[Spelljammer] Wild Space – fjerde del

Vi fortsætter udforskningen, og det med en fuldtallig gruppe. Kort fortalt forlader vi det enorme rum, som vore helte sidst udforskede. Det var et enormt sted med flere kilometer mellem væggene, som var beklædt med skove og idylliske lunde. Nu flyver skibet ned gennem en korridor til et nyt sted. Et nyt rum, som er … større, meget, meget større. Dette rum er mere end enormt, og der er kilometer efter kilometer fra den ene væg til den anden væg. Små skyer driver dovent omkring inde i rummet, som er rundt som indersiden af en bold. Væggene er sølvgrå, men det viser sig snart at være kilometer efter kilometer af sølvgrå, visne plantestængler kun afbrudt af søer og floder, og enorme brune flader. Øverst i lokale er en enorm skakt, som strækker sig opad og en enorm krystal skinner som en lille stjernesol, men ligner også et øje i det høje.

Det langt større rum

Regelmæssigt rejser der sig sorte, hule søjler eller tinder, som hver rager en kilometer. I den nederste halvdel af rummet er fem, foruden den, som vore helte er kommet flyvende ud af. I den øverste halvdel er yderligere fem.

De brune sletter er snarere brune flader, ujævne og fyldt med kløfter og stejle skrænter, men set fra flere tusind meter borte, danner terrænet billeder og symboler. Der 25 brune flader fordelt på fem rækker, hvor den øverste og nederste er trekanter, anden og fjerde er trapezer og den midterste er rektangler.

De 25 vægbilleder

Vore helte flyver rundt i det titaniske kammer for at læse alle 25 billeder. I scenariet er en beskrivelse af de 25 billeder – for spilleder er en forklaring af beskrivelsen – og spillerne skal forsøge at sammenstykke en historie af de 25 billeder. Kort fortalt lærer heltene historien om en beholder-stamme, hvis anfører var en kæmpestor beholder, der gav fødsel til dem alle, og de har alle det særtræk, at de har fem øjententakler for neden og fem for oven, hvor klassiske beholdere (som alle dem vi tidligere har mødt) har alle ti for oven. De bekriger andre beholdere, men ved den store beholders død er de hårdt pressede. De bruger øjnene fra den store faldne beholder til at komme til magten igen, og med dem omskaber de sammen med et mystisk humanoidt folk (som vore helte gætter på er De hemmelighedsfulde, som efterlod beskeden til dem) en asteroide til at være Hærgerens bolig, og Hærgeren ses fordrive de andre beholdere og siden ødelægge hele verdener. Ud fra symbolerne identificerer vore helte hvilke af beholdernes evner, der er knyttet til hvilke symboler, og derfra kan de regne ud hvilke af de ti destruktive evner, der er knyttet til hver af de ti rum. De har været inde i Charm Person-rummet, og nu vælger de det rum, som de mener, må være Sleep Spell-rummet (og det er korrekt).

Det nye rum – søvnens rum

Dette rum er samme størrelse som Charm Person-rummet, men det er tåget, fyldt med disede varme strømme om luft, som smyger sig dovent om dem, bærende tunge parfumerede dufte med sig. Her er lunt og behageligt, og rummet frister til en lille lur. Væggene dækket af tyk, tæt tåge, som skibet sætter sig fast i, og man kan gå og stå på denne tåge. I stedet for at udforske den nærmere, beslutter vore helte sig for at udforske rummets lyskilde nærmere, og det viser sig at være en enorm krystal, der udsender et varmt lysskær. Heltene kommer frem til, at de er nødt til at udforske søvnens side af dette rum, og halvelveren Lilly ligger sig derfor til at sove på den kæmpemæssige krystal.

Strandet i søvnens rige

Hun har en forunderlig drøm, hvor hendes far byder hende velkommen til Drømmeriget og tilbyder hende sine drømme opfyldt, hvis hun følger med ham. Lilly er meget i tvivl, men til sidst giver hun efter, og på en bevinget robåd sejler de bort fra Himmelløberen, og de kommer til et smukt, paradisisk skovlandskab beboet af dyr, insekter og elvere i al fredsommelighed.

Det viser sig snart, at Lilly er fanget i Søvnens rige, og vore tilbageværende helte kan ikke få hende vækket. De beslutter sig derfor at forlade rummet, og så vil de flyve mod øjet i det høje, da de har deduceret sig til, at dette øje – som skinner som en lille sol – må være Anti-Magic-øjet.

Mod solen

Det er det. Med kurs direkte mod øjet, mister Himmelløberen pludselig kraft, og den gribes af det lokale tyngdefelt (tyngdefeltet herinde er altid mod nærmeste væg), og de styrter derfor kraftløse op mod øjet, hamrer ind i det og styrter ned i skakten bag øjet. Deres skib er ødelagt, og de er fanget i en ikke-magisk zone. De vandrer derfor op for enden af skakten, hvor et nyt vældigt rum er, og denne gang er det dækket af en stor messingkuppel, som er den enorme hvælving, som heltene sidst så på ydersiden, og som kan åbne som et gigantisk øje. Her finder heltene bizarre levn af et ritual, som de så gengivet på de brune flader, hvor beholder optræder i en ring. Der er ti beholdere i en ring, og ringene er der ti af, og de er anbragt i en ring, og dem er der også ti af anbragt i en ring – på vægstykket var der således 1000 beholdere i ritualet, men denne er endnu større, for der er yderligere ti ringe anbragt i en ring, således var 10000 beholdere involveret. På hvert punkt ligger en rest støv, og et enkelt sted finder de resten af en forstenet øjetentakkel. De gætter sig til, at de mange beholdere har været forstenede og derefter nok disintegreret.

Hvordan vækker vi den sovende?

Her snakker vi frem og tilbage, da der stadig er planer om at vække Lilly, men det er uden for heltenes rækkevidde at kunne gøre det, men en (lidt bizar) løsning er at slå Lilly ihjel, og derefter gneoplive hende med den magiske krystal, som kan lagre formularer, som de tidligere fandt. Her er det, jeg minder folk om, at der er en regel om, at man skal klare et Resurrection Shock-tjek for at se, om kroppen tåler shocket fra genoplivningen, og Lilly har kun Con 8, så der er sølles 65% chance for succes. Vi har således et af de afgørende terningkast, et schrödingers terningkast, som afgør om det går den ene eller den anden vej. Der er intens spænding om bordet, da vi alle følger Lenas terningkast, der trommes og heppes, og det er en succes! Lilly vågner til live.

Tilbage i den store sal

Vore helte vender tilbage til skakten. Samler forsyninger fra det nedstyrtede skib, og de trækker Himmelløberen fri af skakten, og ned gennem skoven af indtørrede sølvgrå vækster, som splintres og knækkes i sammenstødet med resterne af Himmelløberen, som trækkes hen over dem. Den oprindelige drivkraft døde i styrtet, men den magiske tronstol er stadig på den bagerste del af skibet, og med en troldmand (eller anden spellcaster) kan den halve del af skibet stadig flyve videre.

Bemærkninger

Vi er stadig i gang med “Rendevouz med Rama“, og hvor bogen er relativt plotløst, fordi der ikke rigtig sker andet end at et kæmpemæssigt rumskib dukker op, udforskes af mennesker, og derefter forsvinder igen. Udforskningen af asteroiden, som er Hærgerens rede, er relativ målløs, da opgaven er vanskelig og svær at gennemføre entydigt.

Scenariet er strandet mellem udforskningen, plottet med Jon Tobart (som de andre beholdere gerne ser dræbt, men som ingen ved, hvor er, eller hvad laver) og opgaven med at ødelægge de ti øjne (jf. De hemmelighedsfuldes bud).

Udforskningen er desværre ikke tung nok helt til at bære scenariet, særligt sammenholdt med de lige nu vage plots, men havde der været et større fokus på den interne dynamik i gruppen, og et fokus på de udfordringer, der er med forsyninger og moral, kunne scenariet måske løftes bedre op. Jeg er spændt på forløbet næste gang, hvor der nok vil blive besøgt nogle flere rum, og forhåbentlig nogle rum med bedre interaktion end søvnens rum.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i D&D, Rollespil, Spelljammer. Bogmærk permalinket.

2 svar til [Spelljammer] Wild Space – fjerde del

  1. ludofex siger:

    Jeg ved ikke helt om jeg er enig i at udforskningen ikke er tung nok til at kunne bære scenariet. Jeg tror måske nærmere den er for tung, i den forstand at der ikke er nogle lette delmål der kan opnåes, eller nogen umiddelbar gevinst ved at regne e.g. vægmalerierne ud. Du afslørede i øvrigt en lille del vi ikke havde regnet ud, nemlig at dronningen døde – hvilket også giver mig er hint til hvilket rum der er deathray rummet, men det må vi tage næste gang.

    Du har ret i at der kunne være fin plads til at køre noget survival spil, specielt når vi har været så store idioter som vi har, mht vores skib. Mht det med de interne konflikter i gruppen, så har du ret i at det bestemt kunne være interessant, men jeg tror det er svært rigtigt at få til at køre når omgivelserne er så fremmede og handlemulighederne er så uklare. Men vi var da lidt oppe at toppes om hvorvidt vi måtte slå gnomerne ihjel, og om hvem der skulle slå Lilly ihjel. Og så er der det generelle problem om at vi ikke har diskuteret vores gruppedynamik så det er svært at vide hvad folk har lyst til at spille på, hvis det skulle være.

    Alt i alt synes jeg at Spelljammer er ret sjovt, men nu er jeg også temmeligt glad for BDOer og udforskningsspil.

  2. Morten Greis siger:

    Det kan godt være, det “bare” er klarere delmål, men det vores nært forestående spilgang forhåbentlig afsløre for os. Apropos afsløre, så var det en forbistret fortalelse, men det er netop det, der er så besværligt ved netop den type scenarier, hvor man skal jonglere mellem ‘GM-noterne’, ‘fiktionens gengivelse’ og ‘spillernes tolkning’, og det er lidt en udfordring at holde de tre ting adskilt.
    Og så var der jeres snak om at overfalde de harmløse gnomer. Det var fæl snak🙂

    Jeg er lidt spændt på, hvad der ellers vil opstå af intra-party-spil, da det ikke ligefrem er et scenarie, der tungt vægter dette aspekt.

    Yay for spelljammer og BDO’ere!

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s