[Brætspil] Åndløs spænding – Yedo vs Lords of Waterdeep

En af de sære ting ved brætspil er den åndløse spænding, man kan sidde i. For nyligt spillede jeg Yedo, som på sin vis minder om brætspillet Lords of Waterdeep. I begge spil sender man sine agenter rundt i en by for at skaffe ressourcer til at løse missioner. I Lords of Waterdeep er missionerne åbne, mens de holdes hemmelige af spillerne i Yedo – og i Yedo har man missioner i fire forskellige sværhedsgrader. Man skal sende sin agent til det rette sted på brættet, og man skal have de nødvendige våben og annekser i sit palads, være velsignet, besidde penge og/eller geishaer for at gennemføre de forskellige missioner, som begynder simpelt med at stjæle gæstebogen fra konkurrentens kro til at kidnappe en købmands datter for at afpresse penge af hem til at arrangere ægteskaber og begå snigmord – og blandt de sværeste missioner er mordet på Shogunen, som slutter spillet, hvis missionen lykkes – og ellers varer spillet i 11 runder.

Der skete hverken værre eller bedre, end at jeg trak mordet på shogunen på mín starthånd, og allerede fra spillets begyndelse lagde jeg planer for, at shogunen skulle myrdes, men det betød at en række mindre missioner skulle gennemføres for at skaffe de nødvendige penge til at finansiere annekser, våben, geishaer, agenter osv., og jeg havde ikke tid til at anskaffe action-kort til at genere de andre spillere med, eller bonus-kort, der ved siden af missioner, er kilden til sejrspoint (sammenlignet med Lords of Waterdeep svarer det til de hemmelige herrer, dvs. i Lords of Waterdeep begynder hver spiller med en hemmelig herre, der fortæller hvilken kategori af missioner (eller andre ting), der giver bonuspoint – mens i Yedo begynder man uden nogen bonuskort og kan erhverve sig op til to undervejs, og får man flere må man kassere nogle af dem, så man kun har to, men det giver mulighed for at tilpasse ens muligheder for bonuspoint).

De andre spillere er ikke klar over, at jeg sidder med planer om at myrde shogunen og afslutte spillet, men omkring tur syv er de fleste af mine ressourcer på plads, og jeg kan se, at de andre spillere begyndt på slutdelen af spillet, hvor der skal høstes sejrspoint. I Tur otte er alt på plads, annekser er anskaffet, jeg har handlet våben med nogle af de andre spillere for at kunne gennemføre attentatet, og nu skal jeg bare sende alle fire agenter ud til de forskellige sektioner i byen. Det kræver at byvagten ikke er i den sektion, for så vil de arrestere min mand og sende ham bort, og det kræver, at de andre spillere ikke optager alle pladserne i sektionen (der er f.eks. kun to pladser i Den røde lygte-distriktet), og vi skiftes til at sætte vores agenter ind. Det er på disse tidspunkter, man skifter fra at have spillet et undseeligt spil, hvor man satser på ikke at være blevet bemærket af de andre spillere – for at de ikke skal skyde ens planer ned via actionkort – og man begynder at rykke i position til det endelige kup. Man holder vejret. Det er nu, jeg kan vinde spillet, hvis ingen opdager noget.

Men der er også hændelseskort. Hver runde vender man et hændelskort om, og noget godt eller skidt rammer spillet og påvirker alle. Kortet bliver vendt, og pr. kejserligt dekret erklæres det, at markedet er lukket denne runde. Jeg kan ikke sende en mand til markedet, og derfor kan jeg ikke gennemføre min mission. Jeg er nødt til at vente en runde mere, og en runde mere giver de andre spillere mulighed for at høste flere point, og der en risiko for, at der vil blive spændt ben for mine planer.

Det er i sådanne situationer, man holder vejret og bliver spændt. Skal det lykkes denne gang? Vil nogen bemærke noget?

Turen oprinder, og brikken på markedspladsen fjernes, og der vendes et nyt hændelseskort. Det er ikke et spærret distrikt, det er ikke noget, som betyder noget for mig. Jeg kan forsøge at gennemføre attentatet. Mine agenter skal plantes rundt om i byen, og der er stadig kun to felter i Den røde lygte-distriktet, og markedspladsen har kun tre felter og har netop været lukket i en hel runde, så andre har også interesse i at købe ind. Byvagten er heldigvis nede ved havnen og kan derfor ikke forhindre mine planer.

En efter en planter jeg mine agenter på brættet, og jeg prøver at få det til at se naturligt ud. En ved templet, en ved markedet, en ved Den røde lygte og en ved kejserens palads. Ved hvert træk kommer man et skridt nærmere, men mellem hvert træk placerer de fire andre spillere en agent, og er jeg bare lidt uheldig, blokeres et distrikt.

Langt om længe er alle agenter placeret, alt er på plads, og det er tid til at aktivere agenterne (i modsætning til Lords of Waterdeep, hvor man aktiverer feltet ved at anbringe sin agent, aktiverer man et af feltets 2-3 forskellige funktioner ved at fjerne agenten; man kan ved fjernelsen også aktivere et missionskort). Det bliver min tur, jeg aktiverer min agent og afslører min mission: Drabet på shogunen. Det lykkes, og jeg kan endelig ånde lettet op.

At sidde åndeløs i stille forventning om at gennemføre planerne og ikke blive opdaget imens, det er en af grundene til at spille brætspil. Hvilke følelsesmæssige tilstande oplever du, når du spiller?

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Brætspil, Genrer, Spildesign og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s