[Fading Suns] Grupperinger på Leminkainen

Denne gang er de forskellige grupperinger tiltænkt kampagnen. Vi begynder med en gennemgang af de forskellige grupper, og derefter lidt om det spilmekaniske. For en generel introduktion til universet og de tre hovedgrupper, der påvirker universet, anbefales den gratis intro-folder til 2nd ed.: Fading Suns – Introduction to Fading Suns – Quickstart, der på få sider gennemgår historie og grupperinger.

Lad os tage en tur ned i detaljerne for kampagnen. I Fading Suns er der 15 større grupperinger, og i de mange supplementer kommer der en lang række mindre grupperinger til, mindre kendte adelshuse, mindre indflydelsesrige gilder, mindre betydningsfulde kirkelige ordner, og dertil kommer diverse underordner, såsom adelshuses efterretningstjenester, kætterske ordner, revolutionære grupper, etniske grupperinger, militære enheder og deres specialister, sammensværgelser osv.

På den ene side er det det traditionelle fænomen, hvor der skal udgives supplementer med ekstra klasser, racer, klaner, huse, stammer osv. Imidlertid har Fading Suns en ramme, der legitimerer de mange grupperinger. Settingen strækker sig over fyrre planeter, hvor nogle grupperinger er begrænset til en enkelt planet, og hvor den samlede mængde af mennesker mange gange overgår jordens nuværende befolkning. Vi har med andre ord at gøre en setting på en gigantisk skala sammenlignet med Forgotten Realms, Greyhawk eller World of Darkness, hvor f.eks. antallet af vampyrer er meget lille, men antallet af klaner er meget stor (med forbehold for diverse revideringer af WoD, der op- og nedskriver antallet af klaner).

Kampagnen – spilpersonerne

Mit udgangspunkt er, at spillerne har adgang til de femten hovedgrupper (de fem ordner, adelshuse og gilder), når de laver deres karakterer, men at der også vil være plads til at vælge mindre kendte grupperinger – omend der er et problem med at få formidlet de mange valgmuligheder til spillerne.

Kampagnen – grupperinger

På sin blog er Johs er i gang med opbygge sin Providence-kampagne, hvor forskellige grupperinger er en del af magtspillet, som karaktererne skal navigere mellem. På samme vis vil jeg gerne have en lang række grupperinger til at spille en rolle i Leminkainen-kampagnen. Skalaen er igen en anden, da kampagnen udspiller sig på en planet – omend ekstremt tyndt befolket med kun en halv million indbyggere samt et ukendt antal vuldrokker.

Jeg har derfor gravet følgende grupperinger frem baseret til dels på beskrivelsen af Leminkainen og til dels på diverse supplementer.

Leminkainen – grupperinger

Adelshusene

Vi begynder med adelshusene, og selvom man kan rende ind i repræsentanter fra alle fem store huse praktisk taget overalt, vil jeg kun fokusere på dem, der er nok af til at spille en væsentlig rolle.

Huset Hawkwood

Planeten Leminkainen er et len under Huset Høgeskov. Dette adelshus kommer derfor til at spille en central rolle i kampagnen. Den nuværende kejser kommer fra Huset Høgeskov, men han har distanceret sig fra sit eget hus for at balancere magten mellem de fem store adelshuse.

Huset Decados

Høgeskovs ærkerivaler er Huset Decados, og de to adelshuse ligger i en konstant kold krig eller fejde. Huset Decados er under mistanke for at supplere vuldrokkerne med våben og lignende for at svække Høgeskovs greb om Leminkainen. Huset Decados har desuden kontrol over huset Masseri, som overtog det meste af huset Dextrite for længe siden, og de har muligvis derfor forbindelser til huset Dextrite.

Huset Dextrite

Da Leminkainen blev opdaget og terraformet under den Første Republik var et af de første firmaer til at sætte sig på planeten Dextrite Medical Interplanetery, et firma, der specialiserede sig i biologiske våben for republikken og diverse korporationer.

Selskabet overlevede, da Høgeskov tog magten over Leminkainen, grundet sit teknologiske knowhow, og som så mange andre firmaer udviklede de sig til et adelshus. Husets magt var faldende, og det meste af huset blev opslugt af Hus Masseri, der dengang var et magtfuld hus, men de faldt også og er nu underlagt Huset Decados.

På Leminkainen er Hus Dextrites sidste len, øen Kriel (som ikke er nogen lille ø).

Huset Vasalayana

Et lille hus, der gennem en ældgammel aftale med Huset Høgeskov, er autonomt over for Kejsersædet, hvorfor Husets regent må titulere sig konge. Vasalayana besidder lendømmet Isalight, som er et lille kontinent eller en meget stor ø. Kongedømmet er gennem de sidste år kommet på kant med både vuldrokker og Huset Høgeskov.

Kirken

I lighed med de fem store huse, så kan man finde repræsentanter fra de fem store ordner overalt, men de enkelte planeter er typisk under indflydelse af en bestemt af ordnerne. For Leminkainen er der to ordner, men flere religiøse grupper har indflydelse på planeten.

Urth Orthodox

Den dominerende sekt på Leminkainen er Urth Orthodox, der har opretholdt en dominerende position på Leminkainen siden 4200-tallet, da kirken lyste Leminkainens adel i band og udsatte planeten for Doktrinen om den rensende ild, da Leminkainen ikke ville forsage sin teknologi, som kirken krævede af alle. Da Huset Høgeskov var opslugt af en borgerkrig, kunne kirken udnytte Høgeskovs svækkede position til at overtale pietistiske adelige (bla. Huset Li Halan) til at bombardere planeten. Indtil vuldrokkernes invasion og Teldortraktaten af 4965 har Urth Orthodox været den dominerende seks på Leminkainen.

Brother Battle

På grund af vuldrokinvasionerne og de mange vuldrokker på Leminkainen opretholder Brother Battle en flåde i Leminkainens solsystem.

Brother Battle administrerer desuden Den kejserlige annekszone/Teldor zonen, som er et farvand i grænselandet mellem Isalight og vuldrokkernes terriorium, der oprettedes i forlængelse af fredsforhandlingerne mellem vuldrokker og Høgeskov. Siden har Brother Battle haft en fast tilstedeværelse på Leminkainen.

Temple Avesti

Stinkende af sved og tændvæske, iført tunge flammehæmmende klæder og bevæbnet med flammekastere rydder Temple Avesti ud i syndere. På kontinentet Grikkor er der rygter om en magtfuld Antinomist og rygter om De forandrede og andre monstrøse levn fra Anden republik, hvilket har tiltrukket en masse medlemmer fra Temple Avesti. Dette medfører ofte klager fra den lokale bondebefolkning, som Urth Orthodox har overladt det til Huset Høgeskov at håndtere.

Hesychaster

Asketiske munke og eneboere, som ofte er på randen til kætteri, da de ofte har deres egen forståelse af Omega Evangeliet. De rejser rundt i ødemarken og bringer ordet til bønder og adelige. Nogle er karismatiske ledere, der kan mobilisere bønder til oprør eller heksebrændinger.

Inkvisitionen

Et frygtet embede, da de jagter kættere og lignende trusler mod kirken. Det inkvisitoriske segl tildeles ved en synode til en præst eller gruppe af præster (eller anden værdig person), og med seglet følger mandatets omfang, som kan være begrænset til en mission eller være en livtidskarriere. Embedet er desuden ikke knyttet til en bestemt sekt, men er en titel, der tildeles et medlem af kirken. Temple Avesti forsøger ofte at sætte sig på titlen. Så længe inkvisitøren har kirkens opbakning, er denne ofte umulig at standse i sit virke, men ve den inkvisitør, som bliver en pinlig affære for kirken.

Gjarti

En animistisk religion om Den universelle moder, der opstod på Leminkainen under Diasporaen og blandt andet spredte sig til Manitou, Gral og tilsyneladende en række vuldrokverdener.

Gjarti er naturligvis en hedensk religion, som bekæmpes (mest i ord) af kirken, men den er vidt udbredt på Leminkainen, og den kommer ikke til at forsvinde med det samme.

Erdgheist

Vuldrokkernes hedenskab går under navnet Erdgheist. De bringer ofre til vilde guder, rister runer og er de rene barbarer, når det gælder deres religion. Sidstnævnte vil enhver af kirken uden vanskeligheder kunne forklare. Færre ved ellers, hvad vuldrokkerne tilbeder, omend lærde eskatonere (kirkens lidt for lærde sekt) kan påpege sælsomme ligheder mellem Erdgheist og Gjarti.

Antinomi

Et klassisk fjendebillede er nekromantikeren, der tilbeder Mørket mellem stjernerne og hidkalder dæmoner. De forsages af kirken og af fornuftige folk. Ifølge rygterne findes der en antinomist i Grikkors ødemarker.

Købmandsligaen

Leminkainen er ikke under et specifikt gildes indflydelse, og man finder derfor repræsentanter for alle fem gilder på Leminkainen.

The Supreme Order of Engineers

Huset Dextrite har fortsat sine teknologiske hemmeligheder fra sin fjerne fortid, som er grundlaget for et samarbejde mellem dem og ingeniørernes orden. Ordenen har desuden forpagtet øen Tesla i en 100årig periode, hvor de har en forskningsbase.

Scravers

Gildet har interesse i at gennemrode Agricorp Interstellars gamle områder på Grikkorkontinetet, og de har derfor en stor tilstedeværelse i Grikkors hovedstad, Dyrak, hvor de også menes at have en finger i stedets organiserede kriminalitet.

Andre grupperinger

Efterretningstjenester

Omtrent alle femten hovedaktører har deres egen efterretningstjeneste, og mange af deres medlemmer har fundet vej til Sardan, som er Grikkors pleasure resort.

Efter sigende kan man blandt andet støde på Høgeskovs Rooks, Decados’ Jakovian Agency, Li Halans Jingcha og kejserens Det kejserlige øje (The Imperial Eye – FS er rig på små ordspil).

De forandrede

Under første og anden republik blev der foretaget en del genetiske eksperimenter og forsøgt udviklet mennesker med specialiserede gener, ofte til krigsførsel. Det har resulteret i grupper af mennesker med anderledes træk, og de er ilde sete i FS’ xenophobiske univers. Foruden de aktive eksperimenter er der også mutanterne, som er lige så ilde sete som De forandrede, men enheder af De forandrede er til gengæld eftertragtede af hærførere. Der er efter sigende flokke af De forandrede og mutanter på Grikkor.

På Leminkainens sydlige kyster findes De forandrede pirater, som er et tilbagevendende problem for al sejllads på planetens sydlige øhav.

Psykers/Heksemestre

Nogle mennesker er født med telepatiske evner og des lige. Den slags er det ondes tegn, og Temple Avestite brænder ofte disse farlige mennesker til fæsternes glæde. Kirken tager dog angrende psykers under sine vinger og giver dem et beskyttet liv, hvor de kan søge tilgivelse for deres stigma, gruppen hedder De angrende, og paranoide efterretningsagenter påstår, at kirken anvender dem til specialmissioner. Nogle psykers er efter sigende organiseret i to rivaliserende grupperinger, Favyanaen og Den usynlige sti, hvor førstnævnte rygtes at findes på bl.a. på Leminkainen, hvor de muligvis søger allierede blandt vuldrokkerne.

Den genfødte sol

Et kætteri, der betragter Kejseren som et genfødt håb fra Altskaberens hånd, og at Kejseren vil bringe håb og fremgang til menneskeheden, og at indføre en ny tidsalder, hvor stjernerne vil holde op med at blegne, og det er markeret ved en ny stjernes opdukken på den dag, hvor Kejseren blev kronet.

Et kætteri ganske vist, men ikke et farligt et som sådan. De har tilhængere blandt Brother Battle og Høgeskov, hvorfor der sikkert også er nogen på Leminkainen.

Anti-Alexius Hawkwoods

En sammensværgelse af bitre Hawkwoods, der mener, at Kejser Alexius har svigtet sit hus og Hawkwoods rette plads i kejserriget ved sin tilvalgte neutralitet over for sit eget hus. Der findes sandsynligvis også medlemmer eller sympatisører af denne sammensværgelse på Leminkainen.

Tredje Ære Republikanere

Pro-demokrati-sammensværgelse, der har haft skabt en del problemer for Hawkwood på deres lensplanet Delphi. Sammensværgelsen kan have bredt sig til andre dele af Hawkwoods len, og de kan derfor tænkes også at være på Leminkainen. Deres mål er at indføre Den tredje republik og genindføre demokrati.

Ramakrishna agenter

Ingen ved helt hvad eller hvem de er, men når noget går galt i vuldrok-høgeskov relationerne på uforklarlig vis, bliver skylden gerne lagt på disse diplomatiske gremlns.

Vuldrok infiltratorer

Vuldrokker kan man aldrig stole på. Selvom om der en nogenlunde fred eller en kold krig med vuldrokkerne på Leminkainen, venter deres brødre på den anden side af stjerneporten til Leminkainen-systemet. De sender derfor infiltratorer og spioner ind i blandt civiliserede folk på Leminkainen for at forberede nye angreb.

Vuldrokker

I 4525 blev Leminkainen invaderet og for en kort tid rendt over ende af de barbariske vuldrokker. De anvendte biologiske våben i deres angreb, og udryddede en tredjedel af Leminkaninens indbyggere med Kesslers pest. Under kejserkrigene overtog de kortvarigt planeten, men en samlet flåde af al Malik og Høgeskov fordrev dem. Det endte med Teldor Traktaten af 4965, der gav dem Valdalla-kontinentet på Leminkainen mod at krigshandlingerne blev indstillet. Det har medført en nogenlunde tålelig fred. Senest er krigshandlingerne mellem Valdalla-vuldrokkerne og Høgeskovs Cortran-baroni eskaleret, selvom begge sider fastholder, at traktaten er gældende, og det er kun de andre, som truer med traktatbrud.

Kort bemærkning om Leminkainen

Selve planetens geografi og historie skal jeg nok uddybe i større omfang senere. Lige nu er det relevante, at planeten består af tre kontinenter, Jyväskylä, Grikkor og Valdalla, samt en række større øer og øhave. Kampagnen er tænkt at udspille sig omkring østlige Grikkor i en frugtbar region kaldet Mikkelshire, som adskilt af et hav ligger over for Valdalla, der ligger syd for østlige Grikkor.

Mere om Fading Suns: Fading Suns wiki.

Det spilmekaniske

Man kan konstruere særlige evner og færdigheder til hver faktion for at markere, hvorledes de er anderledes fra de andre, og det er der allerede skabt inden for spillets oprindelige regelsystem. Jeg vil her ikke beskæftige mig med den side af faktionerne, men mere se på, hvorledes gør vi disse enheder til spilmekaniske størrelser i sig selv?

Faktioners indvirken på spillet findes der mange forskellige måder at håndtere på alt efter hvilket system, man hiver fat i. Da jeg andetsteds er begyndt at lege med en tolkning af Burning Wheel/Burning Empire/Mouse Guard, vil jeg fortsætte med denne tilgang.

En evne, som spilpersonerne forventes at have, er Fama, og ud fra Fama beregnes bonne renomee (nemlig ½fama) i den bliver basis for karakterernes evne til at komme i kontakt med folk (Circles i Burning). Fama kommer desuden til at fungere som Nature fra Mouse Guard, men den dækker færdigheder, der passer ind under fama-kategorien, og slider man sin fama op, erhverver man sig trækket malrenomee.

Dertil kommer der en række point fra karakterskabelsesprocessen – antageligvis fem point – der anvendes til at opbygge underkategorier af bonne renomee, der i Burning Empires betegnes Reputation, Affiliation og Relation, som man bruger til at have særlige forbindelser til og mulighed for at erhverve ressourcer fra. Hver af disse kan man have 0-3 terninger i, som fungerer som ekstra terninger til Fama-rul.

Relation til en anden person, der ikke er en spilperson, men en spillederkontrolleret person. Karaktererne kan købes som allierede, eller (for færre point) som personer, man har komplicerede forhold til (rivaler, fjender, tilhørende konkurrerende faktion). Man kan have adskillelige relationer.

Tilhørsforhold til en gruppe (Huset Hawkwood, Leminkainens adelige, Ridderne af Mikkel herred, min mors side af familien) og den grad af ressourcer, man kan indhente fra gruppen. Man kan have mange tilhørsforhold, og nogle af dem kommer i takt med ens rang og status.

  • 1D – lille, lokal eller specialiseret gruppe – eller overfladisk eller generel kontakt til global gruppe
  • 2D – stor, regional eller ekspansiv gruppe osv.
  • 3D – planetær, magtfuld eller regerende gruppe osv.

Omdømme og den grad af ressourcer, man kan mobilisere på baggrund af ens omdømme. Man kan have forskellige typer af omdømmer i forskellige grupper. Omdømmer er knyttet til ens forhistorie.

  • 1D – Lokal eller mindre medlemsskab
  • 2D – Regional eller centralt medlemsskab
  • 3D – Planetær eller betydningsfuldt medlemsskab

Ved at kombinere relation, tilhørsforhold og omdømme kan man konstruere sig som leder eller lignende af grupper. Man kan være f.eks. leder af en flok pirater ved at tage tilhørsforhold til gruppe, relation til næstkommanderende og omdømme som leder af gruppen.

Opsummering af mekanik

Fama

  • Evne, der opbygges ved karakterskabelse. Vil flukturere undervejs i spillet. Evnen stiger på samme måde som færdigheder (dvs X succeser og X-1 nederlag).
  • Evnen er startværdi for bonne renomee (Circles), nemlig ½fama er lig bonne renomee. Samme gælder for sociale færdigheder.
  • Kan anvendes som erstatning for færdighederne Charm og Impress (i lighed med Nature fra MG) (færdighederne er fra FS)
  • Kan anvendes i stedet for andre sociale færdigheder, men det slider på fama (der går et midlertidigt point ned i lighed med Nature)
  • Med brug af skæbne-point (for at anvende MG-terminologi, vil nok blive omdøbt) kan fama anvendes som bonusterninger til en social konflikt, men det slider på fama.
  • Når Fama 0 point, erhverves trækket malrenomee, og man kan ikke anvende sin fama, førend malrenomee er afskaffet. Malrenomee giver desuden straf på sociale færdigheder (+1OB).
  • Når Fama loftet på 7 point (i lighed med Nature), opnås trækket bon onore. Med dette træk vil man tiltrække opmærksomhed fra fjern og nær på godt og ondt. Trækket kan byttes for en eller anden forfremmelse eller alliance og fama reduceres til 4.

Bonne renomee

  • Specialevne, der fungerer som Circles. Evnen bruges til at komme i kontakt med folk, alliere sig med grupper og finde specialister etc.
  • Bonusterninger kan indhentes fra Omdømme og Tilhørsforhold, når man bruger sin bonne renomee i bestemte sammenhænge.
  • Diverse træk som bastard, sort får, infam etc. fungerer alle som negative træk, der giver +1OB.
  • Man kan lave Bonne renomee-checks for at se, om der er folk, der spørger efter en.

FAMA Disposition

  • I visse sociale konflikter skal man opbygge en FAMA disposition, som markør for ens styrke i en given konflikt. Under selve konflikten slides værdien ned, og den gruppe, der ramme 0, har tabt.
  • FAMAs grundværdi er den primære aktørs fama-værdi plus udfaldet af et færdighedsrul.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Burning Empire, Burning Wheel, Fading Suns, Husregler, Kampagnedesign, Rollespil, Rollespilartikler, Science fiction. Bogmærk permalinket.

5 svar til [Fading Suns] Grupperinger på Leminkainen

  1. johsbusted siger:

    Prisen for meget indforstået indlæg går til…

  2. johsbusted siger:

    Flot. Med “meget” mener jeg “mest”.

    Prisen for mest ordblinde kommentar går til…

  3. Søren Hjorth siger:

    Jeg kan sgu egentlig godt lide Fading Suns universet, men nogle af dine oversættelser er lidt… bizare. Hawkwood/Høgeskov værende lidt pinefuld.
    Men ser frem til at se hvad du gør med universet.

  4. Morten Greis siger:

    @ Johs: Mange tak🙂
    Indlægget er langt han af vejen en blanding af verdensbeskrivelse, der i længden skal læses af spillerne, og så en teknisk diskussion af mit BW-hack til intern regeludvikling.

    @ Søren: Hvis du finder mine oversættelser bizare, er du velkommen til at komme med forslag til bedre oversættelser🙂

  5. Pingback: Syv rollespilskampagner i støbeskeen | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s