Rapport fra Hinterlandet på Fastaval 2015

  • Spillerne skrev: At jeg havde været med til et spil tidligere, som virkelig fik mig til at ELSKE (!) det. 
  • Spillerne skrev: Fordi jeg har prøvet det på Viking-Con.

Så meget Hinterlandet

photo (1)Hinterlandet blev spillet i otte spilblokke fra onsdag til søndag, og i hver blok kørte to-tre grupper, så omtrent 20 hold har kørt på Fastaval – og vi kunne have brugt lidt flere spilledere.

Blandt spillederne skal særligt Casper Arnholtz fremhæves, da han er en scenarieforfatters lise, nemlig en spilleder, der dukker op og kører ens scenarie en hel masse gange (samme oplevede jeg på Sargasso, hvor Nis trådte til ved begge kørsler). Hver formiddag sad Casper klar til at føre en ny ekspedition ud i hulerne. Ligeledes bidrog Peter Brichs, Cecilie Fakkelskov, Jonas Rassing og Henrik Krøjmand, hvor blandt andet de to sidstnævnte påtog sig spontane ekstra kørsler som spilledere. En stor tak til alle mine spilledere.

Og en stor tak til mine medforfattere, der var med til at skabe årets huler: Kamilla Brichs, Peter Brichs, Cecilie Fakkelskov, Elias Helfer, Ryan Hougaard, Henrik Krøjmand, Thomas Mørch, Kristoffer Sørensen og Erik Warming.

Sidst men ikke mindst en stor tak til de mange spillere, der vovede sig ned i grotterne , udforskede dunkle mysterier og konfronterede fæle væsener.

  • Spillerne skrev: Da eventyrerne vækkede det samme skelet for tredje gang
  • Spillerne skrev: Da det magiske søm smeltede fast i låsen

Fra Viking-Con til Fastaval

Vores spillere spændte fra folk, der var blevet oplært med den røde æske til D&D tilbage i 80’erne til folk, der for nyligt er begyndt at spille rollespil. Der er Østerskov-elever (og de er seje), tidligere Østerskov-elever (som også er seje), Fastaval-veteraner og helt nye Fastavalgængere – og så er var der den rollespillende familie, hvor far, mor, tre døtre og deres kusine sammen drog på eventyr tre spilblokke i træk. Det er smukt. En række af vores spillere havde desuden stiftet bekendtskab med Hinterlandet på Viking-Con, og chancen for at spille igen, havde lokket dem til Fastaval. Der vil være en chance igen for dem på Viking-Con, hvor vi skal udforske den store, dunkle skov og dens grumme hemmeligheder.

  • Spillerne skrev: Intensiteten og det niveau af tankekraft, der kræves.
  • Spillerne skrev: Jeg havde prøvet det på Viking-Con

Store fortællinger, små fortællinger og anekdoter

I år bestod Hinterlandet af tre scenarier – et lille scenarie, et stort scenarie og et kæmpe scenarie – og sidstnævnte havde ti forfattere, der skrev hver deres del. Fælles for de tre scenarier er kampen mod Dragens håndlangere, kobolderne og dragekultisterne, og hvor det lille scenarie kunne udforskes generelt i en blok, krævede det store flere runder, og kæmpescenariet blev spillet i flere omgange, hvor samme hulesystem udforskes flere gange men med forskellige motiver.

  • Spillerne skrev: Da jeg gemte mig og forsvandt i den blå luft.
  • Spillerne skrev: At opdage nogle fanger, vi kunne befri.

En erfaring fra Viking-Con, hvor heltene udforskede Heksens hule, i løbet af fire spilblokke med hver sin mission, og hver sin indgang til samme hulesystem var, at spillerne på tværs af grupper (og blokke) kunne udveksle erfaringer og kort, og de havde et helt særligt sæt af referencer, til dels i de anekdoter, de kunne fortælle, for de havde hver især løst specifikke problemer på hver deres måde, og nogle af udfordringerne krævede oplysninger hentet fra tidligere missioner, så erfarne eventyrere bar på informationer, der ventede på at blive taget i brug.

  • Spillerne skrev: Brønden med kranier og mønter
  • Spillerne skrev: At overmande vagten og kæmpe mod røverhøvdingen

Vi gentog derfor en del af modellen fra Viking-Con, da vi skrev Dragedræberens grav: Heltene på Fastaval udforsker det samme hulesystem – Dragedræberens grav – på baggrund af forskellige missioner og fra forskellige indgange. Nogle steder ville de finde mystiske nøgler, der kunne anvendes senere, og andre steder fandt de ledetråde til, hvor Dragedræberens fortryllede sværd – delt i tre dele – lå skjult henne. Den tværgående skattejagt var spændende, fordi spillerne var opmærksomme på, om der var oplysninger fra tidligere ekspeditioner, som pludseligt kunne være relevante. Tilsvarende var der også lettelse og stor glæde, når eventyrerne fandt områder, de tidligere havde stødt på – pludselig kendte de en bagvej gennem hulerne, en sikker vej ud, eller de vidste ligefrem, hvor de havde allierede, som de på en tidligere ekspedition havde svoret troskab til. Flygtende fra en horde af vilde kobolder, var der jubel blandt to eventyrere, da de pludselig trådte ind i et kammer til en flok gnolde, og de kunne fortælle resten af deres rejseselskab, at de faktisk havde en pagt med gnoldene, og der ikke længere var nogen fare fra kobolderne. Andetsteds drog en eventyrer med sit selskab gennem en underjordisk dødeby overalt i fare for at vække de døde, da hun pludselig genkender et kammer og opdager, at dødebyen er forbundet med et område, hun tidligere havde udforsket, og hun kendte nu en vej ud.

Spil Dragen vågner kampagnen derhjemme

Hvis du vil spille Hinterlandet fra årets Fastaval og erobre skatte til at bekæmpe Dragen med og vove dig ind i dens grotte, så har du her chancen:

Regler og des lige finder du her: Hvad er Hinterlandet?

Scenarierne:

Hvis I bruger mikro-supplementer som Gøremål ved fæstningen og Det gode liv, er der to modtræk spilleder kan gøre brug af, mens I spiller de tre scenarier (som det let tager 4-8 aftener at spille igennem):

Og mere 20 Hinterlandet eventyr kan downloades herfra.

Hinterlandet har desuden en aktiv facebook-gruppe, hvor vi udveksler historier, udvikler regler, skriver eventyr og andet godt. Kom og vær med.

Offentliggjort af Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast

One thought on “Rapport fra Hinterlandet på Fastaval 2015

Skriv, skriv, skriv

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.