[17. dec.] Humoristiske rollespil

Denne låge gemmer en flok grinende rollespillere, for de spiller nemlig et meget morsomt rollespil.

Der er fire titler, som jeg umiddelbart kan komme i tanke om, når det gælder humoristiske eller komiske rollespil: Toon, Tales from the Floating Vagabond, Paranoia og Hôl – og evt. The Extraordinary Adventures of Baron Munchausen.

Toon – et spøjst rollespil, som har til formål at simulere netop toons a la Daffy Duck, Bucks Bunny og des lige med et simpelt system af evner og færdigheder, som er tematisk knyttet til spillet, og så en række særlige evner, der afspejler genren, som evnen til at trække umulige ting op af lommen. Blandt spillets særkender er et utal af tabeller for alskens mærkelige handlinger (Call a Cab-tabellen f.eks.), som rummer mangt et sært resultat, og som giver spillet sin charme, fordi de bidrager med kaos, inspiration og tossede tanker. En anden fascinerende faktor er, at når en karakter ‘dør’, “falder den ned”, og man er ude i et antal minutter. Så ikke noget med at lave nye karakterer, ikke noget med reinkarnation eller kloner, men simpelthen er man ude i et stykke tid. Netop brugen af tid, som faktor for, hvor længe en karakter er ‘elimineret’, er spændende, fordi det er real time tid, der tæller og ikke tid i fiktionen, og der kan således hoppes en frygtelig masse i tid i fiktionen, men det er real time-forløbet, som afgør hvornår karakteren er i spil igen. Toon kalder sin spilleder for Animator, og spillet antager, at man har med en looney toon episode at gøre, og det skaber rammen for historien.

Tales from the Floating Vagabond – er også et spøjst rollespil, men denne gang forsøges skabt et eventyrligt univers, hvor mange af Hollywood-filmenes troper er gældende love, således kan karaktererne have actionheltens evne til ikke at blive ramt af modstandere, når man er inde på kort af stand af dem (men på medium og lang er det anderledes …), eller man kan være akkompagneret af et lydspor (og lytter man efter, kan man høre på musikken, om nogen er ved at snige sig ind på en), eller man har evnen til at forvandle enhver situation til en lagkagekamp. Tales from the Floating Vagabond var morsomt at læse og fornøje sig over, f.eks. kategorierne på våbenstørrelser, der blandt andet rummede kategorien “Don’t Point That at My Planet”, men systemet var traditionelt tidligt 90’er system og unødigt tungt. Spillet tog udgangspunkt i den interstellare bar, The Floating Vagabond, hvor folk fra alle steder og tider kunne og ville dukke op, og herfra udsprang tossede scenarier. Systemet og dets scenarier var alt for meget et barn af sin tidsalder, og i denne tidsalder var stærkt scriptede scenarier ikke sjældne.

Hôl – er omtrent samtidigt eller lidt yngre end Tales from the Floating Vagabond, men er også langt mere tosset og surrealistisk. Det er en type af rollespil, hvor man almindeligvis er i tvivl, om det er meningen, at det kan spilles, eller om det er en parodi på rollespil. Sært er det, og med sin håndskrevne bøger fyldt randbemærkninger, der let farer ud af tangenter, har det sin helt egen tone.

Paranoia – er noget helt særligt. Det er et sort humoristisk rollespil skrevet til en helt bestemt tidsalder (den kolde krig) med sin satire over kommunisttrusler og totalitære regimer, men spillet har overlevet helt frem til nu i forskellige inkarnationer.

Spillet er udgivet med vekslende variationer af reglerne, men generelt for dem er, at færdigheder og evner er fint navngivet, så de passer ind i fiktionsuniverset, mens systemet er ret så traditionelt opbygget. Nok det mest væsentlige ved systemet er, at karaktererne har urimelig lav chance for at klare deres skill checks, og ganske vist er det et succes/fejl-system, men en del af spillets ‘paranoia’ og sorte humor kommer fra, at karaktererne tit og ofte fejler, omend det i et vist omfang hviler på spilleders skuldre at lave underholdende tolkninger af de mange nederlag.

En af de stærke ting i Paranoia er dets evne til at arbejde med forholdet mellem spilleder og spillere. Spilleder har både den traditionelle rolle som spilleder, der beskriver omgivelser, styrer biroller osv., men spilleder skal også rollespille Alpha Komplekset og Computeren, og både regelbøger og scenarier er forsynet med bemærkninger til spilleder om, hvorledes han skal skabe en stemning af paranoia og frygt blandt spillerne, og hvorledes spilleder skal opføre sig for at udtrykke dette – alt fra bemærkninger om at rulle terningerne bag skærmen og tydeligt vise over for spillerne, at man ikke kigger på dem, når man erklærer udfaldet af terningerne, til hvorledes man læner sig tilbage, fløjter tålmodigt og lader tiden gå for at demonstrere over for spillerne det perfide bureaukratiske system. Spillet er også rig på formler og dokumenter, som skal udfyldes, og en regelbog, hvor store dele af systemet er forbudt for karaktererne at kende, og hvis spillerne refererer til det, betragtes det også som kendt af karakteren – og det kan koste karakteren livet. De mange citater og eksempler på hypotetiske spilforløb er en stor del af spillets charmen. Trods sin udgivelse tilbage i 80’erne, gennemgik settingen mange af både 80’ernes og 90’ernes tidstypiske udviklingsforløb med scriptede scenarier og meta-plots, der her resulterede i en apokalypse, der dræbte Computeren og skabte et anarkistsk, cyberpunked samfund, indtil man genskabte Computeren og Alpha Komplekset. I sin nyeste inkarnation, som er nogle år gammel, har man valgt at dykke ned i essensen af koldkrigsudgaven og genskabe dette meget loyalt.

The Extraordinary Adventures of Baron Munchausen er et fortælle-rollespil, hvor spillerne tager rollerne som fornemme folk, der fortæller hinanden røverhistorier, og undervejs kan udfordre de andre spillere på elementer i fortællingen, typisk med formål at skabe komplekse udfordringer.

Er det de humor- og komedierollespil, som er udgivet?

(Jeg har ikke medregnet Dragon Magazines aprilnumre med sine humoristiske artikler til D&D eller tilsvarende parodi- og humorartikler i rollespil, eller komedie-scenarier til rollespilsconner, hvoraf der er mange, rigtig mange, og jeg vil nøjes med at nævne Paladins lampe, da det samtidig med også griber fint fat i både komedier og Disney).

 

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Rollespil. Bogmærk permalinket.

7 svar til [17. dec.] Humoristiske rollespil

  1. Gimle siger:

    Ingen over Paranoia.. Men, det kræver en super veloplagt spilleder der i den grad kan gribe øjeblikket….

  2. Morten Greis siger:

    Absolut. Min egen helt klare favorit er også Paranoia.

  3. Jeg ville ønske at SmølfQuest var på listen. Men det blev aldrig udgivet andre steder end i Fønix og fik sit helt eget og sære liv på Viking Con.

    Men Low Life (Savage Worlds) er ret sjovt og er blevet udgivet.

  4. Morten Greis siger:

    Low Life kender jeg ikke til, men det ser sjovt ud. Det får mig til at tænke på en kandidat mere til listen, nemlig GURPS Goblins, som er underholdende og sort humoristisk med sit victorianske goblin-samfund, hvor arv intet betyder, og hvor miljø er bestemmende for goblinens fysiske udformning, dens køn og så videre, samtidig med at social stand spiller aktivt ind i spillet, således at differencen i stand giver konkrete bonusser og minusser til en goblins angrebsevne, når den duellere med en goblin fra en anden stad.

  5. Thais Munk siger:

    Hvad med “It came from the late, late night show”? Det læner sig lidt op af Tales of the Floating Vagabond, men jeg tænkte det også lige var værd at nævne.

  6. ludofex siger:

    Hvis diverse GURPS supplementer kan kavlificere, så er Illuminati University og Bunnies & Burrows også gode kandidater på humoristiske rollespil. Og selvom det måske ikke er det eneste fokus, så vil jeg også mene at indie-spillene It’s Complicated og Fiasco lægger op til komedier.

  7. Morten Greis siger:

    GURPS supplementer tæller med. Illuminati University er et godt bud, men jeg er ikke nok inde i B&B til at sige, om den også gør det. Ideen er bestemt sjov, men tager bogen ikke emnet ret alvorligt?
    It’s Complicated og Fiasco er gode bud, omend humoren næsten er mere et biprodukt end et direkte mål. Her er også Shab Al-Hiri Roach, som også er ret sorthumoristisk.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s