeret på en sådan måde, at hvad, der i begyndelsen af bogen er en dramatisk historie fra en avis, bliver senere til et faktum (samme modus er kendes fra f.eks. Hellig blod, hellig gral, som er flittig med denne manøvre). Fraværet af kildereferencer genkender vi fra Bjørn Porups bog, Rollespil+2 – introduktion til magi, som jeg diskuterede her, og som Kristoffer siden viste brugte tekster lystigt hentet fra nettet uden ringeste kildehenvisning.

(NB. jeg sidestiller bevidst hekse- og satandyrkelse i forbindelse med denne bog, da bogen gør det. Det er tydeligt forfatterens intention at give et fair billede af fænomenet, og sidestillingen eller sammenblandingen satanisme og hekseri synes mest af alt, at indikere, at der i virkeligheden ikke er udviklet en klar konsensus dels blandt de danske praktiserende, og dels blandt dem, der beskriver fænomenet udefra i de lande, hvor wicca-bevægelsen (England f.eks.), eller Satan-kirken har eksisteret længe. Almindeligvis sammenstilles hekseri og satanisme af deres kristne kritikere (og de synes også at indgå i Böyes kilder), for hvem fænomener er et og samme, hvilket ledte mig til at betegne kritikernes billede som hekse-satanisme i dette indlæg).

“Når unge, danske landbodøtre i knallert og EDB-året 1974 …”

(p.35)

Det er i dag ingen hemmelighed, at Danmark er et internationalt accepteret test (prøve)-område for verdens store industrikoncerner.

Vi balancerer mellem kapitalisme og socialisme. Endvidere har vi ungdomsoprør, pengespekulation – og forbrugere i alle tænkelige afskygninger og til alle tænkelige varer.

Dette gælder også forbrugere til åndelige meninger og et “færdigstrikket” livsindhold.

Flertallet af den danske befolkning af i dag har reelt forkastet den oprindelige form for folkekirkelig gudstro – selv om man fortsat står “indskrevet”. (p.17)

I Niels Böyes bog blandes alt sammen. Vi hører om hekse, satanisme og diverse folketrosforestillinger, og det hele blandes sammen med en skønsom blanding af middelalderligt og antikt materiale, der altsammen præsenteres som fakta uden en eneste kildehenvisning. Det er en besværlig tekst at arbejde med:

“Den [bogen] er slet og ret et stykke journalistisk håndværk. Alt i den er facts, og de er dokumenterede.” (p.8) – men det er ikke dokumentation, som forfatteren vil dele med sine læsere.

Bogen rummer en del samtidskritik, der går på, at folk finder livet indholdsløst, og at folkekirken ikke længere kan skabe det indhold, folk søger, hvorfor mange ser sig om efter andre trosretninger.

Inden afsnittet med vampyrer tager vi et blik mere på indholdet af bogen.

Desperate Housewives

Hvor kommer vor tids Satan-døtre [feministisk satankirke forfatteren har efterforsket siden 1965] så fra, og hvem er de?

Her tør jeg godt generalisere. Hjemmegående sove- og villaby-fruer i det man kalder “den bedste alder”.

De fleste af dem er skuffede, velbevarede, forsørgede – og uden synderligt store materielle problemer.

Den potentielle danske “satan-datter” er i alderen 35-50. Hun er begavet, har ofte en uddannelse, som børnefødsler og hjemmegående status har sat en stopper for videre udfoldelse af. Hun har oparbejdet et enormt behov for at være noget, for at finde en livsmening.

Hun har derfor ikke bare tid, men også lyst til – et livsindhold. Derfor er hun let at overtale til åndelig udvikling – af den slags, som man f.eks. får tilbudt fra såkaldte “Yoga-institutter”, “psykiske helsecentre” og lokale “studiegrupper”, der beskæftiger sig med parapsykologi, telekinese, reinkarnation og åndsudvikling.

Sådanne centre findes overalt i Danmark i dag.

Kalder de sig ikke “centre”, har man betegnelser som: “studiekredse”, “interessegrupper” og “institutter” at ty til.

Mange af disse “institutter” er direkte forskoler og rekrutteringscentraler for “Satans døtre” eller andre kulter. (p.58)

Konturerne af 80’ernes satanpanik er allerede på plads i begyndelsen af 1970’erne (læs mere her om 80’er-forskrækkelsen). Formen er der: Satanisme og hekseri er det samme, og new age-fænomener er skalkeskjul for Djævelen. Den væsentlige forskel ligger i, at “ofrene” her er utilfredse husmødre – men utilfredshed med livet også et tilbagevendende motiv i bogen – og ikke vores stakkels teenagere.

Af ovenstående er det ikke til at sige, om informationerne kommer fra kristne kritikere – hvilket bestemt er muligt – eller en eventuel “Satan-datter”, der har fortalt journalisten, hvad han gerne ville høre. Evidens får vi i alle fald ikke.

Genopdagelsen af folketroen

Et andet element i bogen er, at han inddrager diverse kloge mænd og kvinder og deres behandlinger – og en skandalesag, der kostede et barn livet, da man gik til heleren i stedet for til lægen. Da bogen er uklar på, om den beskæftiger sig med hekse, satanister, såkaldte urreligioner, den store moder-religion etc. etc. kan alt inddrages, og det står alt sammen på mystisk vis i opposition til kristendommen.

Da alt inddrages og på rodet vis konstrueres, som værende ældgamle relikter af urreligioner, der alle har en universal rod, og som er et stakkels offer for kristendommen, kan diverse magiske dagligdagshandlinger inddrages, som at besøge kloge folk eller springe over bål, og da de på forhånd er defineret som værende ukristelige, er disse automatisk renset for alle kristne elementer, og i stedet indskrives de i værkets forestilling om “urreligiøsitet”. På den måde genopdages kloge folk og indskrives i et system af nyreligiøse bevægelser i lighed med at folkelige forestillinger blev genopdaget af folklorister i 1800-tallet. – En proces, der synes at have gentaget sig omkring årtusindeskiftet, da åndede magter og spøgelser pludseligt var meget populære igen. Men for en periode, hvor man har forestillet sig en stadigt større afmystificering og sekularisering af samfundet, kan det komme som en overraskelse, at der for mange mennesker i dagligdagen er mange små magiske handlinger, som ikke begrundes meget dybere, end det er måden, vi plejer at gøre ting på.

Bogen er et værdifuldt blik ind i periodens forestillinger om det okkulte, og derfor interessant og til tider sær læsning.

Om vampyrer skriver han

“Hvad ville en inkvisitionspræst on have sagt til en far, der gav sine børn “Dracula-is” og et par seriehæfter med andre vampyrer, dæmoner og spøgelser til at “hygge” sig med hjemme, mens han og mor gik i biografen for at se ” Rosemarys baby” eller en “Frankenstein”-film?” (p.32)

og

“[…] – eller læse de moderne seriehæfter, hvor vampyrer suger blod, og opløste lig jager rundt på kirkegårde – […]” (p.57)

og

“Fra de stedse mere almindelige vampyr-film, Dracula-hæfter etc. “ved” vi alle, at blod-drikning og den slags er slet og ret fantasi. Dracula er jo kun en tegneseriefigur og et filmisk foster af hangen til hys. – Eller er han?

I utallige kulter indgår bloddrikning som en “god og hellig handling”. – Det gælder også i den danske folkekirke, hvor man under nadveren drikker vin, som forvandles til Jesu blod.

Kristne sekter, som Jehovas Vidner, tager imidlertid afstand fra f.eks. blodtransfusioner, der betragtes som “djævelske”.

Man kan – som jeg også har gjort det – le og gyse over en film som Polanskys klassiker “Vampyrernes nat”.

Lidt uhyggeligere bliver det imidlertid, hvis man får lejlighed til at se rumænske politirapporter fra vore dage. Gang på gang findes ligene af unge kvinde – bogstavelig talt tappede for blod.

Den slags “blodtomme” lig har man fundet siden 1600-tallet, da en transylvansk grevinde – efter sigende meget smuk, blev dømt til døden for at have suget blod af unge kvinder.

Grevinde Elisabeth Barthory blev dømt til døden for sine forbrydelse den 7. januar 1611. Da hun var adelig, kunne retten ikke dømme hende til en almindelig heksebrænding på bål, så i stedet blev hun indemuret levende på sit slot, Csejthe.

Ifølge en samtidsberetning fra egnen – skrevet af jesuiterpræsten, Laszlo Turocy, begyndte grevinden i 30-års alderen at blive bange for et forfald, der ville stjæle hendes skønhed. Hun tyede derfor til et “på egnen velkendt magisk middel”.

Ordret gengivet – om end oversat til ny-dansk – skriver fader Turocy: “Grevinde Elisabeth besluttede sig til at bade såvel sit ansigt som hele sin krop i menneskeblod for på denne måde at genvinde sin skønhed og ungdom.

Grevinden og hendes tre medhjælpere lokkede unge kvinder – udelukkende jomfruer – til hemmelige mødepladser, hvor de dræbte dem.”

[…]

Måske, men mere nærliggende er det at tro, at hun – som man endnu kan høre folk i Brana, en lille by i den sydligste og mest bjergrige del af Rumænien, berette om med virkelig skræk – har hørt om Greve Vlad den Femtende af Valakiet.

Greven, der herskede fra 1456 til 1462 er efter sigende aldrig død. Allerede mens han regerede sit lille fyrstedømme fra slottet Hunedoara (hvis ruiner står med ydermure og indre vægge så nogenlunde intakte den dag i dag), erhvervede han sig tilnavnet “Dracula”.

Dracula betyder slet og ret “Djævelen”. Greven fik sit tilnavn, fordi han satte sine undersåtter til at fange alle rejsende udlændinge. UNge mænd og jomfruer blev sorteret fra, greven beværtede dem fyrsteligt, bedøvede dem “med urters udtræk”, drak deres blod – og lod de “tomme kroppe” sætte på stager i sin slotshave.

For bønderne i Valakiet, og for byfolkene i Brana, er Dracula hverken en film- eller tegneseriemyte. – Man tror, at han endnu fra sin kiste et sted i en skjult kælderhvælving under slottet, står op hver fuldmånenat for at søge et jomfruoffer.

Naturligvis kan man betragte det som det faktum, at Dracula vitterligt er en historisk person, som kulturhistorisk interessant.” (p.67-70)

Mængden af ufunderede påstande i afsnittet har sin egen charme, men lad os se på Dracula og vampyrerne i stedet. Det er interessant, at Dracula udelukkende associeres med film og tegneserier, og romanen slet ikke nævnes. Det er som om, den slet ikke er kendt af forfatteren, eller at romanfiguren ikke spiller nogen rolle, og det kan skyldes, bogens sene, danske udgivelse. Den udkom først i 1963 på dansk, og den har kun været på markedet i 11 år. Ligeledes er det interessant, at “Dracula” og “vampyrer” optræder side om side. Vægtningen af Dracula som en særegen figur viser, at han på dette tidspunkt stadig er i en kategori for sig, han er en vampyr med en identitet, fremfor vampyren som et blodsugende monster.

Kendskabet til vampyrer i Danmark udbredes gennem film og til dels gennem tegneserier (Dracula-tegneserien begyndte i Danmark i 1972), og der er ingen dansk folklore at trække på.

 

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Fimbulfrost, Folketro, historie, Rollespil, Vampyr. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s