[Anmeldelse] Odins labyrint – et glasbarns fortællinger

Vi fortsætter ekspeditionen uden for bloggens vante territorier og kigger i dag på en krimi med hemmelig historie. I forgående indlæg var emnet oppe at vende – hvad er hemmelig historie – og fra at have set på, hvad hemmelig historie er, tager vi denne gang en tur rundt om konkret udgivelse. Det bliver mere en undersøgelse af bogen end en egentlig anmeldelse – og flere af kommentarerne skal ses i relation til mit førnævnte indlæg om hemmelig historie, mens andre er baseret på de ting, der forstyrrede min læsning af bogen.

En spekulativ bog om Odin

Odin er en af de mest kryptiske og alsidige aser, man kan beskæftige sig med. Mangt en tolkning er gjort af ham, og han har mange forskellige roller alt efter, hvad folk har lyst at tilskrive ham. Han er kamæolon, der let formes af de vidt forskellige kilder. Derfor er det ikke så underligt, at han også har fået en plads i en krimi med en hemmelig historie. Det drejer sig om Mads Peder Nordbos Odins labyrint – et glasbarns fortællinger.

Historien følger en ung runolog-studerende fra Odense Uni, der inviteres til en England for at forske hos en aldrende kunstner. Det viser snart, at hans families forhistorie er vævet sammen med den aldrende kunstners kryptiske fortid, og det knytter sig både til den forskning, han skal begå, og til en indskudt historie, som den aldrende kunstner læser højt, som udspiller sig i 1897 og omhandler familiernes forhistorie. Undervejs møder han en pige, og de forelsker sig, og han lærer sin families fortid at kende, forliger sig med den, og historien får sin ende. Han jagtes desuden af et hemmeligt selskab.

I det følgende vil jeg tage en række nedslagspunkter fra værket, som enten forstyrrede min læsning af det, eller som kommer ind på tangenten med hemmelig historie og konspirationer. Med forstyrrelse af læsningen er det, når jeg som læser stopper op og tænker “det er ikke realistisk” eller noget tilsvarende, det er, når min “suspension of disbelief” går sig en tur, og der var et par stykker af dem undervejs i bogen.

Det hemmelige selskab: Jesuitterne får den tvivlsomme ære af at være det hemmelige selskab, der myrder folk (på samme måde som Dan Brown gav Opus Dei denne rolle i Da Vinci-mysteriet), men forfatteren er ikke overbevisende i sin opbygning. Beviset på jesuitternes skurkagtighed kommer hovedsageligt fra, at hovedpersonen finder en hjemmeside, der opremser en række mord, de skulle have begået. Hvorfor hovedpersonen lader sig overbevise af en tilfældig hjemmeside er besynderligt, og det virker mest som om at det hemmelige selskab er med, fordi genren dikterer, at der skal være et hemmeligt selskab – eller rettere fordi forfatteren har besluttet sig for, at hans tese må være en trussel mod kristendommen, og den sender derfor sine ‘krigere’. Ligesom valget af Opus Dei i Da Vinci-mysteriet er valget af Jesuitter-ordenen nærmest dovenskab. Taget i betragtning af, hvad der kan trylles frem af hemmelige ordener i konspirationslitteratur, er det skuffende, at der vælges officielle katolske institutioner til denne rolle. Ordenens tilstedeværelse er perifær, og den kunne være blevet skrevet ud uden at nogen ville have opdaget noget.

Mobiltelefoner: Moderne teknologi er ofte en hæmsko for gyserforfattere. Mangt en Call of Cthulhu-GM har beklaget sig over, at spillernes karakterer havde mobiler, så de ikke kunne isoleres, men hvor gyserfilmen har fundet løsninger, har ikke alle andre gjort det. Vores hovedperson forsker på nettet, og han printer trofast alt sit arbejde (men havde han det dog bare liggende i sin dropbox eller i sine google-docs, hvis han dog bare brugte en e-læser, eller på anden vis opfattede computere og IT-teknologi som andet end stationære apparater, så havde han nok klaret sig bedre). Ligeledes har jeg det svært med, at vores hovedperson famler rundt i mørket, når han har en mobil (tænd displayet eller aktiver evt. en indbygget lommelygte), og da han får stjålet sin mobil, gør han intet for at erstatte den (men han har sikkert heller ikke en facebook-konto), og han må derfor forlige sig senere med lommelygter (stavlygter lader det, LED-lommelygter er i alle fald ikke noget, han synes at have adgang til). Så trods hans flittige research på nettet, er vores hovedperson noget teknologi-hæmmet, men ikke som noget, der bliver adresseret i fortællingen, men snarere forfatteren, der ikke har tænkt sit univers helt igennem.

Så fandt de et skelet: Det uigennemtænkte manifesterer sig andre steder i bogen. På et tidspunkt finder hovedpersonen og hans veninde et skelet under en busk, da den graves op – og til at begynde med gætter de på, at det må være fra romersk tid. Ganske vist er der romerske levn under London, men jeg har svært ved at tro på, at et skelet fra romersk tid ligger så “højt” oppe, som lige under en busk. Men når man står med et skelet, hvem hidkalder man så? Politiet eller arkæologerne? I dette tilfælde går de til arkæologerne, og disse konstaterer, at skelettet har ligget i jorden 60-100 år.

Har et skelet ikke ligget i jorden i længere tid end det, så er det ikke en arkæologisk sag, så er det en politisag, men hverken vores persongalleri eller arkæologerne kontakter politiet. I stedet lader man skelettet ligge urørt i flere dage, så dets knogler frit kan røves (og bliver det), fordi arkæologerne vistnok (?) stadig har interesse i det, og det tror jeg ingenlunde arkæologer gør med deres udgravninger.

Den indskudte historie: Det er fint, at forfatteren gerne vil spinde flere tråde sammen i sin historie, og der er derfor er to handlingsforløb, der udspiller sig i hver sin tidsalder (og berør et undertema i bogen om planter-plantegift-medicin-lægekunst – gartnere/læger), og det er charmerende, at den ene tråd ikke formidles via krydsklip tilbage i tid, men via oplæsning af den ene historie inde i den anden. Det virker bare ikke, da historien i historien skal forestille at være en slags biografi, men den er så detaljeret i at beskrive stemninger og steder, personers følelser og tanker, at det knapt kan være en biografi – og da kun en selvbiografi (hvad det viser sig at være), og den er mere en fiktion, og det bryder illusionen af, at der læses en historie højt inde i historien. Derudover bruger forfatteren det ikke til noget sjovt ved f.eks. at lade personerne i nutiden kommentere på det oplæste (det gjorde f.eks. filmene Princess Bride og Nattens engel bedre).

Andre elementer:

Klaustrofobisk lille verden: Alle eksperter, vores hovedperson og hans veninde kommer i nærheden af, om deres ekspertise har med sagen at gøre eller ej, er venner eller fjender af den aldrende kunstner, og tilfældighedernes spil bliver lige lovligt klaustrofobisk.

Pseudo-monstre: Der er nogle besynderlige ikke-monstre i bogen (lidt som i Frk. Smillas fornemmelse for sne) i form af trillinger, hvor to er blevet deforme væsner og den sidste er et skrøbeligt, smukt barn, og de drev deres forældre til vanvid ved deres eksistens. Så bogen låner af gysergenren men uden helt at træde ind i det fantastiske ved lige akkurat at holde åbenlyse overnaturlige elementer ude af historien (en slags euhemeristisk gyser om man vil). Jeg har før oplevet disse halvhjertede, semi-gotiske gysere, og det er lidt frustrerede, at der trækkes elementer ind, som stammer fra de fantastiske genrer (horror, science fiction. fantasy), men hvor man fratager dem det fantastiske eller det magiske.

Sproget: Vores hovedperson er dansker, der opholder sig i England. Når han tager til Tyskland, er tysk tale gengivet med tysk, indtil de skifter over til engelsk, hvilket i bogen bliver til at de taler dansk. Al engelsk tale foregår derimod med dansk tekst, og det giver først og fremmest det indtryk, at vores hovedperson ubesværet taler engelsk så godt som dansk, og det er nogle steder svært at tro – og man glemmer en god del af tiden, at personerne taler engelsk og ikke dansk, fordi bogen ikke skelner mellem de to sprog – og det skaber også et kuriøst øjeblik i bogen, da hovedperson udbryder “Yes!”, for hvis han han siger Yes!, hvad sprog taler han så, når alt dansk og alt engelsk er skrevet med dansk? Hvad hører hans britiske selskab?

Den hemmelige historie: Stykvis bliver den hemmelige historie formidlet undervejs, som det er typisk for genren. Tesen omhandler Odin, den rummer usædvanligt nok ingen tempelriddere, men den handler som sædvanen kræver det, om en tese, som er en trussel mod den kristne kirke. Denne gang fordi der har været en proto-religion, der har inspireret til kristendommen, buddhismen og andre. I det efterfølgende essay viser det sig, at forfatteren ikke kun har opdigtet en tese til bogen, men at det er hans egen tese, og en som han stadig arbejder på. Jeg vil derfor gå i dybden med den hemmelige historie senere.

(Krimi-)Mysteriet: Mysteriet om hovedpersonens familiefortid og det mystiske gods nogenlunde underholdende. Den er kryptisk, har mange vendepunkter og er bygget rimeligt ok op, selvom visse dele af persongalleriets ønsker om at være hemmelige for hemmelighedens skyld gør det lidt anstrengt. Hvorfor går de altid og holder på deres hemmeligheder, og afslører dem så besynderligt langsomt?

Det afsluttende essay: Forfatterens essay er teknisk, og det er for den nysgerrige læser – og så er det for mig. Det tager vi i næste indlæg.

Så alt i alt var Odins labyrint – et glasbarns fortællinger en hurtigt læst oplevelse, som hvis overordnede krimi-mysterie var nogenlunde underholdende, men flere af elementerne i bogen fungerer ikke overbevisende, og bogen føjer sig listen af middelmådige værker med hemmelig historie.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Anmeldelse, Genrer, historie. Bogmærk permalinket.

3 svar til [Anmeldelse] Odins labyrint – et glasbarns fortællinger

  1. Pingback: [Anmeldelse/Historie] Odins labyrint – De magiske runer | Stemmen fra ådalen

  2. Pingback: [Anmeldelse] Manden på tapetet | Stemmen fra ådalen

  3. Pingback: [anmeldelse] Thuleselskabet | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s