[2. dec.] Grumme straffe og ydmygelser med hunde i middelalderen

Vi vender nu blikket mod anden låge på kalenderen. Midt i borgporten på kalenderen er anbragt lågen til 2. december. Det er mandag, og mandag er i december middelaldermandag, og middelalderen kommer derfor på banen.

Middelalderen er perioden efter antikken og før moderne tid. Hvis der ikke er en oldtid og en moderne tid, så er der ingen middelalder, og de områder af verden, der ikke har de to nævnte perioder, har derfor ingen middelalder. Såre simpelt.

Men det skal ikke handle om periodeinddeling (i hvert fald ikke denne gang). I stedet skal det handle om grumme og ydmygende straffe i middelalderen. Udgangspunktet bliver en række episoder fra Widukind af Korveys krønike. Widukind skrev sin krøniken i 970’erne, og dens omdrejningspunkt var sakserne og deres konger.

I 900-tallet gjorde et rytterfolk indfald i Europa, og de drog frem plyndrede og hærgede. De var det sidste folk i en lang række af folk, der havde fulgt denne rute og praksis, og moderne tids ungarere er efterkommere af dem. De blev tildelt navne fra tidligere rytterfolk, der havde redet ind og hærget, og de blev derfor betragtet som avarer og hunner:

I.38

[…]

Ved Efterretningen herom samlede Avarerne straks en stor Hær og ilede mod Sachsen. De drog gennem Dalamantien og forlangte Hjælp af deres gamle Venner. Men da Dalamantierne hørte, at de vilde drage mod Sachsen og vidste, at Sachserne var rede til Kamp med dem, kastede de i Stedet for Gaver en fed Hund for dem, og da Avarerne ikke fandt Lejligheden gunstig til at tage Hævn for Krænkelsen, nu da de var paa Vej til en helt anden Kamp, fulgte Dalamantierne deres “Venner” et Stykke paa Vej med haanlige Tilraab.

[…]

(Min fremhævelse)

Når riget ikke plagedes udefra, var der indre problemer, og kongen måtte konstant holde orden blandt sine landsmænd (men det hører også til krønikens konceptuelle ramme, at alle hændelser ses i et bibelsk eller kristent lys, og det er derfor forventeligt, at synder plager riget, her hovmodighed, og at den af Gud udpegede konge må bringe orden):

II.6

Da nu Krigen med de ydre Fjender stilnede af, brød indre Fejder løs – Thi Sachserne var bleven hovmodige over deres Konges Vælde og holdt sig for gode til at tjene andre Folk og var for stolte til at yde nogen anden end Kongen alene Hyldest for de Len, de havde. Derover blev Evurhard fornærmet på Brunning, samlede en Skare Krigere, brændte hans Borg Elmeri [Helmern] og dræbte alle Byens Indbyggere. Da Kongen havde faaet dette Overgreb at vide, dømte han Evurhard til at bøde for 100 Talenter Heste, og alle de fornemme Riddere, der havde hjulpet med til Udaaden, til at bære Hunde lige til Kongens By Magdeburg.

(Min fremhævelse)

Hunde spiller en mærkelig rolle. De er ikke de kæledyr, som vi er vant til, men i stedet dyr, som både kan afspejle loyalitet, bruges som vagthunde og jagthunde, og så er de dyr, der er associeret med skam – og det er derfor en straf f.eks. at bære på en hund eller at blive hængt side om side med hunde. I det følgende tager vi en episode fra Cosmas  af Prag, der skrev Böhmernes krønike (ca. i perioden 1119-1125), og her optræder også en hund i forbindelse med en ydmygende straf:

III.32

[…]

Henry immediately assembled an army and entered Bohemia at the beginning of the year 1110, on the first day of January. Dispatching Margraves Diepold and Berengar, he ordered that Borivoj and his brother Vladislav; Bishop Hermann; the son of Wiprecht; and the rest of the elders of Bohemia meet him in the bishop’s court at Rokycany – a peace having been established between them, When they arrived, Borivoj and the son of Wiprecht were seized without any hearing on the king’s command. The bishop’s case proved to be just, the king’s palm having been greased with gold. After this, with Duke Vladislav commanding it, among all the supporters of Borivoj some were deprived of sight and property, others despoiled only of essential goods.

The rest – those who were able to escape under cover of darkness – fled to Sobeslav, the son of King Vratislav, in Poland. Among them, John, son of Csta from the Vrsovici lineage (of whom we spoke above), was deprived of his sight and his nose at Vacek’s order. Privitian, who was considered senior in the burg of Prague, was likewise caught in this same sedition. A huge, mangy dog, drunk on yesterday’s broth, was tied to his shoulders. Seized by the beard, Privitan was dragged three times around the market, with the dog barking and shitting on his bearer, and the herald proclaiming: This is the sort of honor the man will bear who breaks an oath given to Duke Vladislav.” Then, with everyone in the market watching, his beard was cut on a tablet and he was sent away toward Poland, into exile.

(Min fremhævelse)

Lad os nu vende tilbage til Widukind og hans Sakserkrønike. Her er to mere eksempler på barske straffe. Denne gang dog uden hunde.

Sakserne er i krig med den slaviske barbarfyrste Stoinef, som de får fanget og dræbt. Efterfølgende invaderes hans lejr, hvor hans folk hugges ned, og til sidst udstilles Stoinefs afhuggede hoved, og det er langt fra alt:

III.55

[…]

Endnu samme Dag blev Fjendens Lejr taget, og mange Mennesker blev dræbt eller taget tilfange, og Blodbadet varede til langt ud paa Natten. Den næste Morgen blev Fyrstens Hoved opstillet paa Marken, og omkring det blev 700 Fanger halshuggede. Stoinefs Raadgivere fik Øjnene udstukket og Tungen udreven, og blev i denne Tilstand liggende midt imellem Ligene.

[…]

Og så er der sidste citat. Der er problemer med Konstantinopel, og det kommer til nogle slag og vanskelige forhandlinger. Her er hvor ilde det kan gå krigsfanger:

III.72

[…]

Grækerne, der var opblæste af den nyligt vundne Sejr og uforsigtige, faldt i deres Hænder. En uhyre Mængde af dem blev nedhugget, Resten blev taget tilfange; de fik Næserne afskaaret og fik saa lov at drage til Ny-Rom. […]

Denne form for straf blev også brugt af Konstantinopels kejsere. Basil II efter sejren over bulgarerne i 1014 blændende sine krigsfanger. For hver 99 blændede fanger lod han en mand beholde et øje, så denne kunne guide de overvundne hjem.

Widukind har tidligere været citeret her på bloggen i forbindelse med krig i middelalderen.

Husk, at Stemmen fra ådalen har en facebook-side, som du kan følge for at blive orienteret om nye indlæg fra bloggen.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i historie, Julekalender på bloggen, Krønike og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s