[Hinterlandet] Dværge – og deres hemmeligheder

Temaet for Hinterlandet på Fastavel 2014 er dværgene og deres legendariske syv magiske sværd, som er forsvundet og nu ligger og venter på modige eventyreres udforskning af Hinterlandet. I Hinterlandets facebook-gruppe er der en livlig snak om dværge og deres ruiner, og jeg fik et spørgsmål på dværge og deres kultur. Svaret voksede stødt i længden, og jeg er derfor endt med at placere teksten her.

Dværgenes kultur

Dværgene i Hinterlandet er bygget op af lag på lag af tekster. Udgangspunktet er Gaz6 The Dwarves of Rockhome, og det er iblandet Tolkien, nordisk mytologi og en vis trodsighed over for Peter Jacksons tolkning af dværge med vægt på billedet af Gimli.

Oprindeligt havde Hinterlandet sin rod i Mystara-settingen, men den er stille og roligt ved at blive løsrevet derfra. Lige nu eksisterer den samtidigt både i Mystara og i sin egen verden, der er en parallel til vores verden. Dværgene i Mystara er en magisk frembringelse bygget over et døende folk fanget i en apokalyptisk ødelæggelse, og de har udviklet et stift samfund af klaner, der dækker forskellige håndværk og sociale klasser, og er præget af en stor grad af protestantisk arbejdsetik. Et stovt folk, der ikke har et behov for omverdenen, og som er villige til at lukke en ude. Det er ikke et ølbællende folk af bøvede guldgravere (som det ellers let bliver billedet i pop-fantasy).

Tolkien dækker dværgene i sin historie Hobbitten og i mindre omfang i Ringenes herre. Det meste af dværgenes deltagelse i krigen mod Sauron sker off-stage, hvorfor man ser og hører så lidt til dem i Ringenes herre, og mens Hobbitten var en børnehistorie, som derfor havde en humoristisk tilgang til dværgene, så er Ringenes herre anderledes, og her er Gimli bedst at sammenligne med middelalderens høviske ridder – og i Ringenes herre ser vi, at dværge både kan rammes af den samme grådighed som alle andre folk (de gravede for dybt), men de har en dyb kærlighed for det smukke i livet (Gimlis høviske forelskelse i Galadriel), og de kender til naturskatte, som elverne har været uopmærksomme på (Gimli afslører hvilke forunderlige syn, der er at finde under jorden, for Legolas). Peter Jackson havde i stedet en falden på halen-karakter, der bliver stadig mere fjollet, som filmene skrider frem.

I nordisk mytologi bygger jeg mestendels mit materiale på artiklen om dværge i The Shadow-Walkers: Jacob Grimm’s Mythology of the Monstrous (Red. T.A. Shippey; 2005), som er et storslået værk over Grimms arbejder med nordisk og germansk mytologi, og en opsummering af hvad kildematerialet rummer. Dværge er en sjov og rodet størrelse – som alt andet i mytologier er det – da det er begrænset, hvad der er bevaret af kildemateriale, og det er ret tilfældigt hvilket materiale, som er blevet bevaret. Det bevarede materiale rummer tit ikke de svar, vi søger, og det udelader ofte en række basale detaljer, som i kildens samtid var almindelig viden, og derfor ikke relevant at nævne. For at besværliggøre det hele er der typisk ikke et uniformt billede af det mytologiske væsen (eller andet mytologisk emne) (ligesom vi er ret enige om, hvordan julemanden skal se ud, så er der alligevel en ret stor variation på en del af hans karakteristika), og kilderne er ofte spredt ud over tid, rum og emne, så nogle kilder er adskilt af århundreder, andre af hundreder af kilometer, og nogle kilder er digte, andre historiebøger, og de har forskellige formål og derfor forskellige tolkninger af emnet.

Dværge er derfor drilske. I det nordiske myte-materiale associeres de fra tid til anden med sortelverne – men præcis hvordan disse elvere skal forstås rummer sine egne udfordringer – og det vender vi tilbage til. De er mestersmede, som bringer magiske skatte til verden, som ofte er eftertragtede af aserne, men til gengæld eftertragter dværgene ase-kvinder (det gør jætterne også; jætternes begær efter ase-kvinder kan rumme en meget vigtig opfattelse af nordboernes forhold til deres omverden, da det er ok, for aser at have jættekvinder, men omvendt er det et problem (strukket til sit yderste, så er Loke muligvis barn en jætte-far og en ase-mor), da det påvirker magtrelationen mellem orden og kaos, aser og jætter, kultur og natur, nordboere og andre folkefærd – og noget at dette motiv gentager sig muligvis i forholdet mellem dværge og aser). Dværge er associerede med lig og de døde, og måske er en central forskel mellem dværge og mennesker, at mennesker er besjælede med liv, mens dværge ikke er det (virkeligt spekulativt: For at skabe noget, må man ofre noget – aserne ofrede ’væren’, ’liv’ og ’fornuft’ for at skabe menneskene, derfor Lodur ikke er, at Odin er knyttet til død, og Høner er dum (der er to forskellige historier om menneskets skabelse); aserne ofrede deres evne til skabe skatte mod at dværgene fik evnen til at skabe skatte (i begyndelsen har aserne guldskatte, men siden er de nødt til at gå til dværgene efter dem), og ikke mindst er kæden, der binder Fenris, lavet af ting, som ikke er (en tolkning ville være, at kæden er smedet af det umulige, en anden tolkning er, at tingene er ”brugt op” i processen). Om tesen holder eller ej, så er der en sammenkædning mellem dværge og døde.

I sagn- og folklorematerialet fra middelalderen er dværge beskrevet anderledes. De er associeret med sygdomme på samme måde som elvere er det (f.eks. ”hekseskud” er ”elverskud” eller ”dværgeskud”). Der ligger en forestilling om elvere/dværge som årsag til pludselige sygdomme (”skud”), altså de er farlige at støde eller drille.

Dværge bor i høje eller under sten. Tilknytningen til høje er muligvis det, der knytter dem til døden, da man i middelaldernorden har vist at højene kunne være grave (enten fra periode selv eller fra foregående århundreder), og disse mystiske gravhøje, som kunne rumme gravskatte, er blevet befolket med dværge, og det har tilsyneladende skabt en kobling mellem dem og de døde.

Dværge tåler ikke sollyset, men hvorfor de ikke tåler det, er uvist.

Dværge optræder som hjælpere i sagn meget i stil med ’hjælperen’ folkeeventyr. De kan levere skatte, gode råd, helbrede sygdomme og de kan smede fantastiske sværd. Fanger man en dværg, f.eks. ved at hindre den i at nå ind under sin sten inden solopgang, kan man aftvinge en skat af den. Typisk beder folk om et sværd, og sværdet ender med at blive et forbandet supersværd. Bliver man ven med en dværg, kommer denne med gode råd, skatte og andet. Dværge er altid mænd, men der er historier, der nævner dværgebørn, og i senere middelaldermaterialer optræder der hele dværgesamfund og skjulte kongeriger, men til den tid er de blevet transformeret af højmiddelalderens kultur.

  • Dværge bor under sten og høje – dværge er associeret med døde
  • Dværge ynder ikke sollys, og de vil derfor gerne skjule sig under deres sten og høje
  • De er mestersmede, ofte vise og råder over usynlighedskapper og magiske sværd
  • Dværge kan forbande folk, slå dem med sygdomme og idioti, og de kan forbande deres magiske sværd

Når jeg bygger på Hinterlandet og dværgene i Hinterlandet, bruger jeg det ovenstående materiale som inspiration og retningslinjer for, hvordan tingene skal se ud.

polle9

Hinterlandets dværge

Dværge i Hinterlandet bygger mestendels på en blanding af Tolkien, Rockhome og den nordiske mytologi, men her og der sniger andre elementer sig ind (f.eks. Orkdræber-klassen af dværge har hentet inspiration i Warhammer, og nogle af deres evner referer til AD&Ds dværges evner). I det nedenstående er en samling af de oplysninger, som ligger rundt omkring i Hinterlandets supplementer og scenarier.

Dværgene i Hinterlandet lever i store klaner, og de fleste af klanerne har hjemme i Ginnum-bjergene, som ligger i store bjergkæder nord for Kejserriget. Dværgene bor mestendels i vældige riger under jorden, og overfladen er ofte plaget af orker og trolde og kæmper. Tinderne er sneklædte, men dværgene bor sikkert bag deres tykke mure af sten blandt pragtfulde kunsthåndværk af en sådan snilde, at de i hænderne på mennesker ofte ses som trolddom – skattede er dværgenes daggerter og dirke, som virker langt bedre end menneskers håndværk. Dværgene i Ginnum-bjergene er delt i fire klaner – Ravneskjold, Ulveklo, Jernbjørn og Gråsmedene. Hver klan har sin ekspertise, såsom Ravneskjolds evner med skjolde og med at snakke med ravne, Ulveklos evner til at bekæmpe trolde og kæmpe i flok, Jernbjørns evner i bekæmpe gobliner og udholde vinterens kulde, og Gråsmedenes evne til at modstå hede og til at smede.

Dværgene har levetid på omkring 400-450 år, og dværgene i Ginnumbjergene husker endnu, at for mere end 1000 år siden forlod en femte klan dem, Stenbrødrene, for at rejse syd på. Stenbrødrene mestrede arkitektur, og de byggede forunderlige bygninger. Man kan endnu se deres værker: Akvædukten, som løber mellem bjergene i Hinterlandet, er en del af deres håndværk.

Stenbrødrene er borte, men de har efterladt sig talrige spor i Hinterlandet, da de byggede underfyldte bygningsværker for det rige, der en gang lå, hvor der nu er ødemark. Hvad der er blevet af Stenbrødrene ved ingen. I en del af deres bygningsværker indgår besynderlige røde krystaller, der pulserer med trolddomskraft, der skaber til tider bizarre forvandlinger. Noget tyder på, at Stenbrødrene i nogle tilfælde tæmmede de røde krystaller og brugte dem til omskabe klipperne. Dværgenes efterladte bygninger, templer, grave og paladser er imponerende bygningsværker, der ofte rummer elementer af det umulige, som ingen er i stand til at gøre efter. Der er skjulte mekaniske vidundere, som åbner porte og skjuler kamre, og der er frygtindgydende fælder, der knuser og lemlæster gravrøvere og vandaler.

En helt anden gruppe af dværge er Svartedværgene. Svartedværge er en dværgeklan, der i fordums tid blev stødt ud af dværgesamfundet for deres omgang med onde væsener. Svartedværge er som alle andre dværge fantastiske bygmestre, og de har en forkærlighed for jordens undere, og ligesom almindelige dværge ynder de at fremelske jordens skatte ved at enten at bygge prægtige haller og tidsløse monumenter eller ved at fremme krystaller, metalårer og mineralvener, så de står smukt og beundringsværdigt. Deres omgang med onde væsener har smittet af på deres eget livssyn, og trods deres kærlighed til jorden, er de små ondskabsfulde bæster, som bruger feje tricks, kæmper beskidt og gerne uærligt. Svartedværgene ses i dag her og der i Hinterlandet, hvor de udforsker ruiner, genopbygger dem, og leverer deres fantastiske håndværk til onde væsener. Nogle af dem tjente Dødekongen.

De syv legendariske dværgesværd, som ligger skjult i ødemarken er Tyrfing, Gunnlogi, Skofnung, Nægling, Hrunting, Hrotti og Mistelteinn.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Folketro, HelCon, Hinterlandet, historie, Hjemmebrygget D&D basic 5th, Hjemmelavede spil, Rollespil, Rollespilartikler, Spildesign og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til [Hinterlandet] Dværge – og deres hemmeligheder

  1. Pingback: Hinterlandet – Svartedværgene | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s