[Trollbabe] Tre tøser på tur

Så fik jeg langt om længe spillet Trollbabe, som er et indie-rollespil af Forge-mesteren Ron Edwards, der er kendt for rollespillet Sorcerer, sin udvikling af en række rollespilsteoretiske tiltag (The Big Model et al), forummet The Forge og Brain Damage-debatten. Han har imidlertid også udviklet en række rollespil, og Trollbabe er et af dem. Anmeldelsen af rollespillet tager jeg et andet sted, og dette indlæg handler om vores første spil Trollbabe.

Mens vi stadig døjer med efterveerne af vores intense Delta Green-kampagne, har vi sat os for at spille indie-spil, og første spil er Trollbabe. Aftenens spilgruppe bestod af Anne, Thomas, Kasper og undertegnede.

At lave en karakter

I Trollbabe spiller alle en trollbabe er en sej mellemting mellem trold og menneske og helt ud kvinde. Det tager ikke mange minutter at flikke en karakter sammen, da man arbejder med nogle simple retningslinjer, og det er meget lidt, som man skal gøre for at lave sin karakter. Hver karakter har tre evner, som er udledt af et enkelt tal, og således er det ikke det spilmekaniske som kræver en masse for at lave en karakter.

Tre historier

Da karaktererne var færdige, pegede hver af spillerne på et kort, og der hvor de pegede, var deres karakterer, og her begyndte deres respektive historier. Jeg satte mig med dette beskedne oplæg og lavede tre små oplæg, som hver var baseret på en konflikt mellem to parter, som den enkelte trollbabe kommer vadende ind i.

I Trollbabe krydsklipper man mellem spillernes karakterer efter hver scene, og vi følger således tre historier på en gang. Dette er meget lig måden handlingen roterer mellem spillerne på i My Life with Master, Sorcerer, Polaris og Shock, men med den forskel, at handlingen ikke er tænkt til at foregå samme sted eller på anden vis gå på kryds og tværs.

Den ene historie

handler om Skjella, der oppe nord på støder på flok geder i bjergene, som er uden en hyrde. Snart finder støder hun på de to trolde, som har kidnappet hyrdinden, men hendes forsøg på at overtale dem til at stoppe slår fejl, og hun bliver trynet af dem. Da de igen stikker af, sætter Skjella sig og taler med sneen gennem trolddom og overtaler den til at genere de to trolde, Hross og Gnistr, og ikke længe efter slipper hyrdinden Unn fri. Hun fører Skjella med sig hjem til sin landsby, hvor forældrene Joss og Riann glade tager imod Skjella, og hvor de forklarer, at trolden Hyrdekongen Etlakvide har sat sig for at gifte sig med enhver, der har med horn at gøre, så gifter sig med enhver hyrde uanset køn og med alle trollbabes, der kommer forbi.

Skjella beslutter sig for at standse Etlakvide ved pålægge ham en forbandelse. Hun tager jorden og klipperne i ed og bruger dem til at forbyde Etlakvide at indtræde i ægteskaber fremover, og derefter vandrer hun videre ud i verden.

Den anden historie

handler om Irrdu, der er på vej gennem ørkenen ude mod sydøst, da hun render ind i et firben, som kalder sig Gnesh. Det fortæller, at det generes af støj under jorden, og derfor har søgt op på overfladen.

Sammen med Gnesh kommer Irrdu til en dyb kløft i ørkenen på hvis indersider er vokset en by frem, som henter vand fra bunden af den enorme sprække. Hun spankulerer ind i byen og ned på torvet, mens Gnesh piler af sted for at se til Nargrim, der er sovende. På torvet ser hun, at indbyggerne ser meget trætte ud, og de fortæller, at der hviler en forbandelse over byen, og at de, der sover tungt, ikke vågner igen. Irrdu beslutter sig for at hjælpe, og de bærer den sovende Nargrim frem. Ved brug af trolddom fordriver hun magien over Nargrim, og han vågner igen, men hun kan ikke løfte trolddommen over hele landsbyen og i stedet drager hun ud for at konfrontere Heksemesterinden Sifal, som er hende, der har lagt forbandelsen over byen.

Ude på en høj klippe konfronterer Irrdu Sifal, og Sifal forklarer, at landsbyens indbyggere er efterkommere af oprørske slaver og tjenestefolk, som forbandede deres herre og fangede dem i en evig søvn i grave og kamre under jorden. Her ligger konger og præster, lærde og kunstere fanget i en evig søvn, og hun er nu alene ude på at genoprette den ubalance, som oprørerne skabte. Irrdu er i syv sind. Hvem skal hun hjælpe, Sifal og de sovende, eller landsbyen og de sovende?

Hun ender med at beslutte sig for at standse Sifal, og det kommer til en voldsom kamp mellem de to, der bruger illusioner og andre kneb til at overliste hinanden, men Sifal, der har vækket sit bål til live, overmander Irrdu, der bliver slemt forbrændt af det levende bål, og hun mister bevidstheden.

Da Irrdu vågner igen, er hun bundet til en klippe og ved at brænde op i solens stråler. Med kneb og trolddom lykkes det hende at løsrive sig, men hun er strandet ude i den glohede ørken, og kun ved rent held lykkes det hende at finde spor, der fører hende tilbage til landsbyen. Her sværger hun, at hun stadig vil redde landsbyen, men hun er ikke stærk nok endnu til at overvinde Sifal, og hun drager derfor ud i verden for at blive mægtigere.

Den tredje historie

handler Helena, som er kommet ud til kysten vest på, hvor hun en sen, stormfuld aften ser en vældig trold kravle op af et fyrtårn for at slukke dets lys. Hun forsøger at råbe trolden an, men Rrengg gider ikke lytte til hende, og hun begynder at kaste sten efter ham for at overtale ham til at standse sit forehavende. Det ender med, at han springer ud fra tårnets side og lander tungt på hende, og hun bliver kvast mellem klipperne og trolden.

En uge senere vågner hun, da hun er ved at komme sig over sine sår. Hun er blevet plejet og behandlet af fyrmester Oskel og hans kone Hilda. Da Helena atter er frisk, drager hun ned langs kysten for at tale et alvorsord med Rrengg, som vil slukke fyrtårnet, da lyset generer hans søvn. Undervejs passerer hun en masse vraggods og ser et bål på kysten, og snart har hun en mistanke om, at skibe lokkes i døden mod kystens skarpe klipper af Rrengg og hans familie.

I hulen konfronterer hun Rrengg, der forklarer, at lyset fra tårnet går direkte ind i hans hule, og derfor vil han have det slukket, men vraggodset har han ikke med at gøre. Det er fyrmesteren og hans kone, som er smuglere. Da Helena indser, at Rrengg ikke er så fæl igen, vælger hun at skyde ham i skulderen med sin armbrøst som hævn frem for at slå ham ihjel.

Siden spionerer hun på sin værter og finder ud af, at de fragter dyre og værdifulde varer til byen, og de ikke bare opstår ud af den blå luft. Hun beslutter sig derfor at få sine værter til at bekende, at de er smuglere, men i forsøget på at være alvorsfuld, ender hun med at drikke sig fuld og må ind og lægge sig. Hendes næste træk bliver i stedet at tage sine værter på fersk gerning, og en nat, hvor der er tændt bål langs kysten, beslutter hun sig for at konfrontere fyrmesteren og hans kone, da hun opdager, at de i virkeligheden er pirater. som bruger fyrtårnet til at lokke skibe til, som de så overfalder med deres eget piratskib. Hun beslutter sig nu for at overbevise piraterne om, at hun er værdi til at være en del af dem, og hun konfronterer Pirat Hilda og banden på stranden. Hun banker en del af piraterne, og de bliver imponerede over hendes formåen, og de giver hende en plads ombord på deres skib. Næste historie fortsætter på skibet sammen med piraterne.

Bemærkninger

Det er sjovt. Systemet er rimeligt simpelt, og det vigtige er at følge spillets retningslinjer for, hvem der, skal fortælle hvad, hvornår i konflikter, da det betyder, at den umiddelbare situation i konflikten hele tiden forandrer sig frem og tilbage og af dette vokser historier og drama. Der er klare ligheder til, hvorledes rollespillet Sorcerer lader handlingen vokse frem af terningslagene.

En af de klare forcer i spillet er spillets skala-mekanik. Der er en simpel retningslinje for omfanget af de ting, som Trollbabes kan påvirke gennem deres konflikter. I første scenarie var skalaen på trin 1, personlig, og derfor kunne Irrdu f.eks. ikke løfte forbandelsen over hele byen, men derimod kun et enkelt barn, og ligeledes kunne Skjella ikke beskytte hele landsbyen mod den giftelystne troldekonge, men hun kunne standse selve troldekongen fra at gifte sig med folk. Efter spilgangen besluttedes det, at skalaen skulle løftes med et trin (hvilket spillerne efter endt spil kan vælge at gøre), og nu kan små grupper påvirkes. Dog er det først på trin 3, at et organiseret mandskab kan påvirkes, således vil det ikke være muligt for Helena næste gang at påvirke hele piratskabets mandskab, men næste gang igen vil det være muligt.

Systemet lader til at fungere fint. Konflikter kan være vanskelige for en trollbabe at håndtere, og mere end en gang gik en af karaktererne ned, men der er flere veje til at håndtere en situation, og derved kan karaktererne kaste sig over problemer, der ellers endte i et nederlag.

En ting, vi ikke er gode til, i Trollbabe, er at overholde de skabe grænser, der er for, hvem der har fortælleretten over hvad, men mine medspillere er alt for vant til at have indflydelse, der strækker sig ud over deres karakterer, og vi har derfor ladet denne del flyde lidt, da det passer vores spilstil bedre. Rent spilmekanisk ændrer det ikke på noget, omend det påvirker den måde, som Ron Edwards ser fiktionen udvikle sig på i spillet.

Jeg ser frem til at udforske Trollbabe mere i kommende spil. Der er en række aspekter omkring relationer, vi ikke har udforsket så meget endnu, og så har vi oplevelserne ved at spille på forskellige skalaer ligeledes til gode.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Efterspilsrapport, indie, Rollespil, Trollbabe. Bogmærk permalinket.

22 svar til [Trollbabe] Tre tøser på tur

  1. mosekjaer siger:

    Angående fortælleretten, så synes jeg at det der er sværest er at det ikke er mig som spiller der fortæller når jeg slår et slag for min fordel. Det virker helt modsat af hvad jeg er vandt til i indie.

    Til gengæld kan jeg virkelig godt lide idéen med at jeg selv får lov til at fortælle komplikationerne når jeg fejler et slag. Det giver mig mulighed for at udbygge og holde en rød tråd i fiktionen og historien om min trollbabe og hvad hun er for en.

    …Så det jeg siger er vel, at det altid bør være spilleren der har fortælleret🙂

  2. Peter Dyring-Olsen siger:

    Det lyder til, at I har ramt stilen klokkerent med jeres særlige stil med tråde til det norrøne og folkeeventyr. Og min lyst til at prøve spillet er absolut ikke blevet mindre. Det er fedt at se, hvordan større historier kommer ud af de i udgangspunktet simple indledende situationer – jeg går ud fra, at historierne udviklede sig gennem konflikterne? Hvordan virkede den del af reglerne, der handler om at man fx har et item eller noget andet, man kan sætte ind, når konflikterne går den gale vej?
    Trollbabe på Fredenscon!

  3. Peter Dyring-Olsen siger:

    Bonus: Jeg har haft meget svært ved at sælge Trollbabe til spillere – mange rollespillere gider åbenbart ikke spille kvindelige trolde. Go figure. Men det kan jeg jo læse mig til, ikke var et problem for jer. Så mit spørgsmål må blive: havde alle tre spillere lige let ved at spille en trollbabe?

  4. annevinkel siger:

    @Peter: Der var faktisk snak om, at det var svært at spille kvinder. Jeg synes altid det er en sjov snak. Men altså, drengenes trollbabes var meget sejere end mine. Jeg ved ikke, hvad det er med mænd og det med at fortælle historier om kvinder…

    @Kasper: Jeg er ret begejstret for “spilleder fortæller, hvordan du har succes, du fortæller hvordan du fejler” (hvilket er en forsimpling, men c’est la guerre). At du fortæller dine fiaskoer betyder, at din ide om, hvem din trollbabe er, ikke bliver undermineret når du fejler, og at spilleder fortæller dine succeser betyder, at spilleders ide om hvordan verden er ikke bliver undermineret ved at du fortæller dig for sej. Og det betyder, at man hver især faktisk skal investere sig i den andens input i fiktionen, fordi man skal fortælle videre på dem. Og at min idé om det, min trollbabe gør, faktisk skal passere gennem andres hoveder og give mening, før den har den effekt, jeg ønskede.

  5. Peter Dyring-Olsen siger:

    Anne! Du er fantastisk. Det syntes jeg bare lige, du skulle vide🙂

  6. johsbusted siger:

    Hvad gør man hvis det bliver fjollet? Det er det jeg er mest bange for ift. indiespil, hvor man skifter mellem fortællerret.

    Fx ville jeg synes det var utrolig upassende med hele pirat-twistet. Hvad er mine muligheder for indsigelser som spilleren, som spillederen eller som medspiller? Er der regler for det eller skal vi gøre det ad hoc?

  7. mosekjaer siger:

    @Anne: Det du skriver om “spiller fortæller fiaskoen” var præcis hvad jeg prøvede at sige. Du er tydeligvis en bedre beskriver end jeg er. Anne 1 Kasper 0.
    Det var ikke fordi jeg synes det ødelagde spillet at gm fortalte om succeserne, jeg kunne bare mærke at det var der vi skulle mindes om reglerne fordi jeg er så vandt til at “vinder af slag = fortælleret.”

    @Peters bonus: Thomas og jeg havde forinden snakket om (lidt for sjovt) at titlen “TrollBabe” gjorde at det var lidt pinligt at nævne for andre hvad det var vi skulle spille. Det handler ikke om at det var kvinder eller trolde, men om at jeg havde en idé i hovedet om unge nørder der ikke har held med pigerne, der pludselig skal spille lækre kvindelige dyriske trolde osv. Da vi sad og kiggede i bogen i optakten skræmte billederne mig også flere gange.
    De tanker blev dog hurtigt fjernet da vi kom igang med charactercreation og spillet. Der var ingen erotiske fantasier overhovedet og det var virkelig sjovt og spændende.
    Det kan være det er den samme frygt dine spillere har? Jeg synes stadig at navnet “trollbabe” både til spillet og karaktererne, er lidt… dumt?

  8. Peter Dyring-Olsen siger:

    Uden at ville tage Ron Edwards i ed vil jeg tro, at han faktisk ser Trollbabes som superseje og sexede tøser, der forstår at tage affære. Jeg tænker at hans version af dem er temmelig pulpet og mere farvet af sword and sorcery end jeres spilgang lyder til at være. Så: Trollbabes = seje og sexede uden af være sex-objekter, hvis det gir mening?
    Omvendt tager jeg måske fejl, fordi jeg hverken er Ron Edwards eller var med til jeres spil🙂

  9. Peter Dyring-Olsen siger:

    (Sig lige til, hvis jeg kaprer tråden – så stopper jeg gerne. Jeg synes bare Trollbabe er vildt interessant ikke mindst af nedenstående grunde)

    Om sexede Trollbabes:

    Her kan man læse noget om Rons tanker med Trollbabe: http://www.indie-rpgs.com/archive/index.php?topic=10420 – det er godt nok formuleret af en anden end Ron, men han nikker anerkendende. Note: det er selvsagt skrevet om den gamle udgave af Trollbabe, men selve spillets æstetik og kønsspecifikke sigte har ikke ændret sig i den nye udgave.

  10. Morten Greis siger:

    Hej Peter,
    Det er en hel fin retning at tage tråden i.🙂
    Som jeg ser det, så er der et drilsk element i titlen Trollbabe, fordi jeg kan ikke nå at kommunikere alle de betydninger og intentioner, som Ron har lagt ind i titlen, når jeg kort skal fortælle, at det handler om at spille troldebabes, der rejser rundt og gør ting.

    Nøgenhed, det seksuelle og lignende optrådte ikke i vores spil, og det er min umiddelbare opfattelse, at det er elementer, der er designet til at addressere den amerikanske side af kønsdebatten og ikke den danske, hvorfor hele den side af spillet ikke har samme gennemslagskraft her hjemme.
    Til gengæld er der en debattør, som længere nede i tråden drager sammenligninger til Conan, Manden uden navn og andre omstrejfende helte, der ankommer til et samfund i problemer og gør en forskel, og det er meget det billede, jeg havde af Trollbabe, og det, som jeg valgte at bygge spillet op over. Jeg ser Trollbabes som outsidere, der er fanget mellem to verdener, men med agens til at kunne gøre en forskel – de er hverken trolde eller mennesker, de er ikke det normative køn, og de stræber hverken efter at blive det normative køn eller opnå en normalisering af deres køn (dvs. blive gift og få børn), ligesom de ikke stræber efter at finde en plads hos mennesker eller trolde (og jf. regelbogen er de specifikt ikke hybrider, børn af voldtægtsofre (halvorker) eller noget lignende, men væsner af ukendt oprindelse, måske ligefrem en tredje race).
    Det er som westerns “Manden uden navn”, at jeg ser det spændende i Trollbabe – udover at gå på opdagelse i systemet og spille nogle gode historier.

    Alt det sagt er jeg enig med Kasper i, at Trollbabe er en upraktisk titel til at sælge rollespillet, som er et ganske fint et. “Fantasy-western med seje jættekvinder i en verden befolket med trolde og mennesker” kunne være et alternativ.

    @ Johs: Elementet med piraterne var noget, som jeg havde sat mig for fra begyndelsen af spillet. Det er sådan, at Trollbabe har retningslinjer for, hvem der ejer hvad, og der er ikke retningslinjer for at vetoe den slags.

  11. johsbusted siger:

    Hvis pirater virker for jer. Så skal I da ha’ pirater. Det var bare ikke de baner jeg tænke i, da jeg læste din eftespilsrapport og derfor synes jeg det fiktionshoppede. Det er nok bare mig😀

    Men jeg er altid lidt bekymret over om det bliver for fjollet, hvis man giver fortællerretten fri. Måske handler det bare om at sætte nogle klare fiktionsregler fra starten af. Det er dog synd det ikke er en del af “systemet”.

  12. annevinkel siger:

    Johs: Der er faktisk ikke så pokkers meget fri fortælleret endda, og den bliver til en vis grad holdt i ave af ting som at spillederen fortæller succeser – hvis jeg beslutter mig for at løse situationen ved at prutte meget højt eller ved at sætte mig og kalde på månen (hvsi du vil have et eksempel på fjollede spillere i denne spilgang, var det ikke Thomas og hans pirater men min trollbabe og hendes strikketøj og snakken med sne) kan spilleder få lov at sige, hvordan det virker – og det giver også spilleder et sted at sige “Jeg kan ikke se, hvordan det giver mening”.

    Men altså, man kommer ikke udenom at det er et spil, der forudsætter, at man som gruppe kan blive nogenlunde enige om, hvad man vil, og hvor fjollet/gritty/hvadsåend man vil have sin fiktion

  13. Martin Horn Pedersen siger:

    Er det ikke underligt at spille 3 historier uden nogen sammenhæng overhovedet?
    Jeg tænker at de andre spillers historier kan blive uinteressante for mig med tiden, da det som sker hos dem ikke har nogen relevans for mig? Og kan ikke helt lurer om de andre spiller har en funktion når de andre spille f.eks. spiller biroller?

    Så hvorfor er det fedt at der er 3 forskellige historier?

  14. Morten Greis siger:

    Hej Martin,

    Det er fedt, fordi det er spændende at følge de andre karakterers skæbne, og fordi det giver dig mulighed for at spejle din historie i de andres oplevelser.

    Der spilles ikke bipersoner eller lignende, man følger bare med på sidelinjen, når man ikke er på – ligesom i andre rollespil, hvor ens karakter ikke er til stede.

    Det er desuden en del af designet i Trollbabe, at man kører sideløbende historier, og det er noget som findes i flere indiespil. Vi krydsklipper aktivt mellem de tre historier og stræber efter ikke at gøre scenerne for lange.

  15. Pingback: (Islands in the Sky) Noget om konflikter, teknik og parallel forløsning « Hele Molevitten

  16. johsbusted siger:

    Udover at være sur mand, så synes jeg det lyder som et rigtig sejt spil.
    Jeg er særlig vild med ideen om at “spilleder fortæller, hvordan du har succes, du fortæller hvordan du fejler” af alle de grunde som Anne klarlægger så fint.

    Den regel vil jeg bruge i mit kampagnespil.

  17. Martin Horn Pedersen siger:

    Hej Morten

    Jeg kan godt se noget interessante i spejle lidt, men hvorfor er det spændende at følge de andre? Jeg syntes det lyder kedeligt i det lange løb. Naturligvis hjælper det meget med korte scene, som også kan bruge som tænke pauser. Men tror bare jeg ville finde det hvis der var noget mere direkte sammenhæng/konsekvens af de andres spil.. kan godt ske min fornemmelse bygger på uvidenhed.

    Det at spille en Trollbabe lyder der imod meget sjovt på en skæv måde

  18. Morten Greis siger:

    Hej Martin,

    Hvorfor er det ikke spændende at følge de andre? Du får det til at lyde som om, at du ikke interesserer dig det ringeste for, hvad der sker med dine medspilleres karakterer udover de steder, hvor de karakterer har med din karakter at gøre.

    Spilformen er en jeg har prøvet flere gange før, og erfaringsmæssigt ved jeg den virker. Den forudsætter selvfølgelig, at man har en interesse i ens medspilleres spil, og hvis man ikke har det, så kan jeg godt forestille mig, at det går hen og bliver kedeligt.

  19. Martin Horn Pedersen siger:

    Hej Morten

    Jeg har lidt svært ved se dem som medspiller, for vi spille ikke rigtigt sammen. Normalt når jeg spiller rollespil, vil fortælling og rollerne udvikling være interessant, og man kan naturligvis sige at begge ting også er her. Men det som de andre spiller er en fortælling jeg blot er passiv ser af. Lige som når jeg ser en film, tv-serie eller ligne. Der kan man naturligvis også blive grebet og se en masse, men ved rollespil får man normalt at påvirke, være en del af historien osv.
    Så naturligvis kan det virke, mit problem er nok mere jeg har svært ved se hvorfor det skulle være fede, end når person X har gjort noget som påvirker en større gruppe som de kan fra næste jamen så kommer det til påvirke min historie, måske lidt, måske meget, det er ikke så vigtigt.

  20. Peter Dyring-Olsen siger:

    Det ER jo selvfølgelig også en præference-ting og ikke nødvendigvis for alle. Jeg kan godt lide spilformen fordi:

    – Hver spilperson bliver hovedperson i sin historie og GM og spiller kan virkeligt samarbejde om at trykke på de rette knapper på sp’en.
    – De enkelte historier bindes jo sammen af et fælles tema, en fælles verden etc. Det ses også i et spil som My Life With Master, hvor spilpersonerne dog potentielt interagerer mere, men hvor jeg synes de enkelte scener med fokus på en spilperson sat op mod en fælles tematik ganske enkelt giver en masse til alles oplevelse. Det er som om det fælles tema på tværs af de enkelte historier skaber nye fortolkninger eller sætter de andre historietråde i et andet lys.
    – Man som spiller netop er intenst PÅ i sin egen historie men derefter kan man slappe lidt af og nyde de andres stadig relevante historier.

  21. Martin Horn Pedersen siger:

    Tak Peter, det var det jeg søgt efter.
    Det med pause og på, var jo lidt det jeg gættede på så godt at få det bekræftet.
    Og du har måske en pointe i det med tema/verden.. sådan havde jeg ikke tænkte på det

    Det har hvert fald givet mig en større forståelse for pointen med gøre det, dog uden være sikker på jeg er solgt

  22. annevinkel siger:

    For mig er den store fordel (og det er egentlig det, Peter siger som det første) at man i ret høj grad ejer sin egen historie og har noget frihed, fordi man ikke skal give plads til de andre spillere og sørge for, at de ting, ens spilperson gør, ikke lukker dem ude af historien.

    Tag eksemplet fra denne spilgang, hvor Thomas’ spilperson opdager, at de flinke fyrtårnsfolk er pirater, som plyndrer skibe – og vælger at slutte sig til dem. Han havde nok ikke kunnet lade sin spilperson tage den beslutning så hurtigt og dramatisk, hvis der havde været et party. Hvis vores spilpersoner var samlet, ville der være nødt til at være en eller anden form for forhandling – i fiktionen eller udenfor den – om, hvorvidt Kasper og jeg også syntes, spilpersonerne skulle slutte sig til piraterne. Og det øjeblik man er et party, vil man helst ikke splitte partyet, og man har måske heller ikke lyst til at slutte første spilgang med at spilpersonerne konflikter vildt om, hvorvidt de skal stoppe piraterne eller slutte sig til dem.

    Jeg synes generelt, det er skæggest at spille sammen med sine medspillere, men der er en imponerende frihed i parallelle historier, og det kan være ret fedt.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s