Et farvel til webcomics

dewi300I forlængelse af mine indlæg om inspirationen fra tegneserier i rollespil, og hvordan tegneserier fra tid til anden bringer inspiration til rollespil, kommer en ekskurs ud i webcomics. Men først noget baggrund.

Når jeg læser om tegneserier på nettet og følger bloggere, der går i dybden med tegneserier, så er feltet altid ret smalt (f.eks. Ron Edwards snakker tegneserier her). De diskuterer superhelte tegneserier, og Watchmen har en helt unik position blandt dem. Nogle gange diskuteres også vittighedsstriber, måske gysertegneserier fra før The Comics Code satte ind og indførte (selv)censur i tegneseriebranchen, og nogle gange nævnes Graphic Novels (som på engelsk som sådan giver god mening, da termen for tegneserie er Comic (‘vittighedsstribe’), men den modsvarer ikke termen ‘tegneserie’, hvorfor både ‘comic’ og ‘graphic novel’ er udtryk, der er omfattet af den tegnede serie og serien af tegninger), og Graphic Novels er typisk anvendt elitært (“det er tegneserier for modne voksne, det er kunst, det er alvorlige historier”). Det jeg savnede var omtaler af serier, som jeg havde læst massevis af hele mit liv.

Så opdagede jeg, at mange af disse – Lucky Luke, Asterix, Franka, Natacha, Yoko Tsuno, Linda & Valentin, Gammelpot, Nofret, Blake & Mortimer, Vakse Viggo, Splint & Co., Henrik & Hagbart, Tim & Thomas, Kloro, Pilot til leje, store dele af 70’ernes og 80’ernes Fart & Tempo-serier, Smølferne, Konvojen, Gipsy, Ridder Goodwill, Xanfyrst fra Troy, Hinsides stenen og mange, mange flere aldrig eller kun delvist er blevet oversat til engelsk, og mange af dem kun inden for det sidste tiår. Der er en kæmpe tegneserietradition, som ikke findes på internettet, for mit internet bliver meget let kun til det danske og det amerikansk-engelske net, og hvad amerikanerne ikke kender til, kommer ikke på nettet (og det kan være ret vanskeligt at opstøve billeder af mange af disse tegneserier på nettet).

Det er således to forskellige tegneserietraditioner (fordi jeg lige nu ignorerer den japanske), den britisk-amerikanske og den kontinental europæiske. Den amerikanske er centreret meget om superhelte, og de universer, som superheltene er i, og hvordan historierne fortælles i mange forskellige serier, som gør at man kan ikke samle en serie, man skal samle dem alle (der er naturligvis andre serier på amerikansk fra Saga til Transmetropolitan til Star Wars til The Invisibles til Y – The Last Man til The Walking Dead, men superheltene dominerer – og tiden er rendt fra både western- og 2. verdenskrigstegneserierne). Superheltene er nærmest en mytologi fortalt og genfortalt i mange forskellige variationer (antallet af skabelsesberetninger for Spiderman, Superman og så videre er ikke småting; det genfinder vi også blandt oldtidens mytologier). Den europæiske rummer mange adventure serier (Splint & Co., Yoko Tsuno, Franka, Blake & Mortimer m.fl.)(adventure serierne har typisk vilkårlige elementer af science fiction og fantasy i små doser indsat i hverdagen, som en glemt dal med overlevende dinosaurer eller en middelalderruin med et stykke højteknologi), science fiction (Linda & Valentin) og fantasy (Gammelpot, Xanfyrst fra Troy), og ofte er det en lang serie af enkeltstående albums, hvis største svaghed er, at de taber pusten, men tegneren eller forfatteren bliver ved (så hold dog op med at lave Lucky Luke og Asterix historier, eller giv figurerne til nye tegnere, som det gøres med Splint & Co.).

Så er der Webcomics.

En helt særlig form for tegneserie, som udnytter nettets uendelige mængder af papir til at kunne fortælle på nye måder. I stedet for at være afgrænset af A4 arkets ramme, kan historien tegnes i alle retninger på hjemmesiden, og der kan flettes flash animationer ind i serien, der kan føjes mouse-overs og indlejres links. Teknologien åbnede for helt nye retninger. Det blev også ‘billigere’, for en tegner m/u forfatter behøvede ikke et forlag eller et trykkeri, men kunne lave sin egen hjemmeside og nå sine læsere af denne vej.

Imidlertid er det de færreste tegneseriemagere på nettet, som havde nogen interesse i at lave tegneserier, der udnytter nettets særlige potentiale til at lave tegneserier med. Hist og her kan man finde en flash animation (Sluggy Freelance og Dead Winter bruger dem til jubilæumsstriber), og nogle gange kan man finde en stribe, som brød A4 papirets ramme. Størstedelen er imidlertid enten daglige vittighedsstriber (Sinfest, PHD comics, Dork Tower) eller daglige striber i en fortløbende historie (Skinhorse, Sluggy Freelance), mens andre er fortløbende helsides tegneserier (Stand Still, Stay Silent; Girl Genius, Goblins, Order of the Stick, Bird Boy) – hvor nogle opdaterer uregelmæssigt og andre 3-7 dage om ugen.

En ting tog disse webbaserede tegneserier til sig, og det er de uendelige mængder af papir. For er der en kvalitet, jeg har oplevet ved de trykte albums, så er det, at historien fortælles på 48, 64, 72, 96 sider, mens det forholder sig anderledes for webcomics.

Dead of Winter har kørt uafbrudt siden 2007, Girl Genius kører med tre opdateringer om ugen fra 2002, Sluggy Freelance kører dagligt, og er den ældste fortløbende webcomic begyndende tilbage i 1997, Sinfest er fra 2000 og har daglige opdateringer, Stand Still Stay Silent, der begyndte for mindre end to år siden, er oppe på 392 sider (og det er 392 afsindigt flotte helsider), The Bean er på over 650 sider, Order of the Stick har passeret 1000 sider og sådan kan jeg blive ved. Fælles for dem alle er, at de er enormt lange, og der er ingen tegn på, at de er ved at stoppe. Det er historier, der bliver fortalt meget, meget langsomt og med mange ekskursioner, og som ofte er nødt til at have guides, hvor nye læsere kan begynde, fordi man idealt skulle have været med fra begyndelsen (og det er langsommelige at læse op på en netserie på tusind sider, da hver af de sider skal loades, og det tager lige lidt længere tid, end det tager at bladre i et trykt hefte).

Tempoet i mange af historierne er nærmest så langsomt, som læste man et story board til en film, hvor hvert billede er gengivet, f.eks. Stand Still, Stay Silent er 90 sider om at komme i gang, og nu næsten 400 sider inde, er der stadig sket meget lidt handlingsmæssigt, praktisk ikke mere end hvad en pilot-episode af en tv-serie kunne håndtere. Sluggy Freelance historie bliver bare ved og ved, og persongalleriet er vokset stadig mere komplekst, og der er stadig længere og længere sideplots, og Girl Genius bliver også bare ved og ved, og selvom den er fyldt med handling, rykker historien sig ikke særligt meget. Order of the Stick spilder en masse plads ved at bruge meget lange opbygninger til at komme en enkelt punchline, og den har mange sidehistorier, som det tager alt for lang tid at fortælle. Bird Boy er stemningsmæssigt interessant, men hver lille episode tager flere sider at fortælle, og Dead Winter, der begyndte som en fin zombie-tegneserie har jeg nærmest mistet overblikket over, hvor er henne i sin handling (der er i hvert fald langt mellem zombierne for tiden), og Power Nap, som ellers har et spændende koncept synes heller ikke efter et utal af sider at være kommet nogen steder.

Måske stammer noget af tempoet fra at tegneren gerne vil have et community af faste læsere, der engagerer sig i historien, og det er lettere at gøre ved at fortælle den langsomt, og måske lader forfatteren sig lokke til at fortælle alle mulige sidehistorier, fordi fans af serien, der med en side om dagen eller mindre overtænker indholdet og derfor udbeder sig forklaringer på denne og hin detalje, som fortælleren så spenderer tid på at fortælle. Det gavner imidlertid ikke historien som helhed.

I stedet for at bruge nettets muligheder for at lave tegneserier på lidt andre måder, er det endt med tegneserier uden ende. Der er muligvis ingen afslutning på disse historier (der findes heldigvis undtagelser – Digger, FreakAngels, Sin Titulo, Buck Godot – men de synes også at være knyttet til de trykte former og derfor afgrænsede, og jeg satser på, at Darths & Droids får en naturlig ende, og Flight of the Binturong har netop fået en afslutning af en slags (kender du nogen afsluttede serier på under 300 sider, så er jeg bestemt nysgerrig).

Selv har jeg nu valgt at afslutte alle de uendeligt fortløbende tegneserier og pillet dem ud af min feedreader, og selvom det har været hyggeligt at læse dem, så vil jeg hellere læse historier, som faktisk kommer til at have en afslutning, og som gerne bliver fortalt i et rimeligt tempo.

Så farvel til langsommeligt fortalte webcomics.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Rollespil, Tegneserie og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

7 svar til Et farvel til webcomics

  1. Mads Egedal Kirchhoff siger:

    Samme her. Jeg har af to omgange ryddet ud i mine webcomics fordi det gik op for mig jeg havde tabt tråden med den overordnede continuitet, og jeg ikke længere var investeret i nogen af karakterene. Efter anden oprydning er der stort set kun gag-of-the-day webcomics tilbage, som Ooglaf eller XKCD.
    Jeg løb ind i et det samme problem som jeg ofte har med superhelte tegneserie, at det eneste karakterene snakker og refere til er en masse continuitet, tidligere events som jeg intet aner om – forskellen værende at med webcomics har jeg læst det hele… men en side af gangen over 5 år. Det er i virkeligheden mere det der er det springende punkt for mig – en side af gangen får mig til at miste overblikket. Jeg sidder ofte og skal klikke tilbage fordi jeg ikke kan huske hvad der skete på foregående side og længere tilbage er en tabt sag. Webcomics lader også til næsten altid at være langsommere i gennemsnitligt side-antal produceret per tid, sikkert fordi de bruger ligeså meget tid på at kører deres “firma” som at tegne. Jeg har en meget bedre oplevelse når jeg finder en ny webcomic og læser arkivet på et par hundrede sider, end når jeg efterfølgende putter den i feedet den og får dryppet en side ind med jævne mellemrum.

    Jeg har en fornemmelse af jeg har læst nogen afsluttede serier på under 300 sider, men jeg kan ikke huske dem. Det er jo sjovt nok dem jeg har fulgt i årevis jeg kan huske.

  2. Thais Munk siger:

    Enig. Og hvad Mads skrev.

    Jeg fulgte selv med i Sluggy Freelance, men blev irriteret over dens totalte mangel på et-plot-af-gangen. Derudover følte jeg at den ikke kunne blive enig med sig selv om hvor slapstick den skulle være.

  3. Morten Greis siger:

    Dine erfaringer ekkoer mine ret godt. Jeg har tabt tråden i en af tegneserierne, og jeg vinder ikke meget ved kun at læse en side om dagen – og jeg forsøger derfor at opspare 5-10 sider af gangen, men det er heller ikke til.
    Det bedste er helt klart at finde en “gammel” serie og så dykke ned og læse sig gennem den, men selv der kan jeg mærke at det for webcomics betydeligt langsommere fortælletempo, får mig til at stå af.

    Tilbage er nu kun vittighedsstriberne som f.eks. XKCD.

  4. Morten Greis siger:

    Sluggy Freelance er en sjov størrelse. Jeg kan godt lide kosmologien, men det er en krævende serie at læse med på, men det er også en serie, der synes at bruge lige så meget tid på at opsummere som på selve handlingen, så jeg synes som regel at serien rykker hurtigere, når den opsummerer end når den udspiller sig, og det er et problem, når opsummeringerne nærmest er historier i sig selv i stedet for at være … opsummeringer.

  5. Elias Helfer siger:

    Jeg har ikke taget et bevidst valg, men det er i høj grad endt samme sted. Jeg gør nu af og til det, at jeg starter fra begyndelsen med en historie, og så læser det hele.

    Mig at se er styrken og svagheden ved webcomics at de er skabt af en tegner uden redaktør. Det betyder at de kan få lov til at fortælle nogle virkelig interessante historier, der aldrig ville overleve i et tegneseriefirma. På den anden side er der mange webcomics, der starter uden en plan, og så pludselig udvikler et plot. OotS slår mig som sådan en. Der sker også ofte en stor udvikling af tegnerens tegnefærdigheder. Det kan være hyggeligt at følge med i den slags, men det gør det virkelig svært at komme ind i serien.

    De mest tilfredsstillende at læse er som regel dem der starter med en afslutning i følge – hvor forfatteren ved, hvor vi skal hen. Jeg følger med i Dresden Codak, hvor man tydelig kan mærke at vi er på vej et sted hen. Jeg er også ret vild med Evan Dahm. Hans Rice Boy havde lidt tendens til at vandre, men blev færdig på 439 sider. Order of Tales blev næsten dobbelt så lang, men jeg husker det som om, man altid kunne mærke retningen. Vattu er nået op på 690 sider, men igen har jeg en fornemmelse af, at vi er på vej mod en slutning, så jeg har lyst til at følge med (selvom følge med betyder at forlade den en tid og vende tilbage og starte forfra). Og så er Dahms stil og verden utroligt fascinerende.

    Sinfest er måske nok Gag-a-day, men der tabte jeg også pusten. På et tidspunkt blev han meget optaget af feminisme, hvilket gjorde hans striber meget enstrengede. Dertil kom, at han i mine øjne glemte præmissen for striben: Sinfest er en Faust-historie, hvor hovedpersonen er moralsk anløben, men elskværdig, så vi kan se hans fejl i os selv.

  6. Morten Greis siger:

    En række af de titler, som du nævner der, har jeg haft fat i, men det er netop de enorme sidetal, som gør, at jeg er holdt op med at læse dem.
    Det bliver stadig mere uoverskueligt at begynde at læse op på dem, og så må jeg konstatere, at det drypvise tempo, som udspiller sig i mange af dem, er begyndt at gå mig på. Når man lige begynder på af de serier, hvor der er udgivet 100+ sider og læser dem i en streg (og stadig meget langsomt, for hver side skal loades mm.; så loader trykte bøger langt hurtigere), så føles det nogenlunde normalt i fortællingen, men kun så længe jeg ikke tænker over, hvor mange sider jeg har været igennem.

  7. Elias Helfer siger:

    Tjoe. Men hvis nu du læser nogle af de store tegneserieserier som Sandman eller Fables, så kommer du dælme også igennem et stort antal sider. Forskellen er bare, at de trykte er i afgrænsede bidder, der afhænger af, hvordan de er trykt osv.

    Jeg gør som regel det, at jeg åbner omkring 10 sider i separate tabs, og så Ctrl+PgDn’er jeg mig igennem dem. Så når de at loade, før jeg kommer til dem.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s