1000 indlæg – hvad nu?

999 indlæg er gået forud for dette indlæg.

Det er blevet tusinder efterfulgt af atter tusinder af ord om rollespil, lidt om brætspil og lidt om historie. Det har været spændende, og det har været sjovt, og det har stået på i syv år.

Men skal det fortsætte? Er tiden løbet fra blogge? Fra kommentarsporet er det tydeligt, at folk er andre steder på nettet nu end tidligere. De er på facebook, og nogle opholder sig på google+, og der sker mindre i kommentarsporet, og kommentarer er rare, for de giver en oplevelse af, at ens tekster bliver læst, og at der er folk, der har gode ideer og refleksioner at bidrage med.

Er strategien at “flytte” kommentarsporet over på facebook og google+ (og twitter?), men hvordan gøres det? Skal der anbringes et link i alle de relevante facebook-grupper? Skal linket akkompagneres af små stemnings- og diskussionsskabende tekstet? Eller skal der bare placeres mere åbenlyse spørgsmål i bunden af hvert indlæg?

IMAG2509

Stemmen fra Ådalen – som bloggen jo hedder – har fået en side på Facebook:

– eller er tiden bare rendt fra blogge, og der hele skal postes som status-updates? Eller skal jeg oprette en tumblr-konto og begynde derovre i stedet?

Jeg indstiller ikke skrivearbejdet lige med det samme her på bloggen, men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvor jeg skal føre arbejdet hen med de næste mange indlæg. Måske bliver det til syv år og tusind indlæg mere?

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Brætspil, historie, Rollespil. Bogmærk permalinket.

14 svar til 1000 indlæg – hvad nu?

  1. Migal siger:

    Jeg blev fanget af dine CoC referater og mekanikker. Nu hænger jeg fast her. Så lad venligst være med at poste på FjæsBogen, eftersom jeg ikke er venner med dig der og derfor ikke kan nyde godt af dine undersøgelser om eksempelvis figurer til rollespil.

    Så tak for at du skriver blog.

  2. ryanrohdehougaard siger:

    Fortsæt med at skrive! Jeg blev også først fanget af CoC/troldmandskampagnen og specielt dine mekanikker. Jeg prøver at følge med i Hinterlandet, og jeg nyder dine arkæologiske bestræbelser. Jeg ville faktisk også gerne se flere spilreferater – det er hyggelig læsning på vej hjem i toget (jeg følger også andre af samme grund).

  3. Jeg ville gerne læse flere indlæg og skrive flere kommentarer, men desværre er dit fokus i høj grad drejet væk fra ting der interesserer mig. Jeg savner de interessante spildesign diskussioner og nutidigt rollespil, jeg zonede ud da det blev historiske fakta og old school moduler som hovedindhold.

  4. Se, dette er et spændende spørgsmål – hvad sker der med engagementet indenfor (rollespils)blogosfæren? Ikke at sammenligne min spæde bloghistorik med din blog, men jeg oplever også et fald i skrevne kommentarer. Generelt oplever jeg også en lavere aktivitet blandt de bloggere som har tilknyttet deres blogs til Alexandria.

    Facebook som platform er ikke egnet til samme budskaber som der publiceres om på blogs. Facebook faciliterer netværksgrupper, deling af informationer og danner et vist engagement omkring en kultur generelt. Twitter indenfor dansk rollespil er næsten ikke eksisterende. Tumblr kunne være interessant, men igen, ikke anvendt eller genkendt af mange. Det stærkeste community indenfor dansk rollespil p.t., tror jeg er gruppen rpgforum på Facebook. Selv er jeg på det seneste blevet en anelse ugidelig overfor denne gruppe, da hovedparten af aktiviteten handler om synopsis til scenarier og lign.

    Jeg har sagt det før, og siger det igen; jeg så gerne de mange rollespilsforeninger kom mere på banen og engagerede sig mere i dansk rollespilskultur generelt. De har en stor gruppe af medlemmer de kan være med til at motivere udenfor egne rammer. Hvorfor har disse foreninger fx ikke en blog linket til Alexandria? Dette kunne potentielt være med til at holde gryden i kog indenfor dansk rollespil – og blogosfæren indenfor samme.

    For at vende tilbage til dit “dilemma”, Morten, om du skal fortsætte din akivitet på bloggen, så klart JA. Du har et kontinuerligt og højt niveau af indlæg, og personligt ser jeg dig som primus motor indenfor rollespilsblogosfæren. Jeg ville være brandærgerlig hvis du stoppede. Men igen, følelsen af at stå og tale til en dørkarm med ingen respons, er trættende. Jeg vil forsøge at kommentere mere på dine posts.

  5. Mads Egedal Kirchhoff siger:

    Mange af de amerikanske indie designere har flyttet meget af deres snak til google+. Så udkonkurreret den tjeneste er af facebook forstår jeg ikke helt hvordan, men det lykkedes dem at poste store indlæg og have massere af diskussion der. Der er nok ikke nok folk i de danske rollespils cirkler (høhø) på G+ endnu, men hvis der kom kunne det godt fungere som en substitut for blogs, altså, ikke bare kommentar sportet, men poste der først.

    Selv er jeg stadig en stor tilhænger af blogs og de store af dem lever stadig et godt liv, så jeg tror som sådan ikke tiden er løbet fra dem. Det er nok bare det af de medier der er mest “resistent” overfor kommentarer og kan blive glemt af folk som ikke har et religiøst forhold RSS.

    Også har jeg det meget som Oliver hvad angår lige den her blog.

  6. Kåre Kjær siger:

    Jeg læser færre blogs nu end jeg gjorde for et-to år siden. Jeg skriver også selv mindre (tydeligvis!). Ikke fordi jeg ikke har ting på hjerte, men fordi mit fokus er andre steder. Jeg vil gerne tilbage til at skrive (og læse) mere, men det passer ikke ind i min rytme nu. Jeg tror også det at jeg ikke rejser i arbejdssammenhæng mere, har en indflydelse her. Det gav mange timer i luftehavne, fly og hoteller der bedst blev brugt på at skrive og læse, og nu har jeg i stedet tid hjemme som bliver brugt på andre sysler.

    Det du har skrevet det sidste lange stykke tid har ikke fanget mig nok, til at jeg har læst og kommenteret. Jeg tror mere det skyldes ovennævnte effekter end indholdet i det du skriver – men det er lidt svært at skille de to effekter ad.

    Jeg tror at integration til Facebook lokker folk til. Det kunne jeg se på min blog. Jeg tror generelt at alt der gør det let at kommentere og alt der “pusher” nye indlæg ud til folk “hvor de er” lokker folk til.

    Men dit egentlig spørgsmål er vel ikke om tiden er løbet fra at blogge. Det er vel hvorfor kommentarmængden er faldet. Mit spørgsmål er så – er det egentlig vigtigt? Da det gik op for mig at en del mennesker læste det jeg skrev, var det da fedt at få meget feedback. Men inden jeg gik igang havde jeg fastslået, at læsere ikke var vigtigt. For mig drejede det sig først og fremmest om at dokumentere, strukturere og analyser mine egne tanker, holdninger og oplevelser. Det behøver jeg ingen læsere for. Har man derimod til formål at åbne debatter og oplyse, så er læsere på en helt anden måde vigtig. Og måske er et af de formål bedre tjent på en anden måde end en blog sådan som blog-landskabet er nu om dage?

  7. Kåre Kjær siger:

    Og så en sidenote – du godeste hvor er 1000 indlæg meget. Det er sgu’ en imponerende indsats. Og det er jo ikke fordi du generelt fatter dig i korthed. Det kunne være sjovt (og skræmmende!) at få en ide om hvor mange timer du havde lagt i at skrive alt det. Jeg tror ikke det er småting.

  8. hey der, jeg stødte på din blogg da jeg forsøgte at researche lidt på RPG markedet med dansk produceret materiale. Jeg gik nemlig og tænkte på at starte med at skrive en kampagne ned og udgive det selvstændigt. Jeg har så sidenhen droppet at lave det på dansk, udelukkende fordi det ville være hurtigere for mig at komme igang med at få erfaring under huden på det engelske www marked.

    Jeg har så for nylig skrevet mig til dit nyhedsbrev og syns da bestemt du skal fortsætte bloggen, betragt fjæs, twitter og g+ som yderligere “markedsføringskanaler” om man vil. Selv bruger jeg nu alle til at komme ud til folk.

    Brug din blog som HQ og de andre som kanaler der kan guide folk herind🙂

    btw… jeg ledte faktisk efter en email adr på din blog eller en anden måde at kontakte dig på ud over at skrive en kommentar🙂

    mvh
    Michael Christensen
    Tinygork.com – RPG Tinkering

  9. Morten Greis siger:

    Hej folkens,

    Mange tak for jeres kommentarer. Det er rart at få feedback, og det er rart at høre fra jer og hvorfor I læser bloggen, og hvad der interesserer jer.

    Jeg vil fastholde mit bloggeri og fortsat skrive til bloggen (og helst ikke tænke på, hvor mange timer, der er gået i blogskrivningen), og så forsøge at bruge de mange forskellige kanaler til at ramme et bredt publikum. Jeg har oprettet (som nævnt i blogindklægget) en facebook-side, som det er planen at promovere bloggen fra på facebook, og I kan følge annonceringer om kommende indlæg der, eller I kan bruge jeres faste kanaler ved siden.

    Jeg kan se, at det er en udfordring at nå at komme rundt om de emner, der interesserer alle, hvorfor nogle jer for tiden kommenterer mindre end ellers. Muligvis ville min scenarieskrivning (den ikke-hinterlandske del), f.eks. “Så er det, du vågner” være af interesse, men jeg er ikke så god til at få skrevet om de projekter, som jeg arbejder på (på vej er Parapsykologen til dette års Fastaval).
    Om end jeg må sige, at det er rart at få kommentarer til ens indlæg, da det giver et indtryk af, at ens tanker bliver læst, og det er rart at se reaktioner derpå, da det meget let ellers kan blive en enetale – f.eks. er kommentarerne på indlæggene om brugen af figurer spændende, fordi de også giver mig nyt materiale at arbejde med.

    @Michael: Velkommen til.
    Som regel skriver folk en kommentar på et indlæg til eller på en af undersiderne, hvis de vil fange mig, men du kan skrive direkte til mig på min gmail “mortengreis”.

  10. Elias Helfer siger:

    Hej Morten.

    For det første er jeg lidt på linje med Oliver – jeg synes Hinterlandet er lidt interessant, men jeg kan ikke rigtig følge med i rejserne ud i det gamle D&D. Til gengæld synes jeg det er lidt sjovt at læse nogle af dine tanker om brætspil, som er kommet til for relativt nyligt.

    For det andet er der noget ved rytmen på bloggen som afholder mig fra at svare. Jeg har det mærkeligt ved at kommentere på et gammelt indlæg, og derved genstarte en diskussion som har haft et klimaks og er døet hen, men jeg når langt fra altid at læse bloggen med det samme.

    Jeg tror det er en idé at lægge mere op til debat på sociale medier (dvs. Facebook og G+). Det kan jeg se at Vincent Baker gør. Det tror jeg i højere grad vil virke, selvom det ikke er lige så sjovt at få dem der. Men så bliver det en debat der ligger et sted hvor jeg følger med.

  11. Morten Greis siger:

    Hej Elias,

    Tak for kommentaren. Det er rart at høre at mine vandringer ud i brætspillets land også kan fænge.
    Du foreslår, at der lægges mere op til debat på de sociale medier, og jeg egentlig gerne gøre et forsøg, men hvordan og hvorledes skal det gribes an? Det synes ikke at være nok, at jeg præsenterer et link på FB eller G+, så der skal mere til, men hvordan?
    Jeg modtager gerne forslag til at skabe mere snak og liv via FB og G+ og ikke kun fra Elias, men også jer andre🙂

  12. troelsken siger:

    Den store fordel ved blogs ift. fjæsbog, twitter osv. er at samtalerne forbliver synlige, søgbare og “levende”, mens selv den mest interessante fjæsbog-diskussion i praksis er borte en uge senere. Blog-indlæg og de tilhørende diskussioner har potentiale for at blive stående som udgangspunkt for videre diskussion og udforskning. Det er en stor styrke, uanset de mere flygtige formers potentiale for umiddelbar omsætning.

  13. Morten Greis siger:

    God pointe, Troels, og sammenholdt med alle de andre kommentarer, er min konklusion også at fastholde bloggen, men samtidig forsøge at promovere den mere via de sociale medier.

  14. Pingback: 1000 Stremmer, men ingen larm < Sort Forsyning

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s