Rollespil – at spille med figurer – del 1

I brætspil bruges papbrikker med påtrykte motiver, nogle gange træbrikker (af og til med et klistermærke) og plastikbrikker – og så bruges der fine figurer, fint malede og mange detaljer. En hær i et figurkrigsspil er så meget mere stemningsfyldt, når alle enhederne er fint malede, brikkerne i Small World er så charmerende med deres tegninger, og som med så andre spil så betyder tema og komponenter noget for oplevelsen af spillet, som gør at nogle spil fungerer fint som abstrakte spil og andre fungerer bedre med et tema.

Men hvad med rollespil?

Jeg bruger ikke figurer, når jeg spiller con-scenarier, jeg bruger ikke figurer i Call of Cthulhu, Shadowrun, GURPS, Vampire: The Masquerade, Nephilim, Kult, Whispering Vault, Star Wars d6, MERP, Rolemaster, The One Ring, Eclipse Phase, Trail of Cthulhu, Numenera eller i nogen af story game- eller indie-spillene som In a Wicked Age, Polaris, My Life with Master, The Shadow of Yesterday, Trollbabe, Microscope, Annalise, 3:16 Carnage Amongst the Stars, Cold City, Hot War, Covert Generation, Lady Blackbird osv.

Så hvorfor den udbredte figurbrug i Dungeons & Dragons og Pathfinder? D&D 4th gjorde figurer obligatoriske, og selvom Pathfinder ikke kræver figurer, så bruges de i vidt omfang alligevel, og der udgives terrænkort og landskabsplader til hvert et Pathfinder-scenarie, så hvert af dem kan udforskes med figurer på en plade.

Dungeons & Dragons-introsættet – Den røde æske fra 1983 – brugte ikke figurer, mens Dungeons & Dragons-introsættet – den sorte æske fra 1991 – brugte figurer, og det meste materiale, der blev lavet til den version af D&D fra da, havde grimme papfigurer, som standard. I 90’erne var figurer standard intro-D&D.

Des længere hen man kom i historikken i D&D 3,5, des større indflydelse fik figurer, så i sen-00’erne var figurer standard i D&D, og scenarierne begyndte beskrivelserne af kampene at inkludere opsætning af de forskellige parters positioner (med andre ord: “her skal figurerne anbringes”).

Ideen om anvendelse af figurer har rødder langt bagud i tid, og hist og her har der været en understøttelse af det, f.eks. AC3 The Kidnapping of Princess Arelina og AC8 The Revenge of Rusak inkluderede papfigurer og lidt terræn, mens man havde et kæmpe kort og en masse figurer til at udkæmpe belejringen af den befæstede gård i B10 Night’s Dark Terror (men resten af scenariet brugte ikke figurer), og Gaz7 TheNorthern Reaches havde 2d-figurer til at udkæmpe en kamp om en befæstet vikingegård, og Greyhawk-scenarierne WGA1-3 (Falcon’s Revenge, Falcon Master, Flames of the Falcon) havde 3d-bygninger, så man kunne udspille forløbet i byens gader.

Dog var det hver gang undtagelser til reglen om at figurbrug var nødvendigt.

Så hvorfor figurer? (Udover at have et produkt at sælge til folk)

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Adventure Game, D&D, Rollespil, Rollespilartikler, Spildesign. Bogmærk permalinket.

22 svar til Rollespil – at spille med figurer – del 1

  1. ludofex siger:

    Tjaa, for det første er det nok et rent historisk argument. D&D voksede ud af figurkrigsspil, så figurerne var der så at sige før spillet var der. Og siden mange af de mere sære D&D monstre (i hvert fald ifølge mytologien) er opstået ud fra hvad Gygax lige kunne finde af sære dimser, så har figurer sikkert virket naturlige og gavnlige for at få folk til at forestille sig scenen. Når D&D så siden har skullet promovere sig selv, så har figurerne helt sikkert været med til at give det ekstra visuelle element som gjorde at rollespil så lidt spændende ud og ikke bare ligende folk omkring et bord.

    Senere rollespil – der kunne tage afsæt i at D&D havde etableret rollespil som genre – havde så ikke samme historiske tilknytning til figurerne og kunne mere eller mindre bevidst gøre op med dem. Selvom jeg synes det er værd at bemærke at D&D bestemt ikke var alene om at bruge figurer. GURPS (2nd edition) havde detaljerede regler om hex grids og våbenrækkevidde, og der var pap-figurer i min første Drager og Dæmoner æske. Der er sikkert flere eksempler.

    Dernæst har D&D også haft en spillestil der om ikke nødvendiggjorde figurer, så gjorde dem ganske naturlige. I AD&D 1st edition er indendørs afstande på formularer eksempelvis angivet i tommer for at passe til en figurskala. Man går op i ting som ‘marching order’. Klassiske scenarier som Tomb of Horrors og Undermountain har fælder hvor det er vigtigt hvordan folk bevæger sig ned af en ti fod bred gang. Alt sammen noget der let illustreres ved brug af figurer. Den store fokus på kort og udforskning kan også gøre figurer oplagte.

    Endelig så er D&D uden tvivl det rollespil der har affødt flest computerspilsfortolkninger og stort set alle disse fortolkninger har haft et ‘figurbaseret’ kampsystem (I modsætning til eksempelvis Call-spil, der ofte har været adventure spil). De spil har sikkert været en del folks introduktion til D&D og har i hvert fald været med til at vise hvad figurer kunne bringe til spillet.

  2. ludofex siger:

    Nu ved jeg jo også at du ikke selv er så meget for figurer, bla fordi du synes de sløver spillet og (i hvert fald i D&D 4th) kan de give et overdrevent fokus på kamp og den enkelte encounter frem for udforskningen og eventyret som helhed. Og meget af det er jeg egentlig enig i. Men hvis vi fx. ser på vores spil i det temmeligt middelmådige Castle Caldwell (https://mgreis.wordpress.com/2011/01/10/in-search-of-adventure-castle-caldwell-to-aftner-i-k%C3%B8bmandens-slot/), så synes jeg det var en oplevelse der blev væsenligt sjovere af brugen af figurer. Ja, diverse encounters var ulogiske og usammenhængende, men fordi vi havde et kort med figurer og kamp der bredte sig ud over dette, så blev hvad der kunne have været en ensformig gåen fra rum til rum til en dramatisk jagt op og ned af gange, hvor vi ikke havde styr på hvad der var om det næste hjørne og ikke mekanisk lyttede ved hver en dør.

  3. Thais Munk siger:

    Nu har jeg ikke spillet 4th ed, men jeg har brugt figurerer i lang tid (men undtagelse af con-rollespil) og jeg er vild med det. Nu spiller vi også D&D i øjeblikket, men jeg har med succes brugt det til WFRP, Dark Heresy og mit Nephilim-hack. Figurer (og det behøver virkelig ikke gå amok i udstyr) gør at man er i stand til at tænke taktisk (hvis ens karakter gør det) og gør det utrolig meget nemmere at overskue (synes jeg). Så for mit vedkommende er jeg stor fan.

    Jeg vil glæde mig til anden del af dit indlæg! Det er faktisk sjovt, for jeg har været i gang med at skrive på et indlæg om hvorfor jeg er vildt glad for brugen af figurer i rollespil og hvorfor at det har givet mig noget. Så vi får da noget debat i gang nu her🙂

  4. Morten Greis siger:

    Indledningsvis vil jeg sige, at jeg er lidt loren ved “krigsspilsargumentet”, men det skyldes mest af alt, at jeg har set det brugt til at forklare mangt og meget i D&D, sådan lidt et ad hoc-argument, der bruges til at forklare hvad som helst i D&D.

    Men at Gygax spillede med figurer (men hvordan?) er ikke noget, jeg erindrer formuleres i regelbøgerne – lige nu kører det ud fra hukommelsen, men jeg erindrer ikke figurafsnit i regelbøgerne.

    Selvom figurer kan være hjælpsomme til at håndtere, hvordan man bevæger sig ned af gange, så forekommer det mig, at materialet i bøgerne ligger op til, at det stadig gøres rent mundtligt, særligt via gruppens caller, der forklarer hvem er hvor og gør hvad. Eksempler på, hvorledes man spiller, fra bøgerne indikerer ingen figurbrug men alene, at det altsammen er talt (der er nogle helt fantastiske eksempler i scenariet The Needle, hvor fælderne bedst forklares gennem eksempler på, hvordan der spilles).

    Jeg havde helt svedt figurerne i Drager & Dæmoner ud, og der er ganske rigtigt fine hex-felter mm. i GURPS. Der er også små papfigurer med i GM-kittet til Paranoia, og der er flere af 80’er-scenarierne, der har relativt detaljerede slagscener med kort – men det synes at passe ind i den kaotiske stil i Paranoia, at man er nødt til at vise, hvor meget kaos, der kan være.

    Apropos D&D-computerspil, så fungerede Eye of the Beholder nu ellers fint ud figurspil, men jo mange af også de meget tidlige D&D-spil havde en masse taktisk figurbrug.

  5. Morten Greis siger:

    Castle Caldwell blev sjovere med figurer, men det skyldes i min optik snarere, at 1) CC er i forvejen ikke et godt eventyr, så mere kaos vil forbedre det, og 2) det er en konsekvens af 4th ed-reglernes encounter-opbygning, som resulterede i det, da encounterne skal strække sig over større arealer. Mange af basic-scenarierne, vi spillede, var jeg nødt til at slå flere rum sammen til et encounter for at det kunne fungere, mens jeg med ældre regelsystemer ville have spillet dem rum for rum – og så havde CC nok været omtrent lige så kedelig igen, nu bare med figurer.

  6. Morten Greis siger:

    Spændende!
    Jeg er interesseret i at høre om andres erfaringer med figurer: Hvordan og hvorfor figurer i de spil, du spiller?

    Overskueligheden giver selvfølgelig god mening, og det er også umiddelbart den bedste grund, jeg kan se til at spille med dem. Dog synes jeg det tager overhånd i nogle af de videoer, jeg har set af spil, hvor man flytter figurerne ned gennem gangene også og udforsker stederne.

    Apropos taktisk – hvad så med Fog of War eller karakterer, der ikke tænker taktisk?

  7. ludofex siger:

    Når jeg siger at mytologien siger at Gygax spillede med figurer, så handler det om diverse historier jeg har hørt om hvordan bulette og rust-muster begge var nogle plastiskdigrer han tilfældigvis havde og at at en geltinous kube var en vingummi eller noget i den stil. Altså ikke at det nødvendigvis var et taktisk spil, men at figurerne stadig var illustrative.

    Jeg tror du har ret i at der er ikke er noget eksplicit figurafsnit i AD&D, men som nævnt er indendørsafstande på formularer angivet i tommer, på en måde der allerede der etablerer en tomme = 5 fod standarden. Det er i hvert fald det jeg husker fra da vi spillede 1st edition, men jeg vil da lige kigge i bøgerne igen. Men jeg giver dig ganske ret i at der ikke i regler eller spileksempler er nogen explicit omtale af figurer. I hvert fald ikke som jeg lige nu kan komme i tanke om.

    Figurer, taktiske kort og attack of opportunity var der iøvrigt allerede i D&D 3.0, men det er rigtigt at 3.5 større fokus på encounters gjorde kampscener og figurer mere prominente.

    Mht. Eye of the Beholder, så kan jeg ikke rigtigt give dig ret i at det ikke er et figurspil. Det er i hvert fald ikke theater of mind, og selv om man bevæger hele sit party samlet, så betyder bevægelse, facing og terræn en masse for hvordan man kæmper i det spil. Og så var det altså ikke kun tidlige spil SSI der havde taktisk figurbrug. Baldurs Gate og Neverwinter Nights følger helt samme model. Og det er vel meget naturligt, for det er noget af det computeren kan. Det sjove er at man også bøvler rundt med de her figurer i de dele af spillet hvor de egentlig ikke betyder så meget.

    Og det bringer mig måske i virkeligheden til en af de ting jeg synes er fedt ved figurer. Nemlig når man ikke handler taktisk. Jovist, det er sjovt at flytte figurerne rundt og lave snedige manøvrer. Men det er mindst lige så ofte alle de utilsigtede dumheder der er sjove. Når man skal flytte figurer rundt (hvad end det er på et bræt eller på computeren) så er det ikke alt der lige kan lade sig gøre og ngole ting er besværlige og man bliver lidt sløset. Og pludseligt så kan man ikke bare lige lave et koordineret angreb fordi det ville være det mest praktiske. Pludseligt så leder man ikke efter fælder ved hver en dør fordi nu vil man bare gerne vil fremad. Pludsllgt forfølger man en fjende rundt om en hjørne og får sig en overraskelse. Det taktiske/koordinerende spil kan i virkeligtheden godt føles lidt dræbende for flowet i spillet, men det kan også ske med Theater of Mind. Hvis hele gruppen pludseligt sidder og diskuterer hvad de skal gøre, så kan spillet tabe pusten. Der hjælper et initiativsystem som det du har lavet i Hinterlandet lidt, fordi det er klart at man skal erklære på forhånd og der er nogle rimeligt klare definitioenr af hvad man kan, men selv der synes jeg også at det kan bliver tungt at danse med når der skal forhandles for meget, så det er ikke alene et problem med figurer.

    Der er også en masse ting der ikke behøver blive forklaret. Den overskuelighed som Thais også er inde på. Man kan se om man kan nå hen til det ene og det andet sted. Om man kan stoppe en given fjende. Om man kan se fra et sted til et andet. Hvilket betyder man ikke behøver spørge GM om man skal ikke forhandle om de ting. Det er selvfølgelig kun en fordel hvis man ikke har spildt al den sparede tid på at sætte figurer op og sådan.

  8. ludofex siger:

    I din beskrivelse af Castle Caldwell synes ejg ikek du er fair imod figurer. Ja, du kunne naturligvis have gjort det lige så dræbende kedsommeligt som oplægget og stadig brugt figurer, Men det var ret let og elegant at slå encounters sammen, når man først havde kortet. Selv de uinspirerede rum blev til et interessant miljø når man havde figurer. Og det var relativt overskueligt at ‘split the party’ når man havde styr på hvor alle var på kortet.

    For nu at tage et scenarie som jeg antager du synes er bedre, nemlig Night’s Dark Terror, så syens jeg at det sidste kamp i templet bestemt fik et boost af at blive spillet med figurer. Hullet i midten at rummet blev brugt taktisk ude at det føltes som snyd at man kunne skubbe folk deri (de kunen jo bare bevæge sig anderledes). De forskellige flugtruter var pressede. Det føltes (for mig9 fair da vi døde. Det tog også en masse tid og man kan spørge om det var værd at bruge så meget energi på en kamp (Dog – hvis der ikke havde været fokus på det, så havde det nok føltes mere tamt at dø der), men jeg synes bestemt at figurer var med til at gøre den kamp og den oplevelse bedre.

  9. ludofex siger:

    Sorry – nu blev jeg noklidt defensiv på vegne af figurspil,

    For at vende tilbage til hvorfor det netop er D&D der er blevet forbundet med figurer, så tror jeg også det har at gøre med hvilken type spil det har lagt op til. Rigtigt mange af de spil du nævner er dramatiske spil hvor det er interpersonelle relationer der er i centrum. Der betyder figurer nok ikke så meget. Men D&D har i høj grad handlet om udforskning. Det betyder at omgivelserne er i højsædet og det gier i hvert fald et oplagt fokus på kortlægning, hvilket skaber en basis for brug af figurer. Der har også ofte været et fokus på kamp, hvilket gør det taktiske element interessant (hvis man synes at kampe skal have den tid og det fokus). Shadowrum og så andre fantasy spil er nok de eneste af de spil du nævner der umiddelbart kunne lægge op til figurbrug uf fra de kriterier, og som jeg påpegede var der faktisk en del af dem der lagde op til figurbrug.

  10. Spændende debat om figurer i rollespil – selv er jeg meget imod anvendelse af disse. Gygax opfordrede derimod til at anvendelse af figurer. Nedenstående er uddrag fra AD&D 1E:

    “The special figures cast for ADVANCED DUNGEONS & DRAGONS add color to play and make refereeing far easier. each player might be required to furnish painted figures representing his or her player character and all henchmen and/or hirelings included in the game session. Such distinctively painted figures enable you to immediately recognize each individual involved. Figures can be placed so as to show their order of march, i.e., which characters are in the lead, which are in the middle, and which are bringing up the rear. Furthermore, players are more readily able to visualize their array and plan actions while seeing the reason for your restrictions on their actions. Monster figures are likewise most helpful, as many things become instantly apparent when a party is arrayed and their monster opponent(s) placed. Furnishing such monsters is probably best undertaken as a joint effort, the whole group contributing towards the purchase of such figurines on a regular basis. Be very careful to purchase castings which are in scale! Out of scale monsters are virtually worthless in many cases. As a rule of thumb, HO scale is 25 mm = 1 actual inch = 6′ in scale height or length or breadth. … While you may not find it convenient to actually use such figures and floor plans to handle routine dungeon movement, having sheets of squares for encounter area depiction will probably be quite helpful”.
    — AD&D DMG, p. 10

    “Miniature figures used to represent characters and monsters add color and life to the game. They also make the task of refereeing action, particularly combat, easier too! In combination with a gridded surface, such as the DUNGEON FLOORPLANS (to be published by TSR in the near future), these miniatures will add a whole new dimension to your playing enjoyment. It is suggested that you urge your players to provide painted figures representing their characters, henchmen, and hirelings involved in play. The monsters can be furnished by you—possibly purchased through collection of small fees levied on each playing session. The OFFICIAL ADVANCED DUNGEONS & DRAGONS miniature figures will be released by Grenadier Models, POB 305, Springfield, PA 19064, about November 1979. These figures are the only ones which comply in all respects to AD&D specifications and the AD&D MONSTER MANUAL. Contact Grenadier for an up-to-date listing of available figures. Other approved lines of fantasy figures APPROVED FOR USE WITH ADVANCED DUNGEONS & DRAGONS will be offered by select manufacturers. Always look for the name, ADVANCED DUNGEONS & DRAGONS, and the TSR approval mark before purchasing figures for your campaign. … Again, a word of warning. Many products might purport to be satisfactory for use with ADVANCED DUNGEONS & DRAGONS, but only those noted as OFFICIAL or Authorized AD&D items should be accepted. Do not settle for substitutes or second-rate material in your campaign; ask for approved AD&D products only!”
    — AD&D DMG, p. 11

  11. ludofex siger:

    Nogen af de råd lugter dog også lidt af en af Morten’s indledende mistanker: “(Udover at have et produkt at sælge)”🙂 Og det har givetvis altid været en del af motivet.🙂

  12. Morten Greis siger:

    Noget af det, jeg finder interessant ved figurerne, er den relative tavshed, der er omkring anvendelsen af figurer, indtil D&D 3,0 – og særligt de senere år af D&D 3,5 og efterfølgende D&D 4th, hvor figurbrugen gennemsyrer spillets mekanikker.

    Indtil da er figurer langt mindre brugt, og der er meget lidt snak om figurerne. Det er næsten implicit, at man kan/skal/bør/må anvende figurer til at skabe klarhed på slagmarken om, hvad det er, som sker.

  13. Morten Greis siger:

    Ja, jeg synes også, der er noget promovering af varer i de beskrivelser. Dels fokuset på at bruge den korrekte skala figurer – hvilket selvfølgelig kan peges i retning af D&Ds krigsspilsophav, men lige så meget at Gygax før D&D var dedikeret figurkrigsspiller, og endnu mere at Gygax havde nogle ret bastante holdninger til at gøre tingene på den rette måde.

    De to citater, som Rasmus er så flink at bringe – mange tak, meget brugbart – viser også, hvor lidt figurerne er integreret i rollespil. De er et praktisk værktøj til at visualisere en kaotisk situation og til at løse en administrativ opgave (‘hvilken rækkefølge går I i?”), men ellers synes figurer adskilt fra spillet (f.eks. sammenlignet med D&D 3,0 og fremefter).

  14. Thais Munk siger:

    Et forsøg på et svar: Jeg er i tvivl om vi har samme spillestil (f.eks. er “caller” et nyt udtryk for mig).

    Overskuelig og taktik er hovedårsagen. Jeg føler at actionen delen bedre fungerer når man kører det rapt, fordi at folk nemmere kan reagere hurtigt når de ikke har nogen tvivl om hvad der foregår. Mht at det tager overhånd….tja. Det har jeg i hvert fald ikke oplevet, selv om vi har lavet netop det du beskriver med at udforske steder gange og udforske steder. Der har det for mig været superfedt, både som spiller og GM at kunne se tingene udfolde sig løbende. Det har især været cool, fordi der ikke var nogen tvivl om hvem der gik først og lignende (f.eks. ift fælder).

    Mht taktisk tænkning….tjo. Jeg tror at det kommer an på hvilke karakterer man har spillet, men mit indtryk er at folk har spillet på om hvorvidt deres karakterer er taktiske er ej. Min nuværende karakter (som er magiker) er forholdsvis forsigtig og holder sig derfor tilbage imens han bruger magi på at hjælpe med kampens udfald.

    Mht fog of war, så har vi også brugt det, ja. På et tidspunkt udforskede spilpersonerne i min Dark Heresy-kampagne (som er på pause lige pt) et lokale, hvor at det kun var nogen af dem som opdagede skurkene. Det var nær ved at gå galt for en af dem, fordi at karakteren ikke bemærkede personen med et gevær bagved hende.

    Jeg burde vist skrive et blogindlæg om hvor fantastisk et værktøj og virkemiddel jeg synes det her….🙂

  15. Thais Munk siger:

    Derudover ville jeg lige tilføje WFRP til listen over spil, der opfordrer til figurer (hvem havde dog troet det om et spil udgivet af Games Workshop….). Mit eksemplar ligger i mine flyttekasser, men jeg er sikker på at de nævner det i deres kampregler. De har derudover udbygget og nævnt det i forskellige eventyr, udvidelse og lignende. Der kommer sikkert mere om det når jeg kommer forbi Rottehullets samling igen…

  16. Peter Frost siger:

    Da Gygax og Arnesen laver D&D er den primære målgruppe vel traditionelle krigsspillere, da der ikke rigtigt er nogle rollespillere endnu. Derfor figurerne. Det er måske så den oprindelige ursuppe man vender tilbage til en gang i mellem i 80’erne og starten af 90’erne af nostalgiske årsager. Da TSR går ned er det vel fordi segmentet de appellerer til begynder at spille Magic eller GW spil, der ekspanderer voldsomt i starten af 90’erne. I slutningen af 90’erne og starten af 00’erne kommer der et væld af nye firmaer på banen med übercoole figurer og settings. Clicks-figurerne kommer også og tager sin helt egen del af segmentet. Og så er vi tilbage ved figurkrigsspillet igen, så det er vel egentligt det de nye versioner af DnD har prøvet at tage højde for i relanceringen af rollespillet. Der skal være visuel appel og der skal være noget genkendeligt fra online spillene. Så i bund og grund handler det nok ikke så meget om rollespil, men mere om markedsføring og salgstal.

  17. ludofex siger:

    Thais: Vi har ikke spillet med callerr (en talsmand for spillerne, der står for at kommunikare gruppens endeligt beslutninger til GM), men det er en spilstil det bliever omtalt i AD&D 1st edition.

    Vores figurerfaring (i hvert fald i nyere tid) kommer nok primært fra 4th Edition, der har yderligere en masse regler der direkte gør brug af battle gridded og transformerer på den måde kortet med figurer fra en måde at have overblik, til en decideret spilplade hvor man kan bruge en del tid på at foretage alle sine træk optimalt.

  18. Thais Munk siger:

    Ludofex/Nis: Tak for opklaringen🙂

    Når vi spiller med figurer spiller vi som regel ikke med battle grid (jeg er i hvert fald personligt ikke fan af battle grid), for det gør det i en eller anden grad til et brætspil. Man undgår ikke at det bliver til et brætspil i en eller anden grad, men det kan jeg også godt lide så længe at det ikke tager overhånd og dræber rollespillet. Jeg skal ikke klart kunne sige hvor grænsen er….men det kan blive for langtrukkent, hvis der går skak i den. Klart.

  19. Pingback: Rollespil – at spille med figurer – del 2 | Stemmen fra ådalen

  20. Pingback: [OldSkole] Callers – en glemt spilmekanik | Stemmen fra ådalen

  21. Pingback: [D&D Next] UK3 The Gauntlet – En troldmands regnskab | Stemmen fra ådalen

  22. Pingback: Rollespil – at spille med figurer – bonusrunde: 13th Age | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s