[12. december] Rollespilleren i skjul

motivator7106c226cddc6b6ed1989dd01a530debd493044aJulekalender for rollespillere

”Vi fandt ud af, at Peter Brat havde slettet scenariet fra oversigten i Lemurias database. Da ingen ønskede at huske noget om scenariet, og da de fleste andre havde glemt det, var det kun, da vi fik fingrene i de gamle originaler af Himmelfuglen, at vi så en notits om scenariet. Der var et uddrag af programmet i bladet, og derfra kunne vi opstøve selve con-programmet. Intet under at ingen kan finde Himmelfuglen #5. I fik det destrueret, sammen med programmet – som ingen gemmer alligevel – og så var det bare at overtale Peter Brat til slette referencen fra databasen.”

Han kiggede op på hende. Et måbende blik lå i hans øjne, og hans mund var gået i stå, halvt åben. Hun fortsatte: ”Ja, som du ser, har vi gjort vores research grundigt. Det er nu tid, at du fortæller mig om scenariet.”

Med lovning om at der ikke ville ske flere ulykker, havde Emma fået lov at låne hendes forældres bil, og sammen med Majken og Anders var hun taget ud til et ensomt beliggende hus på Glænø. GPS’en havde haft problemer med at få dem derud, og signalet til deres mobiler var ustabilt. Her havde Torben, en midaldrende fyr med viltert, krøllet hår og tykke briller vrangvilligt taget imod dem, indtil Emma havde afsløret, at de vidste mere om ham end som så.

Fra den lille stue førte han dem ud i et smalt køkken. Kulden ledt ind af den dårlige isolering sloges med varmen fra komfuret, og det lille rum deltes mærkbart mellem de to temperaturer. Torben satte vand over til kaffe, og satte sig til rette ved det lille køkkenbord, som stod omgivet af spraglede træstole. Hver stol bar mærkerne af, at den på et tidspunkt havde været underlag for et maleprojekt.

Emma kiggede rundt i det lille køkken. Torbens runde figur tronede henne ved bordet. Væggene var dekoreret med tørrede planter fra skoven og med emaljerede køkkenredskaber. To af dem var i brug nu, den ene var et stort skrummel, som suppe lystigt simrede i, og den anden rummede vand til kaffen. Ved vasken tårnede sig en opvask op. De fleste af kopperne bar tydelige mærker af at have været i brug over længere tid siden de sidst var blevet vasket.

Han vinkede hende hen til bordet, og med sine lange arme greb den store mand et par krus, som havde hængt under loftsbjælken. Emma kiggede tvivlende på dem. De så rene ud. Torben slog ud med armene, som ville han affærdige hendes tavse anklage, rømmede sig, og gik i gang med at forklare.

”Det er sjældent, jeg har gæster”, sagde han stemmen fuld af undskyldninger.

”Fortæl mig om den gang. Om den gang i ’97. Hvad skete der?”. Hun kiggede på ham med et nysgerrigt blik.

”Hvad skete der ikke?”, sukkede han retorisk. Hans stemme og kropssprog var blevet helt teatralsk. ”Som du jo nok ved, så fik vi sat scenariet op. På det tidspunkt anede ingen uråd. Det skulle handle om en spilmester, som krydser over i den anden verden, og så møder han alle sine egne skabelser der, og de opdager, at han er deres skaber. Meningen var, at spillerne skulle tage rollerne som de mange skabninger, han selv skulle spille spillederen, og vi andre, der hans spillere til hverdag, vi skulle være for spillederne for grupperne og samtidig spille tolkninger af ham. Så kom den store scene, hvor vi samlede alle spillerne i et og samme lokale, og hvor de alle havde masker på.

“Det blev så overvældende for ham, at han brød sammen. Midt under scenen stak han skrigende af. Vi fandt ham først et par timer senere. Der var han ikke sig selv. Han sad og skælvede, rystede og græd, påstod at han havde mødt Lysindra inde i rummet. Han påstod, at hun havde været derinde og talt med ham. Ikke en af spillerne, ikke en eller anden udgivende sig for at være Lysindra, men Lysindra selv!” I takt med at Torben havde talt sig varm, steg og faldt hans stemme, indtil den nåede højdepunktet med Lysindra.
”Den aften kunne vi ikke finde Sandra. Lysindra var under scenariet trængt igennem, og hun havde fundet et hjem hos Sandra. Sandra havde altid været den af os, som identificerede sig mest med scenariet og med Lysindra. Nogle gange når vi gik fra bordet, færdige med at spille, var vi i tvivl om, hvorvidt det var Sandra eller Lysindra, som tog hjem.”

”Men på Fastaval havde Lysindra kanaliseret sig ind i Sandra, ikke omvendt, og det var Lysindra, som vi hang ud med på resten af connen. Hun kendte os gennem vores karakterer, og nu lærte hun os at kende som de mennesker vi var. ”

Fortsættes …

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Julekalender på bloggen, Projekt Julegave, Rollespil og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s