[10. december] En anden tidsalders GameMaster

motivatorb7b0eeb52a6c796d31371db117cbd23bd715ecc6Julekalender for rollespillere

”Det er fordi, han lige siden Fastaval ’97, hvor de spillede en live-udgave af kampagnen, ikke har været til at få fat på.”

De sad i Claus’ stue. Han var en midaldrende fyr med en mave, der vældede ud over bæltet, med en midterskildning, der næsten gik fra øre til øre bortset fra nogle sølle rester af hår, der kæmpede for at holde sig ved. Gennem et tykke brilleglas kiggede han på dem med et varsomt blik. Claus havde netop forklaret dem, Emma, Anders og Majken, hvorfor Torben ikke var til at finde nogle oplysninger på eller til at opstøve på nogle af de sociale medier.

”Jeg mistede kontakten med Torben og de andre kort efter, de kom hjem fra Fastaval ’97, og jeg har ikke set dem siden. Så vidt jeg ved, spiller de ikke længere.” Claus havde Bo fundet frem til, da han via Rigsarkivet havde fundet et eksemplar af Himmelfuglen #5 – et blad, som mange ellers betragtede som værende gået tabt.

Anders brød ind: ”Men I spillede sammen indtil da? Hvad skete der, siden I ikke gør det længere?”

”Vi fik en ny spiller i gruppen,” svarede Claus, ”en spiller, som ikke var tilfreds med at udforske huler og plyndre drageskatte. Han ville ikke kun besøge de ting, der lå hinsides næste bakke, eller den næste dungeon. Han ville udforske sig selv.”

”Hvem var det?”

”Han hed Lawrence. Jeg kendte ham ikke i forvejen, men kort tid efter at vi havde været i lokalbladet i forbindelse med et rollespilsarrangement på det lokale bibliotek, tog han kontakt til os. Han sagde, han gerne ville spille med, og at han gerne ville opleve, hvad rollespil kunne.”

En dyb tår af kaffekoppen senere og Claus fortsatte: ”Lawrence var meget intens, når vi spillede. Han levede sig virkeligt meget ind i sin karakter, han lavede en baggrundshistorie på over 100 sider med alle mulige detaljer om sin karakter, og han satte sig virkelig godt ind i både regler og den verden, som vi spillede i. Og vi kunne også alle mærke, at han var meget klog. Ting gik bare lynende hurtigt for ham. Han havde hurtigt styr på tingene, men hvis man kom ind på det, altså hvor godt styr han havde på det, så affejede han det bare. Han var ofte temmelig mystisk, og jeg tror, han skjulte en del for os. Nogle gange overvejede jeg, om han spillede med os, fordi han ville noget særligt.”

Der var nogle øjeblikkes tavshed, mens de prøvede at forstå, hvad det var, som Claus prøvede at fortælle dem. Stilheden blev suppleret af den stille summen fra en stationærs vifte og fra Emmas notesblok.

Efter en stor tår mere fra kaffekoppen fortsatte Claus: ”Jeg var aldrig vild med Lawrences spilstil. Han var en af de her hardcore rollespillere, der spillede hæmningsløst immersivt rollespil. Han var til Vampire, Werewolf, Kult, Nephilim, Whispering Vault, Chill, Wraith, Geist, Unknown Armies, hvad som helst med dybt, immersivt spil og ignorerbare regler. Det skulle være så grænseoverskridende som muligt. I længden måtte vi udvise ham fra gruppen. Det skete, mens vi var ved at spille Shrine of Elemental Doom. Han var begyndt at komme for sent, han glemte sine terninger, memoriserede ikke regler, og han blev ved med at opfordre os til at spille uden reglerne og sige, vi skulle dykke ned i karaktererne i stedet for. Da først Frede begyndte at følge hans ideer, kunne jeg se, hvordan det begyndte at gribe om sig. Derfor jeg måtte smide ham ud af gruppen.

Han fortsatte: ”Jeg var ikke selv på Fastaval det år, da påsken det år faldt sammen med De tre måners konstellation. Over krynn hænger tre måner, den sorte, den røde og den hvide, og de påvirker trolddommen og gudernes magtspil på Krynn, og jeg havde den gang en spilgruppe ved siden af Lorania-kampagnen, som spillede DragonLance, og vi spillede efter kampagnens kalender, som er tilpasset vores kalender, så spillerne var opsatte på at spille på den dag, som passede med datoen i Krynn, hvor der var denne vigtige månekonstellation, og jeg var blev derfor hjemme for at spille sammen med dem. Det var virkelig episk, fordi deres karakterer brugte månernes trolddom til at konfrontere Krønikøren og omskrive historien gang og ændre på Skæbnen. Det fik guderne til at træde ind, og pludselig stod de fanget i en konflikt mellem Paladines avatar og Takhisis’ femhovede drage-avatar!” – Claus havde tydeligvis glemt, hvor han var, og sagens egentlige kerne, mens han genspillede datidens begivenheder for sit indre blik.
Emma og Majken kiggede sigende på hinanden og tømte deres tekopper. Det her kendte de kun alt for godt og vidste, at der kunne gå lidt tid, førend deres vært havde været oppe og nede af Memorylane og tilbage igen.

Da Majken satte en ny kande te på bordet, så kopperne skramlede, kiggede Claus op, rettede på sine briller og virkede for et øjeblik overrasket, som om han pludselig var vågnet fra en drøm.

”Men de andre var taget på Fastaval, sagde du, for at spille en live-version af jeres kampagne?”, spurgte Emma pædagogisk.

”Øh, ja, det er rigtigt. De tog af sted, og de satte Lawrences scenarie op. Både Frede og Torben tog med for at spille, og så nogle af de andre i Lawrences spilgruppe.”

”De andre?”

”Ja, Lawrence havde rekrutteret flere spillere, som han mødtes med. Jeg ved ikke, hvem det var.”

”Der må da være nogen, som ved det?”

Claus standsede sin talestrøm og så tænksom ud. Jeg har faktisk nogle af Torbens noter. Da Torben og Frede forlod gruppen, faldt vores kampagne helt sammen, og vi måtte opgive at storme Shrine of Elemental Doom. Jeg gemte alle mine papirer i en flyttekasse på loftet, og Torben havde et ringbind, der røg samme vej. Jeg har ikke rørt de papirer, siden The Edition War fra 2000, og vi alle begyndte at spille Tredje iteration.”

En gamemasters arkiver

Bo og Anders gravede stabel på stabel af papirer frem af Claus’ flyttekasser. Dynger af papirer lå spredt i dem. Mange var gulnede skemaer mærkede af kaffepletter og blyantsnoter, hvor områder på skemaerne som ”Hit Points”, ”Magical Items” og lignende var mærket af talrige udviskninger. Andre ternede ark fyldt med kort over labyrinter og huler befolket med orker, trolde og andre monstre, der vogtede over fælder og skatte. Midt mellem dette lå også ringbind, som Majken var gået i gang med at sortere i. Hun sad med ringbind fyldt med kopier af artikler fra rollespilsbøger og –tidsskrifter, og hun sad med ringbind fyldt med noter fra kampagner med oversigter over plots, beskrivelser af NPC’ere og detaljerede historier og geografiske beskrivelser. Et ringbind fik hende til at juble. ”Den er her! Den er her! Jeg har fundet Torbens ringbind. Her er hans karakter, her er navnene på de andre spillere. Jeg har noter fra det scenarie, som Lawrence kørte med dem,” hun hev et ark fri, ”Ifølge de her noter her, så dannede Lawrence sin egen spilgruppe. Spillerne i den var to af Claus’, nemlig Torben og Frede, og så var der Sandra, Mie og Kim.”
– Og ifølge de her noter, så er det Torbens karakterark. Prøv lige at tjekke det ud. Der er ingen stats, intet. De har spillet fuldstændigt systemløst. Alt hvad jeg har er baggrundshistorie og noter fra plottet.

Bo kiggede på Majken. ”Så det vi mangler nu, er kun selve scenariet, og det er ingen steder at finde i rollespilsdatabasen. Var det ikke for Claus’ historie, og papirerne fra Rigsarkivet, ville vi ikke have nogen beviser for dets eksistens. Vi bliver nødt til at finde Torben.”

Fortsættes …

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Julekalender på bloggen, Projekt Julegave, Rollespil og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s