[Historie] Hemmelig historie og krimier – del 2

Sidste sommer tog bloggen ud på en ekskurs, og jeg havde planer om en lille serie indlæg, men de blev hængende i min samling af kladder (det sker en gang i mellem; jeg har kladder der er flere år gamle og venter på at blive publiceret). Nu har forskellige omstændigheder gjort, at jeg samler op på emnet igen:

Bloggen er ude på en ekskurs, hvor emnet er historie, eller rettere krimier med hemmelig historie og konspirationsteser. Der er nogle helt generelle topiske emner og metodiske problemstillinger ved disse værker, som jeg har skænket et par indlæg til at diskutere. Det første beskæftigede sig med genren generelt og i relation til bogen Odins labyrint – et glasbarns fortællinger, hvor forfatteren forsøger at promovere en særegen tese om Odin og kristendommens tilblivelse.

Nu kommer jeg med mit andet indlæg om genren i relation til den næste bog, nemlig Manden på tapetet af Ib Lucas, som også er en art krimi med hemmelig historie. Denne rundes elementer bliver følgende, som spiller en rolle i opbygningen af ikke kun næste værk, som jeg kigger nærmere på, men på flere andre værker (som jeg vil tage fat på senere).

Musen

Et ret så stædigt element i genren er musen. Der er mangt en kvindelig hovedperson, hvis rolle er at være hende, der guider vores hovedperson videre. Hun er ofte meget smuk, lidt kejtet og vældig belæst, så hun kan stille intelligente spørgsmål til vores hovedperson, og så kan de forelske sig i hinanden. Arthur Conan Doyle lærde os ellers, at en god ven sagtens kan have den funktion, men kvinderne i ‘hemmelige historie’-genren skal helst også være hovedpersonens muse (Femte sol brænder og Mordet på ordet er undtagelser med deres kvindelige hovedpersoner; dog får den kvindelige hovedperson en mandlig makker, der har træk af at være en Gary Stu-karakter), og hun er ofte bundet ind i historien som datter af sammensværgelsen (Da Vinci-mysteriet, Cirklens ende, Manden på tapetet, Odins labyrint), og hun kan nærmest være skæbnebestemt til at være hovedpersonens kæreste (Odins labyrint) eller have karakter af trope med rødt hår og grønne øjne (Mordet på ordet).

Kendte mennesker må være kendte

Hvis en kendt person bliver myrdet, må morderen være ‘kendt’ eller en del af noget større, for en kendt person kan ikke blive dræbt af en fuldstændig tilfældig og ukendt person. Store personer kræver store modspillere.

Tilsvarende gælder det folk fra beskedne kår. En verdensberømt forfatter som f.eks. H.C. Andersen kan ikke ‘bare’ komme fra beskedne kår, men må tilskrives noget større, og derfor finder vi teser om, at manden er et uægte barn af royale folk.

Det samme gentager sig i hemmelig historie og konspirationsteser, som når i bogen Helligt blod, hellig gral Priori de Sions formænd gennem århundreder har haft som leder periodernes mest kendte folk – for ukendte folk kan ikke være ledere af en hemmelig organisation, der vogter selveste Gralens hemmelighed, vel? (Det er uklart, om de berømte personager ifølge Baigent og Leighs værk er rekrutteret, fordi de er historisk kendte, eller om de er blevet historisk kendte og lavet diverse kunstværker og opfindelser, fordi de har været ledere af det hemmelige selskab).

Med hemmelig historie og konspirationslitteratur er det altid værd at holde sig for øje, om der bliver trukket forbindelser mellem to punkter, fordi man ikke kan forestille sig andet, end at kendte mennesker må være kendte. Det er f.eks. det princip, som trækker jesuitterne ind som skurke i Odins labyrint – ikke fordi Mads Peder Nordbo forestiller sig, at jesuitterne i praksis har haft forfulgt hans eriler og odiner, men fordi han ikke kan forestille sig andet end at kirken må have kendt til hans tese og forsøgt at undertrykke den.

I samme dur kan Shakespeare ikke får lov til ‘bare’ at komme fra de kår, han nu en gang kom fra, men er i stedet nødt til at være et dæknavn for adelsfolk eller andre personager, og det er ikke småting, der er udgivet om lige præcis dette emne. Nogle leder efter koder i stykkernes sange og digte for at finde bagmanden, andre sammenligner dem med andre af periodens forfattere for at identificere ‘den sande digter’, og atter andre finder koder, der handler om Shakespears interesse i samtidens astronomi, hans fortvivlelse over ikke at kende sin sande far og en lyst til at debatere Tycho Brahes forskningsresultater – således gælder de to sidste ting for Ib Lucas’ Manden på tapetet, som vi ser på i næste indlæg, hvor en ukendt skikkelse på tapet med Tycho Brahe nødvendigvis må være Shakespeare.

– og næste værk bliver Manden på tapetet.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Anmeldelse, Hemmelig historie, historie. Bogmærk permalinket.

2 svar til [Historie] Hemmelig historie og krimier – del 2

  1. Pingback: [Anmeldelse] Manden på tapetet | Stemmen fra ådalen

  2. Pingback: [anmeldelse] Thuleselskabet | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s