[Shadowrun] Mysteriet om Rundetårn

Andetsteds (på en wiki og i en FB-gruppe) snakker vi om en Shadowrun-kampagne (som blandt andet involverer bloggerne N og P) med en episodisk struktur, hvor sager i region KBH-Mlm efterforskes og opklares. Der er kun så og så meget officielt udgivet materiale, som omhandler Norden, og vi er derfor i gang med at konstruere noget mere. Jeg har ikke spillet Shadowrun de sidste 15 år, og jeg har ikke helt styr på universet, men ikke desto mindre ledte spredte stikord til følgende koncept (lettere hulter til bulter).

Wesselians

En hemmelighedsfuld orden med hovedsæde på Bornholm, der har sat sig for at manifestere den magiske kongekraft, som de ser indlejret i København i visse historiske bygninger opført af konger.

Ordenen bærer sit navn efter Christian Carl Wessel (1946-2038), arkitekt og royalist, der allerede tidligt så mulighederne i nyt nordisk design og magi. CCW var blandt de danske designere, der allerede tidligt bemærkede, at der synes at være en sammenhæng mellem magi og bygningsdesign, og flere arkitekter har forsøgt gennem Danish Design at skabe trolddom.

Imidlertid har en af de største hæmskoer for udviklingen været at alle moderne bygninger er “smart buildings”, og i deres natur modvirke arkitektural magi, og endnu har ingen ville finansiere konstruktionen af en kæmpe, moderne bygning uden “smart ware” for at teste arkitektural magis muligheder.

Christian Carl Wessel dykkede derfor ned i historien for at lede efter historiske bygninger, som allerede var indrettet efter arkitektural magi, og efter mange års søgen, var han succesfuld. Han fandt at principperne for arkitektural magi havde guidet Christian IVs mange bygningsværker i København, og hvis man kunne genskabe den sammenhæng, som bygningerne indgik, ville man kunne re-etablere netværket af bygninger og kanalisere den magi, som eksisterer mellem bygningerne. Den magiske tradition blev døbt Kongekraft efter bygherrerne.

Christian Carl Wessels orden af arkitekter, kongetro og sakralister (folk, der studerer sakral geometri) er en fragmenteret sammensværgelse, hvor alle delene er knyttet sammen om CCW’s teser, men de har taget dem i forskellige retninger, og ordenen er svækket af intern rivalisering, men de enkelte fragmenter kan også skjule sig i mængden af andre teser og sammenslutninger.

Et af ordenens mål er at re-etablere de gamle mønstre af sakral geometri i København for at kanalisere den magiske kongekraft. Sammensværgelsen arbejder for vedligeholdelsen af de historiske bygninger,

En gren af ordenen mener, at kongekraften er til at kontrollere for enhver, der besidder de kongelige regalier, og de har en plan om at stjæle kronjuvelerne.

En anden gren mener, at kongekraften er nedarvet i kongeslægten, og de vil rekruttere kongen til at tjene ordenen mod at skænke monarken kongekraften. En udbrydergruppe mener, at enhver efterkommer af kongehuset har kapaciteten til at bruge kongekraften, og de er ude på at kortlægge det fulde slægtstræ – men der er delte meninger om hvilken kongeslægt, da nogen mener, at den nuværende kongefamilie ikke besidder kongekraften (enten fordi det Glückborgsske hus fra 1863 eller det Oldenborgske hus fra 1448 ikke har videreført det nødvendige arvemateriale eller hvad der nu skal til), og målet er at identificere hvor skellet sker, og derefter identificere efterkommere af den rette slægt. Nogen gør det, fordi de håber på selv at have arvet kapaciteten for hornkraften, andre fordi de håber på at finde en “arving”, som de kan føre frem som en mere ægte konge, og atter andre håber på at kunne udvikle en genterapi, så de kan arve kapaciteten for at anvende hornkraft. Nogle wesselianere snakker ligefrem om muligheden af at lave et royalt corp argumenterende for, at en konge ikke behøver være konger af fysiske riger, men at de også kan være det af det Mage-corporatet i stedet.

Selskabet for Royal Arkitektur

Den officielle side af ordenen er SRA, som er et privat selskab, som varetager CCW’s ideer, passer på arkivet og gennem deres foreningsskrift udgiver artikler om kongelig arkitektur, CCW’s ideer, Københavns indretning, samspillet mellem moderne nordisk design og historiske bygninger, samt tilsvarende royale bygningsværker i resten af Europa ud fra en tankegang om, at de ideer, der har guidet det danske kongehus kan genfindes i resten af Europa.

Ordenens officielle afdeling har sit tilhørsforhold på Bornholm, men opretholder et kontor i København. Hjemstedet på Bornholm var et krav fra Christian Carl Wessel i sit testamente, hvor han skænkede sine midler til en fond, der skal videregive hans ideer. Fonden varetages i dag af SRA. Hvorfor Christian Carl Wessel valgte Bornholm ved ingen, men en populært tese lyder, at Bornholm en gang før eller i tidlig Vikingetid var et selvstændigt kongerige, og at øen var indrettet efter samme sakrale geometri som Christian IVs København. Beviset på dette skulle være rundkirkerne, som kirken fik anbragt på hellige steder på øen i forbindelsen med kristningen af øen, og det kan betragtes som en slags forsøg på at highjacke øens sakrale geometri.

Rundetårn

Det astrologiske under, Rundetårn, og den tilhørende Trinitatis kirke er centrum for Wesselianernes ideer, og tårnets placering, dets mål og former har været genstand for mange analyser, såsom at Rundetårn er præcis en fjerdedel af Kheops pyramidens højde, og at kirkeskibet volumen matcher hulrummene i pyramiden. Tårnets placering er heller ikke en tilfældighed, og Wesselianerne forsøger at ‘høste’ de magiske strømme, der emmer fra tårnet, og som følger særlige ruter gennem byen, men de færreste ruter endnu intakte.

En af de radikale Wesselian grupper – rygtes det – har planer om at demolere flere bygninger på en bestemt astrologisk dato, hvor de magiske strømme er ekstra kraftige, og de derved kan høste voldsomme mængder af kongekraft og ligefrem tage magten i landet. 

Hvor meget og hvor mange står bag Selskabet for Royal Arkitektur, hvor vidt er de i gang med at forfølge deres planer, og hvor langt vil de gå for at opnå dem? Hvis ideer har gang på jord, og hvis ideer vil slå fejl?

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Kampagnedesign, Rollespil, Rollespilartikler, Shadowrun. Bogmærk permalinket.

4 svar til [Shadowrun] Mysteriet om Rundetårn

  1. ludofex siger:

    Cool.🙂

    Jeg kan rigtigt godt lide ideen om sakral arkitektur. Det virker relativt at let at kunne trække på diverse gamle bygninger og vinklen med både Dansk Design og modstanden imod smart buildings virker spændende. Og det at skulle have fat i ejendom kan gøre de kan komme i konflikt med eller have grund til at alliere sig med hvem som helst.

    Til gengæld synes jeg det virker lidt meget blande kronjuveler og royalt blod ind i det. I hvert fald med det samme. Dels fordi der trodsalt der næppe kan være så mange forgreninger i en enkelt konspiration der næppe findes udenfor Danmark, og dels fordi jeg tror det er nok at gøre bare med den ene plan.

    Jeg tror også det kunne være interessant at få Wesselianerne placeret lidt i forhold til nogen af de større magiske konspiratører i Shadowrun. Enten som en underafdeling, et partnerskab eller en allieret. Oplagte muligheder er Atlantean Foundation (Atlantis/Thera efterforskere), Black Lodge (Magikere der forsøger at overtage verden), Order of the Temple (Moderne tempelriddere styret af Paven). Det kommer lidt an på hvor dystre Wesselianerne er.

  2. ludofex siger:

    Hvis man vil have flere grene, men hver deres agenda, så kunne de evt komme af at to forskellige bagvedliggende grupper trækker i den mindre konspiration.

  3. Erik Warming siger:

    Synes det er rigtig spændende, giver ludofex ret i at bygningskonstruktioner og kongelige symboler (kronjuvelerne) ikke nødvendigvis hænger sammen – set ud fra et magisk-akademisk synspunkt, men symbolikken er jo stærk.

    Og hvem ved hvad der kan ske når en begynder at pumpe mana igennem de gamle sakral geometriske bygninger og bruger store summer for at finde den statue som oprindeligt stor på netop den specifikke bygning?

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s