[11. december] Det hjemsøgte rollespil

motivatorf0442f4167c94de7242cc188f6cd9d67fb9e01baJulekalender for rollespillere

“Ingen spiller længere Whispering Vault. Det er blevet en spøgelsesby. Sidst jeg besøgte det, var det tomt. Helt tomt. Det var faktisk ret uhyggeligt. Overalt hvor vi gik kunne vi mærke stilheden.”

Det var de ord, der havde fået hende til at undersøge rollespillet Whispering Vault og finde ud af, hvad det var, der skete. Nu sidder hun over for ham, og mellem dem på bordet ligger en diktafon.

“Det var sidste aften, Charlotte spillede med os. Hun har aldrig kunnet siden.” Han går i stå. Hænger lidt ved ordene, men fortsætter så:

“Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Vi havde lavet karakterer og indlevede os i dem, og da vi begyndte at spille kunne vi se, at det var tomme landskaber. Man kunne høre ekkoet af tomheden runge mellem bygningerne overalt, vi kom frem. Det værste var imidlertid ikke tomheden. Spilleder kunne stadig bringe det ret godt til live, selvom der hang spindelvæv og var støvet i de fleste scener, vi spillede. Det værste var Jægeren eller Skyggen, som vi første kaldte ham … eller den. Til at begynde med troede vi, at det var en af spilleders NPC’ere, en eller anden sej skurk, som forfulgte os fra scene til scene, indtil konfrontationen til sidst, men den lurede altid bare i skyggerne. Uanset hvilken scene vi spillede, hvis man stoppede op, kunne man mærke den. Det værste var, da Charlotte besluttede sig for at konfrontere den. Hun stirrede ud mod den i alle scener, vi havde, og jeg kunne mærke, at hendes karakter blev koldere og mere fjern. Selv spilleder bemærkede det, og da var det, jeg bed mærke i, at det ikke var en af spilleders NPC’ere!

Skyggen var der også, når vi spillede interne karakterscener, for eksempel på et tidspunkt sad vi og forhandlede om, vores næste træk i spillet og gennemgik vores spor. Spilleder nævnte, at han lige ville smutte ud og brygge noget mere kaffe, mens vi snakkede. Det var der, jeg så den første gang. Sådan rigtig så den. Lige i udkanten af scenen, mellem skyggerne, var der noget der rørte på sig. Det var som et levende mørke med to tomme huller, hvor øjnene burde være, og da jeg kiggede derhen, var det som om min karakter var ved at blive trukket ned i afgrunden, ned igennem dens tomme øjne. De sugede alt til sig.”

Han stopper op. Hans stemme er blevet grødet, og omkring hans øjne tegner tårer sig.

“Det var ikke det værste. Det kom først senere. Det var, da vores gruppe var splittet op. Spilleder havde valgt at dele os op i forskellige rum, så vi ikke hørte, hvad der skete med de andre. Lars og Charlotte sad inde i stuen, vi andre var ude i køkkenet, og spilleder var hos os, da Lars kommer ud. Han skulle lige på toilettet, forklarede han, og gik derud. Kort efter kom skriget. Isnende koldt”.

Hun kan se, han gyser, mens han fortæller det. Hans krop skælver ufrivilligt, som om skriget stadig giver genlyd i hans indre. Hun ser, han tager sig i instinktivt at ville holde sig for ørerne. “Hun sad derinde og skreg, bare skreg. Hendes øjne var blanke, og hun bare skreg. Vi for derind, allesammen. Der var intet at se, vi gennemsøgte stuen, og det var først bagefter, hun fik forklaret, at hun havde været indlevet i sin karakter, selv efter at Lars havde forladt stuen – og så var den kommet frem af skyggerne. Den havde suget hendes karakter til sig og bare efterladt en tom skal. Resten af aftenen var hendes karakter ikke i nogen af scenerne, der var bare en tom skal, hver gang hun forsøgte at spille. ”

Hun skal netop til at stoppe optagelsen, da han fortsætter.

“Derfor jeg aldrig spiller alene. Jeg kan mærke, at den er fulgt efter mig. Hver gang vi spiller, kan jeg mærke dens tomme øjne stirre inde fra mørket. Min største angst er, at vi splitter gruppen op, og at den så kommer ud efter min karakter. Jeg er ikke sikker på, at selv spilleder vil kunne holde den tilbage.”

Historien om Operation julegave og om Tom, Anders, Emma, Majken og Bo fortsætter i morgen.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Julekalender på bloggen, Projekt Julegave, Rollespil og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til [11. december] Det hjemsøgte rollespil

  1. thomastjabum siger:

    Nu er det jo lige før, at jeg heller ikke tør spille rollespil mere. Never split the party!

  2. Morten Greis siger:

    Der er en grund til at man advarer mod at splitte en gruppe op – de fleste tror, at det fordi, det bliver lettere for GM at dræbe karaktererne, eller at det bliver mere besværligt for spilleder at håndtere, men sandheden er langt mere grum.
    Og så bør man generelt holde sig fra hjemsøgte rollespil.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s