[Delta Green] Det bliver værre – anden del

Missionen fortsætter, hvor vi slap sidste gang. Peter var fraværende, og han havde mailet detaljerede instrukser til Thomas, som tog sig af agent Snyde – blandt andet informationer for, hvorledes agent Snydes relationsscene skulle spilles, skulle det blive nødvendigt med en scene. Vi havde nemlig planlagt, at hvis Peter fik brug for et forfaldspoint, kunne han spontant indsætte en relationsscene, hvor han erhverver sit tredje menneskelighedspoint.

Ooooog action!

Celle T er på flugt fra Rovdyret fra Tindalos. De stak af fra monstret, som hærder deres motelværelse med en stjålen bil, da de pludselig opdager, at under lyden af is, der langsomt gnider mod is, er lyden af iskrystaller, der manifesterer sig hen over bilens bagerste ruder i et mønster, der matcher det mønster, som de har observeret tidligere. Bag de isdækkede vinduer ses mørke skyer røre sig i dybet.

Agenterne standser bilen, flygter ud gennem forruden, og de render deres vej fra køretøjet, som de ikke vil have med at gøre. Derefter ringer de til agent Sherlock for at orientere celle S.

Ooooog mere action!

Da agent Sherlock begynder at snakke med agent Trevor, hører nu de samme sælsomme lyde af is, der breder sig, og hun opdager, at den mystiske is fra bilen, begynder at brede sig på displayed på hendes telefon.

Agenterne standser infektionen ved hjælp af elder signs, som de sidste gang, og netop sidst vi så dem, eksperimenterede med og tegnede på deres håndflader. Men for sent. Den mystiske is begynder at brede sig på motelværelsets vindue, og bag isfladen prøver en af Tindolasjægerne at trænge igennem. Agenterne genkender truslen og flygter ud gennem bagvinduet på motelværelset. De flygter efterfølgende i bil.

Fraværet af en telefon

Vi spiller med implicitte mobiltelefoner i vores spil. Det antages, at agenterne konstant kan få fat i hinanden og udveksle informationer, hvorfor det pludselig kunne mærkes, at agent Sherlock ikke havde en mobil, da hun hele tiden skulle tale via andre medagenter. Mobiltelefoner er ofte farlige i kampagnen (i S01E05 var de et problem, og i denne episode sender de et signal, der minder os de mystiske signaler i S02E02).

Forlæggerne

Celle S sætter sig for at vende tilbage til forlaget for at udforske den mystiske dør, de så på forlæggerens kontor, og de overvejer en gang for alle at standse problemet ved at eliminere udgiveren, da der synes at være en sælsom sammenhæng mellem forlagene i de tre stater, hvor agenterne er aktive.

Telefonen ringer

Den lokale politichef ringer til agent Snyde, da agenterne havde fat i ham sidste gang. Chefen fortæller, at Osmond Jones er forsvundet fra sin celle på uforklarlig vis. Der ligger store klumper af is tilbage i cellen.

Agenterne sidder forundrede tilbage. Hvad pokker er der sket?

Forlaget invaderes

Celle S bruger diverse former for list for at snakke sig ind i bygningen, hvor forlaget har sine kontorer. Vi ruller terninger her og der, typisk conflict-resolution stil, hvor et enkelt rul fører agenterne langt. De har brændt en del ressourcer i form af flipflops, lykketræfs og så videre.

Døren til forlaget sparkes ind, og agenterne lader alarmer være alarmer. En skinger hyletone brager gennem stedet, og en tågekanon pakker stedet ind i en tæt, tæt tåge, der gør det svært at orientere sig. Agent Shy sætter sig til at standse tågekanonen, mens agent Sherlock trænger ind i kontoret til forlæggeren, mens agent Snyde hører en sær lyd næsten slugt af alarmens hyletone. Noget er slået i stykker, knust, og han opsøger kilden til lyden. Han bevæger sig ned af korridoren, da han pludselig står ansigt til med Osmond Jones bevæbnet med en økse, og smurt ind i en underlig, levende blå slim, som æder sig ind i hans klæder og hud. Osmond Jones svinger øksen mod agent Snyde, som overlever udfaldene, og han åbner ild, og han modtager støtte fra sine agentkolleger. Osmond Jones kollapser, død.

Mens agent Sherlock er gået forgæves i forlæggerens kontor, og agent Shy har standset tågekanonen, bemærker agent Snyde, at noget er kommet ud af mørket i den korridor, hvor liget af Osmond Jones ligger. Et mærkeligt monster, mørkt, gennemsyret af ondskab og smurt ind i det mærkelige blå slim sætter sine klør i liget og trækker det bort. Monstret har konturerne af et slankt, behændigt rovdyr formet af sorte, plastiske tuber, der samlet til et levende væsen.

Agenterne konstaterer at retræte er den mest fornuftige løsning. De trækker sig ud fra kontoret, da de sår over for bygningens vagter, som kommer løbende op af trapperne. Agenterne løber højere op i bygningen, mens de holder vagterne tilbage med varselsskud.

På en anden etage trænger agenterne gennem et kontorlandskab, da det kommer til ildkamp med vagterne. Vore agenter bliver sårede. Sherlock bliver truffet hårdt, og nu er både hun og agent Snyde sårede.

Imens ser agent Snyde, at monstret fra tidligere dukker frem af skyggerne bag de to vagter. Den rejser sig over de intetanende mænd, og mens agenterne hører de tos rædselsskrig, flygter celle S af stedets bagtrappe. De stikker af i deres bil, og så skal der laves en ny plan.

Sårene fra tidligere

I lighed med sidste mission kom det frem, at agenterne har store væskende sår, som aldrig heler. Det skaber en enorm fed stemning, at vi har disse nu fysisk mærkede agenter, hvis sår balancerer mellem det naturlige og unaturlige, da vidner umiddelbart ser et åbent sår, mens agenterne ved, at sårene på unaturlig vis aldrig heler.

Celle T opsøger krimi-forfatteren

Herfra går det ned af bakke. Ting går virkeligt galt, og en agent bryder en uskreven regel.

Agenterne er taget ud i et socialt udfordret boligkompleks. De har vanskeligt ved komme forbi en gruppe rodløse unge mænd. Imens de står der, bliver der pludselig råbt oppe fra boligkomplekset. Det er ga(m)le Tom, som opfordrer de unge mænd til ikke at lade agenterne komme ind i komplekset.

Agenterne kommer dog ind, men de ændrer deres planer og opsøger Gamle Toms lejlighed. Agent Tarek banker på døren, modvilligt indvilliger Tom i at snakke med dem, og han åbner døren på klem for at tale dæmpet med Tarek, men da agenten træder tæt på døren, rummer manden “Døøøøøø” og jager en kniv i maven på agent Tarek. Hans kevlarvest forskyder knivsbladet, og agenten overlever. Gamle Tom smækker døren i, og agenterne opgiver at få mening ud af den gamle mand.

I stedet går turen til forfatteren Frank Holmway, der bor i en hyggelig lille lejlighed med sin kone.

Agenterne får snakket sig ind i lejligheden, hvor de prøver at finde kilden til forfatterens historier. De kigger på hans noter, mens de snakker med ham. Hans kruseduller rummer nogle af de samme mønstre, som vi har set flere steder tidligere.

Forfatterens beretning: Han beskæftiger sig ikke med horror eller det fantastiske, men i stedet er han på forkant med teknologien ligesom f.eks. Michael Chrichton (hans idol?) og bruger det i sit forfatterskab. Han beskriver, hvorledes han ser mordene bevæge sig som ringe i vandet på på sociale medier som facebook, hvilket afspejler jungianske dybdepsykologiske træk, der som skrueis presser sig gennem det menneskelige samfunds normale opførsel og trækker nye spor etc. etc.

Denne beretning ringer en masse klokker hos agenterne, og de beslutter sig for, at en samtale under langt mere private forhold er nødvendig. De forsøger at standse ægteparret med agent Tareks bedøvelsespistol. Tarek er ikke alt for effektiv med sin pistol, og agent Trevor er nødt til at holde forfatteren nede. Imens lykkedes det dem at forhindre forfatterens kone at flygte ned af bagtrappen med en telefon, men hun når at ringe op, inden de får hende standset. Derefter samler agenterne den bevidstløse forfatter op og løber ned af en uhyggeligt smal og mørk køkkentrappe, da de render ind i gamle Tom med sin køkkenkniv, og han kaster sig over agent Tarek. Agenterne er fanget på den smalle trappe, og agent Tarek kan ikke komme bort eller få de andre hjælp på det smalle område, og de to galninge kæmper til døden på trappen. Gamle Tom omkommer, mens agent Tarek er dødeligt såret. Agenterne flygter fra boligkomplekset, mens politiet er på vej. De stjæler en bil, da deres egen er stjålet af de rodløse unge mænd.

På vej derfra bliver de standset af patruljevogn. Agent Trevor sidder bag rettet, da en betjent går der op. Han har lånt agent Tarek lyddæmpede gøb, og da betjenten beder om agent Trevors papirer, forsøger først agent Tarek at bruge sin trolddom, men uden nævneværdig succes, og så vælger agent Trevor at skyde. Kasper ruller en crit succes (han rullede 55 på d100), og han fælder betjenten med et velplaceret skud. Derefter stiger han ud, marcherer hastigt ned til politivognen, og skyder efter den anden betjent. Kasper ruller 55 igen, og agent Trevor dræber den anden betjent (der var ellers rullet flere 88’ere den aften, hvorfor spillerne havde haft så mange benspænd).

Vi andre sidder forundrede tilbage. Denne udvikling havde vi andre ikke helt set komme, men ting gik allerede sært galt, da de besluttede sig for at kidnappe forfatteren.

Spor elimineres, agenterne forsvinder ud i natten med deres fange.

Hjemme på motellet

Agenterne forhører den paniske forfatter på deres motelværelse. De kører deres good cop/bad cop-rutine, eller rettere psykotisk agent/næsten rationel agent-rutine. Forfatteren er i panik. Han aner knapt, hvad han skal sige, og han har ikke noget brugbart at oplyse dem.

De ringer til celle S, og de udveksler erfaringer. De kommer frem til, at fænomenet er knyttet til et aspekt af Yog-Sothoth, der betegnes Rimfrostdragen, og det er knyttet til den mærkelige dannelse af is på overflader, som i lighed med korncirklerne er steder på virkelighedens overflade, der berøres af Rimfrostdragen, og disen og isen, der dukker op i disse tilfælde, betragtes som Rimfrostdragens ånde.

En dødsensalvorlig samtale

Agent Tanner er stærkt foruroliget over de mange gerninger og ugerninger, de har begået i løbet af aftenen, og selvom agent Trevor forsøger at berolige hende med, at det er i en større sags tjeneste, meddeler hun, at hun vil ud af DG, og hun vil pensioneres efter missionen.

Agent Trevor har derefter en alvorlig samtale med agent Sherlock over telefonen, hvor han spørger til, om det er ok, at han eliminerer agent Tanner, fordi hun ved for meget, og agent Tarek, da han er begyndt at blive mærkelig og farlig igen (S02E05b). Hun forbyder ham at gøre noget sådant.

Celle T begynder at overveje at opsøge forlæggeren i stedet.

Celle S opsøger forlæggeren

Efter det mislykkede forsøg på at skaffe oplysninger fra forlaget, beslutter agenterne sig for at opsøge forlæggeren på hans privatadresse. De kører ud til hans hjem i forstadsville. Her bemærker de, at han har gæster. Der holder en bil i indkørslen, og der holder en varevogn fra vagtselskabet Kerberos. Ikke desto mindre vil de slå til.

Her stoppede aftenens spil.

Korruptionen

Langsomt ser vi agenterne forfalde. De bliver ikke flået i stykker af gigantiske tentakelmonstre, deres sind kollapser ikke i mødet med unævnelige kosmiske rædsler, men broerne til vigtige mennesker i deres bliver brændt, deres karaktertræk erstattes/korrumperes gradvist, og de træk gør det muligt at anvende formularer omkostningsfrit. Stadig slides deres sanity ned, og deres kroppe og virkelighed mærkes stadigt. Det gør det til en spændende og dramatisk kampagne, og det gør det til langsom horror, da rædslen ligger i at se karaktererne forfalde.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Delta Green, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s