Anekdoter fra Hinterlandet – del 2

Jeg fortsætter min strøm af små historier (begyndt her) og refleksioner fra de mange gange, jeg siden januar har spillet Hinterlandet. Det begyndte på Con2, fortsatte i privat regi, og det har kørt på Fastaval, BastardCon og Sommerspil (foruden Vintersol, men der var jeg ikke til stede, og det har kørt med grupper, hvor jeg ikke var til stede), og det fortsætter, mens vi er på vej mod Viking-Con og HyggeCon.

photo (40)

Mystisk er også farligt. Da den enorme hulevildsvin-orne rejste sig på alle fire inde i grotten, bakkede rejseselskabet fornuftigt pænt bagud. Da det grå kæmpemøl flaksede frem inde i myrefolkets svampehave, trak heltene sig pænt ud, og da kæmpefrøerne kom springende frem af sivene, trak heltene sig kæmpende ind i hulesystemet. Da kobolderne i “Den hemmelige have”-scenariet gik amok og stormede goblinernes huler, forskansede heltene sig i et rum og brugte mægtig trolddom på at forsegle en indgang og satte deres bedste krigere til at holde skansen, mens slaget stod på, og hver gang heltene ser røde geometriske figurer på væggene, bliver de bekymrede, fordi første gang de oplevede det, var det i “Alkymistens grav”-scenariet, hvor figurerne er en fælde, der disintegrerer sine ofre. Andre rædsler var orkshamanen under Orkfæstningen, da hans kammer er fyldt med giftfælder, og han kan forvandle skygger til giftslanger. Andre har i “Dødningenes grav”-scenariet mistet karakterer, fordi disse mistede viljen til livet ved dødningenes alter, og mindst en karakter har fået sin sjæl flået ud, da han forsøgte at gå op af trappen fra Dødsriget i “Dødekongens katakombe”-scenariet, og da heltene i “Hemmelighedernes tempel” fandt et lillebitte hul til etagen nedenunder og fik øje på noget, der lignede flydende sølv dernede, blev de yderst bekymrede, da de senere havnede på etagen, da det flydende sølv lidt tidligere havde “ædt” det reb med entrehage og det hele, som de havde sænket ned til den.

Tærskel-mekanikken har flere gange resulterer i episke øjeblikke. Ruller man skade nok til at ramme monstrets tærskelværdi, dør det med det samme. Første gang selskabet mødte en uglebjørn, stormede halvorken den, men uglebjørnen fejede halvorken bort med et voldsomt slag men halvorken kom op at stå, stormede frem igen, og denne gang fældede halvorken uglebjørnen med et slag. Anden gang samme halvork konfronterede en uglebjørn skete det samme. Uglebjørnen havde netop grebet en allieret og skulle til at knuse denne i sin favn, da halvorken kommer stormende og hugger monstret ned med et hug. I “Goblinernes garnisoner”-scenariet og i “Dødekongens løjtnant”-scenariet fældede en bueskytte hulernes chef med et eneste pileskud, fordi denne havde succes med at opnå en dødbringende træffer. Da den enorme mekaniske orm havde slugt gruppens helligmand, var det også et episk øjeblik, da ormen netop der blev smadret med et dræbende hug, og det regnede ned med metaldele og tandhjul og et styks helligmand.

Andre forunderlige øjeblikke var bl.a. i “Den hemmelige have”, da drage-troldmanden forbandede de fjendtlige bueskytter med sin “dragens grådighed”, så for deres blik var alt metal guld, og de fortryllede til at begære det. Bueskytterne mistede deres lyst til at skyde deres “dyrebare” pile bort og stak i stedet af med deres pile, og senere stak den ene bueskytte den anden ned for at stjæle hans “guldpile”. I kampen med de vilde gnolde hidkaldte elverprinsessen efterårets løv, og de mange blade hvirvlede rundt og kom i vejen for de vilde gnoldes bid, og de klistrede sig over alt til vægge og gulve, så trolddommen på væggene, der havde hæmmet heltene, blev undertrykt.

Blandt de vigtige stykker udstyr er ikke kun reb og fakler, olier, fyrtøj og lanterne, men også jernspigre, som bruges til at forankre reb i klipper, til at bestige klippevægge med, til at tvinge døre op eller tvinge dem i. Når døre skal hindres i at lukke, kommer de frem, men også når døre skal holdes lukket, så det, der lurer i mørket bagved ikke kan komme til heltene, og spigrene hamres også i væggene, når de skal bestiges, eller der skal gås langs smalle sprækker. 10 foot poles har ikke fået en renaissance, men det har spikes.

Det fortsætter med tankestrømme fra ødemarken i kommende indlæg.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Efterspilsrapport, Hinterlandet, Hjemmebrygget D&D basic 5th, OldSkool, Rollespil. Bogmærk permalinket.

4 svar til Anekdoter fra Hinterlandet – del 2

  1. ludofex siger:

    Hvis man kunne få en 10 foot pole, så skulle den nok få en renaissance.🙂

  2. Morten Greis siger:

    Men så skal den introduceres som et mikro-supplement – nogen forslag til supplementets udformning?

  3. Pingback: [Hinterlandet] Tårnet på skrænten – en spilrapport, del 1 | Stemmen fra ådalen

  4. Pingback: [3. dec.] Anekdoter fra Hinterlandet – del 3 | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s