Eventyr og Rollefunktioner: Hjælperen

Her er endnu et indlæg fra stakken af gamle kladder i lighed med gårsdagens indlæg. Også dette er fra 2009, og nu kommer det langt om længe. Igen er temaet eventyrrollespil.

Vinterens tema er eventyrrollespil. I eventyrrollespil er spilgruppen anderledes sammensat end i fantasy-rollespil. I fantasy-rollespil har vi et party, hvor karaktererne dækker over forskelige ressourcer og de løser forskellige opgaver (krigeren slås, klerken helbreder, og tyven stikker folk i ryggen), men i eventyr-rollespil har vi en helt og hans følge af hjælpere. Det er derfor tid at kigge på hjælperen generelt (da hjælpere både kan være specialister, mentorer og prinsesser).

Hjælperrollen

Hver spiller har et særligt mål for sin spilperson, og det er at føre vedkommende gennem en udvikling fra A til B, men ikke alle spillerne har en direkte interesse i at standse skurken i scenariet. Derimod har de en interesse i at hjælpe helten til sejr over skurken. De er hjælperne.

Det væsentlige ved en hjælperrolle er, at den ikke må give mindre rollespilsoplevelse, og at hjælperen ikke må opleves som en andenrangskarakter.

Da jeg spillede Lady Blackbird (læs omtalen her) oplevede vi, at der var en central historie, som handlede om kaptajnen og hans elskede, og at de to karakterer var scenariets hovedroller, mens karaktererne, som Peter F. og jeg havde, var hjælperne, hvis mål var at sikre at kaptajnen nåede sit mål. Spilmekanisk var hjælperne på ingen måde ringere end hovedrollerne, og en del af systemet (scenariets Keys) belønnede os for opretholde disse roller i historien.

Da jeg i august deltog i en episode af Itras by med Niels som spilleder – det var anden del af et scenarie, hvis mysterium næsten var løst – da valgte jeg aktivt at spille min rolle som en hjælper. Mit mål som spiller blev at sikre mig, at de andre spillere opnåede deres mål, nemlig at standse en kropsrøvende skurk. Jeg brugte derfor mine evner til at hjælpe de andre udenom politi, håndlangere og andre benspænd, skaffede transport og sørgede hele tiden for selv at legitimere min rolles tilstedeværelse i stedet for at overlade det til spilleder at holde gruppen samlet eller lade mine medspillere tage tid fra selve scenariet for hele tiden at trække min spilperson ind i historien. Selvom skurken og mysteriet ikke direkte berørte mig, så var det stadig en vældigt fornøjelig spiloplevelse, fordi jeg stadig havde en masse at spille på, og jeg stod ikke ringere i rollespillet af, at jeg kun indirekte var berørt af mysteriet.

Eventyr-filmene – som er rammen for hele denne øvelse – er ikke rent ud historier om seks helte, der stræber efter samme mål, som det er fortællinger om en gruppe helte, hvor de fleste af dem er hjælpere, der dukker op i løbet af historien, og som hjælper de centrale helte til at opnå deres mål.

En hjælperrolle

–         behøver ikke at være med fra starten

–         kan nøjes med et indirekte behov for at standse skurken

–         opnår succes ved at sikre sig, at helten får gennemført sin færd

Og det gælder for spilleren, at denne

–         ikke har mindre spiltid

–         ikke har spilmekanisk en ringere spilperson

–         har alternative roller at spille, hvis hjælperrollen først dukker op senere

Som et særligt mål

–         skal hjælperen også gennemgå en udvikling ligesom helten gør det

Advertisements

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i eventyr, Itras by, Rollespil. Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s