Spillere fra andre spilgrupper

Mit bedste værktøj er at sige ja.

I tilfælde af tvivl, spørger jeg ind til intentionen, og derefter siger jeg ja.

Det sker, at jeg sammenstykker spilgrupper, som rummer folk, jeg ikke har spillet med længe eller meget eller slet ikke. Sædvanligvis er jeg spilleder, og jeg er i en position, hvor de er vant til, at spilleder gør sådan og sådan, og de tager naturligvis disse erfaringer med sig (Jeg sidder der naturligvis med mine egne erfaringer).

Når jeg ikke spilleder på den måde, som de er vant til, opstår der et øjebliks dissonans, når vi skal finde samspillet. Så er det, at jeg siger ja.

Hvor er det så, jeg siger ja?

Det er, når de spørger ind til fiktionen, og særligt når de spørger ind til “Gotchas”. Når de spørger ind til potentielle “fælder”, hvor man som spilleder kan erklære, at deres karakterer overså monstret i midten af rummet, at deres karakterer omkommer af sult, fordi de glemte at spise (men tilsyneladende føler de ikke sult), når deres karakterer udvikler blærebetændelse, fordi de glemte at gå på toilettet (og igen ikke sansede nogle tegn fra deres krop).

At køre et sådan spil, hvor man prøver at lokke spillerne i fælder med trivialiteter er uinteressant, det skaber mistillid mellem spiller og spilleder, og det er en kilde til antagonistisk spil.

Det er også, når de spørger ind til trivialiteter, som potentielt kunne være dramatisk relevant – har vi penge nok til at købe morgenmad på kroen, har vi forsyninger til en uges rejse, kan der ses nogen personer spionere os i anden vinduesrække i baggården? I tredje række? I fjerde? I femte? Hvad med vinduerne i den anden væg?

Mangel på penge, mangel på madvarer eller skjulte udkigsposter er allesammen situationer, som kan være dramatisk relevante, men de skal være mere end bogføringssekvenser, som pludseligt rammer spillerne. At føre regnskab for hver eneste lille mønt er kedeligt, at føre regnskab for hver eneste portion mad er også (men derimod om rejsen kan gennemføres, inden forsyningerne render ud etc. – altså den generelle problemstilling, ikke kalorieregnskabet), eller en detaljeret gennemgang af samtlige vinduer i en baggård, når situationen kan opløftes til det generelle: Er der en spion, og kan vi få øje på vedkommende, og kan vi gøre det uden at spionen fatter mistanke?

Det meste af tiden gælder det bare om at sige ja. Derefter kan man spole frem til der, hvor konflikten er. I mellemtiden er der nogle reflekser, der skal aflæres, og at sige ja er min hurtigste vej til at tilpasse spillernes spilstil til min.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Rollespil, Rollespilartikler, Spilleder. Bogmærk permalinket.

6 svar til Spillere fra andre spilgrupper

  1. Jesper Schnipper siger:

    Kan du prøve at komme med lidt mere udførlige eksempler, for jeg har ikke forstået præcis hvornår og til hvad du siger ja til.

  2. Morten Greis siger:

    “At sige ja” dækker over spilstilen “sig ja eller rul terninger”, og min brug her refererer til, at jeg enten godtager spillernes handlinger, eller opløfter det til en konflikt, hvor der skal rulles terninger, fremfor at sidde og lure over spillernes erklæringer og vente på, at der sker en fortalelse eller at spillerne glemmer at scanne hele fiktionen for fælder.
    Det er f.eks. når en karakter skal snige sig gennem baggården til en bagtrappe, og spilleren udførligt beskriver, hvorledes dennes karakter scanner hver en facede og hvert et vindue og spørger ind til teknikaliteter om baggårdens indretning for at være helt sikker på, at spilleder ikke sidder på spring med et bagholdsangreb, hvor jeg enten vil sige “ja – du krydser baggården uset” eller “rul terninger for, om du krydser baggården uset”.
    Det er situationer, hvor spilleren spørger til, om de skal føre regnskab for hver enkelt lille måltid (husker de at spise? har de råd?), eller situationer, hvor de spørger til, om deres karakterer skal huske at nævne at de går på toilettet. De spørger, fordi tidligere spilledere har slået ned på dem i de situationer, fordi de har glemt eller ignoreret en trivialitet, og det betyder, at der bliver stillet tekniske spørgsmål, som vitterlig er ligegyldige og uinteressante, og derfor svarer jeg altid ja, når der kommer spørgsmål af den art, fordi det er ikke interessante steder at have fokus. I stedet skilter jeg med, hvor der er en konflikt, og jeg stræber efter at løfte konflikten op på et mere generelt stadie:
    – I har få penge. Kan I hutle jer gennem ugen for de få penge, eller er I løbet tør, inden ugens udgang. Rul for det.
    – Du vil snige dig uset hen til bagtrappen. Rul et snige-rul, og fejler du, opstår der en komplikation.
    Det er i stedet for at spilleren skal føre den verbale musepil hen over hele fiktionslandskabet for at se, om der bag tredje vindue på fjerde sal står en NPC på lur.

  3. Jesper Schnipper siger:

    Mange tak for forklaringen, jeg tror jeg har forstået hvad du mener og er selv umiddelbart enig.

  4. Oliver Grumme siger:

    Hej Morten.
    Jeg var også lidt i tvivl med hvad du mente og efter at have læst din uddybning tænkte jeg over de mange(men ikke nok!) gange du har været min gm og på hvordan du skubbede ligegyldighederne til side for de mere vigtige dele og oplevelser.
    Selvom jeg også kan huske gange hvor mad, eller manglen på/for meget, har spillet et rolle.
    Jeg prøver selv at holde trivialiteterne ude af fokus, medmindre, som du selv beskriver, de kan have betydning senere.

  5. johsbusted siger:

    Jeg er også vild med “sig ja eller rul terninger”, men jeg synes formuleringen “jeg siger ja” sammen med dine eksempler er problematiske. Dit eksempel:
    Spileren: “kan der ses nogen personer spionere os i anden vinduesrække i baggården?”
    GM Morten: “jeg siger ja”

    wtf?

    Det er jo ikke det det handler om. Det handler om ikke om at sige “ja”, men mere om at det er ok. De interessante situationer opstår af terningeslag og ikke fra GMs luner. Ikke?

  6. Morten Greis siger:

    Men Johs, det er faktisk det jeg gør. Altså siger ‘ja’ eller nikker bekræftende eller på anden vis forsikrer spillerne om, at situationen er ok, og eksemplerne er ikke tænkte, men konkrete situationer, jeg har været en del af, og hvor mit basale svar, “ja, det er ok”, “ja, der sker ikke noget”, “ja, det kan du godt” etc.
    Den problematik, jeg vil ind på, handler om mere end “sig ja eller rul terninger”. Det handler om forskellige spilstile, hvor jeg sidder med spillere, der er vant til, at deres GM har luner, og de spiller derfor en masse defensivt spil, hvor de scanner fiktionen for fælder. For ikke at bruge tid på disse uinteressante ting – men nødvendige ting i ved andre spilledere – svarer jeg basalt se “ja” til bekymrede spørgsmål i stedet for gå i gang med at uddybe situationen og spille med på den. Min væsentlige pointe er, at det handler om at opbygge tillid hos spillerne, og netop ved ikke at spille “gotcha”-spil, men altid lade situationen være sikker, og tydeligt skilte med, hvornår en konflikt er på vej, opnår jeg dette. Derfor ja-spillet, og derfor jeg lader mit blogindlæg fokusere på ja-delen end på “rul terninger”-delen eller “sig ja eller rul terninger”.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s