[Anmeldelse/Historie] Odins labyrint – De magiske runer

Vi er uden for bloggens vante omgivelser på ekspedition ind i krimiers hemmelige historier og de essays, der gemme sig bag i bøgerne. Jeg har i de to foregående indlæg haft emnet krimier med hemmelig historie og en diskussion af en af dem, Odins labyrint – et glasbarns fortællinger oppe og vende, og nu kommer vi til den del, som almindeligvis fascinerer mig.

Bag i Mads Peder Nordbos roman gemmer sig essayet De magiske runer (kan også findes på hans hjemmeside her – samt et tillæg om Mads og Thor Heyerdahl), som er Mads Peder Nordbos (MPN) tese om, hvorledes Odin og Thor er kommet til Norden, og hvorledes Odin er Jesu forgænger – og en del af tesen bygger på Thor Heyerdahls tilsvarende ideer. I bogen afdækkes disse spekulationer trinvist, men hvad man kunne have antaget var bogens karakterers tese, viser sig med al tydelighed at være forfatterens tese:

Nu har jeg så taget kampen op, og selvom jeg godt kan mærke, at der er lang vej endnu, så ser jeg det som lidt af et livsprojekt, at få ’vores’ [Heyerdahl og MPN] teser om blandt andet Odins, Nordboernes og runernes ophav antaget som faktuel viden. (kilde)

De magiske runer

Jeg vil ikke gennemgå alle dele af MPNs ideer og tese, men jeg vil udpege en række områder for at vise, at tesen ikke er videre godt underbygget, mangelfuld og ikke kun spekulativ, men et langt stykke vej fra at kunne blive antaget som “faktuel viden“. Essayet er dateret 2009.

MPN indleder sin tekst med:

Runeforskningen befinder sig i disse år både i en rivende udvikling og i et vadested. (p.377)

Vil man gerne indlede sin tekst med sådan et udsagn, skal man også kunne følge det op med seneste forskning. Det sker ikke. Af de tekster, der kan identificeres i essayed, er de nyeste fra 1999 – altså ti år gamle, da teksten skrives – og bortset fra nogle artikler om runeforskning fra 1997-1999 er alle andre tekster nævnt i essayed fra 1960’erne og 1970’erne (og ikke alle disse har MPN læst) med to undtagelser, nemlig en norsk missionærs beskrivelse af Azerbaidjan og Thor Heyerdahl og Per Lilliestrøms kontroversielle tese om Odins indvandring fra Azerbaidjan fra 1999 (de følger op på det med endnu et værk i 2001, som ikke nævnes i essayet, men som MPN ud fra sin anden tekst på hjemmesiden også må være bekendt med).

Der er således ikke nogen ny forskning i artiklen til at understøtte MPNs spekulationer, og som jeg senere vil vise, har han lånt en del af sine ideer fra hjemmesider uden at nævne disse. I det følgende gennemgår jeg ikke slavisk essayet fra start til slut men vælger en række elementer ud.

Beowulf – af to omgange: Weotena

Beowulfkvadet er blandt de kilder, som MPN har udset sig. Det er et engelsk kvad, der stammer fra ca. 900-1100, hvis historie udspiller sig i danske egne, og det forsøges derfor brugt af mange til at sige noget om oldtidens Danmark, men også om hedenskab, kristningen af det engelsk samfund og så videre. Der udkæmpes blodige kampe blandt fagfolk om dateringen af værket, og der foreligger ikke noget endegyldigt. Kvadet er interessant også rent bevaringsmæssigt, da der kun er et manuskript, og det er derfor ikke til at sige, hvor udbredt det har været, om der har været varianter eller andre kvad, eller om dette vitterligt er det eneste kvad nedfældet. Det ville svare lidt til, hvis vi kun havde en islandsk saga bevaret. Nu har vi mange, og vi kan derfor sige en masse om sagaernes form og udvikling, men ikke om Beowulfkvadet.

To gange kommer MPN ind på en bestemt passus, som han har en særegen tolkning af. De to referencer afslører også, at der kan være et behov for en genskrivning af selve essayet.

“I det tidlige Beowulfkvad, der er nedskrevet mellem det 8. og 11. århundrede, men forgik langt tidligere, kan vi læse om danerne, at drotten (kongen) var omgivet af et tolvmandsråd af wođaner, altså Odin i flertal.” (p.397)

“I en anden engelsk kilde, Beowulfkvadet, står der som før nævnt (sætning 1096-98), at tolvmandsrådet omkring kongen kaldes weotena, hvilket er lig med wodaner. Altså Odin i flertal.” (p.406)

Bemærk hvordan vi første gang får at vide, at der er et råd af “wođaner” og lidt efter får at vide, at rådet kaldes weotena, som er lig wodaner. Odin uden for Norden kendes på kontinentet som Wodan (og i varianter som Guodan og Godan) og i England som Woden, så langt så godt, men inden for den gængse forskning findes ingen tolvmandsråd af odiner i Beowulf. Her bringer MPN altså noget helt nyt til torvs. Så et blik på teksten kan have sin relevans:

Afsnittet i Boewulf er følgende (linje 1095-1099):

ða hie getruwedon on twa healfa

fæste frioðuwære. Fin Hengeste

elne, unflitme aðum benemde

þæt he þa wealafe weotena dome

arum heolde, þæt ðær ænig mon

Og i Peter Harders danske oversættelse lyder de (linje 1096-1098)

den faste fredspagt. Finn lovede,

ærligt og ubestridt, ved ed for Hengest,

vejledt af sit råd, at vise resten

Det kritiske ord er weotena, som ifølge opslag i oldengelsk ordbog bærer betydningen “de vidende”/”vismændene”/”rådmændene”. Traditionelt betragtes navnet Odin/Wodan som værende knyttet til betydning “rase” og “vildskab”, og andetsteds i sit essay lader MPN ordet have netop denne betydning. Hvorfor weotena får denne nye betydning, og hvad begrundelsen for det er, kommer MPN ikke videre ind på. Imidlertid kan ideen skyldes denne passus:

Hvad her er uhyre spændende er den mulige flertalsbrug af Woðan (Woden), som jeg lidt drillende har skrevet “woðanerne”. Det siger sig selv at stammen har haft mere end en enkelt shaman (vølve); måske er hvert eneste medlem af 12-mandsrådet blevet anset som “Odin” da det juridisk alene er dette råd, der kan afsige dom. (Kilde)

Citatet stammer fra hjemmesiden verasir.dk, som drives af Flemming Rickfors (FR).

Der er en del sproglige ligheder mellem Rickfors’ forklaring, og MPN’s beskrivelse, og der er grund til at antage, at MPN henter sin forklaring herfra. Det følger vi op på i næste afsnit, men vi tager en tur mere om Odin:

“En anden interessant indskrift i den forbindelse er [ek] wiwaR woduride staina [sat|ido] ÞrijoR dohtriR da<i>lidun | arbija si<bi>josteR arbijano fra Tune-stenen (400-500 e.Kr.). Indskriften oversættes ”Jeg, Wiw efter Woduride, han som sørgede for brødet, gjorde runerne, overdrog stenen til Woduride. Tre døtre gjorde gravøllet fint som de elskeligste af arvinger”. Her er det nærliggende at pege på et par medbetydninger, der kan knyttes til navnet ’woduride’. For det første symboliserer det vilde ridt i sig selv Odin, der rider hen over slagmarken på den ottebenede hest Sleipner. For det andet er navnet wodu meget tæt på woden, der er en af de mest markante stavemåder af navnet Odin i indskriftens samtid.” (p. 388-89)

(Bemærk i essayet på hjemmesiden er der ændret i teksten. Hvor hele indskriften  oversættes i bogen, får læserne af hjemmesiden følgende: “Indskriften oversættes ”Jeg viv rejste stenen til wodurids minde”. ” – hvorfor MPN har valgt denne stærkt forkortede udgave af teksten på sin hjemmeside er uklart).

Hvor teksten et sted knytter betydningen af Wodan til viden, knytter den her Wodan til vildskab. Opslag i samlinger med runetekster viser, at der ikke er konsensus om betydningen af Woduride, og nogle oversættere lader navnet stå, mens andre i parantes forslår betydningen “Furious Rider”. Denne betydning er hentet fra et større tolkningskompleks omkring Odin/Wodan, som både er traditionelt i forskningen, og som rummer sine egne problematikker, som jeg ikke vil komme ind på her. Pointen er først og fremmest, at MPN tolker Wodan inkonsekvent – og han trækker på yderst spekulative tolkninger med tvivlsomt grundlag, når han FR’s tolkning, som han ikke henviser til.

Lex innocentium

I slutningen af 600-tallet forfattede Skt. Adomnan fra Iona Lex innocentium, de uskyldiges lov, eller Cain Adamnan, Adamnans lov, som den også kaldes. Lovteksten udstikker straffe for vold og drab på kvinder, børn og klerke, og teksten kan læses her.

MPN skriver:

“[…] Adamnan-loven fra 696/97 e.Kr., hvorved bl.a. kvinder forbydes adgang til slagmarken, hvilket henviser skjoldmøer og kvindelige ryttere til sagaerne.” (p.382)

På hjemmesiden verasir.dk finder vi

Cain Adamnain skriftet om Adamnan loven, hvis oprindelse menes at stamme fra år 696/7 e.Kr. og abbeden Adamnan fra Iona klostr et (nordvestlige Skotland), beretter i forordet til loven, der forbyder kvinder at deltage i krigsførelse, om hvorledes situationen var før lovens indførelse:

”Den beskæftigelse som kvinder var bedst til var at føre krig på slagmarken, at gå i sammenstød og slå lejr, slås og lede hærskarer, at såre og dræbe. På den ene side bar hun sin proviant, på den anden sit barn. Sit stangtræ bar hun på ryggen. 30 fod (9 meter) langt var det, og havde i den ene ende en jernkrog, som hun rammede ind i hårlokken på kvinderne i modstandernes hær. Hendes mand var bag hende, med et sværdstang i hånden, piskende hende til kamp. For på denne tid var det kvindens hoved, eller hendes to bryster, der blev taget som trofæ”.

Munken overdriver og lyver naturligvis for at argumentere for at kvinder skal forbydes adgang til slagmarken. Hovedpointen her er at forbudslovgivning, præcis som i dag, kun bliver indført fordi der er en sket handling, der skal forbydes. Vi kan derfor sige helt præcist, at der i stammen har været mange kvindelige krigertempelpræster indtil den katolske kristendom forbyder dette. (Kilde)

og på forummet hedningerne.dk skriver Odinkarr (Flemming Rickfors):

Kvindens rolle i *vikingetid*, dvs. nogenlunde fra anfaldet på Lindisfarne 8. januar år 793 e.Kr. til Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr., har allerede undergået en voldsom ændring efter Troskiftet år 600-630 e.Kr.

Kvinder forbydes adgang til slagmarken ved Adamnan Loven fra år 696/7 e.Kr. Forbudet indføres lidt senere i de danske landskaber da ved vi ved at kvinder deltog i første række i hærstyrkerne i slaget ved Bravalla (Bravellir, Bråviken, Bra-wel) ved Õstergötland’s kyst ca. år 770-772 e.Kr. hvor dræbes Kong Harald Hildetand (Scyldinga-æt nr. 27, 710-770/2 e.Kr.).

Herved fjernes skjoldmøer, og de kvindelige ryttere, fra hæren og disse bliver nu fortidens heltinder i tanke og sagn. (Kilde)

MPNs passus er en parafrase af Flemming Rickfors, der har sin helt særegne opfattelse af dansk forhistorie, som jeg ikke vil komme ind på yderligere her, men parafrasen er et godt eksempel på de mange uklarheder, der er i essayet, fordi MPN anvender andres tolkninger til at understøtte sine egne tolkninger uden at have sat sig ind i materialet. Udover ikke at henvise til sine kilder, hvorfra han henter grundlaget for sine tekster, har MPN heller ikke noget greb om, hvad teksten siger, eller hvorfor han egentlig anvender den.

Lex innocentium er en lovsamling fra det vestlige Skotland skrevet af en lokal helgen, og vi får hverken en forklaring på, hvad det er for et trosskifte, der påstås at finde sted omkring 600-630, eller hvorfor en skotsk lovtekst fra 690’erne har noget med førnævnte såkaldte trosskift at gøree, og hvorfor den overhovedet har noget at sige om danske forhold. MPN bruger den, fordi FR har af tilsvarende uransagelige årsager brugt teksten. 

Erilar

Som et led i en større tese spiller “eril” eller “erilar” en rolle i MPNs essay:

“Set i lyset af hvor hyppigt vi ser erilnavne på den samlede fundmasse, kan der ikke være tvivl om, at en eril var en runekyndig person.” (p.388)

Det er gængs tolkning, at Eriler eller Erilar er noget særligt, f.eks. en art religiøs specialist, men MPN kommer desværre ikke ind på, hvor mange fund der er tale om. Typisk er antallet af fund begrænset til få hundrede, og hvor mange af disse der rummer ordet Erilar er uklart. Nogle tilfældige søgninger på nettet giver 10-20 resultater, hvilket muligvis er meget for en tilbagevendende betegnelse, men statistisk stadig problematisk, da datasættet er for lille til at udlede nogen sikre statistikker. MPN puster imidlertid antallet op ved at drage denne slutning: Erilar må være en religiøs specialist, derfor må ethvert navn, der peger en religiøs person (Wodurid, Gudegæst, Stormgæst m.fl.) være et erilar-navn, og derfor en erilar.

På den ene side er der en vis logik i, at hvis erilar er de, der rister runer, og hvis skikkelser under navne som Gudegæst også rister runer, så må der være tale om samme type af person. Men Wodurid (som optrådte i forgående afsnit) – om hvem MPN skriver “hvilket i mine øjne godt kan være et erilnavn, fordi det klart henviser til en eller anden form for tilknytning til guderne” (p.389) – er ikke den, der ristede runerne, men den, som stenen er rejst til ære for. Så gruppen af Erilar øges ved at tilføje de navne, som MPN beslutter sig for må høre til gruppen ud fra hans opfattelse af, hvad en Erilar er, og vi nærmer en cirkelslutning, hvor Erilar er “shamaner”, og shamaner er sådan og sådan, og navne af sådan art må være derfor være beslægtede med “shamanisme”, og derfor må være Erilar-navne.

Ved på denne måde at puste antallet af “eriler” op, forsøger MPN at skabe et argument for deres store udbredelse og den store rolle, han har givet dem i sin tese, og som der ikke er grund til at komme yderligere her.

En perle af et citat: Bogen MPN ikke læste

I historie skal man underbygge sine udsagn med kilder og litteraturhenvisninger, og MPN gør også dette i et vist omfang, men man skal vogte sig for at finde guldkorn iblandt citaterne, der præcis siger det, man gerne vil have. Det lyder lidt absurd, men når man henviser til sekundær litteratur, bliver det vigtigt, for sekundærlitteraturen er en opsummering af både primær og anden sekundær litteratur, og der kan gemme sig henkastede bemærkninger og dårligt understøttede udsagn, og plukker man en sådan ud, fordi den understøtter ens tese, risikerer man et skrøbeligt fundament, og man bør derfor tage skridtet videre og undersøge grundlaget for værkets udsagn. Et sådan eksempel er følgende:

“Derudover er det værd at bemærke, at assyrisk i samtiden var det nordligste af mange semitiske sprog. Det blev talt af assyrerne, der boede i det nordlige Irak lige syd for det nuværende Aserbajdsjan. Alt i alt begynder det hele at ligne en kabale, der går op. Området syd for bjergene, nord for Irak og nordvest for Tyrkiet var asernes land. Især hvis disse aserfolk var overvejende lyse, hvilket C. Leonard Woolley peger på i sin bog The Sumerians fra 1965, hvor han skriver: “In the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a fair-haired people akin to the Guti (the Goths) who remained in what was afterwards Assyria.”” (p.395)

Hvor har Woolley sin beskrivelse af dette lyshudede folk? Netop denne type bemærkninger er det værd at grave kilderne frem til. I disse søgemaskine tider kan man heldigvis lave nogle ret fine søgninger, og pludselig dukker samme citat op igen, men denne gang i en anden form!

MPN:

“In the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a fair-haired people akin to the Guti (the Goths) who remained in what was afterwards Assyria.”

Anden hjemmeside:

“In the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a … fair-haired … people akin to the Guti (the Goths) who … remained in what was afterwards Assyria, the neighbour land to Akkad” (Kilde)

Bemærk, hvorledes MPNs citat er trukket sammen og skjuler, at der udeladt dele af citatet. Hans gengivelse er således ikke korrekt. Citatet findes imidlertid overalt på nettet, hvor de citeres til hudløshed. Det veksler lidt fra sted til sted, hvad form det har. Her er næste eksempel:

“To the north and east of them [the Assyrians], in the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a different stock, fairhaired and speaking a ‘Caucasian’ tongue, a hill-people akin to the Guti … they failed to gain a footing in the new delta and remained in what was afterwards, Assyria, the neigbour land of Akkad”

Vi ser nu, at sætningen ikke begynder med “In the …”, og teksten fylder en del af hullerne i citatet ud og giver os lidt mere kontekst. En anden væsentlig forskel er, at “(the Goths)” er forsvundet ud, og ledsætningen begynder ikke med “who” men følger længere henne med “they”. MPN gengiver tilsyneladende et forvansket citat. Lad os derfor kigge på, hvad Leonard Woolley skrev på side 5 i The Sumerians i 1929 – og bogen blev genudgivet i 1965, som det også fremgår af MPNs tekst.

To the north and east of them, in the Zagros hills and across the plain to the Tigris, there lived a people of very different stock, fair-haired and speaking a ‘Caucasian’ tongue, a hill-people akin to the Guti who were to play no small part in the Sumerian history; they seem to have moved down into the Tigris valley, but their advance south was blocked by the Martu occupation of the land neck, so they failed to gain a footing in the new delta and remained in what was afterwards Assyria, the neighbour land to Akkad.

Guti betragtes flere steder som de potentielle forgængere til kurderne. At Leonard Woolley i 1929 beskrev “guti”-folket som lyshårede skyldes jf. wikipedia, at de på sumeriske stentavler beskrives som namrûtum, der betyder “lys” eller “lyst farvet”, og det har fået nogle forskere til at foreslå, at de har været lyshudede. Nogle amatørforskere kan godt lide at læse alle ord, der minder bare lidt om hinanden til at være enslydende, MPN er ingen undtagelse her, og derfra har nogen erklæret at guti-folket er de samme som goterne, og så har internettet klippet og kopieret citatet uafbrudt lige siden. Det er nu endt hos MPN, der med al tydelig ikke har læst den bog, som han citerer. I stedet har han lånt et sted fra nettet på.

Generelt er konklusionen, at MPN har læst en del på verasir.dk og baseret sin tekst på flere afsnit derfra uden at henvise til siden, og mange af de tekster og kilder, som MPN nævner eller citerer fra, har MPN ikke selv læst. Der desværre flere eksempler på dette rundt om i teksten.

Tacitus siger

“Omkring år 98 e.Kr. skriver Tacitus i Germania, at goternes hjemegn er det nordlige Polen, Gutisk-Andja.” (p.401)

– Nej, han gør ikke.

MPN har været på strandhugst i Flemming Rickfors’ tekst igen, og da MPN ikke selv læser kilderne, får det ham til at gengive FR’s tekst fejlagtigt. Der er mange stamme-navne i Tacitus’ Germania, og stammerne er placeret relativt i forhold til hinanden. De mange stamme-navne kan vi ikke være sikre på er gengivet korrekt – vi aner f.eks. ikke, hvor Tacitus har dem fra, og vi ved, at når manuskripter afskrives, opstår der ofte kopieringsfejl i gengivelsen af navnene, og sammenligner man de eksisterende manuskriptvarianter, kan man finde flere former af navnene, og vi ved ikke, hvor mange forvanskninger navnene er gennemgået inden da. Der er “gotisk”-klingende navne i teksten, og de kan være beslægtet med “gotere”, men vi har kun lignende navne og kan ikke sige noget med sikkerhed. Derfor er “goternes hjemegn” spekulation. Stammerne bor relativt til hinanden. Nogle bor vest for Rhinen, de næste ude i Rhinen, derefter øst for Rhinen, og efterfølgende “bag” hinanden stadigt længere inde i land (og tilsvarende beskriver Tacitus, hvordan stammerne bor nord for Donau og stadigt mere nord for Donau). “det nordlige Polen” er således også spekulation lavet ved at sammenholde flere andre vage kilder, og vi kan heller ikke stole på Polen, som den præcise placering. Navnet “Gutisk-Andja” findes ikke i Tacitus, mest af alt fordi det ikke findes. Rickfors (og andre) gengiver navnet *Gutisk-Andja – stjernen betyder, det er et konstrueret ord, lavet i et forsøg på at oversætte ordet “Gothiscandza“, som optræder i Jordanes’ skrift om goterne fra midten af 500-tallet. Så Gutisk-Andja er ikke et ord, som findes, og det er en konstruktion lavet over et ord fra tekst skrevet 450 år efter Tacitus. MPN har dog ret i, at Tacitus skrev Germania omkring år 98.

Kristne apologeter

I afsnittet “Odin som en personificeret guddom” laver MPN en fejl af samme type, som han lavede med Tacitus, hvor han trækker på FR’s spekulationer, men igen uden at have læst (eller forstået) de tekster, som FR beskæftiger sig med, hvorfor vi får et mærkeligt afsnit om den kristne apologet Markus Minucius Felix, der i teksten Octavius har en dialog mellem en kristen og en hedning om de anklager, som de kristne udsættes for. Det er almindeligt for kristne at påstå at hedninge ikke ærer guder men folk opløftet til at være guder (som jeg har været inde på tidligere) – ydermere skal vi vogte os for at tage kristnes udsagn om hedningers religion for gode varer, og MPN læser (FR’s gengivelse af) teksten ukritisk.

Det skal bemærkes, at for kristne var det en almindelig strategi, så var tanken om, at folk dyrkede naturen som guder, fordi de var primitive, eller at de havde opløftet sagnomspundne konger til guder, eller at deres gudestatuer var bare træbilleder elementer, som allerede eksisterede i den klassiske græske og romerske verden. Cæsar beskriver germanerne som primitive, og han forklarer derfor, at de tilbeder naturen som guder, og græske lærde som f.eks. Euhemeros havde gjort sig tanker om gudernes skabte natur.

Sjusk

“Vi ved fra Wegge, at udifolket har haft den samme kristne tro siden mindst år 0. En tro, som vi i dag ikke betragter som kristen, da den netop har offerlunde og andre guder som en del af sit grundlag. Ikke desto mindre tilhører udifolkets tro den gamle albanske kirke, der også har rødder tilbage til år 0.” (p.408)

– Nej, kristne grupper kan ikke føres tilbage til før Kristus. At den albanske kirke har ældgamle rødder er der ingen grund til at betvivle, og et hurtigt opslag på Wikipedia fortæller følgende:

According to a local tradition, Christianity entered Caucasian Albania in the 1st century through St. Elisæus, a disciple of St. Thaddeus of Edessa. St. Elisæus was ordained bishop by James the Just in Jerusalem, and travelled eastward through Persia to preach Christianity in the land of the Maskout, one of the Caucasian Albanian tribes (hypothetically related to the ancient Massagetaeof Central Asia).[10] From there he travelled to Utiķ, to the city of Saharn, but was chased from there by the pagans. After this he arrived at a place called Gis where he built a church – the first in the Caucasus,[11][12] today commonly believed to be the Church of Kish north of Shaki, Azerbaijan. The church founded by St. Elisæus was regarded by Caucasian Albanians as their “mother-church” that laid the foundation of institutionalised Christianity in the kingdom.[2][11]

Der er med andre ord en tradition for, at kirken nåede området i første århundrede, og i fjerde århundrede forefindes kristendommen i sin lokale tradition med garanti i området. Helt forkert er MPNs udsagn ikke, men det er rendyrket sjusk at lade folk være kristne helt tilbage til før Jesus, og det burde kunne læses direkte ud af udsagnet. Vi tager et sjusket udsagn mere.

“Den katolske kirke censurerede sagaer og krøniker i 1200-tallet og jagtede og dræbte hedninge, kættere, men på det tidspunkt var Odin kun en abstrakt gud, og en eril var en jarl, en jordbesidder, så hvorfor al den virak? Var det for at skjule den menneskelige oprindelse til guden Odin?” (p.411)

– Her har vi den traditionelle dæmonisering af den katolske kirke. Først og fremmest er sagaerne og krønikerne skrevet af kristne, så hvad der overhovedet menes med at kirken censurerede teksterne er uklart, og det er grænsende til nonsens. En af tekstens andre uklarheder er betegnelsen kætter, som gælder andre kristne, som ikke følger den ortodokse lære. Ikke-kristne er hedninge, og medmindre MPNs stipulerede Odin-tro kan ses eller snarere genkendes som en kristen afart (og selvom han argumenterer for at kristendommen er udspringet af denne Odin-tro, så fremviser han ikke nogen ligheder i troen), så er kætterbetegnelsen misvisende. Vi tager et eksempel mere:

“Den katolske kirke ville ikke risikere, at det kom frem, at Odin også var en mellemøstlig kaukasisk menneskegud ligesom Jesus. Og at Odin i form af Guti samt Thor i form af Tir og Elias faktisk var ældre end Det Gamle Testamente.

[…]

Det var en skræmmende tanke. Tænk, hvis arkæologisk og historisk forskning kunne bevise, at Jesus var et falsum, en myte og intet andet. Det ville have knust kirken i middelalderen, hvor netop Jesus Kristus og Jomfru Maria var fundamentet, der knyttede folket til kirken.” (p.411)

– Hvorledes skulle det komme frem? MPN forklarer ikke i sit scenarie, hvorledes det skulle være kommet frem, at kirken havde dette ophav. Tilsvarende er det også uklart, om kirken kender dette ophav, og om den har en inderkreds, som undertrykker denne viden, men hvorfra har de denne viden, og noget mere problematisk hvorledes kristendommen i praksis overhovedet er opstået og derefter har “glemt” sit ophav.

Mange spekulationer

Dets længere ind i MPNs essay vi kommer, des flere spekulationer bringes på banen. Mange af disse savner en god understøttelse i kildemateriale, og der kan siges mangt og meget til disse. Dele af spekulationer handler om beslægtede ord, hvor ordene Gudi/Guti/Gode/Odi/Udi/Wodi etc. betragtes på kryds og tværs af tid og rum for beslægtede ord, og derfor antages en større sammenhæng, men forbindelserne løfter sig sjældent ud over generelle ligheder af overfladisk lighed.

Odin fra Tyrkiet

Grundlaget for Heyerdahl og Lilliestrøms tese – og samme ideer, som har fænget hos Mads Peder Nordbo – er en beretning hos Snorri om, hvorledes Odin og aserne er kommet til Norden.

Snorri har en forklaring, hvor Odin og fæller er mennesker, der er indvandret til Norden, og som er blevet æret som guder trods deres menneskelige ophav. Et led i den kristne retorik om hedenskab bestod i at underkende de hedenske guder – deres statuer var tomme skulpturer eller beboet af dæmoner, eller de var mennesker, der havde opkastet sig til at blive dyrket som guder, men de kunne ikke være guder.

En anden spilleregel i middelalderen baserede sig på ordspil eller sproglige ligheder – ikke meget anderledes end MPN begår med G-navnene – således er f.eks. Angel-sakserne beskrevet smukke som engle (angelus) eller beboende et hjørne af havet (angulus) i hver sin krønike, som forklaring på deres navn. Af samme grund er det ikke usædvanligt, at Snorri laver sproglige spidsfindigheder med asernes ophav, og han knytter det sammen med sin forklaring om, at aserne må have været mennesker, der er kommet til Norden, og siden er blevet anset for at være guder.

Denne “rationelle” eller logiske forklaring har besnæret folk – heriblandt MPN – men netop dens besnærende natur synes at fritage den for en række kedelige, kritiske spørgsmål, såsom hvorfra Snorri måtte have disse oplysninger, skulle de være korrekte. Intet andet kildemateriale siger noget om dette, og Snorri kan ikke have trukket på nogle af de kilder, som er bevaret. Foruden underkendelsen af hedenske guder og den hjemmelavede etymologi er ideen med folkevandringer et fast element i beskrivelsen af barbariske folk – det er hvad, de gør i mange krøniker – og et ophav i de tyrkiske egne er ikke så usædvanligt igen, da det er her, hvor Troja i sin tid lå, og at have et ophav i Troja var nærmest et element af status. Således havde romerne, frankerne og englænderne også ophav i Troja, mens sakserne nedstammede fra Alexander den Stores hær. Der er gode grunde til at mistænke Snorris beretning for at være den rene og skære opdigtning, og det er forskningsmæssigt også den gængse tolkning af teksten.

Der er flere lignende steder, hvor MPN mangler at levere en kritisk læsning af teksten. Et andet sted er engelske kongelister, hvor kongerne kan føre deres slægter tilbage til Woden, hvor MPN tager det for gode varer, at kongerne nedstammer fra Woden, og derfor må Woden eller Odin have været nogen eller noget, man kunne nedstamme fra. Drages der imidlertid paralleller til både de nordiske sagaer og til det antikke græske og romernske materiale, er der intet usædvanligt i at adelsslægter og kongeslægter kan nedstamme fra guder, og der behøves ikke være noget rationale bag tilstedeværelsen af netop sådan en påstand. De engelske kongelister rummer desuden andre mytiske navne, blandt Hengist og Horsa, som er mytiske hærledere, der førte sakserne fra kontinentet til England. I bedste fald er der levn af førkristne forestillinger i kongelisterne med navnene Hengist, Horsa og Woden, men det bekræfter ikke eksistensen af en historisk Woden, en stamme eller orden af “wodans”, og at listerne er konstrueret til at gå tilbage i tiden ses både i de varianter af listerne, der findes i kildematerialet, men også i det faktum at listerne føres hele vejen tilbage til Biblens Noah og Adam, og der er ingen grund til at antage at et mytisk navn er tildigtet, mens et andet ikke er det.

Det korte og det lange er, at til trods for at Snorris beretning (eller den angelsaksiske genealogi) passer fint ind i MPNs tese, så kræves der stadig en kritisk læsning af teksterne, og en kritisk læsning, der rækker ud over at finde tilfældige sproglige ligheder mellem Azerbaidjan og Snorris beretning.

MPN har et ønske om at gøre sit arbejde til “faktuel viden”. Det kræver mere end at lave en kollage af andres tekster på nettet. Blandt andet at man læser kilderne. Hvis tesen skal have sin gang på jord, er der meget arbejde forude for selve grundlaget, som tesen skal bygges op over, er endnu ikke på plads.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Anmeldelse, Genrer, historie. Bogmærk permalinket.

5 svar til [Anmeldelse/Historie] Odins labyrint – De magiske runer

  1. Pingback: [Historie] Hemmelig historie og krimier – del 2 | Stemmen fra ådalen

  2. Pingback: [Anmeldelse] Manden på tapetet | Stemmen fra ådalen

  3. Pingback: [anmeldelse] Thuleselskabet | Stemmen fra ådalen

  4. Pingback: [anmeldelse] Thuleselskabet – Har Mads Peder Nordbo fundet sandheden om Odin? | Stemmen fra ådalen

  5. Pingback: Var Gorm den Gamle en dvask konge? | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s