[Anden advent] Bagmanden fra Lorania

motivator0d22d5441f04997b896dc90dcbdc4b41cc584115Julekalender for rollespillere

”Det er på tide, at vi involverer de andre i sammensværgelsen mod rollespil”, betroede Tom sig til Emma. ”Hvis vi skal standse Operation Julegave, er vi nødt til at have deres hjælp”. Hun nikkede.

”Hvad er der sket med bilen?”, spurgte Bo, da han ankom. Han havde bemærket Emmas forældres bil i indkørslen, og det ødelagte bilvindue.

”Åhr, en lille episode fra live-scenarie”, skæmtede Tom.

”Seriously?!”

”Ja, vi havde et sammenrend med en ogre, da Emma kom for at samle mig op.”

”De laivere går det helt vildt amok”. Bo lød forarget.

Emma brød ind: ”Det er altså ikke noget alle laivere gør. Kun lige i det her tilfælde.” Mens hun redegjorde for episoden med ogren, dukkede Majken og Anders også op, og hun måtte genfortælle historien to gange mere. Da de alle var samlet, begyndte Tom at uddybe historien om ogren, og hvordan den havde været efter ham, siden han sneg sig ind og stjal sommerscenariets arrangørers plotbøger og dokumenter.

Anders, Majken og Bo stirrede forundret på Tom. Emma holdt vejret. Nu måtte det briste eller bære.

”Vil det sige, at hele grunden til at du med vold og magt absolut skulle med til sommerscenariet og spille live rollespil var for at have et skalkeskjul, mens du stjal deres arrangørdokumenter?”, spurgte Majken, ”Har jeg siddet og lavet kostumer og hjulpet dig med grej, bare for at du skulle drille dem?”. Hun så virkelig vred ud, og Emma forstod godt hendes vrede. Det samme gjorde Tom.

”Ja,” begyndte han, ”det er ikke helt forkert. Vi var nødt til at tjekke Uffes tese ud noget nærmere, og hvis der var bid, så måtte vi infiltrere et sommerscenarie.”

Det var et svar, som afstedkom mere mistro. Tom og Emma kiggede på hinanden. De var nødt til at gå tilbage til den nat på Con2, som havde sat dem på sporet af sagen.

Emma begyndte at genfortælle samtalen hende og Tom havde haft med Uffe på den sidste dag på Con2. Efter at hun havde fortalt Tom og Uffe om sin sære oplevelse om natten mellem lørdag og søndag, havde Uffe listet sig i spillokale 6 og tiltusket sig adgang spillederens noter, knipset billeder af papirer og kopieret filer til sin egen konto. Senere om søndagen, mens resten af connens deltagere var ved at gøre rent eller tage afsked med hinanden, havde Uffe ført Tom og Emma ned til et afsides klasselokale. Veltilfreds var han nu klar til at gøre rede for Tom og Emma, hvad han havde lært:

Uffe forklarede: ”De er med andre ord ude på at skabe en permanent tilstand af rollespil. Et pervasive rpg uden ende eller uden afgrænsning. De lokker spillerne til konstant at være i deres roller og indleve sig i deres fiktionsunivers.”

”Men hvordan kan de det? Man ville da bemærke det, hvis nogen rendte rundt og sagde ’Vær hilset’ hele tiden?”, spurgte Tom.

”Nej, for deres trick er, at spillerne skal indleve sig i at karakteren har infiltreret vores virkelighed. I stedet for at du oplever en fiktiv verden, når vi spiller rollespil, så har de en fiktiv karakter i deres hoveder, som kigger på vores verden, og en del af konceptet er, at karakteren skal holde sig skjult og falde ind i sin rolle. Karakteren er en slags spion eller infiltrator, så spilleren er vedvarende i gang med at spille, men skjuler det for sine omgivelser, for sine venner og familie, mens spilleren spiller sin karakter, der spiller spilleren som en karakter.”

Emma kiggede op på Tom. Han havde et skeptisk blik i øjnene. Han havde ligesom hende svært ved at købe Uffes historie. Hun rettede på sit Hello Kitty-hårbånd og skubbede et par viltre lokker på plads.

”Men hvorfor opførte spillerne fra lokale seks sig så ens?”, spurgte Tom. Mistroen var tydelig, og Tom ledte med sine spørgsmål efter huller i Uffes historie, der ville afsløre den som det pure opspind.

”Det er fordi, de spiller den samme karakter! Det overordnede mål med pervasive rpg er ikke at skabe en permanent tilstand af rollespil. Det er kun delmålet. Nej, det egentlige mål er at skabe en fiktion, som karakteren kan eksistere i, og fordi karakteren jo ikke har nogen fysisk eksistens, kan den kopiere sig i det uendelige, og karakteren bliver nu spillet af en hel gruppe mennesker. Det er ikke nok at standse deres GM, du er nødt til at standse samtlige spillere i gruppen.”

”Så arrangørerne af de danske sommerscenarier spiller alle den samme karakter?”

”Ja! Lige netop. Hver af dem spiller den samme karakter, og de kan derved samkøre deres sommerscenarier til at være nærmest en kontinuerlig kampagne, som kører i et par måneder uafbrudt hen over sommeren.”

Da Emma var færdig med at genfortælle, var der blevet helt tavst. Anders, Bo og Majken sad alle tre med store øjne. De vidste tilsyneladende ikke, hvad de skulle sige.

Tom trak vejret for at indlede en ny forsvarstale, da Bo afbrød ham: ”Jeg håber, jeg taler på vegne af resten af gruppen, men det lyder langt ude. Det lyder også som en alvorlig sag, og vi har ikke reddet verden, standset slumrende dæmonguder og myrdet utallige kultister for nu at slippe en sag som denne. Spørgsmålet er, hvad gør vi nu? Hvad gør vi herfra?”

Anders og Majken nikkede samtykkende. Emma og Tom åndede begge lettet op.

”Næste skridt er at lære mere om Lucan fra Lorania!”

Forsættes …

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Julekalender på bloggen, Projekt Julegave, Rollespil og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s