[anmeldelse] Thuleselskabet

Bloggen tager på sommerekskursion ud i de pseudo-historiske emner om tempelriddere, den hellige gral, Shakespeare, Odin, Bornholm og andre særheder, som de optræder i udvalgte danske krimier. Til min ekskursion hører to tekster, som gennemgår elementer fra genren (del 1, del 2).

thuleselskabetSidste år anmeldte jeg Mads Peder Nordbos Odins labyrint. Særligt var jeg interesseret i hans bagvedliggende historiske tese om Odin, om hvilken Mads Peder på sin egen hjemmeside erklærede “Nu har jeg så taget kampen op, og selvom jeg godt kan mærke, at der er lang vej endnu, så ser jeg det som lidt af et livsprojekt, at få ’vores’ [Heyerdahl og MPN] teser om blandt andet Odins, Nordboernes og runernes ophav antaget som faktuel viden.” – og det er store ord.

Fra Odins labyrint til Thuleselskabet

Odins labyrint akkompagneredes af et essay, hvor han fremførte sin tese. Der viste jeg, hvorledes Mads Peder havde baseret en god del af sin tekst på afskrifter af en hjemmeside (uden henvisning dertil vel at mærke), og at han ikke havde forstået teksterne han afskrev. Ligeledes viste jeg, at andre af de tekster, han citerede eller henviste til, var tekster han ikke havde læst, men bevidstløst kopieret fra nettet. Ydermere kunne jeg påvise, at han var selektiv og inkonsekvent i sin egen tese. Alt i alt ikke noget godt ståsted for lanceringen af en tese, man gerne vil have gjort til en del af den gældende forståelse af vores fortid. At skrive eller omskrive historien kræver mere end en fiks ide.

Nu er Mads Peder Nordbo tilbage med efterfølgeren, Thuleselskabet, hvor han bygger videre på både sin tese og sin historie. Det sidste er klart den mest interessante del, og første del suppleres denne gang ikke af et essay bag i bogen. Denne gang må man ind og grave i selve bogen for at gå i dybden med, hvad der vil vise sig at være en overfladisk læsning af historiske tekster.

Jeg deler derfor min anmeldelse op i to dele. Først tager vi selve romanen (i det nedenstående), og dernæst Mads Peder Nordbos tese om Odin-kulten i næste blogindlæg.

Krimier med hemmelig historie

Jeg er generelt ikke til krimier. Jeg finder dem kedelige, men jeg har lidt større tålmodighed med den pseudo-historiske genre, som foruden Mads Peders to bøger også rummer titler som Femte sol brænder, Belladonna dokumentet, Mordet på ordet, Da Vinci mysteriet og andet af Dan Brown, men også et par af mine favoritter som Dumas klubben og Foucaults pendul. Så når kapitel et er beskrivelsen af mordet set fra ofrets vinkel, der indleder bogens handling, så kommer jeg i tanke om, hvorfor jeg finder krimier kedelige. Til gengæld flyder sproget lindt i Thuleselskabet, og bogen er let læst. Et element, som også prægede Odins labyrint, er Mads Peder Nordbos forkærlighed for gyset, og bogen bruger tid på at bygge hverdagen under sagen op for at kunne opnå en stadigt voksende stemning af uhygge. Det vanskelige i denne tilgang er, at der ikke er et overnaturligt element til at forløse uhyggen, og opbygningen i flere scener får ikke kulmineret og forløst sig, som det ville kunne gøres i en (overnaturlig) gyser. Det giver stemning, men uden helt at rykke sig ud af stedet. Ganske vist rummer bogen en let udefineret element af overnaturlige kræfter, men det kommer først i spil hen imod bogens slutning, som det også gjorde i bind et, da hovedpersonen involveres nu i sin anden sjælevandring.

Thuleselskabet

Selve historien begynder kort efter begivenhederne i første bog, og kapitel to bruges til at påminde læseren om, hvad der skete i bind et, og som altid er plot exposition en svær at skrive, og der er afsnit i kapitlet som bliver noget kluntede som følge. Men ellers er vi godt i gang med historien hurtigt. Det indledes med det obligatoriske mord, hvor vores hovedpersoner indkaldes som ekspertvidner, fordi der er ristet runer i ofret. Snart viser det sig, at vores hovedpersons navn også er ristet med runer i ofret, og hvad der begyndte som en bizar mordsag, trækker nu tråde ind i vores hovedpersons liv og slægt, da hans bedstefar er involveret, og denne og bedstefaderens ærkefjende er begge børn ud af et SS-eksperiment, der begyndte under nazi-regimet og fortsatte ind i DDR-tiden med forsøg på at udvikle overmennesker. Alt dette knytter sig nazisternes forestillinger om den ariske race, som ifølge bogen er en forkvaklet forestilling, der forvansker den egentlige sandhed, som knytter sig til bind ets tese om Odin-kulten, hvor “odin” er en særlig stamme, der binder an til en arisk urreligion, som blandt andet er roden til kristendom og islam, men dette faktum er blevet fortrængt.

Det skal måske understreges her, at selvom bogen involverer nazister og nazi-ideologi, er det ikke en forherligelse af dette (men snarere en belejlig brug af nazisterne som skurke), og det er en tilgang til oldnordisk materiale i et forsøg på at forstå (og legitimere) vores fortid, som også nazisterne var fascinerede af, og som de også forsøgte at gøre brug af (og noget som blandt andet resulterede i, at der på den forskningsmæssige side skete meget lidt inden for studierne af nordisk mytologi indtil 1990’erne, og at der nu er forsøg sted på at tilbageerobre svastika-symbolet som andet end et hagekors). Det er desværre også en bog, der dykker dybere ned i nazismens forestillinger, end selv bogens forfatter er klar over, men det ser vi først nærmere på i morgen.

Vores hovedperson og hans kæreste kommer vidt omkring fra Fyn til Tyskland til Skotland til Grønland i jagten på skurken, der til at begynde med bare er en morder, men snart viser sig at bære på et særligt hævnmotiv mod vores hovedperson, hvorfor dennes kæreste bliver kidnappet. Undervejs i sin søgen får hovedpersonen afdækket skurkenes ophav som nazi-eksperimenter, men fra da kæresten kidnappes skifter handlingen til at standse den ene skurk i at gennemføre et ritual, som skal involvere et menneskeoffer. Imidlertid er ikke alt, hvad det synes, og vores hovedperson presses stadig længere ud og har derfor en række hallucinerende oplevelser. Til sidst konfronteres den ene skurk på den grønlandske is under et ritual, men denne får gennemført ritualet og opnår sin begærede forvandling (eller hvad det nu var, der fandt sted), og den anden skurk slipper af sted, så hun kan gennemføre resten af sit forehavende. Imens bliver kæresten dog reddet fra sin kidnappede tilstand.

Slutningen spejler bogens begyndelse, og efterlod mig med en flad fornemmelse, hvor den ene af bogens to skurke har fået gennemført sit magiske ritual takket være vores hovedpersons tilstedeværelse, og hvor den anden får dræbt vores hovedpersons uskyldige mor, og dermed opnår den hævn, som morderen var blevet sendt ud i verden for at eksekvere. Tilbage står vores hovedperson med en gravid kæreste, og det er vistnok bogens semi-lykkelige slutning. Det er muligt at dette skal lægge op til en tredje bog og derved holde os læsere i åndløs spænding, men det her er ikke Star Wars, hvor Imperiet slår rebellerne, og hvor rebellerne gør sig klar til næste anslag, men derimod er det en krimi, hvor skurkene opnår deres mål og slipper af sted med det, og ikke efterlader os med et oplæg til en spændende efterfølger. En flad slutning.

Ved læsningen af bogen bemærkede jeg også, at Mads Peder Nordbo er desuden fulgt med teknologisk. Sidste sommer beklagede jeg mig over, at hans hovedperson ikke brugte bærbarer computere eller kunne finde ud af at anvende lygten i en mobiltelefon, men begge dele har han fået styr på denne gang. Det er en klar forbedring. Omvendt brugte han et fortærsket plot-element med den sympatiske kriminalbetjent, der viser sig at have egne interesser i sagen (blev også slemt misbrugt i f.eks. Femte sol brænder), og som hovedpersonen må flygte fra under sagen.

Stående på egne ben er Thuleselskabet en nogenlunde underholdende, letfordøjelig bog med en underliggende pseudo-historisk tese med et dybere nazistisk indhold, end man lige regner med, og det er en bog, som bruger en del tid på at bygge stemning op og på det snirklede slægtsdrama-krimi-plot. Uden det pseudo-historiske element i historien, var det ikke en bog, jeg havde gidet læse (fordi jeg generelt ikke læser krimier), men omvendt var jeg rimeligt underholdt af bogen, mens jeg læste den.

Så er det den historiske tese, der er flettet ind i bogen. Der har jeg en helt anden holdning, men det får vente til næste indlæg.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i absindth, Anmeldelse, Hemmelig historie, historie og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til [anmeldelse] Thuleselskabet

  1. Pingback: [anmeldelse] Thuleselskabet – bonusrunde: Ariernes borg på den russiske slette | Stemmen fra ådalen

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s