[Hinterlandet] Fastaval Rollespillergilde

HelCon på Fastaval består i år af to “spil”. Det ene er Hinterlandet, som er oldschool rollespil baseret på Dungeons & Dragons, og som giver alle oplevelsen af, hvordan rollespil tog sig ud i gamle dage med udforskning af huler. Det andet spil er Fastaval rollespillergilde, og det handler om dig og mig som rollespillere på Fastaval, og om os, når vi spiller Hinterlandet.

I Fastaval rollespillergilde rollespiller vi os selv som rigtig seje rollespillere.

Hvordan deltager man?

Spiller man med i Hinterlandet som spiller eller spilleder, er man automatisk med i gildet. Man kan melde sig i gildelokalet og udfylde et bevis på ens mangeårige medlemsskab og dedikation til gildet og få æren af at skilte med sit medlemsskab – og spiller man med i Hinterlandet, kan man vise de andre spillere, hvor sej en rollespiller man er. Hvordan fungerer det så? Det kigger vi på i næste afsnit:

Fastaval rollespillergilde i spil

Fastaval rollespillergilde er fra et spilmæssigt synspunkt bygget op over Gilde-point, som optjener på forskellig vis på Fastaval og derefter spenderer i Hinterlandet.

At optjene Gilde-point

Alle medlemmer af Fastaval rollespillergilde har et antal gilde-point, og de kan optjene flere i løbet af Fastaval.

  • For hver spilblok man er medlem af Fastaval rollespillergilde, men ikke spiller med i Hinterlandet kan man optjene 1 point.
  • Hver GDS-tjans giver 2 point.
  • Hver spilledertjans på Fastaval giver 2 point og hver Hinterland spilledertjans giver 4 point. 

Gildepoint kan bruges, når man spiller Hinterlandet til at aktivere forskellige ting eller erhverve sig særlige mikro-supplementer.

Mikro-supplementer

Af regelbogen til Hinterlandet fremgår det, at alle officielle Fastaval rollespillergilde supplementer er gyldige, uanset hvad spilleder måtte mene om det, så længe spilleren har et officielt eksemplar af reglerne ved hånden. Det er med andre ord muligt at anskaffe sig ekstra regler til Hinterlandet, som giver særlige fordele, adgang til nye klasser, formularer og udstyr eller bare ekstra evner til karaktererne. Nogle supplementer er ret almindelige, andre er ret så sjældne.

Fastavals gildespilledere, som har taget det fornemme hverv på sig at guide spillerne gennem Hinterlandet og sikre sig, at de får en god oplevelse, har som deres gilde-privilegier adgang til særlige supplementer (f.eks. ekstra klasser og racer at vælge imellem såsom elvere og hinterlændinge).

Andre af disse supplementer kommer i spil fra andre dele af Fastaval, som f.eks. via infonauterne og Penguin Brainfood.

Fastaval gildespilleder

Spillederne på Hinterlandet er alle Fastaval gildespilledere, og de er særligt udvalgte til deres poster. De er en ekstraordinær gruppe af rollespillere, der har fået pålagt sig et yderst vigtigt hverv, og med det hverv kommer en løn i form af ekstra Gilde-point og i form af særlige regelsupplementer.

At anvende Gilde-point

Hver deltager i Fastaval rollespillergilder har således en række Gilde-point, som kan spenderes i forskellige situationer: 

Der hviler en forbandelse over de terninger …

– du kan spendere 2 Gilde-point til at erklære, at der hviler en forbandelse over en terning. Terningen må ikke bruges mere ved indeværende spilgang.

At mane terningeforbandelser

– du kan spendere 3 Gilde-point på at rense en terning, som det er erklæret, der hviler en forbandelse over, og terningen må tages i brug igen. For at rense terningen for sin forbandelse, skal der gennemføres et lille ritual.

Mine korttegningsevner er for rå …

– du kan spendere 2 Gilde-point for at få spilleder til at korrigere en fejl på dit kort, forudsat du fortæller de andre spillere, hvor sej en korttegner du er, og at du derfor ikke kan fejle din korttegning.

Jeg har spillet dette her før …

– du synes at mindes at have udforsket hulesystemet en gang før, måske sidste år på Fastaval? Du kan spendere 4 Gilde-point, og spilleder giver dig nogle hints til, hvad der gemmer sig rundt om hjørnet, bag døren eller lignende, eller om du er ved at træde ind i en fælde.

Selvfølgelig huskede jeg det stykke udstyr …

– du kan spendere 2 Gilde-point og få lov til at købe et stykke almindeligt udstyr (ikke våben, rustning eller magisk grej) her og nu, for selvfølgelig havde du husket at købe det udstyr.

Jeg er for sej til det her …

– du kan spendere Gilde-point på at tildele din karakter eventyr-point. Din karakter kan ikke erhverve flere point, end der skal til for at karakteren kan stige til niveau 2. Pointene skal spenderes udenfor, ikke nede i et hulesystem. Hvert Gilde-point giver 100 eventyrpoint.

Min anden karakter er en …

– med Gilde-point kan du udskifte din nuværende karakter med en anden karakter, som er et niveau lavere end din nuværende. Din nuværende karakter skal være i live for at du kan udskifte den med en anden. Det koster 4 Gilde-point at udskifte din karakter.

Et råd fra en erfaren rollespiller …

– med Gilde-point kan du give et boost til en karakter, som er på et lavere niveau end dig selv. Des større forskellen på jeres niveauer er, des større bonus kan du tildele. For hvert Gilde-point spenderet kan du give en bonus før terningkastet. Bonuset er forskellen i niveau mellem jeres karakterer (dvs. en karakter på niveau 5 kan give en +2 bonus til en karakter på niveau 3).

(Tak til Troels K., Uffe T., Tobias B. og Nis B. for feedback)

Forhistorie

Her er så lidt om Fastaval rollespillergilde selv. Gildet har en lang og stolt tradition, som det er værd at mindes.

Fastaval gildet inviterer til Jubilæum

Fastaval gilde er en af de ældste rollespilsgilder i Danmark. Gildet* blev stiftet af en gruppe dedikerede E&E-spillere, der savnede gode lokaler og et sammenhold om deres rollespil. De gik sammen og dannede gildet Fastaval rollespillergilde for Aarhus’ E&E-spillere. Gildet har altid været på forkant med udviklingen inden for europæisk rollespil, og gildet var således blandt de første til at indføre Indien: Udforskningen fra England og Reiziger – Handelavontuur in het verre oosten. Med nye rollespil kom flere rollespillere, og gildet ændrede titel. Under hårde formandskampe i 80’erne skiftedes navnet til det nuværende Fastaval rollespillergilde, om end det optræder i daglig tale typisk som Fastaval gildet.

Da Fastaval gilde holde sit jubilæum påsken 2013 arrangeres et kæmpe scenarie for alle gildets deltagere og spilgrupper, som sammen kommer til at dyste om at fælden Lichkongen fra Ascalon, som har sin dæmoniske trolddomsgrav skjult i Hinterlandet.

Hinterlandet er for alle gildets medlemmer, og det er skrevet for at fejre rødderne til de mange rollespil, der i dag spilles af foreningens medlemmer.

Vær med til at bidrage til Fastavel gildes jubilæum. I forbindelse med Hinterlandet udgives også et jubilæumshefte, der fejrer gildet med artikler fra gildets stiftelse frem til i dag.

—————————–

* Fastaval gilde er et af de ældste og mest prominente gilder i Danmark, selvom titlen er misvisende, idet gilderne ophørte i 1848 i forbindelse med den på det tidspunkt kommende Grundlovs indførsel, og Fastaval gilde er formelt set en forening. Fastaval bibeholdt sit navn og stiftedes som en forening, der ca. 40 år senere skiftede navn.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Eventyrere & Elefanter, Fastaval, HelCon, Hjemmebrygget D&D basic 5th, Hjemmelavede spil, Rollespil. Bogmærk permalinket.

4 svar til [Hinterlandet] Fastaval Rollespillergilde

  1. Pingback: [HelCon - Hinterlandet] Velkommen til Hinterlandet | Stemmen fra ådalen

  2. Erik Warming siger:

    Fantastisk! Har grinet så meget at jeg har fået hikke

  3. PlayPossum siger:

    Du er et helt utroligt fantastisk sejt menneske, Morten. Det er den fedeste idé jeg har set længe til at integrere Helcon i fastavals struktur.

  4. Pingback: [Hinterlandet] Fastaval rollespillergildes mikro-supplementer | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s